Fin minimalistisk roman om tab, skam og ikke mindst angst

Vibeke, der er hovedperson i Katrine Marie Guldagers Bjørnen, er netop blevet fyret fra sin stilling som gymnasielærer, hendes datter Laura er flyttet hjemmefra, og hun har haft et stort skænderi med sin mand Leif, som hun kalder Bent, når hun er sur på ham. Derfor flygter hun fra det hele og kører op til familiens hus i Sverige for at være alene. Men da en snestorm rammer Sverige og strømmen går i det lille hus, begynder Vibse, som hun kaldes, at tvivle på, at det var en god idé at stikke af. Hun søger over til naboen Johan, der bor nogle få kilometer fra huset, men undervejs bliver hun nødt til at overnatte i en primitiv backstuga, hvor hun holder varmen ved at tænde et bål og smelte sne til vand. Men der, midt i skoven er både elge og en bjørn, som Vibse mener burde være i hi. Romanen foregår i løbet af de 11 dage, der går, indtil hun når frem til Johans hus, og hvor hun finder ham udenfor, stærkt underafkølet. Hvordan denne flugt ender, skal ikke røbes her, men Vibeke når at tænke mange ting igennem undervejs, og måske er der trods alt en fremtid sammen for hende og ægtemanden. Bjørnen er en gribende, minimalistisk roman om tab, skam og ikke mindst angst. Igen viser Katrine Marie Guldager sig som én af Danmarks bedste forfattere med et pragtfuldt sprog og en vedkommende historie – her i en ganske lille roman.

Katrine Marie Guldager: Bjørnen. 173 sider. Gyldendal

***** 

Såkaldte humoristiske historier

Ifølge bagsideteksten skal Dan Hilfling Petersens novellesamling Banjofabrikken vist forestille at være en samling humoristiske historier, og i forordet nævner professor John Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet en række danske forfattere, der også skildrer hverdagsliv i humorens lys, forfattere som Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Storm P., Hans Scherfig, Jørn Riel, Finn Søeborg, P. Sørensen Fugholm og Leif Panduro, der efter professorens mening trods forskellighed har den forløsende, smittende humor tilfælles. Dog er der den forskel på disse anerkendte forfattere og Dan Hilfling Petersen, at mens man ofte morer sig kosteligt hos de ovennævnte, så er der lidt langt mellem de humoristiske snapse i Hilfling Petersens noveller. Fx er det eneste morsomme i en novelle som ”Pølsevognen”, der er fortalt af en brandmand, som har arvet en pølsevogn på Gammel Kongevej efter en onkel, der døde i pølsevognen af hjertestop, efter at Skat havde indkaldt ham til torskegilde, det såkaldte pølsemandsslang, som kunderne bestiller: ”En død indianer i kano”, hvor pølsemanden rutineret svarer: ”Sennep og ketchup?” og kunden replicerer: ”Ja tak, men også en smule betændelse.” Pointen i novellen er, at nevøen, der arver pølsevognen, finder en pakke med 640.000 kroner, som onklen antagelig ikke har opgivet til skattevæsenet. De øvrige ni noveller er sådan set ganske underholdende som fx ”Fødselsdagen”, der fortæller om en 60 års fødselsdag, hvor samtlige gæster ender på hospitalet efter at have spist ægte russisk Beluga-kaviar, men at udråbe Dan Hilfling Petersen som humorist er måske nok at skyde lidt over målet, trods ganske morsomme sætninger, som den tykke mand, der forklarer sin statur sådan: ”Jo, ser du, så længe munden er større end røvhullet, vil der jo altid være noget, der bliver hængende.” Forfatteren har tidligere skrevet både historiske bøger og en selvoplevet beretning om at smugle sin kæreste ud af Østtyskland, men med sin debut i den skønlitterære genre viser han, at der måske også er stof til en roman.

Dan Hilfling Petersen: Banjofabrikken. 175 sider. Skriveforlaget

**

Uforglemmelig og smuk historie om kærlighed og tab

I den lille engelske by The Village møder den 19-årige Paul den smukke 48-årige Susan på tennisbanen, hvor de foruden at danne par i mixed double også indleder et hedt kærlighedsforhold. Sådan begynder handlingen i Julian Barnes Den eneste historie, og resten af romanen er Pauls tilbageblik på deres liv sammen årtier senere, efter at Susan er død. Mødet på tennisbanen skete, mens Paul er hjemme på ferie hos sine forældre, og mens Susan er gift med en lille tyk mand, Gordon Macleod, med hvem hun har to voksne døtre. Susan og Gordon har hvert sit soveværelse, og deres sexliv er ikke eksisterende, og Gordon Macleods spiller golf, gætter krydsogtværser, ryger cigarer og drikker whisky. Efterhånden er Paul mere til stede i familien Macleods hjem, hvor han dyrker sex med Susan, når Gordon er på arbejde. Paul og Susan er begge blevet ekskluderet af tennisklubben, da rygtet i byen vil vide, at de har et upassende forhold. Mange år efter konstruerer Paul sin historie, som den kunne have set ud i lokalpressen: ”Nye bolde? Skandale i tennisklub, da husmor, 48 og langhåret studerende, 19, ekskluderes efter madrasøvelser.” lang tid udvikler Susan og Pauls kærlighedshistorie sig, men med tiden begynder Susan at finde trøst i flasken, og som Paul tørt konstaterer: ”Hvis hun bliver ved med at ødelægge sin hukommelse med den nuværende hastighed, vil hun nå til et stadium, hvor hun simpelthen har glemt, at hun er alkoholiker!” Og da Paul, mens Susan er indlagt på hospitalet, bliver spurgt af en anden patient: ”Hvad fejler din bedstemor?” svarer han træt: ”Hun er alkoholiker.” Man følger Pauls rekonstruktion af sit liv indtil Susans død på et plejehjem i denne ufatteligt smukke fortælling om kærlighed og tab. I den sidste tid på plejehjemmet blomstrer Susan op i korte øjeblikke, som da hun fx hvisker teatralsk til en sygeplejerske, mens hun peger på Paul: ”Han er en værre liderbuks, ham der. Hvis jeg fortalte, hvad jeg vidste om ham, kunne jeg få håret til at rejse sig på dit hoved.” Og pludselig husker hun en gammel fodboldsang:  ”If I had the wings of a sparrow, If I had the arse of a crow, I’d fly over Tottenham tomorrow, And shit on the bastards below.” Hvortil sygeplejersken løfter et øjenbryn og spørger: “Chelsea-supporter?”

Den eneste historie er oversat af Claus Bech. 260 sider. Gyldendal

******

Flot punktum for Kosevics politisk-personlige romanportræt af Erik Scavenius

For halvandet år siden udkom første bind i Birgithe Kosevics roman Den inderste fare om Erik Scavenius, der vel var én af besættelsestidens mest udskældte politikere. Nu er andet bind så netop udkommet, og det begynder i november 1942. På det tidspunkt er Scavenius udenrigsminister, men samtidig har kong Christian den Tiende påkaldt sig Hitlers vrede med sit næsten mekaniske svar på Hitlers lykønskningstelegram til kongens runde fødselsdag. En ny rigsbefuldmægtiget, dr. Werner Best, også kendt som slagteren fra Paris, et navn han havde erhvervet som tidligere leder af den brutale krigsforvaltning i Frankrig, bliver sendt til Danmark med den opgave at få dannet en ny nazivenlig regering. Et tysk krav er, at Vilhelm Buhl, der har været statsminister siden Staunings død i maj, skal fjernes, og efter lange diskussioner i Nimandsudvalget accepterer Scavenius på visse betingelser at blive statsminister. Men betingelserne er, at der ikke skal indføres jødelove i Danmark, at der ikke skal være nazister i regeringen, og at danske soldater ikke skal kæmpe på tysk side. Langsomt begynder et ejendommeligt venskab at vokse frem mellem Scavenius og Best, og på den private front distancerer Scavenius sig mere og mere fra hustruen Emma, mens kærlighedsforholdet til elskerinden og korsetieren Alice Ninon Duvantier bliver stadigt mere varmt og intimt. Efter Folkestrejken i sommeren 1944 bliver regeringen sat ud af kraft, og selvom ministrene beholder deres titler krigen ud, er det fra det tidspunkt, at departementcheferne, der leder landet, til trods for at ministrene stadig har deres gang i ministerierne. Scavenius føler sig naturligvis svigtet, da først jøderne og siden politiet bliver arresteret og siden for en stor dels vedkommende bliver deporteret til de tyske koncentrationslejre. Men romanen følger krigen til den bitre ende, og efter 4. maj 1945 er tiden rindet ud for Scavenius og hans ministre, og Vilhelm Buhl danner sin Befrielsesregering, mens Erik Scavenius og hans ministre bliver lagt for had og spyttet på. Allerede inden befrielsen bliver Ninon også truet gennem den illegale presse for sine forbindelser til nazistyret, specielt til Karl Heinz Hoffmann, der var gestapochef på Shellhuset, men hun bedyrede overfor Scavenius, at det udelukkende var for at hjælpe danskere, som ellers skulle sendes til kz-lejre i Tyskland, og som hun sagde til Scavenius: ”Du er ikke den eneste, der kan hjælpe og gøre en forskel ved at knytte venskab med tyskerne.” De sidste kapitler foregår efter krigen, indtil Erik Scavenius i 1962 dør 85 år gammel, og i et efterskrift fortæller Birgithe Kosovic, hvordan det siden gik for de to øvrige hovedpersoner, Alice Ninon Scavenius, der blev gift med Scavenius på Gentofte Rådhus i 1946, døde først i 2001, 97 år gammel, og hun giftede sig aldrig igen. Dr. Verner Best, der efter krigen først blev dødsdømt, men fik sin dom ændret til livsvarigt fængsel, blev løsladt i 1951, men i 1960’erne blev han anklaget i Tyskland for meddelagtighed i drabet på over 10.000 mennesker i Polen, men han blev løsladt uden dom i 1971. Igen i 1989 blev han anklaget for deportationen af 76.000 jøder, men inden retssagen var til ende, døde han 86 år gammel. Birgithe Kosovic har med sit politisk-personlige romanportræt af Erik Scavenius begået et imponerende billede af en kontroversiel politiker, og samtidig er bogen en smuk kærlighedshistorie fyldt med både sex og jalousi. Birgithe Kosovic’s to-bindsværk om Erik Scavenius Den inderste fare vidner om en grundig research, der på flot vis er blevet til litteratur med stort L.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare. Bind 2. 643 sider. Politikens Forlag

******    

 

På flugt fra fortiden

Hovedpersonen i Christian Mørks nye roman I gode hænder er den sekstenårige Gustav, der går i 1. g. – og en spinkel og usikker dreng, som er det oplagte offer for sine fodbold- og klassekammeraters mobning. Desuden lider han af astma, og derfor sender hans mor, den flotte folketingspolitiker Ulla Aagerup, ham til ugentlige behandlinger på en klinik på Gammel Kongevej på Frederiksberg, hvor en ældre kvinde, Agnes Loumann, med helbredende hænder skal forsøge at helbrede ham for hans astma. Når han besøger den uhumske Frederiksberglejlighed, hvor Agnes Loumann bor med sine to hunde, opstår der et fortrolighedsforhold imellem dem, hvor hun bl.a. rådgiver ham om, hvordan han skal sætte sig i respekt hos sine plageånder. Men samtidig finder Gustav ved et tilfælde ud af, at fru Loumann har en fortid fra tiden omkring Besættelsen, som hun gør alt for at holde skjult. Opildnet af den ældre dame hævner Gustav sig på en kammerat, der har fortalt ham, hvor meget pik hans smukke mor burde få. Og det gør han på en meget brutal og næsten invaliderende måde. Langsomt finder Gustav frem til Agnes Loumanns hemmeligheder, bl.a. med hjælp fra hans morfar, der har en fortid som frihedskæmper, og hele skildringen af netop besættelsestiden er fremragende skildret, og kan på mange måder minde om begivenheder fra det virkelige liv, som fx Peter Øvig Knudsen har skildret i sine bøger. Og i et interview op til udgivelsen røber Christian Mørk, at den virkelige model for Agnes Loumann er den berygtede stikker Jenny Holm, der efter sin løsladelse i begyndelsen af 1950’erne skiftede navn til Anne Marie Lenssinger, og hun slog sig ned som healer på Gammel Kongevej, hvor hun bl.a. havde romanens forfatter som patient. Romanen begynder i 1969 med, at Libyens chargé d’affaires i Danmark henter Agnes Loumann for at flyve hende til Libyen, hvor hun skal helbrede oberst Muammar Gaddafi, som er slemt angrebet af migræne, og som belønning får hun foruden penge et lysebrunt vævet tæppe med oberstens profil indsat som revolutionsrød kontrast. Tæppet fik sin plads i Agnes Loumanns konsultation, hvor ingen patient slap for at få dets historie. I gode hænder er en fin roman om mobning og hævn, og nok den mest medrivende roman, jeg endnu har læst fra Christian Mørk, der på glimrende vis forstår at koble 1969 sammen med Besættelsestidens allermørkeste sider.

Christian Mørk: I gode hænder. 219 sider. Gyldendal

*****

Forrygende generationsroman

Hovedpersonen i Theis Ørntofts Solar er digteren Theis, der i begyndelsen har besluttet sig for at spadsere en tur ned ad Hærvejen. Det giver god tid til at tænke over livet, planeten og meget, meget andet. Tilbage i København møder han Nadia fra Albertslund, som han i en periode flytter ind hos, efter at han har forladt sin Nørrebro-lejlighed, og som han har vild sex sammen med, indtil hun mente, at han skulle tage sig sammen, hvorefter han forlod hende for at begive sig ud i verden. Først som blind passager med tog gennem Tyskland til Paris, og så videre til Portugal, hvor han hænger ud sammen med portugiseren Diago. Det udvikler sig til et surrealistisk mareridt, hvor de både ryger joints og møder skønne kvinder, men samtidig ryder op i Diagos komplicerede familieforhold. Hvilket igen tvinger dem ud i en slags flugt både fra politiet og dem selv. Undervejs oplever Theis også en rejse ind i alle sindets krinkelkroge, og som skrevet står i romanens bagsidetekst, så er det desuden et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen. Man mærker tydeligt, at det er en lyriker, som med denne debutroman har skrevet en dybt fascinerende og vedkommende historie om en ung mands vej ud i livet. Undervejs er romanen krydret med technomusik, hed sex, fitness, fodbold i Brøndby, tv-udsendelser med tennis, og ofte er man i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Theis Ørntoft er én af de mest spændende unge forfattere, og som læser glæder man sig allerede til næste udspil.

Theis Ørntoft: Solar. 300 sider. Gyldendal

*****

Mesterlig kærlighedsroman fra det virkelige liv

En anden gren er en kærlighedsroman, hvor to kulturer møder hinanden, og sød musik opstår. Det er forfatteren Jesper Wung Sung, der har brugt sine oldeforældres historie som udgangspunkt for sin roman.

I forlængelse af de grusomheder, der omkring forrige århundredeskifte opstod i Kina i forbindelse med den såkaldte bokseropstand, blev en flok kinesere sat ombord i lastrummet på det gode skib Manchuria, der sejlede fra Canton, Shanghai og Hong Kong til Europa, hvor målet var København. Med på skibet var hr. Madsen Johannes, en dansker, som beherskede en smule kinesisk, og som var den der havde udfærdiget kontrakterne. De gik ud på, at de ægte kinesere skulle være en del af forlystelserne i Tivoli, hvor publikum kunne se dem arbejde, tilberede mad og underholde med diverse færdigheder. Blandt kineserne var en ung mand Wung Sung San, der bl.a. var dygtig til at tegne med pensel. På samme tid arbejder en ung kvinde, Ingeborg Danielsen som ekspeditrice hos kongelig hofbager Olsen i Frederiksberggade. Ingeborg og hendes kollega Henriette samt Henriettes kæreste Edvard tager sammen i Tivoli. ”Lad os komme ned og se de gule gespenster,” siger Edvard og trækker Henriette og Ingeborg med hen til kineserbyen, der ligner H.C. Andersens univers. Dagens program for Kina i Tivoli er slået op på en plakat: ”Kl. 4: Kinesisk Teater – Afvekslende Repertoire. Kl. 5: Kineserne spiser – Foregaar bag Templet. De faar gentagne Gange om Ugen tilbragt friskslagtede Hunde og Katte.” Efter en tur i rickshaw står de foran et bord, hvor San med pensel og tusch maler en bambusgren samt nogle kinesiske tegn, hvorpå han forærer Ingeborg papiret. Det bliver deres første møde, og begge er de opsat på ikke, at det ikke er det sidste. Men let bliver det ikke, for der er hegn rundt om Tivoli. Imidlertid lykkes det for San at forcere hegnet, til trods for at det ikke er tilladt. Han mødes med Ingeborg, og sådan begynder deres kærlighedseventyr til familien Danielsens store fortrydelse. Hun bliver forvist fra hjemmet, og i den næste tid må det umage par finde forskellige steder i København, hvor de kan mødes. Da kinesernes tid i Tivoli er forbi, og de skal tilbage til Kina, absenterer San sig fra sine landsmænd, og nu starter han sin kamp for dels at få dansk statsborgerskab, dels for at få lov til at åbne en restaurant, men alle steder render han hovedet mod en dør, så efter at San har mødt Marius Christensen, der er forpagter på Hotel Dania i Frederikshavn, bliver han i 1906 ansat her som tjener, og Ingeborg og San har fået deres første børn. I Frederikshavn får Ingeborg besøg af sin far, der mener, at hendes kinesiske mand har kastet forbandelse over familien. I 1910 bryder familien Wung Sung igen op og drager til Berlin, hvor San etablerer en restaurant, der kommer til at hedde Kopenhagen. Men så kommer Første Verdenskrig med vareknaphed og fattigdom samt et had mod alt, der ikke er tysk. Og da berlinerne tror, at San er japaner, bliver restauranten smadret, og det ender med, at familien i 1916 flygter tilbage til København, hvor San bliver ansat som tjener på Rådhuscafeen, samtidig med at han får en statistrolle på Det Kongelige Teater i H.C. Andersens Nattergalen, hvor han skal sidde som kejseren i Kina til en fyrstelig løn. Ingeborg og San har undervejs mistet et par af deres børn, og syg af tuberkulose bliver San Wung Sung indlagt på Øresundshospitalet, hvor han dør i 1926. Først i 1941 lykkes det for Ingeborg igen at få sit danske statsborgerskab, og hun overlever San med 36 år og dør i 1962. I Efterskriftet kan man læse, at sønnen Herbert får tre børn, hvor den ældste Hainan møder Elly i Marstal på Ærø, som han bliver gift med, og deres førstefødte Jesper er forfatteren til En anden gren.  Romanen er efter min mening et mesterværk, der både fortæller en gribende kærlighedshistorie mellem to meget forskellige mennesker, og samtidig lykkes det for Wung Sung at skildre både København og Berlin, som byerne var dengang med en racisme, der ikke er så forskellig fra den, man ser i dag. At Jesper Wung Sung med En anden gren snart modtager Boghandlernes Gyldne Laurbær, og derved skriver sig ind i den danske litteraturhistorie, er ikke blot særdeles fortjent, det er også en anerkendelse af et forfatterskab, der fortjener at nå ud i verden på mange sprog.

Jesper Wung Sung: En anden gren. 555 sider. Rosinante

******

Aktuel ungdomsroman fuld af talent

Sofie Riis Endahls ungdomsroman Sindstequila er en historie, som henvender sig til rigtig mange – både unge og gamle. Den handler om pigen Anne, som kommer fra Ringkøbing og starter på et gymnasium i Nordsjælland. Da hun til en fest er deltager i en bodytequila, må hun kort tid efter se, at hun er blevet fotograferet, og billedet af hendes halvnøgne krop er blevet delt på de sociale medier. Man følger også en af de andre piger, Rei, der har en japansk mor, bliver kaldt Nonne af de andre piger, fordi hun endnu er jomfru. Hun kærester lidt med Annes tvillingebror Johan, mens Anne har et godt øje til Reis papbror Sebastian. Rei vil egentlig gerne være veninde med Anne, men hun føler sig fanget i den pigegruppe, hvor alt drejer sig om kærester og sex, og Anne føler sig ensom, da hendes ekskæreste fra Vestjylland Peter vist har fundet nye kærester. Det er en flot skrevet historie, der er uhyre aktuel netop nu, hvor der er sager om intime billeder og film, som bliver delt på Nettet, uden af de afbildede medvirkende har givet lov.

Men det er også en roman om ensomhed og om at stå ved sine grænser og at turde modstå gruppepresset. Sofie Riis Endahl går stadig i gymnasiet, og hun har tidligere bidraget til både novellesamlinger og en digtsamling, og måske er Sindstequila en begyndelse på et spændende forfatterskab.

Sofie Riis Endahl: Sindstequila. 268 sider. Byens Forlag

****

Uforglemmelig roman med baggrund i virkeligheden

Dødevaskeren, der er Sara Omars skønlitterære debut, er ikke sådan at lægge fra sig, når man er igennem de lidt over 300 sider. Det er en uforglemmelig historie om den kurdiske pige Frmesk, der er født med en kridhvid hårtot, som måske er et tegn fra Allah. Men betyder det, at hun er velsignet eller forbandet. I hvert fald havde hendes far ønsket sig en dreng, og den lille pige kommer i pleje hos sine morforældre Gawhar og Darwésh. Mormoren Gawhar er dødevasker, hvilket vil sige, at hun vasker ligene af de kvinder, som er dræbt i skam og vanære, og som ingen andre vil begrave. Gawhar er sammen med veninderne i hendes bedegruppe dybt religiøse, mens morfar Darwésh, som er pensioneret oberst, læser meget andet end Koranen fra sit righoldige bibliotek. I øvrigt er skildringen af det kærlige forhold mellem morforældrene noget af det mest positive og opløftende i romanen.  På samme måde som forfatteren Sara Omar kom Frmesk til Danmark efter i slutningen af 1990’erne at være flygtet fra krigen i Kurdistan. Hun lider af posttraumatisk stress, efter at hun på mange måder har været igennem et omfattende misbrug som barn, og på en måde skiller historien sig ikke så meget ud fra det misbrug, man også hører om i andre religioner. Handlingen skifter mellem at foregå på Skejby Hospital i 1916 med tilbageblik til Zamwa i Kurdistan fra 1986 og frem til begyndelsen af 1990’erne. Som læser får man indblik i en mandsdomineret verden, hvor kvinderne undertrykkes med hjælp fra islams mest reaktionære kræfter, der bl.a. hænger en ung brud ud som luder, hvis ikke hun kan fremvise et blodplettet lagen dagen efter brudenatten. På hospitalet i Skejby kommer Frmesk i kontakt med den medicinstuderende kurder Darya, der konstant tyranniseres af sin far Jamal, der stammer fra samme egn som Frmesk. Til sidst skriver Frmesk et brev til Darya, hvor hun opfordrer hende til at tro på sig selv og kæmpe for sin egen frihed, koste hvad det vil. Og det gør hun samtidig med, at hun bliver flyttet fra Skejby og hen til et sted, hvor Jamal ikke har mulighed for at opspore hende. Romanen begynder med en slags rolleliste, som man som læser gang på gang må søge tilbage i, for at fastholde de mange skæbner og holde dem ude fra hinanden. Der er tale om en roman, men kan sikkert også læse historien som en slags selvbiografi af Sara Omar.

Sara Omar: Dødevaskeren. 322 sider. Politikens Forlag

*****

Grotesk fortælling fra en nær fremtid

Også i Kaspar Colling Nielsens nye roman Det europæiske forår befinder læseren sig et par år ude i fremtiden i en tid, hvor Danmarks statsminister hedder Mette Frederiksen, og samtidig har romanen tråde tilbage til Colling Nielsens novellesamling fra 2010 Mount København. Hovedpersonerne er hjerneforskeren Elisabeth, hendes mand galleristen Stig og deres datter Emma samt kunstneren Christian, der udstiller hos Stig. Elisabeth bliver headhuntet til et forskningsteam på Lolland, hvor meget er blevet ændret til et nyt samfund for rige borgere, og hvor idyllisk bondehusidyl på en ø uden motorkøretøjer er kombineret med de seneste teknologiske påfund så som fx droner, der både overvåger det lille samfund og benyttes til mere praktiske opgaver. Efter lidt modstand overtales Stig til at flytte med til Lolland og der åbne et nyt galleri, hvor maleren Christian får stor succes med sine billeder af sin smukke, men retarderede veninde Mia. Imens er Elisabeth med til at eksperimentere med dyr, som eksempelvis den skrivende abe Felix. Danmark har efter nogle terrorangreb deporteret muslimske flygtninge til Mozambique, hvor de er blevet installeret i gamle Mærsk-containere i en lejr kaldet Frederiksstad. Den idealistiske datter Emma, der lider af anoreksi, rejser til forældrenes store fortrydelse ned til Frederiksstad for at deltage i arbejdet der.  Fuglen Wilhelm og hunden Jack befinder sig også på Lolland, hvor de fører lange dybsindige samtaler. Stig forsøger sig som kunstner, da han tyvstjæler en idé til en kunstinstallation kaldet ”Det europæiske forår”, som han fører ud i livet via en gammel bekendt, Emil . Det er en provokerende nyskabelse, som vækker stor opsigt, og desværre kommer det også til at kræve ofre, men mere skal ikke røbes her. Kaspar Colling har med Det europæiske forår skrevet en både morsom og grotesk, men også tankevækkende roman, der atter fremhæver ham som én af de mest originale nye stemmer. Læs den!

Kaspar Colling Nielsen: Det europæiske forår. 349 sider. Gyldendal

*****    

To livserfarne kunstnere skriver dagbog

”At ministeren tror på den intelligente skaber,

tages hermed til efterretning. Men

tror skaberen på den intelligente minister?”

Sådan lyder ét af digtene i Vi må videre, Dobbelt dagbog og digte – skrevet af digteren Peter Poulsen og billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen. Hvert digt er er fulgt op af en farvelagt tegning, ”så det er dagenes modgang og medgang, kedsomhed, kærlighed, overraskelser og åbninger, de to livserfarne mænd skildrer med hver deres sprog,” som der står i bogens bagsidetekst. Her et andet eksempel:

”Citronmåne er der en kage, som hedder.

Det siges, at politibetjente

ofte nyder den i patruljevognen,

mens de venter på,

at noget skal ske.

 

I aften er byen spøgelsesagtig, ja

Næsten afdød. Kun sporadiske

lyde høres i mørket.

En kat forsvinder ind i en port.

Et lys brænder i et vindue oppe i gavlen.

 

Det er en af de få aftener,

hvor lovovertræderne synes at holde fri.

Morderen spiller monopoly med sin lille søn.

Blotteren åbner ikke frakken for nogen,

og de fleste cykellygter er tændt.

 

Det er en stille aften, tænker de to betjente.

Når de har spist kagen,

kører de hjem.”

Det er dansk poesi og billedkunst der på forunderlig vis bliver forenet i denne fine udgivelse.

Jørgen Haugen Sørensen og Peter Poulsen: Vi må videre. Dobbelt dagbog Tegninger og digte. 183 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Historisk kærlighedsroman

Elisabeth Gyldenstjerne har den store hovedrolle i Maria Hellebergs store historiske roman Stormene, der foregår fra begyndelsen af 1500-tallet og frem til midten af samme århundrede. Og i romanens store birolle møder læseren Børglum-biskoppen Stygge Krumpen, som forfatteren Thit Jensen udødeliggjorde i sin roman af samme navn. I andre roller møder man historiske personer som kongerne Christian den Anden, Frederik den Første og Christian den Tredje, mens fx Mor Sigbrit, Hans Tausen, en del andre biskopper, marsker og lensmænd og ikke mindst Skipper Klement og hans bondehær.

Romanen begynder i 1515, hvor den 15-årige Elsebe Gyldenstjerne af sin mors familie Rosenkrantzerne, der havde påtaget sig ansvaret for den forældreløse søskendeflok, bliver bortgiftet til den lille fede 55-årige, fordrukne Bonde Due, der havde arvet herregården Torp i Thy, som han var i gang med at formøble, efter at næsten alt af værdi var bortsolgt. Ægteskabet bliver en kortvarig katastrofe. Elsebe forbliver jomfru, men den uduelige Bonde Due mishandler sin unge hustru, indtil hun får besøg af den nye biskop Stygge Krumpen, der kommer for at indkræve den skat, som Bonde Due naturligvis ikke er i stand til at betale. Han bliver dybt betaget af den smukke unge Elisabeth, som han nu kalder hende, og han tager hende med til Børglum, hvor hun bliver installeret på bispegården. Allerede mens hun var gift med Due, var hun blevet tilbudt at blive vedsoverske for den forrige biskop, Niels Stygge, der var morbror til Stygge Krumpen, men som var blevet afskediget for uduelighed. Trods sit kyskhedsløfte indleder Stygge Krumpen et kærlighedsforhold til Elsebeth, der dog bevarer sin mødom, men den erotiske opfindsomhed imellem det elskende par er dog ganske stor, og naturligvis skaber det forargelse både hist og her. Alt dette sker, imens reformationen er ved at gøre sit indtog i Danmark, kirkens magt begrænses noget, da Frederik den Første afløser den afsatte konge, som bliver interneret på Sønderborg Slot. Ved det næste kongevalg efter Frederiks død, gør Christian den Tredje op med biskopvældet, og Stygge Krumpen bliver først fængslet i Hald og senere i Sønderborg, hvor Elisabeth overtaler ham til at underskrive en aftale med kongen, hvorefter Krumpen i stedet bliver udnævnt til lensmand. Mens den tidligere biskop har været i fængsel, blev Elisabeth gift med adelsmanden Erik Mortensen, og sammen drev de Nørgård, Bælum, i Hellum Herred, hvor deres kvæg blev opfedet hos fæstebønder, før det sendtes til kvægmarkederne i Ribe. Men efter Stygge Krumpens frigivelse, genoptager han og Elisabeth deres skændige samliv til Erik Mortensens store fortrydelse.

Undervejs har man som læser oplevet både Københavns belejring og Skipper Klements hærgen i bl.a. Aalborg, og som en sidehistorie har romanen en anden romance imellem en ung munk og en ung nonne, der flygter fra et kloster, men den historie må læseren selv opleve.

Vel er Stormene en historisk roman, der meget aktuelt udkommer i året, som står i Martin Luthers tegn, men det er samtidig en af de smukkeste kærlighedsromaner, jeg længe har læst. Den kan varmt anbefales.

Maria Helleberg: Stormene 718 sider. Bibelselskabet

*****         

Stor samtidsroman med krimipotientale

Hovedpersonen i Hanne-Vibeke Holsts store samtidsroman Som pesten, den danske læge Karoline Branner er netop startet hos Verdenssundhedsorganisationen WHO i Genéve i en stilling som koordinator i organisationens afdeling for pandemibekæmpelse, da en aggressiv form for influenza bryder ud, en sygdom, der bringer mindelser om Den spanske syge, som lige efter Første Verdenskrig resulterede i mellem 50 og 100 millioner af dødsfald verden over. Der bliver travlhed i Genéve hos WHO, hvor chefen dr. Rose Ochola, der stammer fra Kampala i Uganda og hendes stab bl.a. russiske Boris Belozerov og Karoline Branner må konstatere, at der endnu ikke er tale om en pandemi, men også hos den lokale afdeling af FN, har den svenske FN-diplomat Hans Bergman, der repræsenterer hovedkvarteret, travlt. Han er gift med den skleroseramte hustru Stéphanie, og så har han samtidig afrikanske Rose Ochola som elskerinde.

Det varer ikke længe, før der begynder at gå politik i det hele, men på samme tid bliver der flere og flere tilfælde af H7N9-influenzaen. Imidlertid er man ikke begyndt at producere vaccine, for i 2009 blev en influenzaepidemi så overdramatiseret af WHO, at man brændte inde med millioner af doser vaccine, som efterfølgende måtte destrueres. Da det bliver klart, at der er så mange, der er ramt af sygdommen, at der er tale om en egentlig pandemi, haster det pludselig med at få vaccine klar, men på samme tid opdager Karoline, at specielt afrikanere er genetisk disponeret til at blive angrebet af sygdommen, og spørgsmålet er, hvordan man får fremstillet vaccine, som fx fattige afrikanere har råd til. I forvejen er Europa midt i den store flygtningekrise, og i flere lande bl.a. Danmark er der ikke råd til gratis lægebehandling, når statsministeren og hans altid kampklare integrationsminister fremlægger en ny asylpakke med 34 nye stramninger, der skal få landet til at fremstå så lidt gæstfrit som muligt. Overalt hvor sygdommen er begyndt at koste menneskeliv, stikker racismen sit grimme fjæs frem, for hvis brune og sorte pludselig skal have forrang til at blive vaccineret, skal der ikke meget til for at tænde den latente aggression, som ligger og ulmer under overfladen. Det går endda så galt, at lastbiler bliver overfaldet, og vaccine bliver stjålet. På hjemmefronten er Karolines mand Jasper ifølge ham selv startet på at skrive en roman, og han har stadig opgaven med at følge sønnen Hugo i skole. Her mødes Jasper ofte med naboen, italienske Sofia Luzzatti, når hun afleverer sin søn Luca. På den måde kommer han også i kontakt med Sofias mand Roberto Luzzatti, der ejer en kæde af pizzeriaer. Jasper er i sin tid rejst fra en gæld i Danmark, og en dag bliver han opsøgt af et par gorillaer, der kræver 25.000 euro, som skal betales få dage efter. Derfor beder han Roberto om et lån, og det får han mod at hjælpe italieneren med nogle lyssky forretninger, og snart er Jasper fanget i et spindelvæv af løgn og fidus. Hvad det går ud på skal ikke røbes her, for romanen udvikler sig til ikke så lidt af en krimi.

Som Pesten, hvor titlen hentyder til Albert Camus’ roman Pesten, der udkom i 1947, og er en allegori over den nazistiske besættelse af Frankrig, finder sted for et par år siden, mens Obama stadig var præsident i USA, og hvor Trump kæmpede for at blive republikanernes præsidentkandidat. Nu gik det ikke så galt i virkeligheden, men Hanne-Vibeke Holst har med stor dygtighed formået at skabe et uhyggeligt billede af en katastrofe, der komme hvornår som helst. Som Pesten er hendes absolut bedste roman til dato, og den fortjener udbredelse over den ganske verden.

Hanne-Vibeke Holst: Som pesten. 686 sider. Gyldendal

******  

Endnu et mesterværk om De Vestindiske Øer

Peters kærlighed er Mich Vraas roman, der følger op på den succes, som han fik med forgængeren Haabet, der fortalte om skibsrederdatteren Maria Bernt, som i 1802 kom til De Vestindiske Øer sammen med tusindvis af negre ombord på hendes fars slavefregat. Peters kærlighed dækker perioden 1804-1854, og den er for en stor dels vedkommende sammensat af breve til og fra Maria, der var blevet gift med professor Mikkel Eide og nu boede på plantagen Solitude på Sankt Thomas, hvor hun havde oprettet en skole for frinegre, der havde været slaver under den forrige ejer Jan Marcussen. Brevene, der både er til og fra Peter von Scholten, der i 1827 tiltrådte som generalguvernør på Sankt Croix. Derved bliver von Scholten romanens hovedperson, og man følger ham både under hans rejser tilbage til København, hvor hustruen Lise og hans døtre befinder sig, men også på ejendommen Bülowsminde på Sankt Croix, hvor han opholder sig sammen med sin elskerinde, den farvede Anna Heegaard, når han ikke er på guvernørkontoret i Christiansted. Undervejs får man historien om den gryende emancipation blandt øernes sorte befolkning, indtil Peter von Scholten i juli 1848 omgivet af tusinder af bevæbnede oprørere udtaler de ord, som gjorde ende på slaveriet: ”Now you are free!” Hvilket lodret stred imod den danske konges og regerings ønske. Kort tid efter sejlede von Scholten til Danmark for sidste gang, og i januar 1854 døde han i Altona under et besøg hos en datter og svigersøn. Romanen indeholder også kapitler fra Mikkel Eides manuskript til Vestindiske røster, hvor både sorte og hvide indbyggere kommer til orde, og desuden er der et utal af andre breve, forordninger og dagbøger, som alle giver romanen et næsten autentisk præg, til trods for at det er en blanding af originale dokumenter og fiktive breve. Mich Vraa har fyldt sin fortælling med både groteske og humoristiske episoder, bl.a. hvordan planter Carl Frederik Madsen, der tidligere havde haft Anna Heegaard som frineger, af ren jalousi forsøger at anklage von Scholten for svindel overfor kong Frederik den Sjette, med det resultat, at von Scholten får majestæten til at udnævne Madsen til kongelig udnævnt pelikantæller med titel af intendant til en beskeden gage. På en af bogens flapper kan man læse, at Peters kærlighed er andet bind i en romantrilogi om De Vestindiske Øer. Spændende hvad tredje bind vil omhandle. Jeg glæder mig allerede.

Mich Vraa: Peters kærlighed. 511 sider. Lindhardt og Ringhof

******     

Den underjordiske jernbane – et amerikansk mesterværk

Jeg troede, at jeg havde haft den ultimative litterære oplevelse omkring amerikanske negerslaver, da jeg i sin tid læste Alex Haleys roman Rødder, men nu har jeg netop læst en roman, der næsten overgår denne oplevelse. Der er tale om romanen Den underjordiske jernbane, som er skrevet af forfatteren med det næsten i denne sammenhæng groteske navn Colson Whitehead. Romanen handler om den sekstenårige Cora, som er markslave på en bomuldsplantage i Georgia, og som løber bort sammen med en anden slave Caesar, der har kontakt med stationsforstanderen Lumbly, der samtidig er lokomotivfører og hjælper dem videre på den underjordiske jernbane, der fører dem videre til South Carolina. Cora har tidligere mistet kontakten til sin mor Mabel, som også løb bort fra Randall-plantagen, og hendes skæbne får man først indblik i hen mod slutningen af romanen. Inden man igen møder Cora i North Carolina, hvor hun har fået midlertidigt husly oppe på loftet hos den progressive Martin Wells og hans lidt modvillige hustru Ethel, hører læseren om den uhyggelige slavejæger Arnold Ridgeway, der sammen med sit slæng af hjælpere, forsøger at indfange de bortløbne for at hæve den dusør, som er blevet udlovet. En af Ridgeways hjælpere er den uhyggelige Boseman optræder med en kæde om halsen af udtørrede ører, som han havde vundet i en brydekamp med en indianer ved navn Strong. Det er ikke altid, at de bortløbne slaver møder hjælp og sympati hos de negre, der er blevet frikøbt, og fx er der på et tidspunkt en kvinde, der opfatter slaveri som et nødvendigt onde i betragtning af den afrikanske races åbenlyse forstandsmæssige mangler. Et problem for de hvide og i særdeleshed slavefangere som Ridgeway er, at de skal sørge for, at niggerne ikke bliver for godt uddannet, og at de fx lærer at læse. Som han siger: ”De svage i jeres stamme bliver luget ud, de dør på slaveskibene, dør af vores europæiske kopper, og på markerne, hvor de dyrker vores bomuld og indigo. Man skal være stærk for at overleve det hårde slid og gøre os større. Vi feder svin op, ikke fordi vi har lyst til det, men fordi vi har brug for svin til at overleve. Men vi vil ikke have, I bliver for kloge. Vi kan ikke have, I bliver så dygtige, at I løber os over ende.” Efter at blevet være opsporet af Ridgeway og Boseman hvor Cora er i fare for at blive sendt tilbage til Randall-plantagen, bliver slavejægerne overfaldet af en gruppe bevæbnede, og i en længere periode lever Cora lykkeligt på Valentins farm, indtil en stikker fortæller politiet, at farmen huser flygtninge, hvorefter det kommer til en større kamp, og hvordan det hele slutter skal ikke røbes her. Imellem de mange kapitler er der anbragt små annoncer, der viser, hvordan plantageejerne efterlyser deres bortløbne slaver, og som læser hører man om, hvordan både bortløbne og de hvide, der huser de flygtede, bliver torteret og hængt til skræk og advarsel. Det er en helt igennem gribende beretning om en af de mest sorte (undskyld udtrykket) perioder i Amerikas historie. Det er en uforglemmelig roman, der har fortjent alle de mange litterære priser, den har fået. Tænk at man inden for samme måned på dansk har fået to så store og væsentlige romaner om USA's historie som Paul Austers 4321 og Colson Whiteheads Den underjordiske jernbane.

Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane. Oversat af Vibeke Houstrup Christensen. 299 sider. Politikens Forlag

******

Amerikansk hovedværk

Paul Austers til dato væsentligste roman 4321 er historien om Archibald Isaac Ferguson, der bliver født i marts 1947, og hvis liv bliver skildret i fire forskellige versioner, og hvor det samtidig bliver historien om USA i tiden fra tresserne og frem med samfundsmæssig uro, politiske mord, modstand mod krig og kampen om borgerrettigheder. Men det handler også om Fergusons udvikling som forfatter og om periodens musik, film, litteratur og ikke mindst sport, baseball og basketball. Og så er det en udviklingsroman, hvor Fergusons kærlighedsaffærer og sexoplevelser med både kvinder og mænd spiller en stor rolle. Der er i løbet af de næsten 1000 sider eksempler på Fergusons litterære udvikling fra han som helt ung skriver sit eventyr Sålevenner, der efter min mening er på højde med nogle af H.C. Andersens eventyr og frem til de romaner, som han først får udgivet hos små eksperimenterende forlag, indtil han får sit større gennembrud. Til allersidst i Austers roman får man forklaringen på, hvorfor hovedpersonens familie kom til at hedde Ferguson. Det var hans russisk-jødiske indvandrer-bedstefar, der fik spørgsmålet om, hvad han hed ved ankomsten til Ellis Island. Han var blevet rådet til at glemme alt om det oprindelige navn Reznikoff, og i stedet opgive et amerikansk navn fx Rockefeller, men da spørgsmålet blev stillet, havde han glemt, hvad han skulle svare, og derfor sagde han: Ikh hob fargessen (Det har jeg glemt), hvilket fik funktionæren til at indføre i protokollen: Ichabod Ferguson. Og sådan kom hovedpersonen altså til at hedde Ferguson, hvad han også bliver kaldt gennem hele romanen, når ikke han blot kaldes Archie. På mange måder er det en uhyre lærd roman, Auster har skrevet, hvor man ustandselig hører om store forfattere, og Fergusons fascination af dem, men man møder også Fergusons begejstring for Gøg og Gokke-film og om, hvordan Ferguson skriver et helt essay om komikerparret. Det vil føre for langt at gå ned i de andre hundreder af detaljer, som 4321 indeholder. Tilbage er kun at sige, at romanen er et uforglemmeligt mesterværk, som man lever i, mens man pløjer sig igennem den. Ikke siden Don DeLillos ”Underverden” har jeg haft en lignende læseoplevelse. 4321 er en roman, der burde resultere i, at Paul Auster langt om længe får Nobelprisen. Tilbage er kun at sige: Læs den og nyd den!

Paul Auster: 4321. Oversat af Rasmus Hastrup. 968 sider. Lindhardt og Ringhof

****** 

Den store danske genertionsroman

Med romanen En uskyldig familie leverer Katrine Marie Guldager et glimrende bud på den store danske generationsroman, som mange længe har efterlyst. Hovedpersonen Frederik Porse vokser op i Svendborg hos ægteparret Jytte og Holger sammen med sine søskende Lene og Jakob. Men det er ikke noget helt almindeligt familieliv, for faren Holger, der er en typisk 68’er, flytter ret hurtigt over på den lille ø Drejø, hvor han lever et sundt og økologisk liv, mens Jytte bliver tilbage i villaen på Strandvejen i Svendborg sammen med børnene. Allerede i gymnasiet får Frederik et stort idol i Klaus Riskjær Pedersen, og han melder sig også ind i Venstres Ungdom. Han rejser først til Odense og siden til København, hvor han uddanner sig på Handelshøjskolen, inden han bliver en succesfuld finansmand og drager til New York, hvor han bliver ansat hos Goldman Sachs. Da krisen kommer, bliver han fyret og vender efterfølgende tilbage til Europa, hvor han får sit store sammenbrud. Søsteren Lene er blevet præst, og hun er gift med den meget ustabile skotte Kyle, der lider af en enorm seksuel appetit, og broren Jakob, der er besat af computere og indimellem lever i sin helt egen cyberverden, er på vej til at blive en taber. Efter et par forhold, der ikke rigtig bliver til noget, møder Frederik Birgitte, som han bliver gift med ved et overdådigt bryllup, som er finansieret af hendes stenrige far. Frederik, der drømmer om igen at blive den store finansmand, har samtidig en drøm om et liv i frihed langt væk fra den familie, som han føler, han har distanceret sig fra. Med Birgitte og sin lille datter øjner man som læser til slut et lille håb for Frederik, men om han nogensinde vil blive lykkelig, derom kan man godt have sin tvivl.

En uskyldig familie bør blive det helt store gennembrud for Katrine Marie Guldager, der efter sin pæne succes med Køge-krøniken nu har meldt sig ind i dansk litteraturs superliga. Der skal meget til i løbet af 2017, hvis ikke En uskyldig familie vil blive årets helt store danske roman.

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie. 298 sider. Politikens Forlag

******

Fin slægtsroman

Merete Pryds Helle læner sig op ad autofiktionen i sin roman Folkets skønhed, der fortæller hendes forældres historie. Handlingen begynder på Langeland i 1930’erne og slutter i omegnen af København for ikke så mange år siden. Hovedpersonen Marie vokser op nogle år før Anden Verdenskrig sammen med sine søskende i et fattigt samfund, hvor der fra begge forældres side uddeles lussinger med løs hånd. Romanens titel henviser til et maleri af et par kvinder med rumpen i vejret, mens de graver kartofler op. Det hænger på væggen i hjemmet på Langeland, indtil det erstattes af et luftfotografi af den gård, de bor på, da det støder bedstemoren at se damer med enden i vejret. Beskrivelserne af barndommen er fine, og specielt en scene, hvor naboens mongoldatter er blevet gravid og begår selvmord, da hun erfarer, at hendes barn skal bortadopteres, er gribende. Men ellers er tiden før krigen fuld af smalhals, og Marie bliver seksuelt misbrugt af både faren Carl og af sine brødre, imens hendes mor vokser sig federe og federe. Som ganske ung møder Marie sit livs kærlighed, elektrikerlærlingen Otto, som hun bliver gift med, hvorefter de rejser til hovedstaden, for at skabe en ny fremtid, først i en lille lejlighed og derefter i et selvbygget parcelhus. Det lykkes flot for Merete Pryds Helle at skildre de årtier, romanen foregår i med først mørklægningsgardiner og rationeringsmærker og senere med periodens slagere fra Giro 413, charterrejser og andre småborgerlige detaljer. At handlingen ligger tæt op ad forfatterens livshistorie, ser man også da Maries søster Gitte dør, nøjagtigt som forfatterens søster, den kendte tv-læge Jannie Helle døde i 2010. Som dreven forfatter ville det klæde romanen, hvis dens personer ikke hang billeder op, men derimod hængte dem op, hvorefter de hang på væggen. Det er nogle af de sproglige fejl, som en god redaktør havde fanget undervejs, men det skal ikke skygge for, at Merete Pryds Helle har skrevet en medrivende historie, som varmt kan anbefales.

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed. 429 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Medrivende roman om den dameglade udenrigsminister

Den inderste fare er første del af Birgithe Kosovics romanportræt af Erik Scavenius, der vel stadig står som besættelsestidens mest udskældte politiker – manden der som nogen stod for samarbejdspolitikken. Romanen begynder i foråret 1940, hvor statsminister Stauning overtaler diplomaten Erik Scavenius til at påtage sig jobbet som udenrigsminister i sin samlingsregering, en post som Scavenius også havde under 1. Verdenskrig, og hvor det dengang med succes lykkedes for ham at holde Danmark ude af krigen. Da både kongen og statsministeren står bag opfordringen, indvilliger Scavenius efter mange overvejelser til sidst, mens hans hustru Emma havde frarådet det. På det tidspunkt var Erik Scavenius 63 år, mens Emma Eliza Benzon, som han havde giftet sig med 35 år tidligere var 71 år. Ved sin tiltrædelse i juli 1940 udtalte Scavenius de ord, der kom til at følge ham resten af livet: ”Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab.” Selvfølgelig handler Kosovics roman også om politik, men det gennemgående tema i bogen er, Erik Scavenius’ kærlighedsliv. Første gang han ser den 27 år yngre korsetiere Alice Ninon Duvantier, er da hun er hjemme hos Emma i hjemmet i Hjortekær for at tage mål til lingeri, og da han senere møder hende i Dyrehaven indleder de et erotisk forhold. I det hele taget er Scavenius mere end almindelig dameglad, og den liderlige minister undlader heller ikke på et tidspunkt at hoppe på sin sekretær henover et skrivebord på kontoret. Læseren følger med i Erik Scavenius’ mere og mere komplicerede liv, fordi der både er store politiske udfordringer, samtidig med at hans dobbeltliv imellem de to kvinder tvinger ham til på et tidspunkt at vælge. Den inderste fare ender efter den såkaldte telegramkrise, hvor Scavenius bliver kaldt til Berlin, hvor Tysklands udenrigsminister von Ribbentrop opfordrer sin danske kollega til at gå ind og afløse Vilhelm Buhl som statsminister. Der er altså lagt op til både skilsmisse og Erik Scavenius som statsminister i næste bind. Jeg glæder mig allerede. Men mest af alt kan man vel betegne Den inderste fare som en efter min mening medrivende spændende og medrivende kærlighedsroman, hvor man altid kan diskutere, om de intime scener fandt sted på den måde i virkeligheden. Men det er sådan set ligegyldigt, for romanen virker troværdig, og forfatteren har ifølge sin takkeliste talt med rigtigt mange, der var tæt på romanens personer.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare. 389 sider Politikens Forlag

***** 

Mesterværk om De Vestindiske Øer

Til næste år er det 100 år siden Danmark solgte De Vestindiske Øer for 25 millioner dollars. For at tage lidt forskud på det jubilæum har Mich Vraa, der ellers mest er kendt som oversætter af andre forfatteres værker, skrevet romanen Haabet, som handler om en slavefregat, der fragtede i tusindvis af negre fra Guldkysten over Atlanterhavet til de danske kolonier i Det Karibiske Hav. Romanen foregår dels i 1802, hvor en slavetransport ender grueligt galt, dels i 1820-erne, hvor en dansk professor Mikkel Eide opholder sig et par år på øerne for at skrive en bog om livet i Helvede. Egentlig var det allerede årtier inden den skæbnesvangre overfart blevet forbudt at indfange negre i Afrika for at sælge dem som slaver til plantageejerne på Sankt Thomas og Sankt Croix, men ikke desto mindre overtrådte nogle danske skibsredere dette forbud. Derimod var det ikke forbudt at benytte slaver til sukkerproduktionen, og bl.a. havde den danske konge, Christian den Sjette allerede i 1741 forespurgt, om ikke man i stedet for at fragte negrene den lange vej fra Afrika kunne avle sorte på samme måde, som det var tilfældet med husdyr, svin og kreaturer.

Romanen veksler mellem begivenhederne på Haabet, fortalt gennem kaptajnen Wilfred Bernts logbog, en dagbog forfattet af skibsrederens 15-årige datter Maria og forskellige breve fra Mikkel Eide til sin redaktør Thomas de Souza, som er afsendt fra plantagen Solitude, hvor Jan Marcussen hersker over sine slaver, og hvor Eide har fået stillet et lille hus til sin rådighed.

Til trods for at romanen er rent digt, er det på fornemmeste vis lykkedes for Mich Vraa at skildre de umenneskelige vilkår, som danskerne udsatte de over 100.000 afrikanere for, som man anslår blev fragtet over Atlanten i løbet af et par hundrede år. Man mærker som læser næsten den ulidelige stank fra lastrummene, hvor de mange negre lå lænket sammen, og hvor en del blev så syge af dysenteri og lignende dårligdomme, at de blev smidt overbord før de nåede at smitte for mange medfanger. Nogle historiske personer som fx Peter von Scholten og hans far Casimir von Scholten, samt generalguvernørerne J.F. Bardenfleth og B.F von Mühlenfels optræder også i romanen, hvilket giver den et meget autentisk præg, og det samme gør personer som minister, greve og slave- og plantageejer Ernst Schimmelmann samt et par danske konger og en kronprins. Med Haabet har Mich Vraa simpelthen skrevet en af årets bedste danske romaner.

Mich Vraa: Haabet. 416 sider. Lindhardt og Ringhof

******