Nyt mesterværk fra Kim Leine

 

De søvnløse foregår om små 10 år – i 2025 i den lille grønlandske by Tasiilaq, imens en krig hærger længere nede i Europa. Den første af de mange personer, læseren møder, er den håbløst syge Carina, der ikke kan sove, selv om hun har klæbet sorte plasticsække op for vinduerne, så hun ikke burde forstyrres af midnatssolen. Ellers foregår handlingen omkring byens hospital, hvor lægen Gordon Bjerregaard har fået assistance af den danske læge Hans Palm, der ellers er gået på pension, men som har taget et vikariat efter sin kones død. Bjerregaards hustru, Rikke, er oversygeplejerske, og hun er næppe tilfreds med, at hendes mand er blevet kæreste med den tyske antropolog Michelle Wulff, der har brækket begge ankler efter en faldulykke. Man møder også andre af hospitalets ansatte samt den skizofrene Sivert, der ved en fejl ikke får sin daglige indsprøjtning, hvad der resulterer i, at han stikker af fra hospitalet. Ude i ødemarken lykkes det for Gordon at finde sin patient, men han bliver overfaldet af ham, og også lægen falder i en afgrund, hvor han brækker sine ben. De lykkes dog for de ansatte med politiets hjælp at hente de to mænd, Imidlertid har Sivert givet lægen en indsprøjtning med den Fenemal, han selv skulle have haft. Det vil betyde, at Gordon vil komme til at sove i mindst et døgn. I en hel grotesk scene, hvor alle de ansatte ryger cigaretter, mens de behandler, spørger Rikke vikaren Palm, der nu må virke som selvstændig læge, om han har nogen erfaringer med Fenemal, hvortil han svarer ja, ”for min kone fik det, da hun var syg.” Rikke spørger derfor, ”hvordan gik det med din kone?” –”Hun døde,” svarer Palm. Trods den alvorlige situation, både Grønland og resten af Europa befinder sig i, er der også morsomme momenter, og Leine fanger fint hele stemningen blandt danskerne og grønlænderne, hvor bl.a. den skizofrene Sivert er helt besat af religiøst vanvid, mens flere af indbyggerne i Tasiilaq tror på spøgelser og gespænster. Romanen er kun på lidt over 200 sider, men Kim Leine har med De søvnløse skrevet et lille nyt mesterværk.

Nesser i Berlin

 

Normalt er det krimier Håkan Nesser beriger læserne med, men hans ”almindelige romaner” er ofte noget af det fineste fra hans hånd. Elleve dage i Berlin handler om den lidt kejtede Arne Albin Hektor Murberg, hvis far netop en død. Arne har altid fået at vide, at hans mor druknede under en sejltur på Vesterhavet, men på dødslejet fortæller faren, at hun i sin tid forlod ham sammen med en charmerende trubadur med det festlige navn Egon Lummersten. Farens sidste ønske er, at Arne skal finde moren og overbringe hende en æske, som han ikke må åbne. Den sidste adresse moren havde efterladt sig var i Berlin, så derfor begiver Arne sig til den tyske hovedstad, hvor han indlogerer sig på Hotel Munck i Fasanenstrasse. Arne kan overhovedet ikke tale tysk, men hans farbror Lennart giver ham et kort kursus inden afrejsen, og desuden er Arne udstyret med en parlør. Da det jo er yderst tvivlsomt om moren, der hedder Violetta Dufva, stadig bor på den adresse, Knobelsdorffstrasse 38B, som hun havde boet i mange år tidligere, og som hun havde bedt Arnes far om at sende sit tøj ned til, hvilket han dog ikke havde efterkommet, da han havde foræret det til en genbrugsbutik. Arne havde som ganske ung sprunget på hovedet i vandet fra en klippekant på for lavt vand, og derved slået hovedet, så skolekammeraterne efterfølgende havde betragtet ham som tumbe eller idiot. Derfor var han blevet taget ud af skolen, og havde fået undervisning hjemme hos sin far, farbror og tante, og som femtenårig var han begyndt at ekspedere i familiens tobakskiosk, og i sin fritid havde han set masser af videofilm med Perry Mason, som hans far havde foræret ham. Derfor føler Arne en samhørighed med Perry Mason, som han spørger til råds om alt. I Berlin kommer Arne ud for den ene mere groteske situation efter den anden. Fx får han sine sko stjålet, mens han hviler på en bænk, og da han på bare fødder går ind i KaDeWe  for at købe de gule sko, man kan se på romanens forside, mener han, at han ser sin mor uden dog at komme i kontakt med hende. Han møder også den invalide Beate, der sidder i kørestol, og som hjælper ham med at lede efter moren. Og i opgangen, hvor moren skulle være flyttet hen, møder Arne en gal professor, som hypnotiserer ham. Derved kommer han ind i et helt andet univers, en rejse i tiden - hvor han bliver involveret i en mystisk hekseproces. Foruden at være en pragtfuld bog om Berlin er Nessers roman til tider utroligt morsom. Den kan varmt anbefales. Den er spændende uden at være en decideret spændingsroman, og hvad det hele ender med, skal ikke røbes her. Der er kun at sige: Læs den!

Håkan Nesser: Elleve dage i Berlin. Oversat af  Jan Mølgaard. 349 sider. Modtryk

Fine novelletter

 

Forfatteren Terje Nordbergs skønlitterære debut Pausefiskepasseren er en samling små noveller, der alle handler om mænd, der er ved at nå sidste salgsdag. Her møder man bl.a. manden bag titelfiguren, som skal spares væk i Danmarks Radio, men som i stedet bliver offer for det, der hedder naturlig afgang. Der er også ham, der under et maratonløb bliver skidetrængende, men heldigvis kommer forbi et parcelhus, hvor hoveddøren står åben, så han kan smutte ind i al ubemærkethed og forrette sin nødtørft. For at blive i det latrinære, er der også novellen Gulvvasen, hvor en kursusejendom med fælles toilet heldigvis er udstyret med en stor gulvvase, som natpisseren heldigvis kan benytte, uden at skulle stå i kø til toilettet. I det hele taget handler de fine små historier om alle de genvordigheder, der rammer ældre mænd, men der er også historier om evig kærlighed og om unge kvinder, så selv om fokus er på ham, så kan fruen også med udbytte læse med.

Terje Nordberg: Pausefiskepasseren. Noveller. 102 sider. Herreværelset

Udviklingsroman med krimipotentiale

Hovedpersonen i Jesper Bugge Kolds anden roman Land i datid er Andreas, som er søn af den danske ungkommunist Elisabeth og østtyske Peter Kørber. Andreas er vokset op i Danmark sammen med sin mor og en stedfar, men nu er hans far Peter død, og derfor tager Andreas til Berlin, dels for at finde ud af, hvad der slog faren ihjel, men også for at finde sit eget jeg. I Berlin møder Andreas sin tyske kusine Beatrice, der hjælper ham med at søge tilbage til dengang, det var Østberlin i DDR og til den far, han aldrig nåede at møde. Det går ret hurtigt op for Andreas, at hans far var meddeler for Stasi, og i arkiverne finder han frem til både forbrydelser og hemmeligheder, der blev fortiet. Handlingen veksler mellem tiden lige før og lige efter murens fald og så frem til 2006 til 2008. Hjemme i Danmark havde Peter sin kæreste Lisa, men i tiden i Berlin forelsker han sig i Bea, hvad der ikke kommer noget ud af, da hun fortæller ham, at hun er til piger og lever i et lesbisk forhold med sin Alice. Bea havde også hemmeligheder fra sin barndom, og hvordan hendes liv falder på plads, skal ikke røbes her. Andreas blev egentlig sat i gang af et universitetsspeciale, der ikke rigtig blev til noget, men måske kan han i stedet skrive speciale om østtyskernes opgør med Stasi.

Det er en flot toer, Jesper Bugge Kold har skrevet, og den oser langt væk af Berlin, samtidig med, at læseren får en masse at vide om for- og bagsiden af Genforeningen efter murens fald. Land i datid kan både læses som en udviklingsroman og som en form for krimi, hvor en hemmelighed opklares til allersidst.

Jesper Bugge Kold: Land i datid. 339 sider. Turbine

Minimalistisk mesterroman

 

Jegfortælleren i Aksel Selmers Ekspeditricen driver en lille købmandsbutik sammen med sin bror Uno: De har arvet Manfred Roses kolonial, da faren døde, og mens Uno bor på førstesalen med sin kone Marvell, bor den unge fortæller inde på lageret bag butikken. Det er i årevis gået ned ad bakke for forretningen, hvor der efterhånden kun er få varer på hylderne, hovedsageligt konservesdåser og pakker med kiks, og kunderne bliver færre og færre, da det altid regner i den lille by, som ligger på en bjergvej oven over Havnebyen, hvor butikken tidligere købte sine varer. Det vrimler med rotter under butikken, og den unge kvinde må ustandselig komme lokkemad i de mange rottefælder. Udenfor fyldes den rivende flod med vandmasser, og byens kirkegård er så undermineret, at flere kister flyder ned ad floden. Derfor beslutter søskendeparret, at grave farens kiste op og genbegrave ham umiddelbart udenfor butikken – ved siden af indgangsdøren. Der er også kun få indbyggere tilbage i byen, mest gamle mennesker som fx Asta, der bor med sine store hunde i et hus i nærheden. Uno vil ikke se hunde i butikken, men hans søster forbarmer sig over hende og forærer den gamle ensomme dame en dåse konserves i ny og næ, men en dag da hun kommer hen til Asta, ligger hendes lig ude foran huset, og hun er næsten blevet ædt af de glubske hunde. Marvell tyranniserer mere eller mindre Uno, bl.a. ved at banke i gulvet, når hun vil have ham til noget, og hun får den afsindige idé at anskaffe et klaver, som skal stå i butikken, så hun kan spille og synge for kunderne. En dag kommer der en række arbejdere, der skal afmontere maskinerne på byens nedlagte fabrik, og Marvell arrangerer en koncert for dem, men i mellemtiden har Uno spillet de penge op, som han skulle have købt varer for i Havnebyen, og han har også måttet sætte klaveret som indsats, så det ender nede i Havnebyen. Da ekspeditricen til sidst søger mod Havnebyen sammen med chaufføren Hampus for måske at hente varer eller finde et nyt sted at bo, ender hun med at blive berøvet og gruppevoldtaget, inden hun vender tilbage til butikken og Uno, som i mellemtiden er blevet forladt af Marvell. Man kan forestille sig de to søskende, som i begyndelsen af romanen masserede hinanden på næsten incestuøs vis, fremtidigt vil passe den lille butik med de færre og færre varer. Det er en fantastisk, grotesk roman, norske Aksel Selmer har skrevet om et lille samfund på afgrundens kant. Den er helt på højde med hans to tidligere mesterromaner Bomvogtersken og Kniv og gaffel.  

Aksel Selmer: Ekspeditricen. Oversat af Kamilla Jørgensen. 144 sider. Jensen & Dalgaard

Flot debutsamling

 

Lotte Kirkeby debuterer med novellesamlingen Jubilæum, der indeholder 19 fine historier om både hverdagen, barndommens uskyldige liv, kærlighed, lyster og alt det, som vi er bange for. Specielt de to sidste rørte mig virkelig, Lilly.Marie om mormoren, der har firsårsfødselsdag og så den sidste: En mand og hans kone om ægteparret, der ligger sammen i sengen, da døden indhenter hende, og han først ikke kan få sig til at fortælle det til sønnen Uffe, da han ringer for at høre, hvordan moren har det. Det er en lille historie om virkelig kærlighed. Hver af novellerne er små mirakler, og jeg håber, at Lotte Kirkeby næste gang skriver en hel roman. Hun kan virkelig noget med sproget. En fornem debut!

Lotte Kirkeby: Jubilæum. Noveller. 190 sider. Rosinante

Doppler opus 3

 

I Erlend Loes Enden på verden som vi kender den møder man endnu en gang Andreas Doppler, som i sin tid forlod sin familie for at søge til skoven, hvor han tilbragte de næste år sammen med elgkalven Bongo. I den tredje roman efter Doppler og Volvo Lastvagnar er det blevet tid for Doppler at vende snuden hjem til sin familie: Han afleverer Bongo til et internat for hjortedyr, men da han kommer hjem, ser han, at det hus, han forlod, er blevet malet blåt, og der er kommet et nyt navn på postkassen, da Solveig, som hustruen han rejste fra, nu har lukket en ny mand, Egil Hegel, ind i sit liv, hvor han er blevet en reservefar for Dopplers børn, Nora, Gregus og lille Bjørnstjerne samt en kanin. I den første tid udspionerer Doppler den lille familie oppe fra et højt træ, hvor han har indrettet sig i en sovepose. Herfra kan han også se ind til naboen Sara, som han på et tidspunkt besøger. Da han endelig invaderer sit gamle hjem, må Egil Hegel forlade huset, men Doppler får ikke helt den velkomst, han havde ønsket sig, og det meste af tiden bruger han på passivt at se fjernsyn, og børnene føler sig fremmede i hans nærvær. Han prøver at bilde Solveig ind, at han har fået sit gamle job tilbage, men da hun finder ud af, at det ikke er tilfældet, foreslår hun ham at få en hobby, og det resulterer i nogle helt groteske oplevelser med et modelfly. Det ender med, at Solveig beder Doppler om at flytte, og da han har afhentet elgen på internatet for hjortedyr, tager Doppler sammen med Bongo til København, hvor han indleder en karriere som pornofilmstjerne. Heller ikke det bliver løsningen for en fornuftig fremtid for Doppler, men hvordan det hele ender, det skal ikke røbes her. Erlend Loe har igen skrevet en absurd og morsom roman, som må formodes at være afslutningen på trilogien om Doppler.

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den. Oversat af Susanne Vebel. 277 sider. Gyldendal

Forførende debut

 

Det er noget af et brag, Mikkel Rosengaard fyrer af i sin første roman Forestillinger om Ana Ivan. Romanens fortæller har fået job som praktikant i Brooklyn, New York, da han møder den rumænskfødte kunstner Ana Ivan, som fortæller ham en utrolig historie om sit liv. Hun er i begyndelsen af tyverne og besat af matematik. Hun er på vej til at gennemføre et kunstnerisk eksperiment, hvor hun vil sætte sig til at udfordre forestillingen om tid ved at opløse sin egen tidsfornemmelse. Faktisk vil hun i et galleri leve en tid i totalt mørke. Inden da får fortælleren hendes livshistorie, en meget sær beretning om opvæksten i Ceausescus Rumænien, hvor hendes far, der var videnskabsmand, gik til grunde, da han ikke ville melde sig ind i partiet og efterfølgende begik selvmord. Ana har aldrig kunnet få sin mor til at forklare, hvad der fik faren til at tage livet af sig. Hun fortæller også om, hvordan forældrene slog sig ned i Marokko, hvor hun blev født og indtog rollen som sin afdøde søster. Fortælleren går så meget op i Anas historie, at det ødelægger forholdet til hans kæreste, Lærke, der er taget til New York for at være sammen med ham. Mikkel Rosengaards roman er en fascinerende historie om en dramatisk skæbne med baggrund i et diktaturland i opløsning. En historie om stærk familiefølelse og om kærlighed og svigt. Jeg glæder mig allerede til at læse mere fra denne velskrivende forfatter.

Mikkel Rosengaard: Forestillinger om Ana Ivan.  272 sider. Gyldendal

Flot skilsmisseroman

Kamilla Hega Holst har med På træk skrevet en fin og vedkommende roman om den unge kvinde Kaya, som efter sin skilsmisse besøger Pattaya i Thailand, hvor hendes morfar bog. Kaya har tidligere, som forfatteren selv skrevet to børnebøger og to romaner, og nu vil morfaren have hende til at skrive en biografi om hans liv. Romanen veksler mellem nutiden i Thailand, og hvad der skete i Danmark fra 2003 til 2010. Kaya var gift med Carsten, som hun har to børn sammen med, Liva og Leo. Fra at have levet et problemløst liv, begynder det hele at krakelere, da Kaya opdager, at Carsten har en elskerinde, mens hun selv har et erotisk forhold til Carstens bedste ven, Emil. Da Carsten er flyttet hen til elskerinden og senere til en anden kvinde, tager Kaya på en slags rekreation til Thailand, hvor hun bor hos morfaren og hans husholderske, Mali. Det hele ender meget dramatisk i Pattayas natteliv, hvor Kaya på en natklub bliver udsat for både vold og røveri, men måske øjner hun samtidig en ny tilværelse, når hun vender tilbage til Danmark.

Romanen har vist en hel del ligheder med forfatterens eget liv, men nogen decideret selvbiografi er det dog ikke. Derimod en flot roman om passion, kærlighed og skilsmisse.

Kamilla Hega Holst: På træk. 294 sider. Samleren

En lille, stor roman

Den ordblinde Frida, der også spiller på blokfløjte er hovedperson i Henning Mortensens nye roman Kvinden i Korshæren, der samtidigt er lidt af et trekantsdrama. Frida arbejder i Kirkens Korshær, hvor hun skal kontrollere, at de puslespil, som doneres, nu også er intakte med samtlige brikker. Ellers skal hun sørge for, at de manglende brikker bliver erstattet af nye, som hendes kollega Søren Quickborn Madsen, kaldet Prøjser-Løjser, laver. Først bliver Frida interesseret i en genbo, den tidligere politimand, Henry Petersen, der bor sammen med sin kanariefugl, Marius. Henry, der i sin tid blev fyret fra politiet, er en lummer person, som onanerer, når han kan se Fridas trusser under hendes nederdel, mens hun hviler sig på hans sofa. I stedet bliver det en småsjofle kollega, Søren, som hun ender med at gifte sig med. Det er et fint trekantsdrama, som til tider er spækket med morsomme iagttagelser. Med sine kun 159 sider kan Mortensens roman umiddelbart ligne en meget lille roman, men den har så meget i sig, at det på mange måder er en stor roman. Gribende og læseværdig.

Henning Mortensen: Kvinden i Korshæren. 159 sider. Gyldendal

Hverdagsdanmark

 

I sin anden roman, Lejlighedssange, den svære toer, skeiver Stine Pilgaard om en række almindelige danskere, som bor i en opgang i en ejendom med andelsboliger. Jegpersonen bor sammen med sin kæreste, og hun ernærer sig af at skrive horoskoper til et blad, og så skriver hun lejlighedssange til opgangens beboere. De personer, læseren møder, er bl.a. mormor og hendes veninde Ruth, Lotte, der bor i et progressivt kollektiv, Lisa og Thomas samt kirurgen Elizabeth og de to kokke Hamid og græske Agis. Men der er også andre i mindre roller, og læseren oplever fx en generalforsamling i andelsforeningen, hvor både stort og specielt småt bliver ivrigt diskuteret. Man er med til trappevask, arbejdsweekender og gårdfester, og så er der søsteren, der skal giftes, og hvor fortælleren skal være brudepige. Det er den samme lidt naive søster, der som barn troede, at det var jyderne, som blev gasset under Anden Verdenskrig, og når hun skulle skræmmes, truede storesøster med at sige: ”Hitler kommer.” I det hele taget er Lejlighedssange en hylende morsom roman, hvor man gang på gang er ved at omkomme af grin. Sjovere prosa findes næppe i dag i den danske prosa, og så er Stine Pilgaard en dialogens mester.

Man kunne fremhæve et utal af muntre episoder fra romanen, men der er kun at sige: Læs den selv. Det er et mesterstykke, og jeg glæder mig allerede til at læse Stine Pilgaards næste roman.

Stine Pilgaard: Lejlighedssange. 219 sider. Samleren

Da Julie blev til Juwel

Det år vi gik til begravelser er Henriette Rostrups både smukke og medrivende roman om kærlighed, familie og ajbejdsliv. Da romanens hovedperson, Juwel Temper kommer til New York, får hun job som bartender og begynder på et skrivekursus. Som enlig mor bor hun i en lejlighed, hvor hendes gode ven og underbo, transvestitten mr. V. er både mormor og morfar for barnet, som ofte skal passes, specielt efter Juwel er blevet ansat hos Mia Cohen Associates, hvor hun får en opgave med at være ghostwriter for forfatteren Lawrence Scott, der er ved at skrive sin selvbiografi, og som tidligere havde sin hustru, der var lyriker, til at skrive sine romaner. Imens er der kapitler skrevet i kursiv, hvor man får Juwels egen historie fra dengang, hun voksede op i Kokkedal og hed Julie. En dag får jun tilsendt en pakke med de breve, som hendes nu afdøde mor skrev til hende, men aldrig sendte…

Det er en dybt fascinerende roman, og man mærker, at Henriette Rostrup selv har arbejdet i forlagsverdenen. Hvor begravelserne fra titlen kommer ind i billedet skal ikke røbes her. Der er kun at sige – læs bogen og bliv godt underholdt.

Henriette Rostrup: Det år vi gik til begravelser. 315 sider. Politikens Forlag

Fin skæbnefortælling

 

Thorstein Thomsens nye roman Frøken Narvik er en skæbneroman, som strækker sig over mere end et halvt århundrede. Hovedpersonen, Anne bor med sine forældre i Narvik i Nordnorge, hvor hendes mor og mormor driver et pensionat. Her møder Anne en dag i begyndelsen af Anden Verdenskrig Christian, der er sønderjyde. Han er i tysk uniform, og deres forhold bliver derfor noget kompliceret, men Anne føder Christians barn, som hun kalder Thomas-Christian. Christian, der er taget til fange af russerne og sidder i Gulag, er uvidende om, at han er blevet far, og Anne tror, at Christian er faldet på Østfronten. Derfor finder Anne sig en ny mand, som hun gifter sig med, og Anne er nu flyttet til Danmark, for i Narvik var hun hende med tyskerungen. Men Christian var jo ikke død, og hvad der sker, da han vender tilbage fra krigen, det er bl.a. det, romanen handler om.

Thorstein Thomsen har endnu en gang skrevet en medrivende skæbneroman, der udspiller sig over mere end et halvt århundrede, hvor vi følger tre generationer i krig og kærlighed.

Frøken Narvik er både underholdende og velskrevet, og den kan varmt anbefales.

Thorstein Thomsen: Frøken Narvik. 367 sider. Rosinante

Dannelsesroman eller selvbiografi

 

Når man læser Morten Papes debutroman Planen, kan man godt komme i tvivl om genren. Er det en roman eller er det en form for selvbiografi? Lidt på samme måde, som det blev diskuteret, da Karl Ove Knausgård udgav sit trebindsværk, ”Min kamp”, der blev betegnet som en selvbiografisk roman.

Men meget i Papes bog er givetvis selvoplevet, og så er spørgsmålet selvfølgelig, om han har digtet til – muligvis ved at inddrage andres historier i handlingen.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Morten Pape kender Urbanplanen som sin egen bukselomme, og at han har boet der, har han fortalt i flere interviews samt i en kronik i Politiken.

Morten Pape, som hovedpersonen også hedder, bor sammen med sin mor og far og de to mindre søskende Jonas og Pernille i en lejlighed i betonbyggeriet Urbanplanen på Amager, da romanen begynder, Forældrene når lige at fejre deres 10 års bryllupsdag, og på det tidspunkt spørger de børnene, om de helst vil på ferie eller flytte væk fra Turbanplanen, som den populært bliver kaldt, men seks måneder senere bliver forældrene skilt. Moren, der arbejder som rengøringskone i den lokale svømmehal, bliver boende i lejligheden, og hun bliver kort tid efter kæreste med den meget ældre Helge, som er pedel i svømmehallen, mens faren en overgang er kæreste med Sabrina, der næsten er nabo, og som også har børn, der er kammerater med Morten, Jonas og Pernille. Faren, der er tykmavet, får konstateret gammelmandsdiabetes, hvilket resulterer i, at han er nødt til at leve sundere, og derved taber ret mange kilo, men samtidigt går forholdet til Sabrina i stykker, og han flytter hen i sin egen lille lejlighed, hvor børnene ind imellem er på weekend. I en meget sød scene, holder forældrene jul sammen, hvor børnene håber på en genforening, der naturligvis ikke sker.

Morten befinder sig ikke godt på Dyvekeskolen, hvor han ofte bliver mobbet af nogle af de toneangivende indvandrerdrenge, Fuad, Guled og Reza, fordi han er ham Danskeren med brillerne. Moren melder Morten til en audition hos et filmselskab, hvor han bliver prøvefilmet, og han får først en mindre rolle i en tv-julekalender, inden han er udset til en større rolle i en spillefilm, men hvor det dog ender med, at han bliver kasseret med den begrundelse, at han ikke aldersmæssigt passer til rollen. Hvilket ikke er sandheden, da grunden er, at han klarer sig dårligt til en prøveoptagelse. I dagligdagen bliver Morten ofte sendt hen i kiosken efter cigaretter til moren, som for det meste ligger på sofaen og græder, mens hun ser tv, æder piller og ryger cigaretter. Moren har samtidig en forkærlighed for marsvin, hvor hun har over 50, som befinder sig i mellemgangen i bure fra gulv til loft.

I løbet af romanen begynder Morten på et tidspunkt at hænge så meget ud med indvandrerbørnene, at han bliver kaldt Perker-Pape, og så er han i lang tid ulykkeligt forelsket i Katarina, som han dog i en kort tid er kæreste med, indtil hun finder en anden. Og mens de jævnaldrende fortæller om de piger, de har erobret og bollet med, er Morten til sin store fortrydelse stadig jomfru, mens han om natten må høre sin mor stønne, når hun knepper med Helge. Morten spiller først fodbold i Fremad Amager, og senere er han med til at starte et ynglingehold for danskere, Sønderbro Fight, der hurtigt lider et forsmædeligt nederlag til Fremad Amager, hvor alle perkerne er med, og hvor holdkammeraterne skyder skylden på Morten for nederlaget. Han bliver direkte beskyldt for at have hjulpet Fremad. Han får dog senere oprejsning, da der i København bliver afholdt et African Nations Cup, hvor Morten bliver den store helt som målmand på Somalias hold, der vinder 4-2 over Sierra Leone. På et senere tidspunkt er Morten sammen med kammeraten Andrew på Brøndby Stadion til en international kamp, hvor der er en fin skildring af Brøndbys racistiske publikum, der råber ”Vi er Danskerne, vi er Danskerne.”  I slutningen af romanen er Morten til kamp i Sundby Idrætspark, hvor hans gamle fjende, Fuad scorer som en anden Zlatan.  

Da Morten bliver lidt ældre, er han ved at stene helt ud på grund af for meget hashrygning, og helt galt går det, da Morten ufrivilligt kommer til at deltage i et røveri i en kiosk sammen med Psykose-Emrah, uden at han dog bliver opdaget. Helt galt går det dog, da Behrouz får Morten til at tage et forbrugslån på 25.000 kr., fordi han selv står i Ribers og ikke kan låne. Det gør, at Morten hver måned skal afdrage 1.000 kr., og selv om Behrouz har lovet at tilbagebetale løbende, gør han det ikke. Morten er klar over, at hans bekendt virkelig har taget røven på ham, og selv ikke politiet kan gøre noget. Mortens skævøjede ven Andrew, som er har asiatisk baggrund,  har en kammerat, Milo, der hjælper Morten med at fuppe en bank ved at melde Mortens dankort stjålet, så han får omkring 10.000 kr. tilbage, men de bliver sammen med, hvad Andrew har scoret, brugt til at købe hash i Pusher Street. Efter alle disse trakasserier lykkes det dog til sidst Morten at blive student, og han finder til en fest en kæreste, Jazmin, så han endelig ikke mere en jomfru, og hende vender han hjem til i løbet af sin soldatertid i Slagelse. Han er begyndt at skrive fem sider om dagen, og derfor er han, når skriveredskaberne er brugt op, nødt til at stjæle flere kuglepenne fra boghandleren i Amagercentret. Til slut efter forgæves at have søgt kontanthjælp, ender Morten med at blive vikar på Dyvekeskolen, hvor han selv i sin tid gik. I løbet af romanen sker der flere ting, der optrapper stridighederne mellem de hvide og perkerne, bl.a. angrebet på World Trade Center og senere Muhammedkrisen. Det resulterer bl.a. i, at Guled håner danskerne som et taberfolk med en Preben Elkjær med hul i bukserne, Klods-Hans og Prins Henrik, der piller ved drenge samt en flok tumper ved navn Aqua. Guled rejser senere til Londom for at uddanne sig til imam. Og når man spørger dette slæng, hvem de vil stemme på, siger de i kor: ”Pia”, og en af pigerne tilføjer, fordi de har en god dyrepolitik.  

Morten Pape har skrevet en flot roman, hvor han på fin vis skildrer alle konflikterne i det multikulturelle univers omkring Urbanplanen, hvor rockerne og perkerne ligger i konstant strid, og hvor en anden af hovedfjenderne er Holmbladsgadebanden. Der er fine bemærkninger som fx Milo, der siger: ” Så det her er Urbanplanen, hva? Jeg har aldrig været her før. Som regel holder jeg mig fra zoologiske haver og vilde dyr.” Og Morten, der skriver digte,  tager på et tidspunkt billige point med rimet: ”Bide skeer, spidde negre”

Morten Pape: Planen. 565 sider. Politikens Forlag.

Et eventyr

Det er meget vanskeligt at sætte Christian Mørks roman Drengen, ingen kunne finde i bås, for den ligner ikke noget af det, han har skrevet i sine otte foregående romaner.

Det er en eventyragtig historie, der udspiller sig i Vermont, hvor en gruppe krigere har slået sig ned i en skov under lederskab af den karismatiske præst James. De ligger i evig kamp med ”de almindelige”, hvis vejvæsen bl.a. er ved at anlægge hovedveje lige i nærheden af skoven, hvilket de betragter som samfundets overgreb på deres livsstil. Gruppen har rødder tilbage til kolonitiden, og de higer efter et samfund fra før verden gik af lave, De syr deres eget tøj, og de støber deres egne kugler.

Vejarbejderen Harold boede i nærheden af skoven, hvor gruppen holder til, og da romanen begynder, er hans gård nedbrændt efter et brandattentat, hvor hans hustru Iris er indebrændt og måske også hans mindste søn Martin. Men måske er Martin undsluppet flammerne, og nu leder Harold og hans bror efter Martin. Harold har gruppen mistænkt for at stå bag mordbranden, og da der samtidig er flere vejarbejdere, som bliver myrdet, er politiet også på jagt efter drabsmændene. Imidlertid foregår der også en magtkamp internt i gruppen, hvor unge kræfter mener, at man skal fortsætte den væbnede kamp mod ”de almindelige”, mens den mere moderate leder James er modstander af myrderierne. Læserne bliver holdt hen i spænding indtil de allersidste sider, og det er lykkedes for Christian Mørk at skabe et univers, der næsten får én til at tænke på forfattere som fx Tolkien. Jeg blev så dybt fascineret af historien, at jeg læste den to gange lige efter hinanden for at få alle de forskellige nuancer med, så eg kan varmt anbefale Drengen, ingen kunne finde.

Christian Mørk: Drengen, ingen kunne finde. 361 sider. Politikens Forlag

The missing link

 

I 1914 arbejder nogle kolonisatorer i Belgisk Congo, hvor den belgiske konge Leopold tidligere havde huseret med sit rædselsregime, på at bygge en jernbane fra junglen og ud til kysten. Der var allerede modsætninger mellem flamlændere og valloner, men under dem stod de indfødte, som blev holdt adskilt fra belgierne. Chefen er ingeniøren Jean Dittel, der benytter en sejldrevet dræsine, og til det grove arbejde med at pumpe dræsinen frem, benytter Dittel nogle menneskeaber, der er en mellemting imellem chimpanser og gorillaer. Det betragter den unge nyuddannede jesuitterpræst Hendrik Meulen, som er fortælleren i den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmarks Dræsinen, og han er overbevist om, at mennesket engang i tidernes morgen tog skridtet fra abe til menneske. Da præsten en morgen finder Dittel kvalt, og det er helt oplagt, at drabet er udført af én af aberne, benytter den tvivlende jesuit lejligheden til at skille sig af med liget, og sammen med aberne manøvrerer han dræsinen ned ad floden og ud til kysten. Her begynder de den lange rejse over Atlanterhavet mod Sydamerika i dræsinen, og undervejs er det meningen, at præsten vil observere, om aberne vil udvikle sig og måske begynde at tale, når de får opgaver ombord. Allerede i Congo havde man navngivet aberne som Paul, Jakob og Mathilde, og det viser sig, at Mathilde er gravid. Undervejs er firkløveret inde på øen Sankt Helena og proviantere, og her morer aberne sig med at iklæde sig uniformer fra den tid, da Napoleon var fange på øen. Mens dræsinen sejler mod Amerika, er Første Verdenskrig brudt ud, og undervejs møder de en tysk u-båd, som de kommer ombord på, inden de fortsætter rejsen videre. I Brasilien får de sat dræsinen på land, og de får den solgt, inden de møder den gæstfri Gustave Alexandre Ernrott, som i sin tid er flygtet fra Finland. Efter at have boet hos ham i en kort tid, hvor Mathilde føder sin unge, der bliver kaldt Bertrand, overlader Ernrott dem et stykke jord og en hytte, hvorfra de kan drive landbrug. Det bliver begyndelsen til nogle dramatiske år, men hvad der videre sker, skal ikke røbes her. Dræsinen er skrevet for over 30 år siden, men den er aldrig tidligere udkommet på dansk. Det er ufatteligt, for det er et uforglemmeligt mesterværk, der handler om et forsøg på at løse gåden om menneskets tilblivelse.

Carl-Henning Wijkmark: Dræsinen. Oversat af Anne Marie Bjerg. 416 sider. Møller  

Gensyn med vennerne

 

Det første, der sker i Jan Sonnergaards nye roman Frysende våde vejbaner er, at jeg-personen, Jesper mødes med sit gamle slæng, Sebastian, Beate og Pernille til Henriks begravelse. Det bliver først meget sendt i romanen klart for Jesper, hvad Henrik døde af. Jesper har arbejdet hos Postvæsenet, hvor han har fået en meget rimelig afsked, der økonomisk sikrer ham mange måneder frem i tiden. Derfor haster det ikke med at finde et nyt job, og tiden går mest med at føjte rundt på de københavnske værtshuse, når han ikke sidder hjemme og hører gamle plader, mens han drikker ret kraftigt. Jesper har tidligere haft en fast kæreste, men nu nøjes han med bolleveninden Susanne, som dog ikke er synderligt imponeret over hans præstationer på lagenerne. En invitation til en fest hos et excentrisk par resulterer i, at Jesper møder en dejlig og smuk kvinde, Julie, som han bliver dybt forelsket i. Han kan ikke umiddelbart finde ud af, hvad hun ernærer sig ved, men da Julie har sagt ja til en opgave, som betyder en del rejseaktivitet, foreslår hun, at Jesper rejser med, og den næste tid bliver ganske begivenhedsrig, selvom han både i Basel, Stuttgart og Strasbourg må underholde sig selv, mens hun har arbejdsmæssige aftaler. Mere af handlingen skal ikke røbes her, men Sonnergaard har skrevet en medrivende og spændende skæbneroman om venskab og svigt fra dengang, da det nye sort var sort. Indimellem er der prægtige optrin, fx da Jespers lejlighed ved en fejltagelse bliver invaderet af et par nidkære kommunalt ansatte, der tror, at Jesper er social bedrager. Det udvikler sig næsten til en farce, men romanen indeholder også mange aktuelle kommentarer livet i dagens Danmark. Og så er det endelig en fin historie om det København, hvor man nemt forulykker på de frydende våde vejbaner. En af årets hidtil bedste danske romaner. Læs den!

Jan Sonnergaard: Frysende våde vejbaner. 384 sider. Gyldendal

Skriv en tekst her

Skriv en tekst her

Sønderjysk perle

 

Erling Jepsens nye roman Hjertets dannelse foregår i den sønderjyske landsby Bramstrup, hvor byens spidser har oprettet et privat grænseværn, som skal sikre, at fremmede ikke kommer ind gennem skoven. Det lokale postbud Peder Post bliver først meget beæret, da han får at vide, at man gerne vil optage ham i Grænseværnet. I den lokale tøjforretning køber han det tøj, som indehaver Knudsen fortæller, er det, værnet normalt iklæder sig inklusive gummistøvler og kasket til stor fortrydelse for hustruen Rie, der ikke mener, at de har råd til det, hvis der også skal være penge til terminen. Samtidigt har den historiestuderende Christian Boldrup indlogeret sig på Gunners Kro, hvor H.C. Andersen ifølge overleveringen skulle have overnattet, inden sin dannelsesrejse til Rom. Christian er ved at skrive speciale, og han får lov til at se i de gamle kirkebøger, og her finder han ud af, at noget ikke er, som det burde være, nemlig at egnen har haft en stor børnedødelighed. I en prægtig scene hører læseren om, hvordan Peder Posts første tur med Grænseværnet forløber, og hvordan han bliver en del af et grotesk indvielsesritual. Det Grænseværnet foreløbigt har fanget er en såkaldt sigøjnerkvinde med et lille barn. Hvad der er blevet af barnet er uvist, mens kvinden åbenbart er blevet en del af de kvinder med uvis oprindelse, der arbejder på Sigvarts gård, der er det stedlige bordel, hvor byens spidser også har deres gang. På Gunners Kro møder Christian Kirstine, der er datter af Birthe og Gunner, og som håber på at komme til København for at læse litteratur. Kirstine, der har sværmet for den stedlige bibliotekar bliver forelsket i Christian, og sammen forfølger de spor, som Christian har fundet i kirkebøgerne. Imens møder de også i et par eventyragtige kapitler H.C. Andersen på Under Broen, som Gunners Kro hed på Andersens tid. Den skræmte befolkning i Bramstrup tror ikke rigtig på, at Christian Boldrup er historiker, men mener snarere, at han muligvis er menneskesmugler. I det hele taget befolkes byen af en underlig gang personager, fx den affældige Falle, der er flyttet ind i Østergaards nedlagte boghandel for at handle med gamle cykler.

Erling Jepsen har skrevet en finurlig roman, der på glimrende vis gør op med den sygelige fremmedangst, som på samme tid er parret med en række skræmte menneskers dobbeltmoral.

Hjertets dannelse er til tider virkelig morsom, men samtidig yderst tankevækkende. Burde være pligtlæsning for Dansk Folkeparti og deres medløbere fra regeringspartiet.

Erling Jepsen: Hjertets dannelse. 301 sider. Gyldendal.

Set med en lille drengs øjne

 

Kniv og gaffel er en uforglemmelig lille roman af norske Aksel Selmer, der tidligere har skrevet den smukke og stramme roman Bomvogtersken.

Romanens jegfortæller, William Fredrik er i begyndelsen af fortællingen en baby, der skildrer livet hos moder og fader set nede fra gulvhøjde. Willy, som moder kalder sin dreng til faders fortrydelse,.fortæller først om bedsteforældrene, hvor kun mormoder er i live, selvom hun er kraftigt forbundet efter et fald ned ad en trappe – et fald der resulterede i at hendes gravhund måtte have sin sidste sprøjte efter at have brækket ryggen to steder under mormoders vægt. Willy skildrer også kærligt fru Endahl, der gør rent i hjemmet, og som har en fordrukken mand, der slår hende og tager hendes penge. Moders interesse for havearbejde forsvinder, efter hun har lagt Willy på et tæppe i haven med det resultat, at han vågner med et skrig, fordi han bliver bidt af myrer, der kravler overalt på ham. Willys skildring af sin pottetræning, hvor han sidder på en Nanny-potte med et bamsehoved mellem benene til at holde i, er også prægtig. Fader er direktør, og på hans fabrik arbejder Henry, som bliver sat til at skubbe William Fredrik i hans nye trædebil, hvor han endnu ikke kan nå pedalerne. Fader lugter af cigar, mens Henry lugter dårligt, fordi han udfører hårdt arbejde på fabrikken. Willy fortæller også om de forskellige tanter, der ikke er rigtige tanter, men moders veninder. Da Willy er blevet lidt større, har han hemmeligheder sammen med Sara, som de skriver ned i en bog. Det er noget med at se hinandens tissekone og tissemand. I en frygtelig scene har Sara og Willy lavet en practical joke med en mand, der skal besøge sin kræftsyge hustru. De har placeret Willy i en sø af ketchup, så manden tror, han har kørt Willy ihjel. Det resulterer i en ørefigen til Willy, men det bliver også skrevet ned i bogen, som senere bliver fundet, hvorefter Willy ikke mere må lege med Sara. Willy laver mange skarnsstreger, sammen med kammeraten Odd skyder han frøer med et jagtgevær. Der er søde øjeblikke, hvor William Fredrik sidder på faders skød, og får lov til at dreje på bilens rat. Men barndommen ender måske i skandale, da moder ofte besøger en mand i hvidt tøj, som hun også kysser. Det har Sara set, og det har hun skrevet i den hemmelige bog, og måske har fader også mødt en anden dame. Der er meget undervejs, som moder ikke orker, men i en skøn scene sidder moder med et glas rødvin i hånden ved et veldækket bord, hvor der burde være fireogtyve, men det er kun Willy og moder, der sidder ved bordet, for det smukkeste er det urørte borg, og her passer menneskene ikke ind.

Kniv og gaffel er en guddommelig smuk lille roman om verden set gennem et barns øjne.

Aksel Selmer: Kniv og gaffel. Oversat af Thomas Tekla Helsted. 151 sider. Jensen & Dalgaard

Fremragende kollektivroman

 

Det lille kvalitetsforlag Jensen & Dalgaard har endnu en gang beriget det danske bogmarked med en fremragende lille roman. Den irske debutant Donal Ryan skildrer i Rust et lille samfund gennem en række af stedets indbyggere. Finanskrisen har præget forholdet mellem indbyggerne, hvor der bl.a. er en del, som har arbejdet for entreprenøren Pokey Burke, og da Burkes ansatte skal til at hæve understøttelse, viser det sig, at Pokey har trukket beløb til pension, men ikke betalt dem videre, således at hans folk nu står med håret ned ad nakken uden en øre på lommen. Der er udbredt arbejdsløshed, og der bliver tjent sorte penge, og oveni det hele bliver et barn bortført, og en ældre mand bliver myrdet – muligvis af sin egen søn. Hele romanen er fortalt af en række mænd og kvinder, af et barn og af en afdød, og sammenlagt giver det et fornemt billede af et samfund i opløsning. Og sprogligt er der den ene perle efter den anden. Fx: ”Jeg skal se hvad jeg kan gøre, sagde han til mit brystparti”, ”Så gik det hele bananas og han tog livet af sig selv. Hvad skulle jeg sige til hans enke? Skær lige ned på begravelsesudgifterne, gider du, for jeg er ikke blevet betalt endnu?”  ”Han drak gården op for at trodse sin far.”

At romanen har høstet en række priser kan ikke overraske. Den er en oplevelse at læse og kan varmt anbefales.

Donal Ryan: Rust. Oversat af Signe Lyng. 174 sider. Jensen & Dalgaard

I krig og fred

 

På præcis den samme dag, den 30. november 1944 dør tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb, der var født den 5. juli 1897. Altså begge bliver 47 år, og det er disse to skæbner, man møder i Kim Leines Afgrunden.

I 1918 drager de to unge mænd til Finland for som frivillige at deltage i borgerkrigen, der netop var brudt ud, og her kæmper de i de næste par måneder, hvorefter de vender tilbage til Danmark, hvor læseren følger dem i den lange fredstid.

Kaj studerer teologi, men er uden tro, og han får en karriere som journalist og udenrigskorrespondent, mens Ib bliver læge, hvor han virker som paykiater, inden han forvandler sig til hypnotisør under kunstnernavnet Ibrahim, som viser sig som en rendyrket kvaksalver.

Den meget dameglade Kaj møder i Berlin den jødiske kvinde Josepha, der lever i et åbent ægteskab med Norbert Müller, som arbejder for Gestapo, og Kaj bliver også nær ven af Josephas stuepige.

Romanens sidste del foregår under Besættelsen, hvor de to brødre aktivt deltager i modstandskampen, og hvor Kaj har taget identitet som Børge Jessen, planteavler, men hvor han desværre igen kommer til at møde Norbert Müller, der nu har sit virke på Dagmarhus. Det bliver skæbnesvangert for Kaj, og på samme måde genser den biseksuelle Ib et gammelt bekendtskab, hvad der også får en afgørende betydning for hans skæbne

At romanen også indeholder en forbrydelse, og hvordan denne forbrydelse kommer til at få indflydelse for flere, skal ikke røbes her – uden at det dog af den grund udvikler sig til en kriminalroman.

Kim Leine har formået at skildre forskellige sider af krig, og hvordan et tvillingepar på forskellig vis kommer til at leve i dens skygge.

Oprindeligt havde Leine fået i oplæg at skrive et filmmanuskript til en dokumentarfilm om modstandsmanden Peter de Hemmer Gudme, og da det var gjort, videreudviklede han stoffet, så det er blevet til romanen Afgrunden, hvilket han skriver i en slags efterskrift til romanen.

Kim Leine har skrevet én af årets absolut bedste danske romaner.

Kim Leine: Afgrunden. 596 sider. Gyldendal

Fin og vedkommende novellesamling

De 12 noveller i Frans Grandjeans samling Idioten og de andre er inddelt i to afdelinger, Begyndelser og Slutninger, og det er en samling skæbnehistorier, hvoraf mange kunne have været blevet til hele romaner, men som netop er holdt stramt i novelleformen. Titelnovellen, Idioten handler om den flinke mand Nikolaj Levison, der har været på kurophold i Fjernøsten, og under flyrejsen hjem bliver engageret af Ivan Fa, der har været på forretningsrejse for sit firma DownWood. Nikolaj får jobbet som chauffør, men bliver hurtigt forfremmet til lagerchef. Han hører en dag ved en tilfældighed, at de andre i firmaet kalder ham for Idioten, vist fordi han er for flink. Da Ivan Fa vil forfremme Nikolaj til direktionssekretær, bliver der oprør blandt de ansatte, og i bilen undervejs til Jylland har Ivan Fa store overvejelser, om han skal droppe udnævnelsen, da de øvrige ansatte antageligt vil sige op i protest, hvis det bliver tilfældet. Grandjean skildrer fint hvordan den vægelsindede virksomhedsejer flere gange vender bilen enten for at vende tilbage til fabrikken eller for at fortsætte turen. Hvad beslutningen bliver skal ikke røbes her, men både først og sidst sidder Nikolaj i flyet til Indonesien og Sumatra. Novellen Bag døren er et fint trekantsdrama om Barbara, der arbejder i en børnehave, og som bliver gravid, samtidig med at hendes mand får at vide, at han er steril. Vandet er en historie om nepotisme, mens Præstens ged handler om en alkoholisk præst, der har været på afvending i Litauen, mens kirketjeneren ikke bare drikker, men også lægger an på præstens kone. Det er en fin historie om dobbeltmoral, og Under hatten er fortællingen om en tidligere politimand, der er startet som privatdetektiv og får en indviklet og vanskelig opgave, der kunne have været en hel kriminalroman værdig. Den sidste novelle i første afdeling, Spandevis, er en morsom historie, om hvordan en ansat får forhindret et udenlandsk firma i at overtage den virksomhed, han arbejder på.

I anden afdeling, Slutninger, er der noveller fra alle samfundslag, som fx Faste pladser, hvor læseren er blandt Hus Forbi-sælgere og til Ronson, som er en uhyggelig beretning om bankdirektøren, kaldet Mr. Max Bank, som er blevet fyret, og som ikke evner at acceptere ydmygelsen overfor sin familie og tager en skæbnesvanger beslutning. En historie, som mig bekendt er inspireret af en virkelig hændelse.

Novellesamlingen begynder med et Dostojevskij-citat fra Idioten, og det har åbenbart givet forfatteren inspirationen til titelnovellen. Hvorom alt er, så er Frans Grandjean er glimrende fortæller. Hans noveller er velskrevne, til tider vittige, og så er pointerne gode. De kan varmt anbefales.

Frans Grandjean: Idioten og de andre. Noveller. 237 sider. Bukowski Press

 

****

Marie Grubbe igen igen

Med Dyrets år har Lone Hørslev skevet endnu en roman om Marie Grubbe, der foregår i 1666 i det daværende Christiania. I modsætning til de andre romaner om Marie Grubbe, som hovedsageligt handler om hendes sidste år efter den store deroute, har Hørslev valgt at at fokusere på årene på Akershus Slot, mens Marie var gift med den norske statholder Ulrik Frederik Gyldenløve. Romanen begynder, da Akershus får besøg af Maries storesøster Annemarie og hendes mand landsdommer Styge Høegh fra Engestofte Hovedgård på Lolland. Et af formålene med besøget var, at den stærkt forgældede Styge på en eller anden måde skulle blokke Gyldenløve for nogle penge, så han kunne betale sin gæld, men sådan kom det ikke til at gå.

Den treogtyveårige Marie var på det tidspunkt alt andet end tilfreds med ægtemanden, kongens søn, som i forvejen var gift med en anden kvinde, som han havde børn sammen med. Så Marie bliver besat af ritmester Guillaume Blanquefort, som hun indleder et seksuelt forhold til. Blanquefort er klar over, at han kan komme i store vanskeligheder, hvis hans forhold til statholderens hustru kommer for dagens lys, og afbryder forholdet til den ulykkelige Marie, som i stedet kaster sin kærlighed på storesøsterens mand Styge Høegh. Efter et fint beskrevet selskab på slottet ender de to i Maries gemak, hvor de bliver overrasket midt i elskovsakten af Gyldenløve og Annemarie, hvisket resulterer i skilsmisse i begge ægteskaber.

Samtidig med dette forløb får læseren historien om den stakkels kammerpige, skomagerdatteren Gunnille, som bliver besvangret og søger hjælp hos Ingebjørg Toresdatter, som er i Djævelens vold, og som sidder fængslet i Akarshus fangekælder. I en næsten Jeanne d’Arcsk scene bliver både Gunille, der har slået sin horeunge ihjel, og kusinen Drude brændt på bålet som hekse, mens Christianias borgere ser til, at de to unge skøger får deres velfortjente straf.

Lone Hørslev har på fornem vis koncentreret sin roman om Maries storhedstid i Norge, og mens man også får et indblik i tidens overtro, er man med til opulente middage og store fester.

Dyrets år er en roman om både kærlighed, liderlighed, utroskab og en medrivende skildring af livet dengang i de højere cirkler.

I epilogen fortæller Lone Hørslev om, hvad der videre skete med romanens personer, om Marie, der blev skilt, men ikke desto mindre fik sin medgift på 12.000 rigsdaler med sig, da hun bliver sendt tilbage til Danmark. De bliver brugt, da Marie og Styge forlader Danmark over hals og hoved og søger mod sydeuropa, hvor deres veje skilles. Styge Høegh bliver hofmester hos en kardinal og konverterer til katolicismen, mens Marie Grubbe vender alene tilbage til Danmark, hvor hun bliver gift med adelsmanden Palle Dyre, som hun imidlertid også er utro og bliver skilt fra, inden hun sammen med en yngre staldkarl og forpagter færgeoverfarten over Grønsund og færgekroen Borrehuset på Falster. Efter at staldkarlen Søren har skudt en skipper, sendes han på tvangsarbejde, hvor han dør, mens Marie ender med at modtage fattighjælp, uden at man ved, hvornår hun dør.

Når Lone Hørslevs roman er så interessant og gribende, er det fordi hun ikke har fokuseret på Marie Grubbe efter hendes sociale nedtur, men netop skildrer hende, mens hun var på toppen af sit liv, hvis man ellers kan betegne denne periode som lykkelig. I hvert fald var det i de år, hvor hun nåede at udleve sit erotiske liv.

Lone Hørslev må meget gerne give sig i lag med at skrive romaner om andre historiske personer. Det vil hendes læsere se hen til med forventning.

Lone Hørslev: Dyrets år. 234 sider. C&K Forlag

Grøndahl i topform

 

 

Den navnløse jeg-fortæller i Jens Christian Grøndahls nye roman Jernporten er skolelærer, og i slutningen af bogen går han alene rundt i Rom, hvor han er rejst ned på sin 60 års fødselsdag for at slippe væk fra hjemlig fejring af den runde dag.

Man følger hovedpersonen helt fra skoletiden, hvor han mister sin mor, der dør af kræft, og hvor faren til sønnens store fortrydelse straks installerer en nye kæreste. Selv har hovedpersonen i begyndelsen kæresten Lisbeth med Vestegnens flotteste bryster. I skolen får han et helt særligt forhold til sin tysklærer, som vækker hans interesse for litteratur og kunst. Hendes datter Erika, der bor i Berlin, møder han, da han skal aflevere en opgave i tysklærerens hjem, og under et ophold i Berlin indleder han et forhold til Erika, og opgiver samtidigt Lisbeth. Senere møder han Vejle-pigen Maria, som han bliver gift med, og sammen får de datteren Julie. De bliver også skilt, og fortælleren bliver kæreste med kollegaen Benedicte. Det varer heller ikke ved, og gennem en elev, Stanko, som sammen med sin mor er flygtet fra Eksjugoslavien, indleder han et kærlighedsforhold til Stankos mor, Ivana.

Jernporten handler både om fortællerens mange kvinder, men også om hvordan han som lærer forsøger at være noget for sine elever. Det er en skæbneroman, og det er befriende, at Grøndahls hovedperson igen er en mand i modsætning til mange af hans tidligere romaner, som har haft kvindelige hovedpersoner. Der er smukke skildringer både af sorgen ved morens sygdom og død, og også af hans mange tanker, da han går alene rundt i Rom, hvor han i sin tid i en ferie boede sammen med Maria på Hotel Hassler, noget som Marias far havde finansieret som en gave til det unge par. I løbet af romanen er der også mange gensyn med gamle kærester, mens andre helt forsvinder ud af handlingen.

Måske har inspirationen til Jernporten været John Williams geniale roman Stoner, som Jens Christian Grøndahl så fint oversatte til dansk. Stoner handlede om en professors liv professionelt og privat, og i Jernporten er det så bare en almindelig dansk skolelærers liv, det skildres på godt og ondt.

Grøndahl er nok en af Danmarks mest velskrivende forfattere, og det er en fornøjelse at læse denne roman, hvor han virkelig har noget på hjerte. Meget sigende citerer jeg-fortælleren et sted Arnold Schönberg for: ”Den gyldne middelvej er den eneste, der ikke fører til Rom.” Det kunne godt være romanens motto. Velkommen tilbage til dansk litteraturs superliga, Jens Christian Grøndahl.

Jens Christian Grøndahl. Jernporten. 325 sider. Gyldendal

Fin roman fra Udkantsdanmark

 

 

Hovedpersonen i Bent Vinn-Nielsens nye roman Den svævende tankbestyrer, Magnus Andersen, er sammen med sin bror, Evert, vokset op på Ingridsgaard, der ligger lige der, hvor den nye motorvej i Fenner, nord for Limfjorden er anlagt. Lige i nærheden ved Vårslev gamle landevej ligger en benzintank, som Magnus er bystyrer af. Han har tre ansatte, Eva, Lone og Emmy, og det er helt klart, at der ikke er økonomi i at have så mange ansat, så han vil nok være nødt til at fyre en af dem.

Imens går tiden sin skæve gang, og ude på den tomme langtidschaufførplads, og her har Theo parkeret sin autocamper, så han har mulighed for at få strøm en gang imellem. Første gang Theo køber morgenbrød inde på tanken betaler han med en Uganda-dollar – et slangord for de tusindkronesedler, som håndværkerne tjener på sort arbejde. Det viser sig, at Theo, som har en fortid som skuespiller i danske Sengekants-film, har masser af penge, men det har sin helt naturlige forklaring. Broren Evert har arvet den fædrene gård, som Magnus gav afkald på, og mens Evert blev udlært som maler og havde en drøm om at blive naver. Evert, som havde et fantastisk tag på kvinder, havde en fortid i VS, men er nu blevet grebet af økologi, og han er ikke helt tilregnelig. Fx har han gravet gårdens kloak op og frilagt den, og den hylje, som faren brugte til at slå højt græs med, og som vi andre kalder en le, dan har han målet og hængt op på husmuren. Evert har været gift med Jenny, som Magnus også altid har været lidt forelsket i. Magnus var i en periode kæreste med Hanne fra banken, hvor han var elev, men da han ikke kunne se en fremtid sammen med hende, slog han op, og siden blev han ansat på Halvorsens fabrik, hvor han med tiden blev regnskabschef og kæreste med Halvorsens datter, Cecilie. Det gik imidlertid også i fisk, og da Magnus holdt op hos Halvorsen, købte han en kiosk på Brødflov Alle for lånte penge. På tanken kommer der mange mærkelige mennesker, bl.a. fætteren Steffen, som er en original, der har siddet i fængsel, og som fortæller lange historier og bruger ord som desuagtet og ihvorvel. Han havde en søster, Trisse, der var luder inde i Aalborg, og som kom ulykkeligt af dage. En, der også kommer på tanken, er Emmas far, da hun med sin løn bidrager til forældrenes husholdning. Men en dag er hun væk, for hun er begyndt at besøge Theo i autocamperen, men en dag er den også væk. Til sidst kommer der et brev fra benzinselskabet, om at man vil nedlægge den urentable benzintank, men selvom Magnus får tilbudt et job i en anden bank af en tidligere kollega, så er det nok ikke det, han vil. Han mindes sin læretid, hvor han boede på værelse med kogeplade og dypkoger, og hvor den hvide skjorte skulle vaskes med blånelse, så han kunne se præsentabel ud i banken, hvor bestyrer Schiøler mærkede efter, om han nu havde barberet sig ordentligt. Muligvis vil Magnus kunne klare sig en tid, hvis han sælger sin villa i Vårslev, men fremtiden ligger åben for ham.

Bent Vinn-Nielsen har skrevet en smuk og medrivende roman om livet i Udkantsdanmark, og han er i perioder virkelig morsom. Han er de små detaljers mand, og jeg kan ikke mindes, at jeg har læst en bedre dansk roman i år. Der er kun at sige: Læs den!

Bent Vinn-Nielsen: Den svævende tankbestyrer. 246 sider. Gyldendal

Kan man løbe fra fortiden?

 

Man kan ikke umiddelbart kalde Lisbeth Bruns Lendrup-serie et jysk sidestykke til Katrine Marie Guldagers Køge-krønike og så dog alligevel. De fire romaner om Helle, der blev bortadopteret lige efter sin fødsel, fortæller også et stykke Danmarkshistorie om en tid, der slutter helt oppe i vores tid. Resten af tiden foregår i sommeren 2012, da Helle vender tilbage til Fjordagerholm i Lendrup nær Løgstør, hvor hendes biologiske mor Marie boede sammen med sin mand og to sønner. Landmanden Villy, som ikke ville have Helle med i købet, da han giftede sig med Marie, som han senere blev skilt fra, er død, og Helles halvbror Jens og hans hustru Tina har arvet gården. Da Jens også dør, køber den nu 47-årige Helle gården og indretter den til ridelejr for overvægtige børn. Marie har tidligere boet i nærheden, da hun søgte tilbage og kom i huset hos Marie og Villy, uden at hun dengang på forhånd røbede, at hun var Maries datter.

Da Maries nye mand Torben efter et besøg på Fjordagerholm bliver syg og dør, tilbyder Helle, at Marie for en tid kan flytte ind hos Helle, men det er ikke uden konflikter, at de to nu er så tæt på hinanden. Marie tænker ind imellem også tilbage på tiden hos adoptivforældrene, der havde forestillet sig, at hun skulle blive jurist ligesom adoptivfaren og om studietiden i Aarhus.

Samtidigt følger man dagligdagen på Fjordagerholm, hvor Helle har to ansatte pædagoger, Thor og Rita, der sammen med den lidt tvære køkkenmedhjælper, Joan, deltager i det daglige arbejde med de overvægtige børn. Det første år går tilfredsstillende, selvom en lille pige på et tidspunkt løber væk, og ridelejren får lidt mere presseopmærksomhed, end Helle bryder sig om. Myndighederne er sådan set tilfreds med Helles arbejde, men selv er hun i tvivl om det er det, resten af livet skal bruges til. Hvad med kærligheder?

Lisbeth Brun har med sine fire fine romaner skabt et medrivende Danmarksbillede, og om der er stof til et femte bind, det må tiden vise.

Lisbeth Brun: Resten af livet. 252 sider. Gyldendal

Den store samtidsroman

 

Man taler ofte om den store samtidsroman, som en eller anden dansk forfatter burde skrive. Men er det ikke lige det, som Katrine Maria Guldager har gjort. Med Peters død, som er fjerde bind i hendes Køge-krønike, er hun i hvert fald tæt på det. Dette bind foregår i 1972, og det begynder med, at Peter død, som titlen siger. Han kom sig aldrig rigtigt over, at hustruen Lilly forlod ham og flyttede til København for at blive kunstner. Det er så børnene Henry og Leonora, man følger i dette bind. Leonora, der så inderligt ønsker sig et barn, men ikke vil blive gravid, og Henry, der er blevet gift og er flyttet ind i et kollektiv i Hellerup. Kollektivet er et fortræffeligt tidsbillede af en flok, som forsøger at indordne sig i et moderne venstreorienteret og økologisk dagligliv, hvor idealet skal være, at børnene også er fælleseje for de mange kollegianere. Henry og konen Birgitte har allerede fået Thomas, og nu er Birgitte gravid med det barn, der bliver til Tine. Meget typisk er Henry iklædt en skjorte, hvorpå der står Tilhører Rigshospitalet, og lige så typisk har man en fælles ølkasse, hvis regnskab aldrig stemmer. På et tidspunkt kommer den svenske skuespillerinde Madde på besøg hos kollektivet for at holde et kursus om kropsbevidsthed. Birgitte bliver så varm på Madde, at hun springer ud som lesbisk, men Madde har sin Håkon hjemme i Sverige, så det bliver udelukkende til, at Birgitte flytter fra Henry og går ind i et Aarhusiansk kvindekollektiv, og mens hun tager lille Tine med, bliver Thomas tilbage i kollektivet. Under en druktur på Vesterbro møder Henry barndomsveninden Helle, som han flytter sammen med, og samtidig ernærer han sig på ikke helt lovlig vis, hvad der kommer en meget dramatisk hændelse ud af. Mens børnene lider under Peters død, er Peters ekskæreste Ella, som også engang kærestede med Henry, blevet boende i Peters hus. Lilly bor stadig i Bredgade i København, men hun er blevet forladt af kæresten Ib Berthelsen, der nu også beder hende om at flytte fra hans lejlighed. I det hele taget har Lilly et meget kompliceret forhold til sine børn, og der er rigtig mange skeletter i skabene, men den ulv, som man hørte om i tidligere bind, og som er en slags overnaturligt væsen, rumsterer stadig i kulissen.

Om der kommer flere bind i Køge-krøniken, kan man kun gisne om, men det må der meget gerne, for her har vi virkelig en formidabel dansk samtidsroman, som har været savnet i generationer.

Katrine Maria Guldager: Peters død. 208 sider. Lindhardt og Ringhof

Et næsten 50 år gammelt mesterværk

En 49 år gammel roman er pludselig blevet en af årets bestsellere. John Williams Stoner om en amerikansk universitetsprofessors liv er intet mindre end et mesterværk. Man følger John Stoner fra han selv i 1910 som 19-årig er førsteårsstuderende på University of Missouri i byen Columbia. William Stoner, der kommer fra en husmandsfamilie i landsbyen Booneville, skulle oprindeligt studere landbrug, mens han boede og arbejdede for kost og logi hos en fætter til moren. Men hurtigt bliver det litteraturen, der fanger Stoners opmærksomhed, og han kommer aldrig tilbage til landbruget hos forældrene. Han får et par nære ungdomsvenner, Gordon Finch og David Masters, og dette trekløver mødes næsten dagligt, indtil David bliver indkaldt under Første Verdenskrig og falder i Europa. Han bliver lærer på universitetet, og han bliver gift med Edith, som kommer fra St. Louis. Det bliver ikke noget lykkeligt ægteskab, og de bedste timer har William Stoner sammen med datteren Grace. På universitetet kommer Stoner til at arbejde sammen med Gordon Finch, som bliver hans overordnede. Der er mange intriger mellem lærerne, og de er fremragende skildret. På et tidspunkt indleder Stoner et forhold til en af sine studerende, Katherine Driscoll, og måske bliver det noget af den lykkeligste tid, han oplever. I 1941 bliver Grace gift, men inden hun når at føde sin søn, bliver hendes mand Edward Frye indrulleret i hæren, og han dør på stranden på en stillehavsø. Nogle år efter Anden Verdenskrig forsøger ledelsen på universitetet at få Stoner til at gå på pension, men det har han ikke lyst til. Alligevel bliver der arrangeret en afskedsmiddag for ham, men da er han allerede syg af cancer, og læseren følger William Stoner til den bitre ende.

At Stoner blev kåret som årets bog i 2013 af en engelsk boghandlerkæde er meget fortjent. Det er ikke nogen nem roman, men den er dybt medrivende, og Jens Christian Grøndahl har leveret en fremragende oversættelse. LÆS DEN!

John Williams: Stoner. Oversat af Jens Christian Grøndahl. 303 sider. Lindhardt og Ringhof

Overbevisende debut

Mette Jensen Hayles skriver i romanen Jizz – En roman om at elske i jegform om lægen Louis Broe, der egentlig har det hele, villa på Amager, en smuk kone og små børn, hvor det ene er undervejs, da romanen begynder. Ikke desto mindre brænder han varm på Parnille, der i hans øjne er det smukkeste, han nogensinde har oplevet, men hun er også lesbisk, får han at vide. Dog ikke mere end at de indleder et altopslugende kærlighedsforhold, der splitter Louis’ hidtidige liv i atomer. Da han langt om længe forlader kone og børn, bliver han også fyret fra sit job, og en helt ny tilværelse skal bygges op. Der er et problem i Pernille og Louis’ forhold, og det er jalousi, som truer med at ødelægge alt. Ikke at Louis holder sig tilbage, han boller alt, hvad han kommer i nærheden af, hvad enten det er kvinder eller mænd, men han kan ikke tåle, da Pernille fortæller om en tidligere elsker, og netop som de er flyttet sammen og er blevet gift, banker Louis Pernille så grundigt, at han er tæt på at slå hende ihjel. Hvad der videre sker, skal ikke røbes her, men det er en overbevisende roman om, hvordan kærlighed, der burde kunne overvinde alle problemer, ender med at blive en trussel på livet for både mand og kvinde. Hvis det er en debut, hvad jeg mener, det er, så er det en så lovende ’en, at jeg allerede glæder mig til den svære toer. Og så er der dejlig musik til. Hvis man via sin smartphone klikker ind på forreste flap på romanen, er der en playliste med dejlig musik, der gengiver romanens stemning. Læs og lyt!  

Mette Jensen Hayes: Jizz – En roman om at elske. 254 sider. Rosenkilde & Bahnhof

Prægtig gavtyveroman

Bare titlen – Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEAskab skærper forventningerne til, at Romain Puértolas vil være morsom, og det er den.

Hovedpersonen Ajatashatru Lavask Patel er fakir, og han er rejst fra Indien til Paris for at købe en sømseng, som han har set, at IKEA har på tilbud. Han er professionel plattenslager, og med sig har han en falsk 100 euro-seddel, som tilmed sidder fast i en elastiksnor, så han kan genbruge den.  IKEA har ikke sømsengen på lager, så fakiren beslutter sig for at overnatte i IKEA, efter at han har bestilt sengen. Da en nattevagt viser sig, gemmer Ajatashatru sig i et skab, men uheldigvis skal det sammen med en del andre møbler sendes til England, og fakiren når næsten igennem tunnelen under kanalen, før han og en række somaliere bliver afsløret af de engelske toldere. Inden da har han i Paris mødt den smukke Marie, som han har lovet at ringe til, og som han er lidt forgabt i. Nu bliver fakiren imidlertid fløjet til Barcelona, hvorfra tolderne mente, at han kom, og her venter nye udfordringer. I Paris havde han snydt en zigøjnertaxachauffør for 100 euro, og denne hævngerrige chauffør jagter nu fakiren, og i Barcelonas lufthavn mødes de igen. I et helt ubetaleligt kapitel lykkes det for fakiren at flygte ved at kravle ind i en kendt skuespillerinde, Sophie Morceauxs skabskuffert, og på den måde kommer han til Rom. Under disse rejser er Ajatashatru begyndt at skrive, for nu vil han være forfatter, og han skriver sine første kapitler på en skjorte. Imidlertid er hans skriverier så talentfulde, at Morceauxs agent får sat ham i forbindelse med Rabalderforlagets direktør, som tilbyder fakiren 100.000 euro i forskud, og dem får han udbetalt i kontanter i en mappe. Da fakiren igen må flygte fra dea vrede taxachauffør, søger han tilflugt i en ballon, og i dens gondol svæver han snart ud over Middelhavet, hvor ballonen styrter i havet. Heldigvis bliver Ajatashatru reddet af en libyisk kaptajn, og næste stop bliver Tripoli i Libyen. Og sådan fortsætter denne groteske og forrykte rejse, og hvordan den slutter, skal ikke røbes her.

Der er tale om en fuldstændig syret historie, og oversætteren Agnete Dorph Stjernfelt har givetvis moret sig med at finde på navne til den danske udgave, fordi man får dem alle med deres groteske udtale-måder fx hovedpersonen (udtales ”Er jeg Tasja tro?” for ikke at tale om fætteren, der hedder Nokh Sakht (udtales Noksagt) og sådan bliver det ved.  Der vil givetvis være læsere, der synes at morskaben tager overhånd, men jeg må indrømme, at jeg grinede meget undervejs. En herlig og morsom roman!

Romain Puértolas: Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.