Kærlighedens sommer

Journalisten Jens ”Jam” Rasmussen har fejret 50-året for det, man kaldte The Summer of Love eller på dansk Kærlighedens sommer. Dels ved at fortælle historien om hippie-bevægelsen i henholdsvis San Francisco, London og hjemme i København. Bogen hedder 1967 med undertitlen Kærlighedens sommer, og Jens Rasmussen slutter sin bog med at genbesøge de steder, hvor det hele foregik, fulgt op af historien om hvordan det siden gik de mange hovedpersoner. Noget af det, der fylder meget i bogen, er beskrivelsen af hele undergrundskulturen i The Haight-Ashbury i San Francisco, som senere bredte sig til byer som London og København, og som læser møder man igen navne som Jefferson Airplane med sangerinden Grace Slick, Big Brother and the Holding Company med Janis Joplin, The Doors med Jim Morrison, The Greatful Dead, Pink Floyd og Jimi Hendrix, mens det epokegørende i England var The Beatles og specielt albummet Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der netop udkom i det legendariske år 1967, og hvordan nogle af bandets medlemmer fik en tæt påvirkning af den indiske yogi Maharishi Mahesh. Fra San Francisco kan man læse om Timothy Learys eksperimenter med LSD og forskellige psykiatriske trips, og hvordan følgevirkningerne af disse var med til at grundlægge Klub 27 – de mange, der bukkede under for misbrug i en alder af kun 27 år, noget der faktisk fortsatte helt op til vores tid, hvor fx Amy Winehouse også gik bort som kun 27-årig. I San Francisco besøger man også den legendariske boghandel City Lights. En dansker, der spillede en rolle der i 1967, var jazzmusikeren og tennisstjernen Torben Ulrich, og til slut kan man læse, at arven fra ham i dag videreføres af hans søn Lars og hans band Metallica. Jens Rasmussen har interviewet en lang række af hovedpersonerne fra 1967 - også i Danmark, hvor man møder Stig Møller, og får historien om hvordan han sammen med Eik Skaløe dannede det berømte band Steppeulvene. Et andet vidne er tegneren og forfatteren Peder Bundgaard, og én, der havde en afgørende betydning på debatten dengang, nemlig Ole Grünbaum, der blev repræsentanten for provobevægelsen. Desuden følger man Annisette Koppel og hvordan hendes band Dandy Swingers senere blev til Savage Rose.

Det er et enestående dokument, som Jens ”Jam” Rasmussen har begået, og bogen slutter med en lang række noter, hvor forfatteren kapitel for kapitel henviser til dokumentationen for litteratur, udvalgte artikler og de mange artikler fra aviser og tidsskrifter. Det er en bog omkring et år på godt og ondt med alt fra både hippie-, kunstner-, musik-, aktivist og studentermiljøer. For os gamle, der oplevede tiden dengang, er det fed nostalgi, og for de, der er yngre, er det et vigtigt dokument om en periode, som deres forældre givetvis har fortalt dem om.

Jens ”Jam” Rasmussen: 1967 Kærlighedens sommer San Francisco, London, København. 314 sider. Tiderne Skifter

*****  

Flot sangbog med mere

Sangeren Erik Grip har udgivet en flot sangbog i kæmpeformat på næsten 300 sider. Men den er mere end bare en sangbog. Han begynder sit forord med et spørgsmål, han for over 50 år siden blev stillet af en gammel forlagsmand og impresario, der spurgte: ”Kan du noder?” – ”Nej”, svarede jeg. ”Kan du ikke noder?” – ”Nej!” ”Er der da ikke andre, der skal kunne spille og synge dine sange?”. Men det havde den unge Grip ikke tænkt på. Det har han så nu endelig rådet bod på ved at udgive halvdelen af sine sange med noder. De mest benyttede og de mest kendte. Og så tilføjer han: ”De resterende er for de flestes vedkommende ikke værd at skrive ned eller også er de glemt.” Og så fortsætter han ellers med at fortælle, hvordan Thøger Olesen blev en slags reservefar for ham og de andre, der optrådte i Visevershuset i Tivoli. Og så er bogen i gang, hvor han bedyrer, at han som bisidder har brugt sin gode ven, grafikeren John Ovesen i udvælgelsen af hvad der bør være med, og hvad der ikke behøver at være der. Foruden sangene, hvor der er tilføjet kommentarer, er der mange erindringer om dem, han har samarbejdet med undervejs, både musikerne, han har turneret med og dem, der virkelig har betydet meget for ham som fx Ebbe Kløvedal Reich og Jan Toftlund. Og så er der 35 sider med uddrag af scrapbøger og fotografier. 10 siders diskografi, over 20 sider oversættelser og gendigtninger samt en biografi om hvad der er sket siden fødslen i 1947 i Nykøbing Falster og indtil nu. Og det hele slutter med et fotografi, fra da Grip fik sin guldplade for 50.000 solgte Grundtvig-album. (Siden har dette album også udløst en platinplade for mere end 100.000 solgte af samme album). Endelig er der farvegengivelse af de 33 albums, Erik Grip indtil nu har udgivet.

Erik Grip: Sangbog. Noder, sangtekster, digte, udklip og anekdoter. 278 sider. Gyps FULVUS PUBLISHING

*****   

God Københavner-guide med indblik i 1500-tallets dramatiske historie

Prins Henrik er ikke den eneste kongelige, der gør det i vindyrkning. Omkring år 1500 blev der dyrket vindruer i Vingårdstræde i en ejendom, der var ejet af Kong Hans, og den vinkælder kom senere til blive Michelin-restauranten Kong Hans. Og ikke nok med det på førstesalen af samme hus, har stormagasinet Magasin et opvisningsrum, som hedder Kong Hans-salen, hvor der bl.a. er nogle unikke kalkmalerier med våbenskjolde. Det er noget, man kun kan se ved særlige lejligheder, da de til hverdag er lukket inde bag beskyttede træpaneler. Det kan blandt mange andre interessante ting læse om i historikeren Morten Lander Andersens fine lille guidebog På tur i reformationens København.  Et andet sted kan man læse om Jarmers Plads, som er opkaldt efter den vendiske fyrste Jaromar, der på foranledning af Roskildes biskop angreb København og gennembrød bymuren netop der. Man kan stadig se ruinerne af Jarmers Tårn, der altså intet har med Pelle Jarmer, der mange århundrede senere var borgmester i København. Udgivelsen af guiden fejrer femhundredeåret for indførelsen af reformationen i Danmark, og der er meget viden at hente om vores hovedstad samt en mængde fine farvefotografier af Lars Gundersen. Foruden de mange kapitler om husene, hvoraf mange gik tabt under de store brande i 1728 og 1795 for ikke at tale om det engelske bombardement i 1807, er der små nyttige indrammede oplysninger mærket Forresten… Her kan man læse, at den værste og mest udbredte sygdom i 1400-tallet og op gennem 1500-tallet var ”pokker”, som var Middelalderens betegnelse for syfilis. Så når man hører nogen sige: ”pokker tage dig”, siger de altså: ”Må en seksuel overført sygdom ramme dig.” Og sådan er der så meget. Bogens format gør den velegnet til at have med i lommen, når man er på opdagelse i København. Der er barske beskrivelser af dramatiske begivenheder som Grevens Fejde, halshugningen af Torben Oxe i 1517, hungersnød og terrorstyre. En anvendelig guidebog, hvor læseren samtidig får historien om datidens kirkelige og politiske magtkampe.

Morten Lander Andersen: På tur i reformationens København. Illustreret med fotos af Lars Gundersen. 150 sider. Frydenlund

*****

København i billeder og tekst

Bybilleder med undertitlen Kunstnernes og forfatternes København er en genial udgivelse, hvor to eksperter, kunsthistorikeren Bente Scavenius og litteraturkritikeren Bo Tao Michaëlis har udvalgt og sammenstillet 75 billeder med 75 tekster, der på fornem vis supplerer hinanden.

De ældste bidrag fra selve København er fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor fx Johan Ludvig Heibergs Erindrer De, det var i Kongens Have fra 1836 er sat sammen med C.W. Eckersbergs Herkules-Logen i Rosenborg Have, der godt nok er malet 27 år tidligere, mens et uddrag fra Søren Kierkegaards Forførerens Dagbog fra 1843 er illustreret med Christen Købkes næsten samtidige København set fra Dosseringen. Hovedparten af teksterne og billederne er dog af nyere dato, hvor fx Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren – Gryet fra 1909-10 er ledsaget af Wilhelm Marstrands En flyttedagsscene, der er helt tilbage fra 1831, hvilket viser, at tekst og billede absolut ikke behøver at være samtidige, hvis blot de omhandler nogenlunde samme tid. Fint er det også at lade Folmer Bendtsens Kyssende par i en baggård fra 1948 ledsage Tove Ditlevsens tekst København fra 1942. Når man helt frem til slutningen af 1900-tallet har værkets redaktører sat Knud Oddes Badescene fra 1989 sammen med Daniel Denciks Bellevue, der er fra 1998. At ikke alle tekster er højlitterære, viser Thøger Olesens Bli’ væk fra vort kvarter, som Peter Belli havde et kæmpe hit med i 1970, og som illustreres af Erik Hagens’ Sommer i Den sorte firkant. Og så er den gribende Dan Turèll-tekst Gennem byen for sidste gang, faktisk skrevet i 1977 (16 år før digterens død) illustreret med Hullet af HuskMitNavn, der er fra 2008. Fra vort århundrede er Katrine Marie Guldagers Velkommen til Istedgade fra 2001, som er sammensat med Tal R’s Sex Shop fra 2013, og samme Tal R’s Sortedammen ledsager Christel Wiinblads Jeg siger, jeg er fynsk. Sidstnævnte er fra hhv. 2013 og 2012.

Scavenius og Bo Tao har til hvert af de 75 kapitler skrevet en ledsagende tekst, der går bag om det pågældende billede eller tekst, og der er desuden en kort biografi af hver kunstner og forfatter. Værket er i A4 format, hvor de mange farvebilleder kommer helt til deres ret. Man kan håbe, at der ad åre vil komme en engelsk udgave, som vil vise København fra sin bedste side, men der er ikke pt. en planlagt sådan udgave.

Bente Scavenius og Bo Tao Michaëlis: Bybilleder. Kunstnernes og forfatternes København. 360 sider. Stort format, indbundet. Strandberg Publishing  

******

Dengang millioner af bøger blev stjålet

Den svenske forfatter og journalist Anders Rydell har med Bogtyvene skrevet en formidabel bog om Jagten på de forsvundne biblioteker, som bogens undertitel hedder.

Det handler hovedsageligt om de mange bøger og biblioteker, som nazisterne stjal under Anden Verdenskrig, men det handler også om vanskelighederne med at få de mange bøger tilbage efter krigen, specielt fra Sovjetunionen. Hovedmændene for disse tyverier var SS-lederen Heinrich Himmler og nazi-ideologen Alfred Rosenberg, der ved at indsamle et kæmpe bibliotek om rigets fjender ville retfærdiggøre folkemordene på deres modstandere, jøder, romaer og frimurere. Det var ikke blot i Det Tredje Rige, at nazisterne gik på strandhugst, også i Paris, Amsterdam, Rom, Vilnius, Warszawa og Thessaloniki, blev hele biblioteker fragtet til Tyskland, og masser af jøders private biblioteker blev desuden stjålet.

Reichssicherheitshauptamt  (RSHA) var overordnet sikkerhedsenheder som Gestapo, Sicherheitsdienst og kriminalpolitiet, og det var gennem den organisation, at Alfred Rosenberg konfiskerede de mange bøger. Det begyndte med forretningsmanden Arthur Goldschmidts bogsamling på 40.000 bøger og 2.000 almanakker fra 16-1800-tallet, og som blev overført til Goethe und Schiller-arkivet i Weimar, efter at hans virksomhed, som fremstillede dyrefoder, var blevet konfiskeret af regimet. Her ville man betale 1 Reichmark pr. almanak, og Goldschmidt havde det held, at han nåede at flygte til Sydamerika i slutningen af 1930-erne, og han døde ludfattig i Bolivia. Efter krigen blev bøgerne overført til Anna Amalia-biblioteket, der stadig er i gang med registreringen. I 2006 betalte biblioteket familien 100.000 euro for samlingen, der er den hidtil dyreste erstatning fra et tysk bibliotek. RSHA’s bogdepot, hvor de mange bøger blev anbragt kidnappede jødiske forskere, der blev tvunget til at fortolke teksterne, der enten var skrevet på jiddisch eller hebræisk. Det var Rosenbergs mening, at bygge et stort bygningsværk Hohe Schule, når krigen var slut, for på den måde at forme den fremtidige lederelite i Det Tredje Rige, men det blev aldrig til noget. Tidligt i krigen konfiskerede RSHA også et bibliotek fra frimurerne i München, og da Frankfurts jøder fik deres bibliotek ranet, blev jøderne selv sat til at brænde de uerstattelige toraruller. Desuden blev 300.000 juridiske bøger fra 70 forskellige samlinger i Wien ført til Berlin.

Da Hitler besatte Holland, kom turen til det bibliotek på Amsterdams Universitet, som den polskfødte rabbiner Leeser Rosenthal  i 1800-tallet havde doneret sin samling af bl.a. 6.000 bind til. Det bibliotek havde fx fem hyldemeter med Marx Engels-arkivet bl.a. udkastet til Det Kommunistiske Manifest, men det nåede man heldigvis at sende i sikkerhed til Oxford i 1938. Imens var Alfred Rosenbergs nydannede organisation Einsatzstab Reichsleiter Rosenberg (ERR) blevet dannet, og denne ideologiske organisation, der kun stod til direkte regnskab over for Hitler, var en slags akademiske infanterister. Det var ikke kun bøger og biblioteker, der blev beslaglagt, også kunst og møbler blev sendt til Det Tredje Rige, fx til Hitlers Førermuseum eller til Hermann Görings private samling på Carinhall. Foruden omfattende musiklitteratur stjal nazisterne ikke mindre end 8.000 flygler alene i Frankrig. Naziforskeren Johannes Pohl arbejdede for Rosenbergs Institut med projektet Judenforschung ohne Juden. Og samtidig forsøgte Ernst Ludendorff, der som general under Første Verdenskrig at udbrede dolkestødslegenden, som gik ud på, at grunden til at Tyskland tabte den krig i 1918 var en sammensværgelse imellem socialdemokrater, socialister og frimurere som fremført i Zions vises protokoller. Da Paris blev indtaget, stjal ERR 723 større biblioteker, og ikke mindre end 1.700.000 bøger blev sendt østpå. Bl.a. befandt det berømte Turgenev Bibliotek sig i Paris, der hvor Lenin i sin tid havde arbejdet. Der var mange emigrantbiblioteker i Paris – også Bibliothéque Polonæse. De mange bøger blev sendt afsted i 780 transportkasser til Ostbückerei, der skulle virke som forskningsbibliotek for materiale om Østeuropa og bolsjevismen. Heldigvis nåede man at få reddet en Gutenbergbibel fra 1400-tallet i to bind på i alt 40 kilo, som via Bordeaux nåede til England. Sidst en Gutenbergbibel blev solgt var i 1970-erne, og den blev solgt for 250 millioner kroner. Idéen med Turgenev Biblioteket var, at det skulle være en gave til Stalin, da Det Tredje Rige og Sovjetunionen endnu på det tidspunkt var allierede, men det kom aldrig til at ske, men biblioteket faldt senere i hænderne på Den Røde Hær.

I Rom fik nazisterne fingre i Biblioteca della Comunitá Israelitica med mange sjældne bøger, men det blev sat i skyggen af sikkerhedspolitiet, der ville deportere Roms 12.000 jøder, hvis ikke de på seks timer indsamlede 50 kilo guld og afleverede det til SS-hovedkvarteret i Rom. Det lykkedes for jøderne at samle smykker og lignende, så man nåede op på de 50 kilo, men det hjalp ikke, fordi ordren om deportation var allerede udstedt. Pave Pius 12. udmærkede sig endnu en gang ved ikke at protestere, men heldigvis var det romerske politi ikke indstillet på at hjælpe med at arrestere de forfulgte jøder, og italienerne var flinke med at hjælpe at huse de eftersøgte jøder.

Et andet mørkt kapitel i bogen er den om Thessaloniki, der blev regnet som den største jødiske by i Verden. Her fandtes Europas største begravelsesplads på 35 hektar. Den havde fungeret lige fra 1400-tallet med sine lidt over en halv million grave. Den blev totalt ødelagt af nazisterne, og de mange gravsten blev brugt af grækerne som byggemateriale, mens de mange marmorplader blev anvendt som materiale til et nazistisk svømmebassin. 44.000 af Thessalonikis jøder blev deporteret til Auschwitz-Birkenau, men inden afrejsen blev de tvunget til at veksle deres drakmer til polske sloty, hvad de så skulle bruge dem til. Imidlertid var de polske penge falske, og de af jøderne som ikke omkom, blev en del af de eksperimenter, som Joseph Mengele udførte i lejren. Knap 2.000 jøder overlevede og vendte tilbage til Thessaloniki, hvor deres kulturarv var væk. Deres toraruller dukkede op, og pergamentet blev benyttet som skosåler. 

Efter krigen kom et næsten lige så mørkt kapitel omkring de stjålne bøger. Fx befandt flere millioner af de såkaldte trofæbøger sig i Moskva, en stor del gemt af vejen i en kirke, hvor de var mere eller mindre ødelagt af dueklatter og stod tilbage som en rådnende masse. Boris Jeltsin mente, at man skulle tilbagelevere så mange bøger som muligt af hensyn til landets ry, men Dumaen nedlagde veto, da en tilbagelevering ville være at spytte på de 27 millioner af sovjetborgere, der blev dræbt under krigen. Stadig 8-10.000 af bøgerne i Turgenev-biblioteket befinder sig på nuværende tidspunkt i Moskva, men 148 bøger fra Lenin-biblioteket er tilbageleveret til Prag. Holland og Belgien fik derimod deres arkiv-samlinger tilbage mod at betale 130.000 dollars i leje, fordi russerne havde opbevaret bøgerne i 50 år.

Sidst i bogen fortæller Anders Rydell om en enkelt bogs vej tilbage til et barnebarn af dem, som i sin tid fik deres bøger konfiskeret af nazisterne. Christine Ellse, der nu bor i Midtengland, fik en bog leveret tilbage af Rydell. Bedsteforældrene blev deporteret til Theresienstadt, mens Christine Ellses far sammen med 2.542 andre jøder blev sendt til Australien, og han døde i Bombay i 1994. At Rydell fandt frem til barnebarnet skyldtes et større detektivarbejde med udgangspunkt i bedstefarens exlibris, der var i bogen.

Bogtyvene er et must for alle, der interesserer sig for bøger og for historie, og den er spændende fortalt.

Anders Rydell. Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker. Illustreret med fotos. Oversat af Poul Henrik Westh. Informations Forlag

******

Kulturhistorie fra en svunden tid

Grevindens alderdomshjem er én af de allermest interessante artikler i Jørgen Larsens Gamle København, som er et nyt bind i hans Københavnerbøger – baseret på klummer, der har været bragt i Berlingske Tidende. Artiklen fortæller om hvordan det, der i dag huser Dannerstiftelsen i Gyldenløvesgade for voldsramte kvinder og deres børn, i sin tid blev bygget som ”Kong Frederik VII’s Stiftelse for ubemidlede og trængende fruentimmer af arbejderklassen”. Der var 52 friboliger, og ifølge fundatsen skulle man være mindst 40 år, og i fem år ikke have modtaget støtte fra det offentlige fattigvæsen. Som enearving efter Frederik VII var grevinde Danner nok den mest velhavende enkedronning i Danmarkshistorien, idet hendes formue beløb sig til næsten 10 millioner kroner, som hun testamenterede til dels alderdomshjemmet i København, dels til et børnehjem for ”hjælpeløse og forladte pigebørn, især af almuen” i Jægerspris.

Gamle København består desuden af 134 andre interessante artikler om fx Langeliniepavillonen, de frie kunstneres hus ved Østerbro Station og de rækkehuse på Godthåbsvej på Frederiksberg, hvor højhuset Aksel Møllers Have i dag ligger. Det hed oprindeligt De Classenske Boliger, var bygget i to etager, hvor de mindste boliger kun bestod af et enkelt værelse på 15 kvadratmeter, men til gengæld i 1938 kun kostede otte kroner om måneden. De var bygget efter koleraepidemien i 1853, og de sidste tre rækkehuse blev først revet ned i 1958.

Jørgen Larsen: Gamle København. Nye historier og fotos fra en svunden tid. Gennemillustreret 280 sider. Gyldendal

*****

Nostalgisk biltur rundt i Danmark

Flemming Søeborgs Dengang vi fik bil er et pragtfuldt billedværk om dengang, hvor bilen blev hver mands eje – nemlig i tiden lige efter Anden Verdenskrig. I begyndelsen af 1940 var der så stor mangel på olie og benzin, at motorejerne stod i kø for at afmelde deres køretøjer indtil videre for på den måde at spare vægtafgiften. På ét af bogens billeder står københavnere i en lang kø foran Politigården med deres afmonterede nummerplader. Da krigen så var slut, var det ikke ligetil at få en ny bil. Der var valutarestriktioner, og det krævede indkøbstilladelse at få lov til at anskaffe et nyt køretøj. Men snart eksploderede antallet af nye biler og i tiåret fra 1950 til 1960 steg antallet af nye biler fra 169.000 til 504.000, og siden er antallet steget så meget, at der i dag er omkring 2,3 mio motorkøretøjer i Danmark. Dengang vi fik bil er en kæmpe kavalkade af flotte billeder af alverdens biler fra dengang og frem. Der er billeder fra campingpladser, hvor bilisterne valfartede til, og en del fotografier viser familierne i vejkanten med campingbord, termokande med kaffe og madpakke, så alt i alt er der tale om en pragtfuld tur på Memory Boulevard med Folkevogne, Opel Rekord’er og Ford Taunus’er og Flemming Søeborg, der tidligere er forfatteren bag bøger om tog og sporvogne, har fået god hjælp fra forskellige skribenter, der har stillet deres billedmateriale til rådighed.

Flemming Søeborg: Dengang vi fik bil.  Minder fra bilens guldalder. Gennemillustreret i farver og sort/hvid. 234 sider. Gyldendal

Medrivende guide til hovedstadens stille oaser

Den altid veloplagte journalist Peter Olesen, der har gjort det til en livsopgave at få almindelige danskere til at opdage vores lands mange herligheder, har begået en ny bog Stille København, hvor han tager læseren med til de åndehuller i hovedstaden, hvor man får lidt fred og ro fra storbyens larm. I den flot gennemillustrerede bog er der bl.a. kapitler om Grønnegården,  gårdrummet Sankt Petri Passage, Rådhushaven, Glyptotekshaven, Bibliotekshaven, Heerup Haven bag Energistyrelsen på hjørnet af Amaliegade og Toldbodgade, hele området ved Toldboden og Kastellet, Østre Anlæg, Botanisk Have og Kongens Have og på Vesterbro Saxoparken og Otto Krabbes Plads for enden af Westend og ikke at forglemme en af byens smukkeste kvarterer Den gule By også kaldet Kineserbyen, der ligger skjult mellem jernbanens mange spor på Otto Bussesvej, hvor 30 små rækkehuse nu er udbudt til salg efter i næsten 100 år at have været beboet af DSM-funktionærer. Foruden Nørrebro med bl.a. Assistens Kirkegård og Østerbro med Classens Have og Charlottehaven er der også små afstikkere til Valby og Frederiksberg. Peter Olesen, der tidligere i samme håndbogsserie har skrevet om Valby og Frederiksberg, er en medrivende guide og formidler, som får os københavnere til at se hjørner af byen, vi måske tidligere overså.

Peter Olesen: Stille København. Gennemillustreret i farver af fotografen Kurt Rodahl Hoppe. 184 sider. Frydenlund

******

Et must for alle elskere af cykelløb

Årets nok tungeste bog, den 6,3 kilo tunge bog Tour de France i kæmpe format af Joakim Jakobsen er alt andet end tung litteratur. På de 784 sider får man en gennemgang af hele dette legendariske cykelløbs historie fra begyndelsen i 1903 og frem til sidste års løb – illustreret med en række fremragende fotografier. Manden, der fandt på idéen, Henri Desprange, havde selv som cykelrytter i 1893 sat timerekord ved at køre 35 kilometer på en tricykel, og han var i 1903 redaktør af L’Auto, der var et tidsskrift i konkurrence med Le Vélo, to blade, der beskæftigede sig med den helt nye cykelsport. Den første udgave af løbet havde 60 deltagere, hvoraf 21 fuldførte de 2.428 km. Med en gennemsnitsfart af 25,6 km. I timen. De tre første år vandt franskmanden Maurice Garin samlet, ligesom han vandt ikke mindre end 12 etaper i løbet af de tre år, men et muskelbundt ved navn Hippolyte Aucouturier, gjorde sig allerede bemærket i 1904, da han blev diskvalificeret efter at have ladet sig trække efter en bil. I 1905 fik Tour de France sin første bjergkonge, René Pottier, der i Alsace kørte de 11 km. op til en bjergtop på 1.178 meter med 19,5 km. i timen, mens de fleste af de øvrige ryttere måtte trække deres cykler op, og Pottier måtte efter etapen udgå med seneskedehindebetændelse efter at have hevet så voldsomt i styret. På nedkørslen blev Pottier overhalet af den muskuløse Aucouturier, der i avisen blev beskrevet som en flæskeside i frit fald. René Pottier hængte sig i 1907, da han fandt ud af, at hans kone havde hygget sig med en elsker, mens han havde kæmpet sig rundt i Frankrig, og året efter rejstes der en mindesten for ham på Ballon d’Alsace. I 1906 havde Desprange indført et nyt system, hvor der ikke blev kørt på tid, men hvor der blevet givet points efter hver etape, et system, der først blev afskaffet i 1913, I det hele taget var de første år præget af vold og sabotage. Bl.a. blev der strøet 125 kilo søm ud over vejen i et af de første løb, så mange af rytterne havde brugt alle deres lappegrejer og måtte udgå. I 1907 blev det tilladt at køre med frihjulsnav, en foranstaltning, som løbsdirektøren kaldte ”en lusket foranstaltning for slapsvanse. Det var jo meningen, de skulle køre Frankrig rundt og ikke sidde og hvile sig.” Der var heller ikke ordentlige bremser, de fleste bremsede ved at sætte foden på forhjulet. I 1908, hvor Lucien Petit-Breton blev den første dobbelte tour-vinder, optrådte han samtidigt i annoncer for opkvikkende kokain-eliksir. I 1909 blev Francois Faber fra Luxemburg den første udlænding, der vandt turen med seks etapesejre på de i alt 4.488 km., der blev kørt i et frygteligt uvejr. Året efter blev bjergene Aubisque og Aspin samt Tourmallet indlemmet i Tour de France. Der var færre til start, da mange frygtede bjergskred, sammenstyrtede broer, laviner og ikke mindst at blive ædt af bjørne. Vinderen fra året før, Faber gjorde sig bemærket ved at køre de sidste 50 km. op ad Aubisque med kun én pedal og et halvt styr. Løbet det år fik sit første dødsfald, da en rytter druknede på hviledagen efter 6. etape, og vinderen af klassementet Octave Lapize blev skudt et par år senere under 1. Verdenskrig. I 1911 bliver en rytter forgivet gennem en drik leveret af løbets største dope-pusher Francois Lafourcadé, som udelukkes på livstid, men affæren bliver glemt, da han i 1917 falder som krigshelt på Vestfronten. I de følgende år opstår der deciderede fabrikshold, som er udstillingsvindue for de forskellige cykelmærker, og løbet i 1912 får sin første belgiske vinder. Også de næste par år bliver det en belgier, Philippe Thys, der vinder, og i første løb efter 1. Verdenskrig, 1919, hvor den gule førertrøje indføres, vinder en anden belgier, mens Thys vinder for tredje gang året efter. Samme år i 1920 var det franske håb ude for en sær vanskæbne, da han på en næsten 500 km. lang etape kørte ind i et æsel, der efterfølgende med ham på ryggen galopperede imod kørselsretningen, og som om ikke det var nok, fik han på næste etape en stor sten i hovedet.  Allerede i 1913 var der for første gang en dansker med, dog uden at fuldføre, og i 1921 oplever man for første gang en ledsagerbil med udenlandsk presse. Sådan fortsætter anekdoterne om løbene de enkelte år, og efterhånden når man frem til en tid, som de fleste læsere kan huske, årene med store bedrifter, som i flere tilfælde senere blegnede, når det kom frem, hvad de forskellige ryttere havde dopet sig med, og hvordan flere vindere bl.a. vores egen Bjarne Riis er blevet slettet fra listen over vinderne i løbets nu over 100-årige historie.  Det er en svært underholdende bog, som alle elskere af Tour de France vil kunne fornøje sig med, mens man venter på næste års udgave.

Joakim Jakobsen: Tour de France. Verdens hårdeste cykelløb. Gennemillustreret. 784 sider. Lindhardt og Ringhof

København på kryds og tværs

 

Selvom Jesper Asmussens store flotte bog København rundt bærer undertitlen Byvandringer, er der tale om mere end en samling forslag til, hvordan man oplever hovedstaden. Bogen er i stort A4-format suppleret med masser af fine farvefotografier, og slev for den, der i forvejen er godt inde i byens historie, er der meget nyt at hente. De første mange sider handler om Indre By, og her får man mange sidehistorier om fx Niels Heidenreich, der i 1802 stjal guldhornene, om Pjaltenborgs brand, om hvorfor det hedder Majonæsekvarteret (fordi de af havets dyr gadens navne har, alle smager godt med majonæse til). Og hvordan udtrykket ”Fanden er løs i Laksegade” blev til. Læseren er også med til Christian 4.s overdådige kroning i 1595 (da han endelig var blevet myndig som 19-årig), en fest der varede i ti dage. Samme konge lagde navn til Christianshavn, der får sit eget store kapitel, fulgt op af et kapitel om Amager, hvor der fx fortælles om udtrykket: ”Som sild i en tønde”, der henviser til, at der i 1300-tallet var så mange fisk i Øresund, at der årligt blev ført 300.000 tønder saltet sild ud af landet, et eventyr, der sluttede i 1500-tallet, da sildens vandring ændrede sig. I kapitlet om Vesterbro får man foruden Tivolis historie en masse at vide om Halmtorvet, Den Hvide Kødby og Den Brune Kødby, om Istedgade, der aldrig overgiver sig og ud til Carlsberg. Dernæst er det Frederiksbergs tur, hvor både Bakkehusets og Frederiksberg Slots historie fortælles med kongelig sejlads på havens kanaler – sluttende med den triste historie om Den Franske Skoles endeligt. Efter en tur på Østerbro, bevæger bogen sig igen ind i selve København med Nyhavn, Kongens Nytorv, Det Kongelige Teater og Hotel d’Angleterre, og det hele ender ude ved Rosenborg Slot, hvor læseren får hele historien om Kronjuvelerne. København rundt slutter med en del bykort og et fyldigt register samt en flot gengivelse af Franz Sedivy’s panoramakort over Storkøbenhavn i fugleperspektiv, der stammer fra 1909. København rundt er en fornem udgivelse, der burde oversættes til flere af hovedsprogene, så den også kan bruges af de mange turister, der hvert år gæster hovedstaden.

Jesper Asmussen: København rundt. Byvandringer. Gennemillustreret i farver.  259 sider. Lindhardt og Ringhof

En spændstig 80-årig

 

I anledning af Cirkusrevyens 80 års fødselsdag har Søren Anker Madsen og Ole Sønnichsen skrevet et flot billedværk i stort format med titlen Cirkusrevyen.

Efter et forord, hvor historien kort ridses op, følger kapitler om hver sæson fra 1935 og frem – med oplysninger om medvirkende og hvem, der instruerede – ledsaget af flotte fotografier samt en kort tekst fra årets største hit. Samtidig er der morsomme anekdoter, som fx hvordan garderobeforholdene var så primitive i begyndelsen, at Liva Weel, hver gang hun skulle tisse, måtte ud at finde et sted i skoven. Man møder de medvirkende, som stod for de største klassikere gennem tiden, og når en skuespiller som Ib Schønberg, der var med for første gang i 1944, får man at vide, at han allerede året efter meldte fra, da han havde etableret Cirkus Ib i Fælledparken, hvor han havde engageret den franske verdenssensation Jacques Tati. Det forhindrede dog ikke, at samme Schønberg et par år efter vendte tilbage og senere døbte Cirkusrevyen om til Cirkus Ib. Her havde han foruden at instruere, store succeser som ”Det var mig og Meloni og Lazarus”, som han i 1950 gav sammen med Liva Weel. I 1954 havde han et af sine mest berømte numre, ”Mariehønen”, men allerede her var han begyndt at skrante, og året efter måtte han allerede under prøverne afløses som instruktør af Stig Lommer, og kort efter døde Ib Schønberg kun 52 år gammel. Derefter kom de mange år med Den Gyldenblonde (Poul Sabroe) som direktør og instruktør. Ind imellem disse kapitler får man en ”gennemgang af årets gang i Cirkusrevyen” med udvælgelse af numre, der er indsendt af forfattere, og som lægges i ja- og nejbunker, prøver, kostumer og pressehåndtering. Der gøres selvfølgelig meget ud af de helt store klassikere, og her er det pudsigt at få at vide, hvordan nogle af de største, faktisk lå på lager i årevis, før de blev fundet frem igen. Det gælder både ”Solitudevej”, der blev Elga Olgas glansnummer, og ”Hvem har du kysset i din gadedør”, der blev en evergreen. Der er en hel del numre, som mange sikkert har glemt, stammer fra Cirkusrevyen fx ”Det må jeg ikke for mo-ar”, som Arthur Jensen havde stor succes med i 1953. Langsomt får man arbejdet sig helt frem til 2015, og når man ser tilbage på den række af stjerner, der har optrådt på Bakken, falder navne som Victor Borge, Osvald Helmuth, Helle Virkner, Preben Kaas og Jørgen Ryg, Dirch Passer, Grethe Sønck og Volmer Sørensen i øjnene sammen med alle de nyere navne som Claus Ryskjær, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Ditte Hansen, Andreas Bo og Niels Olsen. Ser man på Cirkusrevyen i dag, er det imponerende, at man stadig hvert år får nye indslag af veteranerne, Ulf Pilgaard, som både kan lave Hendes Kongelige Røghed Dronning Margrethe, men også hendes gemal, og imponerende er det desuden de seneste par år at se en smuk kvinde som den anden veteran, Lisbet Dahl, forvandlet til en lille plump grimrian, der til forveksling ligner vores nuværende statsminister. Det er en prægtig tur på Memory Lane, hvor man ved hjælp af teksterne og en række fremragende fotografier oplever eller genoplever store humoristiske højdepunkter i Dansk revyhistorie.

Søren Anker Madsen og Ole Sønnichsen: Cirkusrevyen. 222 sider. Stort format. Lindhardt og Ringhof

 

Gadens blikfang

 

Det er noget af et pragtværk John Juhler Hansen har begået med Gadens blikfang, der ved hjælp af hundredvis af billeder fortæller om danske emaljeskilte gennem 100 år – og om dansk kommerciel udendørsreklame i det 20. århundrede. Der er tale om en nyrevideret udgave af bogen af samme navn, der blev udgivet af Forlaget Jelling for nogle år siden. Forfatteren til bogen er projektleder ved Industrimuseet i Horsens, hvor han første gang i 1984 udstillede sin samling af emaljeskilte, og fra 2004 har han været museets registrator. Det hele begyndte i 1977, da han i et sommerjob som skraldemand fandt et emaljeskilt for Gamle Carlsberg lagerøl i en baggård. Han fik af husets ejer lov til at købe skiltet for 20 kroner, og så gik det ellers hurtigt. Hver gang Juhler Hansen kom forbi et sted, hvor der var emaljeskilte, forhandlede han sig frem til fornuftige priser, der dengang var 20-50 kroner og i enkelte tilfælde helt op til 100 kroner. I dag opnår gamle emaljeskilte nemt hammerslag på auktioner på 20.000 - 45.000 kroner. I bogen fortælles historien om de mange skilte, hvor forfatteren i 2002 havde kendskab til 1.380 forskellige emaljeskilte, hvoraf de 800 var i hans samling. På de mange farvegengivelser vises skilte for så forskellige ting som forsikringsselskaber, dampskibsselskaber, apoteker og naturligvis varer, hvor de fleste ikke kan fås mere. Der er herlige slogans på mange, fx skiltene for kaffetilsætning: ”Der er Richs, der drik’s” og det konkurrerende mærke: ”Det er Danmark’s der duer.” Der er skønne reklamer for margarine, cigaretter, øl, flødeis og flotte skilte i flere farver for Kawo korsetter og buste-holdere, men der er også emaljeskilte med almene budskaber som fx Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelses ”Spyt ikke paa Fortovet” eller afholdsbevægelsens budskab: ”Bliv Afholdsmand. Tiden kræver en handlekraftig Slægt”. Man bliver helt nostalgisk af at bladre i denne skønne bog, som er i stort A4-format – og udelukkende er blevet til ved hjælp af generøse fondsmidler.

John Juhler Hansen: Gadens blikfang. Danske emaljeskilte gennem 100 år. 264 sider.  Forlaget Permild & Rosengreen

 

Spændende som kriminalromaner

 Når man læser en god krimi, skal den forbrydelse, som den handler om helst opklares til sidst, men sådan er det jo ofte ikke i det virkelige liv.

Derfor kan der til tider være idé i at læse om kriminalsager fra det virkelige liv, og her er det jo desværre ikke altid, at sagerne bliver opklaret til sidst. Der er skrevet mange bøger om autentiske kriminalsager, og i de fleste af disse bøger får man også en løsning på de enkelte gåder. Derfor er det helt forfriskende at læse historikeren Frederik Strands Uopklaret, der handler om kriminalhistoriens største uopklarede sager. Bogen, der har forord af den garvede politiinspektør Bent Isager-Nielsen, går kronologisk frem ved at begynde med mordet på kong Erik Klipping, der blev myrdet i Finderup Lade Skt. Cecilie Nat 1286 og fortsætte med mordet på Christian den Andens elskerinde Dyveke i 1517. På den tid var det ikke ualmindeligt, at konger og adelige blev myrdet, men i begyndelsen af 1800-tallet, hvor landbefolkningen rykkede ind i byerne, var en del af dem, der blev myrdet, ganske almindelige borgere. Derfor var det nødvendigt, at der kom uniformeret politi på gaderne, men samtidig fik politiet også de civile opdagerkorps, som skulle opklare de mange forbrydelser, som de nye tider førte med sig. I London sørgede seriemorderen Jack the Ripper for, at opdagerne kom på overarbejde, men desværre lykkedes det ikke for politiet at finde frem til, hvam der myrdede de mange prostituerede i bydelen Whitechapel, og her står man nok stadig med én af kriminalhistoriens største uopklarede gåder. I Uopklaret koncentrerer Frederik Strand sig om uopklarede sager i Danmark, og den nok mest spektakulære sag er givetvis dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948, en sag, der udløste mange mere eller mindre fantasifulde konspirationsteorier, men som aldrig er blevet opklaret. Inden da var der en del forbrydelser, der fandt sted under Besættelsen, hvor nok mordet på Jane Horney har været mest omtalt, men også i kølvandet på krigen var det en del uopklarede sager, bl.a. omkring de såkaldte Varulve. Derefter følger kapitler om forsikringssvindel, hvor den nok alvorligste, mordbranden på Scandinavian Star her for nyligt er blevet overhalet af nye belastende oplysninger, der gør bogens kapitel lidt forældet. Der er kapitler om forbrydelser mod børn, og det hele slutter med de såkaldte Cold Cases, hvor en gammel uopklaret sag via nye oplysninger ender med at blive opklaret. Et eksempel her er sagen om Amagermanden, der blev afsløret som seriemorder på grund af gamle dna-spor. Èn af de mest mystiske sager, der aldrig blev opklaret, er mordet på den smukke Marie Lock-Hansen i Højbjerg ved Aarhus, som også udløste talrige konspirationsteorier. Og så skal man naturligvis ikke glemme hypnosemordet på Nørrebro, hvor man nok aldrig fik den fulde sandhed at vide.

Uopklaret er spændende som en række kriminalromaner, og den kan varmt anbefales.

 Frederik Strand: Uopklaret. Danmarkshistoriens største uopklarede kriminalsager. Gennemillustreret med fotodrafier. 565 sider. Lindhardt og Ringhof

Nostalgisk rejse på skinner

 

Flemming Søeborg har kaldt sin flotte bog om sporvogne for Der kommer altid en sporvogn – med kærlig tak til den gamle vise, som Dirch Passer og Ove Sprogøe sang i filmen ”Ved Kongelunden” i 1953 – ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til”.

Bogen, der er meget mere end en coffeetablebook, fortæller sporvognenes historie fra den første hestesporvogn i 1863 kørte mellem Frederiksberg Runddel og Trommesalen på Vesterbro i København. Næsten hele værket på over 300 sider handler om De Kjøbenhavnske Sporveje, der i 1898 blev sluttet sammen af otte små sporvejsselskaber og siden blev til Københavns Sporveje med egen københavnske sporvejsborgmester, indtil den sidste sporvogn i 1972 kørte i remise, og en æra var slut. Dog handler de sidste 20 sider om sporvognene i hhv Odense og Aarhus, der kørte indtil hhv. 1952 og 1971. 

Sporvognelinjerne i København, der i slutningen af 1800-tallet blev suppleret med over en snes linjer med hesteomnibusser, blev efter århundredeskiftet langsomt elektrificeret, og i sommeren 1917 blev der endeligt sagt farvel til hestedrift ved sporvejene. Dog bevarede man en enkelt hesteomnibus til museumsformål, og den fik man brug for i 1945, da stort set alle motorkøretøjer var klodset op som følge af Besættelsen. Da sporvognene i begyndelsen ikke havde faste stoppesteder, men standsede på anfordring, var det en stor belastning for hestene at trække en vogn på omkring fire tons i gang, og hastigheden var meget begrænset, når en hest dagligt skulle trække en vogn omkring 20 kilometer. Fra 1897 forsøgte man sig med akkumulatorsporvogne, populært kaldt syrevogne på grund af lugten, der fik folk til at dåne på stribe, så det blev ikke en succes, men allerede i 1903 var man stort set færdig med elektrificeringen af otte linjer, og der blev sågar anlagt elektriske strækninger til Klampenborg og Ordrup. Resten af bogen fortæller historien om de mange sporvognlinjer, der efterhånden kørte over hele Storkøbenhavn, og der er utallige billeder, der illustrerer forskellige tidsperioder, som fx billedet fra Stormgadekrydset, der er fra 1920-erne, hvor ikke mindre end syv linjer krydsede hinanden, så en færdselsbetjent var sat til at regulere færdslen, hvor reglen var, at den linje med det laveste nummer havde forkørselsret. Det var populært at køre i skoven og til stranden, hvilket et billede af en badescene ved Amagerbro illustrerer. Det var det nok alt andet end rene vand ved Ravelinen i Christianshavns Voldsystem, som de mange børn og voksne bader i. Et billede fra omkring 1930 viser, hvor meget trafik, der også dengang var på Rådhuspladsen, hvor man foruden busser og sporvogne ser datidens ventesal, kaldet Stavkirken samt flere hyrevogne. Senere er der et billede fra slutningen af 1950-erne af Rådhuspladsen. Nogle år før var billetprisen for en ”ligeud” steget til 30 øre, mens en ”omstigning” nu kostede 35 øre.

Til specielle lejligheder havde man særlinjer som fx Linje Buh, der kørte passagerer ud til dyrskuet på Bellahøj. Den 9. april 1940 mødte linje 10 en hel særlig forhindring, da tyske soldater havde besat Danmark.. På et andet billede fra Besættelsen har Wehrmacht-officerer ”besat” en linje 18, og som man kan se, gik selv ”herrefolket” ikke med hovedbeklædning inden døre. Et legendarisk billede fra befrielsesdagen 4. maj 1945 af linje 9 besat af glade københavnere er også med. Noget, der var til stor irritation, var de såkaldte stangafspring, når stangen hoppede af køreledningen, og konduktøren måtte ud for at få stangen på plads igen, så kørslen kunne genoptages. Alt var naturligvis ikke kun fryd og gammen, og i et kapitel viser et par billeder nogle af de mest spektakulære uheld, som sporvognene var involveret i, bl.a. da linje 10 i 1958 blev afsporet ved Carlsberg-viadukten og styrtede ned på skinnerne kort før at eksprestog fra Korsør nærmede sig. Kun fordi snarrådige DSB-folk fik standset toget ved at løbe det i møde, undgik man en katastrofe, og der var kun ganske få lettere tilskadekomne.. Et andet billede viser en sporvogn, der er kollideret med en ølvogn, hvilket resulterede i et større oprydningsarbejde.

Det interessante ved bogen er også, at forfatteren har fået forskellige sporvognsentusiaster til at skrive om deres oplevelser med sporvogne, som fx én, der illustrerer, hvordan børn elskede det rat, som sad i bivognen, så man kunne lege, at man selv styrede vognen.  Her er et billede, hvor en far har fotograferet sine to døtre ved rattet i en linje 5. Som et underligt paradoks købte Københavns Sporveje de nye ledsporvogne, kaldet Frk. Düsseldorf så sent som i 1960 – altså få år før man helt afskaffede sporvognene.  Fx ser man sådan én både ud- og indvendigt. Desværre skete der en ulykke, da en dreng, som ville kigge ind mellem vogndelene blev kvalt og omkom, men derefter blev der opsat afskærmning mellem leddene.  Der var mange øgenavne til de forskellige linjer, fx linje 5, der blev kaldt Menneskeæderen, fordi den altid var fyldt med folk fra Nørrebro, der skulle til eller fra Indre by, eller linje 14, der på grund af de franske farver i skiltet blev kaldt Marianne, og så var der naturligvis linje 11, der i folkemunde hed undulaten – også på grund af farverne på skiltet grøn og blå med hvide tal Derimod skulle man helt frem til 1915 før linje 13 kom til, da skiftende sporvognsdirektører havde udeladt linjenummeret af gammel overtro. Ikke alt er sporvogne, der er også noget med om trolleybusserne, som NESA stod for, og som specielt kørte i Gentofte Kommune. Dem skriver forfatterens kone om, for hun kørte både med sporvogne og trolleybusser, når hun skulle i skole og i svømmehallen eller en tur i Danmarks Akvarium.

De sidste kapitler i bogen er helliget sporvejenes infrastruktur med arbejdskøretøjer, sneplove, remiser og værksteder, og et billede, der viser hvor vanskeligt det var at anlægge og vedligeholde spornettet, er fra 1931 og viser Axeltorv med Tivoli i baggrunden. Der er billeder af personale, køreplaner og billetter, et kapitel om reklame og marketing, og til slut om hvordan sporvognene endte deres dage ved enten at blive sejlet til Alexandria i Egypten, hvor 99 relativt nye ledvogne var blevet solgt for 220.000 kroner stykket, mens andre ældre sporvogne endte på legepladser, som sommerhuse eller iskiosker, mens en hel del heldigvis er på Skjoldenæsholm på Midtsjælland, hvor Sporvejshistorisk Selskab i dag råder over 100 sporvogne og busser, ikke kun fra København, Odense og Aarhus, men også fra en mængde europæiske sporvejsbyer. Og så er der et kapitel om københavnerviddet, som også omfatter en del sjove anekdoter og viser med forbindelse til de københavnske sporvogne.  

Når man er igennem denne pragtfulde rejse gennem en tid, der ikke er der mere, kan man glæde sig over, at der vist er planer om en slags genindførelse af sporvogne både i København, Odense og Aarhus i form af letbaner, men det bliver nok ikke før end i 2020.

Flemming Søeborg: Der kommer altid en sporvogn. Gennemillustreret i farve og sort/hvid. Stort format. 312 sider. Gyldendal