Øl er godt – også i bogform

Til trods for at der stadig er lang tid til jul, kan man jo godt begynde at forberede sig på højtiden, og det kan man fx gøre ved at læse Julens øl, som er skrevet af oldermanden for Danske Ølpublicisters Laug, Carsten Berthelsen. Denne udgave af værket er tredje version, og allerede i forordet præciserer Berthelsen forskellen på juleøl og julebryg. Juleøl er den svagere udgave, og med al respekt for nisseøl og det søde hvidtøl omhandler denne bog (næsten) kun de alkoholstærke sorter. Her kommer forfatteren også ind på den ændring, som er sket i vores drikkevaner. Tidligere drak man pilsnerøl eller stærkere undergærede sorter året rundt, kun afbrudt af påskebryg og visse steder pinsebryg og så lidt julebryg, når året gik på hæld. I dag drikker vi både undergærede og de ofte stærkere overgærede øl hele året. Foruden at fortælle om juleøllets historie, bliver man indviet i hvor, og hvordan det bliver brygget. Og så er der tips om hvilken slags julemad, de forskellige typer egner sig til, hvis ikke, som Berthelsen skriver, de egner sig bedre til en stille stund i lænestolen. Man bliver heller ikke snydt for en række gode opskrifter på dejlig julemad med øl og til øl. Da det jo for øl-entusiaster også en slags lærebog til øllets forunderlige verden, slutter bogen med et ølleksikon, hvor man får forklaret alle de fagudtryk, der dukker op undervejs. Specielt er der oplysninger om de belgisk-inspirerede ales, dubbel, tripel og quadrupel, og her skal det nævnes, at Carsten Berthelsen i 2015 blev udråbt til Kroneridder af kong Philippe af Belgien for sin indsats for belgisk øl og kultur. Naturligvis indeholder Julens øl også en julekalender, som bygger på Natholdets julekalender 2017, hvor man når hele vejen rundt i øllets underfulde verden fra det søde til det syrlige, fra det røgede til det bitre, fra det meget alkoholstærke til det relativt svage, fra vintage til lagerfadet, fra lyst til mørkt, fra tøndemodnet til frisktappet. Denne fine, velskrevne og til tider vittige udgivelse er gennemillustreret med farvebilleder, og den er en glimrende forberedelse til en festlig decembermåned.

Carsten Berthelsen: Julens øl. 160 sider. Gads Forlag

******

Nyt bind i De Danske Ministerier 1972-1993 2. del

I sin spændende historiske bog om de danske ministerier Poul Schlüters tid 1982-1993 kan man bl.a. læse om manden, hvis regering alle kun spåede en kort levetid. For Schlüter kom kun til magten som en kompromiskandidat efter den dybe splittelse i Det Konservative Folkeparti i begyndelsen af 1970-erne, hvor de to elefanter Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen var i gang med at søndertrampe deres parti. Ikke desto mindre blev Poul Schlüter den længst siddende statsminister siden Thorvald Stauning, indtil han kastede håndklædet i ringen i kølvandet på Tamilsagen. I 1986 lavede Schlüter sin første store regeringsrokade efter fire år ved magten. I et interessant kapitel får man reaktionerne fra de afskedigede ministre, hvor specielt den trofaste industriminister Ib Stetter havde svært ved at acceptere sin fyring, specielt fordi han havde været med til at bringe Schlüter til magten, og fyringen af arbejdsminister Grethe Fenger Møller, som ikke var uventet, gjorde hendes gode ven og protektor i partiet Ninn-Hansen rasende, fordi han ikke var taget med på råd, og fordi Schlüter i stedet havde rådført sig med Ninns uven i den konservative gruppe Palle Simonsen. I et senere kapitel om netop Tamilsagen genopfrisker bogens forfatter Niels Wium Olesen den farceagtige afhøring af Ninn-Hansens nære allierede Viggo Fischer, der var indkaldt som medlem af Retsudvalget, og som varierede de sproglige varianter af ”det husker jeg ikke” og ”det erindrer jeg ikke” så meget, at en gruppe af de unge journalister påstod, at han havde sagt det 107 gange. Fischers troværdighed lå i ruiner, og han trak sig kort tid efter som politisk ordfører for de konservative. Efter 102 retsmøder kom den syv bind store beretning på mere end 5.000 sider den 14. januar 1993, der mundede ud i det pressemøde, hvor Schlüter meddelte, at han havde besluttet at træde tilbage, og den 25. januar udnævntes Poul Nyrup Rasmussen til statsminister for en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, uden at det kom til et folketingsvalg. Det blev indledningen på ni års socialdemokratisk ledede regeringer under Poul Nyrup Rasmussen. Resten er historie – også af Rigsretten idømte Ninn-Hansen en betinget fængselsstraf. Værket slutter lister over de fire ministerier Poul Schlüter, valgresultater 1984-1990, med en omfattende række kilder og et personregister. Der er forord af Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Niels Wium Olesen: Poul Schlüters tid 1982-1993. Illustreret med fotos. 674 sider. Gads Forlag  

*****

Fin dokumentarisk roman om Danmark under besættelsen

Lille land hva´ nu? Er en dokumentarisk roman, der udspiller sig under Besættelsen fra november 1940 og frem til 29. august 1943. Forfatteren og journalisten Paul Smith (ikke at forveksle med den Poul Smidt, der bl.a. skrev bogen om Viggo Kampmann) fortæller spændende om denne periode på baggrund af en litteraturliste på små hundrede bøger om Anden Verdenskrig. I over hundrede kapitler følger man de mere eller mindre dramatiske begivenheder i ind- og udland med hovedvægten lagt på, hvad der skete herhjemme i de tre år, indtil Værnemagten mistede tålmodigheden med danskerne, og hvor Regeringen Scavenius indgav sin afskedsbegæring og var ”hvilende” indtil den 5. maj 1945. De bøger, Smith har hentet det meste af sit materiale fra, er Politiken-journalisten Vilhelm Bergstrøms enorme to-bindsværk ”En Borger i Danmark under Krigen” og også John T. Lauridsen & Joachim Lunds næsten lige så store udgivelse af arbejdsminister Gunnar Larsens dagbøger. Formålet med Lille land hva´ nu? er at skildre dagligdagen i den tid, mange kaldte for samarbejdspolitikens år, og man møder en række kulturpersonligheder i mere eller mindre heldige roller. Fx møder man allerede i 1941 sportsjournalisterne Magnus Simonsen og Gunnar Nu Hansen, der refererer så ukritisk fra sportsstævner i Tyskland, at den tyske gesandt i Danmark Cecil von Renthe-Fink mener, at de burde have en erkendtlighed for deres reportager. Også i januar 1941 bager Renthe-Fink, der nu har fået titlen som Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark, en rævekage sammen med Erik Scavenius, der har overtaget udenrigsministerposten efter P. Munch, om at Scavenius skal være statsminister, og at Stauning skulle ud af regeringen, men fagforeningerne truer med generalstrejke, hvis Stauning bliver presset ud. Sidste gang Stauning og Socialdemokratiet havde trukket kortet med generalstrejke var under Påskekrisen i 1920, og på den måde bevarer Stauning posten som Statsminister indtil han dør i 1942. Romanen viser gang på gang den form for censur, som besættelsesmagten lægger på danskerne, og fx er det begrænset, hvad Bergstrøm må skrive i Politiken, hvor Scavenius havde stor indflydelse på bladets bestyrelse. Og da redaktøren på den lille københavnske forstadsavis Aalholm Avis skriver en hyldestartikel i anledning af den norske Kong Haakons 70-års fødselsdag, bliver det bemærket af kongens sølvkammerbetjent, der er medlem af DNSAP, som videregiver oplysningerne til tyskerne, der undrer sig over, at artiklen er sluppet igennem censuren. Da Stauning dør, og Vilhelm Buhl bliver ny statsminister, er Scavenius i Berlin for at underskrive Antikominternpagten, og her diskuteres bl.a. jødespørgsmålet, hvor Scavenius får en mild form for jødelovgivning igennem, nemlig afskedigelse af jødiske embedsmænd i høje stillinger. Også kommunisterne bliver diskuteret, da tyskerne ikke mener, at razziaerne var tilstrækkeligt effektive. Også på dette tidspunkt i 1942 diskuterer man en regeringsomdannelse. Da Renthe-Fink bliver afløst af Werner Best, afholdes der et afskedsparty for diplomatfruen Agnes von Renthe-Fink, hvor den meget åbenmundede frue dels fortæller om, hvordan hun og hendes mand fik en stor lejlighed i Berlin, ved at en jødefamilie blev sat ud til fordel for dem. Hun fortæller også, hvordan hendes mand ved at forklare Hitler om hvilken indsats Danmark ydede rent produktionsmæssigt inden for både landbrug og industri, fik Hitler bort fra tanken om at gøre Danmark til et rigskommissariat.

Dette er blot nogle få af de mange begivenheder, som Paul Smith har med i sin roman, og selv de, der har læst meget af den litteratur, der findes om besættelsestiden, vil med stort udbytte kunne stifte bekendtskab denne særdeles velskrevne, underholdende og til tider satiriske roman.

Paul Smith: Lille land hva´nu? 391 sider. Hovedland   

****

Danmarkshistorien på vrangen

Årets bog i forbindelse med Golden Days er Poul Duedahls Velkommen på bagsiden, der udgives sammen med Gads Forlag. Det er en forunderlig bog om de menneskelige vildfarelsers historie – om originaler, der for det meste blev gemt væk, så de ikke greb ind i den almindelige samfundsorden, men det er også en bog om sære eksperimenter, der mislykkedes. Værket er delt op i hovedkapitler om slaveri, tugtelser, underlivet, trosbekendelser, lidelser, døden og lidenskab, hvor man under sidstnævnte finder forskellige opfindelser, der enten ikke blev til noget eller endte i total fiasko. Fx ingeniøren Søren Hjorth, der gennem en menneskealder byggede videre på det, som skulle blive til en evighedsmaskine, hvilket han absolut ikke var ene om. Men der var også gardisten Ole Johansen Winstrup, der tegnede en 10 meter lang ubåd med navnet Hvalfisken, hvorfra dykkere skulle kunne bore hul i bunden af fjendtlige skibe, så de sank. Det var i 1808 altså mere end halvanden hundrede år før, en vis Peter Nielsen byggede sin egen ubåd. Et par år inden havde en købmand fra Ringkøbing udtænkt prototypen på en flyvemaskine, som han slæbte op på taget af sin købmandsbygning, hvor han spændte monstrummet på ryggen og blafrede med vingerne som en kæmpefugl – og fløj de få meter lukt ned i møddingen. Når det kommer til originaler, er én af dem, der bærer prisen, fængselslæge Carl Otto fra Christianshavns Straffeanstalt, som fik skarpretteren Nicolai Raunholdt til mod betaling at lægge hoveder til side, så han kunne undersøge forbrydernes kranier, der bl.a. viste, at ”det store baghoved, den lave isse og den lille snævre pande” viste, ”at organerne for de lavere tilbøjeligheder var stærkt udviklede, mens de for forstandsevnerne og de moralske følelser var overordentlig små”. Samme Carl Otto grundlagde et frenologisk museum med hele 30 forbryderhoveder, som senere blev overdraget til Københavns Universitet, hvor det blev opstillet til brug for de lægestuderende. I kapitlet om lidelser, får man et uhyggeligt billede af 1800-tallets galeanstalter, hvor man opbevarede alle former for afsindige fra åndssvage til sindssyge, vanføre, døvstumme og epileptikere. Man får også en forklaring på ordet kvaksalver, der egentlig betyder kviksølvsalver, da netop kviksølv var et meget benyttet medikament, som kunne købes uden recept og bl.a. blev benyttet mod syfilis, som var meget udbredt på den tid. Desværre havde kviksølv den virkning, at den i de forkerte mængder nedbrød de bløde dele i ansigtet nøjagtigt som selve sygdommen, og patienterne derfor måtte gå rundt vansirede, med væskende og ildelugtende sår resten af deres liv. For at blive lidt ved sygdom opstod der i 1800-tallet en malariaepidemi, der visse steder bl.a. på Lolland kostede flere menneskeliv end den senere mere omtalte koleraepidemi. Fx i Maribo amt var omtrent halvdelen af befolkningen ramt, hver tiende døde, og i de år døde der flere i Danmark, end der blev født. Det kan virke sært, når man taler om de gode gamle dage, for flere steder i landet var selvtægt så udbredt, at det nogle gange ligefrem udviklede sig til lynchninger. Bogen har en del med om døden, og her er der flere groteske hændelser fx omkring et barselsgilde, hvor gæsterne fik lagt så meget overtøj på den nyfødtes vugge, at barnet blev kvalt. Det gav dog ingen forstyrrelse i arrangementet. Gæsterne dansede til den lyse morgen. Mere alvorligt var det, da en overgraver i 1816 på sit dødsleje indrømmede, hvordan graverne havde plyndret grave, stjålet både værdigenstande og kister og endda i et tilfælde var kommet til at vække en død kvinde, som kun var skindød, hvorefter de slog hende ihjel med spaden. I alt otte gravere havde på den måde gennem lang tid haft ekstra måneskinsarbejde. I den mere festlige del af bogen, er beretningen om en kyssesekt, der fandtes på Mors ved indgangen til 1800-tallet. Her kom næstekærligheden til udtryk gennem guddommelige kys og hellige samlejer. Det var apostlen Paulus’ afskedshilsen i Romerbrevet i Det Nye Testamente, der havde ansporet gårdejer Jens Storgaard til at grundlægge sin kyssesekt. Han forkyndte sin lære til stor forargelse for den lokale sognepræst, og han forsvarede drikkeri ud fra andre skriftsteder og benægtede, at der var forskel på kødets og åndens gerninger. Et andet kapitel fortæller om den kun én meter høje hofnar Mikkel Hüttmann, der virkede på Augustenborg Slot, indtil han døde kun 23 år gammel, hvorefter hertugen anskaffede sig en ny hofnar. Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er Velkommen på bagsiden en yderst underholdende bog med mange fine illustrationer.

Poul Duedahl: Velkommen på bagsiden. Gennemillustreret 383 sider. Gads Forlag

*****

Pragtværk om Christianshavn

Fæstningsbyen Christianshavn blev grundlagt af Christian 4. i 1618 og kan derfor i år fejre sin 400 års -fødselsdag. Sikkert derfor har historikeren Anders Bjørn og folkloristen Jane Lytthans valgt at udgive Christianshavnerliv netop i år.

Det er der blevet en pragtfuld bog ud af, som fortæller hele historien om denne ” by i byen”, der i dag også omfatter de områder, som tidligere var lukkede områder, nemlig Holmen, Margretheholm og Refshaleøen. Christianshavnerliv går frem år for år, og begynder med 1600-tallet, hvor Christianshavn fra 1639-74 var en selvstændig købstad, hvis største institution var Børnehuset, som hørte under byens fattigvæsen og var optagelseshjem for forældreløse, fattige og vagabonderende børn over seks år. De fik lidt undervisning i håndværk og kvindelige sysler, så de kunne forlade huset med gode muligheder for at få arbejde som håndværkere eller tjenestepiger. Børnehuset blev næsten nabo til Frelserkirken, der blev indviet i 1696, men som først fik sit spiralsnoede spir senere i 1700-tallet. Ellers var 1600-tallet på Christianshavn præget af stor fattigdom, hvor de, der ikke boede i de store patriciergårde i fx Strandgade eller de to Overgader langs kanalen, hvor der var kajplads til handelsskibe og pramme, eller boede i mellemklassens borgerhuse, der ofte var beboede af selvstændige håndværkere eller småhandlende, boede i fritliggende faldefærdige småhuse med lokum i et bræddeskur i gården, og hvor vand måtte hentes ved en offentlig brønd. Tit boede en familie på fem mennesker på omkring 35 kvm., og under disse kummerlige forhold med dårlige hygiejniske og sanitære forhold trivedes pest og andre sygdomme, så under det store angreb af byldepest i begyndelsen af 1700-tallet døde alene på Christianshavn 1153 mennesker, hvortil skal lægges antallet af døde i Børnehuset, som ikke kom med i kirkebogens opgørelse over døde i 1711. En medvirkende årsag til datidens epidemier var naturligvis de uhygiejniske forhold, hvor skidtet flød i rendestenene, og hvor natmændene i hestevogne skrumplede hen over brostenene, når de hver nat kørte omkring 65 læs lort ud til en latrinkule bag Vor Frelsers Kirke. Med den stank, der må have været, var der ikke noget at sige til, at Amager fik betegnelsen ”Lorteøen”. Nu var alt ikke fattigdom og jammer, for fra 1718 efter den store nordiske krig og hundrede år frem havde Christianshavn sin storhedstid, hvor indbyggerantallet blev fordoblet fra 4.500 til 9.000, og handelen med kolonivarer – herunder ca. 120.000 afrikanske slaver var med til at gøre Christianshavn til et økonomisk kraftcenter. Men efter den store ildebrand i København, der gjorde 15.000 hjemløse i den gamle by, kom knap 1.200 hjemløse københavnere til Christianshavn for at få husly hos familie og bekendte. Så i 1728 var antallet af fastboende personer på Christianshavn 6.063 samt 300-400 børn, hjemløse, løsagtige kvinder og forbrydere i Børnehuset, som ikke var med i folketællingen. Som et eksempel på sammenstuvningen i fx Dronningensgade, der var den tættest befolkede gade, boede der 1050 indbyggere, hvor der alene i de seks huse i nr. 130 boede 114 mennesker, hvoraf 15 var husvilde fra indre by. Når vi nu er i gang med de mere ydmyge steder på Christianshavn, så er det værd at nævne Amagergade, den lille hyggelige sidegade til Torvegade, hvor tv-serien Huset på Christianshavn udspiller sig. Her boede der i blot 14 små beboelseshuse næsten 1.000 mennesker. På et fotografi i bogen fra 1899 ser man nogle beboere i gården omkring vandpumpen i baggården til nr. 11, hvor omkring 50 ”skikkelige og nette folk, hver dag måtte kæmpe med alle mulige ubehageligheder og ubekvemmeligheder for at holde nogenlunde rent og ordentligt inden for dørene på grund af et yderst forsømt tilsyn fra ejerens side.” Der var et stort tysk mindretal på Christianshavn, der klagede over at måtte dele Vor Frelsers Kirke med den danske menighed. Derfor accepterede Frederik 5. et ønske om støtte til at opføre en tysk kirke, og kongen forærede menigheden en grund for enden af Strandgade, hvor saltværket tidligere havde ligget, og han gav tilladelse til en landsomfattende indsamling og et lotteri til at finansiere byggeriet. Derfor fik Christianskirken i folkemunde navnet Lotterikirken. Foruden et par fattigskoler blev der i 1700-tallet grundlagt Christianshavns Frie Skole for børn af ubemidlede forældre, som senere blev overtaget af Christianshavns Døttreskole, og Den Classenske Legatskole kom til i 1794, og i 1787 havde Selskabet for Borgerdyd oprettet sin skole, hvor det dannede borgerskabs børn kunne formes til gode samfundsborgere med de rette borgerdyder som flid, gudsfrygt og fædrelandskærlighed. I 1735 var Børnehuset på Christianshavns Torv fyldt til bristepunktet med i alt 531 personer, hvoraf 348 var tilbageholdte tiggere. Derfor blev der startet en indsamling til at finansiere en udvidelse og modernisering, og i 1741 stod Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset færdigt, tugthus for forbrydere og forbedringshus for tiggere, løsgængere og ”liderlige qvindfolk”.  Bogen fortæller om de mange nye industrielle arbejdspladser, hvor Burmeister og Wain selvfølgelig indtog en hovedrolle, indtil den toneangivende arbejdsplads tre år efter 150 års-jubilæet i 1993 blev erklæret konkurs og de sidste knapt 2.000 medarbejdere blev fyret. Også Flådebasen Holmen måtte rømmes, da Orlovsværftet skulle lukke, og søværnets skibe og 1.700 arbejdspladser blev flyttet til de to flådestationer i provinsen. Den sidste del af bogen omhandler Christianshavn i det 21. århundrede med operabyggeri og forskellige nye broer samt fx det højhusprojekt, som efter mange protester heldigvis aldrig blev gennemført. Apropos broerne var der i aprilnummeret af lokalavisen Christianshavneren en opsigtsvækkende nyhed, nemlig at den nedslidte Knippelsbro var solgt til et tysk konsortium, der ville flytte den til en flod mellem det tidligere Østtyskland og Polen. Nyheden var dog en aprilsnar, men den sfspejlede den uro, der var på det tidspunkt omkring den uundværlige bro, der var nedslidt efter mange påsejlinger og intens brug. Der er beretninger om de store saneringer, bl.a. om Sofiegården og miljøet bag den, som fx omfattede rockgruppen Gasolin’, og om Christiania, der den 26. september 1971 fik sin dåbsattest, da Jakob Ludvigsen udtalte: ”Christiania er en fri stat,” og fulgte det op med denne opfordring i Hovedbladet: ”Emigrer med linje 8 til Christiania.” I Christianshavnerliv kan man også læse om, hvilke kunstnere, der har boet i, eller betydet noget for bydelen, og der er så meget at hente i dette pragtværk af en bog, at man roligt kan læse den fra ende til anden, og så er den forsynet med en mængde gode billeder og kort – både i farve og sort/hvid.

Anders Bjørn og Jane Lytthans: Christianshavnerliv. Gennem 400 år. Gennemillustreret. 386 sider. Gads Forlag

******   

Kunst eller kitsch

Der er ikke mange danskere, som ikke på ét eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med noget af det, som Bjørn Wiinblad skabte. Derfor er En bid af Paradis, som Heidi Laura netop har udgivet, en fornuftig investering, hvis man vil vide lidt mere om kunstneren og mennesket Wiinblad, der døde i 2006 som 87-årig.

Værket fortæller først den personlige historie om Bjørn Wiinblad og hans opvækst, og dernæst følger man hans karriere, hvor hans følsomme stil blev en del af tidens internationale design i lighed med kunstnere som fx Aubrey Beardsley.

Allerede i kapitlet om opvæksten får læseren at vide, at selvom Bjørn allerede som skoledreng havde beslutte sig for at blive kunstner, stod der i karakterbogen for fjerde klasse om faget tegning, at Bjørn ikke viser hverken lyst eller evner for faget. Men ikke desto mindre tegnede han julekort til sine tanter, fætre og kusiner, og han købte som 11-årig hvide porcelænskopper i en kælderforretning, som han dekorerede med porcelænsmaling og fik dem brændt samme sted. Først efter at være udlært som typograf kom han ind på Kunstakademiet, og så var karrieren i gang. Meget hurtigt blev han en anerkendt kunsthåndværker, der fik sine platter og fajancestel fremstillet hos fabrikken Nymølle, som var en del af Schous Fabriker, der leverede til sine omkring 1.150 butikker på hovedgaderne i de fleste af landets provinsbyer, indtil Schous Fabriker i 1976 gik i betalingsstandsning, hvorefter Wiinblad købte Nymølle, så han selv kunne producere sine jule- og årsplatter. Og det gik så godt, at han også i 1985 købte Knabstrup Teglværk og Keramikfabrik, da Nymølle ikke kunne følge med efterspørgslen. I 1971 havde Bjørn Wiinblad åbnet sin egen butik i Pistolstræde midt i København, så han nu ikke var afhængig af de store varehuse, som havde været en vigtig allieret siden hans debut. På Hotel DÁngleterre indrettede man en Restaurant Wiinblad, der eksisterede indtil renoveringen i 2010. Udlandet havde også bud efter Wiinblad, og specielt i Dallas, Texas blev han et stort navn, da man gerne ville gøre op med byens dårlige ry efter mordet på Kennedy. I bogen er et flot billede fra butikken The Bjørn Wiinblads Hus i Hotel Anatole, men Wiinblads succes nåede også helt til Fjernøsten.

De mange, der har 16-bindsudgaven af 1001 Nats eventyr, vil, hver gang de kaster et blik på reolen, kunne nyde Bjørn Wiinblads flotte farverige omslagsillustrationer, men allerede i 1940-erne havde forlæggeren Asger Fischer benyttet Wiinblad som illustrator af 1001 Nat-vignetterne i sin tidlige udgave af værket.

Mange forbinder Tivoli med Bjørn Wiinblad, men spørgsmålet er, om ikke det netop er Tivoli, der satte sit præg på barnet Bjørn i 1920-erne med sine orientalske stemninger, mauriske stil og sine kineserier. Dog er der ingen tvivl om, at Bjørn Wiinblad er en af Tivolis vigtigste kunstnere, specielt gennem forlystelsen Den Flyvende Kuffert, som er en dukkerejse gennem H.C. Andersens eventyr, men også via det boblende springvand foran Nimb eller de hvide lampeskærme, som lyser op i haven. Og endelig kan man købe ikke så lidt Wiinblad-merchandise i Tivolis butikker. En, der også kom til at betyde meget for udbredelsen af Bjørn Wiinblads kunst, var Irmas legendariske direktør Børge Olsen, der sørgede for både plakater, plasticposer og ikke mindst kaffedøser med Wiinblad-motiver. Og endelig må man ikke glemme de mange teaterdekorationer, som den flittige Wiinblad også nåede at lave.

Det er en smagssag, om man kan lide Bjørn Wiinblads billeder, og om det er kunst eller kitsch. Personligt er Wiinblad ikke min kop te, men bogen om ham og hans værk er en ualmindelig flot udgivelse, som vil være en gave for alle hans mange fans.

Heidi Laura: En bid af Paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid. Gennemillustreret i farve. Stort format. 330 sider. Gads Forlag.

*****

På koldbøttefabrikken

Mennesker på sindssygehospital er en interessant krønike om anstalter som Sct. Hans, Risskov, Oringe, Viborg, Middelfart, Nykøbing S., Vedsted og Augustenborg. Journalisten og forlæggeren Jens-Emil Nielsen forsøger med denne bog at skabe forståelse for mennesker med sindslidelser i fortiden og nutiden, som i mange tilfælde blev gemt væk på psykiatriske hospitaler, der fra 1911-1959 blev kandt sindssygehospitaler. Før det var der tale om såkaldte dårekister med lille lem til maden.

Bogen fortæller om de gamle institutioner, hvor der ofte var smukke parker, som de indlagte kunne spadsere i, men hvor der indendørs også var bælter, remme og luffer i sengene til de mest urolige patienter og madrasser med halm, som hurtigt kunne udskiftes, når det var urenlige patienter, der lå på dem. De enkelte sindssygehospitaler har hver deres kapitel, og der er såkaldte casestories om udvalgte patienter, som for de flestes vedkommende er nævnt ved navns nævnelse bortset fra enkelte patienter, hvis navne, man har ændret, når journalerne var af nyere dato. Forfatteren har været ind over den enkeltes journal, og man kan læse, hvor længe behandlingen stod på, og om det endte med helbredelse eller død. Det er både uhyggelige historier, der resulterede i hvide snit, men også nogle, hvor indlæggelsen resulterede i en form for kunstnerisk virke. Foruden de mange ukendtes journaler, har Jens-Emil Nielsen også indlemmet flere i offentligheden kendte mennesker som fx Amalie Skram, Tove Ditlevsen, grevinde Adelaide Schimmelmann, Otto Wied (bror til Gustav Wied), Vilhelm Dickmeiss, Peder Severin Krøyer og Anny Berntsen, der var datter af konseilspræsident Klaus Berntsen, der som én af hovedmændene bag 1915-grundloven var med til at beslutte opførelsen af sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor datteren Anny var indlagt fra 1935-1982. Det var i øvrigt Anny Berntsen, der var udlært møbelsnedker, som i 1918 udførte sit mesterstykke Folketingets talerstol (uden brug af søm og skruer). Det er et imponerende værk Jens-Emil Nielsen har skabt, som er blevet til, efter han har læst eller skimmet flere hundrede patientjournaler. Og så er bogen gennemillustreret med mange sort/hvide fotos.

Jens-Emil Nielsen: Mennesker på sindssygehospital. Stort format 136 sider. Bogforlaget Her & Nu

*****

 

Fornemt værk om henrettelser i Danmark i 350 år

Straffet på livet er som titlen fortæller en bog om henrettelser i Danmark. Her begrænset til perioden fra 1537-1892. Bogen er et omfattende og spændende værk på over 600 sider, og om der direkte er tale om en doktordisputats er jeg ikke klar over, men der ligger et kolossalt kildemateriale bag, og foruden meget andet bilagsmateriale kan man se navnene på samtlige de, som blev henrettet i perioden. Hvad var det for folk, der blev dødsdømt og henrettet? Det var almindelige tyveknægte inklusive heste- og kvægtyve, der blev dømt, som det hed, til galge og gren. Det var mordere og drabsmænd (og kvinder), der blev henrettet med sværd eller økse, mens trolddom, blodskam og sodomi og mordbrand blev straffet ved at misdæderne endte på bålet, og endelig var der andre misgerninger, der blev straffet på andre måder. Selvfølgelig skete der justitsmord, men ofte indebar det kun, at dommeren eller domsmændene skulle nedtage den hængte af galgen, og sørge for, at vedkommende som en kristen mand blev begravet i kristen jord, hvad de henrettede ellers ikke blev. Værket er opdelt i kapitler om fx tiden op til henrettelsen, hvor der er rystende beskrivelser af fangehullerne, hvad der skete med de, der brød ud og atter blev indfanget, om tortur, forbøn og benådning. Om fangehullet i Slutterigade og Stokhuset sad fx 44 fanger i tre små rum med rædsel luft og ingen halm at lægge sig på, mens der i kælderen under rådhuset i Ribe var rum for delinkventer, kaldet finkebur og troldkonekammer, og lignende fangehuller fandtes overalt i Danmark. Et særligt kapitel hedder Den sidste dag, og her fortælles om bl.a. tilskuerne, præsten og delinkventen, om sværdet der svinges, og øksen der falder, på bålet eller hængt i galgen. Udstillet til skræk og advarsel, i høj og heden jord eller på kirkegården. Et andet kapitel er om de militære forbrydelser, der førte til henrettelser, og et kapitel fortæller om bøddel, mestermand og skarpretter. Bogen indeholder beskrivelser af utallige enkelttilfælde som fx en kvinde fra Kerteminde, ”som var alle sine dage halv tåbelig og hel tungsindig, men omsider ked af livet, ungefær 50 år gammel, myrdede et barn og blev rettet på torvet, skønt hendes gerning var øvet udi sindets urolighed, fortvivlelse og forvirring, havde Fyns Landsting i 1715 dømt hende til døden, og to uger senere faldt hendes hoved for skarpretterens sværd.” I beskrivelserne fra den sidste dag, kan man læse, hvordan mange af de dødsdømte blev drukket berusede i vin eller øl, inden de blev ført til retterstedet. Forfatteren har hentet en del af de beskrivelser fra regnskaber om omkostningerne ved henrettelserne. På samme måde kan man se ud af regnskaber, hvordan fx 38 læs brænde, to tønder tjære, en stige, et reb samt langhalm blev kørt ud til Mette Glarmesters bål, og desuden to mark for at få brændet kørt ud til Galgebjerget. Man kan også læse ganske nøjagtigt, hvad en halshugning kostede, og hvad der løb oveni for at få hovedet sat på en stage.  Et andet sted kan man læse hvordan Anne Jørgensdatter i 1749 blev dømt ved Svanholm Birketing til at knibes af skarpretteren med gloende tænger først ved huset, hvor mordet var begået, dernæst to gange mellem huset og retterstedet og til sidst en gang på retterstedet. Andre almindelige straffe i forbindelse med henrettelser var radbrækning og spidsrod, hvor man i sidstnævnte tilfælde skulle gennemføre turen forbi 200 mand 6, 8 eller 12 gange, i grove tilfælde 18 eller 24 gange. Det sædvanlige antal, der behøvedes var 4.000 spidsrødder, som blev skaffet i nærmeste kongelige skov. Hver mand skulle levere sine slag uden at spare på kræfterne af medlidenhed. Helt grotesk var det ved de henrettelser, hvor de dødsdømte, som oftest var desertører, skulle spille terninger om livet. Den der vandt slap for galgen, men skulle ofte i stedet løbe spidsrod 16 gange mellem 300 mand i løbet af to dage, og blev derefter indsat til to års fæstningsarbejde på Kronborg. Naturligvis kan man læse om de mere berømte henrettelser af fx Struensee, der i 1772 fik hugget først højre hånd af, så hoved af, inden kroppen blev parteret og lagt på hjul og stejle, men det der gør mest indtryk er, hvor mange almindelige forbrydere, der blev både henrettet og pint i løbet af de cirka 350 år, bogen omhandler. Der er også henvisninger til ordsprog og andre vendinger, så hen kan man glæde sig over mere muntre kapitler, men hvorom alt er, så er der tale om et vigtigt og gennemarbejdet værk, fyldt med fine illustrationer både i farve og sort/hvid.

Niels H. Kragh-Nielsen: Straffet på livet. Henrettelser i Danmark 1537-1892. Gennemillustreret. 612 sider. Stort format. Gads Forlag

******  

Genial guide til 1500-tallets København

På tur i reformationens København af Morten Lander Andersen er en lille guldgrube af viden om vores hovedstad og samtidig en nem og handy guide – lige til at have i lommen. Efter en introduktion om reformationsårene og Grevens Fejde i perioden 1520-1537, tager forfatteren os rundt til en lang række steder i datidens København, som alle har betydning for, hvad der skete, efter Martin Luther havde holdt sin berømte tale under Rigsdagen i Worms, hvor bl.a. Christian 3. havde været til stede. Allerede i 1517 havde Luther offentliggjort sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, og de tre konger, som regerede i perioden (Christian 2., Frederik 1. og Christian 3.) var alle positive over for Luthers nye lære, og i 1536 gennemførte Christian 3. et kup mod de katolske biskopper og gennemførte derefter reformationen i Danmark. I samme dramatiske år, hvor det belejrede København overgiver sig til Christian 3., og hvor byens borgmester Ambrosius Bogbinder begår selvmord efter at have været anklaget for sit terrorstyre i København, hvor han bl.a. havde ladet rådmand Jens Kammersvend halshugge for forræderi på Gammeltorv. Kammersvends forbrydelse havde været, at han havde foreslog, at byen overgav sig, da madforsyningerne til den sultramte hovedstad stoppede. På det tidspunkt faldt indbyggerne om i gaderne og døde af sult, hvis de ikke magtede at krybe på hænder og fødder til kirkegården for at ende livet der og komme i jorden sammen med andre, som kunne blive båret derhen. Guiden fortæller om den tids klostre og hospitaler, kirker og lokaliteter som Råd- og Domhuset på Gammeltorv, Københavns Universitet og Konsistoriehuset, der sammen med Kong Hans Kælder er blandt Københavns ældste bygninger. Valkendorfs Kollegium er med på samme måde som Bispegården over for Frue Plads, som stadig er bolig for Københavns biskop. I kapitlet om Vor Frue Kirke, der i sin fjerde udgave blev indviet i 1829, kan man læse, at i Malmø finder man Sankt Petri Kirke, der næsten er en 1:1 kopi af Københavns anden Vor Frue Kirke, som den stod under reformationen. På tur i reformationens København er illustreret med masser af farvefotografier, og hvis man ikke kun benytter den som guide, kan man hjemme fra lænestolen på underholdende vis sætte sig ind i et spændende kapitel af Københavns historie i 1500-tallet.

Morten Lander Andersen: På tur i reformationens København. Illustreret med farvefotos af Lars Gundersen. 150 sider. Frydenlund

*****

Fornem jubilæumsbog om Magasin du Nord

I midten af april fejrer Magasin du Nord sit 150-års jubilæum, og i den anledning har Julia Lahme skrevet Damen i midten – mode, kvinder og danmarkshistorie set gennem et stormagasins vinduer. Det er Magasin du Nord Fonden, der har taget initiativ til, at bogen skulle laves, og har udstukket retningslinjerne: For det første at den skulle være billedbåren. For det andet at den skulle tage udgangspunkt i Magasin du Nord Museums eget arkiv, og for det tredje at det skulle være forfatterens egen version af Magasins historie og ikke en lovprisning af en virksomhed.

I 1868, fire år efter Danmark havde tabt Slaget ved Dybbøl, hvor vi mistede Slesvig, indløste to driftige forretningsmænd Emil Vett og Theodor Wessel næringsbrev i Aarhus, hvorefter de den 18.april åbnede butikken Emil Vett og Co. i gården til Svaneapoteket. Tre år efter var lokaliteterne blevet for små, så derfor rykkede forretningen hen til Immervad, hvor stormagasinet ligger i dag. To år efter åbnede de i Aalborg og samme år i København, hvor de rykkede ind i Østergade, og her kom virksomheden til at hedde Th. Wessel & Vett. Også i København voksede butikken hurtigt ud af lokalerne i Østergade, og i stedet flyttede man ind i stueetagen på Hotel du Nord på Kongens Nytorv, og hurtigt blev førstesalen også inddraget. Fællesbetegnelsen for de to butikker i Aarhus og København blev De Forenede Hvide Vare-Forretninger. Alt, hvad der var fransk, var på det tidspunkt smart, så i 1879 indførte man navnet Magasin du Nord, der jo smagte lidt af Paris, og du Nord kom fra den københavnske adresse, nemlig stueetagen på Hotel du Nord på Kongens Nytorv. Og udtalen var naturligvis Magasæng Dy Nååår, for inspirationen var en ny slags forretninger i Frankrig, små varehuse, som solgte mode til fastsatte priser på hver enkelt vare, uden at give kunderne mulighed for at forhandle, som man ellers kendte det fra de traditionelle markeder. Magasin du Nord fik hurtigt vokseværk, og i 1888 var man repræsenteret i 34 danske byer og en enkelt svensk (i Malmø). Om det var butikker ejet af Wessel og Vett, eller det var fine hvidevareforretninger, man havde indgået tæt samarbejde med, vides ikke, og hvor stort sortimentet var, er også uvist. Endnu i 1914 fandtes der 138 Magasin du Nord-udsalg i Danmark. Der blev købt grunde rundt om hotellet på Kongens Nytorv, og et større handelspalads stod færdigt til indvielse i december 1893. På mange måder var Magasin selvforsynende, og allerede i slutningen af 1880’erne opførtes et dampvæveri i Landskronagade på Østerbro, som eksisterede indtil fabrikken lukkede i 1955. Magasin havde også sin egen møbelproduktion, som eksisterede indtil 1921, og idéen om at producere selv forsvandt aldrig helt, og lever selv nu i bedste velgående med egenproduktion af alt fra chokolade til mode- og skønhedsprodukter.  

Man kan i bogen læse om de mange, der gennem tiden var ansat som ekspedienter og ekspeditricer i Magasin, og at man sørgede for sine ansatte, kan man bl.a. se af, hvordan Emil Vett inden sin død havde bestemt, at store dele af hans formue skulle komme Magasins personale til gode, som en forløber til vore dages Magasin du Nord-fond, nemlig en mondæn villa på C.F. Richs Vej på Frederiksberg, nemlig Emil Vetts og Hustrus Hus. Her kunne 15 damer flytte ind i toværelseslejligheder, der var forbeholdt damer, der havde arbejdet i Magasin i minimum 25 år. Initiativet var taget i erkendelse af, at mange af Magasins damer hverken havde skabt en familie eller en formue, mens de arbejdede i stormagasinet. Huset fungerede for Magasins damer indtil 1979.

Bogen har også sine små pudsige anekdoter om fx Muffetyven, der bar en skindmuffe foran for at beskytte hænderne mod kulden. I 1916 afslørede en af stormagasinets detektiver, hvordan hun snappede silketøj og hurtigt lod det forsvinde i sin torpedomuffe. En efterfølgende ransagning hos kvinden, der var gift med en velhavende forretningsmand, afslørede et helt lager af tyvekoster, som stammede fra Magasin, Illum og Fonnesbech. Og i 1910, hvor bestyreren af Magasin du Nords afdeling i Hellerup begik underslæb og forsvandt med omkring 15.000 kroner for at stikke af til Amerika. Der er kapitler om op- og nedgangstider, og i kriseåret 1921 blev hatte det helt store nummer, for som en dame udtalte til Illustreret Tidende: ”Jeg kan gaa tre Sæsoner med min Spadseredragt, men jeg vil have fire Hatte om Året.” I 1930’erne, hvor massekommunikation var ’en af de store nyskabelser, havde Magasin på Kongens Nytorv sin helt egen radioavis, der blev udsendt i højttalere hver morgen, inden kunderne blev lukket ind. Her blev der læst nyheder op henvendt til personalet. I 1952 fik Magasin et nyt trækplaster, nemlig rulletrappen, hvor der er et billede af personalet, taget lige inden kunderne kommer væltende ind. Meget af bogen handler naturligvis om mode og om forskellige af tidens trends, og mindre om andre afdelinger i stormagasinet. Fx savner jeg noget om Magasins Bogafdeling, der i en del år var landets største boghandel, hvad omsætning angik. Den nævnes kun i forbindelse med Solvognens happening i 1974, hvor 48 julemænd begyndte at hive bøger ned fra hylderne og forære dem til de måbende kunder. I 1970’erne sker mange nye ting, man bliver dus, og tejregulativet forsvinder, så hvide skjorter til kvinderne og jakkesæt til mændene bliver afskaffet. Til gengæld er der meget lidt om økonomi og ejerskab. Forskellige kreditkort-ordninger nævnes hist og her, og til slut kan man læse, hvordan Debenhams i 2009 købte Magasin med alle seks forretninger for 101 millioner kroner efter de forrige ejere, islandske Baugurs betalingsstandsning. Det er et stykke imponerende Danmarkshistorie, Julia Lahme har skabt med Damen i midten, og  med dens mange fine fotografier er den et glimrende supplement til andre værker om Danmark og København.

Julia Lahme: Damen i midten – Mode, kvinder & Danmarkshistorie set gennem et stormagasins vinduer. 296 sider.Gennemillustreret i farve og sort/hvid.  Stort format. Gads Forlag

*****    

Prostitution som arbejdsplads

Panseren & tøsen er en interessant historie, hvor den tidligere politimand fra Københavns Politi, Erik Hauervig, og den forhenværende prostituerede, Marlene Simoni, fører læseren igennem Vesterbros prostitutionsmiljø. I hovedparten af de 42 år, hvor Hauervig var ansat hos politiet, var hans speciale prostitution, og efter pensioneringen har han skrevet foreløbig fem kriminalromaner, der foregår på Vesterbro i dette miljø, og så virker han stadig som frivillig i NGO-organisationen NEWLIVES, der arbejder for at hjælpe kvinder til at starte en ny tilværelse. Og Simoni kan fortælle om en opvækst i misbrug, inden hun i 35 år levede af at sprede ben. Hun har både arbejdet på bordeller og massageklinikker, og så turnerede hun land og rige rundt i en periode på 15 til 17 år, så som hun skriver: ”der er nok ikke den danske by med mangt et mærkeligt navn, jeg ikke har kneppet i.” Og Marlene fortæller også om sin vej ud til et mere almindeligt liv. Sidste del af bogen er en slags pingpong mellem panseren og tøsen, som absolut ikke er enige om alting, men de er dog enige om, at ét eller andet skal der gøres. Mens Erik Hauervig går ind for et forbud mod købesex, er Marlene Simoni mere indstillet på en styrket indsats med handlingsplaner og forebyggende indsatser for de enkelte kvinder. Bogen er også krydret med fire såkaldte casestories, hvor fire forskellige kvinder fortæller deres historie. I den fjerde beretning ”Narkomisbrug og skeletter i bagagen”, får man historien om en lille pige, der voksede op hos en mor, der var forsumpet i et misbrug af piller og alkohol. Pigen var næppe nogensinde kommet i skole, hvis ikke nabokonen var kommet og vækket hende. Men det blev påtalt i skolen, at hun aldrig havde madpakke med, køleskabet var nemlig altid tomt. Som voksen sørgede hun derfor for, at hendes køleskab altid var stuvende fyldt. Hun indhentede det forsømte ved at æde hele tiden - så meget at hun på seks måneder tog 80 kilo på og nåede op på en kampvægt på 200 kilo, indtil hendes læge sagde: ”Hvis ikke du taber dig, så død du!” Den dom tog hun alvorligt, og i dag har kvinden tabt 164 kilo. Denne historie er med for at illustrere, hvor meget barndommen betyder. I et af de afsluttende kapitler giver Marlene Simoni en masse tekniske oplysninger om alt muligt fra annoncering og telemarketing til forskellige varianter som sugardating, bondage, lak, læder og toiletsex. Endelig rundes bogen af med spørgsmål og svar til og fra forskellige politikere.

Erik Hauervig og Marlene Simoni: Panseren & Tøsen. Prostitution som arbejdsplads. Illustreret med fotos. 222 sider. Skriveforlaget

*****

En lystvandring gennem syv årtier

Forfatteren og kritikeren Peter Dürrfeld, som har en større produktion af bøde skønlitteratur og fagbøger bag sig, tager i København med V og N og Ø og K læserne med på en charmerende lystvandring. Bogen er delt op efter de forskellige kvarterer i hovedstaden, og i de fleste tilfælde er beskrivelserne knyttet sammen med personlige oplevelser. Dürrfeld boede i mange år af sin barndom i Nørre Farimagsgade 29, og han gik på Nørrevold Skole. Én af de første lokaliteter er broen i Ørstedsparken, der var bindeleddet mellem hjemmet og skolen, og den krydsede Peter dagligt, når han var kommet forbi det lille plankehus, hvor de sortklædte havebetjente sad og røg cerutter og drak kaffe, når de ikke var ude for at kontrollere, at græsset ikke blev betrådt, og at der ikke blev spillet fodbold. Dürrfeld fortæller også her om både statuer og om brødrene Ørsted, som har lagt navn til parken. Da Peter Dürrfeld som voksen går tur i parken med sine døtre, spørger den ene: ”Var ham Ørsted bøsse, siden han har givet navn til Ørstedsparken?” Der er også mange anekdoter om kendte københavnere som fx Olga Svendsen, der i mange viser hylder København. I kapitlet om Østerbro, hvor Peter Dürrfeld bor nu, får man en del at vide om fodbold og om Gunnar Nu Hansen, men også om blegedammene, hvor blegemændene og blegekonerne blegede deres lagner i mosevandet. I kapitlet om Det Kongelige Teater handler meget om de to Poul’er Reumert og Reichhardt med mange pudsige hændelser i kølvandet på de to store skuespillere. I kapitlet om Forum er der meget nostalgi omkring forne tiders seksdagesløb. Gothersgade, Frederiksberg Alle, Rådhuspladsen og Nordhavn har fået deres helt egne kapitler, og det samme har både Amager, Vesterbro og ikke mindst Nørrebro. København H handler om Hovedbanegården, og her tager forfatteren os med i DSB Kino Den vide verden, hvor man for en krone kunne slå ventetiden ihjel, hvis man var kommet for sent til toget. Christiansborg har også sit eget kapitel, og de to sidste kapitler i bogen har deres helt egen charme, og kunne være blevet til selvstændige bøger. Først ét om Københavnernes maler Paul Fischer, der ikke på museerne får den opmærksomhed, han efter Dürrfelds mening burde. Han malede immervæk over 1.000 malerier. Dernæst sidste kapitel En symfoni af sporvogne, der fortæller om de enkelte linjer fx linje 16, der blev kaldt kirkegårdslinjen, da den passerede næsten samtlige kirkegårde fra Vestre Kirkegård, langs Assistens Kirkegård og ud til Bispebjerg Kirkegård. Peter Dürrfelds københavnerbog er ikke illustreret, men det gør ikke noget, for hans levende beskrivelser fremmaner det ene billede efter det andet for læserens indre øje. Det er en nydelse at have Dürrfeld som en meget vidende guide.

Peter Dürrfeld: København med V og N og Ø og K. En lystvandring gennem syv årtier. 182 sider. Forlaget Vandkunsten.

******    

Prostitution som arbejdsplads

Panseren & tøsen er en interessant historie, hvor den tidligere politimand fra Københavns Politi, Erik Hauervig, og den forhenværende prostituerede, Marlene Simoni, fører læseren igennem Vesterbros prostitutionsmiljø. I hovedparten af de 42 år, hvor Hauervig var ansat hos politiet, var hans speciale prostitution, og efter pensioneringen har han skrevet foreløbig fem kriminalromaner, der foregår på Vesterbro i dette miljø, og så virker han stadig som frivillig i NGO-organisationen NEWLIVES, der arbejder for at hjælpe kvinder til at starte en ny tilværelse. Og Simoni kan fortælle om en opvækst i misbrug, inden hun i 35 år levede af at sprede ben. Hun har både arbejdet på bordeller og massageklinikker, og så turnerede hun land og rige rundt i en periode på 15 til 17 år, så som hun skriver: ”der er nok ikke den danske by med mangt et mærkeligt navn, jeg ikke har kneppet i.” Og Marlene fortæller også om sin vej ud til et mere almindeligt liv. Sidste del af bogen er en slags pingpong mellem panseren og tøsen, som absolut ikke er enige om alting, men de er dog enige om, at ét eller andet skal der gøres. Mens Erik Hauervig går ind for et forbud mod købesex, er Marlene Simoni mere indstillet på en styrket indsats med handlingsplaner og forebyggende indsatser for de enkelte kvinder. Bogen er også krydret med fire såkaldte casestories, hvor fire forskellige kvinder fortæller deres historie. I den fjerde beretning ”Narkomisbrug og skeletter i bagagen”, får man historien om en lille pige, der voksede op hos en mor, der var forsumpet i et misbrug af piller og alkohol. Pigen var næppe nogensinde kommet i skole, hvis ikke nabokonen var kommet og vækket hende. Men det blev påtalt i skolen, at hun aldrig havde madpakke med, køleskabet var nemlig altid tomt. Som voksen sørgede hun derfor for, at hendes køleskab altid var stuvende fyldt. Hun indhentede det forsømte ved at æde hele tiden - så meget at hun på seks måneder tog 80 kilo på og nåede op på en kampvægt på 200 kilo, indtil hendes læge sagde: ”Hvis ikke du taber dig, så død du!” Den dom tog hun alvorligt, og i dag har kvinden tabt 164 kilo. Denne historie er med for at illustrere, hvor meget barndommen betyder. I et af de afsluttende kapitler giver Marlene Simoni en masse tekniske oplysninger om alt muligt fra annoncering og telemarketing til forskellige varianter som sugardating, bondage, lak, læder og toiletsex. Endelig rundes bogen af med spørgsmål og svar til og fra forskellige politikere.

Erik Hauervig og Marlene Simoni: Panseren & Tøsen. Prostitution som arbejdsplads. Illustreret med fotos. 222 sider. Skriveforlaget

*****

Endnu en tur ned ad Memory Lane

Københavnerliv 1945-1972 er Kåre Laurings intet mindre end geniale fortælling om hovedstaden fra Besættelsens slutning med smalhals og frem gennem højkonjunktur til ungdomsoprør, rødstrømper, oliekrise, bilfrie søndage og økonomisk krise.

Lauring, der er født i 1947, tager flere gange udgangspunkt i sin egen families historie og opvæksten på Flakholmen i Vanløse, hvor han boede med to storebrødre, sin mor og faren, forfatteren og krønikeskriveren Palle Lauring i en treværelsers lejlighed, hvor de tre drenge delte et lille børneværelse. Der skete meget nyt i København i de år, hvor der i 1950 boede knapt en million mennesker i kommunerne København, Frederiksberg og Gentofte, mens de 19 omegnssogne rummede knapt en kvart million indbyggere. Derfor havde man allerede i 1947 iværksat Fingerplanen, der skulle udvikle hovedstadsområdet, samtidigt med at usunde lejekaserner og slumagtige baghuse blev saneret væk, sådan at der i 2015 boede hele 1.768.074 indbyggere i Storkøbenhavn inklusive omegnskommuner. Lauring skildrer, hvordan hele området omkring Adel- og Borgergade blev revet ned og erstattet af Christiansgården, Dronningegården, Kongegården og Prinsessegården med lyse og luftige lejligheder og alle moderne bekvemmeligheder. Nedrivningerne var allerede blevet påbegyndt i 1941, men grundet krigstidens mangel på materialer gik saneringerne i stå og blev det først genoptaget i 1954 og først i 1960 var saneringerne og opførelsen af de nye ejendomme gennemført. Det rigt illustrerede værk har også billeder af datidens detailbutikker, hvor der i 1950 på landsplan var omkring 15.000 købmandsbutikker. Men inspireret af den amerikanske butikskæde Piggly Wiggly, der havde åbnet verdens første selvbetjeningsbutikker, bredte dette koncept sig til hele Europa, og i efteråret 1949 åbnede Hovedstadens Brugsforening Københavns første selvbetjeningsbrugs, eller som det senere blev kaldt supermarked. Kåre Lauring viser også, hvordan almindelige mennesker efterhånden både fik fjernsyn og køleskabe, og det er ren nostalgi, når han fortæller om, dengang familierne var samlet om radioapparaterne for at høre Gregory Mysteriet. Det globale er heller ikke glemt, og fx er der fotografier af ungarske flygtninge, der kom til København efter Sovjetunionens nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956. I kapitlet om 1957-1967 oplever man både dagligdag med film som Farlig ungdom og Natlogi betalt, rockkoncerter i Enghaveparken og Nina og Frederik, men også hverdagens små uheld og katastrofer, som fx da sporvejenes Linje 10 styrtede ned på banelegemet ved Carlsbergbroen, men hvor tre DSB-funktionærer fik standset Hamburg-ekspressen, der var på vej mod Københavns Hovedbanegård, og da Valby Gasværk i 1964 sprang i luften og fem mennesker blev dræbt og flere hundrede blev såret bl.a. med snitsår fra de omkring 200.000 ruder, der blev knust. Et af bogens sidste billeder er fra året før Christiania blev indtaget, hvor lokale beboere fra Aladdin-kvarteret brød igennem plankeværket for at indrette legeplads til deres børn. Så det er ikke et billede, hvor Københavneravisens stifter Jacob Ludvigsen er med.

Københavnerliv 1945-1972 er en efterfølger til Københavnerliv 1857-1939 og Københavnerliv 1940-1945, og sammen med Allan Mylius Thomsens Byen der forsvandt, der udkom sidste efterår, kan man næsten ikke ønske sig meget mere, hvis man har lyst til en tur ned ad Memory Lane.

Kåre Lauring: Københavnerliv 1945-1972. Gennemillustreret med fotos. 288 sider. Gyldendal

******

Fin fotobog om en bydel i hovedstaden

Robert Osis kalder sig vesterbrogenser, og han har hos Byens Forlag udgivet Vesterbros gader, der er en fotobog med, som han skriver 151 skud. Der er tale om en fin lille bog med mange pudsige billeder bl.a. af et bytteskab placeret på Sønder Boulevard. Her kan man bytte tøj, bøger, spil, køkkenting og sportsudstyr og sikkert meget mere. På et foto fra en baggård på Enghavevej er der fx ophængt et redningsbælte på muren, hvad det så skal bruges til. Et grotesk billede hedder ”Ingen respekt”. Det viser et skilt på en butiksrude, hvor der står: ”Ingen cykler tak!” og det skilt befinder sig lige bagved en nydelig cykel, der står henslængt op ad vinduet. Der er smukke billeder i bogen fx af Kødbyen dækket af sne og af Havnebadet ved Fisketorvet, men man kommer ikke udenom Vesterbros skyggesider med en dynge affald i Istedgade indeholdende både en tom cigaretpakke, nogle fladtrådte krus og en brugt sprøjte, og et foto fra Stenosgade bærer præg af, at én eller anden har brækket sig op ad en mur, men på godt og ondt viser de over hundrede farvefotografier et nuanceret billede af en bydel i en hovedstad. Vesterbros gader er oplagt som souvenir til både udenlandske turister og til jyder, som har forvildet sig over på ”Djævleøen”.

Robert Osis: Vesterbros gader. 151 skud fra en vesterbrogenser. 155 sider. Byens Forlag

****

Fornem guide om Københavns broer

Det er jo uomtvisteligt, at København er en broby. Derfor har Peter Olesen nu i sin 27. bog om København taget læserne med på en guidet tur rundt til alle byens eksisterende broer samt givet en beskrivelse af de broer, som er lige undervejs. Det er både broer over vand og over land, og en stor del af disse broer går enten over havneløbet eller over nogle af byens mange kanaler. Med Broerne i København fortæller Olesen  broernes historie og om hvem, der har tegnet dem, og så får man også at vide, hvad man kan se fra de forskellige broer. Da alle broerne er illustreret med flotte farvebilleder, er guiden et must for alle, der vil opleve København. Peter Olesen fortæller også om broernes udsmykning, og i omtalen af Marmorbroen ser man billedhuggeren Louis-Augustil Le Clerks portrætmedaljoner fra 1700-tallet, hvor det på broens yderside ifølge forfatteren grangiveligt ligner den tidligere SF-formand Gert Petersen. Der er også mange små fine anekdoter om broerne, fx den om at Realdania ved etableringen af Operaen havde tilbudt København en ny bro mellem Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen og Operaen, men hvor både overborgmester Ritt Bjerregaard og Mærsk McKinney-Møller sagde nej. Ikke engang nej tak! Bogens forfatter har forslag til, at man fx ved hver enkelt bro skilter med navn og byggeår. På bogens forsatssider er der kort over København, hvor alle broerne er vist, så det bliver nemmere for læserne at finde den enkelte bro. De mange flotte farvebilleder skyldes fotografen Henrik Bjerregrav, der tidligere har samarbejdet med Peter Olesen, og det er deres 25. bog sammen. Peter Olesen har siden 1988 skrevet og redigeret 50 bøger, og Forlaget Frydenlund skal have ros for at have overtaget udgivelsen af Peter Olesens bøger, efter at Borgens Forlag blev opslugt af Gyldendal. 10 forskellige fonde har været sponsorer for udgivelsen, for uden dem ingen bog.

Peter Olesen: Broerne i København. Gennemillustreret med farvefotos af Henrik Bjerregrav. 184 sider. Frydenlund

*****

Storslået værk om en lille grønlandsk bygd

Bag en mur af is er fotografen og forfatteren Henrik Saxgrens fantastisk smukke fortælling om den lille bygd Ilimanaq/Claushavn, der ligger ved Isfjordens udmunding i Diskobugten. Det er én af Grønlands ældste bygder, som i dag er truet af udslettelse, efter at fiskefabrikken er lukket, og der kun er 50 personer tilbage. Ved hjælp af utroligt smukke fotografier og nogle portrætter af et par af bygdens indbyggere, fangerne Hans Therkelsen og Isak Johansen samt fabriksarbejderen Marianne Geisler og kataketen Amalie Lange og deres barske opvækster og fortællingen om en rensdyrjagt og sommerfiskeri, hvor det gælder om at samle forråd til hele den lange mørke og kolde vinter og et referat af bygdens 275 års fødselsdag i 2016 med spisning og fest i forsamlingshuset. Det lykkes for Saxgren at skildre en hverdag for indbyggerne, der er så hård og krævende, at man næsten ikke fatter det. Formålet med bogen er, at dokumentere livet i Ilimanaq, så det måske bliver muligt at genrejse bygden. Det er Realdania, der støtter projektet og har sat Henrik Saxgren på opgaven. Derfor har han siden februar 2015 besøgt bygden flere gange, og han har inviteret sig indenfor til kaffe hos bygdens gamle, der til gengæld har fortalt ham deres opvækst i primitive tørvehytter.

Henrik Saxgren: Bag en mur af is. 168 sider Milik publishing

******

Skøn byvandring i det gamle København

Byhistorikeren Allan Mylius Thomsen har skrevet en dybt fascinerende bog om København – Byen der forsvandt, der er baseret på ikke mindre end 692 farvebilleder, som Leif Ziegler tog med sit Rolleiflex 6x6 cm kamera i perioden fra 1961 til 1972 af gader, gårde og spændende miljøer, lige inden nedrivningen af de pågældende bygninger. Ved et tilfælde mødte Allan Mylius Thomsen ved en af sine mange byvandringer Leif Ziegler, og det blev indledningen til det samarbejde, der nu har resulteret i denne bog. Bogen er bygget op på den måde, at der er kapitler om hvert kvarter, Middelalder-København, Christianshavn med Bådsmandsstrædes Kaserne, Holmen og Refshaleøen, Ny København, Nørrebro, Vesterbro og Østerbro, Amagerbro, Sundbyerne, Islands Brygge og Nokken, Frederiksberg, Valby, Kongens Enghave og Vigerslev, Nordvest, Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg. Det hele er krydret med Allans mange anekdoter, hvor man fx får at vide, hvordan værtshuset Bondestuen på Nytorv ændrede navn til Den ny Bondestue, men på grund af sit ry som tilholdssted for alfonser i folkemunde kom til at hedde Bondefangerstuen. I kapitlet om Frederiksberg er der et billede af Frederiksberg Vatfabrik, der blev til De Forenede Vatfabrikker med beliggenhed på Nordre Fasanvej, og hvor der i dag er bygget moderne boliger. Mange har sikkert undret sig over navnet Sjælør, men her var i sin til Kalvebodløbet, hvor de mange sæler lå og solede sig på de store sten, og hvor der indtil 1776 var kgl. Privilegeret sæljagt. Den ene af stenene ligger i dag i Valbyparken. Sådan kan man blive ved med de mange pudsige anekdoter, og så kan man samtidig nyde de mange skønne farvefotografier. Byen der forsvandt er en dejlig tur på Memory Lane gennem det gamle København.

Allan Mylius Thomsen og Leif Ziegler: Byen der forsvandt. København og Frederiksberg i farver 1961-1972. 480 sider. Løfbergs

******

Fornemt geografisk opslagsværk

Den altid initiativrige forlægger Iselin C. Hermann og redaktør Anne Meisner fik for et års tid siden den geniale idé at lade over 200 kendte og ukendte danskere skrive om det sted han eller hun har et helt særligt forhold til. Det blev til bogen Her er DK, hvor man går geografisk frem i Danmark, og hvor de enkelte bidragydere tegner dette danmarksportræt. Der er masser af finurlige overraskelser undervejs og foruden forskellige landkort, der viser, hvor de enkelte lokaliteter befinder sig, er værket illustreret med fotografier i både farve og sort/hvidt. I hovedstaden er der kapitler om så særprægede steder som Flyvergrillen ved lufthavnen i Kastrup skrevet af Rudi Urban Rasmussen, og om Kineserbyen eller Den Gule By – beliggende midt i sporarealet mellem Hovedbanegården og Enghave Station skrevet af Jannik Lunn. Går man fx til Bornholm, har Dennis Gade Kofod skrevet en grafisk lækker udformet tekst om Rønne 2016, før den planlagte havneudvidelse, og Jacob Ludvigsen har begået stykket om Ekkodalen, og sådan kunne man blive ved. Det er et særdeles underholdende portræt af Danmark, hvor 217 danskere har bidraget.

Her er DK. Redigeret af Iselin C. Hermann og Anne Meisner. Illustreret 263 sider. Brøndums Forlag

*****

Fornemt værk om havebyer

Helle Ravn og Peter Dragsbos bog Havebyen er en beskrivelse af 25 danske havebyers historie. Det var en form for moderne byplanlægning, der havde sin storhedsperiode i begyndelsen af 1900-tallet. Idéen opstod i England i forbindelse med industrialiseringen, hvor et nyt proletariat strømmede fra land til by for at være i nærheden af deres nye arbejdspladser. Mange flyttede ind i nye men ofte usunde lejligheder i de hurtigt overbefolkede storbyer, og fx i København resulterede det bl.a. i koleraepidemien i midten af 1800-tallet, så derfor blev der både her og i England og Tyskland skabt havebyer som alternativer til samtidens høje og tætte karrebebyggelse. Det var et samarbejde mellem private filantroper og intellektuelle samfundsreformatorer, der sammen med arbejderbevægelsen stod for disse nye og mere sunde boliger, og også danske arkitekter rejste til udlandet for at hente inspiration. Det resulterede i nogle af de første såkaldte ”arbejderkolonier” som fx Lægeforeningens Boliger på Østerbro og Classens Boliger på Frederiksberg, noget der snart blev fulgt op af anlæggelsen af Kartoffelrækkerne, og det resulterede også i stiftelsen af Arbejdernes Boligforening og lignende sammenslutninger. Mange af havebyerne var en slags ejerboliger, hvor arbejderne indbetalte et beskedent bidrag hver uge, og meningen var så, at de skulle sidde gældfrit efter cirka 25 år. Efter engelsk forbillede var det ofte lange rækker af småhuse med forhave og én eller to lejligheder til udlejning. Og idéen bredte sig snart også til en del danske provinsbyer, men i begyndelsen var det hovedsageligt i Storkøbenhavn, der foregik. Fx fik både København og Frederiksberg hver sin Hvide By, hvor man på Frederiksberg mærker det revolutionære pust fra fortiden i gadenavnene Friheds Allé, Ligheds Allé, Folkets Allé og Broderskabsvej. Det er lykkedes for bogens forfattere at skabe et fint historisk værk med masser af farvefotografier og arkitekttegninger, og der afsluttes med kapitler om havebyernes haver – mellem pryd og selvforsyning, havebyen – ligheder og forskelle samt havebyen i dag – og i fremtiden. Bogen er også forsynet med et større noteapparat og en liste over relevant litteratur.

Helle Ravn og Peter Dragsbo: Havebyen. Gennemillustreret i farver, 304 sider. Historika

*****

Kærlighedens sommer

Journalisten Jens ”Jam” Rasmussen har fejret 50-året for det, man kaldte The Summer of Love eller på dansk Kærlighedens sommer. Dels ved at fortælle historien om hippie-bevægelsen i henholdsvis San Francisco, London og hjemme i København. Bogen hedder 1967 med undertitlen Kærlighedens sommer, og Jens Rasmussen slutter sin bog med at genbesøge de steder, hvor det hele foregik, fulgt op af historien om hvordan det siden gik de mange hovedpersoner. Noget af det, der fylder meget i bogen, er beskrivelsen af hele undergrundskulturen i The Haight-Ashbury i San Francisco, som senere bredte sig til byer som London og København, og som læser møder man igen navne som Jefferson Airplane med sangerinden Grace Slick, Big Brother and the Holding Company med Janis Joplin, The Doors med Jim Morrison, The Greatful Dead, Pink Floyd og Jimi Hendrix, mens det epokegørende i England var The Beatles og specielt albummet Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der netop udkom i det legendariske år 1967, og hvordan nogle af bandets medlemmer fik en tæt påvirkning af den indiske yogi Maharishi Mahesh. Fra San Francisco kan man læse om Timothy Learys eksperimenter med LSD og forskellige psykiatriske trips, og hvordan følgevirkningerne af disse var med til at grundlægge Klub 27 – de mange, der bukkede under for misbrug i en alder af kun 27 år, noget der faktisk fortsatte helt op til vores tid, hvor fx Amy Winehouse også gik bort som kun 27-årig. I San Francisco besøger man også den legendariske boghandel City Lights. En dansker, der spillede en rolle der i 1967, var jazzmusikeren og tennisstjernen Torben Ulrich, og til slut kan man læse, at arven fra ham i dag videreføres af hans søn Lars og hans band Metallica. Jens Rasmussen har interviewet en lang række af hovedpersonerne fra 1967 - også i Danmark, hvor man møder Stig Møller, og får historien om hvordan han sammen med Eik Skaløe dannede det berømte band Steppeulvene. Et andet vidne er tegneren og forfatteren Peder Bundgaard, og én, der havde en afgørende betydning på debatten dengang, nemlig Ole Grünbaum, der blev repræsentanten for provobevægelsen. Desuden følger man Annisette Koppel og hvordan hendes band Dandy Swingers senere blev til Savage Rose.

Det er et enestående dokument, som Jens ”Jam” Rasmussen har begået, og bogen slutter med en lang række noter, hvor forfatteren kapitel for kapitel henviser til dokumentationen for litteratur, udvalgte artikler og de mange artikler fra aviser og tidsskrifter. Det er en bog omkring et år på godt og ondt med alt fra både hippie-, kunstner-, musik-, aktivist og studentermiljøer. For os gamle, der oplevede tiden dengang, er det fed nostalgi, og for de, der er yngre, er det et vigtigt dokument om en periode, som deres forældre givetvis har fortalt dem om.

Jens ”Jam” Rasmussen: 1967 Kærlighedens sommer San Francisco, London, København. 314 sider. Tiderne Skifter

*****  

København i billeder og tekst

Bybilleder med undertitlen Kunstnernes og forfatternes København er en genial udgivelse, hvor to eksperter, kunsthistorikeren Bente Scavenius og litteraturkritikeren Bo Tao Michaëlis har udvalgt og sammenstillet 75 billeder med 75 tekster, der på fornem vis supplerer hinanden.

De ældste bidrag fra selve København er fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor fx Johan Ludvig Heibergs Erindrer De, det var i Kongens Have fra 1836 er sat sammen med C.W. Eckersbergs Herkules-Logen i Rosenborg Have, der godt nok er malet 27 år tidligere, mens et uddrag fra Søren Kierkegaards Forførerens Dagbog fra 1843 er illustreret med Christen Købkes næsten samtidige København set fra Dosseringen. Hovedparten af teksterne og billederne er dog af nyere dato, hvor fx Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren – Gryet fra 1909-10 er ledsaget af Wilhelm Marstrands En flyttedagsscene, der er helt tilbage fra 1831, hvilket viser, at tekst og billede absolut ikke behøver at være samtidige, hvis blot de omhandler nogenlunde samme tid. Fint er det også at lade Folmer Bendtsens Kyssende par i en baggård fra 1948 ledsage Tove Ditlevsens tekst København fra 1942. Når man helt frem til slutningen af 1900-tallet har værkets redaktører sat Knud Oddes Badescene fra 1989 sammen med Daniel Denciks Bellevue, der er fra 1998. At ikke alle tekster er højlitterære, viser Thøger Olesens Bli’ væk fra vort kvarter, som Peter Belli havde et kæmpe hit med i 1970, og som illustreres af Erik Hagens’ Sommer i Den sorte firkant. Og så er den gribende Dan Turèll-tekst Gennem byen for sidste gang, faktisk skrevet i 1977 (16 år før digterens død) illustreret med Hullet af HuskMitNavn, der er fra 2008. Fra vort århundrede er Katrine Marie Guldagers Velkommen til Istedgade fra 2001, som er sammensat med Tal R’s Sex Shop fra 2013, og samme Tal R’s Sortedammen ledsager Christel Wiinblads Jeg siger, jeg er fynsk. Sidstnævnte er fra hhv. 2013 og 2012.

Scavenius og Bo Tao har til hvert af de 75 kapitler skrevet en ledsagende tekst, der går bag om det pågældende billede eller tekst, og der er desuden en kort biografi af hver kunstner og forfatter. Værket er i A4 format, hvor de mange farvebilleder kommer helt til deres ret. Man kan håbe, at der ad åre vil komme en engelsk udgave, som vil vise København fra sin bedste side, men der er ikke pt. en planlagt sådan udgave.

Bente Scavenius og Bo Tao Michaëlis: Bybilleder. Kunstnernes og forfatternes København. 360 sider. Stort format, indbundet. Strandberg Publishing  

******

Dengang millioner af bøger blev stjålet

Den svenske forfatter og journalist Anders Rydell har med Bogtyvene skrevet en formidabel bog om Jagten på de forsvundne biblioteker, som bogens undertitel hedder.

Det handler hovedsageligt om de mange bøger og biblioteker, som nazisterne stjal under Anden Verdenskrig, men det handler også om vanskelighederne med at få de mange bøger tilbage efter krigen, specielt fra Sovjetunionen. Hovedmændene for disse tyverier var SS-lederen Heinrich Himmler og nazi-ideologen Alfred Rosenberg, der ved at indsamle et kæmpe bibliotek om rigets fjender ville retfærdiggøre folkemordene på deres modstandere, jøder, romaer og frimurere. Det var ikke blot i Det Tredje Rige, at nazisterne gik på strandhugst, også i Paris, Amsterdam, Rom, Vilnius, Warszawa og Thessaloniki, blev hele biblioteker fragtet til Tyskland, og masser af jøders private biblioteker blev desuden stjålet.

Reichssicherheitshauptamt  (RSHA) var overordnet sikkerhedsenheder som Gestapo, Sicherheitsdienst og kriminalpolitiet, og det var gennem den organisation, at Alfred Rosenberg konfiskerede de mange bøger. Det begyndte med forretningsmanden Arthur Goldschmidts bogsamling på 40.000 bøger og 2.000 almanakker fra 16-1800-tallet, og som blev overført til Goethe und Schiller-arkivet i Weimar, efter at hans virksomhed, som fremstillede dyrefoder, var blevet konfiskeret af regimet. Her ville man betale 1 Reichmark pr. almanak, og Goldschmidt havde det held, at han nåede at flygte til Sydamerika i slutningen af 1930-erne, og han døde ludfattig i Bolivia. Efter krigen blev bøgerne overført til Anna Amalia-biblioteket, der stadig er i gang med registreringen. I 2006 betalte biblioteket familien 100.000 euro for samlingen, der er den hidtil dyreste erstatning fra et tysk bibliotek. RSHA’s bogdepot, hvor de mange bøger blev anbragt kidnappede jødiske forskere, der blev tvunget til at fortolke teksterne, der enten var skrevet på jiddisch eller hebræisk. Det var Rosenbergs mening, at bygge et stort bygningsværk Hohe Schule, når krigen var slut, for på den måde at forme den fremtidige lederelite i Det Tredje Rige, men det blev aldrig til noget. Tidligt i krigen konfiskerede RSHA også et bibliotek fra frimurerne i München, og da Frankfurts jøder fik deres bibliotek ranet, blev jøderne selv sat til at brænde de uerstattelige toraruller. Desuden blev 300.000 juridiske bøger fra 70 forskellige samlinger i Wien ført til Berlin.

Da Hitler besatte Holland, kom turen til det bibliotek på Amsterdams Universitet, som den polskfødte rabbiner Leeser Rosenthal  i 1800-tallet havde doneret sin samling af bl.a. 6.000 bind til. Det bibliotek havde fx fem hyldemeter med Marx Engels-arkivet bl.a. udkastet til Det Kommunistiske Manifest, men det nåede man heldigvis at sende i sikkerhed til Oxford i 1938. Imens var Alfred Rosenbergs nydannede organisation Einsatzstab Reichsleiter Rosenberg (ERR) blevet dannet, og denne ideologiske organisation, der kun stod til direkte regnskab over for Hitler, var en slags akademiske infanterister. Det var ikke kun bøger og biblioteker, der blev beslaglagt, også kunst og møbler blev sendt til Det Tredje Rige, fx til Hitlers Førermuseum eller til Hermann Görings private samling på Carinhall. Foruden omfattende musiklitteratur stjal nazisterne ikke mindre end 8.000 flygler alene i Frankrig. Naziforskeren Johannes Pohl arbejdede for Rosenbergs Institut med projektet Judenforschung ohne Juden. Og samtidig forsøgte Ernst Ludendorff, der som general under Første Verdenskrig at udbrede dolkestødslegenden, som gik ud på, at grunden til at Tyskland tabte den krig i 1918 var en sammensværgelse imellem socialdemokrater, socialister og frimurere som fremført i Zions vises protokoller. Da Paris blev indtaget, stjal ERR 723 større biblioteker, og ikke mindre end 1.700.000 bøger blev sendt østpå. Bl.a. befandt det berømte Turgenev Bibliotek sig i Paris, der hvor Lenin i sin tid havde arbejdet. Der var mange emigrantbiblioteker i Paris – også Bibliothéque Polonæse. De mange bøger blev sendt afsted i 780 transportkasser til Ostbückerei, der skulle virke som forskningsbibliotek for materiale om Østeuropa og bolsjevismen. Heldigvis nåede man at få reddet en Gutenbergbibel fra 1400-tallet i to bind på i alt 40 kilo, som via Bordeaux nåede til England. Sidst en Gutenbergbibel blev solgt var i 1970-erne, og den blev solgt for 250 millioner kroner. Idéen med Turgenev Biblioteket var, at det skulle være en gave til Stalin, da Det Tredje Rige og Sovjetunionen endnu på det tidspunkt var allierede, men det kom aldrig til at ske, men biblioteket faldt senere i hænderne på Den Røde Hær.

I Rom fik nazisterne fingre i Biblioteca della Comunitá Israelitica med mange sjældne bøger, men det blev sat i skyggen af sikkerhedspolitiet, der ville deportere Roms 12.000 jøder, hvis ikke de på seks timer indsamlede 50 kilo guld og afleverede det til SS-hovedkvarteret i Rom. Det lykkedes for jøderne at samle smykker og lignende, så man nåede op på de 50 kilo, men det hjalp ikke, fordi ordren om deportation var allerede udstedt. Pave Pius 12. udmærkede sig endnu en gang ved ikke at protestere, men heldigvis var det romerske politi ikke indstillet på at hjælpe med at arrestere de forfulgte jøder, og italienerne var flinke med at hjælpe at huse de eftersøgte jøder.

Et andet mørkt kapitel i bogen er den om Thessaloniki, der blev regnet som den største jødiske by i Verden. Her fandtes Europas største begravelsesplads på 35 hektar. Den havde fungeret lige fra 1400-tallet med sine lidt over en halv million grave. Den blev totalt ødelagt af nazisterne, og de mange gravsten blev brugt af grækerne som byggemateriale, mens de mange marmorplader blev anvendt som materiale til et nazistisk svømmebassin. 44.000 af Thessalonikis jøder blev deporteret til Auschwitz-Birkenau, men inden afrejsen blev de tvunget til at veksle deres drakmer til polske sloty, hvad de så skulle bruge dem til. Imidlertid var de polske penge falske, og de af jøderne som ikke omkom, blev en del af de eksperimenter, som Joseph Mengele udførte i lejren. Knap 2.000 jøder overlevede og vendte tilbage til Thessaloniki, hvor deres kulturarv var væk. Deres toraruller dukkede op, og pergamentet blev benyttet som skosåler. 

Efter krigen kom et næsten lige så mørkt kapitel omkring de stjålne bøger. Fx befandt flere millioner af de såkaldte trofæbøger sig i Moskva, en stor del gemt af vejen i en kirke, hvor de var mere eller mindre ødelagt af dueklatter og stod tilbage som en rådnende masse. Boris Jeltsin mente, at man skulle tilbagelevere så mange bøger som muligt af hensyn til landets ry, men Dumaen nedlagde veto, da en tilbagelevering ville være at spytte på de 27 millioner af sovjetborgere, der blev dræbt under krigen. Stadig 8-10.000 af bøgerne i Turgenev-biblioteket befinder sig på nuværende tidspunkt i Moskva, men 148 bøger fra Lenin-biblioteket er tilbageleveret til Prag. Holland og Belgien fik derimod deres arkiv-samlinger tilbage mod at betale 130.000 dollars i leje, fordi russerne havde opbevaret bøgerne i 50 år.

Sidst i bogen fortæller Anders Rydell om en enkelt bogs vej tilbage til et barnebarn af dem, som i sin tid fik deres bøger konfiskeret af nazisterne. Christine Ellse, der nu bor i Midtengland, fik en bog leveret tilbage af Rydell. Bedsteforældrene blev deporteret til Theresienstadt, mens Christine Ellses far sammen med 2.542 andre jøder blev sendt til Australien, og han døde i Bombay i 1994. At Rydell fandt frem til barnebarnet skyldtes et større detektivarbejde med udgangspunkt i bedstefarens exlibris, der var i bogen.

Bogtyvene er et must for alle, der interesserer sig for bøger og for historie, og den er spændende fortalt.

Anders Rydell. Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker. Illustreret med fotos. Oversat af Poul Henrik Westh. Informations Forlag

******

Kulturhistorie fra en svunden tid

Grevindens alderdomshjem er én af de allermest interessante artikler i Jørgen Larsens Gamle København, som er et nyt bind i hans Københavnerbøger – baseret på klummer, der har været bragt i Berlingske Tidende. Artiklen fortæller om hvordan det, der i dag huser Dannerstiftelsen i Gyldenløvesgade for voldsramte kvinder og deres børn, i sin tid blev bygget som ”Kong Frederik VII’s Stiftelse for ubemidlede og trængende fruentimmer af arbejderklassen”. Der var 52 friboliger, og ifølge fundatsen skulle man være mindst 40 år, og i fem år ikke have modtaget støtte fra det offentlige fattigvæsen. Som enearving efter Frederik VII var grevinde Danner nok den mest velhavende enkedronning i Danmarkshistorien, idet hendes formue beløb sig til næsten 10 millioner kroner, som hun testamenterede til dels alderdomshjemmet i København, dels til et børnehjem for ”hjælpeløse og forladte pigebørn, især af almuen” i Jægerspris.

Gamle København består desuden af 134 andre interessante artikler om fx Langeliniepavillonen, de frie kunstneres hus ved Østerbro Station og de rækkehuse på Godthåbsvej på Frederiksberg, hvor højhuset Aksel Møllers Have i dag ligger. Det hed oprindeligt De Classenske Boliger, var bygget i to etager, hvor de mindste boliger kun bestod af et enkelt værelse på 15 kvadratmeter, men til gengæld i 1938 kun kostede otte kroner om måneden. De var bygget efter koleraepidemien i 1853, og de sidste tre rækkehuse blev først revet ned i 1958.

Jørgen Larsen: Gamle København. Nye historier og fotos fra en svunden tid. Gennemillustreret 280 sider. Gyldendal

*****

Nostalgisk biltur rundt i Danmark

Flemming Søeborgs Dengang vi fik bil er et pragtfuldt billedværk om dengang, hvor bilen blev hver mands eje – nemlig i tiden lige efter Anden Verdenskrig. I begyndelsen af 1940 var der så stor mangel på olie og benzin, at motorejerne stod i kø for at afmelde deres køretøjer indtil videre for på den måde at spare vægtafgiften. På ét af bogens billeder står københavnere i en lang kø foran Politigården med deres afmonterede nummerplader. Da krigen så var slut, var det ikke ligetil at få en ny bil. Der var valutarestriktioner, og det krævede indkøbstilladelse at få lov til at anskaffe et nyt køretøj. Men snart eksploderede antallet af nye biler og i tiåret fra 1950 til 1960 steg antallet af nye biler fra 169.000 til 504.000, og siden er antallet steget så meget, at der i dag er omkring 2,3 mio motorkøretøjer i Danmark. Dengang vi fik bil er en kæmpe kavalkade af flotte billeder af alverdens biler fra dengang og frem. Der er billeder fra campingpladser, hvor bilisterne valfartede til, og en del fotografier viser familierne i vejkanten med campingbord, termokande med kaffe og madpakke, så alt i alt er der tale om en pragtfuld tur på Memory Boulevard med Folkevogne, Opel Rekord’er og Ford Taunus’er og Flemming Søeborg, der tidligere er forfatteren bag bøger om tog og sporvogne, har fået god hjælp fra forskellige skribenter, der har stillet deres billedmateriale til rådighed.

Flemming Søeborg: Dengang vi fik bil.  Minder fra bilens guldalder. Gennemillustreret i farver og sort/hvid. 234 sider. Gyldendal

Medrivende guide til hovedstadens stille oaser

Den altid veloplagte journalist Peter Olesen, der har gjort det til en livsopgave at få almindelige danskere til at opdage vores lands mange herligheder, har begået en ny bog Stille København, hvor han tager læseren med til de åndehuller i hovedstaden, hvor man får lidt fred og ro fra storbyens larm. I den flot gennemillustrerede bog er der bl.a. kapitler om Grønnegården,  gårdrummet Sankt Petri Passage, Rådhushaven, Glyptotekshaven, Bibliotekshaven, Heerup Haven bag Energistyrelsen på hjørnet af Amaliegade og Toldbodgade, hele området ved Toldboden og Kastellet, Østre Anlæg, Botanisk Have og Kongens Have og på Vesterbro Saxoparken og Otto Krabbes Plads for enden af Westend og ikke at forglemme en af byens smukkeste kvarterer Den gule By også kaldet Kineserbyen, der ligger skjult mellem jernbanens mange spor på Otto Bussesvej, hvor 30 små rækkehuse nu er udbudt til salg efter i næsten 100 år at have været beboet af DSM-funktionærer. Foruden Nørrebro med bl.a. Assistens Kirkegård og Østerbro med Classens Have og Charlottehaven er der også små afstikkere til Valby og Frederiksberg. Peter Olesen, der tidligere i samme håndbogsserie har skrevet om Valby og Frederiksberg, er en medrivende guide og formidler, som får os københavnere til at se hjørner af byen, vi måske tidligere overså.

Peter Olesen: Stille København. Gennemillustreret i farver af fotografen Kurt Rodahl Hoppe. 184 sider. Frydenlund

******

København på kryds og tværs

 

Selvom Jesper Asmussens store flotte bog København rundt bærer undertitlen Byvandringer, er der tale om mere end en samling forslag til, hvordan man oplever hovedstaden. Bogen er i stort A4-format suppleret med masser af fine farvefotografier, og slev for den, der i forvejen er godt inde i byens historie, er der meget nyt at hente. De første mange sider handler om Indre By, og her får man mange sidehistorier om fx Niels Heidenreich, der i 1802 stjal guldhornene, om Pjaltenborgs brand, om hvorfor det hedder Majonæsekvarteret (fordi de af havets dyr gadens navne har, alle smager godt med majonæse til). Og hvordan udtrykket ”Fanden er løs i Laksegade” blev til. Læseren er også med til Christian 4.s overdådige kroning i 1595 (da han endelig var blevet myndig som 19-årig), en fest der varede i ti dage. Samme konge lagde navn til Christianshavn, der får sit eget store kapitel, fulgt op af et kapitel om Amager, hvor der fx fortælles om udtrykket: ”Som sild i en tønde”, der henviser til, at der i 1300-tallet var så mange fisk i Øresund, at der årligt blev ført 300.000 tønder saltet sild ud af landet, et eventyr, der sluttede i 1500-tallet, da sildens vandring ændrede sig. I kapitlet om Vesterbro får man foruden Tivolis historie en masse at vide om Halmtorvet, Den Hvide Kødby og Den Brune Kødby, om Istedgade, der aldrig overgiver sig og ud til Carlsberg. Dernæst er det Frederiksbergs tur, hvor både Bakkehusets og Frederiksberg Slots historie fortælles med kongelig sejlads på havens kanaler – sluttende med den triste historie om Den Franske Skoles endeligt. Efter en tur på Østerbro, bevæger bogen sig igen ind i selve København med Nyhavn, Kongens Nytorv, Det Kongelige Teater og Hotel d’Angleterre, og det hele ender ude ved Rosenborg Slot, hvor læseren får hele historien om Kronjuvelerne. København rundt slutter med en del bykort og et fyldigt register samt en flot gengivelse af Franz Sedivy’s panoramakort over Storkøbenhavn i fugleperspektiv, der stammer fra 1909. København rundt er en fornem udgivelse, der burde oversættes til flere af hovedsprogene, så den også kan bruges af de mange turister, der hvert år gæster hovedstaden.

Jesper Asmussen: København rundt. Byvandringer. Gennemillustreret i farver.  259 sider. Lindhardt og Ringhof

 

Gadens blikfang

 

Det er noget af et pragtværk John Juhler Hansen har begået med Gadens blikfang, der ved hjælp af hundredvis af billeder fortæller om danske emaljeskilte gennem 100 år – og om dansk kommerciel udendørsreklame i det 20. århundrede. Der er tale om en nyrevideret udgave af bogen af samme navn, der blev udgivet af Forlaget Jelling for nogle år siden. Forfatteren til bogen er projektleder ved Industrimuseet i Horsens, hvor han første gang i 1984 udstillede sin samling af emaljeskilte, og fra 2004 har han været museets registrator. Det hele begyndte i 1977, da han i et sommerjob som skraldemand fandt et emaljeskilt for Gamle Carlsberg lagerøl i en baggård. Han fik af husets ejer lov til at købe skiltet for 20 kroner, og så gik det ellers hurtigt. Hver gang Juhler Hansen kom forbi et sted, hvor der var emaljeskilte, forhandlede han sig frem til fornuftige priser, der dengang var 20-50 kroner og i enkelte tilfælde helt op til 100 kroner. I dag opnår gamle emaljeskilte nemt hammerslag på auktioner på 20.000 - 45.000 kroner. I bogen fortælles historien om de mange skilte, hvor forfatteren i 2002 havde kendskab til 1.380 forskellige emaljeskilte, hvoraf de 800 var i hans samling. På de mange farvegengivelser vises skilte for så forskellige ting som forsikringsselskaber, dampskibsselskaber, apoteker og naturligvis varer, hvor de fleste ikke kan fås mere. Der er herlige slogans på mange, fx skiltene for kaffetilsætning: ”Der er Richs, der drik’s” og det konkurrerende mærke: ”Det er Danmark’s der duer.” Der er skønne reklamer for margarine, cigaretter, øl, flødeis og flotte skilte i flere farver for Kawo korsetter og buste-holdere, men der er også emaljeskilte med almene budskaber som fx Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelses ”Spyt ikke paa Fortovet” eller afholdsbevægelsens budskab: ”Bliv Afholdsmand. Tiden kræver en handlekraftig Slægt”. Man bliver helt nostalgisk af at bladre i denne skønne bog, som er i stort A4-format – og udelukkende er blevet til ved hjælp af generøse fondsmidler.

John Juhler Hansen: Gadens blikfang. Danske emaljeskilte gennem 100 år. 264 sider.  Forlaget Permild & Rosengreen