Selvbiografi på en anden måde

Hans Kirks Erindringsfortællinger er en anden side af én af vores store forfattere. De fleste har sikkert læst både Fiskerne, Daglejerne og måske De ny tider, men i stedet for at skrive en selvbiografi, fortalte Hans Kirk om sit liv i en del af de op imod 900 noveller, han skrev, af hvilke en stor del blev bragt i ugebladet Hjemmet. De mange noveller, hvoraf flere blev skrevet under forskellige pseudonymer, skulle være med til at holde Kirks økonomi oven vande. I 1953 kom erindringsbogen Skyggespil, der fortalte om en ung mand fra et lægehjem i en lille jysk by og hans vej fra provinsborgerskabet til at blive socialist. Her var en række noveller, der ikke fandt nåde for Kirks kritiske blik, udeladt, og det er dem, som dr. phil. Morten Thing nu har fundet frem og samlet i denne udgivelse. Der er både erindringer fra barndommen, og afsluttende er der novellen Flugtens nat – en beretning om flugten fra Horserødlejren i 1943, en novelle, som første gang blev trykt i Folkets jul 1961. I den flygter han sammen med Anders, som kun havde ét ben: ”Han havde været i en dårlig plads, hvor man lod ham slide og knap undte ham føden. En dag blev han sparket af en hest, slæbte sig i seng og blev liggende, skønt gårdmanden både med det gode og det onde prøvede at få ham til at stå op. For arbejdet kunne jo ikke vente. En dag kom dyrlægen for at se til en syg ko, og husbonden bad ham da om lige at kigge på den her pjalt tjenestedreng, som havde fået en smule skade i det ene ben. En time efter blev Anders, alt hvad remmer og tøj kunne holde, kørt til sygehuset, kom straks på operationsbordet og fik sat benet af ved knæet. Der var gået koldbrand i det, og det var store ting, at han reddede livet, sagde overlægen. Gårdmanden skete der ikke noget. Han fæstede en ny tjenestedreng.” I novellerne fra barndommen er der små perler med, fx i Kræstens overmand, hvor drengen er med bonden Kræsten på marked for at sælge et kuld smågrise, og hvor drengen på markedspladsen er inde og så både en vild kannibal fra Afrika og verdens tykkeste dame: ”Jeg syntes nu ikke, hun kunne måle sig med Katrine fra Rousted, og hende kunne man se gratis, og fik tilmed kaffe og lagkage, når man var på besøg.” Morten Thing har i sit fine forord skrevet om de 14 noveller, og i hvilke sammenhænge de oprindeligt blev offentliggjort, og de fleste er med de illustrationer, som stammer fra de blade, de blev bragt i. Det er illustrationer af så gode kunstnere som Arne Ungermann, Ejler Krag, Victor Brockdorff, Des Asmussen og Herluf Bidstrup. Erindringsfortællinger kan på det varmeste anbefales.

Hans Kirk: Erindringsfortællinger. Med forord af Morten Thing. 144 sider. Hovedland

******

En paradoksernes person

Titlen på Chris Holmsted Larsens Carl Madsen-biografi Den folkekære stalinist er meget godt valgt, når man skal sætte en etiket på én af landets mest kendte og beundrede forsvarsadvokater gennem tiden. For Madsen var foruden at være revseren af det borgerlige samfund et både polemisk og politisk menneske, der lige efter krigen som statsadvokat fik ansvaret for retsopgøret i de mange sager om forræderi og landsskadelig virksomhed – en ønskestilling, som han desværre ikke fik mulighed for at fuldføre, da han i 1947 fik sin dom på 14 dages ubetinget hæfte for spirituskørsel og dermed blev afskediget. Det medførte en livslang bitterhed over, at det ikke lykkedes at gennemføre det endelige opgør med de mange medløbere, der bl.a. havde været med til at sende både Carl Madsen og andre kommunister til Horserød i sommeren 1941 efter Kommunistlovens vedtagelse. Biografien begynder med den borgerlige opdragelse i landsbyen Vejerslev på Mors, hvor Carl tilbringer sine første år, inden hans grundtvigianske forældre i 1911 rejser til Sjælland, hvor faren havde fået embede som førstelærer på Brede Fabriksskole nord for Lyngby. Efter en hæderlig juridisk embedseksamen i 1928 blev Carl Madsen medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, et parti han var medlem af, indtil han i 1975 blev ekskluderet efter to stridsomme år, der bl.a. var forårsaget af Madsens beskyldninger om urent trav hos bestyrelsen i Land og Folks Boghandel, der i 1973 gik i betalingsstandsning for senere at ophøre. Eksklusionen fik også den tragiske følge, at det nære venskab med forfatteren Hans Scherfig gik i vasken, da Scherfig som resten af centralkomiteen stemte for at ekskludere Madsen. Dog nåede de to at blive forliget kort tid inden Carl Madsen døde i 1978. Og som en sidste succes havde Carl Madsen som advokat for christianitterne sin store andel i, at Folketinget fredede Christiania, og Carl Madsen modtog efterfølgende Fristadens fane og blev udnævnt til Christianias første æresborger. Det er på forbilledlig vis lykkedes for Chris Holmsted Larsen med sin ph.d.-afhandling om Carl Madsen at tegne et underholdende billede af en paradoksernes person, en mand som ofte på humoristisk vis elskede at drille autoriteter, men som samtidig var forankret i en livslang loyalitet til Moskva. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Carl Madsen ville have reageret på Murens fald, glasnost og opløsningen af Sovjetunionen, hvis han havde levet lidt længere. Og biografien giver lyst til at genlæse nogle af de bøger, som Carl Madsen udsendte. Den folkekære stalinist er illustreret med en lang række fotografier og et fyldigt noteapparat.

Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. 544 sider. Gyldendal

*****

Fremragende biografi om et overset ægtepar

Når man cykler fra Nørre Allé i København og over mod Nørrebro, kommer man forbi en lille plads, der hedder Fredrik Bajers Plads. Her står en sten med et bronzerelief af den skæggede mand, som har lagt navn til pladsen, og også hans hustrus navn Matilde Bajer optræder på stenen. Ægteparret Bajer er nogle af de mest oversete personer i Danmarkshistorien, men det har den forhenværende museumsinspektør Ole Mortensøn nu råder bod på med sin biografi Fredrik og Matilde. Det er historien om ægteparret, der grundlagde Dansk Kvindesamfund og Dansk Fredsforening, og mens Fredrik Bajer som den eneste dansker til dato modtog Nobels Fredspris (i 1922), blev hans Matilde æresmedlem af Dansk Kvindesamfund. Men som i alle gode eventyr måtte de meget igennem, før det nåede så vidt. Fredrik Bajer, der var født i 1837, blev som helt ung løjtnant ved dragonregimentet i Næstved, og i 1857 blev han forlovet med proprietær Schlüters datter Matilde. Et par år senere, da han boede i Gothersgade i København forelskede han sig boghandler Høsts kun 15-årige datter Fanny, men da den unge pige fortalte ham, at hun kun elskede ham som en bror, og det aldrig ville blive til mere, søgte han tilbage til Matilde, hvis kærlighed til ham heldigvis var intakt. Efter at Fredrik havde deltaget i krigen i 1864 og der oplevet krigens grusomheder, forlod han hæren og blev i 1867 gift med Matilde, samtidig med at han blev folkehøjskolelærer på Blaagaard Seminarium og Folkehøjskole, og det unge ægtepar flyttede ind i en lejlighed i på Nørrebro. Her fik de i løbet af de næste 10 år syv børn, som dog ikke alle overlevede. Ved rigsdagsvalget i 1872 blev Fredrik for første gang valgt ind i Folketinget for Det Forenede Venstre, og samme år flyttede Fredrik og Matilde ind i lejligheden Korsgade 56, hvor de boede resten af livet. Året inden i 1871 var Matilde med til at stifte Dansk Kvindesamfund, men allerede samme år trådte hun tilbage som midlertidig leder, men hun kæmpede trofast videre i kampen for kvindernes valgret. I 1882 var Fredrik Bajer med til at stifte Foreningen til Danmarks Neutralisering, og i de følgende år deltog Fredrik i et utal af fredskongresser overalt i Europa, så han havde en ikke uvæsentlig andel i, at Danmark ikke blev involveret i Første Verdenskrig. I 1907 forlod den 70-årige Fredrik posten som præsident for Verdensfredsforbundet for i stedet at blive ærespræsident, og året efter kom belønningen i form af Nobels Fredspris, som han fik sammen med den svenske fredsforkæmper Klas Pontus Arnoldson. Prisen var foruden en guldmedalje på omkring 70.000 kr., hvilket gav Matilde og Fredrik den økonomiske tryghed, som de længe havde savnet. Da Dansk Fredsforening i 1922 skulle fejre sit 40 -årsjubilæum, måtte Fredrik melde afbud på grund af sygdom, og en måned inden jubilæet døde han, så det blev Matilde, der holdt talen, og samme år blev hun æresmedlem af Kvindesamfundet. I 1934 døde Matilde Bajer 94 år gammel. Biografien om Fredrik og Matilde er en fremragende og bevægende bog, hvor ægteparret endelig får sin fortjente plads i Danmarkshistorien.

Ole Mortensøn: Fredrik og Matilde. Kvindebevægelsens og fredsbevægelsens pionerer. Gennemillustreret med fotos. 348 sider. Gads Forlag

******

Autofiktion når det er bedst

Der er ikke langt imellem forskellige genrer, og afstanden mellem selvbiografier og romaner er ofte meget lille. Når Leonora Christina Skov i sidste kapitel af Den, der lever stille skriver: ”Jeg har fiktionaliseret det hele, så det forhåbentlig fungerer i romanform, eller hvad man nu skal kalde genren,” så er det både rigtigt og forkert, for godt nok nævner hun ikke sin far ved navn, og hun har, som hun skriver, ”skrevet nogle venner og bekendte ud af den, så den ikke drukner i mennesker,” men som læser er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en selvbiografi, jeg læser. Og en både vedkommende og velfortalt selvbiografi. Og nævner forfatteren efterfølgende: ”Det er ikke en hævnbog, jeg har skrevet. Det er en genskabelsesbog, for det er, hvad jeg har gjort de sidste mange år: genskabt mig selv.” Det er en stærk bog, hvor man følger opvæksten i et parcelhus i Helsinge, hvor det for Christina gælder om at leve op til forældrenes forventninger. Derfor bliver det også katastrofalt for den unge litteraturstuderende at flytte til København og udvikle sig til forfatteren Leonora, for slet ikke at tale om at springe ud som lesbisk og fortælle sin mor og far, at hun har forelsket sig i en kvindelig præst. Hun oplever forstødelsen fra sit barndomshjem og må leve med, at hun ifølge forældrene er skyldig i morens kræftsygdom, der ender med at koste moren livet. Den, der lever stille handler også om selve forfatterskabet, der trods meget forskellige romaner har handlet om mor/datter-forholdet, og specielt handler bogen om det, at skrive netop denne bog. Der er mange kloge betragtninger og også ganske morsomme episoder undervejs, som fx skildringen af en forlagsmiddag, hvor Leonora Christinas bordherre, der skriver thrillere sammen med en kollega, kloger sig over, hvordan hun burde undlade homohistorien og holde fokus på morhistorien og sågar kalde bogen Mor, samtidig med at bordherren tilbyder sig som agent for en provision på 20% af forfatterens royalti, og det til trods for, at bordherren har fortalt, at han aldrig har læst noget af det, som Leonora Christina har skrevet.

Den, der lever stille er en gribende fortælling om en spændende kvindes liv i medgang og modgang, en bog, der først kunne skrives, da moren er død, selv om man mærker en anelse opblødning i forholdet til moren, i den sidste tid hun lever. Det virker også, som far og datter igen kan tale sammen, og endelig mærker man den tryghed, Leonora Christina Skov nyder i sit ægteskab med den Annette, som bogen også er en slags kærlighedserklæring til. Altså én af årets store læseoplevelser, uanset om man læser den som en roman eller en biografi.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille. 375 sider. Politikens Forlag

*****  

En biografi med meget lidt nyt

Der er efterhånden skrevet uendelig meget om Besættelsestiden, så man kan undre sig over, at Helge Milo nu sammen med journalisten Tina Storgaard Støttrup udgiver Nogen måtte gøre noget, der bl.a. handler om Milos tid som medlem af modstandsgruppen Churchillklubben. Men den handler også om Helge Milos liv efter 1945 og frem til nu, hvor han har passeret sin 90-års fødselsdag. Churchillklubben er der skrevet en del om, og bl.a. var gruppen inspiration til Søren Kragh-Jacobsens film Drengene fra Sankt Petri, så her er der ikke så meget nyt at berette, andet end at Milo fortæller om, hvordan det gik gruppens øvrige medlemmer, og han slutter med at lufte sin skuffelse over, at først Winston Churchill i 1950, da han var i Danmark for at modtage sin Elefantorden, kun fik et hastigt blik fra den store statsmand, der sagde, at hans helbred var så dårligt, at han ikke kunne hilse på hver enkelt, og senere i 1913 da Dronning Margrethe i forbindelse med et foredrag i Aalborg kun havde tid til at hilse på en enkelt af de syv fra den gamle Churchillklub. Til slut nævner Milo også, hvordan Danmark ikke var inviteret til 50-årsdagen for invasionen i Normandiet, da vi ikke var rigtigt accepteret som allieret af amerikanerne, noget der dog blev ændret på i forbindelse med 70-årsdagen, hvor Danmark ifølge Milo var blevet stuerene med amerikanske øjne, fordi vi havde deltaget i krigen mod Saddam Hussein. Men Helge Milo skriver til slut, at Churchillklubbens mål var at gøre Danmark i stand til at gøre en selvstændig indsats mod besættelsesmagten for at overbevise De Allierede om vores vilje til at kæmpe for frihed og demokrati. I begyndelsen af bogen beretter Milo om sin tilfangetagelse og tiden i Nyborg Statsfængsel og ikke mindst om angsten for at blive udleveret til Tyskland. Derefter handler hovedparten af bogen om Helge Milos privatliv og karriere efter krigen, og det er sådan set ganske interessant, for han har oplevet meget både arbejdsmæssigt og på den private front, og han skriver til slut, hvordan en gammel drøm om at kalde sig forfatter er ved at gå i opfyldelse. Der er bare det men, at der ikke er nok sprogligt schwung til, at den del af historien bliver interessant. Hvis det materiale var blevet givet til en god skønlitterær forfatter, kunne der være blevet en medrivende roman ud af Helge Milos livshistorie. Det er ikke tilfældet nu, hvor kun en meget lille del handler om selve Churchillklubben.

Helge Milo & Tina Storgaard Støttrup: Nogen måtte gøre noget. En beretning om et liv i skyggen af Churchillklubben – Danmarks første organiserede modstandsgruppe. 207 sider. Skriveforlaget

**

Til minde om en stor forfatter

Bag om spejlet er en bog om af Jytte Borberg, redigeret af Kirsten Borberg. Bogen udkom i juli 2017 på den dag, hvor Jytte Borberg ville være fyldt 100 år. De 22 kapitler er enten tekster skrevet af Jytte Borberg eller bidrag fra en række mennesker, som hun har kendt gennem sit forfatterskab, eller som har været tæt knyttet i en familierelation eller som en god ven. Jytte Borberg var fyldt 50, før hun debuterede som forfatter. Indtil da havde hun været overlægefrue i Viborg. Som forfatter nåede hun at skrive over 25 romaner, mange teaterstykker og en række ungdomsbøger og forskellige bidrag til antologier. Hun var aktiv til det sidste, og Suzanne Brøgger skildrer i ét af indlæggene, hvordan hun i 2007 deltog i et arrangement på Rungstedlund, hvor forfattere læste op fra deres endnu ikke udgivne tekster. Jytte Borberg læste op fra sin kommende roman Skønskrift, hvorefter hun satte sig ved siden af Suzanne Brøgger, lænede sig tilbage og døde. En smukkere død kan man vel ikke ønske sig som næsten 90-årig. Bogen indeholder også nogle meget smukke bidrag af Borbergs børnebørn Peter og Vibeke Borberg. Som Vibeke Borberg skriver, døde også interessen for hendes forfatterskab og salget af hendes bøger sammen med forfatteren selv. Hun udåndede i ordets mest bogstavelige forstand på toppen af et langt og indholdsrigt liv omgivet af de ypperste af hendes forfatterkolleger. Et andet meget smukt bidrag er fra forfatterkollegaen Dy Plambeck, der som den sjette modtog Jytte Borberg-Prisen på 50.000 kr. i 2011. Jytte Borberg nåede selv at være med til den første prisoverrækkelse, da Ida Jessen modtog prisen i 2006, og prisen nåede at blive uddelt i alt 8 gange. Bogen indeholder også en bibliografi over forfatterskabet, og den er støttet af en række fonde.

Bag om spejlet. En bog om og af Jytte Borberg. Illustreret med fotografier. 143 sider. Multivers

****

Fremragende portræt af Danmarks kommende konge

En af Danmarks bedste forfattere til biografier, Jens Andersen, som bl.a. har portrætteret Thit Jensen, Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Astrid Lindgren og Dronning Margrethe, var naturligvis også det oplagte valg, da biografien om Danmarks næste konge skulle skrives, og det er blevet til en ganske usædvanlig bog om et usædvanligt menneske. Under bjælken hedder biografien, og titlen skyldes den 3-400 kilo tunge egetræsbjælke, populært kaldet Maren, som ligger i sandet på nordstranden ved Kongsøre, hvor uddannelsen i Frømandskorpset finder sted. Og det er den bjælke, de nyudklækkede frømænd skal grave sig under med de bare næver som afslutning på ni måneders strabadser. Jens Andersen når i sin biografi hele vejen rundt om Kronprinsen, fra han bliver født midt under ungdomsoprøret i 1968 og frem til i dag, hvor han bor på Amalienborg i Frederik 8.s Palæ sammen med Kronprinsesse Mary og deres fire børn.

Bogen begynder naturligvis med barndommen, hvor Frederik og broren Joachim nærmest er en slags pseudotvillinger født med kun et års mellemrum. Den daglige opdragelse bliver lagt i hænderne på deres reservemor Else Petersen, som de spiser deres måltider sammen med, og som også tager sig af den pædagogiske opdragelse, mens Prins Henrik står for den mere overordnede ”dressur”, der har baggrund i hans franske patriarkalske opvækst. Det er den del af opdragelsen Kronprinsen senere nævner i en meget omtalt tale til sin far: ”Den man elsker, tugter man.” Som læser får man indblik i, hvordan Frederik hele tiden udfordrer sig selv både i den meget krævende uddannelse til frømand, ved sin deltagelse i den fysisk hårde Grønlandsekspedition Sirius 2000 og senere med maratonløb, Ironman, cykling over Tour de France-toppene Col de Galibier og Alpe d’Huez, langrend på ski og meget andet. Kort efter afslutningen på Sirius 2000 rejser Kronprinsen til De Olympiske Lege i Sydney, og her møder han en vis Mary Donaldson, hvad der resulterer i megen rejseaktivitet de følgende år, inden Mary i 2002 flytter til København og senere bliver gift med Frederik. Senere er der hele det lange forløb, inden Frederik bliver medlem af Den Olympiske Komite og al debatten om kongehusets involvering i politik. I slutningen af bogen er der alle tankerne om fremtiden, hvor Kronprinsen slår fast: Vi sidder bestemt ikke på vores side af slotspladsen og tænker ”Hvornår mon flaget går på halv derovre?”

Jens Andersen har været på flere rejser med Kronprinsen, og han lader foruden hovedpersonen mange andre tæt på Frederik komme til orde, hvorved det bliver en spændende og nuanceret biografi, og som noget helt genialt kører der i underkanten af hver side en sætliste over den musik, som har betydet noget for den meget musikinteresserede Kronprins. Biografien er gennemillustreret med farve og sort/hvid-fotografier, og her kan man bl.a. se det uforglemmelige øjeblik, hvor Frederik i 2007 fra scenen i Pumpehuset spiller en mundharpesolo med Led Zeppelin Jam.

Jens Andersen: Under bjælken. Et portræt af Kronprins Frederik. Gennemillustreret. Gyldendal

******  

Fine skrøner fra Københavns Sydhavn

Tonny Munnecke, der tidligere har skildret sin opvækst i Sydhavnen i erindringsbogen Dreng af tid og sted, fortsætter sine historier om dette ydmyge stykke København med Gamle Hermod og andre skrøner fra Guldkysten. Mellem Valbyparken og Sydhavnstippen gemmer sig en lille verden, de lokale kalder Guldkysten. Den lille oase er beskyttet af vandløbene Lorterenden og Gåsebækrenden på kanten af Københavns Sydhavn. I en række prægtige anekdoter fortæller Munnecke om personer som Næsen, Kjeld, Bjarne, Bror, Maya, Birger og selvfølgelig Hermod, der har lagt navn til forfatterens skrøner. Guldkysten er en samling mere eller mindre selvbyggede træhuse, som har en vis lighed med det mere kendte Nokken, der ligger for enden af Artillerivej på Islands Brygge. Landsbyen, som man kalder den lille enklave, er hovedsagelig beboet af en række snurrige individualister, der sjældent har et almindeligt arbejde, men som ofte er udflyttere fra de nærliggende mere velfriserede haveforeninger som fx Haveforeningen Mozart. Det er et område, hvor lovens håndhævere ikke er særligt velkomne, da de ofte kommer med krav om indskrænkninger i beboernes frihed. Titelfiguren Hermod bor i et hus, hvor han trives med sine mange årgange af ugeblade, som han flittigt tyrer igennem, også når han frekventerer det udendørs das, som er fælles for mange af beboerne. Her sidder han for åben dør og læser ugeblade, mens han besørger både stort og småt. På et tidspunkt, hvor ingen har set ham i dagevis, besøger Bjarne hans hus, kun for at finde ham livløs i sengen med dynen sparket af. Mens Bjarne får samlet naboerne, går en lille delegation ind i Hermods soveværelse for at se på ”liget”, men da de næste gang går derind, er sengen tom, og det viser sig af den megen tumult har vækket Hermod, der af bagindgangen er søgt ud på dasset, hvor han sidder med et ugeblad. Senere dør samme Hermod dog rigtigt, og i en grotesk scene kommer Bjarne til at skubbe til kisten, hvor man har lagt Hermod med det resultat, at kisten glider ud af bagdøren og ud i vandet, hvor den i efterårsblæsten langsomt flyder ned mod Slusen, der regulerer vandstanden i Københavns Havn. Samme Hermod havde kort før sin død vundet 100.000 kr. i Klasselotteriet på et lod, han havde arvet fra sine for længst afdøde forældre. Det lod havde han arvet sammen med sin søster Birthe, der af to omgange havde giftet sig først med en fin herre på Østerbro, hvorefter hun havde taget navneforandring til Kaya, og senere i sit næste ægteskab med en forretningsmand i whiskybæltet, hvor hun efter besøg hos en numerolog var kommet til at hedde Caisa. Imidlertid havde hun ikke deltaget i udgifterne, når loddet skulle fornyes, da hun ikke ville kendes ved Hermod og slet ikke havde besøgt ham. Det kommer hun dog til, da præmien skal deles, men først fratrækker Hermod 40 års fornyelser samt udgifter til sporvogn og bus ud til kollektricen, så der kun bliver 7.120 kroner tilbage til Birthe, som han bliver ved med at kalde søsteren for at irritere hende. Sådan vrimler Tonny Munneckes bog med prægtige skrøner, hvor der i nogle af personerne er stof til flere romaner.

Tonny Munnicke: Gamle Hermod og andre skrøner fra Guldkysten. 212 sider. Skriveforlaget

*****

Nørrebros autodidakte maler

John Christensen, der var født i 1896, var i sin tid kendt under navnet Barbermaleren, og netop dette navn er titlen på kunsthistorikeren Hanne Abildgaards biografi om denne i dag mere eller mindre glemte kunstner. John Christensen havde sin barbersalon på Kapelvej på Nørrebro lige overfor Assistens Kirkegård, en lokalitet, der optræder på en meget stor del af hans malerier, tuschtegninger og raderinger. Efter sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1928 og forskellige separatudstillinger var John C. kommet i kontakt med en kreds af kunstnere, og sammen med dem stiftede han i 1932 gruppen Koloristerne, hos hvem han blev én af de ledende skikkelser. Hans billeder, som anmelderne betegnede som naivistiske, blev sammenlignet med udenlandske kunstnere som Chagall, Rousseau og Grosz, og hans helt egen, dilettantiske, men ægte og uspolerede udtryksform var desuden krydret med en form for humor, til trods for at billederne ofte skildrede ulykkelige mennesker i hans kvarter. Foruden de mange selvportrætter og billeder af hustruen Dagny var ét af de mest yndede motiver døden, som den udspillede sig på den anden side af muren ind til Assistens Kirkegård. John C. opnåede en nærmest kultagtig status, og hans billeder vandt anerkendelse hos både private samlere, kolleger og museumsfolk, men han var nødt til at bibeholde sit hverv som barber, dog hændte det, at han efterlod en kunde med barberskum i ansigtet, mens han gik ind ved siden af for at nedfælde en skitse til senere brug. Da John C. i slutningen af 1930-erne modtog et par legater, muliggjorde det, at han og Dagny købte et lille stråtækt hus med en stump have i Vridsløsemagle, og nu blev Nørrebro-universet udvidet med motiver fra den lille landsbyidyl. De første år beholdt John C. sin lejlighed på Nørrebro, men efter et par år afhændede han sin barberforretning til en anden barber for 500 kroner. Tiden som fuldtidskunstner blev ganske kort, for John Christensen fik kræft, og den 2. januar 1940 døde han som 43-årig. Meget symbolsk endte hans tidligere barberbutik samme år med at blive omdannet til ligkistelager. Mange af Barbermalerens værker findes i dag på forskellige museer, men i adskillige år var John Christensen nærmest usynlig i dansk kunsthistorie. Det har denne medrivende biografi heldigvis gjort op med, og bogen, der er i stort format, er udstyret med et utal af farvegengivelser.

Hanne Abildgaard: Barbermaleren John Christensen. Gennemillustreret, 299 sider. Gads Forlag

*****    

Fra altmuligmand til bestsellerforfatter

Er der noget at hente i en biografi om Danmarks mest læste krimiforfatter? -Ja, for journalisten Jonas Langvad Nilssons Jussi giver et billede af en spændende person, der har nået mange forskellige ting i sit liv, inden han kunne leve af at være forfatter. Jussi Adler-Olsen er vokset op på tre forskellige sindssygehospitaler, hvor hans far Henry Olsen var overlæge, og muligvis er det på grund af den opvækst, at Jussi har formået at skildre en lang række mere eller mindre uhyggelige forbrydere og psykopater. Biografien er bl.a. blevet til under to rejser, hvor journalisten har interviewet hovedpersonen, først på en biltur til Nordjylland, hvor de besøgte det hospital i Brønderslev, hvor faren var ansat, og hvor Jussi tilbragte noget af sin barndom, og senere på en tur rundt i USA, hvor Jussi skulle deltage i markedsføringen af de amerikanske udgaver af hans romaner. Inden Jussi Adler-Olsen bliver forfatter på fuld tid, har han først et tegneserieantikvariat, Pegasus, på Nørrebro i København, hvor han bor i bagbutikken sammen med sin senere hustru Hanne, og efter afviklingen af det arbejder han som ulønnet organisator for den danske fredsbevægelse, for derefter at starte forlaget Donna i Nansensgade, lige efter han har komponeret musikken til tegnefilmen Valhalla. Efter et par år som freelanceredaktør på Pressens-Illustrations-Bureau, bliver Jussi administrerende direktør i Semic Interpresse A/S, efterfulgt af et par år som forlagschef for TV-Guiden. Og mens det står på, har Jussi skrevet på en roman, Russisk kabale, som han ender med helt at opgive, for at gå i gang med det, han har planlagt skal blive hans store internationale gennembrud, Alfabethuset, som gerne skal ligge i lufthavnskiosker over hele verden. Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå, men den udkommer på Forlaget Cicero og får fine anmeldelser uden at blive en bestseller. Af én eller anden grund undlader Jussi at nævne, at den først bliver sendt til et andet forlag, som ikke vil udgive den. Det er lidt ærgerligt, da det kunne være interessant at få at vide, hvordan han tog det. Det næste, der sker, er, at Jussi lærer en redaktør, Anne Christine Andersen, at kende, som arbejder på Aschehoug, og her udgiver han sine to næste internationale spændingsbøger Firmaknuseren og Washington Dekretet, men det helt store gennembrud lader stadig vente på sig. I mellemtiden har Jussi haft en samtale med filminstruktøren Rumle Hammerich om Alfabethuset, som Hammerich følte sig godt underholdt af, men det instruktøren hellere vil have, er, at Jussi laver en dansk politi-tv-serie som en pendant til tv-serier som fx den svenske Beck. Og det er nok det, som inspirerer Jussi Adler-Olsen til at opfinde politimanden Carl Mørck og persongalleriet omkring ham, Assad og sekretæren Rose, og sådan begyndte det med bøgerne om Afdeling Q, der foreløbig har resulteret i fem bind, og hvor de næste fem bind også er planlagt.  Krimierne om Afdeling Q er udkommet på Politikens Forlag, hvor Anne Christine Andersen nu var blevet ansat, og hvor Charlotte Weiss, som Jussi tidligere havde haft ansat på Interpresse er redaktionschef. Biografien kommer også ind på filmatiseringerne af Afdeling Q-bøgerne, og hvordan Peter Aalbæks Zentropa og Jussi er gået galt af hinanden, sådan at de næste bind vil blive filmatiseret af Nordisk Film. Desuden er der planer om en amerikansk tv-serie om Afdeling Q. Når man læser biografien, finder man også ud af, hvor heldig Jussi indimellem har været, fx slipper han og Hanne fra en voldsom motorcykelulykke i Tyskland uden varige men, og ikke mindre end to gange har Jussi været ramt af kræftsygdom for dog igen at blive meldt rask. Forretningstalentet har aldrig fejlet noget hos Jussi Adler-Olsen, der flere gange har købt og renoveret ejendomme, og succesen med hans krimier har været så stor, at han har kunnet ansætte en fuldtidsmedarbejder til at passe sit firma, der i flere år er kommet ud med millionoverskud, og foruden villaen med kontor i Valby har familien Adler-Olsen i dag også en lejlighed i Barcelona samt sommerhuse i både Sverige og Rørvig. Biografien fortæller spændende om research, hvor Jussi fx en gang, da han havde fået afslag på at besøge Rigshospitalets traumeafdeling, iførte sig sin fars efterladte hvide kittel og stetoskop og gik en tur på afdelingens gange med hænderne i lommen uden på noget tidspunkt at komme i kontakt med patienterne. Og fra de mange møder med læserne og deres spørgsmål kan det godt irritere Jussi, at han i Flaskepost fra P lod forældrene til det kidnappede barn smide sækken med løsepengene ud ad vinduet i et intercitytog, hvor vinduerne ikke kan rulles ned, som en læser gjorde ham opmærksom på. Disse eksempler er blot nogle få i en særdeles spændende og læseværdig biografi om en gennemsympatisk forfatter.

Jonas Langvad Nilsson: Jussi. En biografi. 402 sider Politikens Forlag

***** 

Fremragende bog om cykelløb

Forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik har med Sportshjerte begået en fornem bog om sin fascination ved cykelløb. Det drejer sig hovedsagelig om danske udøvere som fx Matti Brechel, Jakob Fuglsang, Christopher Juhl-Jensen, Michael Rasmussen og lederen Brian Nygaard. Dencik tager læseren med rundt til endagsklassikere, Tour de France og til VM på landevej i Virginia USA. Både for cykelentusiaster og for andre er der meget at hente i den begavede bog om en sport, som med Denciks egne ord ville undre væsener fra andre planeter, hvis de kom på visit på jorden. Den velskrevne bog rummer også meget om filosofi og litteratur, så også andre end sportsidioter kan have glæde af den.

Daniel Dencik: Sportshjerte. 175 sider. Gyldendal

*****

Skøn logbog over et år på plejehjemmet

Egentlig er det en roman, men hollandske Hendrik Groens Forsøg på at få noget ud af livet med undertitlen 83 årige Hendrik Groens hemmelige dagbog kan måske også læses som en selvbiografi, til trods for at den ikke er det. Det er derimod en festlig logbog, som den gamle mand har sat sig for at føre over et år af sit liv på et plejehjem i Amsterdam. Han fortæller bl.a. om dagligdagen i Gammel-men-ikke-død-klubben, der har sit helt eget ottepunkts reglement, hvor der fx står, at deltagerne ikke må klage. Logbogen begynder den 1. januar 2013 og slutter nytårsaften samme år. Hans bedste ven blandt de andre gamle er Evert Duiker, som fx sender al sin post i kuverter med sørgerand, men uden frimærker, da han regner med, at postvæsenet af respekt ikke idømmer strafporto, og at man kan være sikker på, at brevet kommer frem til tiden. Det gik godt, indtil han sendte en kuvert med sørgerand til skattevæsenet, og samme Everts bror kørte rundt i en brugt rustvogn med en hjemmelavet kiste, så han kunne parkere ulovligt hvor som helst. Selv har Hendrik planer om, at der skal skjules en cd-afspiller med fjernbetjening i hans egen kiste, hvor man vil kunne høre hans stemme sige: ”Det er en fejltagelse. Luk mig ud. Jeg lever endnu …. Nej, altså, det er for sjov, jeg er stendød.” En anden dag filosoferer han over, hvorfor gamle mennesker er så nussede i deres cottoncoat med pletter og fedtet krave. Det må være fordi, de synes, at det er spild af penge at købe en ny frakke, når man ikke længere har tid til at slide den op. Hendrik passer flere gange Everts kat, bl.a. da han er på hospitalet, hvor de amputerer nogle tæer. ”Man er jo nødt til at udstråle lidt optimisme, og det er ikke let, når man ser så dystert på det som jeg. Jeg ville være en rigtig dårlig hospitalsklovn.” Dog mener han, at han er en solstråle sammenlignet med en kvinde, der besøgte sin nyopererede mand i nabosengen. I en halv time talte hun udelukkende om sine egne sygdomme og dårligdomme, hvilket til sidst fik Hendrik til at spørge hende: ”Var det ikke bedre, hvis I byttede plads?” I øvrigt bliver Everts beskyttede bolig sat på listen over boliger, der snart bliver ledige, mens han er på hospitalet. Hendrik kan også huske fra barndommen: ”Hjemme hos os skulle vi altid spise gammelt brød i stedet for friskt, fordi min mor altid købte for meget brød, for man kan aldrig vide, og først når der var mug på det, måtte ænderne få det.” Han er heller ikke helt tilfreds med konversationen ved måltiderne på plejehjemmet, når en beboer har sagt nej til et stykke kage: ”Jeg har nemlig siddet på wc den halve formiddag, jeg bliver fuldstændig udtømt.” DET VIL JEG OVERHOVEDET IKKE VIDE NOGET OM! Og han er heller ikke tilfreds, da Evert senere har fået amputeret sit underben, og lægger sit plasticben på bordet mellem marengsrutebilerne med bemærkningen: ”Det klemmer lidt, så jeg lægger det lige til hvile lidt.” Fredag den 13. september er der en kvindelig beboer, der bliver i sengen hele dagen. Så kunne der ikke ske hende noget. Hun spiste et stykke brød og drak en kop te. Hanken på tepotten knækkede, hun fik skoldhed te ned over sig og tilbragte resten af fredag den 13. på hospitalet. Og livet på plejehjemmet bliver helt godt for Hendrik, da Eefje flytter ind, kvinden Hendrik altid har længtes efter. En skøn bog om det at blive gammel.

Hendrik Groen: Forsøg på et få noget ud af livet. Oversat af Birthe Lundsgaard. 344 sider.People’sPress

***** 

Medrivende beretning om Ane Andersdatter, der blev halshugget i 1861

Der er en del udgivelser i dag, som bevæger sig midt imellem biografien og skønlitteraturen. En sådan er professor emeritus Peter Høilunds Men de måtte jo dø, som baserer sig på den virkelige historie om tjenestepigen Ane Andersdatter, der i 1861 som den sidste kvinde herhjemme blev halshugget.

Høilund starter sin bog med en medrivende skildring af Anes sidste dag i december 1861, der begynder om morgenen i fængslet på Blegdamsvej og slutter ved skafottet på Rødovre Mark, hvor et kæmpe opløb af tilskuere overværer, at skarpretteren Peder Schmidt foretager sin fjerde henrettelse, og det er første gang, han skal halshugge et fruentimmer. Publikum råber bl.a. ”Gør det fruentimmer et hoved kortere, og jubelen vil ingen ende tage, da Anes hoved falder ned i spanden foran hende. I de næste kapitler kan man læse om de tre nyfødte børn, hun tager livet af, mens den fjerde, drengen Hans Peter, kommer i pleje hos sin farmor og først efter sin konfirmation opdager, at han er søn af en morderske. Ane, der er født i Karresbækminde, er i 1857 kommet i huset hos en vinhandler Heilbuth i Borgergade, da hun forelsker sig i førstemanden i en købmandsforretning, Niels Christian Nielsen. Det er ham, som gør Ane frugtsommelig, men hans mor vil ikke vide af, at han gifter sig med Ane, da det er meningen, at han skal arve sin fars købmandsforretning. Dog lykkes det for Anes veninder, de offentlige fruetimmere Johanne og Magdalene fra Gæstgivergaarden at overtale Ane til at give Hans Peter i pleje hos Niels Christians mor. Da Ane de næste gange bliver gravid, kan hun ikke overskue både at arbejde og samtidig have ansvaret for et spædbarn, så de tre næste børn slår hun ihjel, for det hun gruer mest for, er at komme på Ladegaarden, som hendes bror er kommet. Tredje gang går det galt, og 15. april 1861 bliver Ane arresteret og indsat i Københavns Amts Arresthus. Man følger hele retssagen, som ender med, at Ane bliver dødsdømt. Bagefter er man desuden med til appelsagen ved højesteret, hvor dommen bliver stadfæstet, men blandt de mange dommere er der stemning for, at Ane skal benådes, men justitsminister Casse er benhård, og får gennemtrumfet, at Frederik den Syvende afstår fra at benåde Ane, trods modstand fra hans hustru Grevinde Danner. En helt grotesk scene udspiller sig ved henrettelsen på Rødovre Mark, da den stedlige skolemester på Rødovre Skole beordrer eleverne i 7. A. ud for at overvære halshugningen af Ane Andersdatter med det resultat, at flere af eleverne besvimer. I slutningen af bogen lader Peter Høilund Anes søn ,Hans Peter,  der ellers har ernæret sig som trækkerdreng i Admiral Gjeddes Gaard, blive gift med Karin, der som elev på Rødovre Skole havde set Hans Peters mor blive halshugget.

Bevares – Peter Høilund har taget sig visse friheder i skildringen af begivenhederne, men han kalder også bogen for en roman, men i efterskriftet nævner han hele sin research.

Ikke desto mindre er der tale om en medrivende og velskrevet beretning om et mørkt kapitel i dansk retshistorie.

Peter Høilund: Men de måtte jo dø. Baseret på den virkelige historie om tjenestepigen Ane Andersdatter, der i 1861 som den sidste kvinde herhjemme blev halshugget. 187 sider. Haases Forlag

*****

Skønne og vedkommende barndomsminder

Det undrer mig, at betegnelsen ”roman” er benyttet på titelbladet til Erling Jepsens Gramhavet, da jeg helt klart læser bogen som enten en selvbiografi eller barndomserindringer. En del af personerne kender man jo fra Jepsens romaner Kunsten at græde i kor og Med venlig deltagelse. Gramhavet begynder med at fortælle om området, der for flere tusind år siden var oversvømmet af hav, og så før læseren historien om forældrene, hvor faren voksede op en af omegnens andre byer, hvor han kom i lære som mejerist, mens det mødrende ophav var fra Hamburg-forstaden Altona, og hun kom som syvårig til Danmark, da forældrene flyttede til Sønderborg. Beskrivelsen af faren, der foruden at køre mælk ud åbner et mejeriudsalg, kender man som læser fra specielt romanen Kunsten at græde i kor, og igen beskriver Jepsen, hvordan faren ustandselig truer med at begå selvmord ved at tage sit gevær og gå ud i skoven. Derimod nævner Erling Jepsen ikke farens incestuelle forhold til storesøsteren Sanne, man får blot at vide, at hun er kommet i familiepleje. At forholdet imellem faren om Erling er kompliceret, lægges der ikke skjul på, og ofte er det gennem det tætte forhold til moren, at Erlings barndom bliver nogenlunde tålelig. Det er ikke kun i Jepsen-familien, at man er yderst påholdne, hvad der er sparet er tjent, som faren udtaler. Fx fortælles der om en gammel dame, der solgte sprungne pærer ved rutebilstationen for 10 øre pr. 3 stk., og at disse hovedsageligt blev købt af kommunalt ansatte, der så tog dem med på arbejde, hvorefter de skruede brugbare pærer ud af kontorlamperne og erstattede dem med de sprungne pærer. Så kunne man tage de stadigt virkende pærer med hjem, og de udbrændte på kontoret var skiftet ud, når man mødte næste morgen. Erindringerne er fyldt med mange andre groteske oplevelser, fx farmorens begravelse, hvor faren og hans brødre kommer op at toppes om, hvem der skal køre først efter rustvognen og senere nærmest kommer op at slås ved kanten af graven, og hvor hele dagen kulminerer med, at Tyskerbedste (som mormoren kaldes) besvimer og dratter ned ad sin stol, hvorefter hun bliver kørt på sygehuset, hvor hun dør. Gramhavet er en aldeles fremragende samling erindringer, og de viser igen Erling Jepsen som én af Danmarks mest velskrivende forfattere, som samtidigt har en skøn underspillet humoristisk sans.

Erling Jepsen: Gramhavet. 235 sider. Gyldendal

*****

Fremragende billede af et karismatisk magtmenneske

Titlen Pansergeneralen på Kirsten Jacobsens bog om Jørgen Ejbøl hentyder til hans begejstring for general Patton, som ikke havde noget bakgear på sin kampvogn. Bogen er ikke en biografi i gammeldags forstand, men et billede af ét af Danmarks mest magtfulde mediemennesker i nyere tid. Af andre kælenavne kalder én af bogens medvirkende ham for flødebollen, hvilket henviser til en hård ydre skal og en blød indmad. Foruden hele fortællingen om Ejbøls liv og karriere har en lang række personer, der har været tæt på ham, medvirket, og ved hvert udsagn følges det op af Ejbøls egen version. Jørgen Ejbøls karriere begyndte på Ålborg Stiftstidende, hvor han blev udlært som journalist, og gik via forskellige redaktørjob på så forskellige udgivelser som Billedbladet og Jyske Vestkysten til Jyllands-Posten, hvor han som ansvarshavende chefredaktør gjorde avisen til Danmarks største, indtil han sammen med Lars Munch fra Politikens Hus stod bag fusionen, hvor Jyllands-Postens Forn og Politiken-Fonden blev til JP/Politikens Hus, hvor bestyrelsen udnævner chefredaktørerne i de tre så forskellige aviser som Jyllands-Posten, Politiken og Ekstrabladet. Det var en fusion, der først blev til, efter at et forsøg på at forene Jyllands-Posten med Berlingske slog fejl. Her havde Ejbøl haft en krig omkring Aarhus, da det ikke lykkedes at købe Aarhus Stiftstidende fra Det Berlingske Hus, hvilket betegnes som Berlingskes Vietnam. Og da Jyllands-Posten rykkede sin Københavnsafdeling ind på Kongens Nytorv fortsatte kampen om hovedstaden. Ved at læse Pansergeneralen får man indtryk af Ejbøl som et meget sammensat menneske, der overfor venner og familie er en empatisk og følsom mand, men som også kan være et diktatorisk magtmenneske, der hader illoyalitet, og gør kort proces imod ansatte, der er dovne eller forsøger at gå bag ryggen på ham. Bogen fortæller også om den private Ejbøl, der har været gift tre gange og om hans store sorg, da hans anden hustru, Nina Hansen, døde af kræft. Han har ikke selv børn, men har giftet sig til både børn og børnebørn bl.a. sammen med sin nuværende kone, som han kærligt kalder Rektor. Kirsten Jacobsen har også fået med, hvordan Jørgen Ejbøl var primus motor i at få frigivet Daniel Rye Ottosen, som var gidsel i Syrien i over et år, før han blev løskøbt via Ejbøls indsats. Selv havde Ejbøl nogle år tidligere mistet sin bror, som blev taget til fange i Mellemøsten, og som aldrig vendte tilbage. I det hele taget er der en del om Ejbøls internationale arbejde. Spændende er også beretningen om en 14-årig skoledreng fra Grindsted, som Ejbøl brugte som  ung journalist på Jydske Vestkysten, da han var chefredaktør der. Den unge mand var Christian Jensen, der i dag er chefredaktør på Politiken. Jørgen Ejbøl har også sine meninger omkring gratisaviser, og så er han helt klart imod støtte til medier, da de ellers mister deres frihed. Ejbøl har både sine helte og det modsatte, og der er mange, han siger sin uforbeholdne mening om i bogen.

Biografi eller ikke biografi – Kirsten Jacobsens bog om Jørgen Ejbøl er én af de bedste nogensinde i genren – uanset om man interesserer sig for medier eller ej.

Kirsten Jacobsen: Pansergeneralen. Nedslag i Jørgen Ejbøls liv og karriere. 495 sider. Gyldendal

******

Fascinerende guldalderbiografi

Liss Hansens Guldalderdøtre er en dybt fascinerende og gribende biografi om maleren og professoren ved Kunstakademiet C.W. Eckersbergs fem uforsørgede døtre, Emilie, Hedevig, Wilhelmine, Elisabeth og Julie Eckersberg. Da Eckersberg døde af kolera i 1853 efterlod han foruden de fem døtre tre sønner, kobberstikkeren Erling, arkitekten Jens og cand. phil. I finansministeriet Julius. Alle på nær Erling boede sammen med deres far i hans embedsbolig på Charlottenborg, og som ugifte havde ingen af dem nogen indtægtsmuligheder. Mens sønnerne klarede sig igennem på egen hånd, måtte søstrene imidlertid hutle sig igennem tilværelsen, da kvinder på den tid ikke havde så mange muligheder for selv at skaffe sig indtægter. I begyndelsen fik søstrene lov til at blive boende i lejligheden på Charlottenborg, indtil maleren Vilhelm Marstrand skulle overtage lejligheden. 14 år efter lykkedes det for de fem kvinder at få en lejlighed i stiftelsen Krigsraad Mørks Minde forbeholdt ”enker og ugifte Fruentimmer af den bedre Klasse, hvis Kaar i forhold til deres Stilling ere ringe”. Stiftelsen, der ligger i Lille Kannikestræde 4 var indstiftet af den ugifte Emilie Henriette Mørk, der var uden direkte arvinger, og som i sit testamente havde besluttet at bringe sine forældre i erindring på denne måde. Ejendommen havde i frøken Mørks levetid haft seks lejemål ud over hendes egen femværelses lejlighed, men nu blev lejemålene delt op i mindre et- og toværelses boliger samt den treværelses lejlighed, som de fem Eckersbergdøtre fik til rådighed. Der var ret strenge krav til beboerne i stiftelsen, som ikke betalte husleje, men som fik forskellige pligter at udføre.

Det er lidt uklart, hvad bogens forfatter Liss Hansens indfaldsvinkel til at skrive Guldalderdøtre har været, andet end hun selv bor i ejendommen i Lille Kannikestræde 4, og at hun tidligere har skrevet bogen Krigsrådens datter om Krigsraad Mørks Minde, hvor hun fortæller ejendommens historie.

Liss Hansen: Guldalderdøtre – frøknerne Eckersbergs kamp for overlevelse. Illustr. 390 sider. Skriveforlaget

****

Fremragende erindringer

David Cornwells erindringer, Duernes tunnel, der er udgivet under hans forfatternavn John le Carré, er et must for alle, der har læst hans bøger, og som også vil vide noget om hans skriveprocess og ikke mindst, hvor han har hentet sin inspiration fra. Erindringerne begynder med le Carrés tid som britisk diplomat i Bonn, hvor han fortæller om de tyskere, som efterkrigstidens Vesttyskland kunne bruge til trods for, at de havde tjent Nazityskland. Som forbundskansler Konrad Adenhauer sagde: ”Man kaster ikke det snavsede vand ud, så længe man ikke har noget rent.” Fx historien om arkivaren og videnskabsmanden Johannes Ullrich, der nåede at svøbe vigtige papirer fra Det Tredje Rige ind i voksdug og grave dem ned, før russerne i 1945 tog ham til fange, hvorefter han tilbragte ti år i sibiriske fængsler. Læseren får lidt omkring forstudierne til romanerne Spionen der kom ind fra kulden og En lille by i Tyskland. Under en rejse til Hongkong i 1974 opdager le Carré, der netop har afleveret korrekturen til Dame konge es spion, at ved at benytte en forældet turistguide har han lavet en fejl, som han når at rette, inden den engelske udgave går i trykken, mens han er for sent på den mht. til den amerikanske udgave. Det lærer ham at rejse rundt i verden for at researche, og i forbindelse med Spionen der gik sine egne veje, så han i Phnom Penh sine første krigsofre, soldater, der ikke blev meldt savnet, så deres befalingsmænd kunne fortsætte med at hæve deres løn. Der er interessante kapitler om research i Rusland, hvor le Carré skriver: ”Forsøger men at beskrive Rusland uden vodka, kunne man lige så godt beskrive et hestevæddeløb uden heste.” En morsom anekdote er, da le Carré bliver inviteret til Rom af den italienske præsident Cossiga, der er begejstret for forfatterskabet, og hvor der som gave medbringes et håndindbundet eksemplar af Dame konge es spion. Under rundvisningen i præsidentpaladset viser Cossiga det værelse, ”hvor vi anbragte Galilei, så han fik mulighed for at skifte mening.” En anekdote om mesterspionen Kim Philby fortæller, at hans sidste ord under et middagsselskab var: ”Gud, hvor jeg keder mig.” le Carrés studier af mennesker er bl.a. beskrevet i, hvordan en handelsrejsende i en lufthavn blev modellen for Alec Leamas i Spionen der kom ind fra kulden, og hvordan Doug Hayward blev til skrædderen Pendel i Skrædderen fra Panama. I kapitlet Tabte mesterværker får man historierne om de projekter, der ikke blev til noget, og hvor filminstruktørerne Fritz Lang og Sydney Pollack er involveret. Der er et fint portræt af den franske tv-vært Bernard Pivot fra litteraturprogrammet Apostrophes. Der er desuden interessante portrætter af fx mediemogulen Rupert Murdoch, skuespillerne Alec Guinness og Richard Burton. Og netop den dag Cornwell og hans hustru spiser frokost med den eksilrussiske forfatter Joseph Brodsky på en kineserrestaurant i Hampstead, får Brodsky meddelelsen om, at han er tildelt Nobelprisen i Litteratur. Og det hele rundes af med kapitlet ”Søn af forfatterens far”, der handler om den charmerende svindler Ronnie, som John le Carré tidligere har skrevet en hel roman om Ved Ronnies hof. Duernes tunnel er en uforglemmelig oplevelse.

John le Carré: Duernes tunnel. Historier fra mit liv. Oversat af Jette Røssell. 402 sider. Rosinante

Fremragende biografi om velfærdsstatens arkitekt

Når man ser, hvad der i de seneste år er udkommet af politikerbiografier, kan man undre sig over, at der skulle gå 40 år efter Viggo Kampmanns død i 1976, før der blevet skrevet en biografi om ham, der vel om nogen var velfærdsstatens arkitekt. Det har journalisten Poul Smidt nu rådet bog på med Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister.

Smidt begynder med at fortælle om opvæksten, hvor faderen, Otto Peter Leck Fischer, blev ramt af en dødelig sygdom, hvorefter moderen sendte sin lille Viggo over til søsteren, Ellen og hendes mand Conrad Kampmann, der var kaptajn for 2. kompagni i 7. regiments 12. bataljon i Fredericia. De adopterede Viggo. Efter en flot statsvidenskabelig eksamen slog den unge Viggo Olfert Fischer Kampmann sig ned i København, hvor han fik et tæt forhold til sin bror, forfatteren Leck Fischer. Allerede i sin pure ungdom begyndte den maniodepressive Viggo på sine forsvindingsnumre, hvor hans bror efterfølgende måtte ud i byen for at finde Viggo. Som færdiguddannet blev Kampmann ansat i Statistisk Departement, hvor han allerede havde virket som studentermedhjælper. I 1934 blev den nu 24-årige Viggo gift med dyrlægedatteren Lis Jensen, et kort med stormfuldt ægteskab, hvor han fik to sønner, bl.a. Jens, der senere blev minister. Efter skilsmissen mødte Kampmann Eva Brinch, der var hans hustru i de næste 30 år, og med hvem han fik døtrene Dorrit, Ulla og Ida. Da Viggo Kampmann var blevet fuldmægtig i Statistisk Departement, mødte han finansminister Vilhelm Buhl, der trak ham med ind i Finansministeriet, hvor han blev koordinator i det såkaldte Professorudvalg, hvor han var igangsætter til den populære pengeombytning, som H.C. Hansen satte i værk som finansminister i Buhls befrielsesregering. Det var også Kampmann, der udformede teksten til loven om udrensning af tjenestemænd, der under besættelsen havde været for tyskvenlige og udvist udansk sindelag. I 1950, da Jens Otto Krag udløste en ministerrokade, overtog H.C. Hansen Handelsministeriet efter Krag, og Kampmann blev Finansminister i stedet for H.C. Hansen. Efter flere forsøg på et blive opstillet til Folketinget, fik Kampmann endelig Slagelse-kredsen, hvor han i 1953 fik over 3.000 stemmer. Efter Hedtofts død i 1955, fil Kampmann en rolle som den i H.C. Hansens regering, som en enkelt sommer i en manisk periode havde ansvaret for syv ministerier, og det klarede han samtidigt med, at han føjtede rundt med et par kvinder og drak en flaske whisky om dagen. I det hele taget havde Viggo Kampmann påtaget sig flere vikarjob, nu også for den kræftsyge H.C. Hansen, der havde gjort ham til en slags vicestatsminister under sin sygdom, og ved H.C. Hansens død i 1960 blev det Kampmanns opgave at videreføre den såkaldte Trekantsregering. Han måtte opgive også at være finansminister, og et par nye radikale ministre kom til, mens valget i november 1960 for første gang gav Socialdemokratiet over en million stemmer ( 42,1%), noget der aldrig siden er blevet overgået, og samtidig blev der tale om en topartsregering, og året efter fik Danmark for første gang et kulturministerium med Julius Bomholt som minister. At Kampmann overlevede de første år som statsminister er imponerende, især da han var så ustabil, at der til stadighed måtte flere embedsmænd til at dække ham op, når han forsvandt eller var indisponeret. Fx gik der et vedvarende rygte om, at sangerinden Birthe Wilke var hans elskerinde, men det skyldtes, at Kampmanns finske veninde Maria K. boede i samme opgang som sangerinden og i øvrigt lignede hende en hel del. I den finske kvindes lejlighed måtte kriminalkommissær Christian Madsen hente Kampmann i partikontorets mørkegrå Simca, så han kunne blive kørt til Josty, hvor der var afskedsreception for de radikale ministre Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard. Samme Madsen betalte Maria K. med 25.000 kr. fra en socialdemokratisk cigarkasse og satte hende på et fly til Helsingfors. Senere måtte Christian Madsen stoppe Kampmann i Kastrup Lufthavn for at fortælle ham, at han ikke som statsminister måtte forlade Danmark uden Kong Frederiks tilladelse. Og desuden undersøgte Efterretningstjenesten, om Maria K. kunne være en militær sikkerhedsrisiko. Det hele endte i august 1962 på Sundby Hospital, hvor Kampmann var indlagt, fordi der måske var tale om en mindre blodprop, og her overlod han statsministerposten til Jens Otto Krag, der lod sig erstatte som udenrigsminister af Per Hækkerup. Det var lidt tidligt at lade sig førtidspensionere som 52-årig, og i de følgende år var Kampmann bl.a. redaktør for Verdens Gang, men desværre blandede han sig efter manges mening for meget i hvad, der skete i hans gamle parti. En af de sidste gange, hvor man så hans kontrafej i avisen, var i annoncerne, hvor 4 danske statsministre opfordrede befolkningen i at stemme JA til EF.  Få år før sin død i 1976 blev Viggo Kampmann skilt fra Eva, og i 1970 blev han gift med den 25 år yngre Ulla Fogh, som han kendte fra smugkroen i Vestersøhus. Det var hende, der efter hans død brændte både hans bøger og hans arkiv, hvilket gjorde det lidt mere vanskeligt for Poul Smidt at skrive sin efter min mening fremragende biografi.

Poul Smidt: Viggo Kampmann. Biografi. Gennemillustreret med fotos. 479 sider. Gyldendal

En mosaik

Det er 33 personer, der var Jakob Ejersbo nær, som kommer til orde i journalisten Rune Skyum-Nielsens Jakob var her – med undertitlen Bogen om Ejersbo. Der er altså ikke tale om en biografi i gammeldags forstand, men mere en slags kavalkade, der i kronologisk orden fortæller historien om en af vor tids mest markante danske forfattere. De mange små udpluk fra familie, venner og samarbejdspartnere er omkranset af den fortløbende føljeton fra den ekspedition, som en kvintet foretog sammen med et hold af indfødte bærere til toppen af Kilimanjaro i august 2013 med det formål at sprede den halvdel af Jakob Ejersbos aske, som en velvillig bedemand overlod til Morten Alsinger i en blikdåse, fra Uhuru Peak i næsten 6.000 meters højde. Den anden halvdel af asken ligger på Assistens Kirkegård, hvor Ejersbo blev bisat i juli 2008. Kort tid før Jakob døde som 40-årig, havde han sagt til sin gamle kammerat Morten: ”Hvis det her lort slår mig ihjel, skal du tage min aske med derop,” på den tur, som Jakob selv skulle have deltaget i, når han var færdig med at skrive sin Afrika-trilogi.  De første tilbageblik i 1973, er fra forældrene Hanne og Mogens, der beretter fra Tanzania, hvor familien var udstationeret, og det hele slutter i 2008/09. Her er det Jakobs forlægger Johannes Riis fra Gyldendal, der fortæller om færdiggørelsen af trilogien efter Jakob Ejersbos død. Bogen er baseret på breve, mails og sms’er, og i hvert afsnit er det den enkelte bidragyder, som lægger navn til sin egen erindring. På den måde er det lykkedes for Skyum-Nielsen at sammensætte et portræt af en forfatter, der var splittet imellem sit tilhørsforhold til to kontinenter, og som i sin desperate søgen efter kærlighed, lod forfatteren Ejersbo jagte Afrikaprojektet så meget, at mennesket Jakob ikke havde plads til sine forhold til de kvinder, der elskede ham, og som han vel også elskede. Den drøm om at stifte familie og få børn, når Eksil, Revolution og Liberty var udkommet, blev desværre aldrig til noget. Det satte en aggressiv kræftsygdom en stopper for. Heldigvis nåede Jakob Ejersbo at opleve succesen med gennembruddet Nordkraft, der indbragte ham både litteraturpriser, og som blev filmatiseret, og gudskelov havde han overskud nok til ikke at lade sig tirre af Weekendavisens Lars Bukdahl, der nærmest førte en kampagne imod ham, selv efter at han var død. Jakob var her er illustreret med fotografier og udklip, og jeg kan ikke mindes, at jeg har læst et bedre portræt af en kunstner.

Rune Skyum-Nielsen: Jakob var her – Bogen om Ejersbo. 464 sider. Gyldendal

Morsom og begavet dialog

 

Mens der i de senere år er drevet rovdrift på samtalebøger, hvor mange i bedste fald har været overflødige og i værste fald direkte underlødige, er der kommet en glimrende én af slagsen ud af En skriftlig dialog og duel, som underteksten hedder på Ti stille! Gu’vil jeg ej! – der er en form for samtalebog imellem komikeren Jan Monrad og standup-komikeren Thomas Wivel. Idéen til bogen fik Thomas Wivel, der i mange år havde siddet sammen med Jan Monrad i satirebladet Svikmøllens redaktion. I sin indledning skriver Wivel om de dogmeregler, de blev enige om, da idéen om en bog, hvor de på skift skulle skrive ud fra et givent emne, blev til. Fx måtte men ikke læse hinandens indspark, før man havde skrevet sit eget, og de skulle skiftes til at foreslå emnerne. Skriveprocessen foregik fra maj til november sidste år, og Jan Monrads sidste indspark er skrevet fire dage før hans død. I dette sidste kapitel diskuterede de, humor overfor terror, og indsparket var derfor skrevet to dage efter det voldsomme terroranslag i Paris, hvor 128 blev dræbt. Her konstaterede Monrad, at han ikke havde satiriske bemærkninger – kun vrede og tårer, men han skrev dog på sin Facebookprofil: ”Jeg har igennem 45 år ernæret mig ved at spille fransk klovn og gøre andre mennesker glade. På en dag som denne ved jeg, at det påhviler mig at fortsætte med dette virke, indtil jeg bliver båret ud. God weekend – trods alt.” Og det var som sagt det sidste, han skrev. Ellers spænder de mange kapitler over så forskellige emner som fx Tomme flasker, T. elefonsvarerbeskedder, Australien, Ikea, Nøgler, Tavshed, Grøn Tuborg, Er der mere imellem himmel og jord, Fedme og som sagt Humor overfor terror. Og så er der midt i bogen et kapitel om strømsvigt, hvor Monrad har udformet sit indspark i ni vers, og hvor sidste vers lyder: ”Ved strømsvigt, så bryder hele vorers verden ned,/vi lammes, når hjerter går i stå,/ vi kan ikke forstå, når lykken ikke varer ved,/ når hjertet holder op med at slå.” Det får Wivel til at filosofere over, når elektriciteten pludselig forsvinder, og han slutter: ”Det kan pludselig afbrydes. Midt i en sæ”

Det er en tankevækkende bog, hvor der både er mange dybsindigheder – og naturligvis også stor humor. Fx fortæller en meget flov Jan Monrad om en gang, hvor han var på vej hjem i bil i en kæmpebrandert. Han blev stoppet af politiet, og for at være på forkant hoppede han ud af bilen og spurgte friskfyragtigt: ”Hvad er der los?” hvortil betjenten spurgte: ”Har De fået noget alkohol i dag?” hvortil Monrad svarede: ”Næh, jeg har købt det selv,” og til det svarede betjenten: ”Ha, ha –  meget morsomt. Kom godt hjem,” Men heldigvis blev han ikke sat til at blæse. Det fik ham til at skrue noget ned for bajerne, og fra da af var det også slut med at køre, når han havde indtaget alkohol. Det er ikke nogen stor bog – kun lidt over hundrede sider, men en både nostalgisk og følsom bog – fuld af en slags melankoli, som mange sikkert ikke forbandt Jan Monrad med. Et flot eftermæle fra kunne denne fantastiske komiker.

Jan Monrad og Thomas Wivel: Ti stille! Gu’ vil jeg ej! En skriftlig dialog og duel. 128 sider. Mellemgaard

Portræt af en diva

 

Eva Tind er absolut ikke den første forfatter, der skriver om Danmarks store diva, Asta Nielsen. I Astas skygge tager Eva Tind udgangspunkt i to ting, dels at hun selv flytter ind i den lejlighed på Gammel Kongevej, hvor Asta Nielsen blev født 11. september 1881, og dels at hendes egen adoptivmor, der også hed Asta, blev født på samme legendariske dato 11. september mange år senere. Derved bliver Eva Tinds bog en meget personlig biografi om Asta Nielsen. Den er bygget op på flere forskellige måder, for Tind citerer dels fra Asta Nielsens egen selvbiografi, Den tiende muse, hvis første udgave kom i 1945-46, så har hun ret tidligt i bogen lagt et lyserødt brev ind, som Asta Nielsen skrev i maj 1969 til en fru Skottfeld, og som Eva Tind købte i en antikvarboghandel i Dannebrogsgade, og endelig citerer Tind flittigt fra 100 timers telefonsamtaler, som Asta Nielsen førte med sin ven, antikvarboghandler Frede Smidth, der indtil for ikke så mange år siden havde sin forretning med kuriosa, plakater, musik og erotiske billeder på Hauser Plads i København. Her optog han de mange telefonsamtaler på en spolebåndoptager i årene 1956-59 uden Asta Nielsens vidende. Disse bånd findes i dag på Det Kongelige Bibliotek, hvor de er blevet digitaliseret. Under sin meget grundige research, der også fandt sted i Berlin og andre steder i udlandet, fik Eva Tind mulighed for at lave en afskrift af samtalerne. Endelig har Tind set både de mange film, Asta Nielsen medvirkede i samt de dokumentarfilm, der er lavet om filmdivaen. Det er en fantastisk bog, hvor man får et dybt indblik i både die Astas privatliv og i hendes kunstneriske virke. Det fremgår af biografien, at Asta Nielsen aldrig har fået den stjernestatus i sit eget fædreland, som hun fik i udlandet. Fx lykkedes det aldrig for Asta Nielsen at få den biografbevilling, som hun så gerne ville have haft. Til gengæld får læseren historien om de ægteskaber Asta Nielsen indgik med forskellige mænd fra instruktøren Urban Gad til den noget yngre homoseksuelle antikvitetshandler Christian Theede, som Asta var gift med de sidste to år af hendes 91-årige liv. Der er desuden meget med om datteren Jesta Vermehren, der begik selvmord nogle måneder efter sin mands død.

Eva Tind, der tidligere har skrevet både lyrik og romaner, bl.a. den selvbiografiske Han om hendes rejse tilbage til Nordkorea, hvor hun selv er født i sin tid.  Med Astas skygge er det lykkedes for hende, at nå ind bag Danmarks nok mest berømte skuespiller nogensinde. En enestående præstation.

Eva Tind: Astas skygge. 296 sider. Gyldendal

Gidsel i Somalia

 

Den chilenske kaptajn Eddy Lopez’ beretning om sin og sine medgidslers 838 dages fangenskab er en både spændende og uhyggelig historie. Det er de to journalister Kristian Leider Olsen og Søren Baastrup, der i 838 dage i helvede har fået Lopez til at fortælle om Danmarkshistoriens længste gidseltagning. MV Leopard hed den coaster, som Svendborgrederiet Shipcraft havde overladt til kaptajn Lopez, hans styrmand Søren Lyngbjørn og fire filippinske søfolk. De skulle transportere en last af våben fra Montenegro til den indiske millionby Mumbai. I Oman havde Leopard sat de vagter af, som rederiet ikke mente, man havde brug for mere, men kort tid efter kom en primitiv båd op på siden af coasteren, og 24 bevæbnede pirater kravlede ombord på Leopard og begyndte med at kræve skibets pengeskab åbnet, hvorefter Lopez måtte udlevere 20.000 dollars, som skulle have været brugt som betaling i de havne Leopard skulle anløbe. Først da Lopez og hans mandskab var blevet flyttet over på den kinesiske fiskekutter, som piraterne anvendte, nåede det tyrkiske krigsskib, der var blevet alarmeret frem til den forladte coaster. Derefter blev Lopez besætning ført over på et græsk tankskib, Polar, hvor der i forvejen var 23 andre gidsler. Her blev Eddy Lopez beordret til at ringe til det danske rederi, og fortælle at de var i live, og at løsesummen var fastsat til 3 millioner dollars. Det var meningen, at man i Danmark skulle tro, at gidslerne var sat i land, og samtidigt kom det frem, at gidslerne ikke var forsikret, så det var rederiet selv, der måtte til lommerne, hvis der skulle være tale om en frigivelse. Da der kom et opkald fra Danmark, var det fra en norsk-somalisk freelancejournalist, der havde forbindelser til Ekstra Bladet, som nu begyndte at skrive om gidselaffæren. Imens var gidslerne blevet bragt ind på land, mens det græske rederi havde betalt 7,7 millioner dollars for at få deres skib og gidsler udleveret. Situationen syntes håbløs for Lopez og hans besætning, da der var langt fra de 800.000 dollars, som Shipcraft ifølge gidseltagerens leder var villige til at betale. Imens blev gidslerne dagligt ydmyget og slået, og både Lopez og Lyngbjørn overvejede en gang imellem at begå selvmord, men de blev dog ved med at håbe. På et tidspunkt fik TV2 også et interview igennem, men forhandlingerne gik stadigvæk trægt, indtil man nåede frem til en aftale, hvor Shipcraft indvilligede i at betale 6,9 millioner dollars, men Lopez skulle underskrive to kontrakter, hvor den ene kun var på 5 millioner, så forhandleren Yonis selv kunne score de 1,9 millioner. Endelig efter over to års fangenskab blebv gidslerne løsladt, efter at de små 7 millioner dollars var blevet kastet ned til gidseltagerne. Og Eddy Lopez kom hjem til sin familie, hvor den mindste dreng overhovedet ikke kunne kende sin far. Siden blev både Ekstra Bladet og TV 2 anklaget for at have brugt affæren som underholdning og at have behandlet gidslerne uværdigt. Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af både Ekstra Bladet og TV 2, og begge erstatningssager er endnu ikke afhjort. I dag lever Eddy Lopez med depression og posttraumatisk stress, og han og hustruen Marjorie er nu separerede. Som der står, de elsker stadig hinanden, men de er nødt til at få hverdagen til at fungere, før de igen eventuelt kan genoptage samlivet.

Kristian Leider Olsen og Søren Baastrup: 838 dage i helvede – fortalt af Kaptajn Eddy Lopez selv. 174 sider. Turbine

Til rette vedkommende

 

Inden Klaus Rifbjerg døde sidste år, nåede han lige at skrive de erindringer, Til rette vedkommende, som nu er udkommet posthumt på Tiderne Skifter.

Han begynder helt tilbage med at fortælle om sin farfar Gustav, der oprindeligt havde heddet Petersen, men så rykkede Langelandsindflydelsen frem, og deres afkom kom til at hedde først  Rifbjerg-Petersen og siden kun Rifbjerg. Opvæksten fandt sted på Ingolfs Alle på Amager, som man ofte har hørt om i Rifbjergs forfatterskab, og her fortæller han allerede om vennerne Jesper (Jensen) og Niels (Barfoed), hvor han allerede havde lært sidstnævnte at kende i Asserbo, hvor familien havde sommerhus. Også fætteren Hakon Stangerup møder man og især hans søn Henrik, som ikke omtales videre kærligt. Rifbjerg fortæller, at da Henrik Stangerup var så syg, at det kun var Elsa Gress, der tog sig af ham, går anekdoten, at da Henrik besøgte hende på sygehuset, måtte hun bede ham om at holde op med at tale om sig selv hele tiden. Det var trods alt hendes dødsleje! Efter skildringer af gymnasietiden, et længere ophold i USA, forelskelsen og det senere ægteskab med Inge, kaldet Ping, som holdt livet ud, bliver læseren også præsenteret for de tre børn, Inge, Synne og Frands. Efter noget om tiden som journalist først på Information og senere på Politiken er man med til hans indtræden på den litterære scene, hvor Hans Brix fx skrev at digtsamlingen Under vejr med mig selv var ”en ørkenvandring uden beduiner”, og her følger nogle vittige og karske portrætter af forskellige kritikere, hvorefter de fem år som redaktør af tidsskriftet Vindrosen sammen med Villy Sørensen skildres som de lykkeligste i hans litterære liv. Efter de mange revyer, som Rifbjerg skrev sammen med Jesper Jensen, blev deres forhold lidt mere anstrengt efter ungdomsoprøret, og også Niels Barfoed kom Rifbjerg på kant med, specielt efter romanen Marts 70, hvor han skildrede Barfoed som dobbeltagent. I mange år var de to gamle venner ikke på talefod, men kort inden Rifbjergs død fandt de dog heldigvis melodien igen, står der på bogens sidste side. Der er meget lidt om Rifbjergs tid som direktør på Gyldendal, men han kommenterer selvfølgelig også den dameglade Ole Wivels ungdomsflirt med fascismen, og her nævner han desuden, hvordan Knud W. Jensen ligefrem i årevis var udsat for en pengeafpresser, ”der vidste mere end godt var, og gerne skulle holde sin viden under vesten for ikke at kaste den i grams for det pæne publikum på Louisiana og omegn.”

Der kunne nævnes et utal af andre erindringer og anekdoter, som Klaus Rifbjerg så fotografisk og sansemættet skildrer, men der er kun at sige læs bogen! Det er én af de stemmer, man vil savne, men heldigvis ligger der stadig flere endnu ikke udgivne romaner i Gyldendals pengeskab.

Klaus Rifbjerg: Til rette vedkommende. 215 sider. Tiderne Skifter

Fængslende læsning

 

Udbryderkongen. Carl August Lorentzens Livshistorie er en fængslende biografi om en mand, der på én gang var gennemkriminel og samtidig velbegavet og charmerende. Historien om denne mand, der gjorde sig berømt ved sin spektakulære flugt fra Horsens Statsfængsel i 1949, er fortalt af hans grandnevø, Jan Patrick Skaarup. I 1896 blev Carl August født som nummer to af fire børn, som voksede op under vanskelige forhold i København. Faren, der var ansat på Toldboden, var stærkt alkoholiseret, og mens børnene var små blev forældrene skilt. Først boede Carl August hos faren, men ni år gammel blev han indskrevet på børnehjemmet Godthåb på Frederiksberg. Senere kom han til at bo hos morens nye mand, der også skaffede ham en læreplads som tjener, men i 1912 begik Carl August sine første tyverier, og han skulle som alternativ til en fængselsstraf anbringes på en opdragelsesanstalt i Glostrup. På vej dertil lykkedes det ham for første gang at flygte fra den betjent, der skulle følge ham til Glostrup. Det blev begyndelsen på en lang kriminel karriere, hvor Carl August skiftevis sad indespærret, og skiftevis flygtede fra arresthuse, fængsler og i et enkelt tilfælde fra et kørende tog. Carl August havde arvet sin fars tørst, og ofte foregik hans mange indbrud, når han var beruset, så derfor blev han også som regel fanget ret hurtigt. Han var en damernes mand, og hans appetit på livet resulterede i et par ægteskaber og talrige bekendtskaber med letlevende kvinder, men som en anden Egon Olsen endte han altid med at blive fængslet. Da han modtog en forvaringsdom, som sendte ham til Horsens på ubestemt tid, var det, at han på forbløffende vis gravede sig ud af sin celle, og via en lang tunnel, som han havde været flere måneder om at grave. Som den spasmager han var, satte han sin berømte seddel op over hullet i cellevæggen, hvor der stod: ”Hvor der er en vilje, er der også en vej.” Desværre for Lorentzen varede opholdet i friheden kun kort, da han efter en uge blev fanget igen. Dette skulle blive den sidste af hans flugter, og da han igen blev indsat i Horsens Statsfængsel, kom han til at sidde der indtil sin død i 1956. Ind imellem havde han været på fri fod, men det var aldrig særligt længe. Han nåede at skrive sine erindringer til et blad, der hed Det ny Magasin, og da han var en glimrende tegner, illustrerede han selv. Med en bedre opvækst kunne han sikkert have drevet det til meget mere, end han gjorde, for foruden sine kunstneriske evner, som der er mange eksempler på i biografien, var han også en glimrende skakspiller, og efter den store flugt i 1949 gik forfatteren Piet Hein i forbøn for ham, da han mente, at man kunne bruge Carl Augusts evner på bedre vis. Grandnevøen, som har fortalt historien, har lavet en fin research, og mange af de illustrationer, der vises i bogen, kan man se på Fængselsmuseet i Horsens. Det er en meget læseværdig og velskrevet biografi om en spændende skæbne. Et eksempel på, hvordan virkeligheden nogle gange overgår fiktionen.

Jan Patrick Skaarup: Udbryderkongen. Carl August Lorentzens Livshistorie. Gennemillustreret. 291 sider. Skaarups Forlag

Medrivende og vedkommende biografi

 

Den tidligere direktør for Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen har med Dengang i Lemvig skrevet en uforglemmelig bog om sit liv i en mindre vestjysk købstad.

Den handler hovedsageligt om hendes meget forskellige forældre, bagersvenden Tage, der kom til at arbejde på Cheminova, efter at han var gået fallit med sin bagerforretning, og moren Gudrun, en velbegavet og charmerende kvinde, der havde et så vanskeligt sind, at hun gang på gang blev indlagt på Viborg Sindssygehospital og endte som misbruger af både medicin og alkohol. Måske var én af årsagerne til problemerne, at hun som helt ung forelskede sig i en ung østriger, der var tysk soldat i Danmark under besættelsen. Efter den brudte forlovelse blev Gudrun så gift med Tage, med hvem hun fik fire børn, hvor Elisabeth var den ældste, og den som moren betroede sig til. Bl.a. om sin angst for, at hun en dag ville slå datteren ihjel, en angst, der bed sig så fast, at Elisabeth på et tidspunkt frygtede, at Gudrun kunne finde på at tage livet af ét af sine børnebørn. Erindringerne baserer sig bl.a. på breve og dagbøger, men desværre smed Elisabeth en del af brevene ud for mange år siden. Allerede som 53-årig døde Gudrun, og der er ingen tvivl om, at forældrenes skæbne har præget Elisabeth Møller Jensen, som ikke desto mindre er endt som et, ser det ud til, lykkeligt menneske med en flot karriere. Det, der gør bogen så gribende, er, at der ikke bliver lagt fingre imellem, når Elisabeth skildrer morens deroute, samtidigt med at hun skildrer den kærlighed Gudrun nærede for sin mand. Det er en bog, man ikke lige lægger fra sig og glemmer. Faktisk nok den bedste selvbiografi jeg har læst siden Gretelise Holms også uforglemmelige Jesus, pengene og livet, og pudsigt nok er både Elisabeth Møller Jensen og Gretelise Holm født i samme år – 1946.

Elisabeth Møller Jensen: Dengang i Lemvig. 299 sider. Gyldendal.

Fint billede af en tid og et kvarter

 

Normalt er erindringsbøger skrevet af kendte personer, som har en historie af almen interesse at fortælle. Det er ikke tilfældet med Dreng af tid og sted, som er skrevet af Tonny Munnecke, der kommer fra en arbejderfamilie i Sydhavnen, men hans beskrivelse af efterkrigstiden og af kvarteret nær Valby er godt fortalt og vedkommende, for det giver et eminent billede af en periode for ikke så længe siden.

Forfatteren begynder med at fortælle om sin familie, sine forældre og bedsteforældre, og om hvordan hans far og mor får en lille lejlighed i Smedegade på Nørrebro, inden der bliver råd til at flytte ud på Glucksvej i Københavns Sydhavn i en toværelseslejlighed, hvor der ikke er toilet i gården som i Smedegade. Forældrene er på det tidspunkt midt i tyverne, og faren cykler hver dag på arbejde ude i Hellerup, hvor han arbejder på Strandvejens Gasværk. Munnecke skildrer dagligdagen hjemme i gården i Musikbyen, hvor han leger med de andre drenge. Det var i en tid, hvor familien samledes om radioen for at høre fx Siva-skriget, som fik hele Danmark til at gyse. Han fortæller også levende om, når hans mor og de andre kvinder i kvarteret tog med Viking-bådene for at købe ind i Malmø, og hvor mændene blev sure, fordi deres kvinder først kom hjem først på aftenen, for hvem skulle så sørge for middagsmaden? Skildringerne af hvordan der blev gjort hovedrent to gange om året rammer også lige i plet, for slet ikke at tale om, når forældrene selv tapetserede lejligheden og først skændtes, så det var en gru, for derefter igen at blive forliget. Storvasken var også noget helt særligt dengang, og så handledes der i HB Hovedstadens Brugsforening, hvor det var vigtigt at gemme kassebonerne, fordi det var dem, der bestemte, hvor meget familien fik i dividende, hvilket igen var bestemmende for, hvor mange penge der var til at holde jul for. Og gaverne blev købt i Daells Varehus, Havemann eller Messen, men helst ikke i Illum, hvor ekspeditricerne ofte var ”overskudskvinder” fra det bedre borgerskab, ugifte, men bevidste om deres eget værd, og som var nedladende overfor kvinder som forfatterens mor. Man får også repeteret, hvordan madpakkerne var dengang for en skoledreng, og i det hele taget er skoletiden fint skildret. I 1952 får Tonny børnelammelse, hvilket var en meget alvorlig ting under 1950’ernes store polioepidemi. Når der blev udbetalt lommepenge, cyklede Tonny ind på Vesterbro, hvor der lå adskillige antikvariater, hvor han erhvervede gode drengebøger, men hvor han også som ung mand fik samlet et bibliotek af god litteratur. Som læser genkalder man sig også 1950’ernes spillefilm, som familien Munnecke så i Enghave Bio. Der er også et fint billede af, hvordan Tonny sammen med sin far cyklede ind på Vesterbro langs DSBs rangerterræn for at købe sortbørs-cigaretpapir til de hjemmerullede cigaretter. De sidste kapitler handler om forfatterens læretid som først kobbersmed, senere som gørtler, og om hvordan han ender med at blive kasseret som soldat.

Dreng af tid og sted er vedkommende læsning både for dem, der har oplevet perioden, men i høj grad også for dem, der måske slet ikke kender til, hvordan en arbejderfamilie levede dengang. Den er blevet til i samarbejde med journalisten Kate Bluhme, der har medvirket under redigeringen.

Tonni Munnecke: Dreng af tid og sted. 282 sider. Skriveforlaget

Humoristisk perle

 

Det kan ikke være den store overraskelse for nogen, at en erindringsbog skrevet af John Cleese er morsom, men at den er så morsom, det havde selv jeg ikke ventet. Selvbiografien hedder Men altså …, og på originalsproget So, Anyway …. Cleese begynder med at takke en lang række mennesker uden at nævne navne, for,  som han skriver, ”hvis jeg glemmer to af dem, bliver de så ophidsede og vil aldrig tale med mig igen, og den risiko vil jeg ikke løbe”.

Det hele begynder lige inden krigen i Weston-super-Mare, hvor John voksede op i en familie, hvis oprindelige efternavn var Cheese. Byen blev i oktoberr 1940 bombet af tyskerne, og Cleese undrer sig, ”for i Weston var der intet af tilnærmerlsesvis samme værdi som den bombe, der ødelagde det,” ”måske forvekslede prøjserne byens havnefront med Vestfronten”, men hans far hældede mere til, at tyskerne gjorde det for at demonstrere, at de vitterlig har humoristisk sans. Derefter fortæller han om netop faren, der efter at have været med i Første Verdenskrig blev forsikringsmand, hvilket bl.a. førte ham til Indien. Allerede ved barndomserindringerne mindes Cleese pudsige episoder, som senere blev til inspiration for fx Fawlty Towers, som bogen i øvrigt kun sjældent nævner. Skoletiden på først St.Peters Forberedelsesskole, hvor Cleese som ung mand vendte tilbage som lærer, og senere Clifton College er også morsomt skildret men mange fornøjelige hændelser. Fx en helt ubetalelig episode, da hans kollega og drikkebror Anthony Viney ufrivilligt kommer til at udløse kaos (side 218 og 19), noget han senere forfiner i Fawlty Towers, hvor han lader Manuel hjælpe Basil. Cleese fortæller også om en sommer i 1960, hvor han sammen med sine forældre ferierede på et hotel i Bournemouth ved navn Devan Towers, som naturligvis også inspirerede! Da Cleese kommer til Camebridge for at studere møder han The Footlights, som bl.a. laver revy, og her bliver han naturligvis involveret. Det er også her han møder Graham Chapman og Tim Brook-Taylor, og der bliver turnéeret med The Camebridge Cirkus. Det er på den tid, John Cleese møder Connie Booth, som han senere bliver gift med hele to gange, og det var hende, der var tjenestepigen Polly i Fawlty Towers. Ikke så længe efter fortsætter det hele i BBC-regi med David Frost som frontfigur. Det bliver til The Frost Report – og derefter At Last the 1948 Show, hvor også Marty Feldman spillede en afgørende rolle. Og det blev netop det, der udviklede sig til Monty Python, hvad det meste af resten af biografien handler om med eksempler på kostelige sketches, som fx den i boghandlen (side 343-345).

Det var ikke altid lige nemt, at få diverse sketches igennem i BBC, og svaret, når de ansvarlige havde set dem, var altid: ”Rigtigt sjovt, drenge, men de vil ikke fatte det i Bradford.” Cleese skriver, at en mester i practical jokes var Marty Feldman, som elskede at spilde folks tid. Men også fornøjelige hændelser som fx da en gammel ven fra Camebridge, nu udenrigskorrespondent Alan Hutchison skulle finde et sted at bo i Japan, hvilket bliver et mesterstykke i sprogforbistring (side 265-66). På et tidspunkt kommer en Hollywood-instruktør, Sidney Salkow på besøg med en idé, som refereres (side 382-84). Det er helt absurd, men det bliver aldrig til noget. En film, der indimellem bliver omtalt, er Fisken de kaldte Wanda, og hele selvbiografien slutter med genforeningsforestillingerne i O2 Arena i London, hvor hver af de 10 forestillinger blev overværet af 16.000 tilskuere.

Som tidligere skrevet er Men altså… noget af det morsomste, jeg nogensinde har læst. Festlige hændelser, sjove monologer og practical jokes, men også mere alvorlige beretninger. Det eneste, jeg savner, er lidt mere om Fawlty Towers, men så kan man jo bare gense dem. De taler for sig selv.

John Cleese: Men altså … Oversat af Jakob Levinsen. Gennemillustreret med fotos. 422 sider. Gyldendal

 

******

Skriv en tekst her

Skriv en tekst her

Meget læseværdig fodboldbiografi

Uanset om man er fan af den engelske PremierLeague klub Manchester United eller ej, så er den legendariske træner Alex Fergusons erindringer værd at læse. I ikke mindre end 27 år stod den altid tyggegummigumlende skotte i spidsen for Man United, og det er helt ekceptionelt i en verden, hvor trænere og managere bliver udskiftet i en lind strøm, så snart resultaterne ikke lever op til forventningerne. I 2001 havde Ferguson besluttet sig for at trække sig tilbage, men familien ville det anderledes: ”Vi har lige holdt møde,” sagde Cathy (Fergusons hustru). ”Vi har truffet en beslutning. Du går ikke på pension. For det første er dit helbred godt. For det andet vil jeg ikke have dig herhjemme i huset. For det tredje er du alligevel også for ung.” Konen og sønnerne havde rottet sig sammen, og en af sønnerne sluttede med at sige: ”Du har så meget at tilbyde. Du kan opbygge et nyt hold i Manchester United.” Og Alex Ferguson konstaterer: ”Så kan jeg lade være med at slumre hen i fem minutter en anden gang. Den lur resulterede i, at jeg kom til at arbejde 11 år mere.” Da Ferguson meddelte sin beslutning, kom der straks godmodige og drilske bemærkninger, fa fra Ryan Giggs, der betragtede Ferguson som en anden faderskikkelse: ”Åh nej, det er bare løgn. Jeg har lige forlænget min kontrakt.” Bogen har fine portrætter af nogle af Man Uniteds markante profiler, foruden Ryan Giggs, der spillede langt over 1000 førsteholdskampe og blev ved til han var 43 år, er der spændende portrætter af Paul Scoles, Christiano Ronaldo, David Beckham, Roy Keane, Ruud van Nistelrooy, Eric Cantona, Robin van Persie og ikke at forglemme Peter Schmeichel. Spændende er det at læse om den ofte ikke helt nemme måde at behandle de store egoer på og alligevel bevare autoriteten. Alex Ferguson begynder med at fortælle om sin egen karriere i Skotland – både som spiller og som manager. Og man får også historien om dengang, han havde en pub i Glasgow. Man får også lidt at vide om rivaliseringen mellem de store managers, Arsène Wenger, José Mourinho og sir Alex, og uden at det bliver kedeligt, er man med i nogle meget spektakulære kampe. Mine erindringer slutter med Fergusons imponerende statistik over præstationer igennem årene.

Altså er man bare lidt interesseret i fodbold, så er Alex Fergusons erindringer en guldgrube af oplysninger og gode historier. Bogen er illustreret med mange farvefotografier. Det er en af de få sportsbiografier, som virkelig er værd at læse.

Alex Ferguson: Mine erindringer. Oversat af Christian Mohr Boisen. 381 sider. Gyldendal

Den formidable toer

Man kalder andet bind Den svære toer, men med hensyn til Gretelise Holms erindringer, så er Kærligheden, kampen og kloden en formidabel toer. Efter første bind – Jesus, pengene og livet troede jeg ikke, at det var muligt at skrive et endnu mere fascinerende andet bind, men det er altså lykkedes. I dette bind begynder Gretelise Holm med at fortælle om sin tid som journalist på Politiken, hvor hun straks blev kastet ind i Pattekrigen, som var resultatet af et foto, som Sisse Jarner tog af en højgravid ammende Gretelise med sitn ældste datter digende, et billede som ud over at forarge en masse og vække debat på Politiken også blev forside på Karin Strucks roman Moderen.Billedet resulterede som sagt i en debat påPolitiken, som ikke ville bringe en artikel, hvor billedet skulle være illustration, og det blev samtidig første fase i en kamp mellem Gretelise Holm og nogle ældre mandschauvinistiske redaktionschefer på dagbladet, som fx Eyvind Dreyer, som ikke ville have ”mere Mustafa i avisen.” Meget hurtigt skriver Gretelise Holm om hendes Knut, manden som hun forelsker sig i, og som hun stadig er gift med den dag i dag. Her er nogle meget kloge ord om, hvordan man klarer at leve i et ægteskab og trods konflikter bliver ved med det.Gretelise skriver om flere af de sager, hvor det lykkedes for hende at sætte fokus på problemer i samfundet, fx artiklerne om Ebberødgaard, som dengang var en slags Dantes helvede – uhyggelig og vedkommende læsning og en artikelserie, som vist var med til at forandre en hel del. Senere skildrer hun de artikler, hvor hun skrev om danske børnesoldater og var med til at få hævet grænsewn for, hvornår drenge kan blive professionelle soldater. En af de virkelig spændende ting, hun engagerede sig i, var artiklerne om hvem der styrede narkohandelen i København, og hvor hun lagde sig ud med Ekstrabladet, som med falske vidners medvirken førte en kamp mod narkoens såkaldte bagmænd så som Svend Thevis og Snotten – sikkert nogle kedelige karle, men som på urimelig vis blev dæmoniseret af EkstraBladet..På et tidspunkt bliver Gretelise Holm opfordret til at søge stillingen som chefredaktør på Information i samarbejde med Peter Wivel, men netop Wivel vil ikke have en kvinde som medredaktør, for det skal ikke ende som i sin tid med Bente Hansen. I stedet vælger Wivel Lars Hedegaard som sin medredaktør, en kontroversiel person, som senere gjorde sig bemærket i andre sammenhænge. Da Gretelise Holm efterhånden bliver trær af livet på dagbladene, bliver hun i en tid prorektor på journalisthøjskolen i Aarhus, og hun begynder at skrive debatbøger om bl.aa. kønsroller, som hele tiden er en vigtig sag for hende. Et af bogens mest fascinerende afsnit er alle erindringerne ffra familiens årlange ophold i Zimbabwe, hvor hunm virkelig er med til at ændre mangt og meget. Hendes mand Knut, som er læge, er med til at gøre en indsats overfor de uhyggeligt mange tilfælde af aids, og der er talrige eksempler på hvor håbløs kampen var, for at få indbyggerne til at forstå, hvad der skulle til for at stoppe denne tragedie. Helt gribende er hendes beretninger om mødomseftersyn og konekøb. Og så er det her, hendes karriere som forfatter tager sin begyndelse – først med Mercedes-Benz syndromet, der bliver begyndelsen til en helt ny karriere som skønlitterær forfatter. Og det hele slutter med den dagligdag, som hun har i dag.

Som det også var tilfældet med Gretelise Holms første erindringsbog, så er der tale om en underholdende og vedkommende beretning om et spændende liv. En biografi, som man læser ud i én køre, og hvor man bliver formidabelt godt underholdt. Det er en biografi, som langt overgår hvad der ellers udsendes af den slags litteratur i disse år. Den kan varmt anbefales. Læs den!!!

Gretelise Holm: Kærligheder kampen og kloden. Gennemillustreret med fotos. 439 sider. Forlaget Teli Media