Fra altmuligmand til bestsellerforfatter

Er der noget at hente i en biografi om Danmarks mest læste krimiforfatter? -Ja, for journalisten Jonas Langvad Nilssons Jussi giver et billede af en spændende person, der har nået mange forskellige ting i sit liv, inden han kunne leve af at være forfatter. Jussi Adler-Olsen er vokset op på tre forskellige sindssygehospitaler, hvor hans far Henry Olsen var overlæge, og muligvis er det på grund af den opvækst, at Jussi har formået at skildre en lang række mere eller mindre uhyggelige forbrydere og psykopater. Biografien er bl.a. blevet til under to rejser, hvor journalisten har interviewet hovedpersonen, først på en biltur til Nordjylland, hvor de besøgte det hospital i Brønderslev, hvor faren var ansat, og hvor Jussi tilbragte noget af sin barndom, og senere på en tur rundt i USA, hvor Jussi skulle deltage i markedsføringen af de amerikanske udgaver af hans romaner. Inden Jussi Adler-Olsen bliver forfatter på fuld tid, har han først et tegneserieantikvariat, Pegasus, på Nørrebro i København, hvor han bor i bagbutikken sammen med sin senere hustru Hanne, og efter afviklingen af det arbejder han som ulønnet organisator for den danske fredsbevægelse, for derefter at starte forlaget Donna i Nansensgade, lige efter han har komponeret musikken til tegnefilmen Valhalla. Efter et par år som freelanceredaktør på Pressens-Illustrations-Bureau, bliver Jussi administrerende direktør i Semic Interpresse A/S, efterfulgt af et par år som forlagschef for TV-Guiden. Og mens det står på, har Jussi skrevet på en roman, Russisk kabale, som han ender med helt at opgive, for at gå i gang med det, han har planlagt skal blive hans store internationale gennembrud, Alfabethuset, som gerne skal ligge i lufthavnskiosker over hele verden. Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå, men den udkommer på Forlaget Cicero og får fine anmeldelser uden at blive en bestseller. Af én eller anden grund undlader Jussi at nævne, at den først bliver sendt til et andet forlag, som ikke vil udgive den. Det er lidt ærgerligt, da det kunne være interessant at få at vide, hvordan han tog det. Det næste, der sker, er, at Jussi lærer en redaktør, Anne Christine Andersen, at kende, som arbejder på Aschehoug, og her udgiver han sine to næste internationale spændingsbøger Firmaknuseren og Washington Dekretet, men det helt store gennembrud lader stadig vente på sig. I mellemtiden har Jussi haft en samtale med filminstruktøren Rumle Hammerich om Alfabethuset, som Hammerich følte sig godt underholdt af, men det instruktøren hellere vil have, er, at Jussi laver en dansk politi-tv-serie som en pendant til tv-serier som fx den svenske Beck. Og det er nok det, som inspirerer Jussi Adler-Olsen til at opfinde politimanden Carl Mørck og persongalleriet omkring ham, Assad og sekretæren Rose, og sådan begyndte det med bøgerne om Afdeling Q, der foreløbig har resulteret i fem bind, og hvor de næste fem bind også er planlagt.  Krimierne om Afdeling Q er udkommet på Politikens Forlag, hvor Anne Christine Andersen nu var blevet ansat, og hvor Charlotte Weiss, som Jussi tidligere havde haft ansat på Interpresse er redaktionschef. Biografien kommer også ind på filmatiseringerne af Afdeling Q-bøgerne, og hvordan Peter Aalbæks Zentropa og Jussi er gået galt af hinanden, sådan at de næste bind vil blive filmatiseret af Nordisk Film. Desuden er der planer om en amerikansk tv-serie om Afdeling Q. Når man læser biografien, finder man også ud af, hvor heldig Jussi indimellem har været, fx slipper han og Hanne fra en voldsom motorcykelulykke i Tyskland uden varige men, og ikke mindre end to gange har Jussi været ramt af kræftsygdom for dog igen at blive meldt rask. Forretningstalentet har aldrig fejlet noget hos Jussi Adler-Olsen, der flere gange har købt og renoveret ejendomme, og succesen med hans krimier har været så stor, at han har kunnet ansætte en fuldtidsmedarbejder til at passe sit firma, der i flere år er kommet ud med millionoverskud, og foruden villaen med kontor i Valby har familien Adler-Olsen i dag også en lejlighed i Barcelona samt sommerhuse i både Sverige og Rørvig. Biografien fortæller spændende om research, hvor Jussi fx en gang, da han havde fået afslag på at besøge Rigshospitalets traumeafdeling, iførte sig sin fars efterladte hvide kittel og stetoskop og gik en tur på afdelingens gange med hænderne i lommen uden på noget tidspunkt at komme i kontakt med patienterne. Og fra de mange møder med læserne og deres spørgsmål kan det godt irritere Jussi, at han i Flaskepost fra P lod forældrene til det kidnappede barn smide sækken med løsepengene ud ad vinduet i et intercitytog, hvor vinduerne ikke kan rulles ned, som en læser gjorde ham opmærksom på. Disse eksempler er blot nogle få i en særdeles spændende og læseværdig biografi om en gennemsympatisk forfatter.

Jonas Langvad Nilsson: Jussi. En biografi. 402 sider Politikens Forlag

***** 

Fremragende bog om cykelløb

Forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik har med Sportshjerte begået en fornem bog om sin fascination ved cykelløb. Det drejer sig hovedsagelig om danske udøvere som fx Matti Brechel, Jakob Fuglsang, Christopher Juhl-Jensen, Michael Rasmussen og lederen Brian Nygaard. Dencik tager læseren med rundt til endagsklassikere, Tour de France og til VM på landevej i Virginia USA. Både for cykelentusiaster og for andre er der meget at hente i den begavede bog om en sport, som med Denciks egne ord ville undre væsener fra andre planeter, hvis de kom på visit på jorden. Den velskrevne bog rummer også meget om filosofi og litteratur, så også andre end sportsidioter kan have glæde af den.

Daniel Dencik: Sportshjerte. 175 sider. Gyldendal

*****

Skøn logbog over et år på plejehjemmet

Egentlig er det en roman, men hollandske Hendrik Groens Forsøg på at få noget ud af livet med undertitlen 83 årige Hendrik Groens hemmelige dagbog kan måske også læses som en selvbiografi, til trods for at den ikke er det. Det er derimod en festlig logbog, som den gamle mand har sat sig for at føre over et år af sit liv på et plejehjem i Amsterdam. Han fortæller bl.a. om dagligdagen i Gammel-men-ikke-død-klubben, der har sit helt eget ottepunkts reglement, hvor der fx står, at deltagerne ikke må klage. Logbogen begynder den 1. januar 2013 og slutter nytårsaften samme år. Hans bedste ven blandt de andre gamle er Evert Duiker, som fx sender al sin post i kuverter med sørgerand, men uden frimærker, da han regner med, at postvæsenet af respekt ikke idømmer strafporto, og at man kan være sikker på, at brevet kommer frem til tiden. Det gik godt, indtil han sendte en kuvert med sørgerand til skattevæsenet, og samme Everts bror kørte rundt i en brugt rustvogn med en hjemmelavet kiste, så han kunne parkere ulovligt hvor som helst. Selv har Hendrik planer om, at der skal skjules en cd-afspiller med fjernbetjening i hans egen kiste, hvor man vil kunne høre hans stemme sige: ”Det er en fejltagelse. Luk mig ud. Jeg lever endnu …. Nej, altså, det er for sjov, jeg er stendød.” En anden dag filosoferer han over, hvorfor gamle mennesker er så nussede i deres cottoncoat med pletter og fedtet krave. Det må være fordi, de synes, at det er spild af penge at købe en ny frakke, når man ikke længere har tid til at slide den op. Hendrik passer flere gange Everts kat, bl.a. da han er på hospitalet, hvor de amputerer nogle tæer. ”Man er jo nødt til at udstråle lidt optimisme, og det er ikke let, når man ser så dystert på det som jeg. Jeg ville være en rigtig dårlig hospitalsklovn.” Dog mener han, at han er en solstråle sammenlignet med en kvinde, der besøgte sin nyopererede mand i nabosengen. I en halv time talte hun udelukkende om sine egne sygdomme og dårligdomme, hvilket til sidst fik Hendrik til at spørge hende: ”Var det ikke bedre, hvis I byttede plads?” I øvrigt bliver Everts beskyttede bolig sat på listen over boliger, der snart bliver ledige, mens han er på hospitalet. Hendrik kan også huske fra barndommen: ”Hjemme hos os skulle vi altid spise gammelt brød i stedet for friskt, fordi min mor altid købte for meget brød, for man kan aldrig vide, og først når der var mug på det, måtte ænderne få det.” Han er heller ikke helt tilfreds med konversationen ved måltiderne på plejehjemmet, når en beboer har sagt nej til et stykke kage: ”Jeg har nemlig siddet på wc den halve formiddag, jeg bliver fuldstændig udtømt.” DET VIL JEG OVERHOVEDET IKKE VIDE NOGET OM! Og han er heller ikke tilfreds, da Evert senere har fået amputeret sit underben, og lægger sit plasticben på bordet mellem marengsrutebilerne med bemærkningen: ”Det klemmer lidt, så jeg lægger det lige til hvile lidt.” Fredag den 13. september er der en kvindelig beboer, der bliver i sengen hele dagen. Så kunne der ikke ske hende noget. Hun spiste et stykke brød og drak en kop te. Hanken på tepotten knækkede, hun fik skoldhed te ned over sig og tilbragte resten af fredag den 13. på hospitalet. Og livet på plejehjemmet bliver helt godt for Hendrik, da Eefje flytter ind, kvinden Hendrik altid har længtes efter. En skøn bog om det at blive gammel.

Hendrik Groen: Forsøg på et få noget ud af livet. Oversat af Birthe Lundsgaard. 344 sider.People’sPress

***** 

Medrivende beretning om Ane Andersdatter, der blev halshugget i 1861

Der er en del udgivelser i dag, som bevæger sig midt imellem biografien og skønlitteraturen. En sådan er professor emeritus Peter Høilunds Men de måtte jo dø, som baserer sig på den virkelige historie om tjenestepigen Ane Andersdatter, der i 1861 som den sidste kvinde herhjemme blev halshugget.

Høilund starter sin bog med en medrivende skildring af Anes sidste dag i december 1861, der begynder om morgenen i fængslet på Blegdamsvej og slutter ved skafottet på Rødovre Mark, hvor et kæmpe opløb af tilskuere overværer, at skarpretteren Peder Schmidt foretager sin fjerde henrettelse, og det er første gang, han skal halshugge et fruentimmer. Publikum råber bl.a. ”Gør det fruentimmer et hoved kortere, og jubelen vil ingen ende tage, da Anes hoved falder ned i spanden foran hende. I de næste kapitler kan man læse om de tre nyfødte børn, hun tager livet af, mens den fjerde, drengen Hans Peter, kommer i pleje hos sin farmor og først efter sin konfirmation opdager, at han er søn af en morderske. Ane, der er født i Karresbækminde, er i 1857 kommet i huset hos en vinhandler Heilbuth i Borgergade, da hun forelsker sig i førstemanden i en købmandsforretning, Niels Christian Nielsen. Det er ham, som gør Ane frugtsommelig, men hans mor vil ikke vide af, at han gifter sig med Ane, da det er meningen, at han skal arve sin fars købmandsforretning. Dog lykkes det for Anes veninder, de offentlige fruetimmere Johanne og Magdalene fra Gæstgivergaarden at overtale Ane til at give Hans Peter i pleje hos Niels Christians mor. Da Ane de næste gange bliver gravid, kan hun ikke overskue både at arbejde og samtidig have ansvaret for et spædbarn, så de tre næste børn slår hun ihjel, for det hun gruer mest for, er at komme på Ladegaarden, som hendes bror er kommet. Tredje gang går det galt, og 15. april 1861 bliver Ane arresteret og indsat i Københavns Amts Arresthus. Man følger hele retssagen, som ender med, at Ane bliver dødsdømt. Bagefter er man desuden med til appelsagen ved højesteret, hvor dommen bliver stadfæstet, men blandt de mange dommere er der stemning for, at Ane skal benådes, men justitsminister Casse er benhård, og får gennemtrumfet, at Frederik den Syvende afstår fra at benåde Ane, trods modstand fra hans hustru Grevinde Danner. En helt grotesk scene udspiller sig ved henrettelsen på Rødovre Mark, da den stedlige skolemester på Rødovre Skole beordrer eleverne i 7. A. ud for at overvære halshugningen af Ane Andersdatter med det resultat, at flere af eleverne besvimer. I slutningen af bogen lader Peter Høilund Anes søn ,Hans Peter,  der ellers har ernæret sig som trækkerdreng i Admiral Gjeddes Gaard, blive gift med Karin, der som elev på Rødovre Skole havde set Hans Peters mor blive halshugget.

Bevares – Peter Høilund har taget sig visse friheder i skildringen af begivenhederne, men han kalder også bogen for en roman, men i efterskriftet nævner han hele sin research.

Ikke desto mindre er der tale om en medrivende og velskrevet beretning om et mørkt kapitel i dansk retshistorie.

Peter Høilund: Men de måtte jo dø. Baseret på den virkelige historie om tjenestepigen Ane Andersdatter, der i 1861 som den sidste kvinde herhjemme blev halshugget. 187 sider. Haases Forlag

*****

Skønne og vedkommende barndomsminder

Det undrer mig, at betegnelsen ”roman” er benyttet på titelbladet til Erling Jepsens Gramhavet, da jeg helt klart læser bogen som enten en selvbiografi eller barndomserindringer. En del af personerne kender man jo fra Jepsens romaner Kunsten at græde i kor og Med venlig deltagelse. Gramhavet begynder med at fortælle om området, der for flere tusind år siden var oversvømmet af hav, og så før læseren historien om forældrene, hvor faren voksede op en af omegnens andre byer, hvor han kom i lære som mejerist, mens det mødrende ophav var fra Hamburg-forstaden Altona, og hun kom som syvårig til Danmark, da forældrene flyttede til Sønderborg. Beskrivelsen af faren, der foruden at køre mælk ud åbner et mejeriudsalg, kender man som læser fra specielt romanen Kunsten at græde i kor, og igen beskriver Jepsen, hvordan faren ustandselig truer med at begå selvmord ved at tage sit gevær og gå ud i skoven. Derimod nævner Erling Jepsen ikke farens incestuelle forhold til storesøsteren Sanne, man får blot at vide, at hun er kommet i familiepleje. At forholdet imellem faren om Erling er kompliceret, lægges der ikke skjul på, og ofte er det gennem det tætte forhold til moren, at Erlings barndom bliver nogenlunde tålelig. Det er ikke kun i Jepsen-familien, at man er yderst påholdne, hvad der er sparet er tjent, som faren udtaler. Fx fortælles der om en gammel dame, der solgte sprungne pærer ved rutebilstationen for 10 øre pr. 3 stk., og at disse hovedsageligt blev købt af kommunalt ansatte, der så tog dem med på arbejde, hvorefter de skruede brugbare pærer ud af kontorlamperne og erstattede dem med de sprungne pærer. Så kunne man tage de stadigt virkende pærer med hjem, og de udbrændte på kontoret var skiftet ud, når man mødte næste morgen. Erindringerne er fyldt med mange andre groteske oplevelser, fx farmorens begravelse, hvor faren og hans brødre kommer op at toppes om, hvem der skal køre først efter rustvognen og senere nærmest kommer op at slås ved kanten af graven, og hvor hele dagen kulminerer med, at Tyskerbedste (som mormoren kaldes) besvimer og dratter ned ad sin stol, hvorefter hun bliver kørt på sygehuset, hvor hun dør. Gramhavet er en aldeles fremragende samling erindringer, og de viser igen Erling Jepsen som én af Danmarks mest velskrivende forfattere, som samtidigt har en skøn underspillet humoristisk sans.

Erling Jepsen: Gramhavet. 235 sider. Gyldendal

*****

Fremragende billede af et karismatisk magtmenneske

Titlen Pansergeneralen på Kirsten Jacobsens bog om Jørgen Ejbøl hentyder til hans begejstring for general Patton, som ikke havde noget bakgear på sin kampvogn. Bogen er ikke en biografi i gammeldags forstand, men et billede af ét af Danmarks mest magtfulde mediemennesker i nyere tid. Af andre kælenavne kalder én af bogens medvirkende ham for flødebollen, hvilket henviser til en hård ydre skal og en blød indmad. Foruden hele fortællingen om Ejbøls liv og karriere har en lang række personer, der har været tæt på ham, medvirket, og ved hvert udsagn følges det op af Ejbøls egen version. Jørgen Ejbøls karriere begyndte på Ålborg Stiftstidende, hvor han blev udlært som journalist, og gik via forskellige redaktørjob på så forskellige udgivelser som Billedbladet og Jyske Vestkysten til Jyllands-Posten, hvor han som ansvarshavende chefredaktør gjorde avisen til Danmarks største, indtil han sammen med Lars Munch fra Politikens Hus stod bag fusionen, hvor Jyllands-Postens Forn og Politiken-Fonden blev til JP/Politikens Hus, hvor bestyrelsen udnævner chefredaktørerne i de tre så forskellige aviser som Jyllands-Posten, Politiken og Ekstrabladet. Det var en fusion, der først blev til, efter at et forsøg på at forene Jyllands-Posten med Berlingske slog fejl. Her havde Ejbøl haft en krig omkring Aarhus, da det ikke lykkedes at købe Aarhus Stiftstidende fra Det Berlingske Hus, hvilket betegnes som Berlingskes Vietnam. Og da Jyllands-Posten rykkede sin Københavnsafdeling ind på Kongens Nytorv fortsatte kampen om hovedstaden. Ved at læse Pansergeneralen får man indtryk af Ejbøl som et meget sammensat menneske, der overfor venner og familie er en empatisk og følsom mand, men som også kan være et diktatorisk magtmenneske, der hader illoyalitet, og gør kort proces imod ansatte, der er dovne eller forsøger at gå bag ryggen på ham. Bogen fortæller også om den private Ejbøl, der har været gift tre gange og om hans store sorg, da hans anden hustru, Nina Hansen, døde af kræft. Han har ikke selv børn, men har giftet sig til både børn og børnebørn bl.a. sammen med sin nuværende kone, som han kærligt kalder Rektor. Kirsten Jacobsen har også fået med, hvordan Jørgen Ejbøl var primus motor i at få frigivet Daniel Rye Ottosen, som var gidsel i Syrien i over et år, før han blev løskøbt via Ejbøls indsats. Selv havde Ejbøl nogle år tidligere mistet sin bror, som blev taget til fange i Mellemøsten, og som aldrig vendte tilbage. I det hele taget er der en del om Ejbøls internationale arbejde. Spændende er også beretningen om en 14-årig skoledreng fra Grindsted, som Ejbøl brugte som  ung journalist på Jydske Vestkysten, da han var chefredaktør der. Den unge mand var Christian Jensen, der i dag er chefredaktør på Politiken. Jørgen Ejbøl har også sine meninger omkring gratisaviser, og så er han helt klart imod støtte til medier, da de ellers mister deres frihed. Ejbøl har både sine helte og det modsatte, og der er mange, han siger sin uforbeholdne mening om i bogen.

Biografi eller ikke biografi – Kirsten Jacobsens bog om Jørgen Ejbøl er én af de bedste nogensinde i genren – uanset om man interesserer sig for medier eller ej.

Kirsten Jacobsen: Pansergeneralen. Nedslag i Jørgen Ejbøls liv og karriere. 495 sider. Gyldendal

******

Fascinerende guldalderbiografi

Liss Hansens Guldalderdøtre er en dybt fascinerende og gribende biografi om maleren og professoren ved Kunstakademiet C.W. Eckersbergs fem uforsørgede døtre, Emilie, Hedevig, Wilhelmine, Elisabeth og Julie Eckersberg. Da Eckersberg døde af kolera i 1853 efterlod han foruden de fem døtre tre sønner, kobberstikkeren Erling, arkitekten Jens og cand. phil. I finansministeriet Julius. Alle på nær Erling boede sammen med deres far i hans embedsbolig på Charlottenborg, og som ugifte havde ingen af dem nogen indtægtsmuligheder. Mens sønnerne klarede sig igennem på egen hånd, måtte søstrene imidlertid hutle sig igennem tilværelsen, da kvinder på den tid ikke havde så mange muligheder for selv at skaffe sig indtægter. I begyndelsen fik søstrene lov til at blive boende i lejligheden på Charlottenborg, indtil maleren Vilhelm Marstrand skulle overtage lejligheden. 14 år efter lykkedes det for de fem kvinder at få en lejlighed i stiftelsen Krigsraad Mørks Minde forbeholdt ”enker og ugifte Fruentimmer af den bedre Klasse, hvis Kaar i forhold til deres Stilling ere ringe”. Stiftelsen, der ligger i Lille Kannikestræde 4 var indstiftet af den ugifte Emilie Henriette Mørk, der var uden direkte arvinger, og som i sit testamente havde besluttet at bringe sine forældre i erindring på denne måde. Ejendommen havde i frøken Mørks levetid haft seks lejemål ud over hendes egen femværelses lejlighed, men nu blev lejemålene delt op i mindre et- og toværelses boliger samt den treværelses lejlighed, som de fem Eckersbergdøtre fik til rådighed. Der var ret strenge krav til beboerne i stiftelsen, som ikke betalte husleje, men som fik forskellige pligter at udføre.

Det er lidt uklart, hvad bogens forfatter Liss Hansens indfaldsvinkel til at skrive Guldalderdøtre har været, andet end hun selv bor i ejendommen i Lille Kannikestræde 4, og at hun tidligere har skrevet bogen Krigsrådens datter om Krigsraad Mørks Minde, hvor hun fortæller ejendommens historie.

Liss Hansen: Guldalderdøtre – frøknerne Eckersbergs kamp for overlevelse. Illustr. 390 sider. Skriveforlaget

****

Fremragende erindringer

David Cornwells erindringer, Duernes tunnel, der er udgivet under hans forfatternavn John le Carré, er et must for alle, der har læst hans bøger, og som også vil vide noget om hans skriveprocess og ikke mindst, hvor han har hentet sin inspiration fra. Erindringerne begynder med le Carrés tid som britisk diplomat i Bonn, hvor han fortæller om de tyskere, som efterkrigstidens Vesttyskland kunne bruge til trods for, at de havde tjent Nazityskland. Som forbundskansler Konrad Adenhauer sagde: ”Man kaster ikke det snavsede vand ud, så længe man ikke har noget rent.” Fx historien om arkivaren og videnskabsmanden Johannes Ullrich, der nåede at svøbe vigtige papirer fra Det Tredje Rige ind i voksdug og grave dem ned, før russerne i 1945 tog ham til fange, hvorefter han tilbragte ti år i sibiriske fængsler. Læseren får lidt omkring forstudierne til romanerne Spionen der kom ind fra kulden og En lille by i Tyskland. Under en rejse til Hongkong i 1974 opdager le Carré, der netop har afleveret korrekturen til Dame konge es spion, at ved at benytte en forældet turistguide har han lavet en fejl, som han når at rette, inden den engelske udgave går i trykken, mens han er for sent på den mht. til den amerikanske udgave. Det lærer ham at rejse rundt i verden for at researche, og i forbindelse med Spionen der gik sine egne veje, så han i Phnom Penh sine første krigsofre, soldater, der ikke blev meldt savnet, så deres befalingsmænd kunne fortsætte med at hæve deres løn. Der er interessante kapitler om research i Rusland, hvor le Carré skriver: ”Forsøger men at beskrive Rusland uden vodka, kunne man lige så godt beskrive et hestevæddeløb uden heste.” En morsom anekdote er, da le Carré bliver inviteret til Rom af den italienske præsident Cossiga, der er begejstret for forfatterskabet, og hvor der som gave medbringes et håndindbundet eksemplar af Dame konge es spion. Under rundvisningen i præsidentpaladset viser Cossiga det værelse, ”hvor vi anbragte Galilei, så han fik mulighed for at skifte mening.” En anekdote om mesterspionen Kim Philby fortæller, at hans sidste ord under et middagsselskab var: ”Gud, hvor jeg keder mig.” le Carrés studier af mennesker er bl.a. beskrevet i, hvordan en handelsrejsende i en lufthavn blev modellen for Alec Leamas i Spionen der kom ind fra kulden, og hvordan Doug Hayward blev til skrædderen Pendel i Skrædderen fra Panama. I kapitlet Tabte mesterværker får man historierne om de projekter, der ikke blev til noget, og hvor filminstruktørerne Fritz Lang og Sydney Pollack er involveret. Der er et fint portræt af den franske tv-vært Bernard Pivot fra litteraturprogrammet Apostrophes. Der er desuden interessante portrætter af fx mediemogulen Rupert Murdoch, skuespillerne Alec Guinness og Richard Burton. Og netop den dag Cornwell og hans hustru spiser frokost med den eksilrussiske forfatter Joseph Brodsky på en kineserrestaurant i Hampstead, får Brodsky meddelelsen om, at han er tildelt Nobelprisen i Litteratur. Og det hele rundes af med kapitlet ”Søn af forfatterens far”, der handler om den charmerende svindler Ronnie, som John le Carré tidligere har skrevet en hel roman om Ved Ronnies hof. Duernes tunnel er en uforglemmelig oplevelse.

John le Carré: Duernes tunnel. Historier fra mit liv. Oversat af Jette Røssell. 402 sider. Rosinante

Fremragende biografi om velfærdsstatens arkitekt

Når man ser, hvad der i de seneste år er udkommet af politikerbiografier, kan man undre sig over, at der skulle gå 40 år efter Viggo Kampmanns død i 1976, før der blevet skrevet en biografi om ham, der vel om nogen var velfærdsstatens arkitekt. Det har journalisten Poul Smidt nu rådet bog på med Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister.

Smidt begynder med at fortælle om opvæksten, hvor faderen, Otto Peter Leck Fischer, blev ramt af en dødelig sygdom, hvorefter moderen sendte sin lille Viggo over til søsteren, Ellen og hendes mand Conrad Kampmann, der var kaptajn for 2. kompagni i 7. regiments 12. bataljon i Fredericia. De adopterede Viggo. Efter en flot statsvidenskabelig eksamen slog den unge Viggo Olfert Fischer Kampmann sig ned i København, hvor han fik et tæt forhold til sin bror, forfatteren Leck Fischer. Allerede i sin pure ungdom begyndte den maniodepressive Viggo på sine forsvindingsnumre, hvor hans bror efterfølgende måtte ud i byen for at finde Viggo. Som færdiguddannet blev Kampmann ansat i Statistisk Departement, hvor han allerede havde virket som studentermedhjælper. I 1934 blev den nu 24-årige Viggo gift med dyrlægedatteren Lis Jensen, et kort med stormfuldt ægteskab, hvor han fik to sønner, bl.a. Jens, der senere blev minister. Efter skilsmissen mødte Kampmann Eva Brinch, der var hans hustru i de næste 30 år, og med hvem han fik døtrene Dorrit, Ulla og Ida. Da Viggo Kampmann var blevet fuldmægtig i Statistisk Departement, mødte han finansminister Vilhelm Buhl, der trak ham med ind i Finansministeriet, hvor han blev koordinator i det såkaldte Professorudvalg, hvor han var igangsætter til den populære pengeombytning, som H.C. Hansen satte i værk som finansminister i Buhls befrielsesregering. Det var også Kampmann, der udformede teksten til loven om udrensning af tjenestemænd, der under besættelsen havde været for tyskvenlige og udvist udansk sindelag. I 1950, da Jens Otto Krag udløste en ministerrokade, overtog H.C. Hansen Handelsministeriet efter Krag, og Kampmann blev Finansminister i stedet for H.C. Hansen. Efter flere forsøg på et blive opstillet til Folketinget, fik Kampmann endelig Slagelse-kredsen, hvor han i 1953 fik over 3.000 stemmer. Efter Hedtofts død i 1955, fil Kampmann en rolle som den i H.C. Hansens regering, som en enkelt sommer i en manisk periode havde ansvaret for syv ministerier, og det klarede han samtidigt med, at han føjtede rundt med et par kvinder og drak en flaske whisky om dagen. I det hele taget havde Viggo Kampmann påtaget sig flere vikarjob, nu også for den kræftsyge H.C. Hansen, der havde gjort ham til en slags vicestatsminister under sin sygdom, og ved H.C. Hansens død i 1960 blev det Kampmanns opgave at videreføre den såkaldte Trekantsregering. Han måtte opgive også at være finansminister, og et par nye radikale ministre kom til, mens valget i november 1960 for første gang gav Socialdemokratiet over en million stemmer ( 42,1%), noget der aldrig siden er blevet overgået, og samtidig blev der tale om en topartsregering, og året efter fik Danmark for første gang et kulturministerium med Julius Bomholt som minister. At Kampmann overlevede de første år som statsminister er imponerende, især da han var så ustabil, at der til stadighed måtte flere embedsmænd til at dække ham op, når han forsvandt eller var indisponeret. Fx gik der et vedvarende rygte om, at sangerinden Birthe Wilke var hans elskerinde, men det skyldtes, at Kampmanns finske veninde Maria K. boede i samme opgang som sangerinden og i øvrigt lignede hende en hel del. I den finske kvindes lejlighed måtte kriminalkommissær Christian Madsen hente Kampmann i partikontorets mørkegrå Simca, så han kunne blive kørt til Josty, hvor der var afskedsreception for de radikale ministre Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard. Samme Madsen betalte Maria K. med 25.000 kr. fra en socialdemokratisk cigarkasse og satte hende på et fly til Helsingfors. Senere måtte Christian Madsen stoppe Kampmann i Kastrup Lufthavn for at fortælle ham, at han ikke som statsminister måtte forlade Danmark uden Kong Frederiks tilladelse. Og desuden undersøgte Efterretningstjenesten, om Maria K. kunne være en militær sikkerhedsrisiko. Det hele endte i august 1962 på Sundby Hospital, hvor Kampmann var indlagt, fordi der måske var tale om en mindre blodprop, og her overlod han statsministerposten til Jens Otto Krag, der lod sig erstatte som udenrigsminister af Per Hækkerup. Det var lidt tidligt at lade sig førtidspensionere som 52-årig, og i de følgende år var Kampmann bl.a. redaktør for Verdens Gang, men desværre blandede han sig efter manges mening for meget i hvad, der skete i hans gamle parti. En af de sidste gange, hvor man så hans kontrafej i avisen, var i annoncerne, hvor 4 danske statsministre opfordrede befolkningen i at stemme JA til EF.  Få år før sin død i 1976 blev Viggo Kampmann skilt fra Eva, og i 1970 blev han gift med den 25 år yngre Ulla Fogh, som han kendte fra smugkroen i Vestersøhus. Det var hende, der efter hans død brændte både hans bøger og hans arkiv, hvilket gjorde det lidt mere vanskeligt for Poul Smidt at skrive sin efter min mening fremragende biografi.

Poul Smidt: Viggo Kampmann. Biografi. Gennemillustreret med fotos. 479 sider. Gyldendal

En mosaik

Det er 33 personer, der var Jakob Ejersbo nær, som kommer til orde i journalisten Rune Skyum-Nielsens Jakob var her – med undertitlen Bogen om Ejersbo. Der er altså ikke tale om en biografi i gammeldags forstand, men mere en slags kavalkade, der i kronologisk orden fortæller historien om en af vor tids mest markante danske forfattere. De mange små udpluk fra familie, venner og samarbejdspartnere er omkranset af den fortløbende føljeton fra den ekspedition, som en kvintet foretog sammen med et hold af indfødte bærere til toppen af Kilimanjaro i august 2013 med det formål at sprede den halvdel af Jakob Ejersbos aske, som en velvillig bedemand overlod til Morten Alsinger i en blikdåse, fra Uhuru Peak i næsten 6.000 meters højde. Den anden halvdel af asken ligger på Assistens Kirkegård, hvor Ejersbo blev bisat i juli 2008. Kort tid før Jakob døde som 40-årig, havde han sagt til sin gamle kammerat Morten: ”Hvis det her lort slår mig ihjel, skal du tage min aske med derop,” på den tur, som Jakob selv skulle have deltaget i, når han var færdig med at skrive sin Afrika-trilogi.  De første tilbageblik i 1973, er fra forældrene Hanne og Mogens, der beretter fra Tanzania, hvor familien var udstationeret, og det hele slutter i 2008/09. Her er det Jakobs forlægger Johannes Riis fra Gyldendal, der fortæller om færdiggørelsen af trilogien efter Jakob Ejersbos død. Bogen er baseret på breve, mails og sms’er, og i hvert afsnit er det den enkelte bidragyder, som lægger navn til sin egen erindring. På den måde er det lykkedes for Skyum-Nielsen at sammensætte et portræt af en forfatter, der var splittet imellem sit tilhørsforhold til to kontinenter, og som i sin desperate søgen efter kærlighed, lod forfatteren Ejersbo jagte Afrikaprojektet så meget, at mennesket Jakob ikke havde plads til sine forhold til de kvinder, der elskede ham, og som han vel også elskede. Den drøm om at stifte familie og få børn, når Eksil, Revolution og Liberty var udkommet, blev desværre aldrig til noget. Det satte en aggressiv kræftsygdom en stopper for. Heldigvis nåede Jakob Ejersbo at opleve succesen med gennembruddet Nordkraft, der indbragte ham både litteraturpriser, og som blev filmatiseret, og gudskelov havde han overskud nok til ikke at lade sig tirre af Weekendavisens Lars Bukdahl, der nærmest førte en kampagne imod ham, selv efter at han var død. Jakob var her er illustreret med fotografier og udklip, og jeg kan ikke mindes, at jeg har læst et bedre portræt af en kunstner.

Rune Skyum-Nielsen: Jakob var her – Bogen om Ejersbo. 464 sider. Gyldendal

Morsom og begavet dialog

 

Mens der i de senere år er drevet rovdrift på samtalebøger, hvor mange i bedste fald har været overflødige og i værste fald direkte underlødige, er der kommet en glimrende én af slagsen ud af En skriftlig dialog og duel, som underteksten hedder på Ti stille! Gu’vil jeg ej! – der er en form for samtalebog imellem komikeren Jan Monrad og standup-komikeren Thomas Wivel. Idéen til bogen fik Thomas Wivel, der i mange år havde siddet sammen med Jan Monrad i satirebladet Svikmøllens redaktion. I sin indledning skriver Wivel om de dogmeregler, de blev enige om, da idéen om en bog, hvor de på skift skulle skrive ud fra et givent emne, blev til. Fx måtte men ikke læse hinandens indspark, før man havde skrevet sit eget, og de skulle skiftes til at foreslå emnerne. Skriveprocessen foregik fra maj til november sidste år, og Jan Monrads sidste indspark er skrevet fire dage før hans død. I dette sidste kapitel diskuterede de, humor overfor terror, og indsparket var derfor skrevet to dage efter det voldsomme terroranslag i Paris, hvor 128 blev dræbt. Her konstaterede Monrad, at han ikke havde satiriske bemærkninger – kun vrede og tårer, men han skrev dog på sin Facebookprofil: ”Jeg har igennem 45 år ernæret mig ved at spille fransk klovn og gøre andre mennesker glade. På en dag som denne ved jeg, at det påhviler mig at fortsætte med dette virke, indtil jeg bliver båret ud. God weekend – trods alt.” Og det var som sagt det sidste, han skrev. Ellers spænder de mange kapitler over så forskellige emner som fx Tomme flasker, T. elefonsvarerbeskedder, Australien, Ikea, Nøgler, Tavshed, Grøn Tuborg, Er der mere imellem himmel og jord, Fedme og som sagt Humor overfor terror. Og så er der midt i bogen et kapitel om strømsvigt, hvor Monrad har udformet sit indspark i ni vers, og hvor sidste vers lyder: ”Ved strømsvigt, så bryder hele vorers verden ned,/vi lammes, når hjerter går i stå,/ vi kan ikke forstå, når lykken ikke varer ved,/ når hjertet holder op med at slå.” Det får Wivel til at filosofere over, når elektriciteten pludselig forsvinder, og han slutter: ”Det kan pludselig afbrydes. Midt i en sæ”

Det er en tankevækkende bog, hvor der både er mange dybsindigheder – og naturligvis også stor humor. Fx fortæller en meget flov Jan Monrad om en gang, hvor han var på vej hjem i bil i en kæmpebrandert. Han blev stoppet af politiet, og for at være på forkant hoppede han ud af bilen og spurgte friskfyragtigt: ”Hvad er der los?” hvortil betjenten spurgte: ”Har De fået noget alkohol i dag?” hvortil Monrad svarede: ”Næh, jeg har købt det selv,” og til det svarede betjenten: ”Ha, ha –  meget morsomt. Kom godt hjem,” Men heldigvis blev han ikke sat til at blæse. Det fik ham til at skrue noget ned for bajerne, og fra da af var det også slut med at køre, når han havde indtaget alkohol. Det er ikke nogen stor bog – kun lidt over hundrede sider, men en både nostalgisk og følsom bog – fuld af en slags melankoli, som mange sikkert ikke forbandt Jan Monrad med. Et flot eftermæle fra kunne denne fantastiske komiker.

Jan Monrad og Thomas Wivel: Ti stille! Gu’ vil jeg ej! En skriftlig dialog og duel. 128 sider. Mellemgaard

Portræt af en diva

 

Eva Tind er absolut ikke den første forfatter, der skriver om Danmarks store diva, Asta Nielsen. I Astas skygge tager Eva Tind udgangspunkt i to ting, dels at hun selv flytter ind i den lejlighed på Gammel Kongevej, hvor Asta Nielsen blev født 11. september 1881, og dels at hendes egen adoptivmor, der også hed Asta, blev født på samme legendariske dato 11. september mange år senere. Derved bliver Eva Tinds bog en meget personlig biografi om Asta Nielsen. Den er bygget op på flere forskellige måder, for Tind citerer dels fra Asta Nielsens egen selvbiografi, Den tiende muse, hvis første udgave kom i 1945-46, så har hun ret tidligt i bogen lagt et lyserødt brev ind, som Asta Nielsen skrev i maj 1969 til en fru Skottfeld, og som Eva Tind købte i en antikvarboghandel i Dannebrogsgade, og endelig citerer Tind flittigt fra 100 timers telefonsamtaler, som Asta Nielsen førte med sin ven, antikvarboghandler Frede Smidth, der indtil for ikke så mange år siden havde sin forretning med kuriosa, plakater, musik og erotiske billeder på Hauser Plads i København. Her optog han de mange telefonsamtaler på en spolebåndoptager i årene 1956-59 uden Asta Nielsens vidende. Disse bånd findes i dag på Det Kongelige Bibliotek, hvor de er blevet digitaliseret. Under sin meget grundige research, der også fandt sted i Berlin og andre steder i udlandet, fik Eva Tind mulighed for at lave en afskrift af samtalerne. Endelig har Tind set både de mange film, Asta Nielsen medvirkede i samt de dokumentarfilm, der er lavet om filmdivaen. Det er en fantastisk bog, hvor man får et dybt indblik i både die Astas privatliv og i hendes kunstneriske virke. Det fremgår af biografien, at Asta Nielsen aldrig har fået den stjernestatus i sit eget fædreland, som hun fik i udlandet. Fx lykkedes det aldrig for Asta Nielsen at få den biografbevilling, som hun så gerne ville have haft. Til gengæld får læseren historien om de ægteskaber Asta Nielsen indgik med forskellige mænd fra instruktøren Urban Gad til den noget yngre homoseksuelle antikvitetshandler Christian Theede, som Asta var gift med de sidste to år af hendes 91-årige liv. Der er desuden meget med om datteren Jesta Vermehren, der begik selvmord nogle måneder efter sin mands død.

Eva Tind, der tidligere har skrevet både lyrik og romaner, bl.a. den selvbiografiske Han om hendes rejse tilbage til Nordkorea, hvor hun selv er født i sin tid.  Med Astas skygge er det lykkedes for hende, at nå ind bag Danmarks nok mest berømte skuespiller nogensinde. En enestående præstation.

Eva Tind: Astas skygge. 296 sider. Gyldendal

Gidsel i Somalia

 

Den chilenske kaptajn Eddy Lopez’ beretning om sin og sine medgidslers 838 dages fangenskab er en både spændende og uhyggelig historie. Det er de to journalister Kristian Leider Olsen og Søren Baastrup, der i 838 dage i helvede har fået Lopez til at fortælle om Danmarkshistoriens længste gidseltagning. MV Leopard hed den coaster, som Svendborgrederiet Shipcraft havde overladt til kaptajn Lopez, hans styrmand Søren Lyngbjørn og fire filippinske søfolk. De skulle transportere en last af våben fra Montenegro til den indiske millionby Mumbai. I Oman havde Leopard sat de vagter af, som rederiet ikke mente, man havde brug for mere, men kort tid efter kom en primitiv båd op på siden af coasteren, og 24 bevæbnede pirater kravlede ombord på Leopard og begyndte med at kræve skibets pengeskab åbnet, hvorefter Lopez måtte udlevere 20.000 dollars, som skulle have været brugt som betaling i de havne Leopard skulle anløbe. Først da Lopez og hans mandskab var blevet flyttet over på den kinesiske fiskekutter, som piraterne anvendte, nåede det tyrkiske krigsskib, der var blevet alarmeret frem til den forladte coaster. Derefter blev Lopez besætning ført over på et græsk tankskib, Polar, hvor der i forvejen var 23 andre gidsler. Her blev Eddy Lopez beordret til at ringe til det danske rederi, og fortælle at de var i live, og at løsesummen var fastsat til 3 millioner dollars. Det var meningen, at man i Danmark skulle tro, at gidslerne var sat i land, og samtidigt kom det frem, at gidslerne ikke var forsikret, så det var rederiet selv, der måtte til lommerne, hvis der skulle være tale om en frigivelse. Da der kom et opkald fra Danmark, var det fra en norsk-somalisk freelancejournalist, der havde forbindelser til Ekstra Bladet, som nu begyndte at skrive om gidselaffæren. Imens var gidslerne blevet bragt ind på land, mens det græske rederi havde betalt 7,7 millioner dollars for at få deres skib og gidsler udleveret. Situationen syntes håbløs for Lopez og hans besætning, da der var langt fra de 800.000 dollars, som Shipcraft ifølge gidseltagerens leder var villige til at betale. Imens blev gidslerne dagligt ydmyget og slået, og både Lopez og Lyngbjørn overvejede en gang imellem at begå selvmord, men de blev dog ved med at håbe. På et tidspunkt fik TV2 også et interview igennem, men forhandlingerne gik stadigvæk trægt, indtil man nåede frem til en aftale, hvor Shipcraft indvilligede i at betale 6,9 millioner dollars, men Lopez skulle underskrive to kontrakter, hvor den ene kun var på 5 millioner, så forhandleren Yonis selv kunne score de 1,9 millioner. Endelig efter over to års fangenskab blebv gidslerne løsladt, efter at de små 7 millioner dollars var blevet kastet ned til gidseltagerne. Og Eddy Lopez kom hjem til sin familie, hvor den mindste dreng overhovedet ikke kunne kende sin far. Siden blev både Ekstra Bladet og TV 2 anklaget for at have brugt affæren som underholdning og at have behandlet gidslerne uværdigt. Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af både Ekstra Bladet og TV 2, og begge erstatningssager er endnu ikke afhjort. I dag lever Eddy Lopez med depression og posttraumatisk stress, og han og hustruen Marjorie er nu separerede. Som der står, de elsker stadig hinanden, men de er nødt til at få hverdagen til at fungere, før de igen eventuelt kan genoptage samlivet.

Kristian Leider Olsen og Søren Baastrup: 838 dage i helvede – fortalt af Kaptajn Eddy Lopez selv. 174 sider. Turbine

Til rette vedkommende

 

Inden Klaus Rifbjerg døde sidste år, nåede han lige at skrive de erindringer, Til rette vedkommende, som nu er udkommet posthumt på Tiderne Skifter.

Han begynder helt tilbage med at fortælle om sin farfar Gustav, der oprindeligt havde heddet Petersen, men så rykkede Langelandsindflydelsen frem, og deres afkom kom til at hedde først  Rifbjerg-Petersen og siden kun Rifbjerg. Opvæksten fandt sted på Ingolfs Alle på Amager, som man ofte har hørt om i Rifbjergs forfatterskab, og her fortæller han allerede om vennerne Jesper (Jensen) og Niels (Barfoed), hvor han allerede havde lært sidstnævnte at kende i Asserbo, hvor familien havde sommerhus. Også fætteren Hakon Stangerup møder man og især hans søn Henrik, som ikke omtales videre kærligt. Rifbjerg fortæller, at da Henrik Stangerup var så syg, at det kun var Elsa Gress, der tog sig af ham, går anekdoten, at da Henrik besøgte hende på sygehuset, måtte hun bede ham om at holde op med at tale om sig selv hele tiden. Det var trods alt hendes dødsleje! Efter skildringer af gymnasietiden, et længere ophold i USA, forelskelsen og det senere ægteskab med Inge, kaldet Ping, som holdt livet ud, bliver læseren også præsenteret for de tre børn, Inge, Synne og Frands. Efter noget om tiden som journalist først på Information og senere på Politiken er man med til hans indtræden på den litterære scene, hvor Hans Brix fx skrev at digtsamlingen Under vejr med mig selv var ”en ørkenvandring uden beduiner”, og her følger nogle vittige og karske portrætter af forskellige kritikere, hvorefter de fem år som redaktør af tidsskriftet Vindrosen sammen med Villy Sørensen skildres som de lykkeligste i hans litterære liv. Efter de mange revyer, som Rifbjerg skrev sammen med Jesper Jensen, blev deres forhold lidt mere anstrengt efter ungdomsoprøret, og også Niels Barfoed kom Rifbjerg på kant med, specielt efter romanen Marts 70, hvor han skildrede Barfoed som dobbeltagent. I mange år var de to gamle venner ikke på talefod, men kort inden Rifbjergs død fandt de dog heldigvis melodien igen, står der på bogens sidste side. Der er meget lidt om Rifbjergs tid som direktør på Gyldendal, men han kommenterer selvfølgelig også den dameglade Ole Wivels ungdomsflirt med fascismen, og her nævner han desuden, hvordan Knud W. Jensen ligefrem i årevis var udsat for en pengeafpresser, ”der vidste mere end godt var, og gerne skulle holde sin viden under vesten for ikke at kaste den i grams for det pæne publikum på Louisiana og omegn.”

Der kunne nævnes et utal af andre erindringer og anekdoter, som Klaus Rifbjerg så fotografisk og sansemættet skildrer, men der er kun at sige læs bogen! Det er én af de stemmer, man vil savne, men heldigvis ligger der stadig flere endnu ikke udgivne romaner i Gyldendals pengeskab.

Klaus Rifbjerg: Til rette vedkommende. 215 sider. Tiderne Skifter

Fængslende læsning

 

Udbryderkongen. Carl August Lorentzens Livshistorie er en fængslende biografi om en mand, der på én gang var gennemkriminel og samtidig velbegavet og charmerende. Historien om denne mand, der gjorde sig berømt ved sin spektakulære flugt fra Horsens Statsfængsel i 1949, er fortalt af hans grandnevø, Jan Patrick Skaarup. I 1896 blev Carl August født som nummer to af fire børn, som voksede op under vanskelige forhold i København. Faren, der var ansat på Toldboden, var stærkt alkoholiseret, og mens børnene var små blev forældrene skilt. Først boede Carl August hos faren, men ni år gammel blev han indskrevet på børnehjemmet Godthåb på Frederiksberg. Senere kom han til at bo hos morens nye mand, der også skaffede ham en læreplads som tjener, men i 1912 begik Carl August sine første tyverier, og han skulle som alternativ til en fængselsstraf anbringes på en opdragelsesanstalt i Glostrup. På vej dertil lykkedes det ham for første gang at flygte fra den betjent, der skulle følge ham til Glostrup. Det blev begyndelsen på en lang kriminel karriere, hvor Carl August skiftevis sad indespærret, og skiftevis flygtede fra arresthuse, fængsler og i et enkelt tilfælde fra et kørende tog. Carl August havde arvet sin fars tørst, og ofte foregik hans mange indbrud, når han var beruset, så derfor blev han også som regel fanget ret hurtigt. Han var en damernes mand, og hans appetit på livet resulterede i et par ægteskaber og talrige bekendtskaber med letlevende kvinder, men som en anden Egon Olsen endte han altid med at blive fængslet. Da han modtog en forvaringsdom, som sendte ham til Horsens på ubestemt tid, var det, at han på forbløffende vis gravede sig ud af sin celle, og via en lang tunnel, som han havde været flere måneder om at grave. Som den spasmager han var, satte han sin berømte seddel op over hullet i cellevæggen, hvor der stod: ”Hvor der er en vilje, er der også en vej.” Desværre for Lorentzen varede opholdet i friheden kun kort, da han efter en uge blev fanget igen. Dette skulle blive den sidste af hans flugter, og da han igen blev indsat i Horsens Statsfængsel, kom han til at sidde der indtil sin død i 1956. Ind imellem havde han været på fri fod, men det var aldrig særligt længe. Han nåede at skrive sine erindringer til et blad, der hed Det ny Magasin, og da han var en glimrende tegner, illustrerede han selv. Med en bedre opvækst kunne han sikkert have drevet det til meget mere, end han gjorde, for foruden sine kunstneriske evner, som der er mange eksempler på i biografien, var han også en glimrende skakspiller, og efter den store flugt i 1949 gik forfatteren Piet Hein i forbøn for ham, da han mente, at man kunne bruge Carl Augusts evner på bedre vis. Grandnevøen, som har fortalt historien, har lavet en fin research, og mange af de illustrationer, der vises i bogen, kan man se på Fængselsmuseet i Horsens. Det er en meget læseværdig og velskrevet biografi om en spændende skæbne. Et eksempel på, hvordan virkeligheden nogle gange overgår fiktionen.

Jan Patrick Skaarup: Udbryderkongen. Carl August Lorentzens Livshistorie. Gennemillustreret. 291 sider. Skaarups Forlag

Den hundredeårige, der blev verdensberømt

 

Ifølge både kritikere og kolleger regnes Svend Asmussen for én af alle tiders bedste jazzviolinister. Her, kort før Asmussen 28. februar fylder hundrede år, har Frank Büchmann-Møller og Kjeld Frandsen skrevet en medrivende og fornem biografi om legenden – Svend Asmussen. 100 år for fuld musik. Bogen går kronologisk frem og begynder med barndommen og opvæksten, hvor Asmussen viste så mange kunstneriske talenter, at han ligeså godt kunne være endt som billedkunstner som sin bror, tegneren Des Asmussen. For Svend Asmussen var både en fremragende portrættegner og billedhugger, men det var musikken, der trak mest i den unge mand, og efter at have modtaget undervisning på violin, begynder Svend at spille på amatørplan, indtil han i 1931-32 medvirker i opførelser af Bernhard Christensens jazz-oratorium De 24 timer. Året efter udstiller Asmussen 14 buster og statuetter i Juniorkunstudstillingen på Skolemuseet i København, og samme år debuterer han på Apollo Teatret, og ender året med at modtage BTs talentpris ”Den gyldne spore”. Siden er det så gået derudaf, og i de efterfølgende år indspiller han de første af en lang række plader under eget navn, bl.a. i trioen med Ulrik Neumann og Niels Foss. Med det samme vinder Svand Asmussen international berømmelse, og i løbet af sin 63-årige professionelle karriere har han optrådt og indspillet med så forskellige kunstnere som Fats Waller, Benny Goodman, Lionel Hampton, Alice Babs, Duke Ellington, Herbie Hancock, Hoagy Carmichael, Mills Brothers, Josephine Baker, Edith Piaf, Stephane Grappelli og Shu-Bi-Dua for nu bare at nævne nogle få, Endnu som næsten 94-årig spiller Svend Asmussen ved Sheraton Sand Key Resort i Clearwater, og han er med ved 2nd Annual Arbors Records International Jazz Party også i 2010, og samme år udstiller Museet for Dansk Bladtegning på Det Kgl. Bibliotek hans tegninger. I 2012 modtager Svend Asmussen Sarasota Jazz Clubs 2012 Satchmo Award, netop i den by i Florida, hvor han og hustruen Ellen Bick Meier, som han blev gift med i 2005, tilbringer vinterhalvårene. Biografien fortæller også om, hvordan den elegante Asmussen gennem årene har optrådt som skuespiller og entertainer i både musikfilm, revyer og cabaret’er, hvordan han til koncerter har kædet musikken sammen gennem små anekdoter og vitser på både dansk, engelsk og fransk. Biografien slutter med en tidslinje, fortegnelse over kompositioner, udvalg af CD’er, DVD’er, bøger og noder samt naturligvis et navneregister. Og så er bogen gennemillustreret med fotografier. Det er et must for alle, der bare er lidt interesserede i jazz, og selvom man har læst Ellen Bick Meiers June Nights fra 2005, er der meget nyt at hente i denne fornemme biografi. En flot hyldest til den hundredeårige!

Frank Büchmann-Møller og Kjeld Frandsen: Svend Asmussen. 100 år for guld musik. 264 sider. Gennemillustreret. Lindhardt og Ringhof.

Portræt af en mangesidet kunstner

 

Flere journalister har tidligere skrevet biografier om skuespilleren Bodil Udsen, men med Man kan jo ikke gå rundt og være en sandkage hele livet har journalisten Birgitte Ellemann Höegh skrevet den ultimative, hvor hun også har en del citater med fra de tidligere biografier.

Höegh begynder med barndommen, hvor hendes søskende betragtede hende som en lille skabekrukke. Hun voksede op i det rækkehus på Hulgårdsvej, hvor hun blev født i 1925, og som senere blev hendes eget hjem, og hvor hun også døde som 83-årig i 2008 med sine nok nærmeste venner Line Kromann og hendes mand Henrik Hartmann ved sin side. Drømmen om at blive skuespiller havde hun allerede fra skoletiden, og til trods for at hun dumpede på Det Kongelige Teaters Elevskole, blev hun alligevel én af landets bedste skuespillere, hvilket i 1998 indbragte hende Årets Reumerts Hæderspris på 250.000 kr. ”for gennem en årrække at have inspireret kolleger og publikum med sine nyskabende fortolkninger og dermed bidraget til at bevare og udvikle den levende scenekunst i Danmark.” Men at Bodil Udsen kom ikke sovende til succesen, får man et glimrende indtryk af i biografien. Gennem samtaler med dem, der stod Bodil Udsen nær, fortæller bogen også om hendes privatliv og om glæder og sorger. Om et varmt menneske, der elskede at være omgivet af venner, først i lejligheden i Puggaardsgade og senere i hendes og den sidste ægtemand Jens Therkildsens hjem på Hulgårdsvej, hvor hun begge steder havde venner og kolleger installeret, når de havde behov for det. I det hele taget giver biografien et billede af et generøst menneske, som samtidig ikke var til selvfornægtelse og mådehold. Der var meget af både rødvin og tatar med østers ovenpå, og efter hendes tab af sin første ægtemand Ole Krøyer, der døde kun 38 år gammel, kom en periode, hvor hun gennem utallige værtshusbesøg fik udforsket den rolle, hun selv senere kom til at spille i Huset på Christianshavn som Emma. Men det lykkes fint for Birgitte Ellemann Höegh at vise den enorme spændvidde Bodil Udsen havde som kunstner med så forskellige roller som Fløjtetønden Victoria, Gertrude Stein, Selma Lagerlöf, Mutter Courage, Maria Callas og ikke mindst Winnie i Becketts” Glade dage”. Spændende er det også at læse om de meget forskellige venner, som hun var tæt knyttet til, fx den unge Lucas Alexander, der fra barnsben havde været fan i Udsen, og for hvem han præsenterede sin 22 år ældre kæreste, Nina Hagen, den russiske balletstjerne Rudolf Nurejev, veninden Anne Marie Helger, modeskaberen Jean Voigt og Christian Have, som hun hjalp i gang med hans firma Have Kommunikation. Bodil Udsens mor var glødende kommunist lige efter Anden Verdenskrig, og Bodil Udsen meldte sig også på et tidspunkt ind i DKP, men da hun begyndte at få breve med ”Kære kammerat osv. meldte hun sig ud igen. ”De er ikke kammerater med mig. Hvad bilder de sig ind!” Men som sin veninde Jytte Abildstrøm lå hun klart til venstre for midten, og desuden var hun ateist. Mange mente, at Bodil Udsen var folkekær, men det var hun absolut ikke, selv om hun en dag blev tiltalt på gaden af et ægtepar, som sagde: ”Dav Cleo.”

Bodil Udsen var tværtimod et menneske med sine meningers mod, og når man lægger biografien fra sig, har man fået et billede af en stor kunstner, som det må have været en lykke at have kendt. En af de bedste biografier jeg har læst. Den kan varmt anbefales!

Birgitte Ellemann Höegh: Bodil Udsen. Man kan jo ikke gå rundt og være en sukkerkage hele livet. Rigt illustreret med fotografier. 342 sider. Gyldendal

Medrivende og vedkommende biografi

 

Den tidligere direktør for Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen har med Dengang i Lemvig skrevet en uforglemmelig bog om sit liv i en mindre vestjysk købstad.

Den handler hovedsageligt om hendes meget forskellige forældre, bagersvenden Tage, der kom til at arbejde på Cheminova, efter at han var gået fallit med sin bagerforretning, og moren Gudrun, en velbegavet og charmerende kvinde, der havde et så vanskeligt sind, at hun gang på gang blev indlagt på Viborg Sindssygehospital og endte som misbruger af både medicin og alkohol. Måske var én af årsagerne til problemerne, at hun som helt ung forelskede sig i en ung østriger, der var tysk soldat i Danmark under besættelsen. Efter den brudte forlovelse blev Gudrun så gift med Tage, med hvem hun fik fire børn, hvor Elisabeth var den ældste, og den som moren betroede sig til. Bl.a. om sin angst for, at hun en dag ville slå datteren ihjel, en angst, der bed sig så fast, at Elisabeth på et tidspunkt frygtede, at Gudrun kunne finde på at tage livet af ét af sine børnebørn. Erindringerne baserer sig bl.a. på breve og dagbøger, men desværre smed Elisabeth en del af brevene ud for mange år siden. Allerede som 53-årig døde Gudrun, og der er ingen tvivl om, at forældrenes skæbne har præget Elisabeth Møller Jensen, som ikke desto mindre er endt som et, ser det ud til, lykkeligt menneske med en flot karriere. Det, der gør bogen så gribende, er, at der ikke bliver lagt fingre imellem, når Elisabeth skildrer morens deroute, samtidigt med at hun skildrer den kærlighed Gudrun nærede for sin mand. Det er en bog, man ikke lige lægger fra sig og glemmer. Faktisk nok den bedste selvbiografi jeg har læst siden Gretelise Holms også uforglemmelige Jesus, pengene og livet, og pudsigt nok er både Elisabeth Møller Jensen og Gretelise Holm født i samme år – 1946.

Elisabeth Møller Jensen: Dengang i Lemvig. 299 sider. Gyldendal.

Flot biografi

 

Teater til tiden er andet bind i Preben Harris’ erindringer, og den kan glimrende læses, selvom man ikke har læst Min søn gøgler. Sørgeligt, som første bind hed.

Preben Harris fortæller om sine år som teaterdirektør, hvor han begyndte på Svalegangen i Aarhus, inden han kom til Gladsaxe Teater og derefter ledede Folketeatret i ikke mindre end 30 år. Men allerede i 1958 fik Harris lov til at lede Aarhus Teaters Forsøgsscene, og det var også her han nogenlunde samtidig mødte sit livs Bende, der var førsteårselev på Aarhus Teater. På Forsøgsscenen koncentrerede Harris sig om de absurde dramatikere som Beckett, Ionesco, Arrabal og naturligvis Harold Pinter, og det var også i sit nye virke som instruktør, at Preben Harris valgte at kvitte skuespilleriet, noget han først genoptog, da han forlod Folketeatret. To skuespillere, der kom til at følge Harris i det meste af hans teaterliv var hans lærer fra elevskolen Gyrd Løfqvist og John Hahn-Petersen. I Aarhus fik Harris også chancen på teatrets store scene, hvor han bl.a. satte Hamlet op med scenografi af Robert Jacobsen og med Ole Sarvig som oversætter. I årene på Svalegangen lagde Harris også hus til en anden Hamlet, nemlig Jørgen Leths dramatikerdebut Hamlet – en fantasi. I løbet af Aarhus-tiden instruerede Preben Harris også andre steder, bl.a. på Aalborg Teater, hvor han bl.a. satte et stykke af Erik Knudsen i scene. Det var i de år, hvor folk som Peter Rindal og boghandler Låge fra Frederikshavn kaldte til kamp mod røvkulturen, og revy og satire havde gode kår med navne som Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Erik Knudsen. De følgende år med politisk turbulens, efter at Harris var kommet til Gladsaxe Teater, er vittigt skildret, og så er man fremme ved tiden, hvor Preben Harris indtog København, hvor han i sin tid som leder af Folketeatret bl.a. igen var med til at åbne forsøgsscener som fx Hippodromen og Snoreloftet. En skuespiller, der kom til at spille en stor rolle på Folketatrets scener var Ove Sprogø, og her skildrer Harris et gæstespil, som Folketeatret havde i Østberlin med Molières Den indbildt syge med netop Sprogø i hovedrollen. Det blev til alles forbavselse totalt udsolgt, og det viste sig, at det var fordi Sprogø jo var verdensberømt og elsket i Østberlin for sin rolle som Egon Olsen. Det var nogenlunde samtidig, hvor Erik Knudsen viste sin solidaritet med Wolf Biermann ved at takke nej til at holde foredrag på Humboldt Universitetet om Brecht med den begrundelse, ”jeg holder ikke foredrag i et land, hvor man hylder de døde kommunister og forfølger de levende.” Fra Folketeater-tiden skildrer Preben Harris fint kombinationen med at spille moderne stykker, og så samtidig holde traditionerne i hævd med fx Nøddebo Præstegård, som bl.a. har finansieret Preben Harris’ Rejselegat. Efter tiden som teaterdirektør i Nørregade, hvor Harris stod for mange fornyelser, fik han fine roller tilbudt som fx Gamle Levin i Indenfor murerne, der blev spillet på Odense Teater. Preben Harris nævner også det skuespil, som Niels Brunse skrev til ham, hvor han skulle spille Dr. Dampe. Nogle år inden var Harris på Christiansø, og her spurgte han en kontrollør: ”Hvor sad dr. Dampe?” og fik svaret af den lidt irriterede mand med kasketten, hvor der stod Kontrol: ”Han var gået, da jeg kom!” Der er naturligvis meget Bornholm i biografien, og i et sidste kapitel fortæller Harris om Svanekegaarden, der næsten må betegnes som Bornholms baltiske ambassade, og hvor Preben Harris optrådte 123 gange i Thomas Bredsdorffs Jeppe alene på bjerget.

Teater til tiden har alt det, en god biografi skal have, den er vedkommende, underholdende og ikke mindst velskrevet.

Preben Harris: Teater til tiden. Erindringer om mit liv og mit fag. Gennemillustreret. 311 sider. Gyldendal

Fint billede af en tid og et kvarter

 

Normalt er erindringsbøger skrevet af kendte personer, som har en historie af almen interesse at fortælle. Det er ikke tilfældet med Dreng af tid og sted, som er skrevet af Tonny Munnecke, der kommer fra en arbejderfamilie i Sydhavnen, men hans beskrivelse af efterkrigstiden og af kvarteret nær Valby er godt fortalt og vedkommende, for det giver et eminent billede af en periode for ikke så længe siden.

Forfatteren begynder med at fortælle om sin familie, sine forældre og bedsteforældre, og om hvordan hans far og mor får en lille lejlighed i Smedegade på Nørrebro, inden der bliver råd til at flytte ud på Glucksvej i Københavns Sydhavn i en toværelseslejlighed, hvor der ikke er toilet i gården som i Smedegade. Forældrene er på det tidspunkt midt i tyverne, og faren cykler hver dag på arbejde ude i Hellerup, hvor han arbejder på Strandvejens Gasværk. Munnecke skildrer dagligdagen hjemme i gården i Musikbyen, hvor han leger med de andre drenge. Det var i en tid, hvor familien samledes om radioen for at høre fx Siva-skriget, som fik hele Danmark til at gyse. Han fortæller også levende om, når hans mor og de andre kvinder i kvarteret tog med Viking-bådene for at købe ind i Malmø, og hvor mændene blev sure, fordi deres kvinder først kom hjem først på aftenen, for hvem skulle så sørge for middagsmaden? Skildringerne af hvordan der blev gjort hovedrent to gange om året rammer også lige i plet, for slet ikke at tale om, når forældrene selv tapetserede lejligheden og først skændtes, så det var en gru, for derefter igen at blive forliget. Storvasken var også noget helt særligt dengang, og så handledes der i HB Hovedstadens Brugsforening, hvor det var vigtigt at gemme kassebonerne, fordi det var dem, der bestemte, hvor meget familien fik i dividende, hvilket igen var bestemmende for, hvor mange penge der var til at holde jul for. Og gaverne blev købt i Daells Varehus, Havemann eller Messen, men helst ikke i Illum, hvor ekspeditricerne ofte var ”overskudskvinder” fra det bedre borgerskab, ugifte, men bevidste om deres eget værd, og som var nedladende overfor kvinder som forfatterens mor. Man får også repeteret, hvordan madpakkerne var dengang for en skoledreng, og i det hele taget er skoletiden fint skildret. I 1952 får Tonny børnelammelse, hvilket var en meget alvorlig ting under 1950’ernes store polioepidemi. Når der blev udbetalt lommepenge, cyklede Tonny ind på Vesterbro, hvor der lå adskillige antikvariater, hvor han erhvervede gode drengebøger, men hvor han også som ung mand fik samlet et bibliotek af god litteratur. Som læser genkalder man sig også 1950’ernes spillefilm, som familien Munnecke så i Enghave Bio. Der er også et fint billede af, hvordan Tonny sammen med sin far cyklede ind på Vesterbro langs DSBs rangerterræn for at købe sortbørs-cigaretpapir til de hjemmerullede cigaretter. De sidste kapitler handler om forfatterens læretid som først kobbersmed, senere som gørtler, og om hvordan han ender med at blive kasseret som soldat.

Dreng af tid og sted er vedkommende læsning både for dem, der har oplevet perioden, men i høj grad også for dem, der måske slet ikke kender til, hvordan en arbejderfamilie levede dengang. Den er blevet til i samarbejde med journalisten Kate Bluhme, der har medvirket under redigeringen.

Tonni Munnecke: Dreng af tid og sted. 282 sider. Skriveforlaget

Fornem biografi

Det er vanskeligt at skrive en biografi om et geni og så alligevel få et nuanceret billede ud af den person, det handler om – i dette tilfælde Piet Hein.

Piet Hein.Verdensdanskeren er redigeret af Olav Harsløf, der også har skrevet den første halvdel af biografien, hvor han beskriver denne mærkværdige person, hvor faren, Hjalmar Hein, der døde i 1922, var en slags storentreprenør uden den store succes, og moren, Estrid, var medicinsk uddannet. Forholdet mellem forældrene var ikke lykkeligt, og prisen for at Estrid fik lov til at føde et barn imod farens ønske var, at han forærede hende en øjenlægeklinik. Piet var født i 1905, og på Metropolitanskolen gik han i klasse med bl.a. Hans Scherfig, så den skoleklasse findes i rigt mål skildret i litteraturen via Det forsømte forår. Blandt biografiens mange fine illustrationer finder man flere af Piet Heins karikaturer af skolens lærere, og han var en skattet medarbejder på Metropolitaneren, som var medlemsblad for Metropolitanersamfundet. Olav Harsløf lægger ikke skjul på, at Piet Hein var en kvindebedårer, som fik børn med flere af sine hustruer, som han udskiftede efter forgodtbefindende. Bl.a. fortælles det ganske vittigt, hvordan hans afskedsbrev til Tove Ditlevsen var næsten identisk til det, han havde skrevet til hendes forgænger. Disse ægteskaber berigede Hein med ikke mindre end fem sønner, men det gjorde ikke, at han var nogen helt almindelig familiefar. Der bliver heller ikke lagt skjul på, at Piet Hein var en yderst besværlig og til tider trættekær person. Den sidste af hans kvinder var Hanne Worm, der som 19-årig rejste til Fyn for at bo hos den nu 71-årige opfinder og digter. Som digter gjorde Hein sig tidligt bemærket med sine gruk, der var skrevet under pseudonymet Kumbel Kumbell. En skæg anekdote knytter sig til det mest berømte gruk, nemlig Lille kat, lille kat…, som Piet Hein i Dansk Forfatterforening fortalte, havde gjort ham Danmarksberømt på kun et døgn, og så havde det endda kun taget 10 minutter at skrive. Det fik Halfdan Rasmussen til at udbryde: ”Det kan vi vel alle sammen…”, hvorefter Piet Hein sprang op, som en trold af en æske, lagde et stykke papir foran Halfdan og sagde: ”Kan du? Kan du? Så værsgo!” Hvorefter Halfdan Rasmussen skrev: ”Lille skvat, lille skvat, lille skvat på vejen. Hvem er du? Hvem er du? Jeg er sgu Piet Hein!”I de næste kapitler: Designeren – skrevet af Erik Kristiansen, Spilmageren – skrevet af Bjarne Tofr, Revyforfatteren – skrevet af Mette Langeberg Lund og Digteren – skrevet af Olaf Harsløf og Christian Steffensen, bliver multigeniet Piet Heins forskellige specialer mere dybtgående udbygget.  At Piet Hein blev verdensberømt, er der intet mærkværdigt ved, når man tænker på, hvor udbredt fx superelipsen er blevet i forskellige udgaver. Hvem andre har fx udformet centrum i en hovedstad (Sergels Torv i Stockholm)? Og hvem andre konstruerede fx forløberen for Rubiks Terning, for ikke at tale om de utallige gruk, der er lige så geniale på dansk som i hans egne engelske oversættelser. Og i kapitlet Revyforfatteren, får man historien bag den geniale Den tiende muse, hvor det er trykket på tiende, der gjorde, at den slap uden om Besættelsestidens censur.

Den meget medrivende biografi viser, at der ikke kun var én PH i Danmark, selv om de to på mange måder konkurrerede.

Piet Hein. Verdensdanskeren. Redigeret af Olaf Harsløf. 209 sider. Gyldendal

Vigtigt dokument fra besættelsen

 

Samarbejdets mand er et imponerende trebindsværk udgivet af historikerne John T. Lauridsen og Joachim Lund, og det omhandler Gunnar Larsens dagbøger fra januar 1941 til november 1943.

De fleste kender Gunnar Larsen, som var én af de partiløse ministre under Besættelsen, fra det berømte billede, da han skulle tage første spadestik ved anlægget af Fugleflugtslinjen på Lolland, og hvor spaden knækkede, hvilket senere kom til at symbolisere, at han havde taget for hårdt fat på samarbejdet med besættelsesmagten. Gunnar Larsen blev udnævnt til minister for offentlige arbejder i Staunings samlingsregering af 8. juli 1940, og han fortsatte i denne stilling både under Vilhelm Buhl og Erik Scavenius, indtil Samarbejdspolitikkens fald i august 1943. Dagbogen begynder først i januar 1941 og de sidste sider er fra september til november 1943 – altså efter Gunnar Larsens tilbagetræden.

Inden Larsen blev minister, var han direktør og bestyrelsesformand i F.L. Smidth & Co., og i kraft af sin aktiebeholdning beholdt han kontrollen med selskabet, indtil retsopgøret i 1945 umuliggjorde hans fortsatte stilling.

Gunnar Larsen var én af dansk erhvervslivs helt store stjerner, og da han som 38-årig blev minister, var det efter pres fra især konservative kredse. Han var en af de fremmeste fortalere for samarbejde med besættelsesmagten, og samtidigt lå det ham meget på sinde at øge beskæftigelsen, hvilket bl.a. skete med de store anlægsarbejder, som blev vedtaget i hans ministertid. Men det gjorde også, at han efter krigen blev bebrejdet, at han havde tilgodeset egne interesser, fx i forbindelse med opførelsen af de tyske bunkers, som blev opført med leverancer fra Aalborg Portland Cement Fabrik, der var en del af F.L. Smidth-koncernen. Som den eneste minister blev Gunnar Larsen ved byretten dømt for værnemageri, men han blev dog frikendt ved både Landsretten og Højesteret i 1948, hvorefter han udvandrede til Irland, hvor han blev boende indtil sin død i 1973.

Det, der gør, at man gider læse en dagbog på små 1.500 sider, er, at man her får et glimrende indblik i, hvordan samarbejdet mellem en dansk minister og tyskerne fungerede. Der var megen selskabelighed, og Gunnar Larsen og hustruen Kirsten var til mange middage hos besættelsesmagtens spidser som fx de Rigsbefuldmægtigede Cecil Renthe-Fink og hans efterfølger Werner Best, og repræsentanter for værnemagten var også hyppige gæster både hjemme hos Gunnar Larsen på Rosenlund i Vedbæk og på familiens landsted Højkol ved Salten Langsø.

Man får et glimrende indblik i diskussioner og beslutninger indenfor regeringen, og på et tidspunkt er Gunnar Larsen faktisk på tale som ny statsminister, hvad Værnemagten givetvis ville have billiget. Man kan også læse meget om forholdet mellem Scavenius og Gunnar Larsen, som til tider var stormfuldt, men hvor de begge havde den samme mission om at sørge for, at Danmark kom så let og smertefrit igennem krigen. Men der er også rent private ting i dagbogen som fx omkring de to finske piger, Gunnar Larsen og hans hustru adopterede. Man møder også noget af Gunnar Larsens familie bl.a. den kendte modstandsmand Erling Foss, der var fætter til Gunnar Larsen, men som ikke ville være i samme lokale som   fætteren på grund af hans samarbejde med tyskerne. Men møder også flere gange svogeren og zoologen Ingvald Lieberkind, der senere sluttede sig til nazisterne. Man hører også, om hvordan Gunnar Larsen betalte penge til den berygtede stikker Rudolf Christiansen, kaldt Hestetyven, for oplysninger om de danske kommunister.

I det hele taget var der mange ting, som gjorde Gunnar Larsen upopulær i befolkningen, bl.a hans mange negative udtalelser om modstandsfolk og sabotører, men når man har læst hele bogen, får man et indtryk af en mand, som ville gelejde landet billigst muligt igennem den tyske besættelse. Og når Gunnar Larsen skrev en så udførlig dagbog, som han gjorde, var det nok også for at have ryggen fri, når retsopgøret kom efter krigen. Værket slutter med en række breve, som Larsen skrev som minister, og der er et omfattende noteapparat. Hvis man virkelig vil grave dybt ind i, hvad en politiker mente og tænkte under Besættelsen, er Gunnar Larsens dagbøger et uundværligt dokument.

Samarbejdets mand 1-3. I alt 1.496 sider. Indbundet. Udgivet af Det Kongelige Bibliotek og Forlaget Historika

Humoristisk perle

 

Det kan ikke være den store overraskelse for nogen, at en erindringsbog skrevet af John Cleese er morsom, men at den er så morsom, det havde selv jeg ikke ventet. Selvbiografien hedder Men altså …, og på originalsproget So, Anyway …. Cleese begynder med at takke en lang række mennesker uden at nævne navne, for,  som han skriver, ”hvis jeg glemmer to af dem, bliver de så ophidsede og vil aldrig tale med mig igen, og den risiko vil jeg ikke løbe”.

Det hele begynder lige inden krigen i Weston-super-Mare, hvor John voksede op i en familie, hvis oprindelige efternavn var Cheese. Byen blev i oktoberr 1940 bombet af tyskerne, og Cleese undrer sig, ”for i Weston var der intet af tilnærmerlsesvis samme værdi som den bombe, der ødelagde det,” ”måske forvekslede prøjserne byens havnefront med Vestfronten”, men hans far hældede mere til, at tyskerne gjorde det for at demonstrere, at de vitterlig har humoristisk sans. Derefter fortæller han om netop faren, der efter at have været med i Første Verdenskrig blev forsikringsmand, hvilket bl.a. førte ham til Indien. Allerede ved barndomserindringerne mindes Cleese pudsige episoder, som senere blev til inspiration for fx Fawlty Towers, som bogen i øvrigt kun sjældent nævner. Skoletiden på først St.Peters Forberedelsesskole, hvor Cleese som ung mand vendte tilbage som lærer, og senere Clifton College er også morsomt skildret men mange fornøjelige hændelser. Fx en helt ubetalelig episode, da hans kollega og drikkebror Anthony Viney ufrivilligt kommer til at udløse kaos (side 218 og 19), noget han senere forfiner i Fawlty Towers, hvor han lader Manuel hjælpe Basil. Cleese fortæller også om en sommer i 1960, hvor han sammen med sine forældre ferierede på et hotel i Bournemouth ved navn Devan Towers, som naturligvis også inspirerede! Da Cleese kommer til Camebridge for at studere møder han The Footlights, som bl.a. laver revy, og her bliver han naturligvis involveret. Det er også her han møder Graham Chapman og Tim Brook-Taylor, og der bliver turnéeret med The Camebridge Cirkus. Det er på den tid, John Cleese møder Connie Booth, som han senere bliver gift med hele to gange, og det var hende, der var tjenestepigen Polly i Fawlty Towers. Ikke så længe efter fortsætter det hele i BBC-regi med David Frost som frontfigur. Det bliver til The Frost Report – og derefter At Last the 1948 Show, hvor også Marty Feldman spillede en afgørende rolle. Og det blev netop det, der udviklede sig til Monty Python, hvad det meste af resten af biografien handler om med eksempler på kostelige sketches, som fx den i boghandlen (side 343-345).

Det var ikke altid lige nemt, at få diverse sketches igennem i BBC, og svaret, når de ansvarlige havde set dem, var altid: ”Rigtigt sjovt, drenge, men de vil ikke fatte det i Bradford.” Cleese skriver, at en mester i practical jokes var Marty Feldman, som elskede at spilde folks tid. Men også fornøjelige hændelser som fx da en gammel ven fra Camebridge, nu udenrigskorrespondent Alan Hutchison skulle finde et sted at bo i Japan, hvilket bliver et mesterstykke i sprogforbistring (side 265-66). På et tidspunkt kommer en Hollywood-instruktør, Sidney Salkow på besøg med en idé, som refereres (side 382-84). Det er helt absurd, men det bliver aldrig til noget. En film, der indimellem bliver omtalt, er Fisken de kaldte Wanda, og hele selvbiografien slutter med genforeningsforestillingerne i O2 Arena i London, hvor hver af de 10 forestillinger blev overværet af 16.000 tilskuere.

Som tidligere skrevet er Men altså… noget af det morsomste, jeg nogensinde har læst. Festlige hændelser, sjove monologer og practical jokes, men også mere alvorlige beretninger. Det eneste, jeg savner, er lidt mere om Fawlty Towers, men så kan man jo bare gense dem. De taler for sig selv.

John Cleese: Men altså … Oversat af Jakob Levinsen. Gennemillustreret med fotos. 422 sider. Gyldendal

 

******

Skriv en tekst her

Skriv en tekst her

Flot plakatbog

 

 

Hvad er mere nærliggende end at udgive en stor, fornem bog med de sidste 100 års valgplakater – netop i et valgår som 2015. Valget er dit! Den danske plakatkunst i 100 år er skrevet af museumsleder Elisabeth Aasted Schanz fra Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus og politolog, professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet. De to forfattere gennemgår udviklingen i plakatkunsten, hvor partifarverne i dagens valgplakater er et ret nyt fænomen, mens humoren, vreden og det følelsesmæssige register mere eller mindre har eksisteret gennem hele perioden frem mod nutidens meget personfikserede plakater, der nærmest ligner plakater for præsidentkandidater. Den første af den slags, var nok den berømte Stauning eller kaos fra 1935, hvor det paradoksalt nok var Socialdemokratiets kollektivistiske plakater, der blev afløst af de individualiserede. Forfatterne nævner også symbolerne, fx skorstenene, der oprindeligt symboliserede vækst og virke, men nu nærmest står for forurening. Ungdomsoprørets plakatkunst var fx plakater for nedrustning kreeret af kunstnerkollektiver som Røde Mor, og som et pudsigt eksempel vises Asger Jorns DKP-plakat fra 1945, hvor Jorn efterfølgende donerede et af sine malerier til partiets julelotteri, hvor det blev brugt som andenpræmie – førstepræmien var en flaske rød Aalborg!

Bogen er i kæmpeformat, og den er fyldt med tankevækkende eksempler både på plakater fra Folketingsvalg, men også morsomme plakater fremstillet af partiernes ungdomsafdelinger, fx en nøgen Lars Løkke som Klovn, liggende på utallige øldåser – kun dækket af en række bilag, eller Anker som James Bond. Det nævnes, at valgplakaterne stadig fylder i bybilledet, og mens de måske ikke flytter stemmer på samme måde som tv og sociale medier, så får de dog  befolkningen til at gå til valgurnerne.

Peter Nedergaard og Elsebeth Aasted Schanz: Valget er dit! Den danske valgplakat i 100 år. Kæmpe format, indbundet. Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By og Historika

Medrivende biografi

Da Søren Gericke som 14 årig blev smidt ud af skolen, stod det ikke skrevet i stjernerne, at han 12 år efter skulle blive køkkenchef på Københavns fornemme Hotel Plaza. Det kan man læse i begyndelsen af Niels C. Svanborgs medrivende biografi Gericke. De første kapitler handler om barndommen, der absolut ikke var en dans på roser. Men allerede i skolekøkkenet viste den lille Søren evner for madlavning, og en dag kom han hjem fra skole og sagde, at han ville være kok. I 1963 tager Søren Gerickes mor sin søn med rundt til forskellige restauranter, som ikke vil have ham, men på Restaurant Regina bliver han ansat som kokkeelev, et elevforhold, der dog bliver afbrudt undervejs. Et uhumsk sted fyldt med rotter, og hvor gammelt pålæg, der lugtede, blev skyllet i atamon og lagt ud igen. ”Det var skrækkeligt,” siger Gericke i dag. Imens går han på Kokkeskole, og hjemme i en kammerats forældres køkken eksperimenterer de to drenge med at lave Escoffiers retter. Det næste halve år er Søren ude at sejle som skibskok, inden han vender hjem og fortsætter læretiden på Dan Hotel ved Københavns Lufthavn. Første gang han er til kokkeeksamen dumper næsten hele holdet, men i andet forsøg lykkes det. Søren er nu blevet gift, og barn nummer to er på vej, da han siger ja til et job som kok i Mestersvig på Grønland. Tilbage i København flytter han ind hos forældrene på Østerbro, Næste stop bliver Søllerød, hvor han bliver ansat hos Jørgen Tønnesen, der ser en stjerne i Gericke. Han får bl.a. lov til at lave mad til de franske stjernekokke Pierre Troisgros, Poul Bocuse og Roger Vergé, som Gericke havde været sendt ned til i Frankrig som praktikant. Tønnesen er stolt af sin unge stjernekok. Da Jørgen Tønnesen har købt Hotel Plaza, bliver Gericke køkkenchef der, inden Tønnesen sender ham til Paris igen som 24-årig for at gøre ham til souschef i Restaurant Copenhague i Det Danske Hus på Champs Élysées, som Tønnesen også har købt. En af grundene til Gerickes store succes, er det medfødte talent han har. Som kollegaen Erwin Lauterbach er citeret for: ”Hvor vi andre skal prøvesmage adskillige gange, så kan Søren tænke smagen, så den er rigtig første gang.” Der er flere årsager til Søren Gerickes store succes som kok, bl.a. at han altid sørger for at få fat i de allerbedste råvarer, og han har også altid orden i sit køkken. Når han tiltræder, bliver alt vasket ned, og man forlader ikke køkkenet, uden at vægge og maskiner er grundigt rengjort. Mens Søren Gericke nævnes som manden, der udviklede ”Det nye franske køkken”, så er han også med til at lægge grundstenen til det, vi i dag kalder ”Det nye nordiske køkken”. Hans-Jørgen Eriksen, der har været direktør på Plaza, og som har arbejdet tæt sammen med Gericke, er manden med de mange forbindelser, og han beslutter sammen med Søren, at nu skal de forsøge for sig selv, og med koncertarrangørerne Anders Stefansen og Knud Thorbjørnsen som økonomiske garanter åbner makkerparret Eriksen og Gericke Restaurant Anatole i Gothersgade. Søren arbejder dag og nat i restauranten, og Eriksen stiller sin private kunstsamling med navne som Miro, Robert Jacobsen og Richard Mortensen til rådighed for udsmykning af væggene. Desværre varer eventyret kun kort, inden Eriksen trækker sig og sine kunstværker ud, og et par år efter må Gericke give op. I mellemtiden har Gerickes gode ven Per Kirkeby stillet malerier til rådighed, men dem tager Thorbjørnsen med, da han også trækker sig ud og Anatole bliver solgt til Aage Damgaard. Igen er Søren Gericke tilbage en tid hos Tønnesen som køkkenchef på Plaza, inden han uden store succes forsøger sig i USA. En tid er Søren Gericke tilbage på Søllerød Kro, men her oplever han et af sit livs store nederlag, da Jørgen Tønnesen bag ryggen på Søren ansætter Michel Michaud og fyrer Søren efter en middag, hvor Gericke har lavet mad til den franske mesterkok.

Senere kan man læse om det helt store karriereskift, da Søren Gericke slår sig ned i Gentoftegade med Sjarkutten, hvor han både er slagtermester og leverer mad ud af huset.

I 1992 kommer så Søren Gerickes frivillige eksil i Ebeltoft, hvor han bliver ansat af Bjørn Erichsen på Den Europæiske Filmhøjskole, hvor han hver dag skal lave mad til 100 mennesker. Det østjyske eventyr fortsætter med restauranterne Ørby Cafeteria i Helgenæs på Mols, Sørens Spisehus i Rønde, der går konkurs i 1996 og derefter Det Nordatlantiske Sommerkøkken i Klitmøller, som havde åbent i 90 dage. Da Søren i 2000 overtager køkkenet på Kunstmuseet Trapholt ved Kolding, stiger besøgstallet stiger voldsomt. Efter Trapholt er Gericke indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.  I 2004 åbner Søren Gericke restauranten Grisobasowitz, der har navn efter en kogebog, han udgav nogle år tidligere med tegninger af Pernille Kløvedal Helweg.

I Søren Gerickes meget omskiftelige liv har der også været plads til reklamefilm – hvor han fx bliver Danmarksberømt med sine Mesterhak-reklamer. Han har en flot rolle som skuespiller i Henning Carlsens spillefilm Tusindfryd efter en roman af Martha Christensen. Og så er der bøgerne: Det genskabte køkken med 12 litografier af Per Kirkeby. Forfør din kone med en rejemad og Vandhestene fra Rømø.

 

Biografien fortæller også meget ærligt om Søren Gerickes dårlige dage, hvor han bliver hjemme og lever af stesolider og alkohol og om hans ikke ukomplicerede privatliv med skiftende koner og kærester. Det er én af årets allerbedste biografier – en underholdende skildring af et spændende og enestående liv.

Niels C. Svanborg: Gericke. Illustreret med fotos. 252 sider. Forlaget Indblik

Fascinerende dobbeltportræt

Den unge historiker Morten Møller, der tidligere har skrevet biografier om Mogens Fog og Børge Houmann, har i sit nyeste værk Ellen & Adam skrevet en gribende og uforglemmelig beretning om to kommunister, der slog sig ned i Moskva, hvor de blev gift i 1937, og hvor de levede i en tid, hvor Stalins udrensninger og folkemord var på sit højeste. Morten Møller har haft adgang til arkiver og breve – både fra de direkte involverede og fra Det Russiske Statsarkiv for Samtidshistorie, og han har desuden haft samtaler med Ellen og Adams datter Gerd Egede-Nissen, der stadig lever og bor i Brådebæk nord for København. Ellen Skou, som hovedpersonen hed inden ægteskabet med norske Adam Egede-Nissen, var datter af en sparekassedirektør fra Nykøbing Falster, og allerede som helt ung blev hun grebet af kommunismen og fik arbejde på et forlag, inden hun rejste til Moskva, hvor hun blev ansat på Forlaget for Udenlandske Arbejdere. Adam Egede-Nissen var søn af den norske kommunist-leder af samme navn, og han kom til Moskva, hvor han uddannede sig til læge. I den russiske hovedstad mødte Ellen og Adam mange af de andre udenlandske kommunister, hvoraf flere blev nære venner. I en periode var Ellen kurer, og i flere tilfælde transporterede hun penge til partikammerater i andre lande gemt i dobbeltbundede kufferter. Hele tiden var det Sovjetunionen og det kommunistiske kammeratskab, der havde højeste prioritet, også da flere af vennerne – specielt de udenlandske kammerater begyndte at forsvinde. Det begyndte altid med, at Stalins hemmelige politi, NKVD opsøgte dem, som blev mistænkt for trotskisme eller forræderi. De blev anholdt, og mange af dem tilstod under tortur forbrydelser mod Sovjetunionen, noget der intet havde med virkeligheden at gøre. Derefter blev de mest heldige sendt i arbejdslejre, mens hovedparten blev henrettet med nakkeskud og smidt i massegrave. I hundredtusindvis fik den skæbne og blandt dem fx den danske folketingsmand Arne Munch-Petersen. Alligevel blev Ellen og Adam ved med at prise Sovjetunionen i høje toner, når de sendte breve hjem til Danmark. Lige inden udbruddet af Anden Verdenskrig forlod Ellen og Adam Moskva og rejste hjem til Oslo, men her kan Adam ikke bruge sin russiske lægeeksamen, og han bliver læge på et hvalfangerskib, hvor han ender som militærlæge i Nordnorge, hvor han 11. maj 1945 skriver til Ellen: ”Jeg ved ikke, hvordan med dig – om du i disse år har truffet nogen, du er blevet forelsket i. Jeg ville være lykkelig, om du havde, for det ville gøre det lettere at fortælle, at jeg har mødt en pige, jeg er meget, meget forelsket i…” Adam fortsætter sin militærtjeneste i Nordnorge resten af befrielsesåret, gifter sig igen og får yderligere to børn, bliver praktiserende læge og bor resten af livet i Norge. Ellen er taget tilbage til Københavnsområdet, hvor hun arbejder i skiftende kontorstillinger og flytter sammen med Gerd ind i det lille gulstenshus i Brådebæk. Ellen og Adam besøger løbende hinanden op gennem det 20. århundrede og bevarer troen på den kommunistiske sag. De dør hver for sig, samme år, i 1997.

Det utrolige ved historien er, hvordan det lykkes for Ellen og Adam at bevare troen på Sovjetunionens ufejlbarlighed, samtidig med at de ser den ene efter den anden af deres venner og bekendte forsvinde.

Morten Møller har begået en imponerende og veldokumenteret bog om to menneskeskæbner, man har svært ved at glemme. Ellen & Adam er gennemillustreret med fotografier.

Morten Møller: Ellen & Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. 376 sider. Gyldendal

Den gode forsvarer

 

I Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre, fortæller forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn om sit liv – både privat og arbejdsmæssigt.

Hun både begynder og slutter med at fortælle om ægtemanden Ove Stagetorn, som i 2011 under en rejse til Wien fik en blodprop i hjernen og siden da sad passivt i sin kørestol og så tv. Det gør han endnu, da bogen udkom, men forleden var den en dødsannonce for Ove Stagetorn.

Merethe Stagetorns far var mønsterbryder, søn af en vejmand på Stevns, men han blev både jurist, retsassessor i Københavns Byret og konservativ borgmester i Glostrup. Og datteren Merethe gik i hans fodspor, hun blev jurist og ansat hos den noget ældre Ove Stagetorn, som hun giftede sig med som 21-årig. Hun fortæller både om opvæksten, om uddannelsen, og om hvordan hun passede to børn, mens familien også drev landbrug ved Slangerup, og om hvordan hun indledte sin advokatkarriere. I dag er hele familien samlet i den ejendom i Store Strandstræde, hvor hun og hendes søn Henrik også har deres advokatkontor. Og så var der dengang, hvor hun købte konditoriet La Glace, som hun siden har overdraget til sin datter Marianne.Det er en meget klog bog, hvor Merethe Stagetorn meget medrivende fortæller om nogle af de spektakulære sager, hun har haft, bl.a. da hun var forsvarer for cykelrytteren Bo Hamburger, som hun fik frikendt for en dopinganklage, men hvor han senere indrømmede sit misbrug. Der er også en spændende beretning om hendes forsvar for Tvind-dynastiets leder Mogens Amdi Petersen, som hun fik frikendt i første omgang, og hvordan hun blev formand for fonden Fælleseje. Men Amdi Petersen var ikke blandt de 120 gæster, som hun inviterede til sin 70-års fødselsdag. Hun ville ikke være skyld i, at han måske blev anholdt igen, da sagen jo i sin tid blev anket, og da han nu lever skjult et sted i udlandet. Af andre spektakulære sager er der hendes forsvar af den italienske kunstner Marco Evaristti, der var anklaget for dyremishandling af de guldfisk, som blev udstillet i en blender på Trapholt. Og i den Store Rockersag var både hun og sønnen Henrik forsvarere. Merethe Stagetorn har også repræsenteret både Mogens Glistrup og Peter Brixtofte. Det er i det hele taget en meget underholdende bog, som er fortalt til journalisten Birgitte Wulff, og Merethe Stagetorn er så afgjort et menneske, man får stor sympati for.

Merethe Stagetorn: Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre. Fortalt til Birgitte Wulff. Illustreret med fotos. 198 sider. People´s Press

Historisk mesterværk om mellemkrigstiden

Vel render kvindelige danske svømmere i disse år ind i den ene succes efter den anden rundt om på verdens svømmestadioner, men det er ikke dem journalisten Tommy Heisz skriver om i Svømmepigerne der forførte Danmark i 1930’erne. Netop dengang i mellemkrigstiden havde dansk kvindesvømning sin guldalder med navne som Jenny Kammersgaard, Ragnhild Hveger og Lille Henrivende Inge, og det er netop de tre svømmersker, bogen handler om. Det var en periode, fra før kvinderne fik ben, og hvor de kvindelige svømmere helst skulle fremstå som ærbare repræsentanter for det svage køn. Fx var de pakket ind fra det øjeblik, hvor de kom op ad bassinet, og deres legendariske træner Ingeborg Paul Petersen vogtede nidkært over dem overfor den glubende presse, for der var tale om nogle af Danmarks allerførste sportsstjerner. Det er tre meget forskellige svømmersker, Heisz skriver om, fx var både Ragnhild Hveger og Inge Sørensen konkurrencesvømmere, der begge høstede stor hæder ved OL i Berlin i 1936 – for ikke at tale om EM i London et par år senere, mens Jenny Kammersgaard slet ikke var konkurrencesvømmer, men derimod én, som gjorde sig bemærket ved at svømme lange afstande på havet i op til 40 timer i træk. Men fælles for dem var, at Anden Verdenskrig satte en stopper for deres karrierer.

I 1936 var Inge Sørensen med til at grundlægge den succes som journalisten Gunnar Nu Hansen senere fik. Det var ham, der kaldte den kun 12-årige svømmepige for Lille Henrivende Inge, da hun vandt bronze i 200 meter brystsvømning, og hvor fiskehandlerdatteren fra Skovshoved rettede sig efter det faderlige råd om ikke at blande sig i politik. Inge hejlede ikke på sejsskamlen, selv om selveste Adolf Hitler var til stede på svømmestadion. Det var første gang, at hele Danmark sad lyttende bag radioapparaterne, mens konkurrencerne foregik, og man regner med, at hovedparten af de cirka 600.000 licensbetalende danskere lyttede med, da Ragnhild Hveger, som var storfavorit, skuffede lidt ved kun at vinde sølv.i 400 meter fri, som blev vundet af en hollænder. Skolepigen fra Helsingør gjorde sig dog senere bemærket ved at slå intet mere end 44 verdensrekorder. Begejstringen for de to medaljetagere var så stor, så da de vendte hjem til København med tog, var der mødt så mange op for at tage imod på Enghave Station, at et rækværk kollapsede, og i hundredevis af tilskuere styrtede ned ad skrænten mod jernbanen. Man skulle nok hen til EM i fodbold i 1996 for at opleve en lignende velkomst til danske sportsstjerner.

Den tredje svømmepige, Jenny Kammersgaard, var en syerske fra Horsens, der først gjorde sig bemærket ved at svømme fra Snaptun og helt ind til Horsens i bunden af fjorden, men som senere var den første, der svømmede fra Sjællands Odde og til Sangstrup Klint på Djursland – en tur på 93 kilometer i løbet af 29 timer, og som kronede værket, da hun i 1938 på 40 timer svømmede de 110 kilometer fra Gedser til Warnemünde. Det var en præstation, som vakte opsigt over hele verden, og som resulterede i et telegram fra selveste Adolf Hitler, der ville vide: ”Er De en fisk?”

Og her kommer vi frem til bagsiden af svømmepigernes karriere, for de lod sig nok i lidt for høj grad udnytte af den nazistiske propaganda fra Tysklands side. Synd for det ødelagde lidt af deres eftermæle.

Tommy Heisz har skrevet en medrivende bog, der handler om meget andet end svømning. Den er et billede af mellemkrigsårene med arbejdsløshed, fattigdom og ulmende nazisme på den ene side, og en udvikling med massekultur, lyntog, broer og reklamer på den anden side. Den grundige research og de mange noter giver lyst til at læse meget mere om denne spændende periode i Danmarkshistorien.

Tommy Heisz: Svømmepigerne der forførte Danmark i 1930érne. Informationa Forlag

Vedkommende og velskrevet selvbiografi

Joachim Gauck har med Fra vinter til vår – Mit livs rejse skrevet en medrivende og uforglemmelig selvbiografi. I barndommen oplever han, at hans far en sommerdag i 1951 bliver arresteret og sendt til en sibirsk arbejdslejr. Det giver ham en afsky for den kommunistiske doktrin, men han gør ikke åbenlyst oprør. I stedet uddanner han sig til præst, da kristendommen giver en anden livsopfattelse end kommunismen. Spændende er kapitlerne om forholdet mellem de to Tysklande, inden Muren blev bygget. Man kunne godt forlade diktaturet i Øst, men Gauck valgte at blive og kæmpe i den borgerretsbevægelse, som førte til Murens fald. Man mærker hans sorg, da hans to børn flytter til Vesttyskland, inden Muren bliver opført. Efter genforeningen bliver Gauck leder af afviklingen og offentliggørelsen af Stasi-arkiverne. Utroligt at erfare, at omkring en halv million østtyskere var informanter for Stasi, der havde 90.000 faste medarbejdere til at overvåge 16 mio. indbyggere, når man tænker på at Gestapo kun havde omkring 31.000 medarbejdere ved krigens afslutning, som skulle dække 80 mio. mennesker, der boede i Det Tredje Rige. Men det lykkes på forbilledlig vis for Joachim Gauck at få Stasi afviklet på en værdig måde. Efter forskellige politiske trakasserier lykkes det endelig for Gauck at blive valgt til det forenede Tysklands forbundspræsident i 2012.

Joachim Gauck: Fra vinter til vår. Gennemillustreret med sort/hvide fotos. 307 sider. Gyldendal

Meget læseværdig fodboldbiografi

Uanset om man er fan af den engelske PremierLeague klub Manchester United eller ej, så er den legendariske træner Alex Fergusons erindringer værd at læse. I ikke mindre end 27 år stod den altid tyggegummigumlende skotte i spidsen for Man United, og det er helt ekceptionelt i en verden, hvor trænere og managere bliver udskiftet i en lind strøm, så snart resultaterne ikke lever op til forventningerne. I 2001 havde Ferguson besluttet sig for at trække sig tilbage, men familien ville det anderledes: ”Vi har lige holdt møde,” sagde Cathy (Fergusons hustru). ”Vi har truffet en beslutning. Du går ikke på pension. For det første er dit helbred godt. For det andet vil jeg ikke have dig herhjemme i huset. For det tredje er du alligevel også for ung.” Konen og sønnerne havde rottet sig sammen, og en af sønnerne sluttede med at sige: ”Du har så meget at tilbyde. Du kan opbygge et nyt hold i Manchester United.” Og Alex Ferguson konstaterer: ”Så kan jeg lade være med at slumre hen i fem minutter en anden gang. Den lur resulterede i, at jeg kom til at arbejde 11 år mere.” Da Ferguson meddelte sin beslutning, kom der straks godmodige og drilske bemærkninger, fa fra Ryan Giggs, der betragtede Ferguson som en anden faderskikkelse: ”Åh nej, det er bare løgn. Jeg har lige forlænget min kontrakt.” Bogen har fine portrætter af nogle af Man Uniteds markante profiler, foruden Ryan Giggs, der spillede langt over 1000 førsteholdskampe og blev ved til han var 43 år, er der spændende portrætter af Paul Scoles, Christiano Ronaldo, David Beckham, Roy Keane, Ruud van Nistelrooy, Eric Cantona, Robin van Persie og ikke at forglemme Peter Schmeichel. Spændende er det at læse om den ofte ikke helt nemme måde at behandle de store egoer på og alligevel bevare autoriteten. Alex Ferguson begynder med at fortælle om sin egen karriere i Skotland – både som spiller og som manager. Og man får også historien om dengang, han havde en pub i Glasgow. Man får også lidt at vide om rivaliseringen mellem de store managers, Arsène Wenger, José Mourinho og sir Alex, og uden at det bliver kedeligt, er man med i nogle meget spektakulære kampe. Mine erindringer slutter med Fergusons imponerende statistik over præstationer igennem årene.

Altså er man bare lidt interesseret i fodbold, så er Alex Fergusons erindringer en guldgrube af oplysninger og gode historier. Bogen er illustreret med mange farvefotografier. Det er en af de få sportsbiografier, som virkelig er værd at læse.

Alex Ferguson: Mine erindringer. Oversat af Christian Mohr Boisen. 381 sider. Gyldendal

Dansk medieverdens uartige dreng

”Ekstra Bladet tør hvor andre tier”, sådan lød et slogan, der vist er fra 1960’erne, men det kunne allerede have været brugt, da Freilif Olsen fra 1905 var bladets første chefredaktør. Gregers Dirckinck-Holmfeld, der for nogle år siden skrev et tobindsværk om Ekstra Bladet, har nu skrevet biografien Frejlif – Ekstra Bladets utæmmelige redaktør, og det er en særdeles underholdende beretning om Henrik Cavlings lillebror, der blev sat til at lave Politikens uartige lillebror Ekstra Bladet. Biografien begynder med en fin beskrivelse af Freilifs barndom i Kongens Lyngby, og her er en prægtig beskrivelse af en brutal førstelærer. Efter en kort sømandskarriere, er Freilif tilbage i Danmark, hvor han sendte digte til forskellige dagblade. Det resulterede i, at han blev headhunted til Demokraten i Aarhus. Da bladet ikke har råd til at have ham mere, kommer han til København, hvor han bliver typograflærling hos Rasmussen & Olsen til fire kroner om ugen, og her lærer han håndværket til bunds. Efter en slags dannelsesrejse til Tyskland, begynder Frejlifs journalistkarriere, først på Kjøbenhavns Børs-Tidende fra 1889-1892. De næste otte år er han på Politiken, og fra 1900 fire år på avisen København, før han 1. januar 1905 overtager Ekstra Bladet. Her lykkes det meget hurtigt for ham at lægge sig ud med Georg Brandes, og i de følgende år får Frejlif mange fjender. En sag, der optager ham meget, er hele afsløringen af Alberti, som i 1908 melder sig selv for bedrageri, men da har Alberti allerede længe været i Freilifs søgelys. Frejlif gør meget ud af at skrive ledere i Ekstra Bladet, og her grundlægger han bladets tradition med at afsløre og gå efter mennesker, der misbruger deres magt. Han skriver også uforskammede musik-, teater- og boganmeldelser, og i sine ledere lægger han sig så meget ud med embedsmænd, politikere og ikke mindst præster, at det ene sagsanlæg afløser det næste, og i 1917 må han fire måneder i fængsel for injurier. Da nazismen begynder at vise sit grimme ansigt, skriver Freilif så rasende og polemiske kommentarer, at det går helt galt, da Erik Scavenius i 1932 bliver ny bestyrelsesformand for Politiken. Inden da er nevøen Ole Cavling gjort til medredaktør, men det lykkes ikke helt at køre den dødssyge Frejlif ud på et sidespor. Han bliver ved med at yde indflydelse, men i 1936 dør Frejlif 68 år gammel, og biografien slutter med uddrag fra de mange nekrologer.

Frejlif er en særdeles underholdende og velskrevet bog om en af dansk journalistiks enere.  

Gregers Dirckinck-Holmfeld: Frejlif – Ekstra Bladets utæmmelige redaktør. Gennemillustreret med fotografier og tegninger. 495 sider. Ekstra Bladets Forlag

Årets mandelgavebog 2014

 

Med Svend! Hvor har du gjort af mine trusser? har Politiken-journalisten Ole Rasmussen, kendt fra bl.a. At Tænke Sig og Sket i Ugen, begået en ualmindelig morsom bog, som er fyldt med annoncer fra Politiken gennem alle årene, den ene mere grotesk end den anden.

Fx er der en annonce fra sidste århundredeskifte for Industrilotteriet til fordel for Idiotanstalten på gamle Bakkehus. De penge, som kom ind her, gjorde det muligt at købe Ebberødgård ved Birkerød, hvor anstalten vist stadig ligger. En annonce fra 1963 reklamerer for en Trabant, som man kan købe for 8.987 kr. – med 2.187 i udbetaling og så 257 kr. pr. måned. Ellers er der annoncer for alt, mad og drikke – stillingsannoncer, hvor der bl.a. søges efter en negerpiccolo. Der er også masser af personlige-annoncer, og bogen slutter med alle tiders bedste slogans: ”En hædersgæst vil De med Sange hædre, ring blot til mig, De får ingen bedre.” fra 1930. ”Hvor Læserne er flest virker Annoncen mest.” Egenannonce for Politiken 1940. ”Giv Deres mand en ny kone!” Annonce fra Parykcentret 1975.

Ole Rasmussen har simpelthen lavet årets bedste mandelgavebog. Anbefales kraftigt!

Ole Rasmussen: Svend! Hvor har du gjort af mine trusser? 183 sider. Politikens Forlag

Den formidable toer

Man kalder andet bind Den svære toer, men med hensyn til Gretelise Holms erindringer, så er Kærligheden, kampen og kloden en formidabel toer. Efter første bind – Jesus, pengene og livet troede jeg ikke, at det var muligt at skrive et endnu mere fascinerende andet bind, men det er altså lykkedes. I dette bind begynder Gretelise Holm med at fortælle om sin tid som journalist på Politiken, hvor hun straks blev kastet ind i Pattekrigen, som var resultatet af et foto, som Sisse Jarner tog af en højgravid ammende Gretelise med sitn ældste datter digende, et billede som ud over at forarge en masse og vække debat på Politiken også blev forside på Karin Strucks roman Moderen.Billedet resulterede som sagt i en debat påPolitiken, som ikke ville bringe en artikel, hvor billedet skulle være illustration, og det blev samtidig første fase i en kamp mellem Gretelise Holm og nogle ældre mandschauvinistiske redaktionschefer på dagbladet, som fx Eyvind Dreyer, som ikke ville have ”mere Mustafa i avisen.” Meget hurtigt skriver Gretelise Holm om hendes Knut, manden som hun forelsker sig i, og som hun stadig er gift med den dag i dag. Her er nogle meget kloge ord om, hvordan man klarer at leve i et ægteskab og trods konflikter bliver ved med det.Gretelise skriver om flere af de sager, hvor det lykkedes for hende at sætte fokus på problemer i samfundet, fx artiklerne om Ebberødgaard, som dengang var en slags Dantes helvede – uhyggelig og vedkommende læsning og en artikelserie, som vist var med til at forandre en hel del. Senere skildrer hun de artikler, hvor hun skrev om danske børnesoldater og var med til at få hævet grænsewn for, hvornår drenge kan blive professionelle soldater. En af de virkelig spændende ting, hun engagerede sig i, var artiklerne om hvem der styrede narkohandelen i København, og hvor hun lagde sig ud med Ekstrabladet, som med falske vidners medvirken førte en kamp mod narkoens såkaldte bagmænd så som Svend Thevis og Snotten – sikkert nogle kedelige karle, men som på urimelig vis blev dæmoniseret af EkstraBladet..På et tidspunkt bliver Gretelise Holm opfordret til at søge stillingen som chefredaktør på Information i samarbejde med Peter Wivel, men netop Wivel vil ikke have en kvinde som medredaktør, for det skal ikke ende som i sin tid med Bente Hansen. I stedet vælger Wivel Lars Hedegaard som sin medredaktør, en kontroversiel person, som senere gjorde sig bemærket i andre sammenhænge. Da Gretelise Holm efterhånden bliver trær af livet på dagbladene, bliver hun i en tid prorektor på journalisthøjskolen i Aarhus, og hun begynder at skrive debatbøger om bl.aa. kønsroller, som hele tiden er en vigtig sag for hende. Et af bogens mest fascinerende afsnit er alle erindringerne ffra familiens årlange ophold i Zimbabwe, hvor hunm virkelig er med til at ændre mangt og meget. Hendes mand Knut, som er læge, er med til at gøre en indsats overfor de uhyggeligt mange tilfælde af aids, og der er talrige eksempler på hvor håbløs kampen var, for at få indbyggerne til at forstå, hvad der skulle til for at stoppe denne tragedie. Helt gribende er hendes beretninger om mødomseftersyn og konekøb. Og så er det her, hendes karriere som forfatter tager sin begyndelse – først med Mercedes-Benz syndromet, der bliver begyndelsen til en helt ny karriere som skønlitterær forfatter. Og det hele slutter med den dagligdag, som hun har i dag.

Som det også var tilfældet med Gretelise Holms første erindringsbog, så er der tale om en underholdende og vedkommende beretning om et spændende liv. En biografi, som man læser ud i én køre, og hvor man bliver formidabelt godt underholdt. Det er en biografi, som langt overgår hvad der ellers udsendes af den slags litteratur i disse år. Den kan varmt anbefales. Læs den!!!

Gretelise Holm: Kærligheder kampen og kloden. Gennemillustreret med fotos. 439 sider. Forlaget Teli Media

Rødstrømpe, venstrefløjsaktivist og mediemenneske

Bente Hansen var for nogle årtier siden en vigtig brik både på den politiske venstrefløj og i det danske mediebillede, og faktisk var det også her, hun debuterede som lyriker med digtsamlingen I Virkeligheden.

Historien findes er så hendes erindringsbog, der begynder i et dyrlægehjem i Vestjylland, hvor hun voksede op sammen med syv søstre. En begivenhed, der omkranser hendes historie, er, da der en dag i begyndelsen af 1970’erne bliver skudt ind gennem vinduet i hendes arbejdsværelse. Hun boede på det tidspunkt i Kartoffelrækkerne på Østerbro sammen med sin daværende mand, Benny Holst. Noget rystet ringer Bente og Benny til politiet, og der kommer en mand i civil, men om han overhovedet er fra politiet, bliver aldrig opklaret. I hvert fald vender politiet ikke tilbage, og efter samtaler med forfatteren Peter Øvig Knudsen, der skrev bogen om Blekingegade-banden, hælder Bente Hansen nu til den teori, at skuddene måske netop var affyret af et medlem af denne bande, da man for at radikalisere venstrefløjen forsøgte sig med angreb og chikane af kendte personer på venstrefløjen for på den måde at kompromittere ekstreme grupper på højrefløjen. En ganske interessant teori.

Barndommen ender med at Bentes forældre bliver skilt, da den pigeglade far efterhånden ser lidt for dybt i flasken. I 1960’erne studerer Bente Hansen litteratur i København, og hun bliver aktiv både i Frit Danmark, Algeriets Frihedskamp, i SF og senere VS samt i Rødstrømpebevægelsen. Efter en tid som redaktør for Politisk Revy, er Bente Hansen i en meget turbulent periode chefredaktør på Information sammen med Erik Meier Carlsen og Philip Laurtizen, hvor alt skulle op at vende på fællesmøder. Inden denne lidet vellykkede chefredaktørtid, fortæller Bente Hansen om arbejdet med bogen Dengang i tresserne, og om hvordan hun sammen med Ebbe Kløvedal, Mogens Kløvedal og Peter Poulsen søsatte tidsskriftet Fælleden.

Senere bliver Bente Hansen programmedarbejder ved DR-Kulturafdelingen og konsulent ved Filmcentralen, og foruden at følge hendes karriere, er der interessante beretninger om fx Kejsergadesagen og forskellige happenings, som Rødstrømpebevægelsen stod bag.

Det er på mange måder en fin erindringsbog om en vigtig periode for både Kvindebevægelsen og venstrefløjen, og barndomserindringerne er heller ikke uinteressante, men de når ikke nær op i nærheden af hvad fx Gretelise Holm har berettet fra sin barndom. Historien findes henvender sig til de mange, som selv oplevede de begivenhedsrige år i de sidste årtier af forrige århundrede, og så har bogen en mængde fine sort/hvide fotografier