Iscenesat

Kvinden mellem os af Greer Hendrichs & Sarah Pekkanen er én af den slags trekantsdramaer, hvor man som læser tror, at man har gættet hele plottet fra begyndelsen, men så kan man godt tro om igen. Den ene kvinde, Vanessa, der er romanens jeg-fortæller, har været gift med Richard Thompson, og hun bor nu sammen med sin moster Charlotte, efter at hun, da romanen starter, er blevet skiftet ud med Richards nye kærlighed, Nellie, som han har forlovet sig med. Skiftevis følger man Vanessa, der nu arbejder i et stormagasin, og Nellie, der er ansat i børneinstitutionen Learning Ladder, men da lønnen ikke er imponerende her, har hun et aftenjob som tjener på en restaurant, som Richard dog gerne ser, at hun dropper, når de snart skal giftes. Richard bliver både skildret af Vanessa og Nellie, og i begge versioner er han en jaloux og kontrollerende mand, der flere gange udtaler: ”Selv når jeg ikke er der, er jeg altid hos dig.”. Vanessa, der har en fortid, som langsomt bliver åbenbaret, og som endte i en katastrofe, forsøger på flere måder, at få Nellie til at opgive sit bryllup med Richard, men så sker der noget helt uforudset, da mystiske Emma dukker op, for hvem er Emma, og hvem er Nellie egentlig? Det virker, som der fra begyndelsen været tale om en fantasifuld hævnaktion fra Vanessas side, men hvordan hænger det hele overhovedet sammen? Det er det, denne virkelig originale psykologiske thriller handler om, så mere skal ikke afsløres her. Læs den, gys og bliv forbavset!

Greer Hendrichs & Sarah Pekkanen: Kvinden mellem os. Oversat af Sara Koch. 378 sider. Gyldendal

*****

Spændingsroman om hvordan det kunne være gået i virkeligheden

Når Bill Clinton har skrevet en spændingsroman (Præsidenten er forsvundet) sammen med den garvede forfatter James Patterson, er det næppe for at score kassen, for det gør han vist i forvejen med sine mange foredrag Verden over, det er nok mere for at spinde en historie over noget, der kunne være blevet et mareridt i hans egen præsidentperiode. Romanens hovedperson og jeg-fortæller præsident Jonathan Lincoln Duncan er, da historien begynder, ved at forklare sig overfor et undersøgelsesudvalg nedsat af Repræsentanternes Hus ved formanden Lester Rhodes, omkring et mislykket forsøg på at uskadeliggøre verdens mest eftersøgte terrorist Suliman Cindoruk fra Den Hellige Krigs Sønner, hvilket resulterede i flere amerikaneres død. Formålet med undersøgelsesudvalget er, at få præsident Duncan stillet foren Rigsret. Næsten samtidig har onde kræfter iværksat et cyberangreb på USA, hvor kodeordet er Dystre Tider. Sideløbende følger læseren snigskytten med kodenavnet Bach, hvis opgave det er at uskadeliggøre en person, som man ikke rigtig ved, hvem er. Som en slags forløber eller generalprøve på Dystre Tider sker der et dramatisk cyberangreb, og præsidenten bliver nødt til at gå under jorden for at få kontakt med et ungt par, der er skal føre det egentlige cyberangreb ud i livet. Og mens der spekuleres i, hvor præsidenten er blevet af og hvorfor, bliver det også klart for præsident Duncan, at der er en forræder blandt hans inderkreds i Det Hvide Hus, men hvem? Der er otte muligheder, men Duncan aner ikke, hvem det er, der samarbejder med udenlandske kræfter, og han ved heller ikke hvem, der står bag angrebet. Hvis angrebet på USA’s forskellige it-adresser lykkes, vil landet fra at være en supermagt synke ned til at blive det største tredjeverdensland i verden, for alt vil gå ned – både landets økonomi, og alt andet elektronisk, hvilket også vil resultere i, at det vil være umuligt at få rent drikkevand. Og samtidig vil USA’s forsvar være sårbart, hvis ikke der øjeblikkeligt gøres ét eller andet, så landets våben kan fungere alligevel. Den såkaldte Wipervirus fungerer på den måde, at alle aktive filer i landets computere vil blive overskrevet, hvorved de eksisterende data vil forsvinde permanent. Det bliver et kapløb med tiden, for der findes et password, der kan stoppe virusangrebet. Spændingen er intens, indtil det bliver klart, hvad passwordet er. Det bliver naturligvis også opklaret, hvem der er forræderen, og hele romanen slutter med, at præsident Duncan holder en tale til nationen. Det er givetvis den tale, som den rigtige præsident Clinton gerne ville have holdt, og det virker på mig lige lovligt patetisk, men det forhindrer ikke, at makkerparret Clinton og Patterson har skrevet en spændende pageturner. Så den kan afgjort anbefales.

Bill Clinton og James Patterson: Præsidenten er forsvundet. Oversat af Signe Lyng. 467 sider. Gyldendal

****    

Førsteklasses dansk krimi

Ikke alene er en ung kvinde blevet myrdet, men det viser sig, at morderen har skåret hendes ene hånd af, vel at mærke før hun døde, og som en slags souvenir er en lille kastanjemand blevet efterladt sammen med liget, og kort tid efter bliver en anden kvinde myrdet på lignende vis, og også her finder politiet en kastanjemand. Derfor er titlen på Søren Sveistrups debutroman Kastanjemanden. De politifolk, der bliver sat til at undersøge mordsagerne, er dels den unge efterforsker Naia Thulin, dels den mere erfarne efterforsker Mark Hess, som er blevet hjemsendt fra Europols hovedkvarter i Haag. Året inden er socialminister Rosa Hartungs datter, Kristine, blevet bortført, og en ung tidligere voldsdømt mand, den 23-årige Linus Bekker, har tilstået, at han har myrdet ministerens datter, men selvom han ikke har fortalt, hvor han har skjult liget af den lille pige, er han blevet anbragt på det psykiatriske hospital Sikringen i Slagelse. Politiet frygter, at det er den samme morder, der har dræbt de unge kvinder, da der er flere lighedspunkter. Bl.a. er det kvinder, som der er blevet klaget over til myndighederne, fordi de har misrøgtet deres børn, men på grund af en ny whistleblowerordning, kan politiet ikke se, hvem der har klaget. En anden uhyggelig lighed i mordsagerne er, at retsmedicineren Genz finder fingeraftryk, der stammer fra den myrdede Kristine Hartung på kastanjemændene, så derfor forsøger Thulin og Hess at få genoptaget sagen omkring ministerens forsvundne datter, da der måske er en lille chance for, at hun stadig er i live, men det går drabschef Nylander lodret imod, da han finder, at sagen er opklaret med Bekkers tilståelse, og at der ikke skal spildes flere ressourcer på den sag. Mens opklaringsarbejdet langsomt skrider frem, får man som læser efterhånden mistanke til flere forskellige personer, og mens politiet undlader at fortælle om fingeraftrykkene på kastanjemændene, sker der alligevel en lækage til stor irritation for Nylander. Kastanjemanden er over 500 siders koncentreret spænding, og til trods for at der går lige lovligt meget splatter i den dramatiske afslutning, kan man godt mærke at Sveistrup er en garvet plotmager, der tidligere har stået bag flere tv-serier, bl.a. ”Forbrydelsen”, så det er ikke let at lægge hans debutkrimi fra sig. Man skal hele tiden lige læse et kapitel mere, og når man så tror, at nu ved man, hvordan det hele hænger sammen, så bliver man endnu en gang overrasket. Altså en førsteklasses dansk krimi – velkommen ombord!

Søren Sveistrup: Kastanjemanden. 524 sider. Politikens Forlag

*****  

Ny formidabel arkæolog-krimi fra Elly Griffith

Hvis de næste bind af Elly Griffiths Ruth Galloway-krimier er ligeså gode som de to første, kan man som læser bare glæde sig til flere spændende læseoplevelser. Nummer to, Løgnens hus, har igen arkæologen Ruth Galloway og vicekriminalkommissær Harry Nelson i hovedrollerne, nøjagtigt som de var det i Pigen under jorden. Denne gang bliver Ruth tilkaldt, fordi nogle bygningsarbejdere under nedrivningen af et forfaldent hus i Norwich er stødt på et barneskelet, der har ligget begravet under et dørtrin. Huset har tidligere været et børnehjem, Det Hellige Hjertes Børnehjem, der var ledet af den katolske præst Fader Hennessey, og for 40 år siden forsvandt to børn for aldrig at blive fundet igen. Huset er nu ejet af byggematadoren Edward Spens, og det har i flere generationer været ejet af familien Spens, der nu vil bygge helt moderne huse, som skal udstykkes til dyre luksusejerlejligheder. Derfor er Edward Spens meget utilfreds med, at det arkæologiske arbejde vil forsinke byggeriet, men først skal skelettet graves fri, og her finder man ud af, at hovedet mangler, og desuden finder arkæologerne også skelettet af en kat – også uden hoved. Det viser sig, at der tidligere har boet mennesker på egnen, helt tilbage til Jernalderen, hvor både romere og keltere har efterladt sig spor, og derfor er det doktor Max Grey fra Sussex University, som er blevet sat til at lede udgravningen, og der er ham, der har sendt bud efter Ruth Galloway. De manglende hoveder på skeletterne kan tyde på, at der har været tale om rituelle ofringer, men først skal arkæologerne ved hjælp af kulstof 14-metoden finde ud af, hvor længe skeletterne har ligget i jorden. Flere af personer fra Ruth Galloways første sag i Saltmarsken, laboranten og druiden Michael Malone kendt som Cathbad og Ruths veninde, den billedsmukke Shona Maclean, der er lektor i engelsk litteratur, dukker også op i Norwich, mens der bliver gravet ud. Imidlertid er der mørke kræfter, som forsøger at forpurre efterforskningen, da undersøgelserne muligvis har pustet nyt liv i en tilsyneladende glemt forbrydelse. Desuden har det vist sig, at Ruth Galloway er gravid, og det er hun muligvis med Harry Nelson, der imidlertid er gift med Michelle, som han har to døtre sammen med. Da arkæologerne finder det manglende kranium i en tilmuret brønd, viser det sig, at tænderne har en fyldning, som kunne betyde, at det kun har ligget der i små 50 år. Inden man når frem til den dramatiske slutning, sker der flere overrumplende begivenheder, bl.a. som resultat af politiets afhøringer af en gammel nonne, der var stuepige hos familien Spens, før hun begyndte at undervise på børnehjemmet. Elly Griffith skriver til tider ganske morsomt, fx når hun skildrer den dykker, som bringer kraniet op fra brønden: ”Kort efter kom dykkeren op med en hovedskal balancerende på flad hånd. Han lignede en skuespiller, der spiller Hamlet i en eksperimenterende forestilling (måske Shakespeare møder Beckett?). Elly Griffith forstår virkelig at komponere et plot, der river læseren med fra først til sidst, så Løgnens hus kan varmt anbefales!

Elly Griffith: Løgnens hus. Oversat af Lærke Pade. 338 sider. Gads Forlag

*****

Den svære, men fornemme toer

Anne Mette Hancock, der i foråret fil Det Danske Kriminalakademi’s diplom som Årets Debutant for Ligblomsten, er allerede tilbage med Mercedes-snittet, der igen har journalisten Heloise Kaldan og kriminalefterforskeren Erik Schäfer som hovedpersoner. Historien begynder med, at den tiårige Lukas Bjerre forsvinder sporløst på vej hjem fra sin skole på Østerbro i København. Heloise er i gang med researchen til en artikel om hjemvendte soldater med PTSD, da hendes redaktør sætter hende til at dække sagen om den forsvundne Lukas. Politiet er i starten på bar bund, men flere børn på skolen taler om den mystiske Æblemand, og Lukas er desuden blevet set i samtale med en kvinde udenfor skolen. Da Lukas’ mobiltelefon dukker op, kan politiet se, at han er besat af pareidolia, hvor han fotograferer ting, der ligner ansigter. På et tidspunkt bliver Heloise spurgt, om hun er ved at fabrikere en Britney, som er journalistslang om at fabrikere en nekrolog, før den portrætterede er død. Og romanens titel hentyder til det ar i hjertet, som soldater med PTSD muligvis har – ar fra traumer eller sorg. Mercedes-snittet er desuden noget, retsmedicinere benytter. Under et møde imellem Heloise og Erik Schäfer, bladrer Heloise i Eriks optegnelser, hvilket giver hende en oplysning, som hun forfølger til Eriks store fortrydelse, og hvilket resulterer i, at Heloise på egen hånd kører til Rørvig, hvor der måske er en løsning på gåden. Drengen Lukas er stadig forsvundet, da et meget skræmmende mønster viser sig, og Anne Mette Hancock forstår at holde spændingen intakt indtil de allersidste kapitler. Undervejs møder læseren naturligvis Lukas’ forældre, et mærkeligt dysfunktionelt ægtepar, som er ved at gå op i limningen, og som frygter, at Lukas er blevet myrdet, specielt da politiet finder hans jakke under isen i Kastelsgraven, der er frosset til. Det er til fulde lykkedes for Anne Marie Hancock at leve op til sin succesrige debut, og som læser glæder man sig allerede til næste opus fra forfatteren.

Anne Marie Hancock: Mercedes-snittet. 332 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Fremmedhad og spænding i aktuel svensk krimi

Camilla Grebes nye krimi Husdyret foregår i en lille søvnig by Ormberg, hvis fabrikker for længst har drejet nøglen, men hvor der til gengæld er blevet indrettet et asylcenter på den største af de tidligere fabrikker, og her har der siden begyndelsen af 1990’erne boet både bosniske og kroatiske flygtninge.

En af hovedpersonerne, Malin, der senere bliver ansat hos politiet, finder i 2009 et skelet af en lille pige ved foden af Ormberget, men sagen bliver ikke opklaret på det tidspunkt. I 2017 bliver Malin sendt til Ormberg for at efterforske den gamle sag, der i lighed med andre såkaldte ”cold cases” er blevet genoptaget, og her skal hun samarbejde med bl.a. Hanne Lagerlind-Schön og Peter Lindgren, som nogle læsere mødte i Camilla Grebes forrige bog, Når isen brister, og Andreas Borg og Manfred Olsson bliver også en del af opklaringsenheden. Men en af de første aftener forsvinder Peter, samtidig med at et nyt lig bliver fundet næsten samme sted, og Hanne, der lider af begyndende demens, bliver fundet i live i udkanten af skoven, men uden den dagbog, hvor hun altid noterede detaljer fra efterforskningen.

En familie, der også kommer til at spille en stor rolle i Husdyret er Stefan Olsson og hans to børn Melinda og Jake.  De bor i Ormbergs flotteste hus, hvor Stefan, der var snedker, men nu for det meste er arbejdsløs, har bygget en imponerende terrasse. Efter at Stefans kone er død, er meget gået op i druk for ham, og når han besøger en kammerat, og Melinda ikke er hjemme, nyder Jake at iføre sig morens kjoler, som stadig hænger i hendes skab. Derfor er han også til stede, da en bilist finder Hanne i skoven, men Jake gemmer sig, da han er bange for at blive afsløret i dametøj af én fra byen. Han finder derimod dagbogen, og han begynder at læse i den, men han kan ikke overlade den til politiet, da man netop efterlyser den kvinde, som Hanne nåede at se. På den måde får Jake indblik i den del af efterforskningen, som Hanne nåede at skrive.

Resten af Husdyret har skiftevis Malin, Hanne og Jake som fortællere. Politiet leder stadig efter Peter, og forskellige af byens beboere kommer under mistanke i mordsagen, bl.a. Stefan, der ikke var hjemme på et meget afgørende tidspunkt. Men også Malins faster Margareta og hendes søn kaldet Pung-Magnus, som er byens tosse, påkalder sig på et tidspunkt politiets interesse. Hele byen er gennemsyret af fremmedhad, og ustandselig bliver det antydet, at det må være dem fra asylhjemmet, der står bag mordene. Selv Stefan og hans kammerat Olle har planer om at lave et borgerværn, der skal gå rundt og jage ”arabere”. En særlig ondskabsfuld fyr er Vincent, der er Jakes onde ånd, indtil Jake gennem dagbogen finder ud af, at Vincents far har været dømt som pædofil, og da Jake røber det, får han fred for Vincent. I en helt grotest scene forsøger en kvinde, der hedder Ragnhild at anmelde en af ”araberne” for at have stjålet en racercykel, men da politiet spørger, hvis cykel, det er, svarer Ragnhild, at det ved hun ikke, men den må være stjålet, for sådan en cykel, har de ikke råd til.

Opklaringsarbejdet fortsætter, og hvordan mordene opklares, og hvad, der bliver af Peter, skal ikke røbes her. Et bosnisk ordsprog, der findes i bogens begyndelse, lyder, ”Den, der sår vind, høster storm.” Det er meget passende for hele historien. Der er spænding på alle de næsten 500 sider, og at Husdyret blev kåret som Årets svenske krimi 2017 kan ikke undre. Camilla Grebe viser endnu en gang, at hun også kan uden sin søster, Åsa Träff, som hun samarbejdede med i sine første udgivelser.

Camilla Grebe: Husdyret. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 495 sider. Lindhardt og Ringhof

*****  

Et uforglemmeligt mesterværk

Marokkanske Leïla Slimanes Vuggesang, der blev belønnet med Frankrigs største litterære pris Goncourt, og som er blevet betegnet som en psykologisk thriller, er en meget atypisk én af slagsen. Den handler om det succesrige ægtepar Myriam og Paul Massé, der bor på Rue d’Hauteville i tiende arrondissement i Paris med deres to børn Adam og Mila. Myriam er jurist og netop i gang med at genoptage sin karriere som forsvarsadvokat, mens Paul har en travl hverdag som musikproducer. De beslutter derfor at antage en barnepige, og efter samtaler med flere emner, vælger de Louise, der også har fine anbefalinger fra en tidligere stilling hos familien Rouvier. Louise har været gift med Jacques, med hvem hun har datteren Stéphanie. Efter hendes skilsmisse havde hun i en periode sin datter med hen til familien Rouvier. Vuggesang begynder med et gruopvækkende kapitel, hvor læseren får at vide, at Louise har knivdræbt Adam, mens Mila er livsfarligt såret, og efterfølgende har Louise skåret begge håndled over og desuden stukket kniven i sin hals i et mislykket selvmordsforsøg. Efter dette kapitel følger hele historien om ansættelsen af Louise, og om hvordan hun bliver den helt perfekte barnepige, der udover at passe de to børn, sørger for rengøring, så lejligheden er skinnende ren, når Myriam og Paul kommer hjem fra arbejde. Familiens venner er også dybt misundelige på det held, som er overgået Myriam og Paul. Men langsomt begynder glansen at gå af den idylliske hverdag, og Louise opsøges af myndighederne, da hendes eksmand har efterladt hende med gæld. Imens arbejder historien sig hen imod den skæbnesvangre dag, som romanen blev indledt med. Foruden at være næsten ubærlig er Vuggesang ikke så lidt af en gyser, fordi læseren ved, hvad det hele ender med. Et uforglemmeligt mesterværk!

Leïla Slimani: Vuggesang. Oversat af Anders Juel Michelsen. 222 sider. Rosinante.

******

Spændende psykologisk thriller med masser af links til klassisk film noir

Hovedpersonen i Kvinden i vinduet dr. Anna Fox lider af agorafobi og lever derfor isoleret i sit hus i New York, hvor hun får dagene til at gå med at drikke masser af rødvin, se gamle sort/hvide filmklassikere og udspionere sine naboer. Hun er som sagt alene, og hun har angstanfald bare ved at tænke på at gå udenfor. Det eneste andet menneske i hendes hus er David, en tidligere voldsforbryder, som har lejet underetagen i huset. Ellers bruger Anna en del tid på som healer at kommunikere over nettet med specielt én patient GrannyLizzie. Endelig har Anna kontakt med dr. Julian Fielding, som hun mødte til en konference om behandling af posttraumatisk stresssymptom, og han forsøger som terapeut at hjælpe hende med hendes angstsymptomer. Et nyt ægtepar Alistair og Jane Russel, der sammen med deres søn Ethan er flyttet ind i huset overfor Anna, bliver genstand for Annas spionering, og en dag ser hun noget, der kunne tyde på, at Jane Russel er blevet overfaldet med en kniv, og Anna henvender sig til politiet, der imidlertid ikke tror på hende. De mener, at det hele er noget, hun har bildt sig ind. Mens Anna bliver mere og mere frustreret, får man også indblik i familien Russels noget indviklede privatliv, og spændingen bliver stadig mere intens, mens man også får lidt at vide om Annas ægteskab med Ed, der sammen med datteren Olivia på mystisk vis er forsvundet ud af Annas liv. Det hele bliver mere og mere mystisk, indtil den hæsblæsende finale, og forfatteren A.J. Finn (der er et pseudonym for Daniel Mallory) har med stor dygtighed formået at lave et plot, hvor man samtidig møder en virkelig filmfreak i Anna, der svælger i film noir fra Hitchcock og til Chabrol. Der er mange fine filmcitater, og det er vel også med vilje, at den udspionerede kvinde hedder Jane Russel, nøjagtigt som Marilyn Monroes modstykke i den legendariske Gentlemen foretrækker blondiner. Kvinden i vinduet er en meget læseværdig psykologisk thriller, som er svær at lægge fra sig.

A.J. Finn: Kvinden i vinduet. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 424 sider.  Lindhardt og Ringhof

****

Psykologisk thriller med masser af hemmeligheder

I en lille kystby, Ridinghouse Bay i East Yorkshire i det nordlige England ser Alice Lake en dag en mand, som står i regnen på stranden og kigger ud over havet. Sådan begynder Lisa Jewells Den fremmede gæst. Da Alice henvender sig til ham, viser det sig, at han lider af hukommelsestab og overhovedet ikke aner, hvem han er. Alice, der lever alene med sine tre børn og hunde, inviterer manden indenfor i ly for regnen. Hun er meget socialt anlagt, og hun tilbyder ham både tørt tøj og logi i det anneks, der er til huset. Da den ukendte mand ikke ved, hvad han hedder, bliver Alice og hendes børn enige om at kalde ham Frank. Samtidig befinder den nygifte Lily sig i London, hvor hun venter på sin mand, der ikke er kommet hjem efter arbejde. Lily kommer fra Ukraine, og hun mødte Carl Monrose under et seminar i Kiev, og efter de var blevet gift der, flyttede hun med ham til England. Da Lily først henvender sig til politiet, vil de gerne se tiden an, før de efterlyser ham, men da de endelig gør det, og Lily har medbragt de personlige papirer, hun har kunnet finde, viser det sig, at Carls pas er falsk, og at der slet ikke findes nogen Carl John Robert Monrose. Mens man følger Alice og Lily i hver deres kapitler, får læserne en historie fra 1993 om søskendeparret Kirsty og Gray, der boede sammen med deres forældre i Rabbit Cottage i Ridinghouse Bay. Her mødte de den nittenårige Mark, der boede i den helt anden ende af samme by med sin tante, og efter de to søskende var inviteret til at besøge Marks tante, opstod et tæt forhold imellem de tre. Mark er forelsket i Kirsty, som imidlertid ikke er ligeså interesseret i ham, og en fest i tantens hus udvikler sig dramatisk. En dag bliver Lily kontaktet af Russ, som er kollega til Carl, men som ikke har kunnet komme i kontakt med ham, og sammen forsøger de at finde frem til, hvad der er blevet af den forsvundne Carl. Imens er forholdet mellem Alice og Frank ved at udvikle sig til mere end blot sex. Men hvordan den nutidige forsvindingshistorie har noget at gøre med de gamle begivenheder i Ridinghouse Bay, det er naturligvis bogens meget overraskende plot, så mere skal ikke røbes her. Men Den fremmede gæst er ikke bare en formidabel pageturner, den er også både velskrevet og fuld af overraskelser indtil de allersidste sider.

Lisa Jewell: Den fremmede gæst. Oversat af Lærke Pade. 363 sider. Gads Forlag

*****

Realistisk thriller

Savas vidner er en spændende psykologisk thriller, der placerer Sara Bouchet som en krimiforfatter helt i særklasse. Historien, der er inspireret af virkeligheden, viser hvordan forfatteren har brugt sin store viden om eksorcisme til at fastholde læseren i spænding på over 400 sider. Hovedpersonen og jeg-fortælleren Danielle Lind, kaldet Dannie, er sognepræst, men efter en klage over hende er blevet behandlet af biskoppen, bliver hun suspenderet, og næsten samtidigt er hendes kæreste Arthur gået fra hende, og med sig har han taget den syvårige søn Louis, som han har sammen med sin tidligere hustru.  Dette er en stor sorg for Dannie, da netop Louis er et af lyspunkterne i hendes liv. Dannies barndom sammen med søstrene Sophie og Sava har heller ikke været uden dramatik og ulykkelige hændelser, specielt ikke efter at Sava døde mange år tidligere. Da romanen begynder har Sophie bedt Dannie om at komme til Skotland, hvor Sophie bor i den lille by St. Andrews. Men da Dannie kommer til hendes lejlighed, er hun forsvundet, og et par dage efter erfarer Dannie, at Sophie har begået selvmord ved at kaste sig ud fra et kirketårn. Hun har imidlertid efterladt sig en del skriftligt materiale fra sin forskning i middelalderens hekseprocesser og uddrivelse af dæmoner i besatte børn. Ved at læse Sophies notater, søger Dannie også tilbage til den opvækst, hun helst vil glemme. Selv er Dannie næsten autist, og ustandselig tæller hun alverdens ting fra skruer og beslag i Ikeamøbler til striberne i et linoleumsgulv, men under opholdet i søsterens lejlighed prøver hun dels at finde ud af, om Sophie virkelig begik selvmord eller var udsat for en forbrydelse. Imellem kapitlerne om Dannies oplevelser i Skotland, følger læseren også med i, hvad der sker i Europas første eksorcismecenter i den polske by Poczernin, et center oprettet af Vatikanet. Savas vidner er ikke nogen let læst roman, men er man interesseret i dæmoner, hekseprocesser og selvmord i fortid og nutid, er bogen svær at lægge fra sig, og det hele slutter med forfatterens note, om hvad der er virkelighed, og hvad hun selv har fundet på. Det er en thriller langt væk fra skandinavisk noir.

Sara Bouchet: Savas vidner. 448 sider. Lindhardt og Ringhof

****

Fin debut med hæsblæsende pageturner

Det danske forfatterpar Wissing & Winther har med Pigen ingen vidste var skrevet noget så sjældent som en thriller, der foregår i USA i efteråret af 1969, men som har rødder tilbage til begivenheder i det tidlige 1951, hvor en ung kvinde omkommer ved en bilulykke i Memphis. Hovedpersonen Bradley Wright, der er søn af professor Noah Hobbs, er i gang med en uddannelse som journalist, og hans mor, den fordrukne Joleen, der er skilt fra hans far, professoren, lever af at sælge hamburgere i Joleen’s Diner. Mens Bradley uddanner sig, har han et job som rengøringsmand på Hominidae Forskningscenter, hvor hans far og kollegaen Joseph Morell er i gang med et tophemmeligt adfærdseksperiment, der skal udmunde i en artikel i et videnskabeligt tidsskrift med titlen ”Evolution, sprog og menneskelig udvikling”. Derfor befinder pigen Ana, som har været i centret, siden hun blev født, sig i en grotte sammen med en gruppe chimpanser, så professor Hobbs kan følge den bl.a. sproglige udvikling, som Ana gennemlever med lingvisten Patricia Carter på sidelinjen, som den eneste, der har lært Anas sprog, som de kalder Li-An-sproget til perfektion. Imidlertid har Bradley længe pønset på at befri Ana, og trods enorme sikkerhedsforanstaltninger lykkes det til sidst. Men nogle af delstatens mest magtfulde mennesker igangsætter en større menneskejagt, der involverer både politifolk og FBI-agenter, og imens forsøger Bradley at finde ud af, hvor Ana egentlig kommer fra, og hvordan hun er blevet hovedperson i Noah Hobbs hemmelige eksperiment. Derfor bliver det nødvendigt for Bradley at grave tilbage i tiden og finde frem til personer, som kan huske, hvad der skete i 1951. Mere skal ikke røbes her, men dramatikken varer ved indtil de allersidste sider. Som det sikkert fremgår af ovennævnte, er der tale om en rigtig pageturner, hvor læseren ustandselig overraskes, og forfatterne er til tider ganske vittige, som fx da de nævner et bedemandsfirma med det morbide slogan: ”Du dør kun én gang, gør det ordentligt”. Også en form for samfundskritik møder læseren fx i beskrivelsen af et bibliotek i 1951: ”Man skulle kun træde over dørtærsklen, før et skilt med pile i hver sin retning viste ind til to opdelte læsesale. En til de sorte og en til de hvide. Og det endda efter en verdenskrig, hvor man stolt var rejst over Atlanten for at kæmpe mod fordomme og dumhed. Man kunne næsten høre dobbeltmoralen skrige i de knagende egetræsgulve.” Jeg glæder mig til at læse mere fra de to forfattere , Lars Wissing og Mikkel Winther, efter denne fine debutroman.

Wissing & Winther: Pigen ingen vidste var. 389 sider. Valeta

*****

 

Fænomonal psykisk thriller fra Torkil Damhaug

Torkil Damhaug, der tidligere har skrevet formidable spændingsromaner, har næsten overgået sig selv med den nyeste Glashjerte. Handlingen udspiller sig i november sidste år, hvor de to brødre Robin og Mikkel, der er sønner af den kendte skuespiller Håkon Ravnum, bliver blandet ind i en uhyggelig historie. De to brødre bor hos deres mor, Sofie Rafaelsen, der er billedkunstner og skilt fra drengenes far. Deres kusine Amina forsvinder og bliver senere fundet myrdet. Det er Robin, som er udviklingshæmmet, der ude i skoven finder liget af kusinen, og han er ikke i stand til at fortælle, hvad han har set. Mikkel, der er psykologistuderende, og som har arvet evnen til at tegne fra sin mor, bliver derimod anholdt og sigtet for drabet. Mikkel er kæreste til Inga, der også er studerende og datter af advokaten Erik Natvik. Netop Ingas fars advokatfirma, Natvik og Elton bliver forsvarere for Mikkel, og de tilknytter den tidligere stjerneadvokat Carl Fredrik Holt-Rivers som konsulent. Han er netop kommet ud af fængslet, efter at have afsonet en dom for drab, som han muligvis ikke har begået. Men han har ikke mere sin advokatbestalling, så han bliver nødt til at arbejde i kulissen. Han kontakter naboægteparret Ragna og Rolf, hvor både Robin, Mikkel og Amina i sin tid var i dagpleje. Og da Rivers graver i Rolfs fortid, finder han oplysninger om en sag, hvor Rolf var anklaget for voldtægt, men hvor anklagen blev frafaldet. Jo længere politiet graver i mordsagen, jo mere overbeviste bliver de om, at Mikkel nok er den mest sandsynlige som Aminas morder. Også Inga har sine mistanker, bl.a. fordi hun finder en skitseblok, hvor Mikkel foruden hende har tegnet Amina og en pige, der hedder Boel, og som vist tidligere har været kæreste med Mikkel. Det hele udvikler sig til en indviklet sag, og mens Rivers forsøger at finde ind bag sandheden, prøver han også at udrede nogle mystiske vidneudsagn fra sin egen mordsag, for måske at kunne bevise, at det ikke var ham, der myrdede en kvinde på et hotelværelse. Som det vist fornemmes, er der mange tråde at udrede, og historien har flere forskellige fortællere. Der er dømt mystik, og hvad titlen Glashjerte hentyder til, er der flere forklaringer på, men på fornem vis lykkes det igen for Torkil Damhaug at vise, at han mestrer at konstruere den psykologiske krimi.

Torkil Damhaug: Glashjerte. Oversat af Ilse M. Haugaard. 422 sider. Modtryk

*****   

Connelly i topform med ny hovedperson

En af verdens bedste krimiforfattere har gjort det igen. I Michael Connellys Nathold møder læserne for første gang en ny hovedperson, kriminalassistent Renée Ballard, der på mange måder er en kvindelig parallel til Harry Bosch, som man kender fra utallige Connelly-krimier. Det er igen Los Angeles Police Department, LAPD, der bliver sat på at opklare et par sager, dels om en transsexuel kvinde Ramona Ramone, der er blevet tævet næsten til døde, dels nedskydningen af fem mennesker på natklubben The Dancers. Renée Ballard er umiddelbart inddraget i begge sager, men da hun er blevet degraderet til Natholdet, der er en enhed, hvor hun og makkeren John Jenkins fungerer som udrykningshold, der derefter må overlade sagerne til drabsafdelingen. Grunden til degraderingen er, at Ballard havde anmeldt sin chef Robert Olivas for sexchikane, men uden at få opbakning fra sin daværende makker Ken Chastain. Ballard kan imidlertid ikke lade være med at blande sig i efterforskningen af det femdobbelte drab, specielt ikke da Ken Chastain også bliver myrdet. Da Ballard finder frem til den, som er den mest sandsynlige mistænkte i sagen om mishandlingen af Ramona Ramone, går hun i en fælde, og snart er hun i yderste livsfare. Samtidig har hun hørt rygter om, at den skyldige i drabssagen antageligt er en politimand. Mere skal ikke åbenbares her, men sagerne kører videre, og man møder både pushere, sadistiske voldsforbrydere og mordere. Der er spænding på til sidste punktum, og jeg glæder mig til at stifte yderligere bekendtskab med den kvindelige strømer med hang til surfing. At Connelly en enkelt gang kommer til at skrive Bosch i stedet for Ballard, skal være ham undskyldt, for han har igen skrevet en uforglemmelig spændingsroman.

Michael Connelly: Nathold. Oversat af Søren K. Barsøe: Nathold. 343 sider. Klim

***** 

Fornem norsk politiroman

Jørn Lier Horst fik allerede en fornem boghandlerpris i sit hjemland Norge for sin debutroman, og nu har han overgået sig selv i sin nye politiroman Katharina-koden om drabschefen William Wisting og hans journalistdatter Line. Der er næsten gået 25 år, siden Katharina Haugen forsvandt for aldrig at dukke op igen. Wisting har imidlertid aldrig opgivet at finde ud af, hvad der blev af kvinden, og hvert år på årsdagen for hendes forsvinding besøger han hendes mand, Martin. Da han i år opsøger Martin, er han væk. Politikommissær Adrian Stiller arbejder med såkaldte cold cases, og han har genoptaget en anden forsvindingssag, nemlig den om Nadia Krogh, der forsvandt efter en fest i 1987, to år tidligere end Katharina-sagen. I forbindelse med Nadias forsvinden fik hendes millionærfar tilsendt et brev, hvor bortføreren krævede 3 millioner kroner i løsepenge, men trods det at faren anbragte summen på det aftalte sted, blev pengene aldrig hentet. Nu har Stiller fundet en forbindelse mellem de to sager, og derfor må de to politifolk arbejde sammen, men da Stiller vil benytte Line Wisting som lokkedue, bliver William Wisting lidt utryg. Bogens titel hentyder til, at politiet i sin tid fandt en kode på bordet i Haugenfamiliens hus, en kode som det aldrig er lykkedes at knække. William Wisting har i alle årene haft en formodning om, at Martin havde noget med sin kones forsvinden at gøre, men han har ikke kunnet bevise noget, specielt ikke da Katharina er dukket op hverken i live eller som lig. Da politiet finder frem til den gamle avis, som bogstaverne i kidnapperbrevet var klippet ud af, begynder der at melde sig en tanke på baggrund af en anden artikel i samme avis. Og så skal man som læser nyde resten af opklaringsarbejdet. Plottet er godt fundet på, og Lier Horst, der selv er gammel politiefterforsker, skriver fremragende. Han må gerne fortsætte sin serie om Wisting-familien.

Jørn Lier Horst: Katharina-koden. Oversat af Rolf Stavnem. 379 sider. Modtryk

*****

Klassisk thriller

Scenen i Ruth Wares I en mørk, mørk skov er helt klassisk. Seks personer mødes i et øde hus udenfor lands lov og ret, så langt ude at der ikke er mobildækning og den fastnettelefon, der findes i Glashuset er død. Anledningen til at de skal mødes er, at Florence Clay, der er gammel skoleveninde til hovedpersonen Leonora Shaw, der er forfatter af kriminalromaner, vil afholde en polterabend for Clare Cavendish, som skal giftes, og Flo har lånt Glashuset af sin tante. På væggen hænder et haglgevær, som tanten bruger til at skræmme kaniner væk med, derfor er den kun ladt med løst krudt. Da Leonora fik indbydelsen til Clares polterabend, havde hun ikke set Clare i ti år, og det, der måske undrede hende mest, var, at hun ikke var inviteret til Clares bryllup. Da Clare ankommer, fortæller hun Lee, som hun kalder hende, til trods for at hun nu kalder sig Nora, at den, hun skal giftes med, er James Cooper, som var Leonoras kæreste, indtil han slog op med hende på en mail, og siden har de ikke set hinanden. I løbet af den november-weekend, de er sammen, leger de forskellige lege, hvor de bl.a. fortæller hinanden hemmeligheder, og det hele bliver mere og mere klaustrofobisk og uhyggeligt, indtil der indtræffer den katastrofe, man som læser har ventet på hele tiden. Og hvad der videre sker, skal naturligvis ikke røbes, men spændende er det, og man læser med tilbageholdt åndedrag. At der sker et mord, er jo helt klassisk, men selve plottet i historien skuffer mig, og jeg synes ikke I en mørk, mørk skov er af samme kvalitet som Ruth Wares forrige thriller, Kvinden i kahyt nr. 10. Men mindre kan også gøre det, og man kan glimrende tilbringe nogle timer i et sommerhus i en mørk skov med denne pageturner. I England er Ruth Ware blevet kaldt Agatha Christies arvtager, men normalt er plottene hos Christie mere overraskende end i Wares nyeste værk.

Ruth Ware: I en mørk, mørk skov. Oversat af Sara Koch. 311 sider. Gyldendal

***

Hæsblæsende thriller med rødder i fortiden

Som det var tilfældet i David Garmarks forrige spændingsroman om superagenten Ditlev Martins, Abbotts hemmelighed, så er der også masser af både vold og mord i Garmarks nye, Stemmer der dræber. Faktisk er der tale om tredje og sidste bind i serien om problemløseren Ditlev Martins. Første bind hed Drengen, der aldrig kom hjem, og den har jeg ikke læst, men det gør ikke noget, da bøgerne kan læses, uden at man har læst de foregående. Faktisk har Ditlev Martins trukket sig tilbage fra sit liv som agent, og han lever, da historien begynder, som stilladsarbejder, i nærheden, hvor han bor i Sydhavnen. Men en dag indhentes han af sin fortid, da et mystisk brev uden afsender dukker op, og snart er han igen involveret i en sag, der både får betydning for hans nærmeste venner og bekendte, og som har rødder tilbage til nogle uhyggelige eksperimenter med koncentrationslejrfanger under Anden Verdenskrig. Allerede i 1942 var obersturmbannfürer Horst von Holten, lægen der havde stået bag disse forsøg, forsvundet fra Sachsenhausen for at fortsætte sine forsøg på en lille gold ø, kaldet Djævlens ø, i Det Ægæiske Hav, en ø, som den græske militærjunta fra 1967 til 1974 havde benyttet til fængsel for omkring 22.000 fanger. I grotterne under denne ø, havde von Holten huseret indtil slutningen af krigen, hvor han under falsk identitet som mange andre krigsforbrydere, var flygtet til Argentina. Her blev han i 1984 hentet af et par Mossad-agenter, der fandt de dokumenter, som viste, hvor forskningsbunkeren var anlagt på Djævlens ø, og meget belejligt lod de den gamle nazist hænge sig, så han slap for at blive udleveret på samme måde, som Adolf Eichmann var blevet det nogle år tidligere. Hvad denne gamle historie har med Ditlev Martins at gøre, er en del af plottet, men efter det mærkelige brev henvender Martins sig til sin gamle ven Jon-Erik, der har mange forbindelser, og de franske politimænd Rousseau og Balmain, får også en rolle i opklaringen.  Desuden bliver Ditlevs gamle veninder, Dina og hans tidligere kæreste Giulietta indblandet i handlingen, før det går op for Ditlev Martins, hvem der egentlig står bag den åbenbart grufulde hævntørst. Forfatteren har lagt mange spor ud, der både har med græsk og nordisk mytologi at gøre, før man når frem til den hæsblæsende slutning, der er fyldt med både action og dramatik. Men inden da handler historien også om både incest og autisme og ikke mindst terrorisme. David Garmark har virkelig forstået at kreere en thriller, som er meget svær at lægge fra sig. En af årets bedste danske spændingsromaner!

David Garmark: Stemmer der dræber. 365 sider. Turbine

*****  

Nordirland noir når det er bedst

Hvis man trænger til en pause imellem de mange Nordic noir-krimier, der udkommer, er et godt bud Adrian McKintys Sirenesang, der netop er udkommet på det lille nye forlag Olga, der bestyres af to tidligere redaktører fra Aarhus-forlaget Klim. Sirenesang er den anden historie om den irske strømer Sean Duffy, og som forgængeren Det kolde våde land foregår den i Carrickfergus nær Belfast i 1982, mens borgerkrigen raser, og samtidig med at Margaret Thatchers Storbritannien kommer i krig med Argentina om Falklandsøerne. På en nedlagt fabrik finder man en torso i en kuffert, en torso der åbenbart har ligget i en dybfryser. Sean Duffy bliver sat på mordsagen, der hurtigt viser sig at være en international affære, da den døde mand er amerikansk statsborger. Han har været i Nordirland, hvor hans familie stammede fra, for at undersøge nogle lyssky forretninger. Kriminalassistent Duffy tager på et tidspunkt til USA, da han har fået et tip om en bankboks, der skulle have tilhørt den døde mand. Både i USA og i Nordirland støder Duffy ind i problemer med FBI, det engelske efterretningsvæsen og hans egne overordnede, og det virker, som alle myndigheder ikke ønsker, at sagen opklares. Sean Duffy er netop blevet forladt af sin kæreste, og han både drikker og ryger alt for meget, men så møder han ikke bare én men to smukke kvinder, og resten må læseren selv finde frem til. Foruden at være særdeles velskrevet, giver Sirenesang et fremragende billede af et land, hvor politiet også må tage sig af det ene terroranslag efter det andet, og hvor Sean Duffy hver gang, han sætter sig ind i sin BMW, må sikre sig, at der ikke sidder en bombe med en kviksølvvippekontakt under motoren. Adrian McKinty er selv vokset op i Carrickfergus, han er uddannet på både Warwick University og på Oxford University. I 1990-erne arbejdede han i New York som bl.a. boghandler og bibliotekar, og siden 2008 har han boet i Melbourne, Australien. Forhåbentlig er der flere historier om Sean Duffy på bedding. Jeg glæder mig allerede til næste opus!

Adrian McKinty: Sirenesang. Oversat af Søren K. Barsøe. 343 sider. Olga

*****

Shakespeare som moderne politiroman

Det er klart, at når Jo Nesbø kalder sin roman Macbeth, er det naturligvis fordi, han har ladet sig inspirere af Shakespeares værk af samme navn, som Nesbø betragter som en thriller om magtkamp. Men hos Nesbø er handlingen rykket frem til vores tid, og der hvor den udspiller sig er i et land, der godt kunne minde om Skotland, men hvor selve den by, det foregår i udelukkende kaldes for Byen, og hovedstaden hedder Capitol. Byen er opdelt i nummererede distrikter, og det hele begynder seks måneder efter, politimester Kenneth, der var korrupt er død, og hvor borgmester Tourtell har hentet Duncan ind som ny politimester. Duncan havde indtil da været leder af Afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Capitol. Duncan udnævnte straks sit eget hold, hvor vicekommissær Duff blev leder af Narkoafdelingen, og han kom med det samme på en stor opgave, da han erfarede, at Norse Riders med den karismatiske Sweno i spidsen på sin røde Indian Chief-motorcykel, vil få leveret et større parti amfetamin. Macbeth, der er chef for Indsatsstyrken har fået det samme tip, men da han tilbyder sin hjælp, gør Duff det klart, at det skal hans afdeling nok selv klare. Hele leveringen i havnen bliver overvåget af Swenos største rival Hekate, der også bliver kaldt Den Usynlige Hånd, og som selv fremstiller sit syntetiske narkotikum, som kaldes Bryg. Hekate og hans højre hånd Bonus ser hvordan Sweno og hans mænd tager et gidsel, indtil Macbeth og hans Indsatsstyrke dukker op, og Macbeth får uskadeliggjort gidseltageren. Men ellers er aktionen på havnen noget af en fiasko, bl.a. fordi det ikke lykkes at fange Sweno, og nu begynder magtkampen mellem de to gamle venner Duff og Macbeth. Macbeths kæreste Lady ejer Byens kasino Inverness, mens konkurrenten Obelisken ustandselig står overfor at blive lukket af Spille- og Kasinonævnet. Resten af romanen er fuld af dramatik og rævekager, og Lady er så ambitiøs på Macbeths vegne, at hun overtaler ham til at myrde Duncan, så han selv kan blive politimester, og ikke nok med det, Lady stiler også efter, at Macbeth skal ende som borgmester. Macbeth er måske ikke direkte korrupt, men han er afhængig af narkotika, og da et nyt stof, Power, der er syv gange så stærkt som Bryg, kommer på markedet, bliver både Macbeth og Lady afhængige af det. Det ene grufulde mord afløser det andet, og da Macbeth også efterhånden er så magtliderlig, at han skiller sig af med både venner og sammensvorne, lægger handlingen op til en forrygende finale. Macbeth er en del af serien ”Shakespeare i et nyt årtusind”, hvor fx Ann Tyler har nyfortolket ”Trold kan tæmmes”, og Margaret Atwood har bidraget med ”Stormen”. Nesbøs bidrag er et både spændende og velskrevet forsøg på at genfortælle en historie om magt, misbrug, kærlighed og had og meget, meget mere i en moderne hårdtslående politiroman. Macbeth er en thriller, der er meget svær at lægge fra sig.

Jo Nesbø: Macbeth. Oversat af Allan Hilton Andersen. 506 sider. Modtryk

*****

Endnu en forrygende thriller af Steen Harvig

Steen Harvigs nye krimi A.R. begynder, da en bilist, Niels Hedin, er på vej hjem til Vestsjælland efter et møde i København. Kort før Saltbæk strand, hvor hans sommerhus ligger, er han tæt på at køre ind i en skrigende kvinde, der vakler rundt midt på kørebanen. Hun har været ude for ét eller andet frygteligt, men Hedin kan ikke få noget fornuftigt ud af hende, og han tager hende med hjem til sit sommerhus, hvor han kontakter politiet og skadestuen, hvorefter kvinden bliver afhentet, og det stedlige politi kommer og afhører Hedin. Da politiet ikke ved, hvem kvinden er, bliver den gamle kending Morten Krag, der både er politimand og psykoterapeut sat på sagen sammen med sin makker, Carl Hansen, der bor i et kolonihavehus ved Bernstorffsvej Station. Sammen med en læge fra traumecentret på Rigshospitalet, Bo Rasch, lykkes det at finde ud af, hvem kvinden er. Det er den succesrige arkitekt Ann Roed, der sammen med sin mand Lars Kvist og de to tvillingedøtre bor i Nærum. Da de begynder at grave i hendes fortid, vælter der flere skeletter ud af skabet, og kort tid efter sker der først ét og senere endnu ét mord. Mere skal ikke røbes her, men igen er det lykkedes for Steen Harvig at udtænke et plot, der gør, at den fortættede stemning holder helt indtil de allersidste sider. Det er nærliggende at tro, at titlen A.R. dækker over forbogstaverne i Ann Roed, men helt så enkelt er forklaringen ikke. Så læs Steen Harvigs nye thriller og bliv godt underholdt.

Steen Harvig: A.R. 233 sider. Trykværket

*****   

Dommedag nu?

Sidste år gjorde Michael Larsen et flot comeback med sen anmelderroste Mordet på øen. Nu er han så tilbage med fortsættelsen, Dødens kode, der er en barsk og slagkraftig historie med masser af ramasjang.

Hvis man ikke har læst Mordet på øen, som jeg ikke har, begynder den nye med et kort referat, så man har styr på de forskellige personer. De to politifolk, der er hovedpersoner, Jan Folmer og hans makker Frank Bolbro, var af deres chef Frederik Karpov sendt til Ærø i forbindelse med mordet på to kvinder, og her fandt de ret hurtigt ud af, at sporerne pegede i retning af en international våbenhandler Peter Kreiler. Imidlertid lader det til, at sporet omkring Peter Kreiler højst sandsynligt er plantet af den rigtige morder, der antageligt er computereksperten Lasse Kulau, som tidligere har arbejdet for PET. Kulau, der helt klart viser psykopatiske træk, har kidnappet Jan Folmers nye kone Anne og planlagt, at hun skulle dø for øjnene af ham på Marstal Havn. En anden hovedperson er journalisten og pokerspilleren Charlotte Monson, der lever under en falsk identitet på Ærø, da hun er på flugt fra en voldelig ekskæreste, den tidligere Afghanistan-soldat Morten Tauber. Hun har dækket mordsagen for Amtsavisen, og under det arbejde har hun fundet nogle halvbrændte noter i nærheden af Kreilers udbrændte bil, som han åbenbart havde forsøgt at skaffe sig af med. Men hvad indeholdt disse koder? Endelig er der den prisvindende graverjournalist Mikkel Thorsboe, der er hyret af forlaget Private Eye til at skrive en bog om våbenhandleren Peter Kreilers storhed og fald. Handlingen i Mordet på øen kulminerede med en række serieeksplosioner i Marstal Havn. Manden bag eksplosionerne var sikkert Lasse Kulau, som politiet også mistænkte for at stå bag de to kvindemord, men om han havde haft medsammensvorne kunne ikke udelukkes, også PET var interesseret i Kulau, da meget kunne tyde på, at der var tale om en terroraktion.

Dødens kode begynder med, at man finder en 14-årig pige myrdet på et toilet i Marstal Havn, og Folmer og Bolbo bliver igen sendt til Ærø. Liget af pigen har vidt åbne øjne, og det skyldes at øjenlågene er limet sammen, og der er skrevet et filmcitat på hende. Yderligere har hun en teaterbillet i lommen til Elverhøj, og hvem skrev musikken til Elverhøj? Det gjorde Friedrich Kuhlau. De to politifolk er overbevist om, at der er nogen, der driver gæk med dem, og snart støder de på tråde, der fører tilbage til sprængningen i havnen, hvor politiet troede, at Kulau havde sprængt sig selv i luften. Men måske er han slet ikke død. Det kunne teaterbilletten tyde på. Og kan det med øjnene være en henvisning til filmen Open Your Eyes, der handler om en mand, der lever sit liv bag en maske. Og er det et tilfælde, at de myrdede kvinder havde film stående i deres lejligheder?  Charlotte Monson er sammen med sin svenske ven Stefan Gidlund rejst til Sydfrankrig for at deltage i en pokerturnering om store formuer, og her har hun foruden en række krimier til at fordrive tiden på hotellet medbragt den kode, som henviser til forskellige filmcitater. Meget peger i retning af, at disse filmcitater skal bruges til at fortælle, hvor og hvornår den næste terroraktion skal finde sted. Da hun har løst koden ringer hun til Jan Folmer for at fortælle, at næste mål er Aarhus. Og samme dag sker to attentater mod hhv taget på Aros og på Café Casablanca, hvor Mikkel Thorsboe befinder sig sammen med sin redaktør fra Butlerens Forlag, der nu skal udgive bogen om Peter Kreiler. Med nød og næppe overlever Thorsboe, da han er på toilettet, da bomben udløses. Efter at Charlotte har vundet en større formue, bliver hun inviteret til at være med i en pokerturnering på luksuslineren Endeavour of the Oceans, der skal sejle fra Finland til Florida. Imens er politiet kommet på sporet nogle rockere, der har tidligere har opholdt sig på Ærø, men som nu er i gang med en aktion på Sjælland. Folmer og Bolbro skygger dem, da de er på vej over Sjælland mod Fyn, og samtidig er Mikkel Thorsboe med toget mod Fyn. Datoen er den 28. november, der er udset til næste terroraktion. Så alle er på vej mod Storebæltsbroen, og ikke mere skal røbes her!

Michael Larsen har skrevet en spændende, men også ganske indviklet historie, der bevæger sig imod kulminationen, og måske er der lagt op til et tredje bind.

Michael Larsen Dødens kode. 445 sider. Turbine

*****  

Ny suveræn krimi af Bergens anden store kriminalforfatter

Den som forvolder en andens død er Chris Tvedts nye advokat-krimi. Hovedpersonen Mikael Brennes advokatfirma, som han har sammen med Synne Bergstrøm, kører økonomisk stramt, så Synne vil gerne have, at de fusionerer med et andet advokatfirma, mens Mikael mener, at de godt kan klare sig selv, specielt efter at han er blevet forsvarer for den unge Josef Mandal i en spektakulær retssag, hvor Mandal er anklaget for både at have voldtaget og myrdet sin redaktør Barbara Blomberg, som han mødte i fængslet, da han sad inde i en tidligere voldssag. Mikael møder første gang Josef på en restaurant, hvor hans tidligere elskerinde Helle Mørk, som er journalist ved et ugeblad, er i gang med at interviewe Josef og Barbara, der er veninde til Helle. Mikael bliver et par dage efter opsøgt af Barbara, der vil have ham til at foretage ændringer i hendes testamente, så bl.a. en ung narkoman bliver gjort arveløs, mens en godgørende institution for misbrugere skal arve. Mikael genoptager efter mødet på restauranten sit forhold til Helle, som han er meget forelsket i, men kort tid efter slår hun op med ham. I sagen mod Josef, giver hans hustru Judith ham et alibi for den dag, hvor Barbara blev myrdet, men Mikael tvivler alligevel på Josefs uskyld. Josef sidder fængslet, og da sagen kommer for retten, indkalder Mikael Helle som vidne, da hun var veninde til Barbara. På spørgsmålet om, Barbara var seksuelt interesseret i Josef, svarer Helle, at han tog, hvad han ville have, og at han også voldtog hende. Da Mikael opsøger Helle, for at undskylde, at han overhovedet indkaldte hende til det, som må siges at være et kæmpe selvmål for forsvaret, finder han hende myrdet. Mikael, der foruden at være advokat optræder som en anden detektiv, når han skal have sit baggrundsstof i orden, opsøger også den mand, som Josef tidligere havde mishandlet og invalideret for at finde ud af, om han ville hævne sig på Josef ved at myrde de to kvinder og skyde skylden på Josef. I det hele taget er der flere, som kunne være morderen, bl.a. ægtemanden til en kvinde, som Josef Mandal tidligere voldtog, og som senere begik selvmord. Og så er der nogle anonyme breve, der vil have Mikael Brenne til at opgive sagen imod Josef Mandal, der også kommer til at spille en rolle. Chris Tvedt har tidligere skrevet flere krimier sammen med sin hustru Elisabeth Guldbrandsen, og en hovedperson fra deres krimier, kriminalefterforsker Edvard Matre, dukker også på et tidspunkt op i Tvedts nye krimi. Titlen Den som forvolder en andens død henviser til en gammel paragraf i den norske straffelov, som nu er blevet erstattet af ”Den som dræber en anden.” Der er tale om en rigtig whodunnit, hvor det først til allersidst bliver klart, hvem kvindemorderen var.

Chris Tvedt: Den som forvolder en andens død. Oversat af Lena Krogh Bertram. 316 sider. Klim

*****

Hidtil bedste bind i Philip Kerrs Berlin Noir-serie

Philip Kerr har foreløbig skrevet fremragende 12 bind i sin Berlin Noir-serie, men den trettende Berlinerblåt er efter min mening den allerbedste. I forrige bind havde Bernie Gunther levet i skjul som hotelportier og under falsk navn ved den franske Riviera. Da han her havde gjort det af med sin gamle ærkefjende Harold Hennig, var det lykkedes for ham overfor det franske politi, at skyde skylden på Anne French, der havde udnyttet ham på det groveste, og efterfølgende lykkedes det for Anne at flygte til England. I oktober 1956 bliver Bernie Gunther passet op af den tidligere chef for det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi, Erich Mielke, som har en helt speciel opgave til Gunther. Han skal rejse til England, hvor han skal slå Anne French, som det franske politi forsøger at få udleveret, ihjel. Han skal benytte giften thallium, der i løbet af et par dage under store smerter vil gøre det af med hende. Det er en gift, som der kun er en modgift imod, hvis man får den meget hurtigt. Det er Berlinerblåt, en maling, der indeholder syntetisk pigment. Belønningen til Gunther for at forgifte Anne French er, at han vil få en ny identitet, så han kan vende tilbage til Vesttyskland. Men nok hader Gunther Anne, men ikke så meget, at han vil slå hende ihjel. Derfor slår Gunther en af sine vogtere, en Stasi-agent ihjel i Le Train Bleu, som skal fragte ham til Calais, og det lykkes for ham at slippe ud af toget, men nu er han jagtet af både Stasi og af det franske politi. Sideløbende med at læseren følger denne jagt, fortæller Philip Kerr, om hvordan den unge Bernie Gunther i 1939 af Martin Bormann blev sendt til Berghof, Hitlers private hjem i Obersalzberg for at opklare et mord på en tysk ingeniør. Det bliver en meget spektakulær sag, for Adolf Hitler er ventet i Berghof, hvor han skal fejre sin 50 års fødselsdag, men han må ikke få at vide, at stedet har været hjemsted for et mord. Sammen med sin gamle kollega Friedrich Korsch finder Gunther ud af et sindrigt svindelnummer, som både Martin Bormann og den myrdede ingeniør var en del af, og denne sag finder sin spændende afslutning i de svært fremkommelige Schlossberg-grotter i Saarlandet. Og både dette sted og den gamle kollega Friedrich Korsch møder Bernie Gunther igen i 1956. Mere skal ikke røbes her. Plottet og vekselvirkningen mellem begivenhederne med de 17 års mellemrum er intet mindre end genialt, og Berlinerblåt er efter min mening det bedste bind i denne i øvrigt fremragende serie. Da der er mange historiske personer med i handlingen, slutter bogen med forfatterens beretning om, hvad der siden skete med de mange involverede.

Philip Kerr: Berlinerblåt. Oversat af Ole Steen Hansen. 523 sider. Modtryk

******

Måske årets bedste krimi?

I en skov nær den engelske by Anderbury finder man dele af et kvindelig, hvor en bleg hånd strækker sig op fra sit eget dække af blade, men resten af pigen inklusive hendes hoved bliver ikke fundet. Sådan begynder C.J. Tudors Kridtmanden, der dels foregår i 2016 og i 1986, hvor dele af den unge kvindes lig blev fundet. Hovedpersonen og jeg-fortælleren Eddie Munster og vennerne fra hans gruppe Fede Gav, Heppo og Metalmickey er i 1986 på besøg i et tivoli, hvor der sker en frygtelig ulykke i forlystelsen Tekopperne, da en ung kvinde bliver slynget ud. Den eneste grund til at hun ikke mister det ene ben og forbløder er, at Eddie og den nye lærer, albinoen mr. Halloran i fællesskab sørger for, at hun kommer på hospitalet. Og det er netop Tepottepigen, som i virkeligheden hedder Elisa, man senere finder myrdet i skoven. Men hvem, der myrdede hende, det forbliver en gåde, og da Metalmickey i 2016 besøger Eddie i Anderbury, siger han, at han er ved at skrive en bog, hvor det vil blive røbet, hvem der myrdede Tekoppepigen. Mickey vil have Eddie til at medvirke til at bogen bliver udgivet, men inden han får fortalt Eddie, hvem morderen var, drukner Mickey i floden, nøjagtigt som hans sadistiske storebror Sean Cooper også gjorde i 1986. Titlen Kridtmanden hentyder til de kridtmænd, som Eddie og hans venner startede med at tegne, og som begyndte at dukke op, inden det første lig blev fundet. Men var der andre, der også benyttede kridttegninger som forvarsel til de uhyggelige begivenheder, som romanen er fuld af? Skal man ridse det efter min mening geniale plot op, ville det kræve adskillige sider blot at få det mest vigtige med, så det vil jeg ikke forsøge mig med. Kun er der at sige, at Kridtmanden er en af årets absolut bedste spændingsromaner, til tider ganske morsom, men hele vejen igennem fuld af overraskelser, for hver gang, man tror, at nu har man styr på begivenhederne, sker der noget, der fortæller, at det har man ikke. Tilbage er kun at sige: ”Læs den, du vil ikke blive skuffet!”

C.J. Tudor: Kridtmanden. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. 313 sider. Gyldendal

******

Mesterlig norsk konspirationsthriller

Når Ingar Johnsruds nye krimi hedder Kalypso, så er det fordi en lille pige, der spiller en ret stor rolle i historien, er blevet opkaldt efter nymfen Kalypso, der forheksede Homers Odysseus med sin sang, og i syv år holdt hun ham fanget, indtil guderne tvang hende til at slippe ham fri. Hvorfor den lille pige kaldes Kalypso, må man imidlertid læse Johnsruds uhyre spændende bog for at finde ud af. Politiefterforskeren Fredrik Beier bliver, efter at han har overlevet et selvmordsforsøg, sat på en mordsag, som har at gøre med en hemmelig militær operation på Kolahalvøen i Rusland i marts 1992. Her var norske soldater involveret i en uhyggelig sag, der drejede sig om eksperimenter med den dødbringende koppevirus, og med forsøg på at finde frem til en vaccine, der kunne helbrede de smittede. Den mordsag, som Beier og hans kvindelige kollega Kafa Iqbal bliver sat på begynder, da man finder et dugfriskt lig i en forsvunden enkes villa. Men den døde er en mand, der har været erklæret død i over tyve år. Imidlertid dukker der snart flere lig op, og spørgsmålet er, hvorfor Beiers anden makker Andreas Figueras dækker over en mistænkt. Handlingen veksler imellem nutiden og det, der skete på Kolahalvøen i 1992, og det hele kulminerer under en terroroperation, som er ved at udvikle sig til et virusangreb under en koncert midt i Oslo – en koncert hvor bl.a. den norske statsminister er blandt tilskuerne. Mere skal ikke røbes her, men der er tale om en velskrevet og effektiv spændingsroman, der følger op på Ingar Johnsruds Wienerbroderskabet, som jeg ikke har læst, så det er ikke en forudsætning at have læst forgængeren for at blive grebet af Kalypso, der er en af årets absolut bedste thrillere.

Ingar Johnsrud: Kalypso. Oversat af Camilla Gellert Nielsen. 465 sider. Gyldendal

******  

Flot krimi i mafiaens og korruptionens skygge

Nadia Dalbuonos spændingsroman Fordærv foregår i Italien og giver et fremragende portræt af et land, hvor mere eller mindre korrupte politikere sidder på magten. Hovedpersonen Leone Scamarcio er kriminalkommissær, og han er søn af en mafiaboss, men efter at han har tilsluttet sig Roms politi, er han måske er en af de sidste retskafne mænd i landet. Hans chef overdrager ham nogle kompromitterende billeder af landets udenrigsminister fotograferet sammen med to trækkerdrenge, hvor den ene er blevet fundet myrdet, og Scamarcio bliver bedt om at gå meget forsigtigt til værks, da hans chef helst ikke vil lægge sig ud med regeringen. Næsten samtidig forsvinder en lille amerikansk pige på øen Elba, hvor hun ferierer sammen med sine forældre, og også den sag må Scamarcio tage sig af i samarbejde med det lokale politi. Det går ret hurtigt op for Leo Scamarcio, at der muligvis er en sammenhæng imellem de to sager, og et net af magtfulde mænd, der deler nogle alt andet end sunde interesser, bliver afsløret. Opklaringsarbejdet på Elba bliver besværliggjort af det dårlige forhold mellem Scamarcio og den lokale politichef, der på et tidspunkt føler sig irettesat af den romerske opdager og siger: ”Jeg har arbejdet i politiet i femogtyve år, og jeg nægter at blive irettesat af en narkoluders søn.” Ikke desto mindre kommer politiet tættere og tættere på en opklaring af sagen, og spændingen holdes ved lige på de næsten 500 sider. Det viser sig, at kriminaliteten forgrener sig helt op til toppen af det italienske hierarki, og selv om premierministeren hedder noget andet, mærker man inspirationen fra fx Silvio Berlusconi. Fordærv er en førsteklasses krimi om mord, mafia og afpresning.

Nadia Dalbuono: Fordærv. Oversat af Emilie Harild Gaardboe. 435 sider. Alhambra

*****

Krimi fra det virkelige liv

Forfatteren Jonas Bonnier, der tidligere har været direktør for Bonnier-koncernen, har skrevet Helikopterkuppet, der bygger på den virkelige historie om Sveriges nok mest spektakulære kup, nemlig det mod værdidepotet GS4 i Stockholm, hvor bevæbnede røvere landede på taget af bygningen i en helikopter og slap væk med over 39 millioner kroner i kontanter, som aldrig nogensinde er dukket op.  I bogen følger man hele forarbejdet, der er udformet som en drejebog til en Hollywood-film, og sideløbende er man med hos politiet, der fra sidelinjen afventer, at kuppet skal finde sted. Hvordan det hele kommer til at forløbe er fremragende skildret, og man kommer ind under huden på både forbrydere og politifolk. Meget naturligt er den fantastiske historie, der er ved at blive filmatiseret, solgt til udgivelse i foreløbig 31 lande. Det er en både medrivende og godt skrevet thriller, hvor man holdes hen i spænding til den allersidste side.

Jonas Bonnier: Helikopterkuppet. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 450 sider. Gyldendal

*****

Forrygende arkæologi-thriller

Hovedpersonen i Elly Griffiths Pigen under jorden, den 40-årige Ruth Galloway er arkæolog og ansat på University of North Norfolk, der ligger lige uden for den lille by King’s Lynn halvanden time nordøst for London, og hun bor sammen med sine to katte i et lille hus på New Road, der grænser op til Saltmarsken, som dagligt oversvømmes af tidevandet fra Nordsøen. Det hele begynder med, at vicekriminalkommissær Harry Nelson henvender sig til Ruth, da han gerne vil have en ekspert til at se på nogle knogler fra et menneske, som er blevet fundet ude i marsken af en hundelufter. Spørgsmålet er, hvor gamle disse knogler er, og meget tyder på, at de stammer fra et barn, som har været en del af et menneskeoffer fra oldtiden. Når politiet har henvendt sig til Ruth, er det fordi man har frygtet, at knoglerne skulle stamme fra en lille pige, Lucy Downey, der forsvandt fra sine forældres hjem ti år tidligere, og nu er yderligere en lille pige Scarlet Henderson forsvundet, samtidig med at Harry Nelson begynder at modtage nogle mystiske breve, der muligvis kan stamme fra bortføreren – breve, der viser, at brevskriveren har et indgående kendskab til både nordisk mytologi og til litteratur. Efterhånden er politiet overbevist om, at de små piger begge er blevet myrdet, og samtidig kommer der flere breve, som alt tyder på er fra morderen. Der begynder også at være trusler, der er direkte rettet imod Ruth, bl.a. finder hun en dag sin ene kat liggende foran sin gadedør med halsen skåret over. Da Ruth også modtager sms’er, hvor der står: ”Jeg ved hvor du er” flytter hun på et tidspunkt hen til en kollega og veninde. Der er flere mistænkte, og på et tidspunkt finder man liget af den ene af de forsvundne piger, men politiet leder ufortrødent videre, og handlingen kulminerer, da Ruth må flygte ud i marsken, hvor tidevandet er undervejs ind, mens hun jagtes af den formodede morder. Elly Griffith, der er et pseudonym for Domenicia de Rosa, som har skrevet bøger om Italien i eget navn, har i England fået udgivet flere bind om Ruth Galloway og Harry Nelson, og næste bind, Løgnens hus, udkommer på dansk til sommer i år. Skal man sætte Pigen under jorden i bås, må den vel nærmest betegnes som en arkæologi-thriller, og den kan varmt anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind, men man kunne nu godt have undladt at røbe, at der følger flere bind, således af Ruth Galloway er fredet, da både forfatter og forlag skal bruge hende igen.

Elly Griffith: Pigen under jorden. Oversat af Lærke Pade. 303 sider. Gads Forlag

*****  

Stemningsfyldt svensk domestic noir

Et øde landskabsområde Mossmarken er en slags hovedperson i Susanne Janssons domestic noir Offermosen, hvor der fra tidernes morgen er blevet begravet mennesker som offergaver til guderne. Bl.a. fandt man det velbevarede lig af Tyttebærpigen, som havde ligget i tørvejorden siden 300 år før vores tidsregning, og var nogenlunde samtidig med de danske Tollundmanden og Egtvedpigen. Men i de seneste ti år var adskillige mennesker forsvundet sporløst i det tågede landskab blandt krogede fyrretræer i de bundløse mosehuller. Den unge biolog Nathalie Ström, der i sin tid voksede op i den lille by Fengerskog, der ligger op til mosen, har lejet et anneks under den stedlige herregård, da hun skal foretage nogle målinger i Mossmarken. En af de første dage møder hun den unge Johannes Ayeb, der er elev på kunstskolen i Fengerskog, og han beslutter at hjælpe hende med at samle materiale i mosen, og da han inviterer hende hen på sit værelse på skolen, ender de i seng sammen. Da Johannes, som hver dag løber i mosen, ikke kommer forbi Nathalies hus den næste dag, beslutter hun at lede efter ham i mosen, og hun finder ham liggende bevidstløs på stien, hvor han er blevet slået ned. Politiinspektør Leif Berggren og Maya Linde, der er blevet ansat som fotograf af politiet i Karlstad, forsøger at finde ud af, hvem der slog Johannes ned. Nathalie, der nu bor fast i Göteborg, har dog haft en anden grund til at vende tilbage til Fengerskog, hvor hendes familie i sin tid blev ofre for en stor familietragedie. Mens hun graver i fortiden, arbejder politiet med at finde ud af, hvad der er blevet af de forsvundne i mosen, og derved krydses Nathalies og politiets veje, og mens der dukker det ene lig efter det andet – alle udstyret med en pose med svenske guldmønter – op fra mosen, bliver Nathalie konfronteret med chokerende kendsgerninger fra sin egen fortid. Mere skal ikke røbes her, men den intense spænding holdes ved lige hele vejen igennem, og Offermosen er foruden at være velskrevet en fin skildring af et uhyggeligt landskab. En flot debut.

Susanne Jansson: Offermosen. Oversat af Ellen Boen. 286 sider. Rosinante

*****

Psykologisk thriller med et suverænt plot

Shari Lapena, der havde stor succes med sin første krimi, Naboparret, har ladet sin svære toer foregå i næsten de samme omgivelser som sin debut. En fremmed i huset handler om ægteparret Karen og Tom Krupp, der bor i en villa på Dogwood Drive, nær New York. Da Tom en aften kommer hjem fra sit arbejde i det revisorfirma, hvor han er ansat, er Karen væk, og hoveddøren er ikke låst. Karen har været i gang med at forberede middagen, men åbenbart er der sket noget, der har gjort, at hun er kørt i sin bil ud til et af storbyens mere belastede kvarterer, hvor hun med stor fart er kørt ind i en telefonmast, og er blevet svært kvæstet. Inden uheldet er hun kørt over for rødt lys, og det virker, som om hun har haft meget travlt. Da Tom ikke finder sin kone hjemme, bliver han bekymret, også fordi hendes bil er væk, men senere på aftenen kommer politiet og fortæller ham, at Karen er forulykket i sin bil. Sammen med politiet opsøger Tom hende på skadestuen, hvor hun er indlagt med hjernerystelse, og hun kan ikke huske noget som helst om, hvad der er foregået. På en restaurant nær det sted, hvor ulykken fandt sted, finder politiet liget af en mand, der er blevet skudt, og da man ikke ved, hvem den dræbte er, forsøger politiet at koble de to hændelser sammen. Nogle drenge fra kvarteret har fundet den myrdede mand, og de har stjålet hans år, tegnebog og en ring. Da en antikvitetshandler henvender sig til politiet, og fortæller, at en dreng har solgt et ur og en ring til ham, opsøger politiet drengen, der også har mandens tegnebog. På den måde finder de ud af mandens identitet. Der er tale om en anden antikvitetshandler Robert Traynor fra Las Vegas, der nogle år tidligere mistede sin hustru, som øjensynligt begik selvmord ved at kaste sig ud fra Hoover-dæmningen. Hustruen hed Georgina Traynor, og da den emsige kriminalkommissær Rasbach ser et fotografi af Georgina er han klar over, at Karen Krupp og Georgina Traynor er én og samme person. Som i Naboparret kommer kvinden, der bor i villaen ved siden af Krupp-familien Brigid Cruikshank til at spille en afgørende rolle. Hun er Karens bedste veninde, men hun har tidligere, inden Karen flyttede ind hos Tom, haft et forhold til Tom Krupp. Brigid er stadig gift, men hun har tidligere fortalt Tom, at hun var ved at blive skilt, hvilket viste sig ikke at være rigtigt. Da politifolkene Rasbach og Jennings begynder at mistænke Karen for at have myrdet sin tidligere mand, engagerer Krupp-ægteparret en sagfører Jack Calvin, der selv begynder at grave i Georgina Traynors fortid, for at finde ud af om hendes myrdede mand var den voldelige ægtemand, som hun påstår, at han var. Der er altså nok af gåder, som skal løses, og spændingen holder helt til sidste side. En fremmed i huset er en flot psykologisk thriller med et fint plot.

Shari Lapena: En fremmed i huset. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. 300 sider. Gyldendal     

*****

Effektiv spændingsroman, der foregår i Nigeria

Hovedpersonen i Kim Højgaard Rasmussens Flammetræet, Frank Grabowski, får et job som direktør for en bilsamlefabrik i Nigeria, efter at den forrige direktør er blevet dræbt ved en bilulykke. Frank har en vis erfaring med at arbejde i Afrika, men han er på forhånd blevet advaret imod de mange udfordringer, der er ved at arbejde i netop Nigeria. Det varer ikke længe, før han finder ud af, at det er et vanskeligt job, han har sagt ja til. Den første Frank møder, da han ankommer, er en af firmaets afdelingschefer oberst Chukwuemeka, der forklarer ham om dagligdagen på fabrikken. Obersten sætter Frank ind i, hvordan en opmuntring på 20.000 dollars i kontanter vil gøre et samarbejde med vicefinansministeren lettere, og sådan er det hele vejen igennem. Da Frank får brug for politiets assistance, bliver han bebrejdet, at han ikke allerede ved ankomsten til Nigeria havde besøgt politichefen med en gave. Kort efter vågner Frank op en nat, da ét eller andet bevæger sig i hans soveværelse, og det viser sig, at en livsfarlig sort mamba kravler rundt oven på dynen i hans seng. Og snart er svindel, bortførelser og væbnede røverier en del af dagligdagen, og Frank ved efterhånden ikke, hvem han overhovedet kan stole på. Han har afvist forskellige escortpiger, men da han møder den smukke afrikanske kvinde Ifeoma, indleder han et forhold til hende. Men kan han stole på hende? Det hele leder hen imod det definitive opgør med stærke kræfter – og hvad det hele ender med, skal ikke røbes her, men spændingen holder sig igennem hele bogen, og man kan fornemme, at forfatteren har et indgående kendskab til livet i Afrika. Det er en effektiv og anderledes thriller, som varmt kan anbefales.

Kim Højgaard Rasmussen: Flammetræet. 320 sider. Skriveforlaget

****

Aktuel spændingsroman om en afsindig seriemorder

Black notice, som er titlen på Lotte Petris nyeste thriller, er et begreb, der bruges, når man sender en international efterlysning ud gennem Interpol. Det er også, hvad der sker ret tidligt i bogen, da politiet har fisket en bil op af Dragør Havn, for i bilen finder man liget af en ung sygeplejerske, der ser ud til at være blevet opereret på en helt særlig måde. Og nogenlunde samtidig finder en hundelufter i Sydvestnorge et delvist skeletteret lig iført en våddragt, og næsten det samme sker i Holland, hvor man også finder en våddragt, der indeholder et lig. Senere igen finder man en lemlæstet kvinde i en skovsø, men som ved et mirakel lykkes det for en tilkaldt læge at genoplive kvinden, så hendes legemstemperatur når op på de toogtredive grader, hvor hjertet igen begynder at slå. Da efterforskningsleder Felix Jørgensen og hans nyansatte kvindelige assistent Kathrine Nymark har på fornemmelsen af, at en seriemorder er på spil, bliver den genoplivede kvinde mandsopdækket på Rigshospitalet, mens politiet forsøger at finde en sammenhæng imellem mordene, noget der peger hen imod, at det måske er en fremmedfjendsk drabsmand, der samtidig har en vis medicinsk baggrund for sine ugerninger. Måske er de to myrdede i våddragterne flygtninge, der har været interneret i den store franske flygtningelejr ved Calais i Nordvestfrankrig, og hvis lig efterfølgende er nået langt væk i Nordsøens havstrømme. Da politiet forsøger at lokke morderen i en fælde, bringer det Kathrine Nymarks liv i fare, da hun har indvilliget i at være lokkedue. Mere skal ikke røbes her, men den meget aktuelle historie, der ifølge bagsideteksten er baseret på virkelige begivenheder, er spændende indtil sidste punktum, og er efter min mening Lotte Petris bedste spændingsroman til dato.  

Lotte Petri: Black notice. 201 sider. Saga – et imprint under Lindhardt og Ringhof

*****

Amerikansk ægteskabsgyser

Det amerikanske ægtepar Jake og Alice, som er hovedpersoner i Michelle Richmonds thriller Til døden os skiller får ved deres bryllup en mærkelig gave, nemlig et medlemskab til en eksklusiv klub kaldet Pagten, hvis mål er at passe så godt på ægteskabet, at det vil holde til døden dem skiller. Pagten er nærmest en slags sekt, hvor medlemmerne tiltaler hinanden med: Ven, og hvor der er nogle meget strikse regler, der ikke må overtrædes, hvis ikke man vil straffes af ledelsen, som kan sende Pagtens medlemmer i en slags fængsel, for ikke at tale om direkte at udsætte dem for tortur, hvis de fx er hinanden utro. Fx møder Jake sin gamle veninde JoAnne, der nu sammen med sin mand Neil også er medlemmer af sekten. JoAnne er meget utilfreds med den overvågning, der finder sted, og da hun aftaler at mødes med Jake, får ledelsen af Pagten den tanke, at de har indledt et seksuelt forhold, hvad de ikke har. Og på et senere tidspunkt har Alice kontakt med nogle af de musikere, hun spillede sammen med, inden hun indledte en karriere som advokat. Også det bliver opfattet som et brud på Pagtens reglement, og derfor bliver Alice også sendt til genopdragelse i et afsides fængsel, som Pagten har overtaget. Det helt paradoksale er, at Jake arbejder som terapeut, hvor han i sit eget firma rådgiver ægtepar, som ikke kan få samlivet til at fungere. Til trods for at Alice og Jake elsker hinanden, gør Pagten, igen og igen hvad de kan for at genere dem og for at forhindre, at de endegyldigt forlader Pagten. Samtidigt hører de om ægtepar, der er forsvundet sporløst, og om andre, der har mistet deres ægtefæller for så igen at blive sat sammen med andre, hvis liv også er kuldsejlet, mens de var medlemmer af Pagten. Undervejs viser det sig, at mange kendte par også har været tilknyttet Pagten, og overvågningen af både Alice og Jake bliver stadig mere og mere intensiveret, så meget at Jake på et tidspunkt rejser til Irland, hvor Pagten i sin tid havde sit hovedsæde. Det udvikler sig til et næsten Kafkask mareridt, hvor ingen efterhånden aner, hvor de har hinanden, og hvem der bedrager hvem. Plottet er godt fundet på, men som dansker irriterer det mig, at Pagtens stærke kvinde og leder hedder Orla, men det er en pedantisk petitesse. Til døden os skiller er en uhyggelig pageturner, som er meget svær at lægge fra sig, og at der er en filmatisering undervejs er ganske forståeligt. Der er tale om én af årets bedste gysere. Læs den og forær den til din ægtefælle!

Michelle Richmond: Til døden os skiller. Oversat af Ninna Brenøe. 423 sider. Klim

*****

Ualmindelig vellykket debutkrimi

Amorphophallus Titanum er den latinske betegnelse for Ligblomsten, der er titlen på Anne Mette Hancocks ualmindelig vellykkede debutkrimi. Men hvorfor romanen hedder Ligblomsten, det finder man ud af ved at læse bogen. Hovedpersonen Heloise Kaldan er journalist ved Demokratisk Dagblad, og hun har netop været meget tæt på at blive fyret, fordi hun har skrevet en artikel, der byggede på en løgn fra hendes kilde, en artikel, der i øvrigt senere resulterede i, at erhvervsministeren måtte gå af. Efter at Heloise har fået en større overhaling af Læsernes Redaktør Carl-Johan Scowl, kaldet Skovlen, og en mere mild irettesættelse af chefredaktøren, kommer der som sendt fra himlen nogle mystiske breve til Heloise, der får hende til at grave i en tre år gammel sag om drabet på en ung advokat, Christoffer Mossing. Brevene, som er afsendt fra Frankrig, er nemlig fra Anna Kiel, der var kvinden, som myrdede Mossing, og som har været efterlyst siden af Københavns Politi. Politiassistent af 1. grad (det der inden den nye politireform afløste kriminalkommissær) Erik Schäfer bliver nogenlunde samtidig opsøgt af en kvinde, der mener at have set Anna Kiel i en lille by i Sydfrankrig, hvor kvinden, der ikke ønsker at opgive sit navn, var på ferie med sin mand. I brevet til Heloise, skriver Anna Kiel, at de er forbundet ”gennem ham”, og hun giver samtidig indtryk af, at hun ved en masse om Heloise. Grunden til at Anna henvender sig til Heloise er, at hun vil have hende til at skrive hendes historie, men da Heloise graver videre i sagen bl.a. ved at henvende sig til den journalist, der i sin tid dækkede sagen, bliver denne journalist også myrdet, og på et tidspunkt kan Heloise se, at der har været indbrud i hendes lejlighed. Heloise forsøger at kontakte både den myrdede advokats far, den succesfulde entreprenør Johannes Mossing, som Erik Schäfer i årevis har haft til afhøringer om forskellige lyssky affærer, og hun opsøger også Anna Kiels forældre, der bor forskellige steder i landet. Inden det går op for Heloise, at mordet på Christoffer Mossing absolut ikke var en tilfældighed, lykkes det også for hende, at forstå, hvad det var, som forbandt hende med Anna Kiel. Men inden da, må læseren gennem en række dramatiske begivenheder både i Frankrig og i Danmark. Med Ligblomsten har Anne Mette Hancock begået en både velskrevet og spændende krimi, hvor retfærdighed, hævn, selvtægt og tilgivelse er ingredienserne. Jeg glæder mig til at læse mere fra dette kæmpe talent.

Anne Mette Hancock: Ligblomsten. 307 sider. Lindhardt og Ringhof

*****