Forrygende Arktic Noir med baggrund i et virkeligt drama

Det grønlandske forlag Milik, der tidligere med stor succes har udgivet et par såkaldte Arktic Noir af Nina von Staffeldt, her desuden udsendt én i samme genre af Hans Jakob Helms, der er født i Østgrønland. Den hedder De dødes fjord, og her begynder handlingen med, at en grønlandsk mand Masaana Kivioq bliver knivdræbt i Nairobi i Kenya. Romanens hovedperson, den nyansatte fuldmægtig i det danske udenrigsministerium, Oskar Sonne bliver sendt til Kenya for at hente kisten hjem i god behold til Grønland, hvor den dræbtes far er borgmester. Men det viser sig hurtigt, at mordsagen ikke er så banal, som man først troede. En afrikaner blev anholdt for det, man troede var et røverisk overfald. Den danske efterretningstjeneste bliver via MI5 i England og CIA i USA draget ind i sagen, da det viser sig, at Masaana var i gang med en række undersøgelser omkring noget, der fandt sted på Thulebasen i 1962. Kort forinden sin død havde Masaana været i England for at finde frem til sandheden om et skib, Søkongen, der sejlede med en hemmelig last i netop 1962 til Ilulissat i Grønland, men alt omkring den sejlads er mørklagt. Da Oskar bliver kontaktet af Masaanas bror Sakka, begynder han selv at grave efter sandheden, og snart er han en del af et internationalt komplot, hvor menneskeliv ikke betyder så meget. Søkongen var i 1962 blevet beordret hen til De dødes fjord med sin last, og meget tyder på, at det havde noget at gøre med det tophemmelige projekt Iceworm. I Danmark har Oskar kontakt med en embedsmand i Udenrigsministeriet, Henning Svenningsen, der åbenbart kender en hel del til den gamle sag, men han har ikke kunnet offentliggøre sin viden, da man havde en slags klemme på ham. Med hjælp fra en smuk ung kvinde kommer Oskar tæt på sandheden, men først efter nogle dramatiske hændelser, som er tæt på at koste ham livet, kan han føre sig frem som international whistleblower, og historien er ulidelig spændende indtil det sidste punktum. Filmrettighederne er allerede solgt til ASA Film, men læs allerede nu den forrygende pageturner.

Hans Jakob Helms: De dødes fjord. 266 sider. Milik Publishing

*****

Fra øverste hylde i Nessers forfatterskab

Titelfiguren i Håkan Nessers Eugen Kallmanns øjne var lektor i svensk på en skole i byen K i det indre af Norrland. Han kom til byen i efteråret 1979, og romanen begynder i august 1995. Der er fire fortællere, kollegaerne Leon Berger, og Igor Masslind, Ludmilla Kovacs, der er studievejleder samt Andrea Wester, der er elev i 9. b. Leon, der kort tid inden sin ansættelse har mistet sin hustru Helene under et færgeforlis mellem Dar-es-Salaam og Zanzibar, og hvor datteren Judith ved samme lejlighed var meldt savnet, får anbefalet det ledige job ved skolen af sin gamle veninde Ludmilla, efter at Eugen Kallmann var død efter fald ned ad en trappe i Det Tyske Hus. Men om der var tale om en ulykke eller en forbrydelse, havde den udygtige vicekriminalkommissær Marklund aldrig fundet ud af, hvilket ikke undrede Igor, da han tyve år tidligere havde undervist samme Marklund, som på ingen måde var den skarpeste kniv i skuffen. Da Leon, Igor og Ludmilla begynder at interessere sig for, hvordan Kallmann døde, dukker der en række dagbøger frem, som lå i Kallmanns skrivebord. Dagbøger, som antyder, at Eugen Kallmann som barn myrdede sin mor, fordi hun havde svigtet Kallmanns far, der var indkaldt under krigen, hvor moren så tog en elsker.  Men ikke kun de tre tidligere kolleger begynder deres detektivarbejde, også Andrea og hendes hjerteveninde Emma graver i fortiden. I den fremmedfjendske tid dukker der racistiske trusselsbreve op, og de uhyggelige Hansson-brødre står muligvis bag brevene, lige som de tegner hagekors på skolens vægge. Man spørger sig selv, om lederen Otto Hansson i 9 d.’s jernbeslåede støvlers skonummer overgår hans intelligenskvotient. Og derfor er det også uvist, om det er en forbrydelse eller selvmord, da man finder Otto Hansson hængt ude i skoven. Som Igor siger: ”Er Otto Hansson en moderne Horst Wessel? Selvom jeg ikke har let til panik, så gyser jeg ved tanken.” En anden gåde er: Hvem var Boris Yann Keller, der var hovedarving i Eugen Kallmanns testamente? Det bliver først opklaret meget sent i romanen, men inden da finder amatørdetektiverne de resterende dagbøger under et indbrud hjemme, der hvor Kallmann boede. En ny kommissær Eva Lundblad viser sig at være noget mere effektiv end Marklund. Det siges, at Kallmanns øjne kunne se ind i enhver sjæl, selvom han aldrig så nogen direkte ind i øjnene, og til slut får læserne en slags opklaring på alle de mange gåder – hvor nogle er særdeles overraskende. Foruden at være velskrevet, rummer Eugen Kallmanns øjne også masser af kærlighed, lyrik og musik, og romanen lægger sig som mange af Nessers tidligere bøger midt imellem den almindelige skønlitterære roman og krimien. Og den kan varmt anbefales, da det er et værk fra øverste hylde i Håkan Nessers forfatterskab.

Håkan Nesser: Eugen Kallmanns øjne. Oversat af Jan Mølgaard. 470 sider. Modtryk

******

Talentfuld debutant-krimi fyldt med sex og hævn

Michael Stig Sørensens debut A-potentiale har undertitlen erotisk krimi, men snarere er det en til tider næsten pornografisk krimi, som dog også indeholder nogle morsomme og groteske hændelser. Hovedpersonen er den danske politikommissær Anders Kastrup, der efter mødet med en polsk skønhed Anita kommer på sporet af et større europæisk trafficking-netværk. Hovedsædet for netværket er et slot i Polen, hvor en række mere eller mindre smukke kvinder holdes indespærret, mens de, der har a-potentiale forsøges forbedret til enten double star eller triple star, så deres værdi stiger, inden de ved auktioner skal videresendes til de vestlige lande bl.a. Danmark. Man følger også den smukke flygtning Sumaya, der kommer fra Aleppo i Syrien, hvor hendes forældre blev dræbt af en bombe. Hun har besluttet sig for at søge til Danmark, men er på listig måde blevet indfanget, så hun nu befinder sig på slottet Chateau Melnik Wellness & Spa nord for Prag med henblik på videreforsendelse. Umiddelbart kan hun ikke flygte, da hendes små brødre holdes som en slags gidsler i en flygtningelejr. Da polske Anita forsvinder og senere bliver fundet myrdet, bliver jagten på forbryderne en personlig sag for Anders Kastrup, hvilket bringer ham i konflikt med flere af sine kolleger. Han forsøger af utraditionelle veje at nå ind bag netværkets midte, der viser sig at have rødder i politiets egne kredse både i Danmark og internationalt. I en helt grotesk redningsaktion i slotsparken sendes en karavane af sigøjnere ind for at skabe kaos, og da forbryderne slipper fem specialtrænede dobermannpinchere løs, lukker de indtrængende 12 tæver, der er i løbetid, løs, så det hele ender i en enorm parringsleg. Hvordan det videre går med optrævlingen af netværket, må man læse sig til, men der er smæk for skillingen til de allersidste sider, og foruden at være fyldt med sex og spænding indeholder A-potentiale også gode opskrifter på både lækre madretter og forskellige drinks. Som debutant er Michael Stig Sørensen ganske talentfuld, og jeg ser gerne hen til hans næste historier om den kække og uimodståelige politimand.

Michael Stig Sørensen: A-potentiale. 427 sider. Skriveforlaget

**** 

Fremragende international thriller

I sin nye roman Da blev jeg døden har Steffen Jacobsen brugt en masse stof fra det virkelige liv. Historien handler om arbejdet med at udvikle den første atombombe, et arbejde der fandt sted i Los Alamos i juli 1945, og hvor danske Niels Bohr spillede en hovedrolle sammen med den videnskabelige direktør J. Robert Oppenheimer. Testområdet havde kodenavnet Trinity. Romanen er en kombination af fiktion og kendsgerninger, og hovedpersonen, danske David Adler, som er assistent for Bohr, er vel Steffen Jacobsens opfindelse. Handlingen bevæger sig langsomt hen imod selve prøvesprængningen bomben i juli, og plottet i romanen er det, der følger efter, nemlig de personer, som spionerer for den russiske efterretningstjeneste. Meget mere kan naturligvis ikke røbes her, men det er lykkedes for Steffen Jacobsen at skabe en thriller i verdensklasse, der bør sikre ham en plads i den internationale spændingslitteratur. Foruden at være velskrevet giver Da blev jeg døden et billede af Bohr og Oppenheimer, der virker særdeles realistisk. Steffen Jacobsen har tidligere skrevet fine krimier, men her har han overgået sig selv. Og det siger ikke så lidt.

Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden. 463 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Spænding i Tyrol

Amerikaneren Jeremiah Salinger, der er hovedperson i Luca d´Andrea’s Bjerget, er tilflytter i den lille by Siebenhoch i Dolomitterne. Han er manuskriptforfatter og i samarbejde med sin makker, filminstruktøren Mike McMellan har han været manden bag en række såkaldte factuals på hver 12 afsnit, som er blevet vist i amerikansk tv med stor succes. Ideen er nu at lave en ny factual omkring Dolomitternes Alpine Redningstjeneste, hvor Salinger bliver sendt med helikopter ned i en gletcherspalte, hvor en kvindelig turist skal reddes, men en lavine er skyld i at helikopteren forulykker, og Salinger overlever som den eneste. Serien ”Mountain Angels” bliver aflyst, men Salinger, hustruen Annelise og deres lille datter bliver i Siebenhach. Her hører han ved en tilfældighed om en tragedie, der fandt sted i 1985, hvor tre unge mennesker blev myrdet på det legendariske bjerg Bletterbach, hvor man fandt dem frygteligt skamferede. Salinger bliver fascineret af den uopklarede sag, og han begynder at grave i bjergets hemmeligheder på trods af kraftig modstand fra de lokale. Salinger kommer i kontakt med politimanden Max Krün, kaldet Capo Krün, der i sin tid overtog Bletterbach-tragedien fra forgængeren Capo Hubner, men også her render han panden imod en mur. Egnen er fuld af overtro, og ved Sydtyrols djævlefest møder Salinger de udklædte krampusser, som hans svigerfar Werner har fortalt ham om, og han møder også selve Krampusmeisteren. Salinger fortsætter sine undersøgelser, selv om det er ved at koste ham ægteskabet med Annelise, og i en spændende scene inde i bjerget støder Salinger måske på bjerguhyret Jaekelopterus, der ifølge egnens skrøner er forfaderen til skorpionen med sine kæmpe livsfarlige klosakse. Som sagt er der masser af monstre og overtro, men selve krimiplottet kommer dog i mål til sidst. Forfatteren formår på fin vis at skildre de små bjergbyer midt imellem det tyske og italienske Sydtyrol, men hvis man skulle have forkortet lidt i de næsten 500 sider, kunne man efter min mening godt have udeladt datteren Clara, der er en pendant til de irriterende barnestjerner, som ofte medvirker i diverse film for at sætte ekstra fut i handlingen. Men ellers er det glimrende underholdning.

Luca d’Andrea: Bjerget. Oversat af Lorens Juul Madsen. 493 sider. Lindhardt og Ringhof

**** 

Flot stram norsk økokrimi

Den norske forfatter Tor Even Svanes’ første roman på dansk, Skamskudt, blev i den norske avis Aftenposten karakteriseret som en ”isthriller”, og det er sådan set en meget god betegnelse. Den kvindelige jegfortæller Mari Risa er nyuddannet dyrlæge, da hun som sin første opgave bliver sendt afsted på et fangstskib M/S Kvalfjord som fangstinspektør fra Fiskedirektoratet på et togt ind til Vestisen i Grønland. På den seks uger lange tur er hun eneste kvinde blandt det mandskab, som hun ikke kender. Hun bliver vidne til den sæljagt, som er formålet med togtet, og hun kan ikke undgå at se, at de forskellige skytter blæser på alt, hvad der hedder dyreetik, når de skyder sæler – så meget at det nærmer sig rent dyreplageri. Kvalfjords kaptajn Peder Anker Arentz forsøger at forklare Mari, at det er første fangstdag, og at skytterne er skydekåde, og at de jo først skal skyde sig i gang. Samtidig afviser han, at skytterne har skamskudt de stakkels sæler, og efterhånden opstår der en konflikt imellem Arentz og Mari, som er svær at løse. Desuden bliver Mari chikaneret af mandskabet, som kalder hende for luder. Der er problemer ombord, hvor radiokommunikationen er ude af drift, men til sidst lykkes det for Mari at få kontakt til Radio Bodø, hvor hun varsler om en overtrædelsesrapport både imod førsteskytten og imod kaptajnen for overtrædelse af både fangstreglerne og dyreværnsloven. Desuden vil hun gerne politianmelde førsteskytten for trusler om grov vold og overgreb af seksuel karakter. Da de møder det danske inspektionsskib Iver Huitfeldt trygler Mari orlogskaptajn Møller Nielsen om tilladelse til at komme ombord der og blive sejlet til Grønland, men orlogskaptajnen beklager, at de ikke har muligheder for at tage hende med. Hvordan det lykkes for Mari at komme med Iver Huitfeldt skal ikke afsløres her, men romanen er bygget op omkring, hvordan Mari og hendes bistandsadvokat efterfølgende bliver afhørt i tillæg til det, der stod i hendes rapport. Skamskudt er en lille stramt komponeret økokrimi, som fortjener mange læsere.

Tor Even Svanes: Skamskudt. Oversat af Kamilla Jørgensen. 201 sider. Jensen & Dalgaard

***** 

Genial fransk pageturner

Den 23. december 1980 styrtede Airbus-flyet fra Istanbul til Paris ned på en bjergskråning nær den schweiziske-franske grænse, og af de 169 ombordværende omkom alle på nær en tre måneder gammel pige, der blev slynget ud af kabinen. Da både Lyse-Rose de Carville og Emilie Vitral, som begge var tre måneder gamle havde været med flyet, var der længe uvished om, hvem den overlevende pige var. Efter mange undersøgelser tilkendte en domstol til sidst den fattige Vitral-familie barnet på grundlag af meget få indicier, hvorefter den velhavende Carville-familie engagerede detektiven Crédule Grand-Duc med henblik på at opklare mysteriet. Omkring 18 år senere besøger Marc Vitral endnu en gang den lille Lénine-bar  i Paris sammen med Emilie Vitral, og Miriam, der er barens indehaver, filosoferer igen over, om der er tale om et kærestepar, eller om Emilie og Marc er søskende. Inden Emilie forlader caféen overlader hun Marc den notesbog, som nogen har lagt i hendes postkasse, og der er tale om alle detektiven Grand-Ducs optegnelser fra hans arbejde med at finde ud af, hvem den overlevende pige var. Mens Marc langsomt kæmper sig igennem notesbogen, melder tvivlen sig også hos ham. Er Emilie hans lillesøster, eller er hun i virkeligheden Lyse-Rose, noget der vil gøre hans betagelse af hende mindre kompliceret. Da Grand-Duc er ved at opgive ævret, dukker der noget op, som vender op og ned på alting, og måske er der andre, som stadig interesserer sig for gåden. Resten må læseren selv finde ud af, for der er tale om en velskrevet spændingsroman med et virkelig genialt plot. En pageturner af første klasse.

Michel Bussi: Pigen i flyet. Oversat af Anders Juel Michelsen. 461 sider. People´sPress

****** 

Psykologisk thriller

Kvinden før, som titlen på J.P. Delaneys thriller hentyder til, er Emma Matthews, den tidligere lejer på adressen Folgate 1 i London. Hende handler halvdelen af kapitlerne om, mens den nuværende lejer, Jane, er kvinden i resten af kapitlerne. Det er den excentriske arkitekt Edward Monkford, der både har tegnet huset, som lejligheden ligger i, og som ejer ejendommen. For at blive accepteret som lejer i den minimalistiske hi-tech lejlighed må Jane indvillige i en lang række mærkværdige regler, der bl.a. betyder, at der ikke må være bøger og heller ikke billeder på væggene. Desuden er der alverdens moderne teknologi, og der skal være pinlig orden overalt, da lejligheden ind imellem skal vises frem til arkitektstuderende. Jane finder ud af, at Monkfords hustru og barn nogle år tidligere omkom på én af hans byggepladser, og desuden opdager hun, at den forrige lejer, Emma døde under tragiske omstændigheder i lejligheden. Da Jane bliver Edward Monkfords elskerinde, går det også op for Jane, i hvor høj grad Edwards afdøde hustru, Emma og hun selv ligner hinanden. Jo mere Jane søger at få klarhed over lejlighedens historie, jo mere overbevist bliver hun om, at historien er ved at gentage sig, og hun oplever den samme angst, som Emma tidligere oplevede. Som læser stifter man desuden undervejs bekendtskab med en række mere eller mindre usympatiske mænd. Det er lykkedes fornemt fra forfatterens side at overføre den uhygge, der hviler over både Emma og Jane, til læseren, så der er tale om en blanding af en psykologisk krimi og en gyser. Først til allersidst åbenbares det, hvordan Emma døde.

J.P. Delaney: Kvinden før. Oversat af Kim Langer. 399 sider. Lindhardt og Ringhof

***** 

Elsebeth Egholm har skrevet sin hidtil bedste krimi

På samme måde som Tage Skou Hansen og Svend Åge Madsen i mange år har sat Aarhus på det litterære landkort, har krimiforfatteren Elsebeth Egholm i en del år placeret Aarhus på det kriminelle landkort. Efter en række bøger med journalisten Dicte Svendsen som hovedperson dukker der nu helt nye spændende personer op i hendes nyeste spændingsroman Jeg finder dig altid. Dels Katarina Svane-Dissing, der foruden at være læge bruger en del af sin fritid på at klatre på høje bygninger, hvor hun laver såkaldt street art under pseudonymet Private Eye – og politiefterforskeren Helge Stanek, der allerede på de første sider bliver sat på en mordsag. En anden klatrer, Hans Plesner, styrter nemlig ned fra taget på en høj bygning, Prismet, og slår sig ihjel. Men ret hurtigt bliver det klart, at det ikke bare er et uheld, men at han er blevet sparket ned, da politiet finder et skoaftryk størrelse 46 på ham. Derfor bliver det tvingende nødvendigt for politiet at finde frem til Private Eye, som muligvis kan være vidne, da der samme nat er fundet et af Private Eyes værker på netop Prismet. Kat eller Rina, som hun skiftevis bliver kaldt, er samme aften blevet overfaldet af en mand med en kniv, og det bliver klart for hende, at der er én der følger efter hende. Man følger skiftevis politiets opklaringsarbejde og Katarinas gøren og laden. Meget længe mener politiet, at Private Eye er en mand. Ved et færdselsuheld mødes Kat og Stanek for første gang, og Kat søger hjælp hos politimanden omkring indbruddet, selv om hun ikke har noget ønske om at involvere politiet. Samtidig skjuler Stanek for sin makker, Eva Stark, som han også er makker med privat, at han har kontakt til Rina, og på den måde saboterer han politiets arbejde. Da det går op for Stanek, at Kat er identisk med Private Eye, holder han også dette skjult, da han gerne vil beskytte hende, og da Rina som læge hjælper Stanek med noget, der ikke tåler dagens lys, har de en klemme på hinanden. Staneks far var også politimand, og han havde i sin tid en sag om to bortførte tvillinger, hvor Katarina var den ene. Rina blev fundet igen, men tvillingebroren dukkede aldrig op igen. Da Stanek bliver klar over det, opsøger han sin far, der foruden at være pensioneret er uhelbredeligt kræftsyg, og den gamle sag bliver fundet frem, og det viser sig, at den kan være grunden til, at Rina bliver jagtet. Mere skal ikke afsløres her, men Elsebeth Egholm har med Jeg finder dig altid skrevet sin absolut bedste bog til dato. Den er fyldt med hemmeligheder, og så er det forfriskende at læse om en ellers regelret strømer, der sætter hele sin karriere på spil, mens han naturligvis fortsætter sit opklaringsarbejde.  

Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid. 423 sider. Politikens Forlag

*****

Aktuel og effektiv spændingsroman

Lars Techen Nielsens Kærlig hilsen København begynder dramatisk med, at den tidligere forsvarsminister Sofie Iversen er blevet myrdet i en villa på Rosenvængets Allé på Østerbro, som er ejet af dan danske mangemillionær Gunnar V. Thorsen, der bor det meste af året i Sydfrankrig. Politikommissær Liz Lærke og politiassistent Benedikte Antonsen bliver sendt til Østerbro, hvor en taxachauffør fandt den skuddræbte kvinde. Men hvorfor hun befandt sig i Thorsens villa er en gåde, og da politiet frygter, at det er en terrorhandling, bliver PET også hurtigt inddraget i sagen. På helt samme tid er den tidligere politimand Mikkel A. Jakobsen i gang med at lede efter en gammel ven, journalisten Erik Rasmussen, som var i gang med at skrive en biografi om Gunnar V. Thorsen, men som forsvandt sporløst efter en koncert med Rolling Stones i Roskilde, og det samme gjorde Jytte Holm, der var informationschef i Thorsens firma, GVT, og som sidste gang blev set ombord på en Østersøfærge.  Hvordan de to sager bliver kædet sammen, må læseren selv finde ud af, men drabssagen har muligvis også rødder både til et maleri af P.S. Krøyer og til det gamle dobbeltmord på Peter Bangsvej i 1948. Desuden får forfatteren draget en historie om en østtysk agent, der opererede i Danmark ind i sagen, en meddeler, som sluttede sine indberetninger med bogens titel ”Kærlig hilsen København.” Men der er mange flere begivenheder fra det virkelige liv, som spiller en rolle i romanen, så det er på snedig vis lykkedes for forfatteren at komponere en yderst aktuel og spændende krimi. At forfatteren ikke bryder sig om hverken Dansk Folkeparti eller i særdeleshed Venstre skinner tydeligt igennem. Bl.a. er der mange ganske vittige hentydninger til den bjergsomme Lars Løkke og hans vane med at lade sit parti betale for både tøj og andre private gøremål. Bogen er også krydret med et utal af litterære citater samt linjer fra diverse slagere, og specielt et Rolling Stones-nummer kommer til at spille en vis rolle. Min eneste anke er rent sproglig, da forfatteren i flere tilfælde har problemer med ordet sprænge. En terrorist sprang sig selv i luften, og et par andre steder trues der med at springe en bro i luften. Men ser man bort fra disse måske lidt pedantiske indvendinger, er Kærlig hilsen København en yderst effektiv og spændende thriller, hvor man er godt underholdt indtil sidste punktum.

Lars Techen Nielsen: Kærlig hilsen København. 415 sider. Skriveforlaget

****

Første klasses grønlandsk spænding

Efter den vellykkede debut med Frosne beviser, som fik Årets Debutantdiplom 2016 af Det Danske Kriminalakademi, har Nina von Staffeldt igen formået at overraske med en ualmindelig flot toer, Den Sorte Engel, der atter har kommunikationskonsulent Sika Haslund fra Go Greenland som hovedperson. Handlingen begynder med, at en mand bliver fundet myrdet på en fiskekutter, der driver omkring ud for Uummannaq i det nordlige Grønland. Foruden den døde Ulloriaq Pedersen finder politiet et antal narhval- og hvalrostænder samt et større antal isbjørneskind, og meget tyder på, at motivet til mordet har noget at gøre med smugling og ulovlig fangst, og så snart fundet bliver kendt, er Greenpeace på banen med en protestaktion imod sortbørshandel og smugleri, og på den måde bliver Sika inddraget i sagen. Det viser sig desuden, at der muligvis også er stjålet diamanter fra licensområdet Black Angel Resources ved Maarmorilik, så kriminalkommissær Kim Hammeken har fået kam til sit hår, og han har været nødt til at samarbejde med det canadiske politi, og chefgeologen Robert Marquet og Jakob Kielmann fra konsordiet kommer til Uummannaq. I mellemtiden er fiskeren Gedion Rafaelsen, manden der fandt den myrdede Ulloriaq Pedersen, blevet påsejlet med det resultat, at han faldt i vandet og druknede. Er der tale om endnu et drab? Romanens dramatiske højdepunkt kommer, da Sika sammen med Jakob Kielmann og Elo Josefsen sejler til Maarmorilik for at besøge Black Angel Resources , hvor de bliver spærret inde i en container, mens en isbjørn forsøger at komme ind. Hvordan dette slutter, og hvordan gåden om smuglerierne og mordet på Ulloriaq Pedersen bliver opklaret skal ikke røbes her, men Nina von Staffeldt formår at bibeholde spændingen indtil sidste side. Jeg glæder mig til at læse mere om Siki Haslund, for Den Sorte Engel er en af årets bedste og mest originale spændingsromaner.

Nina von Staffeldt: Den Sorte Engel. 319 sider. Milik

***** 

Slagkraftig og voldsom konspirationskrimi med dumme sjuskefejl

Titelpersonen i David Garmarks Abbotts hemmelighed har intet at gøre med det legendariske komikerpar Abbott og Costello. Derimod hentyder titlen til fremmedlegionæren James Abbotts selvmord. I en park i Paris overhælder Abbott sig med indholdet fra en benzindunk og sætter ild til, og han har efterladt et skilt, hvor der står: ”Jeg er en forsøgsrotte for den amerikanske regering.” Næsten samtidigt springer en jagerpilot, Peter Brahe ud fra 18. sal på Hotel Radisson Blu i København. Romanens hovedperson problemløseren Ditlev Martins, der havde arbejdet for det britiske firma Konsortiet, for hvem han både havde saboteret, kidnappet og tortureret, er da bogen begynder netop blevet løsladt efter en fængselsdom for derefter at flytte ned til sin kæreste Giulietta Sforza i Venedig. Her bliver han hentet af den franske kommissær Rosseau, der vil have ham til at hjælpe med opklaringen af hvorfor Abbott begik selvmord. Men samtidigt sker der et mord i Paris, og kommissær Rosseau bliver af sin chef overflyttet til opklaringen af dette mord, mens hans uduelige kollega Truddard får overdraget Abbottsagen, og det virker som der skal lægges låg på denne sag. For hvad var det for en mærkelig sygdom, de tidligere soldater led af, som virker, som insekter arbejder under huden, og hvor de efterfølgende kradsede sig selv til blod med grufulde åbne sår til følge. Jo tættere Ditlev Martins og hans indkaldte eksperter og udenlandske kolleger kommer på at forstå, hvorfor de tidligere soldater fandt deres liv så utåleligt, jo mere går det også op for dem, at der er stærke kræfter, der forsøger at sabotere deres opklaring, og imens forstærkes spændingen både i Paris og i Danmark. Det er en uhyre spændende konspirationsroman, som desværre skæmmes lidt af, at forfatteren ikke helt har styr på udtryk som ”at være blevet sprunget i luften i stedet for sprængt i luften”, og det sker endda flere gange – samt ”nogen havde forsøgt at springe ham i luften”. Men ser man bort fra disse små sproglige sjuskefejl, er der tale om en historie, der måske er mere eller mindre inspireret af virkelige hændelser, og at man ikke har læst David Garmarks forrige roman om Ditlev Martins betyder ikke noget. God og slagkraftig underholdning – men den er ikke for de sarte, for der er meget vold undervejs.

David Garmark: Abbotts hemmelighed. 414 sider. Turbine

****

Flot historisk krimi

Svenske Anna Janssons kriminalinspektør Maria Wern er tilbage i fin form i Først når giveren er død, der som hendes forrige foregår på Gotland, hvor Maria sørger fordi hendes elsker Per Arvidsson, der også er ansat ved politiet, ligger på hospitalet hårdt såret, efter at han blev skudt i forrige bind. En række mord på kvinder sker i kølvandet på, at den 82-årige enke Frida Norrbys hus brænder ned, og man frygter, at Frida er brændt inde, selvom politiet ikke finder hendes lig. Derimod finder de et skelet af en baby i ruinerne. Frida havde kort tid forinden mistet sin mand, Helge, der sammen med øens kirketjener Lennart Björk havde ledt efter resterne af biskop Unni, der døde omkring tusind år tidligere, og hvis hoved dengang blev sendt til Peterskirken i 936. Et sådant fund ville gøre byen Roma med kongsgården på Gotland, der i forvejen blev betragtet som en del af Verdens kulturarv endnu mere attraktiv som turistrejsemål. Men hvad er historien om det forkullede barneskelet, og er Frida virkelig brændt inde. Og var årsagen til de bestialske kvindemord, at grundene på Gotland ville stige til uanede beløb i værdi, og hvem ville have fordel af det. Så der er nok af opgaver til Maria og hendes kollega Erika Lund. Bl.a. skal de opklare, hvorfor den smukke Camilla Ekström skulle spærres inde i en sauna og byens svømmehal og lide en grufuld død. Udover at man får udvidet hin historiske viden om Gotlands historie, er det igen lykkedes for Anna Jansson at skrue et spændende plot sammen, som ikke bliver overskygget af Maria Werns private problemer. Anna Jansson er én af Sveriges bedste krimiforfattere – så læs hende!

Anna Jansson: Først når giveren er død. Oversat af John Jensen og Louise Østergaard. 335 sider. People’sPress

*****

Den fuldkomne forbrydelse

Da Yoshitaka Mashiba bliver fundet død i sit hjem, bliver det hurtigt klart for politiet, at han er blevet myrdet, for han er død af forgiftning, og den politiet først mistænker, er hans hustru, Ayane, der har flere motiver. Sådan begynder japanske Keigo Higashinos anden krimi Den ophøjede morder. Det bliver en sag for drabsefterforsker Kusanagi og hans unge kollega Utsumi, men der er et problem, for på selve drabstidspunktet var Ayane flere hundrede kilometer borte, da han besøgte sine forældre i Sapporo og bagefter en veninde. Og mens Ayane var væk havde Yoshitaka besøg af sin elskerinde Hiromi Wakayama, der var ansat i Ann’s House hos Ayane, der underviste elever på sin patchworkskole. Yoshitaka Mashiba havde ikke lagt skjul på, da han blev gift med Ayane, at hvis ikke hun i løbet af det første år blev gravid, ville deres ægteskab blive opløst. Opklaringen er tæt på at gå i baglås, bl.a. fordi det virker som om Kusanagi er blevet så betaget af den smukke Ayane, at han helt har mistet sin professionelle dømmekraft. Derfor gør Utsumi det, som Kusanagi plejer at gøre, når han kører fast i en sag, hun henvender sig til professor Yukawa, der muligvis kan finde ud af, hvad der er galt i opklaringsarbejdet. En, der muligvis kunne have haft et motiv til at myrde Yoshitaka kunne være hans tidligere kæreste, og hende forsøger politiet at finde frem til. Det bliver hurtigt klart for politiet og også for Ayane, at Hiromi havde et forhold til Yoshitaka, og at hun besøgte ham dagen inden han blev fundet myrdet. Og det bliver også klart, at den gift, der tog livet af ham var en form for arsenik. Men hvem har kommet arsenik i hans kaffe? Det er spørgsmålet, som hele opklaringsarbejdet drejer sig om. Professor Yukawa har svært ved at finde beviser, der kan holde i retten, og umiddelbart virker det, som om morderen har udført den helt geniale forbrydelse. Opklaringen lader vente på sig til de allersidste sider, og igen er det lykkedes for Keigo Higashino at udtænke et plot, der helt lever op til Den hengivne hr. X, som udkom på dansk sidste år. Det er befriende med krimier, der ligger så langt væk fra skandinavisk noir, men i stedet er bygget op om japanske dyder som høflighed og gamle æresbegreber.

Keigo Higashino: Den ophøjede morder. Oversat af Jonas Steno Olsen og Mette Holm. 319 sider. Modtryk

*****

Steins hidtil bedste krimi

Jesper Steins hovedperson i sine hidtidige fire politiromaner, Axel Steen, er kun delvis hovedperson i den femte Papa, hvor også Steens kollega Vicki Thomsen har fået en afgørende rolle. Det begynder nemlig med et indbrud i Danske Banks filial ved Nørreport i København, hvor indbrudstyve har brugt en hel weekend med at bore sig ind i 143 bankbokse i filialens kælder. Da Axel Steen nu er ansat som undercoveragent i PET, er det Vicki, der får overladt ledelsen af opklaringsarbejdet, og hun bliver i den grad modarbejdet af sine mandlige kolleger i Røveri, men inden længe bliver det klart, at indbruddet har forbindelse til nogle russiske kriminelle, bl.a. fordi der er blevet stjålet nogle meget kostbare ædelstene, som en russisk mafiaboss tilegnede sig i kølvandet på Sovjets sammenbrud. Og netop den mafiaboss, Grigor Grigovich, både kaldet Grisja og Papa er målet for både den amerikanske og danske efterretningstjeneste. Så Axel Steens opgave bliver at være mellemmand i en kæmpehandel, hvor store mængder kokain skal byttes med våben, og hvor russere og colombianere er handelspartnerne. Det betyder, at Axel kommer til at virke i både Berlin og Amsterdam under et alias som Hans Hauser, der skal formidle kontakten mellem russerne og colombianerne, og i sidste ende er det den amerikanske leder af operationen Marko Volster, der trækker i trådene via danske efterretningsofficerer. Undervejs bliver Axel igen konfronteret med sin gamle chef Jens Jessen, der er ved at blive skilt fra Axels ekshustru Cecilie, med hvem Jens fik sønnen Anton, der nu er den, de kæmper om forældremyndigheden til. Som læser følger men sideløbende opklaringsarbejdet med bankkuppet, hvor det bliver mere og mere klart, at der har været insidere-viden enten fra bankansatte eller fra politiet, og den internationale indsats for at få fanget Papa én gang for alle. Man møder gamle kendinge både fra Axel Steens tidligere sager og fra Drabsafdelingen, og det hele kulminerer i en spændende aktion, der finder sted i Botanisk Have, hvis væksthus også er afbilledet på bogens forside. Med Papa har Jesper Stein skrevet sin hidtil bedste krimi – endnu bedre end Aisha, der tidligere blev belønnet med De Gyldne Laurbær.

Jesper Stein: Papa. 411 sider. Politikens Forlag

******

Evert Bäckström for fuld udblæsning

Normalt kan kriminalkommissær Evert Bäckström ikke lide børn, men han har fået et helt særligt forhold til den tiårige Edvin, der bor med sine forældre i samme opgang på Kungsholmen i Stockholm, for bl.a. er drengen højst brugbar, når det handler om at forrette mindre ærinder som at købe aviser, ingredienser til sjusser og diverse blandede viktualier fra delikatesseslagteren i butiksarkaden oppe ved Sankt Eriksgatan, mens der endnu er nogle år til, at Bäckström kunne sende ham til Systembolaget for at indkøbe de lidt tungere ting, men den tid ville komme, og allerede nu havde Bäckström knyttet sig til ham. Når lille Edvin kommer til at spille en stor rolle i Leif GW Perssons Kan man dø to gange? er det fordi, Edvin en julidag ringer på døren til Bäckströms lejlighed for at overlevere et kranie i en plasticpose, et kranie, han har fundet på en lille ø i Mäleren, hvor han er på sommerlejr med søspejderne. Det bliver begyndelsen til endnu kriminalsag, hvor Bäckström først skal finde resten af skelettet, der hører sammen med kraniet. Det lykkes for Bäckström og hans folk at finde skeletrester i en sammenfaldet og tilgroet jordkælder på øen Ofärdsön, og da man på den måde finder dna fra den myrdede kvinde, viser det sig, at man har dna-sporet fra hende i systemet. Hun var fra Thailand og hed Jaidee Kunchai, og hun havde været gift med den svenske diplomat Daniel Johnson, der var bare den lille bagatel, at hun allerede var død under tsunamien i Khao Lak 2. juledag 2004, hvor hun var blevet identificeret, hvorefter hun var blevet kremeret. Det er nu op til Bäckström at finde ud af, hvordan det har kunnet lade sig gøre, at Jaidee skulle være død to gange. Men Bäckström har jo også andre gøremål, for som chefen for sikkerhedspolitiet Lisa Mattei udtrykker det til chefen fra kontraspionagen under et møde, hvor man mistænker Bäckström for at være russisk påvirkningsagent: ”Evert Bäckström er lille, tyk og snu. Han har tre store interesser i livet. Det er sprut og kvinder, og at han helst skal være i stand til at hæve sin løn uden at sætte sine ben på sin arbejdsplads. Desuden er han en politisk jubelidiot, svensk patriot, xenofob, homofob og varm tilhænger af alle andre fobier for den sags skyld.” Anledningen til dette møde er, at Bäckström i sin tid modtog 50 millioner i forbindelse med, at han formidlede, at russerne fik en spilledåse af Pinocchio (fremstillet af juvelerfirmaet Fabergé) tilbage for en kvart milliard, og at han nu skal hædres af Vladimir Putin med Alexander Pusjkin-medaljen samt en liter af Putins egen vodka i en flaske af det pure guld i anledning af Ruslands 25 års jubilæum. Desuden beskyldes Bäckström for, at han lader Edvins far, den serbiske flygtning Slobodan Milosevic hjælpe med at hvidvaske de mange penge. På et tidspunkt bliver Bäckström opsøgt af sin kollega Annika Carlsson, kaldet Ankan, der har et forslag til, hvordan hun skal tilbagebetale den lille million, hun har lånt af Bäckström til køb af en lejlighed: ”In natura. Eftersom jeg kender dig og faktisk er den eneste, der kan lide dig, har jeg tænkt, at du skal have lidt rabat. Tusind kroner per gang, Bäckström. Plus, og det er en ekstra bonus, som jeg kan tilbyde, alle mulige rollespil. Hele programmet fra uartig skolepige, hende med hvid blude, ternet nederdel og knæstrømper, som har håret sat op i to små rottehaler, og så er der sygeplejersken, eller den strenge herskerinde med læder, latex, kæder, piske og hele balladen. Tusind gange, og så er der ingen hindring for, at vi kan køre videre med en mere personlig aftale.” Da Bäckström samme dag har spist middag med GeGurra (den antikvitetshandler, der hjalp ham med salget af Pinocchio), havde han planlagt, at han skulle afslutte aftenen i Skilsmissegrøften, så snart han slap af med sin vært. Hvem ville risikere sit rygte ved at slæbe en gammel pølserytter med til det sted. Men det havde han planlagt, før Ankan havde gjort sit uventede indhop, så i stedet tog han en taxa hjem. Selv en Supersalami kunne have brug for at genoplade batterierne. Hvordan hele den indviklede mordsag opklares, og hvordan en tackles i flere retsinstanser, skal man læse sig til, men der er spænding hele vejen i det fremragende plot, og så er Evert Bäckström bare ikke til at stå for. Det er så absolut Leif GW Perssons bedste krimi til dato.

Leif GW Persson: Kan man dø to gange? Oversat af Allan Hilton Andersen. 445 sider. Modtryk

******

Vellykket toer fra Katrine Engberg

Katrine Engbergs anden krimi Blodmåne har igen kriminalassistent Jeppe Kørner og hans makker Anette Werner samt et par af deres kolleger fra Københavns Politigård i hovedrollerne, som de også var det i Engbergs meget vellykkede debut Krokodillevogteren. Det hele begynder med, at modekongen Alpha Bartholdy, der er kreativ direktør i konsulentfirmaet Fashion Forum, bliver fundet myrdet efter en branchefest på Geologisk Museum. Han er blevet myrdet på en meget bestialsk måde, og han bliver fundet i Ørstedsparken, hvor politiet først tror, at der er tale om en hjemløs. Obduktionen viser at foruden at være smittet med hepatitis C, som han åbenbart har levet med i flere år, så har han indtaget et ætsende stof, der har resulteret i blodige opkastninger. Da politiet afhører deltagerne i branchefesten , får de at vide, at den myrdede Alpha ved festen havde haft et større skænderi med skuespilleren Johannes Ledmark, der er én af Jeppe Kørners gode venner, men nu er Johannes sporløst forsvundet. Et par dage efter branchefesten er der et modeshow på Nimb, og her bliver en indforskrevet sangerinde Christel Toft dårlig og kørt på hospitalet, og det viser sig, at hun også har drukket noget ætsende, muligvis en form for afløbsrens. Sandsynligvis er der en sammenhæng imellem de to forgiftninger, og det er, hvad politiet forsøger at opklare. Da det viser sig, at begge de forgiftede har været med i et panel i radioudsendelsen Mads og monopolet, er det måske her motivet skal findes, da panelet rådgiver i ofte meget kontroversielle spørgsmål. Imens er Jeppe også lidt på glat is, da han til trods for, at han netop har fået en ny ung kæreste, indleder et forhold til en smuk kvindelig kollega. Der er mange brikker i spil, er motivet til forbrydelserne hævn, jalousi blandt bøsser, der ikke er hoppet ud af skabet, eller efterveer fra et mislykket forretningseventyr, der endte i det rene fup og svindel? Det lykkes fint for Katrine Engberg at fastholde plottet gennem hele bogen, og hun er et oplagt krimitalent, man gerne vil høre mere fra.

Katrine Engberg: Blodmåne. 367 sider. People’sPress

****

Meget mere end bare en krimi

Orient, som er titlen på den amerikanske forfatter Christopher Bollens roman, hentyder til en lille by på Long Island, hvor kunstnere og bohemer fra Manhattan tilbringer sommeren sammen med de relativt få faste indbyggere. Hovedpersonen og jeg-fortælleren Mills Chevern er en ung mand, der har haft visse problemer i New York med stoffer, bliver reddet ud af millionbyen af arkitekten Paul Benchley, der installerer ham i sit hus, hvor han har boet alene, efter at han kort tid forinden har lagt sin mor i graven. Paul bliver ikke ligefrem populær på at have installeret den unge enspænder i sit hus, og det bliver ikke bedre, da der kort efter Mills’ ankomst sker flere dramatiske hændelser, først et par dødsfald og senere en mordbrand, hvor hele nabofamilien omkommer. Og som om det ikke var nok, driver et uhyggeligt monster i land på stranden ikke langt fra Plum Island, en ø, hvor staten har laboratorier, som forsker i sygdomme hos dyr, og hvor der udføres forsøg med biologisk krigsførelse. Af de mange forskellige grunde er Orient gennemsyret af chok og paranoia, og der begynder at opstå rygter om, at opsynsmanden Jeff Trader, der blev fundet druknet samme dag, som monsteret drev i land, ikke bare var faldet i vandet i fuldskab, men at han var blevet myrdet, fordi han vidste for meget om familierne i Orient. Beth, der er portrætmaler og gift med kunstneren Gavril, allierer sig med Mills for at forsøge at opklare de mystiske dødsfald, men politiet har stadig et godt øje til Mills, som siden han boede på den amerikanske vestkyst, har skiftet identitet, hvad politiet ikke i første gang finder ud af. Beth og Mills finder frem til en notesbog, hvor opsynsmanden noterede hemmeligheder blandt de familier, han havde med at gøre, men stadig er det ikke klart, hvad der er motivet til de forskellige dødsfald. Det bliver først klart sent i den over 600 sider tykke roman, men det er meget andet end en ordinær krimi. Det er en fremragende skildring af livet i en lille amerikansk by, befolket med selvoptagne kunstnerpar, og forfatteren forstår fornemt at grave ned i hemmeligheder, jalousi og forskellige former for seksualitet. Det er så meget mere end bare en kriminalroman, og til de, der kun læser én krimi om året: Læs Orient – bedre gøres det ikke!

Christopher Bollen: Orient. Oversat af Lærke Pade. 664 sider. Gads Forlag

******    

Effektiv pageturner med djævelsk godt plot

Journalisten Laura Blacklock bliver, natten inden hun for sit blad skal dække et krydstogt med den eksklusive cruiseliner Aurora Borealis, udsat for et hjemmerøveri. Sådan begynder handlingen i Ruth Wares Kvinden i kahyt nr. 10. Derfor har Lo, som Laura bliver kaldt, nerverne uden på kroppen, da hun går ombord på skibet i den østengelske havneby Hull. Cruiseren er ejet af den succesrige britiske forretningsmand og adelsmand Richard Bullmer, der er gift med den norske millionarving Anne Lyngstad, som er dødssyg af kræft. Rejsen skal gå over Nordsøen, og det er meningen, at de norske byer Bergen og Trondheim skal besøges. Allerede den første nat vågner Lo ved lyden af støj og skrig fra nabokahytten, og hun hører et plask, som er en person faldet overbord. Da hun samtidig ser en stor plamage af blod på glasrælingen, forestiller hun sig, at kvinden i nabokahytten, som hun dagen inden lånte en mascara af, så hun kunne dække det sår, hun fik i ansigtet under hjemmerøveriet, er blevet myrdet og smidt over bord. Lo får fat på skibets sikkerhedschef Johann Nilsson, som først forgæves banker på nabokahytten for derefter at låse op men universalnøglen, og nu viser det sig, at kahytten er helt tom og ubeboet, og Nilsson hævder, at der aldrig har været nogen i den kahyt. Men Lo lånte jo netop en mascara af kvinden, der havde en Pink Floyd T-shirt på. Ingen tror imidlertid på Lo, der også aftenen inden indtog en del vin og spiritus. Som læser fornemmer man det dilemma, som Alfred Hitchcock har brugt i flere af sine film, at hovedpersonen ved, hvad hun har set, men at ingen vil tro på hende. Naturligvis er der en forklaring, men det er det, resten af bogen handler om, og der er spænding og dramatik indtil de allersidste sider, og uhygge er der altid, når det foregår på et skib, hvor der ikke en gang er telefondækning. Mere vil det være synd at røbe. Så læs Kvinden i kahyt nr. 10 – det er en rigtig pageturner med et djævelsk godt plot.

Ruth Ware: Kvinden i kahyt nr. 10. Oversat af Sine Norsahl. 370 sider. Gyldendal

****

Ualmindelig vellykket debutkrimi

Amorphophallus Titanum er den latinske betegnelse for Ligblomsten, der er titlen på Anne Mette Hancocks ualmindelig vellykkede debutkrimi. Men hvorfor romanen hedder Ligblomsten, det finder man ud af ved at læse bogen. Hovedpersonen Heloise Kaldan er journalist ved Demokratisk Dagblad, og hun har netop været meget tæt på at blive fyret, fordi hun har skrevet en artikel, der byggede på en løgn fra hendes kilde, en artikel, der i øvrigt senere resulterede i, at erhvervsministeren måtte gå af. Efter at Heloise har fået en større overhaling af Læsernes Redaktør Carl-Johan Scowl, kaldet Skovlen, og en mere mild irettesættelse af chefredaktøren, kommer der som sendt fra himlen nogle mystiske breve til Heloise, der får hende til at grave i en tre år gammel sag om drabet på en ung advokat, Christoffer Mossing. Brevene, som er afsendt fra Frankrig, er nemlig fra Anna Kiel, der var kvinden, som myrdede Mossing, og som har været efterlyst siden af Københavns Politi. Politiassistent af 1. grad (det der inden den nye politireform afløste kriminalkommissær) Erik Schäfer bliver nogenlunde samtidig opsøgt af en kvinde, der mener at have set Anna Kiel i en lille by i Sydfrankrig, hvor kvinden, der ikke ønsker at opgive sit navn, var på ferie med sin mand. I brevet til Heloise, skriver Anna Kiel, at de er forbundet ”gennem ham”, og hun giver samtidig indtryk af, at hun ved en masse om Heloise. Grunden til at Anna henvender sig til Heloise er, at hun vil have hende til at skrive hendes historie, men da Heloise graver videre i sagen bl.a. ved at henvende sig til den journalist, der i sin tid dækkede sagen, bliver denne journalist også myrdet, og på et tidspunkt kan Heloise se, at der har været indbrud i hendes lejlighed. Heloise forsøger at kontakte både den myrdede advokats far, den succesfulde entreprenør Johannes Mossing, som Erik Schäfer i årevis har haft til afhøringer om forskellige lyssky affærer, og hun opsøger også Anna Kiels forældre, der bor forskellige steder i landet. Inden det går op for Heloise, at mordet på Christoffer Mossing absolut ikke var en tilfældighed, lykkes det også for hende, at forstå, hvad det var, som forbandt hende med Anna Kiel. Men inden da, må læseren gennem en række dramatiske begivenheder både i Frankrig og i Danmark. Med Ligblomsten har Anne Mette Hancock begået en både velskrevet og spændende krimi, hvor retfærdighed, hævn, selvtægt og tilgivelse er ingredienserne. Jeg glæder mig til at læse mere fra dette kæmpe talent.

Anne Mette Hancock: Ligblomsten. 307 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Fra det ydre rum til den sydamerikanske jungle

Colombia, som Morten Thor Hansens anden roman hedder, er hans bud på et af naturvidenskabens største mysterier, som fandt sted i juni 1974. Dengang havde mange uafhængigt af hinanden rapporteret om et objekt, der var blevet observeret på himlen over både Mellem- og Sydamerika. Adskillige ekspeditioner blev sendt ud for at undersøge, om der var tale om enten en meteor af hidtil ukendt størrelse, eller om objektet var en form for rumskib fra det ydre rum, men alle de forskerhold, der blev sendt ud for ar undersøge fænomenet, vendte tomhændede tilbage. I romanen sker der i august 2016 en lignende hændelse i den colombianske jungle, nær ved de to tvillingevulkaner, der ikke har været i udbrud i årevis. I en kaffeplantage tæt ved vulkanerne finder man en aflang genstand, hvorpå der står nogle sære skriftstegn, og en colombiansk professor i arkæologi bliver kaldt til for at se, om han kan tyde skriften på det kegleformede objekt, der nærmest er skudt op ad jorden. De mænd, der skal passe på objektet, bliver kort tid efter fundet døde, og én af dem når at tale om et uhyre med seks klør, før han udånder. Da historien om det mystiske fund når USA, bliver en professor, John Archer, opsøgt af et par FBI agenter, der foranlediget af præsidenten Phil Boomer, sender Archer til Colombia for at undersøge objektet, der muligvis kan kædes sammen med nogle oplysninger fra en rapport, der blev udfærdiget i forbindelse med ekspeditionerne i 1974, og John Archer får selv lov til at samle sit hold af videnskabsfolk. I Colombia møder Archer en professor, der allerede var med i 1974 og lyder navnet George Livingstone. Foruden præsident Boomer er der en anden amerikaner, der har store interesser i Columbia, nemlig den indflydelsesrige forretningsmand, milliardæren Alex Ferguson, som også kommer til at spille en stor rolle i romanen, og som i øvrigt intet har med Manchester United-manageren af samme navn at gøre. Det bliver ret hurtigt klart, at der er tale om et besøg fra en fremmed planet, men der er også interne stridigheder blandt colombianerne, så alt udvikler sig dramatisk med mange dødsfald til følge. Og hjemme i USA bliver der spundet talrige intriger, og det er snart svært for læseren at holde rede på, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Midt i det hele dukker der en dansk Røde Kors-medarbejder op, Charlotte Holm-Nielsen, der spillede en stor rolle i Morten Thor Hansens forrige krimi Bernsteins hemmelighed. Jeg er absolut ikke en øvet sciencefiction-læser, men Colombia er meget mere end det, og den foregår jo også midt i vores egen tid. Der er tale om en både velskrevet og begavet kriminalroman, fuld af bedrag og løgn, og man holdes i dyb spænding på alle de næsten 500 sider. Colombia fortjener stor udbredelse både herhjemme og i udlandet.

Morten Thor Hansen: Colombia. 499 sider. Löwe Publishing

****  

Til dato bedste Hvid og Belling-krimi

Det første, der sker i Lars Kjædegaards Før natten kommer, er, at en ældre historielærer i Roskilde bliver skudt i sin gadedør, efter at han har overrasket den mand, der netop havde malet et hagekors på døren. Den overfaldne, der paradoksalt nok hedder Skytte til efternavn, overlever, men under jagten på gerningsmanden, der viser sig at hedde Hamid el-Youssef, tvinges Roskildebetjenten Kim Lemche til at skyde i nødværge, hvorved el-Youssef bliver dræbt. Politidirektør Uffe Granitz beder sin drabschef Richard Brøssner om at lade en af sine drabsefterforskere udfærdige en rapport, og samtidig sørge for, at Lemche bliver afhørt. De læsere, som har læst de ni foregående bind i serien med Hvid og Belling-krimier, vil vide, at Anita Hvid er på hospitalet efter en skudepisode, og at hendes makker Thor Belling er på orlov, så derfor er afdelingen underbemandet, så en usympatisk og racistisk politimand, Niels Witte, bliver sat på sagen, hvor han straks arbejder ud fra, at der er tale om terrorisme. Ikke lang tid efter bliver den populære tv-vært Paul Alland myrdet ved et lignende attentat. Nu møder læserne et uhyggeligt sammenrend af racister, den gamle professor Leopold Sékic med jugoslavisk baggrund, bibliotekaren Rolf Heide og ikke mindst den tidligere immigrationsmedarbejder Carsten Kingo, der har tjent så meget på at tilgodese visse asylansøgere, at han har kunnet grundlægge sit eget firma Kingo Wildlife Tours med speciale i jagtrejser til Kenya. I en indvandrerklub på Enghavevej mødes Sékic og Heide med den unge Ahmed, der har skudt Paul Alland, og Ahmeds far. De får ifølge en aftale med Sékic 25.000 kr. og lov til at beholde den revolver, drabet er begået med, men de ønsker det dobbelte, og Sékic skyder derpå de to arabere. Derefter griber Heide revolveren og skyder Sékic, hvorefter han ringer til politiet, der kommer og afhenter ham. Rolf Heide får også reddet sig selv ved at slå på nødværge, men hvad er hans egentlige grund til dræbe den gamle professor? Efterhånden kommer Thor Belling mere og mere ind i efterforskningen, og Anita Hvid, der er i stadig bedring, kommer også indirekte til at spille en rolle i begivenhederne. Hvad det hele ender med, skal ikke røbes her, men Lars Kjædegaard har endnu en gang skrevet en fremragende krimi, der både har sine humoristiske indslag, og så samtidig er aktuel i sin udlevering af de fremmedfjendske miljøer, der ligner noget, man læser om i dagens aviser. Før natten kommer er efter min mening det til dato bedste bind i serien om Anita Hvis og Thor Belling.

Lars Kjædegaard: Før natten kommer. 294 sider. Rosinante

*****

Bernie Gunther ved Rivieraen

I Philip Kerrs ellevte bind om Bernie Gunther Hinsides tavsheden udspiller handlingen sig ved Den Franske Riviera, hvor Bernie under falsk navn, Walter Wolf arbejder som receptionschef på Grand-Hôtel du Cap-Ferrat. En dag, da den berømte forfatter W. Somerset Maugham mangler en fjerde mand til bridge i sin residens Villa Mauresque, træder Bernie til. Bernie lærer både Somerset Maugham og hans nevø Robin Maugham at kende, og forfatteren har en helt særlig opgave til Gunther, der ellers gør alt for at lægge fortiden bag sig, specielt da en gammel ærkefjende Harold Hennig også opholder sig på hotellet under sit nye navn Harold Heinz Hebel. Somerset Maugham bliver udsat for pengeafpresning, da et gammelt kompromitterende fotografi, hvor han optræder sammen med en del af sine nøgne bøssevenner ved et swimmingpool, er kommet i hænderne på afpresseren, som netop er Harold Hennig. På fotografiet er forfatteren bl.a. sammen med englænderne Guy Burgess, Donald Maclean og Anthony Blunt, der alle blev afsløret som sovjetiske spioner. Billedet var antageligt taget af Somerset Maughams tidligere ven og samlever Gerald Haxton, der døde i 1944. Haxton brugte mange penge i de lokale kasinoer og var altid i gæld, og derfor solgte han billedet til en trækkerdreng Louis Legrand, som han var meget betaget af, og denne solgte det igen videre til Harold Hennig, der nu kræver halvtreds tusind amerikanske dollar for negativerne og aftrykkene. Man får nu et tilbageblik til Königsberg i 1944, hvor Bernie Gunther for første gang stødte på Harold Heinz Hebel, som han hed dengang. Det var i forbindelse med, at Königsbergs guvernør Erich Koch gennem Hebel ville have Bernie Gunthers daværende veninde og kæreste Irmela Scharper, som var ansat i flådens hjælpekorps, til at udsende en falsk ukrypteret meddelelse om, at det berømte ravværelse, som var en gave fra kong Frederich Wilhelm den Første til zar Peter den Store, og som nazisterne havde stjålet tilbage, var ombord på flygtningeskibet Wilhelm Gustloff, der få dage efter skulle sejle fra Gotenhafen. Formålet skulle være at forhindre, at sovjetiske ubåde sænkede flygtningeskibet. Belønningen til Gunthers veninde var, at hun sammen med de næsten 10.000 passagerer kom med skibet, og Hebel var desuden med for at overvåge transporten af Ravværelset. Desværre overså en fordrukken kaptajn et ”ikke” i beskeden fra Kronstadt om ikke at sænke skibet, og derfor skete verdens hidtil største skibsforlis, hvor ni tusind fire hundrede mennesker omkom, der iblandt en del børn, men to tusind, der iblandt den uduelige besætning, kaptajnen og Hebel nåede i redningsbådene og kom i land i Danzig, men ikke Irmela Scharper. Derfor hadede Bernie Gunther sin gamle ærkefjende, men hvordan hele afpresningsaffæren mod Somerset Maugham endte, om det handler resten af Hinsides tavsheden.   Endnu en gang er det lykkedes for Philip Kerr at skrue et spændende plot sammen, der ligger meget tæt på virkeligheden. Om det kan man læse i forfatterens bemærkninger, og her lover han desuden, at Bernie Gunther vender tilbage i 2017 i Prussian Blue, der bliver tolvte bind i Kerrs Berlin Noir-serie.

Philip Kerr: Hinsides tavsheden. Oversat af Ole Steen Hansen. 296 sider. Modtryk

******   

Aktuel Københavnerkrimi med godt plot

Det vakte ramaskrig, da Metroselskabet gik i gang med at bygge en station ved Nørrebros Runddel, for det krævede, at omkring tusind skeletter skulle flyttes fra Assistens Kirkegård. Men trods de mange protester lykkedes det ikke at standse byggeriet. Hovedpersonen i Lotte Petris nye krimi Djævelens værk, Josefine Jespersen er knogleekspert, og foruden at lede gravrydningen skal hun samtidig studere knoglematerialet, der skal indgå i et forskningsprojekt, inden man påbegynder genbegravelsen. En af arkæologerne Rita Magnussen bliver myrdet på kirkegården og smidt ned i en åben grav med et kors ridset ind i kraniet antageligt udført med en skalpel, og desuden er der efterladt en lille flaske med vievand. Politiets efterforsker Alexander Damgaard frygter, at motivet til drabet er, at den myrdede kvinde har været med til at forstyrre gravfreden. Men snart kommer politiet på overarbejde, da en anden ung kvinde bliver myrdet også med et kors indgraveret. Da korset er omvendt – et såkaldt Peterskors, tyder noget på, at det er en satanist, der er på spil, da det omvendte kors udtrykker en hån mod alt kristent. Da Xander, som drabsefterforskeren kaldes, frygter, at det er en satanisk seriemorder, som er på spil, konsulterer han en katolsk præst, Fader Dominic, som også giver sig af med eksorcisme. Præsten har den teori, at Djævelen er på spil, fordi gravrydningen på Assistens har åbnet en port til det onde. Efter at et par stykke mere er blevet myrdet, hvor drabsmanden også har efterladt omvendte kors og vievand, finder Josefine Jespersen, som har bistået politiet i efterforskningen, en gammel mønt gemt i sin lejlighed – en mønt hvor motivet er en djævel, så nu sørger Xander for, at Josefine får politiovervågning, da han frygter, at hun kan være morderens næste offer. Forskellige vidneudsagn fører politiet vidt omkring, inden det efter en meget dramatisk episode til slut bliver klart, hvem seriemorderen er, og hvad der egentlig var motivet. Lotte Petri har igen udtænkt et godt plot, og den meget velskrevne og aktuelle roman giver lyst til at læse mere om Josefine, men igen har et forlag i sin bagsidetekst ved at fortælle, at ”Djævelens værk er den første bog om knogleeksperten Josefine Jespersen” fredet hende i alle de farlige situationer, hun kommer ud for undervejs, da både forlag og forfatter også skal bruge hende i de næste bind. Nu er det så røbet, men kære læser: Lad være med at læse bagsidetekster, og kære forlag: Hold lidt på hemmelighederne.

Lotte Petri: Djævelens værk. 284 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Hidtil bedste bind i Berlin Noir-serien

Da Philip Kerr fik Palle Rosenkrantz-prisen for årets bedste kriminalroman på dansk, var det for En mand uden åndedræt, som var den niende i Berlin Noir-serien. Den tiende Kvinden fra Zagreb er efter min mening endnu bedre. I den får Bernie Gunther til opgave at opsøge den smukke filmstjerne Dalia Dresner for på den nazistiske sandhedsminister Joseph Goebbels’ vegne at overtale hende til at vende tilbage til Berlin for at medvirke i en propagandafilm. Fra de tidligere romaner om Bernie Gunther ved læseren godt, at Gunther ikke er nazist, men alligevel har folk som Goebbels en svaghed for ham både på grund af hans dygtighed og hans frækhed. Men Goebbels, der da også har en alt andet end professionel interesse i Dalia, påpeger overfor Bernie, at han givetvis vil drømme om Dalia, når han har mødt hende, men at han skal lade det blive ved drømmene. Sådan kommer det naturligvis ikke til at gå, efter at Gunther har mødt Dalia i den lille schweiziske by Küsnacht. Men han får desuden af Dalia den opgave at opsøge hendes far, der tidligere har opholdt sig i et kloster, men under den opgave finder Gunther ud af, at faren nu er blevet officer i en udryddelseslejr i Kroatien. Her kommer Bernie Gunther også til at opleve nogle af krigens rædsler, inden han vender tilbage til den gådefulde filmstjerne. Og naturligvis bliver Gunther også involveret i en gammel mordsag i Schweiz, som han ikke umiddelbart har lyst til grave mere i. Der er meget historisk gods i Kvinden fra Zagreb, hvor man bl.a. får at vide, hvordan Schweiz havde store planer om at forhindre en tysk invasion af landet, hvilket Hitler havde planer om så sent som i 1944. Læseren møder også undervejs den nazistiske løjtnant Kurt Waldheim, der som bekendt mange år efter blev generalsekretær for De Forenede Nationer. I det hele taget er styrken ved Philip Kerrs romaner, at de ligger så tæt op ad, hvad der i virkeligheden skete, og så har Kerr foruden et flot sprog en befriende humor. Fx kan man et sted læse, at Goebbels i sin hvide sommerhabit fuldstændigt lignede en sygeplejer på et sindssygehospital, hvilket måske ikke var særlig langt fra sandheden. Tilbage er kun at sige: Læs Philip Kerrs Berlin Noir-serie.

Philip Kerr: Kvinden fra Zagreb. Oversat af Ole Steen Hansen. 397 sider. Modtryk

****** 

Spænding fra toppen af den svenske superliga

Carin Gerhardsens Domino begynder, da nogle bestialske mord ryster Stockholmforstaden Hammerby – og sætter kriminalkommissær Conny Sjöberg og hans team på overarbejde, specielt da politiet finder ud af, at mordene måske har at gøre med en tragedie, som fandt sted midsommeraften i 1997, hvor den femårige Andreas slog sin to år ældre kammerat William ihjel med en hammer i en sandkasse. En januaraften i 2013 bliver den 64-årige Aaina Eek myrdet på fortovet, da hun bliver slået ned med en hammer, og umiddelbart efter bliver en lille dreng Enrique Morales myrdet næsten på samme sted. Et par dage efter kommer Mats Bergholm hjem til sin lejlighed, der ligger lige overfor der, hvor dobbeltmordet fandt sted, og her finder han sin hustru Caroline myrdet. Motiverne til de tre drab er ikke umiddelbart indlysende for politiet, og måske har de intet med hinanden at gøre, men Aaina Eek var fx en meget nidkær paragrafrytter, som bl.a. offentliggjorde lister over seksualforbrydere og spritbilister, så muligvis kan motivet her være hævn, men politiet er heller ikke helt fremmede for, at en af de myrdede kan have været vidne til de andre drab og derfor har villet gøre det af med morderen. En, der ret hurtigt kommer i politiets søgelys er Andreas, som nu har ændret navn til Axel Karlsson, for meget peger på den lille by Strömsund, hvor flere med tilknytning til sagen har en fortid. Undervejs følger man opklaringsarbejdet, der vanskeliggøres af, at den stedfortrædende og medieliderlige politimester Git Ljung i sin iver for at markere sig, ønsker at udskifte Conny Sjöberg med sin egen rygklapper Holgersson. Mens alt dette sker, er vicekriminalinspektør Jamal Hamad, der lever sammen med sin kollega Petra Westman i et alt andet end harmonisk forhold, taget til Syrien, hvor han bliver kastet ud i flere dramatiske hændelser, og som om dette ikke er nok, bliver han også involveret i en kidnapningsaffære, som hans anden kollega Hedvig Gerdin, kaldet Gedden, bliver udsat for. Og her må han haste hjem til Sverige, hvor det hele munder ud i et hæsblæsend, dobbelt crescendo. Jeg har ikke læst de foregående syv Hammerby-krimier, men Domino, der åbenbart skal afslutte serien, er en formidabel pageturner på næsten 500 sider, som er én af årets absolut bedste krimier, og man kan fint følge med, også selv om man ikke har de øvrige bind.

Carin Gerhardsen: Domino. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 430 sider. People’sPress

*****

Krimi i IRAs skygge

Den irske forfatter Adrian Mc Kinty tager i Det kolde våde land læseren med til Nordirland i 1981, på et tidspunkt hvor landet var optaget af, at medlemmer af den nordirske undergrundshær IRA var i gang med at sulte sig ihjel. Hans hovedperson kriminalassistent Sean Duffy fra Carrick Police får travlt med en sag, hvor to mænd er blevet myrdet, og hvor det frygtes, at forbrydelsen har homofobiske motiver. Det første lig befinder sig i en bil, og offeret er både blevet skudt i brystet og i hovedet, inden morderen har skåret hånden af liget, men der er ikke den obligatoriske plasticpose med 30 mønter, hvilket normalt signalerer, at der er tale om en stikker eller informant. Men hvad der er mere interessant, opdager retsmedicineren Laura Cathcart, da hun finder ud af, dels at hånden ikke stammer fra liget, dels at den myrdede kort forinden mordet har haft samleje med en anden mand, og at der foruden sæd i anus er anbragt en plasticpose med et nodeark, som viser sig at være fra Puccinis La Boheme, og teksten, som ikke står der, lyder: ”Så kold den lille hånd er, lad mig varme den i min. Lad blot os spare al søgen her i mørket! Selv den mørkeste time får ende, og snart vil månen sit lys for os tænde.” Ikke så længe efter finder man liget af den 60-årige musiklærer Andrew Young, der var kendt som bæskubber, som Duffys kollega McCrabban udtaler, og ikke nok med det han var skudt med et 9 mm-projektil, nøjagtig som den første, og Young havde fået hånden skåret af, og det var den, politiet fandt ved det første mord. Endelig finder politiet liget af en forsvunden kvinde, som var hustru til én af de sultende fanger i Maze-fængslet. Hun bliver fundet hængt i en nærliggende skov, og umiddelbart tyder alt på selvmord. Det bliver nu på til Duffy og hans kolleger at finde ud af, om der er nogen sammenhæng mellem de forskellige dødsfald, og om der er en homofobisk seriemorder på spil, eller at de to mord skal dække over noget helt andet, for dels er homoseksualitet på det tidspunkt ikke tilladt i Irland, og dels er der ikke noget, som ledelsen i de katolske kredse foragter mere end netop homoseksuelle. Mens Sean Duffy, der er katolsk født i et overvejende protestantisk politikorps, graver i de forskellige sager, der har rødder ind i de højere magtcirkler hos både katolikker og protestanter, indleder han et forhold til den smukke, men ellers afvisende retsmediciner Laura, som han langsomt får blødt op, og det hele kulminerer i et orgie af vold og skyderi, inden alt endnu en gang bliver vendt på hovedet. Det er lykkedes fornemt for Adrian McKinty at skildre en samfund, hvor man ikke kan sætte sig ud i sin bil uden at undersøge, om der er anbragt en bombe under den, og så skal det også med, at McKinty er udstyret med en barsk form for humor. En virkelig flot start for det nye forlag Olga, hvis stiftere og redaktører er tidligere medarbejdere på Klim.

Adrian McKinty: Det kolde våde land. Oversat af Søren K. Barsøe. 341 sider. Forlaget Olga

*****  

Hidtil bedste Rebekka Holm-krimi

Den modige og kække drabsefterforsker Rebekka Holm, der har været hovedperson i Julie Hastrups foreløbig fem krimier, kommer i Mirakelmanden ud for næsten lige så meget dramatik, som i alle de tidligere bind. Rebekka er sygemeldt, efter et voldeligt overfald, som delvist har skamferet hendes ansigt. For igen at komme til hægterne rejser hun op til sin kæreste, den svenske politimand Niclas Lundell, der er ansat under politiet i Stockholm. Niclas har tidligere været gift med Magdalena, som var højgravid, da hun døde i 2011, og Niclas er overbevist om, at hun blev myrdet, og der er én bestemt person, Ludovic, som Niclas og hans bedste ven Håkan mistænker for at stå bag mordet, og som de jagter. Meget af dette har Rebekka fundet ud af, fordi hun i sin kedsomhed har snaget i Niclas’ personlige ting. Her har Rebekka bl.a. fundet ud af, at Magdalena, som var journalist, var i færd med at grave i en historie om nogle forsvundne mennesker, noget hun gjorde sammen med en kollega, som Rebekka forsøger at få fat i. Da Niclas opdager, at Rebekka har rodet i Magdalenas efterladte sager, kommer der en midlertidig kurre på tråden, og Rebekka tvivler på, om hun overhovedet kan stole på Niclas. Imellem de nutidige begivenheder, får læseren indblik i nogle hændelser, som fandt sted mange år tidligere på den lille ø Seilo, der ligger i den finske skærgård. Da Rebekka vil opklare, hvad det var, Magdalena og hendes kollega var ved at optrævle, rejser hun til Helsinki, hvor sporerne peger hen imod et sindssygehospital, der lå på øen Seilo, og her begiver Rebekka sig ud på egen hånd. Imens arbejder Niclas og Håkan videre med at finde beviser mod Ludovic, der åbenbart står bag omfattende kriminalitet, og som ikke skåner folk, der kommer i vejen for ham. Det lader til, at de forsvundne mennesker, som Magdalena og hendes kollega søgte efter, alle på ét eller andet tidspunkt havde været anbragt på værestedet Gøgereden, som de på mystisk vis havde forladt, fordi de havde fået stillet et job i udsigt, hvorefter de var forsvundet. Spændingen intensiveres, og da Rebekka på den lille ø Seilo er tæt på en opklaring af sin sag, kulminerer det hele i en forrygende afslutning, hvis enkeltheder ikke skal røbes her. Med Mirakelmanden har Julie Hastrup skrevet sin hidtil bedste og mest spændende thriller – én af årets bedste danske krimier.

Julie Hastrup: Mirakelmanden. 381 sider. Politikens Forlag

*****

Fortættet spænding i år 2020

Trojanske heste er andet bind i Bertelsen og Schwerdfegers trilogi, der begyndte sidste år med Fjernstyring. Året er denne gang 2020, hvor mange ting har ændret sig. Efter terrorattentatet mod Børreport Station, har en rapport bekræftet, at attentatet var udført af en dansk celle i terrornetværket Salafistisk Armé. I Folketinget har man vedtaget Terrorpakke III, der har resulteret i øget overvågning og kontrol samt begrænsede frihedsrettigheder. Desuden har det private vagtværd BlackStar overtaget en del af politiets opgaver. Politikommissær Leo Brix, der blev udråbt som skandalekommissæren efter den forrige rapport, og som har været overflyttet til Narkopolitiet, skulle egentlig have været på pension, men da der bliver sået tvivl om, at justitsminister Lone Brincks død var naturlig, beder den nye politidirektør Rasmus Løvfelt Leo Brix om i al diskretion at undersøge, om justitsministeren blev myrdet. Sammen med sin stab af politiassistenter, Sofia Kvist og Erik Funk undersøger han en række mordsager, som muligvis har en forbindelse med hinanden. PET-chef Michael Kampmann har både samarbejdet med topchefen i et internationalt netværk, Bill Felton og med Dr. Gerhart Fibinger, der er bestyrelsesformand for den internationale storbank IGF og samtidig agent i EU's efterretningstjeneste CSA. Statsadvokat Frank Reinholt bliver udsat for et attentat udført via en drone, og mens han ligger i koma, overtager Leo Brix midlertidigt Reinholts Jaguar. Men hvem har interesse i at forsøge at myrde statsadvokaten? Man mærker i høj grad, at handlingen foregår om nogle få år, for det er meget almindeligt med droner, specielt når der skal slås mennesker ihjel. Og selv om vi er i 2020 er metroen endnu ikke helt færdig bl.a. på grund af bombningen af Nørreport Station året inden.

Blandt romanens skurke optræder fx skibsreder Karl Starck-Hallandsen og hans søn William Starck-Hallandsen, der er direktør for Phønix-klinikken, der samtidig deler adresse med Club T og Club O, der begge er avancerede sexklubber. På et tidspunkt finder man i Københavns Havn en container tilhørende Starck-Hallandsens rederi - fyldt med døde kvindelige flygtninge og deres børn. I øvrigt finder jeg det pudsigt, at skurkene her på samme måde som i de fleste Olsen-bande film hedder Hallandsen.

Leo Brix’ ekskone Tanya arbejder som journalist på 24 NET bl.a. med tv-programmer om kendte og deres dyr, og samtidig har stationens chef krævet, at der ikke må udtrykkes kontroversielle holdninger til noget som helst, så da Tanya røber sin viden om bl.a. mordet på justitsministeren, får det fatale følger for hende.

Samme Tanya, der er ganske progressiv, danner nu par med Andreas Salomonsen, der har skiftet parti, og som nu er MF for Borgerligt Forum til Tanyas store fortrydelse. Landet er regeret af noget Borgerligt Forum med støtte fra Liberal Union, og ét af de nye folketingsmedlemmer, Ulrik Sommer, er den tidligere bankdirektør for Danske Central Bank, der blev udsat for terror i første bind af trilogien. En meget vittig scene foregår hos Ulrik Sommer i hans residens Frederikslund lidt nord for Charlottenlund med udsigt over Øresund. En middag, hvor mændene trækker sig tilbage til herreværelset for at ordne verdenssituationen, mens kvinderne bliver i stuen, og hvor finansministeren siger til Ulrik Sommer om Tanya: ” Her har vi vist en sød lille rebel.”

Som det var tilfældet med forfatterparrets første krimi, er der også her tale om en spændende og velskrevet historie med et godt plot – en rigtig konspirationskrimi, hvor livet i Danmark er beskrevet i år 2020, og som desværre ikke virker så usandsynligt.

Jeg glæder mig allerede til tredje bind i trilogien, der skal hedde Kritisk Masse.

Iben Bertelsen og Jan Schwerdfeger: Trojanske heste. 506 sider. Egolibris

*****

Fin politiroman med et stænk af humor

Kriminalkommissær Martin Rømer er hovedperson i Morten Remars anden krimi Detonator. Det er dog næppe den Martin Rømer, der var meget synlig i medierne i de ti år, hvor han var formand for Danmarks Lærerforening, men lad det nu ligge. Handlingen begynder meget dramatisk, da Danmarks forsvarsminister Anette Koch-Holmblad sammen med sin chauffør og en livvagt bliver dræbt af en vejsidebombe på Helsingørmotorvejen under broen ved Gammel Holte, hvor desuden et ældre ægtepar i en anden bil omkommer. Nyudnævnte chef for Rigspolitiets Drabsafdeling Elisabeth Strand sammenkalder sin styrke, og Martin Rømer bliver leder af efterforskningen, hvor han kommer til at arbejde tæt sammen med Carsten Mølgaard, Mille og Matias, men også PET og Nationalt Kriminalteknisk Center i Glostrup bliver en del af opklaringsarbejdet, og specielt PET er ikke særligt samarbejdsvillige. Men hovedspørgsmålet er, hvem der står bag – om det er terror eller en enkelt galmands værk? Det næste, der sker, er, at forsvarschefen, Ole Bang Nielsen og hans ordonnans Gert Laursen bliver dræbt ved et bombeattentat på en villavej i Gentofte, og det endda lige efter, at PET har været ud med, at man har anholdt en ung dansk mand af etiopisk oprindelse, som ansvarlig i vejsidebomben på Helsingørmotorvejen. Det nye attentat resulterer i, at Statsministeren erklærer, at Danmark er i krig, og han haster en ny særlov igennem, som bringer landet i undtagelsestilstand. Og mens Martin og hans politifolk gennemgår film fra overvågningskameraer og udfører andet politiarbejde, sker et tredje attentat på en flyveplads ved Kalundborg, hvor en bombe eksploderer i et svævefly. Hvordan resten af opklaringsarbejdet spænder af, og hvem der står bag terroren, skal ikke røbes her, men spændingen varer ved. På det private plan er Martin som enlig far hængt op på pasningen af sine små tvillingepiger, der heldigvis for det meste passes af hans afdøde hustrus forældre. Og som romanens humoristiske indslag må Morten ustandselig høre på sin mors betroelser, der minder om dem, som skuespilleren Bodil Jørgensen ofte må lægge øre til i satireserien Rytteriet. Og endelig får vores hovedperson, Morten en veninde, han dyrker sex med i al hemmelighed, uden at det går ud over intensiteten i plottet. Det er en anbefalelsesværdig politiroman, der er klart bedre en hans debut Amok fra sidste år.

Morten Remar: Detonator. 256 sider. Egolibris

**** 

Mere satire end egentlig krimi

Finn Wiedemanns H.C. Andersen-mordene er sikkert registreret som en krimi, og det er det vel også på en måde, men det er i højere grad en satirisk roman med krimi-ingredienser. Historien begynder, da lektor Kaufmann, som er ansat på Odense Universitet, bliver kontaktet af en grevinde Moltke fra Glorup slot på Sydfyn, der vil have ham til at se på to hidtil ukendte H.C. Andersen-manuskripter. Kaufmann er ekspert i H.C. Andersen, og grevinden har hørt ham holde foredrag om H.C. Andersen og de fynske slotte og herregårde, så nu vil hun have ham til at bekræfte manuskripternes ægthedsværdi. Der er tale om manuskriptet til Nattergalen og et aldrig offentliggjort eventyr ved navn Vandmoellen. For Kaufmann er det vigtigt, at manuskripterne ikke sælges til udlandet, så da han erfarer, at hans kollega og ærkefjende professor Karlshøj, der også er blevet kontaktet af grevinden og har planer om at hjælpe hende med at få manuskripterne solgt, kommer han i et større skænderi med professoren. Et par dage efter bliver Karlshøj fundet myrdet på sit kontor på universitetet, og politiet indleder en større undersøgelse for at finde frem til morderen. Samtidig forhandler Odense med en velhavende kinesisk forretningsmand Lang Feng, der vil finansiere en Hans Christian Andersen Park med den betingelse, at byen skal ændre navn til Hans Christian Andersen City, og at fodboldklubben OB fremover skal hedde FC Andersen. Byens borgmester er ikke helt uinteresseret i planen, men der er kræfter bl.a. lektor Kaufmann, der mener, at man er i gang med en Tivolisering, hvor H.C. Andersens skal misbruges som brand. Byen har desuden planer om andre events som International Barbecue-festival, en Tartelet-festival og en Fine Food-festival, hvor man vil invitere Jamie Oliver og Claus Meyer. Inden morderen bliver afsløret, sker der et par mord mere, og hvem der står bag, afsløres først på de allersidste sider.

Historien er fed satire over, hvordan kendte navne misbruges, men der gøres også tykt grin med hvordan man sparer indenfor det offentlige – både hos politiet og på universitetet. Hvordan fx politiet må postere betjente i gågaderne til at skrive bøder til cyklister, der kører der, så man kan leve op til målene om antallet af bøder og opklaringsprocenter. Forfatteren lader i flere tilfælde taler, som holdes på engelsk stå uoversat, hvilket jeg synes er en uskik, bortset for i det tilfælde, hvor borgmesteren taler til æresgæsten Lang Feng, der har belært ham, om hvordan man styrer tingene i Kina, og her udtaler borgmesteren: ”We don’t have a Chinamans chance to act in the same way as you do home in Shanghai.” I det hele taget er borgmesteren skildret som en kæmpe nar, der ustandselig taler om, at Odense skal gennemgå en udvikling fra stor dansk by til dansk storby, så det er vigtigt, at første spadestik til tema-parken bliver taget, da der er kommunalvalg næste år.

H.C. Andersen-mordene er ganske underholdende og velskrevet, når man ser bort fra småfejl som brugen af hængte og hang, men den skal nok mere læses som satire end som kriminalroman.

Finn Wiedemann: H.C. Andersen-mordene. 252 sider. Historia

***

Makaber krimi fyldt med modbydelig ondskab

I Inger Wolfs Kragemanden er psykiateren Christian Falk en af hovedpersonerne, som han var det i Inger Wolfs forrige krimi, som jeg ikke har læst. Foruden at være ansat på Risskov Psykiatrisk Hospital nær Aarhus bliver Christian Falk benyttet som ekspert og hjælper af politiet i Aarhus. Da man finder liget af den tolvårige Felicia i en garage hos hendes forældre, der driver en hundekennel i udkanten af Aarhus, kontakter politiet straks Christian Falk, da der er noget rituelt omkring drabet. Pigen har fået ansigtet skåret af, hun er anbragt på køleren af en bil, og en krage befinder sig på gerningsstedet. Nogenlunde på samme tid har Falk en patient, den tyveårige Luna, på hospitalet, og hun lider en fobi for fugle. Luna havde en del år tidligere været forsvundet, men var på mirakuløs måde dukket op på en parkeringsplads, uden at hun kunne gøre rede for, hvad der var foregået. Hun bliver nogle dage senere udskrevet fra hospitalet, men på et tidspunkt begynder Christian Falk at spekulere over, om de to sager eventuelt har noget med hinanden at gøre. Da endnu en pige forsvinder, går Aarhus nærmest i chok, og man frygter at en seriemorder, som i folkemunde bliver udråbt som Kragemanden, går løs. Under politiets opklaringsarbejde falder man over en række mystiske ting, bl.a. er Felicias storesøster sporløst forsvundet under en udlandsrejse, og Luna er heller ikke lige til at få fat i. Meget mere skal ikke røbes her, men i kapitler sat med anden typografi kan læseren stifte bekendtskab med, hvad Kragemanden foretager sig. Det er ikke småting Christian Falk og politiet bliver udsat for undervejs til den dramatiske finale, hvor man får en højst overraskende drejning på sagen. Inger Wolf har skabt et godt plot, og sjældent har jeg læst en dansk krimi, der i den grad indeholder så meget modbydelig ondskab. Kragemanden er ikke for folk med sarte sjæle, men læs den hvis du tør!

Inger Wolf: Kragemanden. 315 sider People’sPress

*****  

Spænding mellem brødre

En bror at dø for er en slags fortsættelse til Roslung & Thunbergs Bjørnedansen, der udkom for et par år siden. Stefan Thunberg er den fjerde bror, som ikke deltog i de bankrøverier, hans tre brødre begik i virkeligheden, hvilket gav dem navnet Militærligaen, på grund af den professionalisme, røverierne var begået med. Den nye roman foregår både før og efter den første, idet den begynder med, hvordan Leo Duvnjac som fjortenårig bliver ladt alene tilbage sammen med sine yngre brødre Felix og Vincent, da hans far, Ivan, er kommet i fængsel, efter at han har banket moren Britt-Marie så eftertrykkeligt, at hun er kommet på hospitalet. Den historie, om hvordan børnene klarer sig alene, omkranser den øvrige handling i En bror at dø for. For i mellemtiden har de tre brødre siddet i fængsel for de bankrøverier, de begik i Bjørnedansen. Begyndelsesscenen er næsten som hos Olsen-Banden, da storebror Leo bliver lukket ud af fængslet og modtaget af far Ivan, moren og Felix, mens Vincent ikke er mødt frem, da han er på arbejde og har lagt al kriminalitet bag sig. Og som Egon Olsen har Leo en plan, som han har planlagt i fængslet sammen med Sam, der er bror til John Broncks, der var den politimand, der fik de tre brødre Duvnjac sat fast. Sam, der nu har taget navnet Larsen, havde fået en lang fængselsstraf, fordi han havde myrdet sin far, der havde været voldelig overfor sine sønner.

Det første kup, som går ud over en pengetransport ved et stort butikscenter, bliver udført af Leo og Sam, mens en tredje medskyldig, Jari, der også havde været med under planlægningen i fængslet, bliver skudt og dør under den ildkamp med politiet, som finder sted i kølvandet på røveriet. Leo er stadig i besiddelse af, hvad der betegnes som Sveriges største private våbendepot, 82 AK4 geværer, 113 maskinpistoler og fire maskingeværer, der stammer fra et røveri, der blev begået, før brødrene røg i fængsel. Alle disse våben er gemt væk i en lade noget syd for Stockholm, men nu planlægger Leo og Sam det, der skal være den perfekte forbrydelse. Nemlig at stjæle over 100 millioner kroner, der har ligget i politiets beslagslæggelsesrum på selve Politigården, udbyttet fra de bankrøverier, Militærligaen i sin tid begik. Man kan sige, at de vil stjæle deres ”egne penge” tilbage, og når det er udført, så vil de flygte ud af landet. Imidlertid er Sams bror, John Broncks og en kollega, Elisa, tæt på en opklaring, men ved hjælp fra et kriminelt netværk er Leo og Sam blevet udstyret med politiuniformer, farvede kontaktlinser, og falske legitimationskort, så det bliver muligt for dem, at bevæge sig ind i løvens hule, og imens har de iscenesat en dækmanøvre ude ved det store våbendepot for at lokke politiet derud, samtidig med at de har armeret de mange våben, så de så let som ingenting kan blive destrueret, hvis det bliver nødvendigt. Hvordan det hele ender skal naturligvis ikke røbes her, men der er tale om en thriller, som også handler om familiesammenhørighed og broderkærlighed. Forfatterparret, hvor journalisten Anders Roslund tidligere har skrevet krimier sammen med den tidligere straffefange Börge Hellström, men nu har Stefan Thunberg som makker, har med En bror at dø for skrevet deres hidtil bedste spændingsroman.

Roslund & Hellström: En bror at dø for. Oversat af Andrea Fehlauer. 411 sider. Modtryk

******

Skriv en tekst her

Skriv en tekst her

Hidtil bedste Harry Hole-krimi

Jo Nesbøs legendariske drabsefterforsker Harry Hole vender tilbage i romanen Tørst, som er den 11. i serien om Hole. Der ellers kommet nye kræfter til hos Oslo-politiet, men da en kvinde, Elise Hermansen, bliver fundet myrdet i sin lejlighed tømt for blod og med bidemærker på halsen, er politiet klar over, at kun én mand kan løse den gåde – nemlig Harald Hole. Efter tidligere dramatiske hændelser har Hole nu i tre år levet i fred og ro som underviser på Politiskolen. Det viser sig hurtigt, at morderen har befundet sig i Elise Hermansens lejlighed, da hun vendte hjem fra en såkaldt Tinder-date, og kort tid efter bliver endnu en kvinde myrdet på samme bestialske vis. Da går det op for Hole, at den morder, han skal jagte, er ham, som det aldrig lykkedes ham at fange. Ret hurtigt retter mistanken sig imod den pædofilidømte Valentin Gjertsen, der på spektakulær vis fire år tidligere flygtede fra Ila-fængslet. Da der er tale om en såkaldt vampyrist, tilknytter politiet psykologen Hallstein Smith, der først afslår, da han er i gang med en doktordisputats om netop vampyrisme, men som siden ændrer mening og tilslutter sig Holes lille gruppe, som har kontor i et kælderlokale. Samtidig med at vampyristen slår til igen, og politiet kritiseres for sine manglende resultater, intensiveres efterforskningen, og bedst som man tror, at alt er løst, kommer der en ny drejning på handlingen. Læseren møder både gamle kendinge som fx den smukke specialefterforsker Katrine Bratt, den kiksede Truls Berntsen, der kun har bevaret sin stilling, fordi han er barndomsven med den ambitiøse og medieliderlige politidirektør Mikael Bellmann, der er favorit til at blive ny justitsminister og så den unge nye Anders Wyller, der som nyuddannet har aftjent to år som betjent med efterforskningsopgaver i Tromsø. Undervejs er den ellers tørlagte Harry Hole tæt på at ryge tilbage i Jim Beam-tågerne, især da hans elskede Rakel bliver alvorligt syg. Og så er der desuden mere eller mindre komiske utroskabshistorier samt en forklaring på fænomenet ”abefælden”, der stammer fra Robert Pirsigs ”Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel”. Hvad det fænomen går ud på, skal som så meget andet ikke røbes her. Tilbage er kun at tilføje, at som mange gange tidligere lykkes det også for Jo Nesbø i Tørst gang på gang at tage røven på læseren. Det er store ord, men Tørst er efter min mening den til dato bedste roman om Harry Hole, og det siger ikke så lidt!

Jo Nesbø: Tørst. Oversat af Allan Hilton Andersen. 524 sider. Modtryk

******

Endnu bedre end Springflod

Den internationale flygtningekrise spiller en stor rolle i Cilla & Rolf Börjlinds nye krimi Sov du lille.

Superskurkene har nemlig fundet en virkelig givtig forretning, når de samler uledsagede flygtningebørn op på Centralstationen i Stockholm for derefter at sende dem ud i landet til et sted, hvor en kirurg opererer dem, inden han fjerner organer, der skal sælges videre. For det første er der ingen, der vil savne de børn, som forsvinder, og for det andet er organer i meget høj kurs. Den tidligere kriminalkommissær Tom Stilton, som mange læsere vil kende fra Börjlind-parrets debutroman Springflod, er efter nogle år som hjemløs blevet hentet tilbage til politiet, hvor han sammen med den unge drabsefterforsker Olivia Rönning er i gang med at opklare mordet på en udenlandsk dreng, som blev fundet i en skov med halsen skåret over. Det bliver hurtigt klart, at sagen har noget at gøre med den rumænske underverden, og Olivia og Tom kommer på en meget dramatisk rejse til Bukarest, hvor de kommer til at samarbejde med kriminalkommissær Sorin Bratianu. Gennem ham får de oplysninger om en bande af gangstere, som bærer navnet ”Dolken er hellig”, og hvis chef, Mihai Stelea, har kontor på et eksklusive hotel, som han ejer. De svenske opdagere har billeder med, dels af den myrdede dreng, dels af flygtningepigen Folomi, der er forsvundet i Stockholm. For at få oplysninger om de to flygtningebørn må Olivia og Tom på en farefuld færd ned i Bukarests kloakker, hvor meget af byens udskud bor. Hjemme i Sverige finder man endnu to børnelig, og det bliver mere og mere sandsynligt, at de børn, som har fået fjernet organer senere bliver slået ihjel. Den hjemløse Muriel, der er den sidste, som har været i kontakt med Folomi, kommer til at spille en stor rolle på samme måde, som de gamle kendinge fra Springflod gør, både Benseman og Toms gamle politiinformant kaldet Minken, ham der selvbevidst påstod, at det var ham, der opklarede Palmemordet. Det bliver også efterhånden klart, at det vil være af vital betydning at finde frem til den kirurg, som udfører organtyverierne.

Cilla og Rolf Börjlind, der tidligere mest var kendt som manuskriptforfattere til tv-serier som Beck, Wallander og Arne Dahls filmatiserede historier om A-gruppen, har med deres fjerde opus om Olivia Rönning og Tom Stilton leveret deres efter min mening bedste krimi til dato.

Cilla & Rolf Börjlind: Sov du lille. Oversat af Kamilla Jørgensen. 435 sider. Rosinante

*****

Spændingsroman om kærlighedens uransagelige veje, om mystiske forbrydelser og mindernes mørke magt

Spejlbogen, som er skrevet af den rumænskfødte E. O. Chirovici, er en krimi helt ud over det normale. Den har tre fortællere, den litterære agent Peter Katz, journalisten John Keller og den pensionerede politimand Roy Freeman. Handlingen foregår i USA, og det hele begynder med, at Peter Katz får tilsendt et brev af  Richard Flynn, som syvogtyve år tidligere læste engelsk som hovedfag på Princeton University. Brevet er ledsaget af et udkast til en roman, som Flynn har skrevet på baggrund af nogle dramatiske begivenheder, der fandt sted i 1987, og arbejdstitlen på romanen er Spejlbogen. Det ser ud til at romanen skulle handle om ham selv, en veninde Laura Baines, som han boede sammen med på det tidspunkt samt om en fælles bekendt professor Joseph Wieder, der blev myrdet i sit hjem. Da Katz har læst udkastet, var han i tvivl om, hvad formålet med romanen skulle være. Skulle den opklare, hvem der myrdede professoren? For at få klarhed over det, ringede Katz til det telefonnummer, som fulgte med udkastet, men her var der kun en telefonsvarer, som var fyldt op med beskeder. Derfor opsøgte Peter Katz den adresse, som var opgivet i brevet, og her mødte han Danna Olsen, som kunne fortælle, at Richard Flynn lå på hospitalet med lungekræft, og at hun i øvrigt ikke kendte til manuskriptet. Et par dage efter ringede Danna Olsen og fortalte, at Flynn var død. Den næste fortæller, journalisten John Keller, bliver dernæst af Peter Katz sat til at rekonstruere det forsvundne manuskript, som åbenbart er sporløst forsvundet. Keller opsøger de personer, som stadig er i live for at høre, hvad de kan huske fra 1987, bl.a. omkring et andet manuskript til en opsigtsvækkende fagbog, som professoren var netop var færdig med at skrive, da han blev myrdet. Et manuskript til en bog, som åbenbart aldrig blev udgivet. På den måde ender Keller med at kontakte den nu pensionerede politimand Roy Freeman, der i 1987 undersøgte mordsagen. Så vil det være synd at røbe mere, men hele denne opklaringsproces er umådelig spændende, og hver gang, man tror, at nu er gåden løst, viser der sig nye muligheder. E.O. Chirovici slutter med at skrive: ”Det var bare en lille fjollet historie om det menneskelige sinds evne til at pynte på og endda forfalske dets erindringer. Hvad nu, hvis en eller anden ikke bare er løgner, men snarere har en hjerne, der er i stand til at omskrive en bestemt begivenhed, som fx en kombineret manuskriptforfatter og instruktør. Det er det spørgsmål, som Spejlbogen handler om, bortset fra at bogen handler om et mord, der blev begået på Princeton University i slutningen af firserne. Jeg vil hævde, at min bog ikke handler om, hvem der begik mordet, men om hvorfor. Jeg har altid ment, at efter tre hundrede sider skal en læser have mere ud af oplevelsen end blot at finde ud af, hvem der dræbte den myrdede, uanset hvilke sofistikerede overraskelser, man støder på undervejs. Jeg har også altid ment, at en forfatter skal stræbe efter at finde dette fortællingernes magiske sted, der er karakteriseret af en stærk fornemmelse for mysterier, men samtidig kombineret med ægte litterære evner.”

E.O. Chirovici: Spejlbogen. En mands sandhed, en anden mands løgn. Oversat af Allan Hilton Andersen. 325 sider. Hr. Ferdinand

*****

Fornem krimi med internationalt potentiale

Hovedpersonen i Steen Harvigs Manden der vendte tilbage er litteraturforskeren med speciale i gamle islandske sagaer John Grey. Han har i otte år været ansat på universitetet i Reykjavik, da han og hustruen Helene får den chokerende meddelelse om, at deres søn Anders er blevet dræbt som soldat i Syrak (der vist er et fiktivt land sammensat af Syrien og Irak). Efter sønnens begravelse, tager Helene og datteren Anne hjem til Anders lejlighed, mens John tager ud i en skov nord for Birkerød, hvor han besøger sin gamle ven Hentje, der har været soldat i Afghanistan, men nu lever som eneboer i et telt sammen med sin kat. Helene, der er journalist, tager til det land, hvor sønnen blev dræbt for at få helt klarhed over, hvad der virkelig skete. Et sælsomt rygte vil nemlig vide, at han blev skudt af én af sine egne. Imens sørger John i Island over sønnens død, mens han skriver essays. Specielt har han koncentreret sig om Njals saga, og hvordan Njal og hans familie indebrændte ved Bergthorsvol. Under sit besøg i Syrak bliver Hanne kidnappet af Islamisk Stat, hvilket medfører en enorm pressedækning i Danmark. På vej tilbage til Island møder John islandske Ugla, der har en boghandel. De kommer til at tale om ung pige Sigra, der var én af John Grays studerende, men som kort tid forinden begik selvmord, hvilket var højst overraskende, da hun var gravid. I Syrak bliver Helene konfronteret med nogle fotografier, som er taget i Danmark, og hun begynder at spekulere over, hvorfor hun overhovedet er blevet kidnappet. Og hvorfor er Hentje, der besøger John i Island så interesseret i, hvad der var årsagen til Anders´ død i Syrak. Mens man sideløbende er i Syrak og i Island, intensiveres spændingen, og da Helene bliver løsladt og vender tilbage til København, har hun fået en form for mundkurv på, så hun ikke kan fortælle om sit fangenskab.

I en højspændt finale, hvor man også får indblik i en brand i et sommerhus ved Klintholm Strand på Møn en del år tidligere, hvor en hel familie indebrændte, bliver mange hemmeligheder opklaret, og på elegant vis får Steen Harvig spundet en ende på sin dybt fascinerende krimi, der er det absolut bedste, han endnu har begået. Velskrevet med et fint plot.

Steen Harvig: Manden der vendte tilbage. 234 sider. Trykværket

*****

Hvad blev der af den russiske lejer, Natasja?

Hovedpersonen og jegfortælleren i Eddie Thomas Petersens Værelse til leje er den midaldrende bankmand Lennart Bygholm Nielsen, der er enlig, og som har udlejet et værelse til en ung kvinde, Natasja fra Ukraine. Lennart er ornitolog, og da han kommer hjem fra en fugletur til Sverige med to ornitologvenner, er hans logerende Nat sporløst forsvundet. En veninde, Anna Vasilkova, der stammer fra Kasakhstan og arbejder på Stedet, som er en slags luderbar, har forgæves forsøgt at få fat i Nat, og nu bliver politiet blandet ind i sagen. Kriminalassistent Plov, som Lennart synes ligner en frø, afhører den fugleinteresserede bankmand, og politiets afhøringer bliver til stadighed mere intense. Så Lennart føler sig provokeret af Frøen, og det hele ender med, at han bliver anholdt – sigtet for at have myrdet Nat, til trods for at der ikke er noget lig. Men samtidig skjuler Lennart noget fra fugleturen til Sverige, hvor en ung kvinde blev fundet myrdet i nærheden af det sted, hvor de tre fuglevenner havde opholdt sig. I hele resten af romanen følger man Lennart, som efter et besøg på Stedet havde et blackout, og forfatterens beskrivelse af den jagede bankmand er blændende udført, og man føler det ubehag, som Lennart må leve med. Samtidig gør Eddie Thomas Petersen ikke sin hovedperson til noget særligt sympatisk individ. Lennart er både fremmedfjendsk, og han undlader fx ikke at fortælle en kvabset mor, som på en bar ammer sit barn, at hun synes, det er et usædvanligt grimt barn. Og det samtidig med at Lennart godt er klar over, at han ikke selv er noget sexobjekt – kikset og overvægtig. Som læser sidder man i spænding indtil de sidste sider i uvished om, hvad der i virkeligheden skete. Eddie Thomas Petersen, der foruden at være forfatter også er instruktør og manuskriptforfatter, lever fint op til den debutantpris, han fik i BogForum i 2001.

Eddie Thomas Petersen: Værelse til leje. 292 sider. People’sPress

****

Troværdig thriller fra den nye kolde krig

Keld Broksøs nye spændingsroman Koldfronter begynder i den tyske afdeling på Vestre Kirkegård, hvor næsten 10.000 krigsflygtninge fra Anden Verdenskrig ligger begravet. Jack Wolff, en lidt sølle eksistens, som er uddannet historiker, men som er uden arbejde, bor i en stuelejlighed på hjørnet af P. Knudsens gade og Sjælør Boulevard i Københavns sydvestkvarter, og han er vokset op hos plejeforældre i en hjemmetysk familie i Sønderjylland. Under en natlig udflugt til kirkegården overrasker han to unge mænd, der taler et østeuropæisk sprog, mens de er i gang med at grave under en gravsten, hvor der står Josef Wolff, Obergefreiter  18/4 1899 – 1575 1945. De to mænd slår Jack ned, og Jacks overbo politimanden Stefan Kushova Andersen, der af nysgerrighed har fulgt efter Jack, bliver også overfaldet. Det viser sig, at Josef Wolff er Jacks far, men hvad var det, overfaldsmændene ledte efter, er muligvis det brev, som Josef Wolff skrev i København til sine efterkommere kort inden sin død, og som Jack opbevarer i sin lejlighed. Næsten samtidig støder en gravemaskine i Berlin på en bombe fra krigens tid, som eksploderer og dræber en arbejder. og i forbindelse med den ulykke dukker der et andet brev op – skrevet i februar 1945, som lå i et sølvetui. Det bliver videregivet til en forsker, som henvender sig til den pensionerede Andreas Wolff, der også er søn af Josef Wolff. Det viser sig, at Josef Wolff var ester, som gik i tysk tjeneste, efter at Sovjet havde invaderet Estland i 1941. Måske var grunden, at hans hustru Martha var tysker, men hende og sønnen Andreas blev han adskilt fra i krigens sidste kaotiske tid, og under flugten til Danmark forelskede han sig i en tysk sygeplejerske, Hannelore, som han blev gift med, og hun blev mor til Jack. I sit sidste brev fortæller Josef Wolff, at han har haft bankkonti og store landområder, som burde være værdifulde, hvis de kom i hans efterkommeres hænder. Det er naturligvis disse værdier, som frister mange, specielt da de ligger i et centralt konfliktområde i Europa. Spændingen stiger i takt med, at Josef Wolffs efterkommere må kæmpe for at bevare de livsvigtige dokumenter, og i samarbejde med politimanden Stefan og hans selvovervurderende og uduelige chef veksler handlingen med at foregå i Berlin, Tallinn, Warszawa, Det vestlige Rusland, Sankt Petersborg for endelig at slutte i Københavns Sydhavn. Undervejs møder læseren foruden heltene en række virkelige forbrydere, som ikke skyer nogen midler, når det gælder om at få fat i dokumenter, som kan sikre dem magt og rigdom. Keld Broksø skriver godt, og der må have ligget masser af research bag for at få handlingen til at virke så troværdig, at man tror på historien. En del må lade livet undervejs, men gudskelov er der ikke beskrivelser af unødig vold. Når man er færdig med de over 500 sider, har forfatteren overbevist læserne om, at det vil være katastrofalt for Danmark, hvis man fuldt og helt forlader EUROPOL-samarbejdet.

Keld Broksø: Koldfronter. 544 sider. Egolibris

*****

Forrygende pageturner fra den islandske superliga

Hvis man vil vide, hvorfor islandske Yrså Sigurdóttirs nye krimi DNA hedder, hvad den gør, skal man læse den helt til ende, for så får man her forklaringen. Handlingen begynder med, at en yngre kvinde bliver brutalt myrdet i Reykjavik, og det eneste vidne til forbrydelsen er kvindens syvårige datter. Da en anden kvinde kort tid efter også bliver myrdet på lignende brutale vis, frygter politiet, at det er en seriemorder, som er på spil. Kriminalassistent Huldas Traustason får til opgave at lede efterforskningen, men politiet står på helt bar bund. Derfor henvender politiet sig til Børnenes Hus, hvor psykologen Freyja skal bistå efterforskerne i forbindelse med afhøringen af den syvårige Margrét, der lå under sengen, da hendes mor blev myrdet. Til sin store overraskelse opdager Freyja, at Huldas er den samme, som en mand hun kort tid inden havde et éngangsknald med – en mand, der fortalte hende, at han var håndværker, og som i øvrigt var forsvundet, da hun vågnede næste morgen.

Sideløbende stifter læserne bekendtskab med et lidt sølle trekløver af radioamatører, der modtager nogle mystiske meldinger, som på én eller anden måde har noget med begge ofre at gøre.

Huldas og hans kollega Ríkhardur finder på begge gerningssteder nogle kodede beskeder, som udelukkende består af tal, men ikke engang Interpol kan knække koden.

Den ene af de tre radioamatører, Karl, genkender nogle af cifrene i sit eget CPR-nummer, hvilket får ham til muligvis at finde det mønster, der er i koden i radioens mystiske meldinger, og samtidig er han i gang med at undersøge nogle adoptionspapirer, der viser, at både han og hans bror Arnar blev adopteret.

Da politiet frygter, at motivet til mordene kan være hævn, beslutter de, at lille Margrét, der overværede drabet på hendes mor, skal gemmes af vejen, da hun kan være morderens næste offer. Efterfølgende bliver hun installeret i Freyjas midlertidige lejlighed, som hun passer for sin bror.

Hele opklaringsarbejdet er meget omstændeligt, inden det ser ud, som der er en løsning, men så enkelt er det muligvis ikke, og der venter læseren en forrygende afslutning på dramaet.

Yrsa Sigurdóttir har med DNA efter min mening skrevet årets bedste krimi med et virkelig udspekuleret plot, og det er meget fortjent, at hun til april modtager årets Palle Rosenkrantz-pris på Krimimessen i Horsens.

Yrsa Sigurdóttir: DNA. Oversat af Nanna Kalkar. 480 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Science reality

Genkald er tredje og sidste bind i Claus M. Lohmans trilogi, der begyndte med Genstart og fortsatte med Genspejl. Handlingen foregår blandt kvækerne i den lille by Chalfont i Pennsylvania, USA, hvor den tidligere retsgenetiker Sarah Bermann og hendes kæreste, den tidligere amish David Stoltzfus har slået sig ned. De har året forinden fået tvillingerne Charles og Simon, men desværre døde Simon under fødslen. Begge er nu tilknyttet den frisindede religion Mennonitterne, der er udsprunget af amish-bevægelsen. De går stadig rundt i evig angst for den såkaldte ONE-gruppe, der er tilknyttet FBI. I et forsøg på at redde menneskeheden fra Huntingsons Sygdom, der er en afart af den mutation, som ligger i familiens gener, indledtes en uhyggelig jagt på Mennonitterne, som kom til at koste mange menneskeliv. Og som til slut resulterede i, at ONE-gruppens leder Dennis Lineker blev idømt livsvarigt fængsel. Men fra det flugtsikre fængsel levede Lineker stadig med drømmen om at slippe ud, så han kunne hævne sig på Sarah. Genkald begynder med et mord på en nybagt far, som havde været med i en gruppe fertilitetsbehandlede, og man følger i løbet af romanen efterforskeren Suzie Munez’ arbejde med at finde ud af, hvad der virkelig skete. Hvordan begivenhederne tager fart, og hvordan Sarah og David drages ind i sagen, skal naturligvis ikke røbes her, men samtidig går Sarah på opdagelse for at opklare, om familiens mutation stammer fra de forfædre, der i sin tid kom til Amerika fra Europa. Sarah får analyseret noget gammelt DNA, og i den forbindelse støder hun på et sært dokument Genkald, som hun ikke umiddelbart kan låse op. Om dokumentet har noget med de mange dødsfald at gøre, skal heller ikke røbes her. Lohmans trilogi er nok mere science reality end deciderede krimier, men det er imponerende, hvor godt en dansk forfatter er inde i amish-folkets og kvækernes samfund. Som de tidligere bind er det hele meget omstændeligt fortalt, og man skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at falde fra undervejs, men hvis man som læser holder ved gennem alle de tre bind, er man virkelig godt underholdt. Mens de, der går efter en mere ukompliceret krimi, nok skal søge andre forfattere. For egentlig er jeg ret ligeglad med, hvem der begik det mord, som Genkald begyndte med. Lohmans romaner har helt andre kvaliteter.

Claus M. Lohman: Genkald. 466 sider. Forlaget Proportion

***

Ny gribende gyser fra Langstrup

Med Skadedyr og tulipaner har Steen Langstrup endnu en gang skrevet en blanding imellem domestic noir og direkte horror. Mange år efter nogle grufulde hændelser befinder Archibald, der nu er en voksen mand, sig i et hus på en lille ø, hvor han tænker tilbage på det, der for altid ændrede hans liv. Archibald er 13 år, da historien begynder, og det er kort tid efter, at hans mor er blevet dræbt af en lastbil i en højresvingsulykke. Sammen med sin kunstnerfar flytter Archibald ud i en stor villa på den lille ø, og mens faren maler sine malerier og drikker kraftigt, dekorerer den følsomme Archibald væggene med blomster. I lokalbefolkningens øjne er Archibald Københavnerhvalpen, der bliver kanøflet af bl.a. naboens sønner Hans og Peter, der til at begynde med lærer ham at skyde med luftbøsse, men som vil have ham med til at genere pigen Fie, som Archibald er lidt lun på. Af sin farbror Lasse har Archibald fået en hundehvalp, som han kalder Mette Tulipan. Mens Archibald er en stor dyreven, viser Hans og Peter sig overfor ham som dyreplagere, der fx skyder fugle bare for deres fornøjelses skyld. De to brødre har fuld opbakning hos deres far, den reaktionære Hans-Peter, der hader alt, hvad der har med København at gøre. Archibald har det sværere og sværere med at sige fra, når brødrene vil have ham med til deres skarnsstreger, og selvfølgelig må det ende helt galt. Det er en virkelig gyser, der samtidig viser, hvordan de, der er anderledes, bliver generet og undertrykt, og så er det endelig en historie om både kærlighed og selvtægt. Endnu en rystende fortælling fra den danske spændingsforfatter, der virkelig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren.

Steen Langstrup: Skadedyr og tulipaner. 235 sider. 2 Feet Entertainment

*****

Bergen som Skandinaviens krimicentrum

Kriminalforsker Edvard Matre, som er hovedperson i den norske forfatter Chris Tvedt og hans hustru Elisabeth Gulbrandsens krimier, i ved begyndelsen af Djævelens børn blevet degraderet til nu at varetage en lille afdeling, som beskæftiger sig med forsvundne asylbørn. Årsdagen til degraderingen er, at han i forfatterparrets forrige roman, Af jord er du kommet, blev meget personligt involveret i Victoria Ravn, der blev anklaget for et mord, dom politiet ikke kunne bevise, at hun havde begået. Siden da har Victoria og Edvard været kærester, men det forhold må han opgive, hvis han fortsat vil være en del af politiet. Han går i gang med at undersøge, hvad der blev af en syrisk dreng Reza og hans bror, der er sporløst forsvundne. Imens forsøger Victoria sammen med den netop pensionerede strømer, Preben Jordal, at finde identiteten på den mand, hun i sin tyd myrdede. Det fører hen til nogle uhyggelige begivenheder, og på et tidspunkt mødes Victoria og Edvard igen, da deres historier tangerer hinanden. Det bliver et forløb, hvor flere af de involverede kommer grueligt galt afsted, og spændingen holder til sidste punktum. Det er en historie om hævn, jalousi og pædofili, og igen er det lykkedes for Tvedt og Guldbrandsen at konstruere en både velskrevet og aktuel historie, der placerer dem på øverste hylde blandt skandinaviske krimiforfattere.

Der må være noget helt særligt ved Bergen, der både kan bryste sig af Gunnar Staalesen og nu også dette suveræne forfatterægtepar. Bedre kan det simpelthen ikke gøres.

Chris Tvedt og Elisabeth Guldbrandsen: Djævelens børn. Oversat af Lena Krogh Bertram. 298 sider. Klim

******

Utraditionel krimi fra Nordens måske bedste spændingsforfatter

I den islandske mesterforfatter Arnaldur Indridasons nyeste værk, Ukendte kyster, er det igen kriminalkommissær Erlandur Svenisson, som er hovedperson, men denne gang er han ikke på opgave med sine kolleger fra politiet. Han holder ferie og er taget til sin barndomsegn, hvor han for en tid befinder sig i en gammel ruin af et hus, som familien har ejet i mange år. Han har et par sager fra sit tidligere liv, som det aldrig er lykkedes for ham at opklare. I bjergene forsvandt en gruppe engelske soldater under krigen i en snestorm, og nogle få blev fundet i live, mens de fleste omkom. I det samme opmåde forsvandt den unge kvinde Mathildur samme nat, men hun blev aldrig fundet, og det samme skete med Erlandurs bror Bergur, som var med faren og Erlandur i bjergene, da de blev overrasket af en snastorm. Erlandur føler en særlig skyld, fordi det var ham, som insisterede på at broren skulle med på turen. Mens Erlandur vandrer rundt i bjergene for at finde eventuelle spor, møder han en rævejæger, der kender lidt til forhistorien, og langsomt går det op for ham, at der måske lå en forbrydelse bag Mathildurs forsvinden. Det viser sig nemlig, at der var et kærlighedsforhold i gang imellem Mathildur og hendes mands bedste ven og arbejdskammerat. Jo mere Erlandur opsøger gamle mennesker, der måske ved noget, jo tættere kommer han på en opklaring, og det hele kulminerer i en dramatisk finale, inden hele sandheden fra dengang og dens uhyggelige konsekvenser åbenbares for Erlandur, der i tillæg også finder ud af, hvad der blev af hans lillebror.

Selvom der ikke er tale om en almindelig politikrimi, synes jeg, at Indridason har skrevet sin hidtil bedste og mest gribende roman. Arnaldur Indridason har tidligere modtaget Nordens fornemste kriminalpris Glasnøglen tre gange. Ukendte kyster kan meget vel foranledige, at han modtager denne ære for fjerde gang.

Arnaldur Indridason: Ukendte kyster. 288 sider. Rosinante

******

Den fornemme toer

Danskeren Erhard Jørgensen forlod i sin tid kone og børn og slog sig ned på ferieøen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer, hvor han tjente til sit nye liv som taxachauffør og klaverstemmer. Men har løste også af ren og skær nysgerrighed en slags privatdetektivopgave. Alt det handlede Thomas Rydahls debutroman Eremitten om – den roman, som indbragte ham Bogforums Debutantpris i 2014. I De savnede møder læseren igen Erhard Jørgensen, der nu lever et stille liv sammen i en lille bjerghytte sammen med sine to geder Laurel og Hardy. Der er blevet længere imellem opgaverne som klaverstemmer, og han har mistet sin licens til at køre taxa, så livet opretholdes ved hjælp af små opgaver med at finde stjålne knallerter og hunde, som er blevet væk. Han påtager sig en opgave med at finde en forsvunden flygtning, Abdi, fra Mali, der ikke har kunnet få opholdstilladelse, og som frygtes overført til en flygtningelejr på Lanzarote. Det er Abdis hustru Aissata, der har hyret ham til opgaven, som hurtigt viser sig at være meget kompliceret. Samtidig er et nordisk tv-hold kommet til ferieøen for at lave et nyt afsnit af realityserien De savnede. Sangerinden Lene, kaldet Le, er den populære vært i programmet, og det er netop hendes far, Erhard Jørgensen, som skal findes. Men egentlig ser Le hellere sin far død end levende, men tv-selskabet er sikre på, at det vil være det helt store scoop, hvis de finder deres værts far. Bogen veksler mellem kapitler, hvor det er Erhard, som er hovedperson og kapitler, hvor det er Le. De to eftersøgningsopgaver bliver yderst dramatiske og blodige, før der viser sig resultater. Den ene cliffhanger afløser den næste, og som læser er man holdt i et jerngreb indtil det allersidste punktum. Det gør ikke noget, at man har læst Eremitten, men det er absolut ikke nogen forudsætning for at få det fulde udbytte. Efter min mening er De savnede årets bedste danske spændingsroman. Action fra først til sidst – og så er det også en roman om kærlighed, savn, hævn og meget andet.

Thomas Rydahl: De savnede. 315 sider. Politikens forlag

*****

Dansk thriller med internationalt format

Broderskabet er andet bind i Ole Cliffords såkaldte Kætter-trilogi, hvor første bind Katharerne udkom sidste år. Romanen handler om et schweizisk broderskab af anonyme milliardærer, Fraternité Croix Blanche, hvis karismatiske leder, den 87-årige italiener Vittorio de Luca, engagerer hackeren Mikkel Halvorsen, der driver et detektivbureau sammen med sin kompagnon, den tidligere astrofysiker Viktor Thomsen, til en researchopgave for broderskabet. Mikkel lokkes til et møde med de Luca for et honorar på ikke mindre end 100.000 schweizerfranc blot for at deltage i det orienterende møde. Hvis opgaven løses tilfredsstillende, vil honoraret være lidt over en halv million schweizerfranc. Opgaven går ud på, at Mikkel skal finde den virkelige grund til, at den tempelridderorden, som broderskabet er en moderne gren af, blev udslettet i 1314 ved afbrændingen af den sidste stormester, Jacques de Moley, noget der skete med pave Clemens V’s billigelse. Årsagen, til at opgaven skal løses nu, er systemet muligvis er blevet infiltreret indefra. Samtidig skal Mikkel finde årsagen til, at den tids tempelridderkirker, fx dem på Bornholm, der dengang hed Burgundaholm, havde den form, de havde - den ottekantede. Derfor foretager Mikkel som noget af det første en tur til Bornholm, hvor han vises rundt af en lokalhistoriker. Imellem de nutidige kapitler, får man historien om tempelridderne og deres samarbejde med 1100-tallets klostre, og om hvordan de oprettede kirker i fx Occitanien, der geometrisk lå i et mønster som rundkirkerne på Bornholm. Som det var tilfældet i Frankrig, hvor det var cistercienserklostret Clairvaux, der stod bag bygningen af de nye kirker i Occitanien, ligger det eneste cistercienserkloster, der stadig fungerer efter hensigten, Myrendal på Bornholm. Måske er det et tilfælde, men ved at studere kalkmalerierne i fx Olsker af den udvaskede stjernehvælving, er det nærliggende for Mikkel at tro, at i stedet for at rundkirkerne var opført som forsvarsværker, var de måske bygget som en slags dække over de observatorier, som skulle være med til at bevise, at Jorden ikke var Verdens centrum, men derimod solen, noget som i Middelalderen kunne opfattes som kætteri, hvilket igen kunne medføre, at tempelridderne ville blive brændt på bålet. Det samme ville være tilfældet i kirkerne i det gamle katharland,  Occitanien, hvor de, der havde tegnet stjernehimlen i lofterne også ville være endt på bålet. Mens Ole Cliffords roman skiftevis foregår i Middelalderen og i nutiden, bliver Mikkel og Viktors efterforskning kompliceret af både mord, indviklede koder og finanssvindel. Det hele fører hen til et hemmeligt bjergkompleks i Lichtenstein, og måske uddøde den gamle tempelridderorden slet ikke sammen med de 5.000 fremtrædende tempelriddere, der på kong Phillipes ordre blev arresteret fredag den 13. oktober 1307. Derfra muligvis begrebet fredag den trettende. Hvordan Mikkel Halvorsen løser den sidste del af opgaven skal ikke røbes her, men ét er sikkert, den hellige gral og andre rigdomme bliver ikke fundet på Bornholm. Men der er spænding til sidste side. Kættertrilogien vil blive afsluttet til næste år med romanen Galileo.

Ole Clifford: Broderskabet. 639 sider. Alhambra

*****

Aktuel politikrimi med ramasjang

Den gennemgående hovedperson i Erik Hauervigs politikrimier, Bjørn Agger, er i den nye bog Uden hæmninger kommet over i en nyoprettet afdeling Task Force One, der skal tage sig af organiseret kriminalitet.

Med det samme får gruppen travlt med at opklare forskellige sager, der ligner meget af den kriminalitet, som sker i dagens Danmark, et overfald på en prostitueret i Sydhavnen, et par kup mod pengeinstitutioner med stort udbytte, hvor pengene skal bruges til at finansiere en kæde af caféer, der skal hedde Café Spar, Café Ruder, Café Klør og Café Hjerter. De skal placeres i Københavns brokvarterer, og her skal foruden mad og drikke sælges hash og kokain. På samme tid er en indvandrergruppe i gang med at afpresse caféer og rastauranter, som skal tvinges til at betale beskyttelsespenge, hvis de vil undgå omfattende hærværk, og endelig har en italiensk mafiafamilie, Ndrangheta, udvidet deres aktiviteter til Danmark, da de er eftersøgt i hjemlandet efter drabet på en politiker. Alt dette sker, samtidig med et stort anlagt EU-topmøde i København, hvor der er brug for prostituerede, der skal kompromittere de deltagende politikere, så de er nemmere at afpresse. Endelig møder man skibsrederen Henrik Bork, hvis coaster Klara Bork bliver kapret af somaliske pirater. Skibsreder Bork er en playboy, der mest opholder sig på sin private havkrydser med unge smukke damer, mens han tjener store penge på at fragte våben til forskellige krigsherrer og desuden bliver fyrsteligt betalt for at dumpe tønder med kemisk affald i Det Indiske Ocean. Så der er opgaver nok for Task Force One, der desuden finder ud af, at kokainen til Nordeuropa smugles ind i Danmark på krydstogtskibe, hvor den afhentes sammen med skibenes affald.

Med Uden hæmninger har Erik Hauervig skrevet en rigtig pageturner, og forfatterens styrke er, at han som tidligere kriminalassistent kender miljøet til bunds, både i de kriminelle miljøer og internt hos politiet. Han er god til at dreje et plot, som virker realistisk. Det er en politiroman med koncentreret spænding på alle de over 300 sider.

Erik Hauervig: Uden hæmninger. Skriveforlaget

****

Arne Dahl overgår sig selv i nyt mesterværk

Det er altid med store forventninger, man begynder på en ny krimi skrevet af lyrikeren Jan Arnald under pesudonymet Arne Dahl, og man bliver sjældent skuffet. I sin nye kriminalroman Skyggezone introducerer Dahl kriminalmanden Sam Berger, der sammen med sine kolleger leder efter den 15-årige Ellen Savinger, der har været forsvundet i tre uger. Men hun er ikke den eneste unge kvinde, som er forsvundet, og Berger frygter, at der er en seriemorder på spil. Det mener både hans chef og kolleger imidlertid ikke, da der fx ikke er noget lig. Under opklaringsarbejdet dukker der fotografier frem fra de steder, hvor de unge er forsvundet, og på alle fotografierne optræder en smuk kvinde, der åbenbart er kommet forbi på cykel. Da Sam finder frem til den mystiske Nathalie Fredén fra billederne, viser det sig under afhøringen af hende, at hun har en dyb indsigt i sagen, og at Sam og Nathalies veje har krydset hinanden på et tidligere tidspunkt i deres liv. I forsøget på at finde ud af, hvad der er blevet af de forsvundne kvinder kommer der et samarbejde i gang mellem kriminalpolitiet og efterretningstjenesten Säpo, og det viser sig, at sagen har rødder til svenskere, der har gjort tjeneste i Mellemøsten. Både Sam Berger og hans samarbejdspartnere fra Säpo går meget utraditionelt til værks til deres overordnedes store misfornøjelse, og det er ikke få halsbrækkende operationer, de begiver sig ud i. Hver gang man som læser tror, at man er ved at have fod på, hvad der foregår, overraskes man, fordi det hænger sammen på en helt anden måde. Hvordan dyre designerure og labyrinter indgår i handlingen skal ikke røbes her, men Arne Dahl har formået at konstruere et plot, der gør Skyggezone til én af alle tiders absolut bedste svenske krimier.

Arne Dahl: Skyggezone. Oversat af Anders Johansen. 367 sider. Modtryk

******

Jensen overgår sig selv

Den danske krigsveteran Niels Oxen, der som hovedperson i Jens Henrik Jensens De hængte hunde og De mørke mænd fortsætter sin kamp mod det hemmelige magtnetværk Danehof i afslutningen på trilogien, De frosne flammer. Det foregående bind sluttede meget dramatisk med en ulykke, hvor alle var overbevist om, at Niels Oxen var omkommet. Imidlertid lykkedes det Oxen trods svære kvæstelser at redde sig i land på en ø i den svenske skærgård. Det er derfor vigtigt for Oxen at skjule, at han er i live, for dels vil folkene bag Danehof gøre alt for at uskadeliggøre ham, dels eftersøger politiet ham for et mord, som han ikke har begået. Med en ny identitet som rumæneren Adrian Dragos havde Oxen i De mørke mænd slået sig ned i Sønderjylland, og det var her han var blevet anklaget for mordet på en ejer af et dambrug. Med endnu en ny identitet kontakter Oxen sin tidligere makker fra PET, Margrethe Franck, der efter sin afskedigelse fra PET arbejder som kassedame i Netto og som opvasker på et københavnsk hotel. Danehof, der er en videreudvikling af et magtcentrum, med rødder i 1200-1400tallet, og som står bag den højreorienterede tænketank Consilium, er delt op i flere geografiske regioner, der hver især er knyttet til slotte rundt i Danmark, fx Nørlund Slot i Nordjylland og Gram Slot i Sønderjylland. Måske skal Danehof Øst i fremtiden sættes i forbindelse med et skånsk gods, Torup Slot, 15 km øst for Malmø, som i flere hundrede år har været i en svensk adelsslægts besiddelse, en slægt, hvis overhoved er et ikon i dansk erhvervsliv. Efter en række spektakulære dødsfald forsøger Niels Oxen og Margrethe Franck i samarbejde med den tidligere PET-chef Axel Mossman at slå til mod Danehof, der er i gang med at rekruttere en ny leder. Det bliver en hård kamp for trekløveret. Der er mange aktuelle politiske sager, som perifert bliver nævnt i løbet af handlingen, bl.a. om hvordan den danske stat er blevet fuppet for mange milliarder kroner af kreative udlændinge. På et tidspunkt flytter handlingen også til England, hvor Niels Oxen i nærheden af Liverpool opsøger den mand, som i sin tid rekrutterede den lejemorder, som slog dambrugejeren ihjel. I det hele taget afløser den ene hæsblæsende episode den næste, og med De frosne flammer har Jens Henrik Jensen skrevet sin hidtil bedste spændingsroman. Mere tak!

Jens Henrik Jensen: De frosne flammer. 544 sider. Politikens Forlag

Ny roman fra Danmarks gyserkonge

Noa Simon Poulsen, der er jeg-fortælleren i Steen Langstrups nye roman Ø, efterlades sammen med sin kæreste Selina på en øde ø, Kematian i Sydøstasien. Øen er et rent Bounty-paradis en times sejlads fra det hotel på fastlandet, hvor det unge par ferierer. Gennem en svensker, der også bor på fastlandet, får de kontakt med et par lokale søfolk, der sejler dem ud til Kematian, hvor der er ideelle muligheder for at snorkle. I det spektakulære koralrev river Selina sig på noget giftigt, og da de er kommet i land på øen, bliver hun stadig dårligere og dårligere, så da romanen begynder, er Selina netop død, og Simon sidder med armene om den døde kæreste. De lokale søfolk, der muligvis ved, hvor galt det står til med Selina, sejler væk og lader de unge danskere tilbage, måske fordi det slet ikke var tilladt at snorkle i koralrevet. Den historie læseren får, er den, som Simon fortæller til Line Bang Skovmand, der er udsendt fra konsulatet på den danske ambassade, For Noa er i mellemtiden blevet fængslet, mistænkt for at have slået kæresten ihjel. Hele Simons beretning er den rene gyser, om hvordan han forsøger at få tiden til at gå på den lille ø, indtil der kommer en båd fra de lokale myndigheder, som bringer ham med til fastlandet, hvor han fængsles. Den meget overraskende udvikling, som romanen tager, skal ikke røbes her, men det er endnu engang lykkedes for Steen Langstrup at komponere en uhyggelig gyser, hvor man lider med den stakkels unge mand, der har mistet sin elskede. Langstrup er simpelthen gysets mester, så hvad skal vi danskere med Stephen King, når vi har Langstrup.

Steen Langstrup: Ø. 212 sider. 2 Feet Entertainment

En pornografisk thriller

Judith Rasleigh, der er jegfortælleren i L.S. Hiltons thriller Maestra, har to job, dels er hun ansat i et af Londons store auktionshuse, dels har hun, efter at hun har mødt sin gamle skoleveninde Leanne, fået et aftenjob som såkaldt værtinde på cocktailbaren Gstaad. Her går arbejdet ud på, at få barens velhavende gæster til at bestille dyr champagne, som pigerne i ubemærkede øjeblikke hælder ud i stedets urtepotter eller vaser, så de ikke selv bliver for berusede i modsætning til stedets generøse mandlige gæster. I auktionshuset bliver Judith vidne til et forsøg på svindel omkring et maleri, der skal sælges, og hendes usympatiske afdelingschef Rupert får hende fyret, fordi hun har set for meget. Imens har Judith fået en fast kunde på baren, den smældfede rigmand James, som er blevet så varm på hende, at han inviterer de to veninder med på en rejse til den franske Riviera. Her bliver Judith og Leanne hurtigt en del af det søde liv, specielt efter at de en aften har fået James bedøvet ved at komme piller i hans drink, hvilket resulterer i, at han morgenen efter ligge død på sit værelse. Pigerne, forlader hotellet med den døde mands værdier, og næste del af eventyret foregår på yachten Mandarin, som ejes af den uhyre velhavende Steve, som Judith bliver veninde med, og han hjælper hende med at oprette en konto i en schweizisk bank. Judith stifter også bekendtskab med en stenrig russisk oligark, og ombord på hans yacht er hun deltager i et yderst udspekuleret røveri. I stedet for at tage tilbage til London, fortsætter Judith sin europæiske rejse til Rom, hvor hun møder en kunsthandler, som hun tidligere har kendt via sit arbejde i auktionshuset. Hvordan hun får ham i sit garn, så hun kan få hævn overfor Rupert, som i sin tid fyrede hende og samtidig tjene gode penge på det, skal ikke røbes her, men i resten af romanen, der foregår både i Rom og i Paris, sker der en række dødsfald i kølvandet på Judith. Imens boltrer bogens næsten konstant liderlige hovedperson sig i selskab med både mænd og kvinder på natcaféer og i swingerklubber. Som en bordherre på et tidspunkt fortæller hende: ”Når en kvinde spiser røde bær, får hendes fisse den dejligste smag.” Den fuldstændigt skruppelløse Judith er en slags kvindeligt modstykke til Tom Ripley, og Maestra er noget så ualmindeligt som en decideret pornografisk spændingsroman, hvor man ikke på noget tidspunkt keder sig. Og så slutter bogen med ”fortsættes”. Jeg glæder mig allerede. Læs den – og bliv godt underholdt!

L.S. Hilton: Maestra. Oversat af Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsberg. 348 sider. Rosinante.

Stjålen æg og spegede politikere

 

I Helle Vincentz’ nye krimi Stjålne liv er der to tråde, som efterhånden samler sig i en fælles historie. Den ene af hovedpersonerne hedder Mik Karlsen, og han er spindoktor for landets justitsminister, Christian Tolstrup, og ved romanens begyndelse er hans primære opgave at køre sin minister i stilling til den magtkamp, som forestår om hvem, der skal være partiets nye frontfigur og eventuelt kommende statsminister. Antropologen Sofie Munk er samtidigt af sin chef på fertilitetsklinikken MereLiv, Mogens Venneberg, blevet sat på en opgave med at efterforske, hvem der har stjålet nogle befrugtede æg fra klinikken. Det indebærer, at hun er nødt til under dybeste diskretion at tale med de kolleger, som eventuelt kan være involveret i tyveriet. Men inden hun er færdig med sine undersøgelser, bliver Venneberg myrdet. Et af de politiske områder, hvor Mik mener, at justitsministeren kan markere sig, handler netop om handel med befrugtede æg og såkaldte rugemødre. Men her bevæger Mik sig ind i mineret område, da emnet faktisk hører under sundhedsministerens ressort, og også interne i justitsministeriet får Mik problemer med andre medarbejdere, især departementschefen. Da Mik får en ugebladsjournalist til at lave et interview med Christian Tolstrup for at positionere ham, graver hun selv nogle belastende detaljer frem fra Tolstrups fortid, før han blev minister. Næsten på samme tid indløber der en bombealarm fra Københavns Lufthavn, og under politiets efterforskning finder de en cylinder, som indeholder befrugtede æg, der var på vej til Indien. Sofie Munk, der gennem sin journalistbror kender Mik Karlsen, bliver truet på livet, hvis ikke hun opgiver sin efterforskning, og samtidig bliver justitsministeren truet med, at hans fortid vil blive afsløret. Sofie bor i en stor lejlighed sammen med sin veninde Kristina og hendes svenske kæreste Carl-Johan, der er privat efterforsker, og netop Carl-Johan bliver af både Sofie og Mik draget ind i forskellige undersøgelser. Sofies liv kommer virkelig i fare, men selv om hun er ude for store farer, har læseren fået en slags livsforsikring på hende, fordi det i bagsideteksten nævnes, at Stjålne liv er første bind i en ny serie med antropologen Sofie Munk. Og Stjålne liv er foruden at være velskrevet med et aktuelt plot en fin historie, hvor læseren kommer med ind i de inderste kroge af dansk politik med alle dens rævekager. Derfor er det også Christiansborg, der optræder på forsiden. Tilbage er kun at sige: Læs den!

Helle Vincentz: Stjålne liv. 459 sider. People’sPress

Spændende pageturner

 

Det begynder på Christiansø, hvor Louise Andersen ejer en lille cafe, og hvor hun lever et godt liv sammen med kæresten, forfatteren Joachim. Det får man at vide i første kapitel af Anna Ekbergs Den hemmelige kvinde. Men meget hurtigt krakelerer idyllen, da Edmund Söderberg fra Silkeborg dukker op og påstår, at Louise slet ikke hedder Louise, men derimod er hans hustru, Helene Söderberg, som forsvandt sporløst tre år tidligere. Politiet bliver tilkaldt, men Louise har både en navneattest og et kørekort lydende på Louise Andersen. Imidlertid ligner hun til forveksling de billeder, Edmund kan fremvise af sin forsvundne kone. Da Louise bliver scannet på hospitalet, viser resultaterne, at hun har fået flere alvorlige slag i hovedet et par år tidligere – noget der kan resultere i hukommelsestab, psykogen amnesi. Så der er ikke tvivl om, at Louise og Helene er én og samme person. Derfor nødsages hun til at forlade Joachim, som hun elsker, og rejse tilbage til Silkeborg sammen med Edmund og sine deres børn, Sofie og Christian. Hun forsøger, at opklare, hvad der skete, hvis det er rigtigt, at hun forsvandt sporløst tre år tidligere. Hun havde været ude at ride, og da eftersøgningen ikke gav noget resultat, formodede Edmund og politiet, at hun var død. Langsomt bliver det klart, at hun i sin omtågede tilstand søgte mod København – og her fik hun fat i en taske med personlige papirer på Louise Andersen, men hvad var der blevet af Louise? Videre til Bornholm fik Louise ved hjælp af indholdet af tasken skabt sig en ny identitet, inden hun slog sig ned på Christiansø. I Silkeborg, hvor Helene og Edmund ejer det internationale forretningsimperium Söderberg Shipping, som hun arvede efter sin far, begynder hun at grave i firmaets historie, og hun finder frem til en strid imellem hendes far og hans forretningspartner, noget der har rødder tilbage til Anden Verdenskrig. Da liget af den rigtige Louise Andersen dukker på i København, bliver Helene anklaget for at have myrdet hende, og det bliver nu et kapløb med tiden for Helene og Joachim at bevise hendes uskyld. Noget der både foregår i Danmark og i Siracusa på Cicilien. Her rejser Joachim ned med sin tidligere hustru Ellen Lütken som ledsager. For Ellen kender den karismatiske kunstner Pierre Kollisander, der befinder sig der, og han havde én eller anden forbindelse til virkelighedens Louise Andersen, så muligvis er han involveret i mordet på hende.

Forfatterpseudonymet Anne Ekberg, der er identisk med A.J. Kasinski, formår at holde læseren hen i spænding indtil de allersidste sider. Det er de to forfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der står begge pseudonymerne, og når de har valgt at skrive som Anna Ekberg, er det fordi, de betegner romanen som en kærlighedskrimi, hvad det så end er. Ét er imidlertid sikkert. Det er en effektiv pageturner, som man næsten ikke kan lægge fra sig.

Anna Ekberg: Den hemmelige kvinde. 399 sider. Politikens Forlag

Logik og ære

 

Deb japanske krimiforfatter Keigo Higashino har med Den hengivne hr. X skrevet en historie, der ligger milevidt fra de krimier, som bliver skrevet i Norden og i den vestlige verden. Yasuko Hanaoka, der er enlig mor, bor sammen med sin datter, Misato,  i en lejlighed i Tokyo, og hun arbejder i en butik, som sælger madpakker. Hun bliver ind imellem opsøgt af sin tidligere mand, Shinji Togashi, der er arbejdsløs, efter at han blev fyret fra sit tidligere job, hvor han havde begået underslæb. Han vil gerne tilbage til Yasuko, og samtidig tigger han penge af hende. Da Togashi besøger Yasuko i hendes lejlighed, overfalder han hende, og da han sidder oven på hende, kommer Misato sin mor til hjælp, og slår Togashi i hovedet med en vase. Da han groggy er ved at komme på benene, strangulerer Yasuko sin eksmand, og i det samme ringer det på døren. Udenfor står naboen, Ishigami, der hver dag køber sin madpakke i den butik, hvor Yasuko arbejder, og som samtidig er forelsket i hende. Han har hørt den tumult, der netop har været hos Yasuko, og da det går op for ham, at hans nabo har slået sin tidligere ægtemand ihjel, tilbyder Ishigami at hjælpe hende med at skrue et alibi sammen, og han vil desuden hjælpe Yasuko med at skaffe liget ad vejen. Som noget meget naturligt får Yasuko besøg af politiet, fordi hendes eksmand er forsvundet, og politiet har tidligere haft stor glæde af, at samarbejde med den geniale fysiker Yukawa, og han bliver også inddraget i denne sag. Han er gammel studiekammerat med Ishigami, og de arbejder nu begge på Universitetet. Under opklaringsarbejdet møder Yukawa sin gamle sturiekammerat, og under deres mange samtaler er det et spørgsmål om de to kammeraters logik kan hamle op med hinanden.

Ishigami har fundet på en genial løsning for at beskytte Yasuko, men er det nok, når det foregår i et land, som er præget af begreber som ære og hengivenhed. Det finder læseren først ud af på de allersidste sider i dette gribende drama. Det er forfriskende at læse en så godt komponeret krimi, der foregår langt væk fra Skandinavien. Den er fuld af lokalkolorit men man skal være vågen for at finde rundt i de ofte enslydende navne.

 

Keigo Higashino: Den hengivne hr. X. Oversat af  Jonas Steno Olsen og Mette Holm. 308 sider. Modtryk

Sveen har gjort det igen

Norske Gard Sveen, der sidste år fik Glasnøglen for Skandinaviens bedste krimi, og som i år får Palle Rosenkrantzprisen for Den sidste pilgrim, har nu skrevet endnu en krimi med politimanden Tommy Bergmann som hovedperson. Den hedder Helvede åbent, og hvorfor den hedder det, skal man langt hen i bogen for at finde forklaringen på. Arne Rask, der er sidder indespærret på en psykiatrisk afdeling, dømt som seriemorder for en række bestialske kvindemord, kommer i politiets søgelys, da der igen sker et mord på en ung kvinde, hvor måden svarer nøjagtigt til de mord, som Rask er dømt for, men da han sidder indespærret, er der muligvis tale om en såkaldt copycat. Tommy Bergmann, der selv har en fortid, hvor hans kæreste forlod ham, fordi han havde været voldelig mod hende, bliver sammen med sine kolleger sat til at forsøge at finde den, som myrdede Arne Rasks gamle elev, Kristiane. Da Kristianes mor læser om sagen, er hun overbevist om, at datterens gamle lærer Rask er udkyldigt dømt, men hun vil ikke ud med hvorfor. For hun har en hemmelighed, som hun ikke vil have afsløret. Arne Furuberget, der er overlæge på Ringvoll, hvor Rask er indespærret, er meget utilfreds med, at Arne Rask har trukket sin tilståelse tilbage og vil have sin sag genoptaget, og han bedyrer, at uanset om Rask bliver frifundet, så vil han aldrig blive løsladt. Den sidste kvinde, der er blevet overfaldet, dør først på hospitalet, men hun når lige at sige Edle Maria, inden hun dør, og det bliver nu en opgave for politiet at finde ud af, hvem det hentydede til. Susanne Bech, der er Tommys nærmeste medarbejder, får til opgave at søge i diverse gamle arkiver, men samtidig har hun sin datter at tage sig af, og hun plages af uhyggelige drømme om, at der kan ske datteren noget. Det hele bliver ikke lettere, da Arne Rask og en medfange undslipper fra Ringvoll efter at have myrdet to vagter. Ustandselig tager sagen nye vendinger, og hver gang læseren tror, at nu har politiet fundet en løsning på sagen, bliver man overrasket, og det hele munder ud i en højst overraskende og dramatisk slutning. Endnu en gang er det lykkedes for Gard Sveen at servere en spændingsroman i topklasse. Helvede åbent kan ikke nok anbefales!

Gard Sveen: Helvede åbent. Oversat af Ib Høy Hansen. 378 sider. Klim

Spændende og velskrevet toer

 

Man taler ofte om den svære toer, men det er lykkedes fint for Nina Vad Holtum at skrive en efterfølger til sin vellykkede debut, Ikonen, om konservatoren Lærke Lind. Den nye hedder Konservatoren, og hvis man læser bagsideteksten og ikke har læst Ikonen, behøver man sådan set heller ikke at gøre det, for her røbes det, at Lærke slog sin utro mand ihjel og slap godt fra det. Lærke Lind, der på bogens omslag bliver præsenteret som: Kvinde, kæreste, mor og (morder), er blevet kæreste med sin gamle ven, kollega og studiekammerat Mik, som bliver inviteret til Athen af en kvindelig græsk kollega, Anna, for at identificere en gammel græsk ikon. Lærke er usikker på, om der er mere end arbejde mellem Mik og Anna, men vælger alligevel at rejse ned til Athen for at deltage i undersøgelserne. Mens Lærke døjer med sin jalousi, er hun hjemme i Danmark flere gange blevet forulempet af sin afdøde mands kæreste, Camilla, som hun er overbevist om, bliver ved med at forfølge hende. Og desuden er Lærke angst for, om det vil blive opdaget, at det var hende, der myrdede sin mand. Læseren får også i det nye bind en viden om ikoner, og om hvordan mange af de uvurderlige billeder blev tilintetgjort i 1500-tallet, fordi religiøse fanatikere mente, at det var forkert at tilbede billeder i stedet for at tilbede Gud. Mens Lærkes egen historie er sat med almindelig typografi, får læseren Camillas oplevelser sat med kursiv. Konservatoren er ikke nogen kriminalroman i den forstand, men den er en roman om både kærlighed, jalousi og hævn. Og så er den selvfølgelig en spændingsroman på den måde, at også Konservatoren har en overraskende slutning.

Nina Vad Holtum: Konservatoren. 313 sider. Clausen Publishing

Mere end bare en spændingsroman

Hovedpersonen og jegfortælleren i Nina Vad Holtums debutroman Ikonen, som hedder Lærke Lind, er specialist i restaurering af russiske ikoner. Hun er netop blevet forladt af sin mand Steen, der har forelsket sig i en yngre model. Lærke sidder fortvivlet tilbage i sin Holtevilla, da hun får en spændende opgave. Den 37-årige Prins Peter fra det danske kongehus har fået foræret en sjælden ikon, som muligvis stammer fra den russiske gren af familien, og hvis det er sandt, at der er lavet af den legendariske Andrej Rubljov, vil det ikke kun være en sensation, den vil også være uhyre kostbar. For at få undersøgt om ikonen er ægte, bliver Lærke nødt til at rejse ud i Europa, og hun kommer vidt omkring sammen med prinsen. Imens går skilsmissen fra Steen sin skæve gang hjemme i Danmark, hvor Lærke har fundet sammen med en række andre kvinder, der har været igennem samme skæbne som hende.

Læseren følger samtidig med i beretningen om en kvinde, der en gang ejede ikonen, men som solgte den, da hun var i stor pengenød, og hvor en ung mand nu er på jagt efter den tabte ikon.

Ikonen er ikke bare en skilsmisseroman om en kvinde i krise og hendes forsøg på at overleve sit livs nederlag, det er også en fascinerende spændingsroman, hvor man både mærker historiens vingesus, og hvor mennesker bliver myrdet, inden det hele ender med en højst overraskende finale.

Nina Vad Holtum: Ikonen. 304 sider. Clausen Publishing