Måske årets bedste krimi

Den svenska krimiforfatter Anders Roslund har igen kriminalkommissær Ewert Grens og civilagent Piet Hofmann som hovedpersoner i Hun skal leve. Handlingen foregår i nutiden, men meget hurtigt går man 17 år tilbage, hvor der fandt en ufattelig tragedie sted hos en albansk indvandrerfamilie i Dalagatan 74 i Stockholm. Hele familien Lilaj, bestående af moren Mirza, faren Diellza og to af deres tre børn, Eliot og Julia blev skudt i noget, der lignede en henrettelse. De var alle fire blevet skudt med et skudhul i panden og ét i tindingen. Da Grens ankom til lejligheden, sad en overlevende pige, Zana, hvis femårs fødselsdag, de netop havde fejret, på skødet af sin døde far. Ewert tog den lille pige med og fik hende installeret i et safe house, hvor hun var indtil de sociale myndigheder fandt en adoptivfamilie til hende og gav hende både nyt navn og nyt cpr.nummer. Ewert Grens var egentlig godt klar over, hvem, der var bagmanden bag drabene, men det lykkedes aldrig for ham, at få fængslet den pågældende. De romanen begynder, tiden rykket 17 år frem, og politiet har netop fået en anmeldelse om et indbrud i lejligheden på Dalagatan 74, samme sted, hvor den lille familie blev myrdet i sin tid. Der er ikke stjålet noget, men Ewert opdager et lille hul i gulvet på fire gange fire centimeter – uden indhold. Noget havde ligget der i sytten år, noget, som ikke var der længere. Ewert Grens, der altid arbejder bedst, når en båndoptager spiller gamle Siw Malmkvist-sange, går i arkivet på politigården for at finde den gamle sag frem, men i én af mapperne er alt fjernet, og der er kun blanke A4-sider. Piet Hoffmann, der er tidligere kriminel og nu har forretningen Hoffmann Security AB, bliver igen af Grens sat til at infiltrere den kriminelle undergrund, og samtidig begynder en undersøgelse af de interne forhold hos politiet, fordi én eller anden har fjernet noget fra chefen Erik Wilsons hemmelige skudsikre metalskab. Så snart Piet er kommet i gang med sine undersøgelser, modtager han trusler om, at hans familie vil blive likvideret, hvis han fortsætter. Det begynder med en plasticfigur, som afleveres i brevkassen til hans søn, indeholdende en håndgranat, dog uden slagstift, men kort tid efter ligger der en sprængningsklar figur i sønnens skoletaske. Mens Ewert Grens arbejder med sine undersøgelser, besøger han en maskør, der forvandler ham så meget, at selv ikke hans nærmeste kan genkende ham. Da det bliver klart, at meget af den internationale våbenhandel, har sit oprindelige hjemsted i Albanien, tager Piet derned, mens han får installeret sin familie i en ny lejlighed, hvor de ikke burde kunne findes. I Albanien findes der måske et gigantisk våbenlager af de maskingeværer, som skal bruges som lokkemad i de svenske kriminelle miljøer. Som et tredje spor i romanen, stifter læseren også bekendtskab med, hvad der egentlig blev af den lille pige, som fik ny identitet. Meget mere skal ikke røbes her, men med Hun skal leve er det atter en gang lykkedes for Anders Roslund at skrive én af årets absolut bedste krimier, hvis ikke den bedste.

Anders Roslund: Hun skal leve. Oversat af Inger Kristensen. 443 sider. Modtryk

******    

Politisk spændingsroman om både indenrigs- og EU-politik

Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan journalisten Peter Mogensen, efter at have kloget sig i TV2 sammen med makkeren Michael Kristiansen om øjeblikkets politiske situation, nyder at sætte sig til at udtænke et plot til en spændingsroman, hvor der er frit spil til fantasien. Det er nu blevet til Skyggespillet, den svære toer efter debutromanen I bjørnens kløer. Hovedpersonen er igen den tidligere jægersoldat og politiker Henrik Foss, der nu efter et netop overstået valg er blevet udenrigsminister i Marie Lindbergs venstre-regering. Handlingen finder øjensynligt sted om nogle få år, for et sted undervejs nævnes Kong Frederik, som man må formode har efterfulgt sin mor Margrethe den Anden. Den netop afgåede statsminister Oliver Kruuse, kaldet Smilet, fortæller sin efterfølger Marie Lindberg, at det ikke vil komme til at gå godt, fordi hun ikke har det i sig: ”Du kan ikke slå ihjel, Marie. Så enkelt er det,” siger ”Smilet”. Og måske har han mere ret, end han selv tror, for Marie har forskellige laster, som hurtigt er ved at sende hende ud i kulden. Hun er misbruger af både spiritus og kokain, og så ynder hun at indbyde mænd, hun har fundet på nettet, til at besøge hendes seng på Marienborg. Et internt oprør, styret af finansminister Roger Nilausen, er i gang, noget, der også truer med at sende Henrik Foss ud i kulden. Men det er ikke det eneste, der truer Foss. Europa har lukket grænserne, hvilket gør menneskesmugling ind i Europa til en guldgrube. Den magtfulde amerikanske Graywater-koncern truer sammen med mafiaen europæiske politikere ved gennem bestikkelse, at muliggøre en omgåelse af de restriktive krav til indvandring ved at stemme for et direktiv, som vil give den lukrative forretning optimale betingelser. Imens har en gruppe hackere fået fat i en liste over de politikere og forretningsfolk, der er styret af de kriminelle netværk. Henrik Foss tager kampen op for at få fat i den liste, hvilket bl.a. bringer ham til Firenze sammen med sin departementschef og nogle udvalgte efterretningsfolk. Og måske vil listen også kunne bruges i den hjemlige magtkamp, der hele tiden spidser til. Inden de forskellige tråde samles, oplever læseren nogle rævekager, der får virkelighedens netop overståede magtkamp i Venstre til at blegne. Imidlertid er der på ingen måde tale om en nøgleroman, trods det at fx Ekstrabladets chefredaktør ikke hedder Poul Madsen, men Mads Poulsen. Det er også befriende med Peter Mogensens selvironi, som her hvor Marie Lindberg ser tv: ”Så utrolig ´kloge’ de var, de skide kommentatorer! Især de to ’tidligere statsministerrådgivere’ på TV2 News, som selv troede, de var Guds gave til dansk politik, smarte og evigtunge. Hun hadede dem og deres selvfedme. Havde de selv nogensinde haft et ansvar? Latterlige lakajer.” Nok er dele af handlingen måske lige lovlig fantasifuld og voldelig, men som konspirationskrimi fungerer den godt, og man er fint underholdt hele vejen igennem. Og trods henvisninger til første bind om Henrik Foss kan Skyggespillet udmærket læses, selv om man ikke har læst forgængeren.

Peter Mogensen: Skyggespillet. 532 sider. Turbine

****

Engbergs fjerde krimi er hurtigt læst, men også hurtigt glemt

I Katrine Engbergs fjerde krimi Vådeskud med strømerne Jeppe Kørner og Anette Werner som hovedpersoner begynder det hele med, at teenageren Oscar forsvinder sporløst. Han er søn af den velhavende familie bag et skandaleramt auktionshus, og spørgsmålet er, om Oscar er blevet kidnappet, eller om han frivilligt har forladt familien. Mens Jeppe og Anette går i gang med at finde ud af, hvad der er blevet af Oscar, kommer en kranfører på Amagerforbrændingen ud for noget uhyggeligt, da der midt i affaldet dukker et lig op. Spørgsmålet er naturligvis, om den døde er Oscar, og i så fald hvordan han er havnet der? Da Oscars forældres lille båd samtidig er forsvundet, kommer læserne sammen med de to opdagere med på en sejltur til de to søforter Prøvestenen og Trekroner i forsøget på at finde den unge mand. Det hele udvikler sig ret dramatisk, da en lærerinde fra Oscars skole bliver påkørt af et s-tog på Nørreport Station, kort efter hun er blevet afhørt af politiet. Er der tale om selvmord, eller er kvinden blevet skubbet ud foran toget? Mens de to politifolk arbejder med de forskellige sager, får læserne også et indblik i de to betjentes privatliv, der ikke er helt ukompliceret. Plottet er ganske godt fundet på, og de private problemer overskygger heldigvis ikke helt opklaringsarbejdet, men som politiroman hæver Vådeskud sig ikke over så mange andre. Det er en af de mange krimier, som er hurtigt læst, men også hurtigt glemt.

Katrine Engberg: Vådeskud. 339 sider. People’sPress

***  

Ny krimi af Steffen Jacobsen med lige lovlig meget unødvendig vold

Efter flere glimrende krimier med makkerparret Michael Sander og Lene Jensen, lancerer Steffen Jacobsen i sin nye spændingsroman Proxy makkerparret Jacob Nordstedt og hans yngre kollega Tanya Nielsen. Jacob er kriminalinspektør og krigsveteran, mens Tanya nærmest har samme rolle som inspector Morses unge hjælper Lewis. Hun har dyrket kampsport, og så har hun den helt særlige evne, at hun med sin forfinede lugtesans kan registrere selv de mindste forandringer i dufte på de forskellige gerningssteder. Makkerparret bliver sendt til Holbæk, hvor den pensionerede bogholder og terapeut Anne Holst er blevet myrdet med en afrikansk ritualkniv, og ganske kort efter finder man en lokal læge stranguleret i sit udbrændte bilvrag i hans garage. Begge drab virker umotiverede, men som eneste fællesnævner finder de to opdagere frem til den kronisk syge teenagepige Emma, der sidder lænket til sin kørestol, og som bor sammen med sin mor Marie Lorenz i Holbæks gamle imposante apotekergård, der gennem generationer har tilhørt apotekere fra Lorenz-familien. Den 44-årige Marie er sygeplejerske på et plejehjem og lever ellers for sin kronisk syge datter. Hun har arvet den noget nedslidte apotekergård, da hendes far døde, og apotekerhvervet blev nedlagt. Da Tanya finder frem til Maries fraskilte mand, finder hun ud af, at Marie nærmest bortførte datteren. Og efter en samtale med en tidligere oversygeplejerske viser det sig, at Marie havde en meget kontroversiel omgang med smertestillende midler og på nærmest psykopatisk vis fik et kick ud af, at andre mennesker led. Mens mistanken til at Marie Lorenz har noget med de to drab at gøre, møder læseren også den unge tidligere kriminelle Andreas Ambrosius, der er ven med Emma, som han har planer om at løsrive fra moren. Altså er der lagt op til en spændende slutning, mens samarbejdet mellem de to efterforskere udvikler sig på en uventet måde. Det er givetvis en nylig avisomtale om begrebet Münchhausen by proxy, hvor en mor skadede sit barn for at få opmærksomhed, der har inspireret Steffen Jacobsen og deraf også titlen på bogen. Før alle handlingens gåder er løst, må læseren igennem et ret udførligt beskrevet voldsorgie. Der gøres en del ud ad, at vise hvor forskellige miljøer de to efterforskere kommer fra, men der er lige lovligt mange beskrivelser af dyre mærkevarer, et Rolex-ur, dyre årgangsvine og forskellige maltwhiskyer. Dog er der også vittige beskrivelser som fx Jacobs erindring om sin første erotiske oplevelse med en 2. G’er fra Øregaards Gymnasium, der senere blev gift med en partner i et top-advokatfirma og kom til at ligne alle andre charlottenlundfruer med botox-lammede ansigter og afkom, der talte bedre filippinsk end dansk. Når jeg sidder lidt skuffet tilbage efter at have vendt sidste side, er det nok fordi, jeg havde for store forventninger til Steffen Jacobsens nye krimi efter at have læst hans tidligere bøger, men jeg vil glæde mig til at læse mere om makkerparret Norstedt og Nielsen, blot det kan blive med lidt mindre unødvendigt vold.

Steffen Jacobsen: Proxy. 320 sider. Lindhardt og Ringhof

****

Spændingsroman med et fint persongalleri

Vicekriminalkommissær Matthew Venn får i første kapitel af Ann Cleeves’ Døden på stranden et opkald fra kriminalbetjent Ross May, om at der er fundet en lig i strandkanten ved Crow Point, og da han ankommer sammen med sin kriminalassistent Jennifer Rafferty, bliver det meget hurtigt klart, at der ikke er tale om en ulykke, men en drabssag, da den døde er blevet stukket ihjel med en kniv. Ud fra en adresse, som blev fundet i den myrdede mands lommer, bliver det klart, at den døde mand var Simon Walden, og nu begynder mystikken at brede sig. Den lejlighed, han havde boet i, lå i et hus, som var ejet af Caroline Preece, som lejer værelser ud for at få dækket sine udgifter. Hun havde bl.a. lejet ud til en veninde og til Simon Walden. Simon havde en speget fortid, og det viser sig, at der kan være mange, som kunne have et motiv til at tage livet af ham. Mens man følger politiets opklaringsarbejde, får man også kendskab til hvordan vicepolitikommissæren havde været medlem af trossamfundet Barumbrødrene, hvor han imidlertid var blevet udstødt, bl.a. fordi han til sine forældres store fortrydelse havde giftet sig med en mand, Jonathan Church, der er leder af en kunstskole. Det resulterer i, at hans mor, som han har kappet kontakten med, direkte har beskyldt ham i at være skyld i sin fars død. Mens politiet arbejder med drabssagen, forsvinder først en udviklingshæmmet ung kvinde – og senere én til, og muligvis kan disse sager have noget med mordet på Simon Walden at gøre, så der er mange spor at gå efter for politiet, inden læseren får svar på mysterierne. Styrken i historien er Ann Cleeves’ fine persongalleri, men også den måde hun skildrer det lille landsbysamfund på med alle dets hemmeligheder – helt på linje med de fremragende tv-serier som fx Shetland, der bygger på hendes romaner. Ifølge bagsideteksten kan man også forvente, at Døden på stranden, som åbenbart er første bind i en ny serie, vil dukke op som tv-serie. Det kan man så glæde sig til, men selve bogen kan man foreløbig glæde sig over.

Ann Cleves: Døden på stranden. Oversat af Brian Christensen. 375 sider. Gads Forlag

*****

Uhyggeligt, medicinsk rædselsscenarium

I Karin Slaughters Den sidste enke, der igen har retsmedicineren Sara Linton og hendes partner, specialagent ved GBI Will Trent som hovedpersoner, begynder handlingen med, at forskeren og epidemiologen Michelle Spivey bliver bortført foran et indkøbscenter af ukendte gerningsmænd, og en måned efter bliver to bomber en søndag bragt til sprængning i et område i Atlanta, som både er hjemsted for to store hospitaler og FBI’s hovedkvarter og center for Sygdomsbekæmpelse. Alt er kaos, da Sara og Will når frem, og som det ikke var nok, bliver Sara også kidnappet. For at redde Sara og Michelle og forhindre en massakre, går Will undercover med stor fare for at miste livet, og den lynende spændende fortsætter oppe i Appalachebjergene, hvor læserne møder et dødbringende komplot af både kvindefjendske og racistiske elementer. Karin Slaughter har med Den sidste enke formået at skabe en uhyggelig aktuel spændingsroman, hvor eksperimenter med dødelige sygdomme truer med at føre til titusindvis af dødsfald, hvis ikke der gribes ind i tide.

Karin Slaughter: Den sidste enke. Oversat af Henrik Enemark Sørensen. 495 sider. HarperCollinsNordic

*****

Fint comeback for krimiforfatteren Gretelise Holm

Titlen Dødfunden, som Gretelise Holms nye spændingsroman hedder, dækker over et begreb, hvor et dødsfald efterfølgende bliver behandlet af politiets såkaldte dødemænd, der vurderer, om den døde skal overføres til retsligt ligsyn på Retsmæssigt Institut. Og det er netop det, romanen begynder med, da Allan Green kommer hjem fra en udlandsrejse og finder sin hustru, den 62-årige Ellinor liggende fuldt påklædt og død oven på sin seng. Første konklusion er, at Ellinor antagelig har begået selvmord. Så springer handlingen nogle dage tilbage, og her møder man Ellinor og Allans to børn, den 34-årige Sarah og den 38-årige Martin. Sarah er såkaldt rawfood-veganer, og hun er blevet meldt til myndighederne, fordi hendes to små døtre muligvis vantrives. Martin derimod er en hævngerrig tastaturkriger, som hader muslimer, som han sviner til på Facebook, hvor han har forskellige profiler. Både Sarah og Martin har et problematisk forhold til forældrene, og ægtemanden Allan bedrog sin kone med en elskerinde, mens Ellinor heller ikke havde holdt sig tilbage, men havde haft et forhold til den chef, som netop havde fyret hende. Altså er der både grunde til, at Ellinor måske var træt af livet, men der kunne også være flere, som måske kunne ønske hende død. Langsomt skrider handlingen frem, mens politiassistent Allan Skov, der er gift med ”dødemanden” Cecilie, undersøger de forskellige muligheder og motiver. Plottet er godt skruet sammen, og undervejs får Gretelise Holm lejlighed til at behandle meget af det, der foregår i samfundet, foruden spiseforstyrrelser er emnerne homofobi, transvestisme, feminisme og ikke mindst fremmedhad. Specielt er der fine skildringer af sønnen Martin, der nærmest betragter massemorderen Anders Breivik som en helt, og altså er en direkte modsætning til moren Ellinor, der var antropolog og samfundsforsker. Og netop hendes forsvundne computer kommer til at spille en væsentlig rolle i opklaringsarbejdet. Der vil givetvis være læsere, som vil beskylde Gretelise Holm for at være for politisk korrekt, men under alle omstændigheder har hun skrevet en lille, letlæst og medrivende spændingsroman. Et fint comeback hvor journalisten Karin Sommer for en gangs skyld ikke medvirker.

Gretelise Holm: Dødfunden. 256 sider. HarperCollins

*****   

Amerikansk dannelsesroman med krimi-potentiale

Til trods for at der er meget kriminalitet i James Lee Burkes Skinsygens tid, er det ikke nogen decideret krimi, men mindre kan gøre det. Det foregår i tiden kort efter Anden Verdenskrigs afslutning i Houston, Texas, hvor hovedpersonen Aaron Holland Broussard møder den smukke Valerie Epstein. Hun sidder sammen med sin boyfriend Grady Harrelson i hans bil, hvor de kommer ind på den benzintank, hvor Aaron arbejder som tankpasser. Valerie skændes med den arrogante Grady, som groft ydmyger hende, så groft at Aaron blander sig. Det resulterer i, at Valerie forlader bilen og Val for i stedet at blive kæreste med Aaron. Men da Grady er søn af én af de rigeste familier i Texas, som samtidig har forbindelser til mafiaen og dens medløbere, kommer Aaron i menneskehænder, da han skal forsvare sin selvrespekt, nøjagtigt som hans far gjorde under den store krig i Europas skyttegrave. Skinsygens tid er fyldt med sex og kærlighed, og samtidig mærker man den kolde krigs klassekamp og kommunistskræk, mens Kores-krigen raser. Der er masser af dramatik, og så nyder man som læser Burkes vidunderlige sprog. Han rammer bogen på eminent vis tiden med dens dollargrin, drive-in restauranter og jukeboxe. Som nævnt foroven er det lidt af en tilsnigelse, at sætte Skinsygens tid ind i kategorien krimier og spændingsbøger, for det er lige så meget en dannelses- eller kærlighedsroman.

James Lee Burke: Skinsygens tid. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. 398 sider. Hovedland

*****

Endnu en verdensklasse krimi fra Håkan Nesser

Hvad er en halvmorder? Det er man nødt til at læse hele Håkan Nessers Halvmorderen. Krønike over Adalbert Hanzon i nutid og datid forfatter af ham selv for at finde ud af. Bert Hansson, som han egentlig var døbt, blev født i 1945, men da der var to, der hed Bert Hansson i hans klasse i skolen, fik han i stedet en ny dåbsattest med det nye navn, som hans mor, der var fransk og døde, da Adalbert kun var tre måneder gammel, oprindeligt forgæves havde insisteret på. Adalbert voksede op hos sin faster, da hans far skød sig i 1952. Historien foregår, da Adalbert efter en lang fængselsstraf er blevet løsladt og nu lever som en overvægtig og let alkoholiseret misantrop. I et forsøg på at finde ud af, hvad der virkelig skete 50 år tidligere, fortæller han noget fra dengang til sin smågnavne nabo, Henry Ullberg. Måske blev Adalberts skæbne afgjort, da han tog en kvindelig blaffer, som kan spå, op. Hun fortalte ham, at der ikke vil være mange kvinder i hans liv, men at der vil komme én, som både vil gøre ham meget lykkelig, men også ulykkelig. ”I vil mødes under specielle omstændigheder, og hendes initialer vil være A.A.”, sagde blafferen. Det kom sådan set også til at holde stik, da Adalbert mødte Andrea Altman, som blev hans livs kærlighed. Desværre var der det lille men, at Andrea var forlovet med sin fætter Harald Mutti, som hun skulle giftes med, hvilket hun ikke var videre begejstret over. Hvad det endte med, skal ikke røbes her, men nu – mange år efter, mener Adalbert, at han har set Andrea igen, uden at han har henvendt sig til hende. Og nu begynder han jagten på Andrea, for at finde ud af, om det virkelig var hende. Det handler resten af romanen om. Man kan sige at Halvmorderen foruden at være en almindelig roman, også er en krimi om kærlighed og hævn, men også om venskab og fjendskab. Endnu en gang kan det konstateres, at Håkan Nesser nok er én af verdens bedste krimiforfattere – velskrivende og med et udspekuleret plot.

Håkan Nesser: Halvmorderen. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 247 sider Modtryk

******    

Dansk spændingsroman fuld af saftige sexscener og nye overraskende drejninger

Martin Dan Rasmussens Hollyland foregår som titlen antyder i nærheden af Hollywood og Los Angeles og har en dansk/amerikaner i hovedrollen. Han voksede op i Danmark som Benjamin Sørensen hos en enlig mor, der havde bildt ham ind, at hans ukendte far var død. Men til sin 18-års fødselsdag fortalte moren Benjamin, at faren ikke var død ved en ulykke, men levede i bedste velgående i Hollywood som pornokongen Billy Bob Benedict. Syv år efter tog Benjamin til Los Angeles for at blive mødt af sin far med ydmygelse og foragt. I stedet blev han samlet op af ejeren af Hollywood Dream Machine A.J. Cooper, der blev hans mentor og egentlige faderskikkelse. I det firma udviklede han sig som Hollywood-agenten Vincent Benedict med kælenavnet The Wolf. I romanen fortæller han hele sin historie til den unge forfatterinde Zoey Ramone, der er ved at skrive en biografi om en anden Hollywood-agent den sorte Graciella Cateleya, der blev kaldt Black Mamba, som Vincent Benjamin havde haft en langvarig affære med. Derfor er Vincents historie en del af Zoey Ramones research. Som agenten The Wolf arbejdede han 100 % for sine klienter, og gennem ikke altid helt fine metoder fik han sine klienters problemer til at forsvinde, hvad enten der var tale om sexskandaler, mord eller andre problemer. Den smukke og sexede Graciella er ikke blot Vincents kollega, men også hans rival i konkurrencen om at vinde kunder, og så er hun samtidig hans livs kærlighed, til trods for at hun er gift med en anden mand. Deres besættelse af hinanden forhindrer dem dog ikke i at gøre alt for at ødelægge hinandens klienters liv. Det kommer der undervejs den ene efter den anden destruktive begivenhed ud af, og alt sammen kulminerer med nogle tragedier, som Zoey får lokket ud af Vincent Benjamin. Hollyland indeholder et væld af saftige sexscener, og der optræder adskillige kendisser fra det virkelige liv, kendte film og musikstykker, og ustandselig tager handlingen nye og overraskende drejninger. Hollyland er en spændingsroman, hvor nærmest pornografiske passager holder gryden i kog, og så er det også en efter min mening smuk kærlighedsroman. Måske ikke den store litteratur, men svært underholdende.

Martin Dan Rasmussen: Hollyland. 401 side. Valeta

*****    

Brutal spændingsroman, som ikke er for sarte sjæle

Hvis man er sart, skal man nok ikke give sig i lag med Bo Svernströms debutroman Ofrenes offer, for sjældent har jeg læst en krimi med mere udpenslede beskrivelser af vold og mishandling. Men hvis man ser bort fra det, så er der tale om en spændende og velskrevet historie med et godt plot. Hovedpersonerne er kriminalkommissær Carl Edson og journalisten Alexandra Bengtsson, der begge bliver involveret i en sag, der enten er et opgør mellem bander eller en udspekuleret hævn over forbrydere, som muligvis er blevet straffet alt for mildt. Det første offer er nærmest blevet korsfæstet med en strømpistol samt skamferet på grusomste vis. Politiet er overbevist om, at han er død, men det viser sig, at manden er i live trods mishandlingen. Manden var en berygtet kriminel med utallige fjender, men da der begynder at dukke andre lig op, som også har været udsat for tortur, hælder Carl Edson og hans stab til den formodning, at der muligvis er tale om en psykopatisk seriemorder. Alexandra Bengtsson dækker sagen for sit blad, og til politiets store irritation får hun hemmelige oplysninger gennem en whistleblower tæt på politiet. Læserne trækkes ind i den kriminelle underverden, og spændingen stiger, indtil Svernström kommer med sin overraskende slutning, der vender det hele på hovedet. Et fornemt plot i en absolut læseværdig spændingsroman udgivet på dansk af et forlag, som snart ikke eksisterer mere.

Bo Svernström: Ofrenes offer. Oversat af Ilse M. Haugaard. 441 sider. Rosinante

*****

Mesterlig afslutning på trilogien om eremitten Erhard Jørgensen

Efter sine to tidligere meget roste bind i Erhard trilogien, Eremitten og De savnede, hvor Eremitten fik både Bogforums Debutantpris, Harald Mogensen-prisen og endelig Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman, er man nu nået frem til det afsluttende bind De tre paver. Hovedpersonen, den tidligere klaverstemmer og taxachauffør Erhard Jørgensen, er som anklaget for forbrydelser, han ikke har begået, flygtet fra den kanariske ø Fuerteventura og over til den anden lille kanariske ø La Gomera, der hærges af sandstormen calimaen. Her bliver Erhard opsøgt af en gammel fjende, der truer ham til at efterforske et mord begået på netop det katolske børnehjem, som han selv er stukket af fra. På samme børnehjem bor drengemanden Aaz, som Erhard holder meget af, og hvis mor Monica, Erhard har sværmet for. Aaz har set noget, han ikke burde se, og den ret naive dreng flygter over øen på jagt efter en kanariefugl, som kun han kan se. Den jagt følger man i kapitler skrevet i drengens meget barnlige sprog. Og i andre kapitler følger læseren forfatteren Celesta Almuz Ameida, der sammen med sin mand og manager Fulbright og journalisten Lille Sofia lægger til i deres lystyacht i den kanariske havneby Cotillo. Formålet med Celestas besøg på de Kanariske Øer er, at hun skal færdiggøre sin sjette krimi om Joana Sacerdo, som hendes amerikanske forlag er ved at markedsføre. Men Celesta, der har følgeskab af sine hunde, Chico, Harpo og Groucho, vil hellere skrive en roman om den nifingrede dansker Erhard Jørgensen, og derfor begynder hun til både Fulbrights og forlagets store ærgrelse at researche om Mr. Jorgensen, både på Fuerteventura og i Danmark hos den familie, han forlod, efter som skolelærer at være blevet anklaget for pædofili. Mens man skiftevis følger kapitlerne om hhv. Erhard, Aaz og Celesta, er et større oprør mod øernes magtfulde mafia, kaldet De tre paver i gang med talrige demonstrationer til følge. Regionspræsidenten del Fico er ved at afslutte en aftale med De tre paver, som vil give den kanariske mafia adgang til Europas største hvidvaskningsmaskine, et byggeprojekt til næsten en milliard euro over de næste mange år. Mellem disse begivenheder oplever læserne både mord, brandattentater og andre nedrigheder, og som en lille krølle på historien får man også beretningen om Villa Winter, som Francos datter, Carmen, havde købt for farens penge, og som med sin underjordiske havn, der kunne modtage ubåde og blev benyttet, når Heinrich Himmler og andre topnazister trængte til en ferie fra krigen. Hvordan Villa Winter dukker op i handlingen, skal ikke røbes her. Men med sin mere end 500 sider store afslutning på trilogien har Thomas Rydahl spundet en fornem ende på historien om eremitten Erhard Jørgensen, hvis to bjerggeder Laurel og Hardy selvfølgelig også dukker op. Og De tre paver kan glimrende læses, selv om man ikke har læst de foregående bind.

Thomas Rydahl: De tre paver. 562 sider. Politikens Forlag

******  

Eminent krimi med H.C. Andersen i en hovedrolle

Trekløveret Rydahl & Kazinski (Klarlund & Weinreich) har i Mordet på en havfrue skrevet en historisk krimi, der har H.C. Andersen som én af hovedpersonerne. Historien finder sted i efteråret 1834, hvor Andersen netop er vendt tilbage en rejse til Italien, og den foregår derfor i den korte periode, som helt mangler i de udførlige dagbøger, som H.C. Andersen skrev fra 1825 og frem til sin død i 1875. Det hele begynder i skøgehuset i Ulkegade i København, hvor Andersen besøger Anna, der her sammen med sin søster Molly lever af utugt. Den kønsforskrækkede Andersen kommer udelukkende for at forevige Anna i sine berømte papirklip, men da Anna et par dage efter bliver fundet myrdet, udpeger vidner den underlige Hans Christian som mulig gerningsmand, og byens politidirektør Cosmus Bræstrup sørger for, at Andersen bliver anbragt i en celle i Domhuset, indtil han antagelig vil blive dømt og henrettet. Imidlertid lykkes det for Hans Christian via en henvendelse til hans velgører Jonas Collin at blive sat på fri fod, mod at han dog ikke må forlade hovedstaden. Sammen med Annas i begyndelsen modvillige søster, der nu må tage sig af Annas lille datter Marie, begynder Hans Christian nu arbejdet med at finde den, der myrdede Anna og en anden kvinde. Imens møder man den underlige Madam Krieger, der egentlig er søofficeren Severin Krieger, men som lever med ønsket om at skifte køn, så hun kan lægge an på kronprins Frederik, hvis liv hun i 1828 heltemodigt reddede. Den meget kvindeglade kronprins, kaldet Fritz, er dog mere interesseret i kronprinsessens påklæderske Johanne. Da det efterhånden går op for Hans Christian og Molly, at Madam Krieger muligvis er morderen og hvorfor, bliver man som læser involveret i en lang række dramatiske begivenheder, der kulminerer ved et maskebal på slottet. Det er på imponerende vis lykkedes for Rydahl & Kazinski at tegne et billede af København i 1834, hvor man både stifter bekendtskab med Lighuset, Hospitalet, Dårekisten og Synagogen, og der er endda også en udflugt til Dyrehavsbakken. I begyndelsen får man et herligt billede af én af Andersens oplæsninger kort efter hjemkomsten fra Italien: ”Fredag den syvende marts vågnede jeg ved midnat og lå i den lange morgenstund uden at kunne sove…”, hvortil én fra bagerste række råber: ”Vi har det modsatte problem, vi kan ikke holde os vågne, Andersen.” Forfatterne er nemlig meget loyale overfor, hvad man ved om H.C. Andersen – både hans manglende selvtillid og angst for fiasko, men også hvordan han af angst for ildebrande altid medbragte et tov, og hvordan han gik med en seddel i lommen, hvor der stod: ”Nej, jeg er ikke død, bare skindød.” Og så fornemmer man, hvordan Andersen egentlig ikke havde lyst til at skrive for børn, men ikke desto mindre munder romanen ud i en episode, der blev inspirationen til ét af H.C. Andersens mest berømte eventyr. Hele stemningen i Mordet på en havfrue er fantastisk med sin beskrivelse af natmænd, lort, rotter og ækel stank samt skumle stræder, men også i sin beskrivelse af livet ved hoffet med den senere Frederik VII – et par år før han mødte Louise Rasmussen (Grevinde Danner) i centrum. Det er absolut én af årets bedste danske krimier.

Rydahl & Kazinski: Mordet på en havfrue. 414 sider. Politikens Forlag

******    

Mord blandt sigøjnere eller romaer, som de vel virkelig hedder

Handlingen i Når du ser ned i en afgrund begynder lige udenfor den midtjyske by Gammel Ry, hvor en sigøjnertrup har slået sig ned for at fejre et bryllup, som imidlertid ender i en tragedie, da der går ild i den vogn, hvor brudeparret befinder sig, hvorefter vognen eksploderer, og brudeparret omkommer i flammerne. Drabschefen fra Aarhus Politi, Jacob Tofte bliver tilkaldt og finder ud af, at der ikke er tale om et hændeligt uheld med derimod en mordbrand. Og i tiden efter sker der en række spektakulære drab – alle på mennesker med sigøjnerbaggrund – både i Danmark og i Prag, hvor orkesterlederen i et sigøjnerorkester bliver myrdet, samtidig med at et dansk rejseselskab er til stede på den restaurant, hvor sigøjnerorkestret spillede. I Danmark forsøger Jacob Tofte og hans nærmeste medarbejder Lena Aldera at opklare forbrydelsen i brudevognen, og under et besøg i Prag kommer Jacob til igen at samarbejde med politimanden Tomaz Vodovic, som nogle læsere tidligere har mødt i forfatterparret Karin Thorlacius & Carsten Hansens forrige krimi Den endelige løsning. Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at der er en sammenhæng imellem de forskellige drab, da alle ofrene har sigøjnerbaggrund. Da Jacob og Lena afhører det rejseselskab, som var i Prag, da mordet på orkesterlederen fandt sted, viser det sig, at én af rejsedeltagerne, Therese Munk, forsvandt allerede i Berlin under rejseselskabets ophold der, og hun bliver senere fundet myrdet i Prag. Therese hed inden hendes forældre flygtede fra Ungarn i 1956 Thereza Muncan, og politiet tager ud og taler med Thereses onkel violinisten Milosh Muncan. Noget, der viser, at der er en sammenhæng mellem drabene på romaerne, er, at der i hvert tilfælde dukker en lille dukke op, som forestiller Sara-la-Kali eller Sorte Sarah, som er romaernes hellige gudinde. Det ved Lena Aldera, som også har roma-baggrund. På et tidspunkt finder politiet frem til en retarderet mand, John Kousdal, der har set noget den dag, mordbranden fandt sted i Gammel Ry. Når de overhovedet finder ham, er det fordi, de leder efter en lille sigøjnerpige Lena, som John har bortført. Han kan give et signalement af en mand, der stod i udkanten af skoven og så på branden i sigøjnerlejren, og efterhånden danner Jacob og Lena sig et billede af, hvem manden kan være. Det viser sig nemlig, at motivet kan være et helt andet end egentligt had til romaerne. En koncert i Aarhus Musikhus, som overværes af Jacob og hans hustru Anna, slutter dramatisk, da violinisten Milosh Muncan falder om, åbenbart ramt af insulinchok, men måske er der tale om et mordforsøg. Da politiet efterhånden er sikre på, hvem morderen er, forsvinder Lena Aldera, og i jagten på at finde hende, kulminerer det hele i en kirke i Sydfrankrig, hvor den rigtige statue af Sorte Sarah findes. Der er spænding til de sidste sider og mere skal ikke røbes her. Men makkerparret Thorlacius og Hansen har skrevet en hæsblæsende og spændende krimi med baggrund i mange historiske begivenheder. At de ikke er blevet headhuntet af ét af de store krimiforlag, er mig ubegribeligt, for det er begavet spænding fra genrens øverste hylde.

Karin Thorlacius og Carsten Hansen: Når du ser ned i en afgrund. 483 sider. Thorlacius og Hansen

*****

Spændingsroman fra Island med historisk baggrund

I sin tredje krimi Akvarellen – En dramatisk skæbnefortælling fra Island lader forfatterparret Karin Thorlacius og Carsten Hansen igen drabschefen fra Aarhus Jacob Tofte være hovedperson. Han skal i starten af bogen hente sin hustru Anna i Københavns Lufthavn, hvor hun skulle lande med et fly fra Reykjavik, men hun er ikke med flyet, og hun har ikke givet lyd fra sig, om hvorfor hun ikke er med flyet. Jacob må køre tilbage til Jylland, men da han heller ikke kan få fat på Anna telefonisk, og hun åbenbart ikke har checket ud fra hotellet, beslutter Jacob sig for at rejse til Island for at finde sin kone. Grunden til, at Anna rejste til Island, var, at hun som seksårig blev sendt til Danmark af sin islandske mor og blev bortadopteret til en dansk familie, og at hun nu ville forsøge at opspore sin oprindelige familie. Med sig havde Anna en kopi af en akvarel, som hun i sin tid fik med fra Island, og som hænger i hendes og Jacobs dagligstue i Danmark. Imidlertid tager Jacob akvarellen i sin ramme med sig til Island, og nu begynder jagten på den forsvundne Anna. På hotellet i Reykjavik står hendes værelse hen, uden at være blevet gjort rejseklar, og Jacob frygter, at hun er blevet bortført. Dagen inden Anna skulle være rejst, havde hun aftalt en udflugt sammen med et ægtepar, der ferierede i Island, men hun dukkede aldrig op, da de skulle afsted. Imellem de nutidige kapitler, er der afsnit, hvor læserne føres tilbage til Nazityskland i 1938 på krystalnatten, hvor mange jøder fik deres butikker og lejligheder raseret, og her kan man læse om en islænding med tysk mor, som tilegnede sig en række af de malerier, som nazisterne betegnede som Entartete Kunst, bl.a. billeder af Renoir og lignende kunstnere. Efter krigen kommer denne mand til Island, hvor han stadig virker begejstret for den nazistiske ideologi. Mens Jacob jagter sporerne fra Anna i den barske islandske natur, møder man også nogle af de slægtninge, som var formålet med Annas rejse, og mens det bliver mere og mere tydeligt, at Anna er bortført, går det også op for Jakob, at der bag den akvarel, han har med skjuler dig en hemmelighed, der vil kunne indbringe et skrupelløst menneske en millionformue. Som i forfatterparrets tidligere bind i trilogien om Jacob Tofte bygger også Akvarellen på begivenheder fra det virkelige liv, og på samme måde som Akvarellen er en krimi med et godt og effektivt plot, er den også i høj grad en slægtsroman, der bygger på traditionen fra de gamle islandske sagaer. Der er tale om begavet underholdning, og jeg har svært ved at fatte, at Karin Thorlacius og Carsten Hansen ikke har andre anmelderes bevågenhed og bliver læst af et meget større publikum. Det fortjener de.

Karin Thorlacius og Carsten Hansen: Akvarellen. 359 sider. Thorlacius og Hansen

*****

Talentfuld Bornholmer-krimi med fint plot

Birgithe Stender-Jensens Vintermørke er en spændingsroman, der foregår på Bornholm i vinteren 2010-11, men det er samtidig en grufuld historie om flere forbrydelser, som har en sammenhæng, og så er det endelig en rystende fortælling om en dysfunktionel familie. I århundredes værste snestorm nedbrænder en gård, og man finder ligene af et ægtepar, og nogenlunde samtidig forsøger en ung kvinde at begå selvmord ved at springe i havnen i Rønne, men en årvågen sygeplejerske springer i havnen og redder den unge kvinde, indtil en ambulance når frem. Endelig finder man liget af et lille barn, der er frosset ihjel i sneen. Efterforsker ved Bornholms Politi Camilla Ambrosen går sammen med sine kolleger i gang med at opklare, hvad der er sket, og om der er en sammenhæng mellem de tragiske hændelser. Ingen aner, hvem den unge kvinde, som forsøgte at tage livet af sig, er, og hun spiller fuldstændig stum, da hun bliver indlagt på hospitalet. Med forskellige tilbageblik til hhv. 1984, 2000, 2005 og 2007 samt det tidlige efterår 2010 forsøger forfatteren at give læserne et indtryk af, hvad der lå bag de forskellige tragedier. Det vil være synd at røbe, hvad der skete tidligere, men selve historien er ganske godt skruet sammen, og både efterforskeren og en brandmand vil ifølge bagsideteksten dukke op i senere bøger fra Birgithe Stender-Jensens hånd. En ganske underholdende og talentfuld Bornholmerkrimi.

Birgithe Stender-Jensen: Vintermørke. 349 sider. Forlaget 4. til venstre

***

Dybt fascinerende og atypisk spændingsroman med et fint plot

Den fransk/danske forfatter Sara Bouchet har med Min mands elskerinde skrevet en spændingsbog, der er forfriskende atypisk, da den ikke handler om mord eller andre slags forbrydelser, men derimod har et plot, der gør, at man sidder i spænding til de allersidste sider. Romanens hovedperson Susanne har været lykkeligt gift med Karl i 30 år, og de har besluttet at begynde et nyt kapitel i deres liv ved at købe et hus i Sydfrankrig, hvor de vil bo og samtidig leje værelser ud til turister. Susanne er taget i forvejen fra deres nu solgte hus i Langå til det nye hus, da to franske gendarmer banker på for at fortælle hende, at Karl er død ombord på færgen fra Odden til Aarhus. Susanne vidste godt, at Karl havde skullet tage afsked med sine kolleger om onsdagen, hvorefter han skulle have kørt ned til hende i deres nye hus. Men af én eller anden grund havde Karl flyttet afskeden med kollegerne frem til om tirsdage, fortæller en kollega, så hvorfor var han ombord på færgen om onsdagen. Og nu melder spørgsmålene sig for Susanne. Hvorfor var Karl ikke kørt direkte ned til hende, og hvad skulle han i København dagen efter afskeden med kollegerne. Ydermere undrer det Susanne, at Karl ikke besøgte datteren Laura og hendes mand i Valby, som han plejede, når han var til møder i hovedstaden. Susanne, der først nægtede, at det skulle være hendes mand, som var død, flyver straks hjem til Danmark, hvor politiet kun kan bekræfte Karls død ombord på Molslinjens færge. Efter obduktionen fik Susanne at vide, at Karls akutte hjertestop på færgen kunne skyldes en blodprop som følge af et følelsesmæssigt traume, og trods en kvindes forsøg på at give førstehjælp, lykkedes det ikke at redde Karl. Susanne kan ikke få at vide, hvem kvinden, der gav førstehjælp var, men hun når at skimme et navn i rapporten, så hun opsøger personen, der ydede førstehjælp. Derefter begynder Susanne at undersøge, hvad Karls ærinde var på Sjælland, og det lykkes for hende, at lægge sig ud med Laura, der ikke mener, at Susanne skal rode i Karls privatliv. ”Men Karls privatliv var også mit,” siger Susanne, og til Karls bisættelse, vækker hun nærmest skandale, da hun i kirken beder de fremmødte om at fortælle hende, hvis nogen ved noget om, hvad Karl skulle på Sjælland. Susanne bliver mere og mere overbevist om, at Karl havde en elskerinde, og var deres ægteskab overhovedet lykkeligt? Susannes egen mor forstår heller ikke, hvad datteren har gang i, men Susanne fortsætter ufortrødent sine undersøgelser, og undervejs krydser hendes vej flere kvinder, som eventuelt kunne være Karls elskerinde. Denne jagt efter sandheden er virkelig fascinerende, og som læser holdes man hen i spænding. Min mands elskerinde er samtidig en roman om mor/datter-forholdet i flere generationer, så til de mange, som måske ikke er til krimier, er kun at sige: Her er en spændingsroman, der er meget svær at lægge fra sig!

Sara Bouchet: Min mands elskerinde. 398 sider. Politikens Forlag

*****

Langstrup kan mere end bare gyset

Efter den ene fremragende gyser efter den anden har Steen Langstrup skiftet lidt genre i sin nye roman Tabu, der er en krimi i den mere traditionelle forstand. Den foregår på øen Despedida, der er en lille privat ø i det østlige Caribien. Øens navn betyder afsked, og det var det sidste land, man passerede på vejen hjem til Europa. Denne lille ø, som tidligere har været hjemsted for de colombianske narkokarteller, Medellín. Det var de oprindelige indianske stammer, der boede på øen, før spanierne kom dertil, der omtalte øen som Tabu, et sted, men undgik, et sted, hvor man aldrig skulle hen, og et sted, man end ikke talte om. Den ø har danskeren Klavs Sonnenborg købt for penge, han har tjent gennem sine mere eller mindre spegede selskaber, der i pressen har været kædet sammen med svindelanklager, virksomhedskarruseller, underslæb, lønninger, der aldrig udbetales og konkurser på stribe. Klavs og hans hustru Jeanette er rejst fra villaen i whiskybæltet nord for København til Despedida for at fejre jul der sammen med deres børn Birk og Ulrikke, der begge ankommer med fly nogle dage efter forældrene. Ulrikke medbringer en ny kæreste Adam, som forældrene ikke tidligere har mødt. Hun har derimod slået op med sin forrige kæreste Carl-Emil, som faren var meget begejstret for, men som var voldelig overfor Ulrikke. Derimod er far Klavs ikke særlig vild med Adam, hvad han ikke lægger skjul på. Dagen før børnene ankommer, ser Klavs i tusindvis af flamingoer, hvilket ifølge cubanske Eliana og hendes mand Juan, der har været property caretaker på øen i over 25 år kunne betyde, at en større orkan er undervejs. Sønnen Birk, der er professionel gamer, er allerede utilfreds, da han ankommer, fordi nettet ikke fungerer, så han kan spille med sinde holdkammerater. Han kan derimod fortælle, at to familier i Rungsted og Vedbæk blev myrdet, kort før han rejste til Caribien, og at det øjensynligt var familiernes teenagersønner, der stod bag mordene. Mens der gøres klar til at fejre dansk jul på øen, dukker der en mystisk mand op om natten, som både Jeanette og Adam ser, men det tænker man ikke særligt over, før cubanske Juan bliver fundet myrdet. Så er man nået frem til det klassiske dilemma med en flok mennesker på en øde ø, hvor der åbenbart går en morder rundt, mens forbindelsen til omverdenen er kappet. Det har Steen Langstrup skåret et finurligt plot over, og samtidig med at spændingen øges, får man et ætsende billede af en virkelig dysfunktionel familie. Til trods for, at Langstrup i Tabu har bevæget sig ind i en mere kendt genre, viser han her, at også det mestrer han til fuldkommenhed. Steen Langstrup er ikke blot mesteren i gys, han hører også hjemme i toppen af den danske krimis superliga. Kan varmt anbefales!

Steen Langstrup: Tabu. 278 sider. 2 Feet Entertainment

*****

Sidste og bedste bind i Philip Kerrs Berlin Noir-serie

Når Philip Kerr lader sin sidste roman Metropolis dele navn med den tyske mesterinstruktør Fritz Langs berømte mesterværk, hænger det sammen med, at Bernie Gunther, som er Kerrs gennemgående hovedperson i hele Berlin Noir-serien og som netop er blevet forfremmet fra sit job i Sædelighedspolitiet til en permanent plads i mordbilen, der sendes ud af Mordkommissionen på Alexanderplatz ved enhver ny drabssag, bliver bedt om at tage kontakt til Thea von Harbou, som er gift med Fritz Lang og samtidig er hans faste manuskriptforfatter. Grunden er, at hun gerne vil tale med én, der er ansat i Berlins berømte Mordkommission, da hun er ved at lave research til en film om en sexmorder. Handlingen i Metropolis foregår i Berlin i Weimarrepublikkens sidste dage i 1928, og her huserer en sexmorder, der ikke alene myrder prostituerede, han skalperer dem også. Denne morder sætter Mordkommissionen og dens karismatiske leder Ernst Gennat, med øgenavnet Den Store Buddha, alt ind på at afsløre og fange. Men inden det sker, begynder en række nye mord at finde sted, og politiet modtager et brev fra en mand, der kalder sig dr. Gnadenschuss. Han myrder krigsinvalider fra Den Store Krig, som sidder og tigger på gaden, og det sker ved, at han skyder dem gennem panden på tæt hold, da han vil have dem fjernet fra gaden, da de ikke bare er en skændsel mod uniformen, men også minder om Tysklands forsmædelige nederlag i 1918. Samtidig håner han Mordkommissionen, fordi de ikke endnu har fanget sexmorderen, der bliver benævnt som Winnetou. I forbindelse med sit opklaringsarbejde besøger Bernie en klub nær Oranienburger Tor, der hedder Sing Sing, og som er berømt for sin egen elektriske stol, der hedder Old Sparky, og hvor publikum er kædet sammen med håndjern. Her lykkes det for Bernie, der kalder sig Helmut Zehr, at få kontakt med Preusser-Emil, en bondefanger, der foregiver at være krigsinvalid, og som agerer vagtpost for nogle af byens indbrudstyve, når han kører sin krøblingekærre op uden for et hus og blæser i signalhorn, hvis ordensmagten dukker op. I forsøget på at indkredse dr. Gnadenschuss, der måske ifølge Bernie Gunther er den samme som Winnetou, udtænker Bernie en plan sammen med chefen for Berlins kriminalpoliti, Bernhard Weiss, hvor Bernie udklædt som krigsveteran på en krøblingekærre bliver placeret nær Friederichstrasse, hvor han udstyret med en pistol skal kunne overmande morderen. Resten af opklaringen må man læse sig til i denne dybt fascinerende roman, hvor læseren møder mange af den tids kendte personligheder bl.a. skuespillerinden Lotte Lenya og billedkunstneren George Grosz. I et helt ubetaleligt afsnit møder læseren bag teatret Trianon, hvor kun antallet af pikke, som blev suttet af, er overgået af antallet af pikhoveder inde på selve teatret med skuespilleren Gustaf Gründgens som den største. Da han knipser en halvt røget cigaret i retning af Bernie Gunthers hoved, siger Bernie: ”Mange tak, mein Herr. Meget venligt af Dem.” Hvortil Gründgens svarer: ”Hvad var det? Sarkasme? Fra en tigger?” ”Nein, mein Herr. Aldrig. Selv om jeg mener, at selv en stor skuespiller kunne lære noget med en tigger som lærer.” ”Sandt nok.” Gründgens satte en monokel fast i øjet og betragtede mig, som han ville have gjort med en ukendt art bille. ”Så du ved, hvem jeg er.” ”Javist, mein Herr. Jeg regner da med, at alle ved, hvem De er. De er den største skuespiller i Tyskland, mein Herr. Det er i det mindste, hvad alle kultiverede mennesker siger. De er den store Emil Jannings.”  Sådan er Metropolis også fyldt med humor. I efterskriftet, hvor man får lidt at vide om de historiske personer, fortælles det, at da Fritz Langs berømte film M blev udsendt i 1931, da var den overordnede kriminalmand i historien, inspektør Karl Lohmann, baseret på Ernst Gennat (Den Store Buddha), så lidt fik Trea von Harbou da ud af sin research hos Bernie Gunther.

Som det nok er alle bekendt, døde Philip Kerr i 2018, og Metropolis er altså hans sidste og fjortende bind i Berlin Noir-serien, hvis handlinger strækker sig fra 1928 og frem til 1957, og som det ses, foregår den før alle de andre, så her kan nye læsere begynde.Samtlige bind i serien er mere eller mindre fantastiske, men netop Metropolis, hvor man mærker jødehadet vokse og nazismen brede sig, er efter min mening seriens allerbedste bind. Trist at vi aldrig skal læse mere fra denne store forfatter.

Philip Kerr: Metropolis. Oversat af Ole Steen Hansen. 312 sider. Modtryk

******

Førsteklasses international spændingsroman

Da Fjendespor, som er sjette spændingsroman fra journalisten og forfatteren Keld Broksø, begynder, er hovedpersonen, kriminalbetjent Stefan Kushova Andersen, på vej til New York, hvor han skal deltage i et FBI-kursus, som vil kunne gavne hans karriere i politiet. Stefan, der som lille blev adopteret af en dansk familie efter at have tilbragt sine første år på et albansk børnehjem, bliver kort tid efter ankomsten til USA passet op af den albanske gangster Arben Koka, der faktisk er farbror til Stefan. Da han er blevet hevet ind i en limousine, tror han først, at ”bortførelsen” er et indslag i kurset, men han erfarer, at Koka skal bruge ham i et albansk klan-opgør, og lige efter at han er blevet sat af med besked om, at Koka vil afhente ham dagen efter, bliver limousinen angrebet med maskingeværild, der totalt smadrer bilen og dens indhold. Tilbage i København, hvor Stefan er ved at flytte ind i en ny lejlighed i Sydhavnen, bliver han indkaldt til møde hos chefpolitiinspektør Jørgen Albrectsen, der vil høre hans version af de blodige begivenheder i New York. Det viser sig, at den albanske verdensomspændte mafia, som lever af narko-, våben- og menneskesmugling, er i gang med en omfattende krig imellem de klaner, der nogle år før skabte enorme formuer på svindel og pyramidespil. Chefkriminalinspektøren får mobiliseret sin gamle studiekammerat Søren Carlsen, der nu er ved at gå på pension som politiinspektør i Aalborg og samtidig nok er den politimand, som har mest erfaring med albanske forhold. Søren bliver sammen med Stefan sendt til Tirana i Albanien, hvor de møder den stedlige politichef Bamir Nishanni. Her er opgaven at fange og uskadeliggøre Rexhep Meta, der styrer al kriminaliteten i Albanien, mens han sammen med sit korps holder til i bjergene nord for Shkodra. Rexhep Meta er den, der sender sine klanfolk ud til operationer i udlandet, og hans ærkefjende var Arben Koka, hvis søn Niko Kushova nu har overtaget denne rolle efter faderens død i New York. Den albanske mafias tråde når også til Berlin, og her får Søren og Stefan et samarbejde i gang med kriminalinspektør Egon Warnke, der ved, at Niko Kushova nu er i byen, og her skal Stefan møde Niko i kunstmuseet Boros Bunker, der oprindeligt blev bygget under Anden Verdenskrig, men som siden blev brugt af Den røde Hær til at opbevare krigsfanger i, og senere blev benyttet af DDR’s pampere til at køle cubanske bananer i, inden den blev til S&M-klub med så mange stoffer, at myndighederne lukkede den. Mødet bliver ikke til noget, for inden begynder et ragnarok, hvor Niko skyder en politimand, som skulle være backup for Stefan. Da Stefan og fætteren Niko endelig mødes, bliver det på Roskilde Festival, hvor Niko skjuler sig som flaskesamler. Det samarbejde, der kommer i gang mellem de to fætre, er ganske ulovligt og forkert, da Stefan jo faktisk dækker over en politimorder, men samtidig er Niko den eneste, der kan føre myndighederne frem til det endelige opgør med Rexhep Meta. Der sker ikke så helt få dramatiske begivenheder, før den sidste konfrontation. Og hvordan Stefans albanske mor og den kæreste, som han skulle være flyttet sammen med i Sydhavnen, kommer ind i billedet, skal ikke røbes her. Stefan Kushova Andersen var allerede med i Keld Broksøs forrige roman, Koldfronter, men i Fjendespor overgår han sig selv. Det er mig en gåde, at Broksø endnu ikke er blevet headhuntet som forfatter fra et af Danmarks store forlag med speciale i kriminallitteratur, for hans spændingsromaner med baggrund i virkelige begivenheder, burde kunne afsættes til udgivere over hele verden. Keld Broksø er efter min mening én af Danmarks absolut bedste forfattere af spændingsromaner med både gode plot og fint sprog. Fjendespor kan varmt anbefales.

Keld Broksø: Fjendespor. 406 sider. Ambush Books

*****   

Glimrende norsk konspirationskrimi

Handlingen i Ingar Johnsruds Korset begynder i Oslo, hvor én af byens betroede mænd, vicedirektøren Henry Falck, der arbejder med et hemmeligstemplet projekt for myndighederne, sammen med sin elskerinde bliver skudt og dræbt i en bilvask, og samtidigt forsvinder den kvindelige tv2-journalist, Benedikte Stoltz, der havde forsøgt at få fat på Henry Falck, da hun havde fået fært af de hemmeligheder, han arbejdede med. Da politikommissær Fredrik Beier, som læserne kender fra Johnsruds to tidligere bind i trilogien, Wienerbroderskabet og Kalypso, begynder at undersøge de to sager og sammenhængen i dem, finder han ud af, at den forsvundne journalist også var i gang med at undersøge en helt mørklagt sag, som Beiers far, Ken Beier, var involveret i, da han døde i 1993. Et projekt, der var begyndt lige efter slutningen på Anden Verdenskrig, og som handlede om udviklingen af biologiske våben. Mens Fredrik Beier og hans makker Kafa Iqbal arbejder med de to sager, går Fredrik også til konsultationer hos politipsykologen Victoria Pytell, og har drejer det sig om at bearbejde sorgen over sønnen Frikk, som Fredrik mistede efter en brand i hans lejlighed. Det hele bliver rigtig indviklet, da det viser sig at Victoria er samlever til den forsvundne journalist Benedikte. I det hele taget er her tale om en rigtig konspirationskrimi, hvor også den norske statsminister, Simon Riebe og et par medlemmer af den politiske oppositition er inde i billedet, da et køb af nye overvågningsfly er ved at splitte Riebes regering, og da hans finans- og sundhedsminister, Kari Lise Wetre, der desuden er næstformand i Kristelig Folkeparti, er direkte imod købet af de nye fly. Det gør ikke Fredrik Beiers og Kafa Iqbals arbejde lettere, da det går op for dem, at politiet er infiltreret af en muldvarp. I den over 500 sider tykke bog sker der mange dramatiske og ikke altid lige sandsynlige begivenheder, og flere bogens personer må lade livet undervejs. Imidlertid lykkes det for Johnsrud at bibeholde spændingen indtil de allersidste sider, og beskrivelsen af Oslo forskellige bydele, også de mere dystre kvarterer er formidabel. Man kan godt nogle gange misunde Norge, at de har så mange fine forfattere af spændingsbøger, og Ingar Johnsrud er så afgjort én af dem.

Ingar Johnsrud: Korset. Oversat af Camilla Gellert Nielsen. 516 sider. Gyldendal

*****

Thriller om en mordsag og et ægteskab i opløsning

Hovedpersonen i Harriet Tyces thriller Bitter frugt, den britiske advokat Alison, der er ansat hos Saunders & Co. har netop nået et højdepunkt i sin karriere, da hun har fået opgaven med at forsvare Madeleine Smith, der er anklaget for knivmordet på sin mand. Det sker nogenlunde samtidigt med, at hun har indledt en affære med sin kollega Patrick, til trods for at hun er gift med parterapeuten Carl og er mor til den lille skolepige Matilda. Hun har imidlertid besluttet at slutte sit erotiske eventyr med Patrick, men det er ikke så nemt, som det lyder til, for hun er stadig så forgabt i ham, at hun i begyndelsen af romanen lader ham kneppe sig på et toilet i toget tilbage til London efter mødet med deres nye klient. Og desuden modtager hun den ene e-mail efter den anden på sin telefon, som indikerer, at der er én, som kender til hendes udenomsægteskabelige affære. Mordsagen mod Madeleine Smith er ret kompliceret, og Alison kæmper for en dom for uagtsomt manddrab, da Madeleine i en årrække er blevet både tøvet og ydmyget af sin mand. Men efterhånden finder man ud af, at sagen er mere speget end først antaget. Imens forsøger Alison og Carl at få deres ægteskab til at fungere igen – bl.a. med et par dages ferie på et hotel i Brighton, som udvikler sig katastrofalt på grund af Alisons drikkeri. Mens man sideløbende følger med i mordsagen og i Alisons og Patricks fortsatte affære, sker det helt forfærdelige, at Matilda forsvinder en dag, hvor hun og Alison leger gemmeleg i en park. Da Matilda igen dukker op – heldigvis uskadt – flipper Carl ud, og han siger, at han vil skilles fra Alison, da hun er helt uansvarlig som mor. Og desuden bliver Patrick anholdt og sigtet for voldtægt af en anden kvinde, som han har haft samleje med på en bænk i en part. Det har ellers været med begges samtykke, men da politiet anholder dem, får kvinden kolde fødder og siger, at der var tale om voldtægt. Da den sag kommer frem, bliver Patrick breaking news på nogle avisforsider, og sagen får fatale konsekvenser for Patrick. Så alt er mere eller mindre gået i fisk for Alison, og hvordan det hele ender, må man læse sig til. Harriet Tyce har skrevet en spændende thriller, der er meget mere end en kriminalroman. Det er ligeså meget en roman om parforhold, og der er hemmeligheder både i mordsagen og i Alisons liv, som gør historien spændende indtil de allersidste sider, men året har budt på thrillere, som er bedre end Bitter frugt.

Harriet Tyce: Bitter frugt. Oversat af Rasmus Hastrup. 349 sider. Gyldendal

***     

Psykologisk thriller fra spændingsromanernes superligas øverste hylde

Da 28-årige Jessica bliver en del af en psykologisk undersøgelse som forsøgsperson nr. 52, aner hun ikke, hvad det er hun går ind til. Det sker i begyndelsen af Greer Hendricks & Sarah Pekkanens psykologiske thriller En anonym pige. Ellers arbejder Jessica som makeupartist hos firmaet BeautyBuzz, hvor hendes job består i at fikse kvinder op, inden de skal enten til fest eller på date. Under ét af disse besøg finder Jessica ud af, at den kvinde, hun besøger, tjener gode penge som forsøgsperson, men da hun ikke har tænkt sig at møde op dagen efter hos den karismatiske Dr. Schields, beslutter Jessica sig for at møde op i stedet for hende, da hun godt kan bruge nogle flere penge. Første overraskelse for Jessica er, at Dr. Schields er en kvinde, og snart efter deltager hun i undersøgelsen, hvor hun bl.a. får stillet mere og mere intime spørgsmål. Men hun ved ikke rigtigt, hvad formålet med undersøgelsen er. Dog bliver hun sendt ud på mærkelige ekspeditioner, hvor hun fx skal forsøge at forføre gifte mænd. Dr. Schields er gift med Thomas, som er praktiserende psykiater, og de er på vej til at blive separeret, da Thomas har været den smukke Dr. Schilds utro. Måske er de psykologiske undersøgelser blot noget, der skal overbevise Dr. Schields om, at hendes mand atter vil være sin kone utro, og efterhånden bliver undersøgelsen mere og mere suspekt. Både Jessica og Dr. Schields bærer på hemmeligheder, der har med deres søstre at gøre, og pludselig føler Jessica, at hun har bevæget sig ud i en verden, hvor alt er dødsens farligt. Meget mere kan man ikke røbe her, uden at tage spændingen ud af plottet, men det er lykkedes for makkerparret Hendricks & Pekkanen at skabe en forrygende spændingsroman, hvor man som læser ustandselig overraskes, og hvor man sidder i spænding indtil sidste punktum.

Greer Hendricks og Sarah Pekkanen: En anonym pige. 420 sider. Gyldendal

*****

Dybt fascinerende historie fra Frankrigs virkelige liv

Laetitia Perrais blev myrdet i den lille by Pornic tæt ved Loire-flodens udmunding i det vestlige Frankrig i januar 2011, og det er hende, som har lagt navn til historikeren Ivan Jablonkas bog Laetitia eller mandens endeligt, der fortæller en uhyggelig historie fra det virkelige liv. Men det er ikke kun mordet på den 18-årige servitrice, Jablonka skriver om; det er hele den røre, sagen skabte, og derfor har forfatteren talt med mange implicerede, familie, politifolk, sagførere, dommere og socialarbejdere. Allerede få dage efter blev drabsmanden Tony Meilhon, der havde talrige forbrydelser og domme bag sig, anholdt, men der gik flere måneder før det parterede lig af Laetitia dukkede op, da Meilhon ikke ville røbe, hvor han havde skjult det. Foruden den enorme mediebevågenhed sagen havde, resulterede det i en dommerstrejke, man aldrig tidligere havde set i fransk historie, da daværende præsident Nicolas Sarkozy anklagede retsvæsenet for ikke at have holdt bedre øje med Meilhon, efter at han var blevet løsladt. Laetitia og hendes tvillingesøster Jessica havde haft en alt andet end lykkelig opvækst, da faren Franck allerede mens tvillingerne var tre år gamle, havde voldtaget deres mor og senere havde holdt Laetitia ud over trappeskakten i tredje sals højde i selerne på hendes smækbukser med truslen om at slippe hende, hvis moren, Sylvie kom nærmere. Efter at Frank og Sylvie var blevet skilt, og pigerne boede hos moren, hentede Frank en dag Laetitia og Jessica på skolen, hvorefter han inviterede sig ind hos Sylvie, hvor han efterfølgende voldtog hende, hvilket resulterede i, at Franck fik fem års fængsel. Tvillingerne kom i familiepleje hos Michelle og Gilles Patron, som allerede havde haft flere børn på aflastningsophold. Her boede tvillingerne endnu i 2011, og specielt Jessica blev gentagne gange seksuelt misbrugt af stedfaderen. Ikke desto mindre elskede hun sin stedfar, men som hun sagde: ”Kun som far, det der har du en kone til, og jeg er ikke din kone.” Som læser følger man politiets arbejde med at finde liget af Laetitia, og det lykkes først, efter at flere søer er blevet tømt for vand. Og her finder man kun nogle af kropsdelene. Mens dette arbejde er i gang, går lokalbefolkningen sørgemarcher – og helt grotesk med plejefar Gilles Patron i spidsen (godt nok før han bliver fængslet for seksuelt misbrug af Laetitias tvillingesøster. Bogen slutter med et mere generelt kapitel om kriminalstof, og selvfølgelig kan det diskuteres, hvad man skal med en bog som Laetitia, men som læser af kriminalromaner er det måske meget sundt for en gangs skyld at få en beretning om, hvad det er, som sker i virkeligheden, og hvad det er, der inspirerer forfattere af krimier. Det er en grusom bog, som vel kun kan sammenlignes med Truman Capotes Med koldt blod. Laetitia har været nomineret til både fag- og skønlitterære priser, bl.a. den prestigefyldte franske Goncourt-pris i 2016.

Ivan Jablonka: Laetitia eller mandens endeligt. Oversat af Francois-Eric Grodin. 402 sider. Forlaget Etcetera

****

Fremragende hollandsk krimi

Englen i skyggen begynder med, at den hollandske journalist Farah Hafez af en tjetjensk terrorgruppe bliver tvunget til at støtte jihad mod præsident Potanins forbryderske regime. Det sker i Moskva, hvor en blodig gidseltagning skal være undskyldningen for at indlede en ny krig mod Tjetjenien. Der er blot det ved gidseltagningen, at den skal dække over noget helt andet, men det finder læserne først ud af senere. Imidlertid resulterer Farahs indrømmelse, der sker for rullende kameraer, i, at hun bliver stemplet som terrorist over hele verden, men med hjælp fra sin kollega Paul Chapelle og et falsk pas lykkes det for hende at flygte til Jakarta i Indonesien. Grunden til at Farah Hafez overhovedet befandt sig i Moskva var, at hendes chefredaktør på AND, Edward Vallent havde fået den idé, at oligarken Valentin Lavrov skulle overtales til at være gæsteredaktør på avisens særtillæg om kunst. Hvilket igen kun var forsøg på at få kontakt til Lavrov, der foruden at forsyne Sydafrika med hemmelige våbenleverancer var på vej til Holland for at underskrive en kontrakt på en underjordisk gasterminal. Endelig var Lavrov involveret i international menneskehandel med børn og havde tætte forbindelser til præsident Potanin. Sideløbende med det skete der en ulykke i Holland, hvor en Mercedes Benz S600 med økonomiminister Ewald Lombard som passager påkørte en dreng, der forklædt som pige skulle have været sexlegetøj for minister Lombard. Ministerchaufføren Thomas Meijer blev tvunget af Lombard til at flygte fra ulykkesstedet, men få dage efter fik han samvittighedskvaler og henvendte sig til politiet, hvor han afgav forklaring, men et par dage efter gik han igen til politiet og ændrede sin forklaring til at Lombard ikke var passager i bilen. Og igen kort tid efter finder man chaufføren hængt. Kriminalassistent Radjen Tomasoa og hans makker Esther van Noordt tror imidlertid ikke, at chaufføren har begået selvmord, men de er overbevist om, at han er blevet myrdet. I resten af Englen i skyggen følger man sideløbende opklaringsarbejdet med, hvad der sker i Jakarta og i Sydafrika, og endnu en gang har Walter Lucius, hvis rigtige navn er Walter Goverde, der for at par år siden skrev Sommerfuglen og stormen, skrevet en både medrivende og spændende krimi, hvor man er underholdt hele vejen igennem de næsten 400 sider. Jeg glæder mig allerede til at læse det bebudede tredje bind, men bøgerne kan læses helt uafhængigt af hinanden.

Walter Lucius: Englen i skyggen. Oversat af Birthe Lundsgaard. 372 sider. Peoole´sPress

******     

Norsk spionthriller i topklasse

Med Bjørnen tager norske Gard Sveen trinet op i spionromanernes superliga. Hans politiefterforsker Tommy Bergmann er egentlig på ferie, da han bliver tilkaldt til et øde område en halv times kørsel fra Oslo for at undersøge, hvem den døde kvinde, man netop har trukket op af dyndet i en sø, er. Hun var klædt i en dyr lammeskindsfrakke, der var moderne nogle årtier tidligere, og måske var hun en ung kvinde fra Trondheim, der var blevet meldt savnet. Det virker som en kendsgerning, men en måned efter, bliver Bergmann ringet op af den præst, som begravede den unge kvinde for at fortælle ham, at der i nattens løb var blevet anbragt et gravlys og en buket blomster på hendes grav. Kort efter bliver Bergmann kaldt hen til sin chef Fredrik Reuter, hvor også Jan Amundsen, der er næstkommanderende i Politiets sikkerhedstjeneste er til stede. Her får Tommy Bergmann til opgave at bryde ind hos en Martin Kleive, som politiet meget gerne vil i kontakt med. For sikkerhedstjenesten tror nemlig, at den myrdede kvinde muligvis var den østtyske afhopper Christel Heinze, der i sin tid var bedste ven med mesterspionen Arvid Storholt, der kort efter findes myrdet i sit hjem. Da han i 1987 blev arresteret, fik han sin straf betydeligt nedsat af Jan Amundsen, hvis han ville hjælpe med at finde oplysninger om en anden sovjetisk spion, der blev kaldt for Bjørnen. Derfor bliver Bergmanns opgave nu at finde frem til Bjørnen, hvis identitet aldrig blev afsløret. Romanen veksler imellem opklaringsarbejdet i oktober 2018 og hvad der skete, efter at Christel Heinze var hoppet af efter et svømmestævne i Oslo. Under sit opklaringsarbejde rejser Tommy Bergmann også til Berlin, hvor han muligvis kan finde oplysninger, der har med Christel Heinze at gøre. Når man læser Sveens roman, er det klart, at han må have fundet inspiration hos virkelighedens nok største norske spion Arne Træholt, men det gør ikke historien mindre spændende. Der er drøn på indtil de allersidste sider, hvor man langt om længe får at vide, hvem Bjørnen var.

Gard Sveen: Bjørnen. Oversat af Ib Høy Hansen. 313 sider. Klim

******

Endnu en dybt fascinerende krimi fra japanske Keigo Higashino

Hvor er det skønt endnu en gang at læse en krimi fra den japanske forfatter Keigo Higashino. Hans tredje roman på dansk En midsommerligning foregår i en lille turistbu Hari-ga-Ura nogle få timers togrejse fra Tokyo. Her forsvinder en mand, som bor på et lille pensionat, Rokugan Ryokan, og dagen efter dukker hans lig op på klipperne nær ved kysten. Umiddelbart ser det ud som en faldulykke, men ved obduktionen bliver det klart, at Masatsugu Tsukahara, som den afdøde hed, allerede havde været død, inden han havnede på klippen. Det resulterer i, at drabsefterforsker Kusanagi skal forsøge at opklare sagen, og professor Yukawa, der også boede på pensionatet, indleder sin egen undersøgelse. Rokugan Ryokan  ejes af Shigeharu Kawahata, som har arvet det efter sin far, og han driver det sammen med sin hustru, Setsuko. Mens disse dramatiske begivenheder sker, har de besøg af drengen Kyohei, der er nevø til Shigeharu, og som skal tilbringe sin ferie der. Han kommer til at få en afgørende rolle i historien, og han tilbringer meget tid sammen med professoren, som stiller ham forskellige opgaver, han vil kunne bruge i sit skolearbejde. Da det bliver klart, at der antagelig er tale om en mordsag, må Kusanagi søge efter assistance hos sine kolleger i Tokyo, specielt da det viser sig, at afdøde Tsukahara tidligere havde været ansat hos politiet, inden han gik på pension. Tsukahara havde i sin tid fået dømt en mand ved navn Hidetoshi Senba en lang fængselsstraf for mordet på en såkaldt hostess, Nobuko Miyake, der gik under navnet Rie. Nu var Senba imidlertid blevet løsladt, og han boede ikke så langt fra der, hvor liget af Tsukahara var blevet fundet. Godt nok havde Senba tilstået drabet på Miyake, men hvorfor var denne sag blevet ved med at interessere Tsukahara, og havde han været i forbindelse med Senba efter hans løsladelse. Da man efter obduktionen af Tsukahara finder ud af, at han både havde indtaget noget sløvende, og at han direkte var død af kulilteforgiftning, er spørgsmålet, hvordan det var sket, og hvem der kunne være interesseret i at lukke munden på den tidligere politimand. Det viser sig naturligvis, at årsagen til mordet på Nobuko Miyake måske var en helt anden end den, politiet først havde fastslået, men det er jo hele plottet i En midsommerligning, så det må man læse sig frem til, og man vil ikke blive skuffet. Blot skal man holde hovedet koldt og ikke løbe sur i de mange fremmedartede japanske navne.

Keigo Higashino: En midsommerligning. Oversat af Mette Holm. 406 sider. Modtryk

*****  

En af Nordens bedste krimiforfattere

Da islandske Yrsa Sigurdardottirs Vold begynder, har man fundet den 32-årige Helgi Fridriksson hængt på det gamle henrettelsessted Galgeklippen, men på hans lig finder politiet resterne af en besked, der har været sømmet fast til hans brystkasse med en sømpistol, så antageligt er der ikke tale om selvmord, men om en forbrydelse. Efterforskeren Huldar bliver sendt ud til den døde mands lejlighed, og her finder han børnepsykologen Freyja sammen med den 4-årrige dreng Siggi. Drengen er blevet efterladt af en ukendt mand, og han kan ikke fortælle politiet, hvor han bor. Efter et større efterforskningsarbejde finder politiet ud af, hvem drengens forældre er, men de viser sig at være sporløst forsvundet, og da de får kontakt med Siggis mormor, kan hun fortælle om et meget dysfunktionelt par, hvor Siggis far, Margeir, med jævne mellemrum tævede Siggis mor, Sigurlaug Lára. Samtidig prøver politiet at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem forældrene og den døde Helgi. Det er fjerde gang Yrsa Sigurdottir skriver om politimanden Huldar og Freyja, og man møder også Huldars chef Erla og hans kollega Gudlaugur samt praktikanten Lina. Rent privat møder man også Freyjas bror Baldur, og hans datter Saga, som Freyja passer, mens hendes bror sidder i fængsel. Når han kommer ud og skal have sin lejlighed tilbage, har Baldur fået arrangeret det sådan, at Freyja kan flytte ind i hans kammerat Tobbis lejlighed, da Tobbi også skal i fængsel for økonomisk kriminalitet, men på betingelse af, at Freyja vil passe på Tobbis kæledyr, en kvælerslange, imens. Da politiet efterhånden finder ud af, at Margeir var med i en slags drengeklub af gamle skolekammerater, som foruden at rejse og snakke fodbold også rådede over en lejlighed, hvor de optog pornografiske videoer, som de delte på nettet, begynder der at tegne sig et billede, som måske leder hen til et motiv for mordet på Helgi. Der er masser af overraskelser undervejs i dette drama, som både indeholder et pornografisk netværk og partnervold af værste slags. Spændingen er intakt indtil de sidste sider, og der er ingen tvivl om, at med Yrsa Sigurdardottir har man én af Nordens absolut bedste krimiforfattere. Jeg glæder mig allerede til at læse mere om Huldar og Freyja.

Yrså Sigurdardottir: Vold. Oversat af Nanna Kalkar. 372 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Jo Nesbø når han er allerbedst

En af verdens bedste krimiforfattere har gjort det igen. I Jo Nesbø’s tolvte bog om Harry Hole, Kniv er hovedpersonen igen faldet i og begyndt at drikke. Og det har resulteret i, at hans elskede, Rakel Fauke, har smidt ham ud, og ikke nok med det. Han er også blevet fyret fra sit job som underviser på Politiskolen. Mens Hole forsøger at komme ind igen i varmen hos Rakel, sker det værste, der kunne ske, nemlig at Rakel bliver myrdet, og Hole kan naturligvis ikke deltage i opklaringen af forbrydelsen. Men han begynder at jagte en gammel fjende, voldtægtsforbryderen Svein Finne, der tidligere har voldtaget flere kvinder og efterfølgende gjort dem gravide. Og at Finne muligvis kan have hævnet sig på Hole, skyldes, at det netop var Harry Hole, der skød Valentin Gertsen, som var Svein Finnes biologiske søn. Imidlertid er der noget, der peger i retning af, at det muligvis var Harry selv, der slog sin elskede Rakel ihjel, for det viser sig, at vågnede op ved siden af Rakels lig, og meget kan tyde på, at Hole på trods af et sikkert alibi, muligvis alligevel har haft mulighed for at have været sin kærestes morder. Rakel blev stukket ihjel med en kniv, der eventuelt kunne stamme fra hendes køkken, men mordvåbnet er sporløst forsvundet. Da Hole i sin tid var blevet truet af Svein Finne, satte han et overvågningskamera op udenfor Rakels hjem, men dette kamera er blevet fjernet og det hukommelseskort, der var i kameraet, dukker først senere op i en affaldscontainer tæt på gerningsstedet. I sit forsøg på at opklare, hvem der slog Rakel ihjel, samarbejder Harry Hole med flere af sine gamle kolleger, da han selv er suspenderet på grund af sin personlige involvering i mordsagen. På et tidspunkt dukker der endnu en person op, som kunne have haft et motiv til at myrde Rakel, men med hjælp fra sine gamle kolleger lykkes det for Hole, at nå ind til det, som er sagens kerne, kun for at erfare, at morderen måske skal findes blandt dem, som han troede var hans venner og kolleger. Harald Hole har et helt særligt forhold til musik, og det kommer på flere måder til at få indflydelse på hans opklaringsarbejde. Det er ikke uvæsentligt at have stiftet bekendtskab med en litterær klassiker som Machiavellis ”Fyrsten”, når man er oppe imod magtfulde folk som Harry Holes overordnede, efterforskningsleder Ole Winter og dennes tro væbner Katrine Bratt, men det er en helt anden sag, som man kan glæde sig til at læse. Som altid hos Jo Nesbø, tror man på et vist tidspunkt som læser, at man nu har fundet ud af hele plottet, for så kun at erfare, at det har man ikke. Hvad der sker af overraskelser i slutningen af Kniv, må man kæmpe sig igennem, og man vil ikke blive skuffet. Plottet er helt igennem genialt – måske lidt vel fantasifuldt – men ingen tvivl om, at Jo Nesbø efter min mening har skrevet sin hidtil bedste krimi om legenden Harry Hole. Det er en krimi i øverste del af den skandinaviske superliga, den kan varmt anbefales – LÆS DEN!

Jo Nesbø: Kniv. Oversat af Allan Hilton Andersen. 503 sider. Modtryk

******

Velskrevet og spændende debutkrimi

Dagen før juleaften sker der et bombeattentat på et julemarked på Nytorv i Københavns Indre By, hvor 19 mennesker bliver dræbt, heriblandt flere børn. Sådan begynder handlingen i Vinterland, der er skrevet af journalisterne Kim Faber og Janni Pedersen. Og næsten samtidig bliver en mand, Bent Larsen, brutalt myrdet i den lille sjællandske provinsby Sandsted, og hans kone er forsvundet. Martin Juncker, der er én af Danmarks bedste drabsefterforskere, er kort tid forinden blevet forflyttet til Sandsted, efter at han havde haft en affære med en smuk kvindelig advokat, der var forsvarer i en sag, hvor han selv var involveret. I Sandsted bor han sammen med sin demente far, mens han hustru stadig bor i København sammen med deres to børn. Juncker har fået to nye medarbejdere politiassistent Nabiha Khalid og en ung elev, Kristoffer Kirch, og de er installeret på den lille bys politistation, som ligger i lokalerne efter en nedlagt boghandel på byens torv. Her går de i gang med at opklare mordet på Bent Larsen, og snart finder de også Larsens forsvundne hustru myrdet. Nogenlunde samtidig bliver et flygtningecenter nær Sandsted udsat for et brandattentat, der muligvis er en hævn imod et par flygtninge, som havde været mistænkt for at stå bag en voldtægt af en ung kvinde. Junckers tidligere makker Signe Kristiansen får en alt andet end fredelig jul, da hun bliver sat i spidsen for jagten på de formodede gerningsmænd til det bombeattentat, som betragtes som en terrorhandling. Denne formodning får ekstra styrke, da politiet spotter en tidligere Syrienskriger, Simon Spangstrup, på en overvågningsfilm, for samme Spangstrup er tidligere meldt dræbt i Syrien. Hvordan attentatet i København og dobbeltmordet i Sandsted efterhånden bliver kædet sammen må man læse sig til, men spændingen stiger hele tiden i denne velkomponerede historie, hvor fremmedfjendskheden ustandselig viser sit grimme ansigt. Og Junckers ægteskabelige problemer samt besværet med den demente far overskygger på ingen måde selve plottet, men giver historien en menneskelig side. Det er ikke altid, det lykkes for journalister at forsøge sig som krimiforfattere, men Faber & Pedersen har begået en tankevækkende og vellykket debut med Vinterland, og jeg vil glæde mig til næste opus – måske med de samme politifolk.

Kim Faber og Janni Pedersen: Vinterland. 463 sider. Politikens Forlag

*****    

Aktuel thriller om en krigsveterans skæbne

Hovedpersonen i Britt T. Okkings thriller Ildfugl, Julie Nissen, er både danmarksmester og firedobbelt europamester i jiu-jitsu, men alligevel blev hun næsten slået ihjel i sin egen lejlighed af sin mand krigsveteranen Jan. Alt det får man at vide i starten af bogen, og så rykker handlingen fire år frem, hvor Julie bor på landet med sin kæreste, psykiateren Marcus Svensson, der er specialist i krigstraumer. Julie er medlem af en hemmelig klub, Fightersport Næstved, der holder til inde i en sydsjællandsk skov. Imens sidder Julies nu tidligere mand fængslet på en sikringsanstalt i Nordsjælland. En dag modtager Julie en tegning fra Jan, som er sendt til hende i Fightersport, hvor Jan har vedlagt en kultegning af en lille sommerfugl, og Jan har tilføjet: ”Jeg må tale med dig, Lille Ildfugl. Det er vigtigt. Kh. Jan”. Julie rejser en tur til Varde, hvor hun i sit barndomshjem besøger sin far, der har haft en længere korrespondance med sin tidligere svigersøn. I de breve fortæller Jan, hvordan han har været i hypnose for at kunne genkalde sig nogle af de krigstraumer, han har haft med sig siden udstationeringen i Afghanistan. Men så en dag får Julie meddelelsen om, at Jan er flygtet fra fængslet, og så vil det være synd at røbe meget mere. Ildfugl er en meget fascinerende roman om de traumer, krigsveteraner må leve med, og læseren får også et indblik i den verden, Julies afdøde mor, Isabella, levede i. Hun var, mens Julie var barn, mest optaget af skrive digte, dybt inspireret af Inger Christensens Sommerfugledalen, når hun ikke var indlagt på Sindssygehospital. Det hele slutter med, at det endelig går op for Julie, hvad der skete den dramatiske dag, hvor hun næsten mistede livet. Britt T. Okking, der er kreativ direktør hos forlaget DreamLitt., skriver flot, og hun har skruet et fint og aktuelt plot sammen, så Ildfugl kan varmt anbefales. 

Britt T. Okking: Ildfugl. 366 sider. Montagne

****

Endnu en storslået Ruth Galloway-krimi

Døden på museet er Elly Griffiths’ fjerde bind på dansk med arkæologen Ruth Galloway som hovedperson. Da hun skal overvære åbningen af en kiste indeholdende de jordiske rester af biskop Augustin Smith på det lokale museum, finder man liget af museets kurator, Neil Topham, ved siden af kisten, og kort tid efter bliver museets ejer Danforth Smith også fundet død. Vicekriminalkommissær Harry Nelson bliver tilkaldt, for at undersøge om der ligger en forbrydelse bag de to dødsfald. Både kuratoren og museets ejer har kort forinden modtaget anonyme trusselsbreve. Grunden er, at Smith Museum fra midten af 1800-tallet har haft både knogler og hovedskaller, som Danforth Smiths oldefar havde hjembragt fra Australien, og som Elginisterne, der arbejder for hjemførelsen af kulturelle genstande til oprindelseslandene, havde krævet tilbageleveret til Australien, så de kunne få en anstændig begravelse. Da kisten med ærkebiskoppen bliver åbnet, viser det sig, at biskop Augustin var en kvinde, nøjagtig som man i sin tid fandt ud af, at pave Johanne også var en kvinde. Nelson og hans kriminalfolk, Judy Johnson, Clough og Henty får nok at se til, da de i forvejen arbejder med en sag om narkotika, og under deres afhøringer på familien Smiths domicil Slaughter Hill, hvor familien har små hundrede heste, der trænes til både galopløb og forhindringsløb, viser der sig en mulig forbindelse til den narkotikasag, politiet også er i gang med. Som læser er det ikke en nødvendighed, at man har læst de tidligere bind i Ruth Galloway-serien, men det gør absolut heller ikke noget, for der har man fået at vide at Harry Nelson, der er lykkelig gift med Maureen, som han har to voksne døtre med, også er far til Ruths datter Kate, og Ruths ven Cathbad, der står i forbindelse med åndeverdenen, kommer også til at spille en rolle i Døden på museet. Spændingen bliver først rigtig intens, da Nelson bliver ramt af en mystisk sygdom, så han må overlade tøjlerne til Judy Johnson, og i en dramatisk slutning, bliver det klart, hvem der er skurke og hvem, der stod bag trusselsbrevene til de afdøde. Døden på museet er fuldt på højde med de tidligere bind, og heldigvis er der endnu seks krimier om Ruth Galloway, der endnu ikke er oversat til dansk. Dem kan man glæde sig til.

Elly Griffiths:  Døden på museet. Oversat af Lærke Pade. 332 sider. Gads Forlag

*****

Fremragende politisk konspirationsroman med meget satire

Da en ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet, Jeppe Mikkelsen, forsøger forgæves at komme til at tale med ministeren eller i modsat fald departementschefen, dagen før der udskrives folketingsvalg. På vej hjem fra ministeriet bliver Jeppe Mikkelsen skudt med en 9 mm Neuhausen pistol produceret lige efter Anden Verdenskrig. Sådan begynder Niels Krause-Kjærs Mørkeland, der er en selvstændig fortsættelse af hans bestseller Kongekabale. Journalisten Ulrik Torp, der efter at være blevet fyret på Dagbladet, i en tid har virket som freelancer med et visitkort, hvor der står ”TorpKommunikation – kompetence og erfaring” og ellers været på kontanthjælp, da han af jobcentret bliver sendt tilbage til Dagbladet, som gerne vil have ham ansat som praktikant i en fire ugers periode, mens valgkampen raser. Hans gamle redaktionschef Arne Lund sidder stadig for bordenden, mens chefredaktøren Asbjørn Henriksen er ny og søn af den gamle topembedsmand Niels Henriksen, der i en menneskealder havde styret først Justitsministeriet og siden Udenrigsministeriet. Årsagen til valgets udskrivelse er, at de to små partier, De Nationale og De Nyradikale begge gik til valg på at få en ny folkeafstemning om medlemskabet af EU, mens både De Liberale med statsminister Palle Enevoldsen og Arbejderpartiet med Pernille Hjort var imod en folkeafstemning, og midt imellem var Folkepartiet, som var EU-skeptisk, parret med lyst til at blive regeringsparti. Men hvis et forslag til en folkeafstemning skulle fremsættes, krævede det, at mindst ét af de små partier klarede spærregrænsen. Da valgresultatet endelig foreligger, viser det sig, at de indtelefonerede resultater, ikke altid er identiske med de tal, ministeriet sender ud, hvilket kunne tyde på, at der er pillet ved ét eller andet. Det er det, som Ulrik Torp og hans unge praktikant, Simon, begynder at grave i, som var de Woodward og Bernstein fra Watergatesagen. Hvad denne rævekage går ud på, skal naturligvis ikke røbes her, for det er hele denne konspirationsromans plot, så det må læserne selv finde ud af i denne geniale thriller om et skjult politisk magtspil. At det også på mange måder er en vittig nøgleroman, kan man bl.a. se her: ”Et gammelkendt ansigt i fjernsynet tiltrak sig hans opmærksomhed. Det var Ulla Hasting, tidligere minister for både Arbejderpartiet og De Liberale med ti års mellemrum. Før det medlem af et utal af partier og bevægelser, siden hun som rødstrømpe sprængte mediemuren i begyndelsen af 1970’erne. Ved siden af stod ægtefællen gennem alle årene, Poul Hasting, der havde fulgt samme politiske udvikling.” Som sagt er den en konspirationsroman, og der er spænding og overraskelser indtil de allersidste sider, så mon ikke også der kan blive en god film ud af den historie, som der gjorde med forgængeren.

Niels Krause-Kjær: Mørkeland. 264 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Fremragende historisk thriller (Alsterdal)

Da det svenske ægtepar Sonja og Daniel Åström køber en gammel vingård i Bøhmen i Tjekkiet, for at få en helt ny start på deres liv, render de ind i nogle problemer, som de ikke havde regnet med. Det kan man læse i begyndelsen af Tove Alsterdals Blindtunnel. Gården har stået tom i årtier, og under bygningen er der en lang tunnel, hvor der bl.a. opbevares gamle flasker vin, der har ligget der så længe, at den nærmest er udrikkelig. Men nede i den tunnel finder de under renoveringen af vingården liget af en dreng, der nærmest er mumificeret, da det har ligget der siden slutningen af Anden Verdenskrig. I det hele taget er der meget mystik omkring stedet, da gården lå midt i det område, hvor jøder under krigen blev deporteret til nazisternes kz-lejre, og hvor der efter krigen fandt en større udrensning sted af de forhadte sudetertyskere. Men der gemmer sig også andre hemmeligheder, og Sonja og Daniel støder snart ind i en lokalbefolkning, som enten har oplevet krigens rædsler eller er efterkommere af de oprindelige indbyggere. Sonja møder Anna Jones, der er datter af én af vingårdens tidligere ejere, og som nu bor i England, men mens Sonja er i Prag, dels for at købe inventar i Ikea, dels i et mere hemmeligt anliggende, bliver Anna Jones myrdet i nærheden af vingården, og Daniel bliver mistænkt for at stå bag ugerningen. Mens resten af bogen handler om opklaringen af dette mord, og man i tilgift finder ud af, hvordan den lille dreng endte som mumie i tunnelen, får læseren et rystende billede af, hvordan en ene etniske udrensning i Sudeterland ikke var meget bedre end den anden. Tove Alsterdal har på fremragende vis formået at blande thrilleren med den historiske roman, og udover at man med spænding kæmper sig frem til løsningen på hele dramaet, så er man samtidig blevet lidt klogere på et af de mørkeste kapitler i Europas nyere historie.

Tove Alsterdal: Blindtunnel. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 286 sider. Modtryk

*****

Benny Griessel fra Sydafrika er tilbage

Den sydafrikanske forfatter Deon Meyer er tilbage i topform med en ny krimi om Benny Griessel og de andre strømere i Sydafrika, kaldt høgene. Kobra begynder det hele med, at en britisk statsborger, der rejser under falsk navn, har lejet et gæstehus i en vingård, og han har samtidig fået indforskrevet et par bodyguards, der skal sørge for, at der ikke sker ham noget. Men så bliver han bortført, og hans bodyguards bliver skudt. Politiet finder nogle patronhylstre på gerningsstedet, som er dekoreret med en spyttende kobraslange. Sideløbende får man historien om lommetyven Tyrone Kleinbooi, der er ekspert i at frarøve turister deres tegnebøger. Han bliver afsløret i et butikscenter, men den sikkerhedsvagt, der har anholdt Tyrone, bliver skudt af en snigmorder, og her finder politiet den samme slags patronhylstre med den spyttende kobraslange. Fra da af arbejder Benny Griessel og hans kolleger sideløbende med de to mordsager, og læseren er hensat i spænding i de næste 400 sider. Som i de tidligere krimier af Deon Meyer kommer man tæt ind på livet af Benny Griessel og får indblik i både hans potensproblemer og hans tidligere liv som alkoholiker. Og så er Meyer ganske vittig undervejs, som fx da Griessel er blevet ringet op på sin mobiltelefon og svarer: ”Ja”. Formelt og halvirriteret som en mand, der blev ringet op af sin svigermor. Og da Griessel finder ud af, at der er mere end én kobra, viser det sig, at de er militærtyper, navngivet efter berømte franske forfattere. Det er forfriskende at læse krimier, der foregår i helt andre omgivelser end de mange nordiske eller angelsaksiske, og i den retning er Deon Meyer en mester.

Deon Meyer: Kobra. Oversat af Steen Sohn. 404 sider. Turbine

*****

Flot komponeret debut-thriller

Som om vi aldrig rigtig fandtes er Rikke Dahls første roman, og det er en historie om de ting, som det lykkes at leve med, men også i høj grad om de ting, som man ikke kan leve med. En af hovedpersonerne er scenografen Christin Lindberg, der meget mod sin vilje tvinges tilbage til sin barndomsby. Anledningen er, at en gammel gymnasiekammerat, Nikolaj Hoffman, der var den karismatiske forsanger i bandet Smalltown Empire, som Christin sammen med flere kammerater hang ud sammen med, er blevet fundet død. Han er åbenbart tumlet ned i en grøft i en brandert, hvor han har slået hovedet så alvorligt, at han efterfølgende er død. Christin har ringet til Pauline, der i sin tid var kæreste med Nikolaj, og hun har sagt, at de alle sammen var i fare, og at de skulle dø, hvortil hun tilføjede:  ”Det er allerede begyndt.” Imidlertid er Pauline sporløst forsvundet, og Christin henvender sig til journalisten Micki Reiss, der har skrevet om dødsfaldet i lokalavisen. Samme Micki Reiss havde tyve år forinden anmeldt Smalltown Empire og spået dem en fremtid som stjerner, men sådan kom det ikke til at gå, og allerede året efter blev bandet opløst, efter at Milan med baggrund på Balkan havde begået selvmord. Sammen med Micki forsøger Christin at afdække en fortid, hvor meget var helt anderledes, end det tog sig ud. Handlingen veksler imellem nutiden i efteråret 2013 og 1993, hvor den koncert, der skulle have været gennembruddet for Smalltown Empire, fandt sted. De enkelte kapitler har forskellige fortællere, og langsomt bliver læseren vidne til dels eftersøgningen af den forsvundne Pauline, dels en række dramatiske begivenheder, som skete årtier forinden, og som måske trækker tråde op til nutidens begivenheder. Det er en thriller om både hemmeligheder, skyld, ambitioner, fortrængninger og mord. Gang på gang bliver man overrasket, indtil man finder ud af, hvad der egentlig skete med klassekammeraterne og bandmedlemmerne. Det er lykkedes for debutanten Rikke Dahl at konstruere et fremragende plot, og Som om vi aldrig rigtig fandtes lover godt for et forhåbentlig kommende forfatterskab.

Rikke Dahl: Som om vi aldrig rigtig fandtes. 472 sider. Turbine

*****

Fremragende thriller med masser af familiehemmeligheder

Det første, der sker i Ruth Wares Mrs. Westaway er død, er, at den unge Harriet Westaway, kaldet Hal, modtager et brev fra en sagfører om, at hun har arvet efter sin bedstemor, og det er penge, som vil komme på et yderst belejligt tidspunkt, da Hal økonomisk hutler sig igennem livet ved at læse tarotkort for folk i en lille bod på West Pier i badebyen Brighton. Den bod har hun arvet efter sin afdøde mor, men forgældet, som hun nu er, trues hun på livet af en ågerkarl, som hun har lånt penge af. Derfor rejser hun til Cornwall, hvor hun deltager i bedstemorens begravelse, for derefter at tage ophold på familiens gamle gods, hvor de formodede arvinger er samlet. Der er bare et lille men. Hal har fra begyndelsen vidst, at hendes egen bedstemor har været død i over 20 år, men hendes egen mor og morens kusine hed det samme, Margarida, så muligvis er der tale om en forveksling. Ret hurtigt viser det sig, at den gamle Mrs. Westaway har skrevet et testamente, der vil resultere i en større familiestrid, da det åbenbart kun er børnebørnene, som skal arve, og Hal skal arve selve godset. En anden arving er det uhyggelige faktotum mrs. Warren, en intrigant kvinde, der har stået for husførelsen i en menneskealder. Det viser sig ret hurtigt, at familien rummer et hav af hemmeligheder, og da Hal samtidig aldrig har vidst, hvem der var hendes far, er der nok af gåder, som skal løses. En dagbog, som læseren kan følge med i undervejs, er åbenbart ikke fuldstændig, da der tydeligt er revet sider ud forskellige steder. Der sker mange dramatiske ting, og familien har åbenbart ikke stået ad vejen for at slå ihjel, hvis det var nødvendigt for at holde på hemmelighederne. På bagsiden kalder forlaget romanen for ”vor tids Agatha Christie”, men skal man endelig drage sammenligninger, ville jeg nok hellere sammenligne den med Daphne de Mouriers Rebecca, der havde sin mrs. Danvers, som godt kunne minde om mrs. Warren i Ruth Wares bog. Dog er det en thriller, som nemt kan stå alene. Plottet og personskildringerne er fine, og oveni får læseren en masse at vide om tarotkort og tolkningen af dem. Det er den tredje bog af Ruth Ware på dansk, hvor de tidligere er ”I en mørk, mørk skov” og ”Kvinden i kahyt nr. 10”. De var begge spændende og velskrevne, men Mrs. Westawere er død er helt klart hendes bedste til dato.

Ruth Ware: Mrs. Westawere er død. Oversat af Sara Koch. 376 sider. Gyldendal   

*****

Første Ballard & Bosch krimi

Som mange andre læsere var jeg meget overrasket, da Michael Connelly sidste år introducerede en ny hovedperson, den unge politikvinde Renée Ballard og sendte den legendariske LAPD-strømer Harry Bosch på pension, men nu arbejder Bosch gratis som efterforsker med gamle uopklarede sager, og på den måde kommer han til at arbejde sammen med Renée Ballard. Harry Bosch er stadig ikke kommet sig over mordet på den 15-årige prostituerede Daisy Clayton, der aldrig blev opklaret. I den første Ballard & Bosch krimi Mørkets ridder går de to i fællesskab i gang med at finde ud af, hvad der egentlig skete med Daisy. Deres samarbejde er nødt til at foregå på en måde, der ikke bringer Renée i fedtefadet, fordi hun og Natholdet ikke officielt kan arbejde sammen med Harry. Det bliver en hæsblæsende jagt på en kynisk morder, og undervejs møder læserne både korrupte politifolk, en religiøs prædikant kaldet Johannes Døberen, samtidig med at man får et uhyggeligt indblik i pornoindustriens værste sider. Undervejs kæmper Harry Bosch med sine minder fra Vietnam-krigen, mens Renée Ballard, som slapper af med at surfe, mindes, hvordan hendes far mange år tidligere forsvandt i bølgerne ud for Hawaii. Der sker mange dramatiske ting, før det endelige opgør med morderen i en lagerbygning, hvor Bosch næsten fristes over evne til at tage sagen i egen hånd på en måde, som ikke skal røbes her. Enden på hele historien bliver, at Ballard & Bosch giver hinanden hånd på et fremtidigt samarbejde, som Ballard definerer på denne måde: ”Okay, Harry. Vi kan arbejde på sager sammen. Men vi bøjer reglerne, vi går til grænsen, men vi overskrider den ikke.” Det må vi læsere så vente på til næste opus fra Michael Connelly. Og jeg glæder mig allerede, for Connelly er nok noget af det ypperste, man i dag finder indenfor kriminallitteraturen. At han er årets modtager af Palle Rosenkrantz-Prisen godt nok for hans forrige roman, er kun yderst velfortjent.

Michael Connelly: Mørkets ridder: Oversat af Line Beck Rasmussen. 335 sider. Klim  

*****

Endnu en perle af en spionroman fra Forlaget Olga

Hvis man ikke ved, hvad en slagtehest er, så skal man læse Mick Herrons fremragende Slagteheste, der netop er udkommet på det nye lille kvalitetsforlag Olga. Slagtehestene, der holder til i Slough House i London under den excentriske Jackson Lambs ledelse, er spioner fra den engelske efterretningstjeneste MI5, der har dummet sig, hvorefter de er taget ud af operationel tjeneste og overflyttet til det forfaldne hus i den nedslidte del af den engelske hovedstad. Hovedpersonen River Cartwright skulle skygge en potentiel bombemand i den engelske undergrund, men da hans mission mislykkedes, var resultatet, at en masse uskyldige mennesker mistede livet på King’s Cross. Når River ikke blev smidt helt ud af efterretningstjenesten, skyldtes det, at hans bedstefar havde været en legendarisk agent indenfor tjenesten. Bureaukraten Diana Taverner, også kaldet Lady Di, der indtager en ledende rolle i MI5, deltager i en opslidende magtkamp med Jackson Lamb, da der pludselig bliver brug for både agenter og slagteheste, idet en ung mand, Hassan Ahmed, hvis bedsteforældre kom til England fra Islamabad i begyndelsen af 1970’erne, er blevet kidnappet og i film på internettet bliver truet med offentlig halshugning. Det bliver et kapløb imellem MI5 og River Cartwright og hans medslagteheste at finde frem til Hassan og forhindre at han mister hovedet. Det og de forskellige magtkampe handler resten af bogen om, hvor man sideløbende følger bortførernes flugt med deres fange og selve opklaringsarbejdet. Slagteheste er en helt anden slags spionroman fuld af både dramatik og underspillet tør humor. Heldigvis er der allerede udkommet fem bind om den arrogante og ofte pruttende Jackson Lamb, og mens Slagteheste er første bind på dansk, glæder jeg mig allerede til at læse de næste bind i dansk oversættelse. Stor tak til Forlaget Olga for en virkelig original udgivelse.

Mick Herron: Slagteheste. Oversat af Allan Hilton Andersen. 367 sider. Forlaget Olga

******  

Historisk nordic noir når det er bedst

Niklas Natt och Dags krimi 1793 foregår i Stockholm året efter at kong Gustav 3. blev myrdet ved det maskebal, som bl.a. er skildret i en opera af Verdi. Det år finder nattevagten Jean Michael Cardell et lig i en ildelugtende sø på Södermalm. Et lig af en mand, som både mangler arme og ben, og hvor øjnene desuden er fjernet. Hos politiet bliver sagen overdraget til den tidligere anklager Cecil Winge, der tidligere har hjulpet ordensmagten, og sammen med Cardell går han i gang med at finde ud af, hvem den myrdede mand var. Mens Winge er ved at dø af lungesot, er Cardell handicappet, da han har mistet den ene arm under krigen i Den Finske Bugt og nu har en underarm af træ. Man aner ikke, hvem den stakkels mand, hvis lig var efterladt i søen, men der er tydelige tegn på, at han har været udsat for grov mishandling gennem længere tid, mens han var i live. Først langt senere bliver det klart, hvem den myrdede var, og man skal helt hen til de sidste sider for at forstå, hvad morderens motiv var. Historien er delt op i forskellige dele, som har hver sin fortæller, fx Johan Kristofer Blix, der har en fortid som feltskærlærling og unge Anna Stina, der efter en voldtægt, hvor hun blev gravid, har ernæret sig som natsværmer. Hun bliver imidlertid indfanget og anbragt i Spindehuset, en slags kvindefængsel, hvor gadens løse fugle får lov til at arbejde i årevis, og hvor det kun lykkes ganske få at undslippe. Mens handlingen langsomt arbejder sig hen imod slutningen, får man et dybt fascinerende billede af datidens Stockholm både blandt samfundets bærme og med forskellige intriger i de højere luftlag blandt adel og tyvagtige embedsmænd. Lad det være sagt med det samme, det er ikke en roman for sarte sjæle med de barske skildringer af ondskab og mishandling, men forfatteren, der selv er ud af én af Sveriges ældste adelsslægter, har sin research i orden, og man kan næsten lugte den infame stank fra den storby, der ligger langt væk fra det skønmaleri, mange ellers har af 1700-tallets Stockholm. 1793 er en imponerende debut, og at den både blev kåret som Årets bog og Årets debut i Sverige, er fuldt fortjent. Det er historisk nordic noir, når det er bedst.

Niklas Natt och Dag: 1793. Oversat af Christina Westenholz Bojlén. 495 sider. Rosinante

******

Virkelighedsnær spændingsroman af international karat

I Thors hammer, der er Rasmus Dahlbergs tredje bind om Pandoracellen, bliver Jonas Kvist fra Beredskabsstyrelsen sammen med eksperterne i Pandoracellen sendt til Island, hvor de skal deltage i en katastrofeøvelse, der hurtigt viser sig at blive til virkelighed, da vulkanen Katla går i udbrud. Det er på kystvagtskibet Thor, at Jonas og Pandoracellen tæt følger den dramatiske udvikling, hvor lavastrømme og giftige gasser truer, og hvor en askesky igen truer luftfarten over hele Europa, som det skete i 2010, da et andet vulkanudbrud med efterfølgende askeskyer lammede al europæisk flyvning i over en uge med ufattelige tab for flyselskaber, lufthavne og ikke mindst for i tusindvis af rejsende. Som det ikke er nok iværksætter en afdelingsleder i Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed, Cathrine Mo, samtidig et slags virusangreb, der lægger al elektronisk kommunikation i Island ned, og det gør hun udelukkende for at pleje egne interesser. I det hele taget følger den ene intrige den næste, samtidig med at Jonas hvirvles ind i et islandsk familiedrama, som får uoverskuelige konsekvenser. Thors hammer er en hamrende spændende konspirationskrimi, hvor magtfuld kinesisk indblanding i islandske forhold også indgår, hvilket virker meget troværdigt, når man tænker på den rolle kineserne fx har forsøgt at blande sig i grønlandske forhold på. Rasmus Dahlberg har sin research i orden, selv har han været gæsteforelæser i kontrafaktisk historieskrivning hos den daværende universitetslektor Gudni Th. Johannesen, der i 2016 blev valgt til Islands nye præsident, og som i øvrigt optræder i handlingen i Thors hammer. Man kan roligt læse den fascinerende thriller, selvom man ikke har læst de to foregående bind, hvad jeg ikke har. Der er tale om spændingsroman af international karat.

Rasmus Dahlberg: Thors hammer – en sag for Pandoracellen. 339 sider. Turbine

*****

Aktuel thriller med ny spændende hovedperson

Hovedpersonen i Eva Maria Fredensborgs Den tavse røver, afhøringsleder Nadia Elmkvist, er med i Det Fællesskandivaviske Akademi for Gerningsmandsprofilering. Lederen af Akademiet Conrad Løwe får en stor mulighed for at afprøve sin eliteenhed, da der er bud efter aspiranterne i forbindelse med en sag omkring en brutal hjemmerøver, som huserer i et kystområde, Härnösand, nord for Stockholm. Her har dele af lokalbefolkningen deres helt egen teori om hvor røveren skal findes. Der ligger nemlig et krydstogtsskib Ocean Gala for anker tæt på kysten med 1.800 asylansøgere ombord. Nadia og de øvrige aspiranter får besked på at arbejde tæt sammen med deres kontakt hos det lokale politi, enspænderen Hampus Cedergren, og får samtidig at vide, at hvis de handler på egen hånd, vil det betyde øjeblikkelig hjemsendelse. Nadia kommer ret hurtigt på kollisionskurs med Hampus, der synes, at hun går alt for hårdt til hjemmerøverens ofre i sine afhøringer. Når hun afhører på den måde, er det bl.a. fordi, hun har mistanke om, at ofrene ikke fortæller hele sandheden, og i den forbindelse finder hun ud af, at flere af røverierne har resulteret i, at røveren også tog både sorte og blå penge, som blev opbevaret på hemmelige steder. Blå penge er de beløb, som hverken skattevæsnet eller ofrenes hustruer har nogen viden om. Efterhånden er indbyggerne i Härnösand så utrygge, at de resulterer i talrige henvendelser til politiet, og det kulminerer, da en ældre mand kommer til at skyde sin søn i den tro, at det er røveren, som er på vej ind i hans hus. I begyndelsen er der ikke nogen, der har hørt røveren sige noget, og det resulterer i, at mange tror, at det er en asylansøger fra skibet, der står bag røverierne. Og det resulterer i mange demonstrationer anført af en lokalpolitiker Gunnar Berglund, der foruden at være racistisk ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle politiet, hvordan de skal udføre deres arbejde. Midt under opklaringsarbejdet bliver Ocean Gala kapret og stævner ud fra kysten, og så skal der vist ikke røbes mere her. Tilbage står, at Eva Maria Fredensborg har formået at skrive en både aktuel og hyperspændende thriller, hvor fremmedfjendskheden viser sit grimme ansigt, og ifølge bagsideteksten er det kun første bog i en serie om Akademiet og Nadia Elmkvist. Jeg glæder mig allerede til det næste bind.

Eva Maria Fredensborg: Den tavse røver. 389 sider. People’sPress

*****

Realistisk spændingsroman fra Afrika

Kim Højgaard Rasmussen, der tidligere har skrevet to spændingsromaner, som foregår i Afrika, Flammetræet og Floden, har i sin tredje bog om Frank Grabowski, Kuppet, ladet sin hovedperson sende til Mali og Burkina Faso fra sit faste Afrika-kontor i Arbidjan i Elfenbenskysten. Grabowski er ansat af medicinalvirksomheden Rockwell-Levy, der fremstiller den antiretrovirale ARV-medicin til behandling af hiv-positive, og sammen med sin kollega Peter Johansen skal de i Mali have et møde med landets sundhedsminister med henblik på det videre samarbejde. Dagen efter dette møde begynder et statskup i Mali, og sundhedsministeren flygter hen til Franks hotel, hvor han forsøger sig at skjule sig på Franks værelse. Her bliver han imidlertid fundet under kupsoldaternes razzia, og både Frank og ministeren bliver sendt hen til landets store fængsel, som man har gjort klar til de politiske fanger. I bogens første kapitel har læseren stiftet bekendtskab med den kvindelige løjtnant Bintou Diakité, som er under direkte kommando af kupgeneralen Diarra. Det bliver løjtnant Diakité, der foretager anholdelsen af Frank og ministeren, og det er også hende, der som den første afhører Frank, inden den mere brutale oberst Traoré overtager, og Frank bliver udsat for tortur i form af alvorlige pist, der efterlader hans ryg med blodige sår. På et tidspunkt tager militærkuppet en hel ny drejning, da det bliver tydeligt, at de nye magthavere søger samarbejde med russerne. Nu har Bintou Diakité fået nok, og da hun samtidig har fået en vis sympati for Frank Grabowski, beslutter hun, at de skal forsøge en flugt sammen for at nå til Elfenbenskysten. Imens er et modkup i gang, og det bliver en yderst dramatisk flugt, hvor Bintou og Frank i fællesskab slipper igennem en kontrolpost ved at skyde et par af kupmagerne. Hvordan det i øvrigt går med flugten, er meget spændende skildret og skal naturligvis ikke røbes her. Mens kollegaen Peter Johansen holdes i husarrest på sit hotel, hvor han hygger sig med en ung afrikansk kvinde, må Frank utroligt meget igennem, og det er på fornem vis lykkedes for forfatteren at gøre sin historie både spændende og troværdig. Man kan godt mærke, at Kim Højgaard Rasmussen har arbejdet i flere afrikanske lande, og hans romaner om Frank Grabowski er et must for dem, der vil have mere end blot action i en spændingsroman. I efterskriftet fortæller forfatteren, at han selv oplevede et militærkup i Mali i 2012, og det er udgangspunktet for plottet i hans nye spændingsbog. Jeg tror, at der er mange, som godt vil høre mere til Frank Grabowski.

Kim Højgaard Rasmussen: Kuppet. 295 sider. KHR Books

*****

Dommedag nu?

For et par år siden udkom Johan Ottosens meget roste debutroman Stenens tid, som netop er genudsendt, og hvor et par af hovedpersonerne, den tidligere våbeninspektør for FN, Søren Storm og hans hustru Birgitte begge var ansat i PET. En anden hovedperson, journalisten Kurt Østergaard, spillede også en afgørende rolle, da han fandt en såkaldt kalendersten, der tæller ned til ragnarok. Han havde desuden fundet ud af, at et angreb på kongefamilien skulle være nært forestående. Gennem sin ven, investeringsrådgiver Frantz-Ole Frimand kom Kurt i forbindelse med Mirrin Bank, som viste sig at være en hemmelig global efterretningstjeneste med Birgitte Storms mor, den tidligere CIA-agent, Bodil Holm som direktør. I begyndelsen af andet bind i Ottosens Mirrin Bank-trilogi, Apokalypsens engle, har politiet i sidste øjeblik forhindret, at et bombeattentat på Nørreport Station udvikler sig til en radioaktiv katastrofe, men samtidig er dronningen og hele hendes familie spærret inde i det brændende kongeskib ”Dannebrog”, som har været udsat for et attentat, da en yacht med sprængstoffer er blevet styret ind i siden på kongeskibet, en handling som Islamisk Front har taget ansvaret for. Politiet har antaget, at der var tale om et selvmordsangreb udført af det salafistiske postbud Aberdjan Mirou, der også spillede en afgørende rolle i Stenens tid. Imidlertid er ”Dannebrog” udstyret med et sikringsrum, hvor kongefamilien kan holdes i live i flere døgn. Da det antagelig er Iran, der har udført de to attentater, må statsminister Lene Bisgaard forsøge at afklare, om det er statssanktionerede attentater, da det i så fald vil resultere i krig mellem NATO og Iran og sandsynligvis kaste verden ud i en tredje verdenskrig. En tidligere bulgarsk spion ved navn Sarek Gazdan, der ejer Sareks Antik ApS på Nørrebro og et lagerlokale på Refshaleøen, er manden, som fjernstyrede yachten ved attentatet mod kongeskibet, og i hans lagerhal finder man liget af Aberdjan Mirou, som altså ikke var ombord på yachten, og desuden finder man også der liget af den 91-årige Mariam Melchior, der i sin tid arbejdede for den Internationale Atomare Energi Association. Hun er blevet tortureret ihjel, inden Sarek myrdede hende. Det viser sig efterhånden, at meget handler om de P2-centrifuger til fremstilling af beriget uran, som det lykkedes at gemme underjordisk i Iran, og ikke i Irak, som man troede og aldrig fandt. Da Iran nægter at udlevere de skyldige bag attentaterne, truer de i stedet den vestlige verden, og præsidenten bebuder, at man vil begynde med at udslette deres helligdomme. Undervejs lykkes et bombeattentat imod Peterskirken i Rom, dog uden radioaktive udslip. Bedst som hele den vestlige verden er i oprør, er den amerikanske udenrigsminister Laura Emily Marshall tæt på at miste livet i København, og den intense spænding holder indtil sidste punktum. Og så må man ellers vente til næste år med at få tredje bind af trilogien, Antikaos. Men indtil da er man fortræffeligt underholdt, til trods for de mange speciel effects, og det virker, som Johan Ottosen er godt inde i sit ret indviklede og komplicerede stof.  Jeg glæder mig allerede til næste bind.

Johan Ottosen: Apokalypsens engle. 544 sider. Bukefalos Publishing

****

Nyt mesterværk fra Christina Hesselholdt

Til trods for at Christina Hesselholdts Virginia is for lovers handler om et dobbeltmord, er det ikke en kriminalroman. I 1985 blev ægteparret Nancy og Derek Haysom myrdet i deres hjem i Virginia i USA. Både datteren Elizabeth og hendes tyske kæreste Jens Söring blev efter en lang retssag dømt for mordene, og mens Elizabeth fik to gange 45 års fængsel for sin medskyld, og Jens fik to livstidsdomme. Imidlertid ændrede Jens sin forklaring, om at det var ham, der var morderen, men at det var Elizabeth, der muligvis sammen med en eller to andre havde begået mordene. Begge sidder altså nu i fængsel i mange år endnu, men det er ikke spørgsmålet, om hvem der begik mordene, som interesserer fortælleren, der kalder sig Mr. Up Front. Sammen med én, der bliver kaldt Hjælperen, forsøger han at kortlægge perioden op til ugerningen, og hvad er hans bevæggrund for det? Måske forelskede han sig i Elizabeth under retssagen. Langsomt får man at vide, hvordan de dominerende forældre opdragede Elizabeth, og hvordan hun også blev sexuelt udnyttet af sin mor, der heller ikke undlod at flirte med Jens som en anden Mrs. Robinson, da han kom ind i billedet. Virginia is for Lovers er fyldt med litterære henvisninger, og det er en helt igennem fortryllende roman, der bl.a. er båret af Christina Hesselholdts flotte sprog.

Christina Hesselholdt: Virginia is for Lovers. 189 sider. Rosinante

******

Måske Julie Hastrups bedste krimi til dato

I Julie Hastrups Blodspor, som er den syvende krimi om drabsefterforsker Rebekka Holm, begynder handlingen med et meget makabert mord på en hel familie. Rebekka Holm er netop vendt tilbage fra et besøg hos sin kæreste, der ligger i koma efter et drabsforsøg på et hospital i Stockholm, da hun af sin chef bliver sendt ud til en villa i Birkerød, hvor en hel familie, ægteparret Jette og Torben Friis, der begge er i begyndelsen af 60’erne samt deres to sønner Nikolaj og Rasmus, der begge er i begyndelsen af 20’erne sidder døde omkring et middagsbord. Alle fire er blevet skudt, og værst er det gået ud over moren, som er skudt på klos hold i ansigtet. Politiet er blevet tilkaldt af genboen, der fandt hoveddøren ulåst, men inden da har postbuddet været inde med dagens breve, som han dog har taget med igen, inden har er forsvundet. Han er oprevet og var bange for ar blive anklaget for at være gerningsmand til ugerningen. Han har nemlig gennem nogen tid haft en flirt i gang med Jette Friis. Genboen, Ulla Birch fortæller Rebekka og hendes makker, Tatjana, at Jette vist også havde været elskerinde til en anden mand på vejen. Mens politiet er ved at undersøge gerningsstedet, kommer ægteparrets datter Helene Friis, som havde meldt afbud til middagen, forbi. Hun har imidlertid sit alibi i orden, da hun har været på arbejde på Det Kongelige Bibliotek. I et par mellemliggende kapitler får læseren historierne om to meget dysfunktionelle par, der begge har mistet et barn, og som begge har været i myndighedernes søgelys på grund af mistanke om børnemishandling. Politiet går meget hurtigt væk fra teorien om et mislykket hjemmerøveri, og nu er der flere mistænkte, der skal undersøges, hvilket bliver klart, da Rebekka opdager, at der faktisk var dækket op til en femte person ved middagen. Det hele bliver yderligere kompliceret af, at både datteren Helene Friis og postbuddet Anders Krogsgaard gør sig usynlige. Jeg røber ikke for meget ved at oplyse, at Jette Friis var ansat på en fødeklinik, mens hendes mand Torben var rejsebogsforfatter og bl.a. skrev en bog om Franco-tiden i Spanien. Opklaringsarbejdet har tråde både til Vestsjælland og til Spanien, og efterhånden som Rebekka Holm og hendes kolleger graver den ene hemmelighed frem efter den anden, begynder der at tegne sig et motiv, men flere må lade livet, før gåden bliver løst. Julie Hastrup har skrevet sin måske bedste bog til dato, og både dagligdagen blandt efterforskerne og hendes meget aktuelle skildringer af de dysfunktionelle kærestepar, der gennem talrige flytninger bliver ved med at bevæge sig under de sociale myndigheders radar, er medrivende. Og så forudsætter handlingen ikke, at man har læst de foregående bind om Rebekka Holm.

Julie Hastrup: Blodspor. 446 sider. Politikens Forlag

*****      

Norsk spænding fra øverste hylde

Jeg fik ikke læst Jan-Erik Fjells Skyggerummet, da den udkom på dansk i 2013, men det har jeg fået indhentet, nu da paperbackudgaven er udkommet. Det er en mordsag, hvor en ældre skolelærer, Viggo Holm, bliver myrdet, men inden da har man læst om en litauisk småkriminel, Bernandas Mielkos, der skal bringe en forseglet last til Norge via Sverige. Imidlertid dukker modtageren aldrig op, og da Bernandas bryder forseglingen til det, han tror er narkotika, opdager han, at han har smuglet to små drenge til Norge. Han burde have vidst, at det ikke var narko, han kørte med, for ved den dansk-svenske grænse reagerede politiets narkohunde ikke, mens Bernandas sad bag rattet og var ved at skide grønne grise over, hvad grænsepolitiet ville finde. I Norge er Anton Brekke sammen med sin kriminalassistent Magnus Torp blevet sat på mordsagen, og efterhånden viser det sig, hvordan der er en sammenhæng imellem mordsagen og indsmuglingen af de to drenge, specielt da politiet begynder at grave i den myrdede skolelærers fortid. Da Bernandas Mielkos må melde tilbage til den russiske gangsterboss Doskino fra det kriminelle netværk på Balkan, at der ikke er nogen at aflevere lasten til, bliver han beordret til at skaffe de to drenge ad vejen, men det har han ikke lyst til, og nu bliver der sat kræfter i gang med den hensigt, at få ham til at makke ret. Sideløbende med at man er tilbage i Østeuropa, følger man også Anton Brekke og kompagnis arbejde med at opklare den norske mordsag, og hvordan det fører frem til Skyggerummet, som har givet titel til romanen, det må man læse sig frem tid. Foruden at man også hører om Anton Brekkes tumultariske privatliv, får man også historien om, hvordan Magnus Torp bliver overflyttet fra en triviel opgave hos ordenspolitiet, hvor han tog imod anmeldelser om stjålne mobiltelefoner og tegnebøger, for at oprette en anmeldelse, hvorefter sagerne blev sendt videre til afdelingen for straffesager, hvor kontordamen havde fået bemyndigelse til at stemple formularen ”henlagt”, næsten samtidig med at den kom ind ad døren. Jan-Erik Fjell skriver godt, og jeg glæder mig til at læse flere krimier om Anton Brekke.

Jan-Erik Fjell: Skyggerummet. Oversat af John Jensen. 459 sider. People’sPress

****   

Elleve nye gys fra Steen Langstrup

Den meget produktive Steen Langstrup kalder sin nye novellesamling I Lygternes skær, inspireret af den sidste af de 11 noveller, ”Hvide piger i Lygternes skær”, som foregår i efteråret 1918, da Den spanske syge rasede på sit højeste med mange tusinde dødsofre bare i Danmark. Fælles for alle novellerne er, at det er gys og spidsfindige mareridt, hvor man til tider bevæger sig ned i sindets bundløse brønde. Der er dæmoner og vampyrer, og fx en Valentinsdag, hvor kvinden Karin har taget tidligt fri fra arbejde for at ligge lækker og klar i forførende lingeri på et sort silkelagen i sengen på første sal, når hendes kæreste Tobias kommer hjem fra arbejde. Men samtidig med at hun hører skridt i underetagen, modtager hun en mail om, at han er forsinket og først kommer senere hjem. Men hvem er det så, der er på vej op ad trappen? Endnu en gang er det lykkedes for Langstrup at vise, at han er gysets mester, men det er nok ikke en bog, man skal forlyste sig med, hvis man er en kvinde, der er alene hjemme i sommerhuset.

Steen Langstrup: I lygternes skær. 184 sider. 2 Feet Entertainment

*****  

Uforglemmelig blanding af krimi og gyser fra Nordsverige

Skolelæreren Lennart Gustafsson, kaldet Lelle, har set sit liv gå i stykker, da hans teenagerdatter Lina forsvandt sporløst en dag, hvor hun stod og ventede på bussen langt oppe i Nordsverige. Det er det, der sætter handlingen i gang i Stina Jacksons debutroman Sommermørke. Tre år efter, da politiet mere eller mindre har opgivet eftersøgningen, kører Lelle rundt i sin bil for at lede efter sin forsvundne datter. Han er blevet skilt fra sin hustru Anette, der nu danner par med sin psykolog, som hun venter barn sammen med. Sideløbende fortælles historien om en anden ung kvinde Meja, der sammen med sin mor, Silje, er flyttet til den lille by Glimmersträsk i samme egn. Moren, som har haft mange mænd i sit liv, har fundet en mand på nettet, Torbjörn, og det er ham, de flytter ind hos. Meja er ikke lykkelig i de nye omgivelser, og en dag møder hun den jævnaldrende Carl-Johan, der bor i Svartsjö i nærheden sammen med sine forældre Anita og Birger og sine to brødre. Den familie lever en nærmest hippie-agtig tilværelse, hvor de kun venter på, at hele samfundet bryder sammen. Derfor har de taget deres forholdsregler og er nærmest selvforsynende, mens de har hamstret så meget dåsemad, at de vil kunne overleve i årevis, når der bliver krig. Meja er blevet forelsket i Carl-Johan, og hun flytter ind hos ham og hans familie. Da det er ved at blive efterår, og Lelle stadig sørger over Lina, forsvinder endnu en ung pige. Læseren følger med i både Mejas forsøg på at falde til i de nye omgivelser og i Lelles resultatløse eftersøgning, men samtidig møder man en ung kvinde, der holdes indespærret i en kælder af en mand, der altid bærer maske. Hvordan det hele ender i denne sære blanding af en krimi og en gyser, må man læse sig frem til. Det er imponerende, som det er lykkedes for Stina Jackson at skildre både Lelles sorg og den ejendommelige familie, der hverken har fjernsyn eller tillader mobiltelefoner, men derimod aften efter aften sidder og lytter til postcasts, mens de med gru ser på, hvordan det omgivende samfund udvikler sig. Sommermørke er en uforglemmelig historie med et virkelig originalt plot, og den er helt fortjent kåret til Årets svenske krimi 2018.

Stina Jackson: Sommermørke. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 304 sider. Lindhardt og Ringhof

******  

Effektiv og aktuel spændingsroman

Den tidligere tv-journalist Selma Brink er blevet rekrutteret som indhenter for PET, og så er hun hovedperson i Henrik Bruns Operation Nyttige Idioter. Som en første opgave sendes hun til Flensborg, hvor den kendte flygtningeaktivist Malin Østerlund er blevet myrdet. Mens det tyske politi mener, at det er et røveri, som gik galt, frygter PET, at Malin er blevet myrdet af politiske årsager. Malin er nemlig tidligere dømt for at hjælpe flygtninge illegalt ind i Danmark. Som et dække over sin tilknytning til PET, optræder Selma som redaktør af og journalist ved Magasinet Global, og hun kan derfor henvende sig til personer tæt på den myrdede Malin ved at fortælle, at hun er ved at skrive en artikel om Malin Østerlund. En af de første, hun henvender sig til, er Ulrik Schulz, der er leder af Ultra Danmark, og som Malin flere gange har diskuteret med på TV. Selma taler også med Malins gamle studiekammerat Susanne, der på Facebook havde advaret Malin om i fremtiden at begå ulovligheder. Det havde Malin svaret meget køligt på, og hun havde frabedt sig fremtidig kontakt fra Susanne. For skrev hun, nu drejede det sig om at hjælpe Dejan. I et forsøg på at finde ud af, hvem denne Dejan er, kommer Selma i forbindelse med Villa Friis i Flensborg, hvor man hjælper flygtninge. Det viser sig, at Dejan i virkeligheden hedder Fidaji, og han er bosnier og søn af Emilija Lekic, som styrer begivenhederne i Villa Friis. Inden da har Selma opsøgt kriminalkommissær Claus Janssen, der står for undersøgelserne omkring mordet på Malin Østerlund. Da Selma et par dage efter passerer Villa Friis, er der fyldt med politi og en ambulance, og det viser sig, at Fidija Lekic er blevet overfaldet og slemt tilredt af knivstik, og hans tilstand er kritisk. Her får Selma til sin store overraskelse at vide af Claus Janssen, at politiet mener, at det var Fidija, som myrdede Malin. Da Selma tager til Aalborg for at deltage i Malin Østerlunds begravelse, får hun talt med Malins familie, der var alt andet end begejstrede med den udvikling Malin havde gennemgået. Inden det sker, har læserne stiftet bekendtskab med Benny Andreassen fra firmaet Marcello Sikkerhedsmakulering i Svendborg, der har haft en opgave, hvor nogle kasser med papirer skulle makuleres, og hvor Benny som chauffør i al hemmelighed blev kørt ud i landet, hvor makuleringen skulle finde sted og bagefter til firmaet i Svendborg for at skjule nogle andre kasser med papirer i et sikret rum. Imidlertid lykkes det for Benny at fotografere de papirer, som skal makuleres, og det  viser sig at være en dødsliste, hvor både Malins og hendes afdøde advokats navne forekommer. Men hvem er de øvrige på listen, og hvem står bag. Mens Selma er i Nordjylland, finder politiet et sted i en plantage ved Blokhus, hvor en hel del våben er blevet gravet ned, og nogle indvandrere i en nærliggende flygtningelejr bliver anholdt. Under begravelsen, hvor også Benny deltager, lykkes det for ham at give Selma et usb-stik, der får stor betydning. Jo længere Selma kommer ind i sine undersøgelser, jo mere tyder det på, at et politisk spil er i gang, hvor venner i virkeligheden er fjender, og Selma må langt omkring i Europa, før det helt går op for hende og hendes PET-kontakt, Kellermann, hvad der er op og ned, og hvilke magtfulde kræfter, som står bag. Henrik Brun har med Operation Nyttige Idioter skrevet en effektiv og aktuel spændingsroman, der bør give ham et stort gennembrud – også i udlandet.

Henrik Brun: Operation Nyttige Idioter. 333 sider. People’sPress

*****

Fremragende spændingsroman om fusk i medicinalbranchen

Antropologen Sofie Munk er for anden gang hovedperson hos Helle Vincentz i hendes nye spændingsroman Søster min. Hun er netop blevet ansat som privat efterforsker hos CJ Consult, hvor hun får til opgave at hjælpe medicinalfirmaet NomoDep Pharma med en vanskelig sag. Firmaet er ved at lancere en pille, der skal kunne hjælpe kvinder med depression, og som samtidig har mistet lysten til sex, altså som firmaets pressechef udtaler – en lykkepille og kvindelig viagra i én og samme pille. Pillen skal imidlertid først godkendes af Lægemiddelstyrelsen, noget der blev ekstra aktuelt efter Thalidomid-skandalen i tresserne, hvor en række kvinder fik ordineret en medicin, som havde så alvorlige bivirkninger, at disse kvinder fødte misdannede børn. Nu har det vist sig, at en medarbejder anonymt har sendt ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen og bl.a. fjernet alt, der kunne stå i vejen for pillens succes. Det lugter langt væk af, at der er fusket undervejs fra NomoDep Pharmas side, da pillen AceOne er firmaets største satsning nogensinde. Sofie Munk kontakter både personer hos medicinalfirmaet og hos Lægemiddelstyrelsen, og hos sidstnævnte går det op for hende, at den medarbejder, Hanne Laursen, som havde mest med sagen at gøre, har begået selvmord. Efter et møde hos NomoDep Pharma er Sofie Munk på vej til Malmparken Station, da hun slår sin paraply op og finder en seddel, hvor der står: ”Jeg ved, hvad du er ude på. For din egen skyld gør du klogt i at stoppe med det samme.” Men det gør Sofie Munk naturligvis ikke, selvom det bliver klart for hende, at der er kræfter i gang med at sabotere hendes arbejde. Som sædvanlig skriver Helle Vincentz virkelig godt, og man kan mærke, at hun har researchet i en branche, hvor der i disse år bliver tjent store penge, og der åbenbart ikke er grænser for hvor meget, der bliver manipuleret, når producenterne går efter de store gevinster. Desuden formår Vincentz at bibeholde spændingen til sidste side i denne næsten 400 sider store pageturner. Jeg glæder mig til møde hendes antropolog i et forhåbentligt senere bind.

Helle Vincentz: Søster min. 368 sider. People’s Press

*****

En uforglemmelig thriller

Den svenske Dan T. Sehlberg, der havde stor succes med sin debutroman Mona og 2013 og senere skrev Sinon, er nu aktuel med thrilleren Det brændende brev. Forlæggeren Niklas Fors og hans hustru Eva venter barn, da Eva kort inden fødslen aborterer. Hun giver noget af skylden til Niklas, der dels har været meget ophængt af sit arbejde, dels haft et alt for stort alkoholproblem. Eva beslutter sig for at rejse til Indien for at tilbringe fire uger i en ashram med fire ugers manisk yoga. Efter et større skænderi med Niklas, kalder hun ham for en morder, og så kører Niklas hende til lufthavnen, hvor hun forlader ham for at gå ombord i sit fly. Samme nat bliver Niklas ringet op af en medarbejder fra Udenrigsministeriet, der fortæller, at IA 48 fra Indian Air er forsvundet fra radaren efter at være lettet fra Indira Gandhi International Airport, og at man frygter for flyets skæbne. Senere på natten erfarer Niklas via fjernsynet, at flyet, en Boeing 737 er styrtet ned i en jungle. I tv-udsendelsen hører Niklas, at der findes en forening, The Wreck and Crash Mail Society, der samler ”brændende breve”, som man kalder de nødråb, testamenter og afskedsbreve, som passagerer skriver til deres nærmeste lige inden en sådan katastrofe sker. Niklas er overbevist om, at Eva må have skrevet en sådan sidste besked til ham, og han begynder en jagt på det brev. Men da disse breve er meget værd på det sorte marked, bliver det en vanskelig opgave at finde frem til dem, der samler på dem, og det bringer Niklas rundt i verden, hvor flere af disse samlere har mistet livet på mere eller mindre uhyggelig vis. Mere skal ikke røbes her, men Dan Sehlberg har skrevet en uforglemmelig thriller om dette uhyggelige fænomen, som eksisterer i virkeligheden. Fx blev et brev skrevet af et af ofrene ved Titanics forlis solgt for 1,3 millioner svenske kroner så sent som i 2017. Det brændende brev har et plot ud over det almindelige og kan varmt anbefales.

Dan T. Sehlberg: Det brændende brev. Oversat af Karsten Nielsen. 359 sider. Rosinante

******

Førsteklasses svensk krimi

Gabriella Ullberg Westins Slagteren har kriminalinspektør Johan Rokka og hans kolleger fra Hundiksvall politi i hovedrollerne. Den årlige elgjagt er netop begyndt, da slagteren Erik Larsson går ind i det rum, hvor dyrekroppene hænger i kroge fra loftet.  Efter jagtens første dag hænger der syv elge, men Larsson får et mindre chok, da han ser, at den krop, der hænger længst bagude, er et menneske, der tilmed har været udsat for tortur. Et par dage efter finder man endnu et offer, men denne gang er der tale om et afhugget menneskehoved, som er sat op på en trofætavle af fyrretræ, hvor man normalt sætter elghoveder op, men resten af kroppen er væk. Og dagen efter bliver politiet tilkaldt, da en mand i 50’erne bliver fundet siddende op ad en tømmerstabel i skoven. Han er blevet skudt, og er antagelig endnu én af deltagerne i elgjagten. Da politiet opdager, at der er skrevet en krusedulle, som ligner et tal på nogle af ligene, begynder jagten på en gerningsmand, der antagelig er i gang med at hævne ét eller andet. Imens har læserne stiftet bekendtskab med nogle af de lokale, bl.a. Kent Wik, der bor sammen med sin hustru Stina Olsdotter i den lille by, hvor de lever af at sælge træ fra den skov, som Kent arvede fra sin far. Alle i byen er skræmte, og da politiet efterhånden får sat navn på de myrdede, viser det sig også, at der var flere tilknytninger imellem dem, og Johan Rokka og kriminalteknikeren Janna Weissman må nu sammen med ekstraindkaldte betjente gøre alt for, at der ikke er flere, som bliver myrdet, men det kræver, at de finder ud af, hvorfor der er en hævner på spil. Det gør det ikke bedre, da det går op for politiet, at der er en læk i egne rækker, for hele tiden kan man læse i avisen, hvad der netop er sket, og hvad politiet frygter. Slagteren er ulidelig spændende lige til de allersidste sider, og foruden at give et flot billede af det lille samfund, bliver man til stadighed mødt af nye overraskelser. Slagteren er fjerde selvstændige bog i serien Mordene i Hundiksvall. Jeg får straks lyst til at læse nogle af de tidligere bind.

Gabriella Ullberg Westin: Slagteren. Oversat af Dorthe Klyvø. 351 sider. HarperCollins

****

Van Veeteren og Barbarotti mødes i forrygende spændingsroman

Efter ti krimier med den hollandske strømer Van Veeteren i hovedrollen og fem men den svenske Gunnar Barbarotti lader Håkan Nesser disse to politifolk møde hinanden i hans nyeste De venstrehåndedes forening.

I slutningen af 1950-erne vokser nogle drenge op i den hollandske by Oosterby, og her stifter de bekendtskab med frøken Bolster, der ikke vil tolerere, at hendes elever skriver med venstre hånd, så derfor udstyrer hun de kejthåndede med en såkaldt korrektionshandske, der er lavet af læder, hestehårspolstring og uden fingre, så det bliver umuligt at skrive med den gale hånd. Nogle af disse drenge starter De venstrehåndedes forening, og i denne skole kommer de til at gå i klasse med de enæggede tvillingepiger Clara og Birgitte Behrens. Mange år efter i september 1991 modtager medlemmerne af De venstrehåndedes Forening en indbydelse til et ekstraordinært møde, som skal afholdes på Mollys Pensionat i Oosterby. Natten efter den lørdag, hvor medlemmerne af foreningen mødes, og hvor den ene tvillingesøster også deltager, nedbrænder pensionatet, og alle indebrænder, men da obduktionen viser, at de døde havde indtaget sovemedicin, er politiet klar over, at der er tale om en mordbrand. En af deltagerne, Qvintus Maasenegger, var ikke blandt de forkullede lig, og derfor blev han af Van Veeteren og de politifolk, der undersøgte mordbranden, betragtet som den, der havde slået sine kammerater ihjel. I oktober 2012, hvor Van Veeteren for længst er gået på pension, finder man liget af Maasenegger, som ifølge obduktionsrapporten har været død i over 20 år, så det kan altså ikke være ham, der var morderen. De politifolk, der undersøger mordet på Maasenegger, kontakter Van Veeteren, der sammen med sin hustru, Ulrike Fremdi, kører til Maardam, hvor de deltager i opklaringsarbejdet omkring mordbranden, som igen er blevet aktualiseret på grund af fundet af den formodede morder, der altså ikke kan være den skyldige. Hvordan trådene fører til Kymlinge i Sverige og involverer Gunnar Barbarotti og hans makker Eva Backman, må man læse sig til, men langsomt begynder der at danne sig et billede, hvad der i sin tid skete med medlemmerne af De venstrehåndedes forening, og handlingen veksler imellem 1969, 1991 og 2012. Plottet er virkelig originalt og mangestrenget, og som altid er der masser af humor og underspillet dialog hos den særdeles velskrivende Håkan Nesser. Han har tidligere skrevet fremragende romaner, men denne gang overgår han sig selv i en forrygende og medrivende historie på næsten 500 sider. Det er den bedste spændingsroman, jeg har læst i år!

Håkan Nesser: De venstrehåndedes forening. Oversat af Jan Mølgaard og Abnete Dorph Stjernfelt. 462 sider. Modtryk

******

Harry Bosch er tilbage

Efter at Michael Connelly sidste år introducerede en ny serie krimier med Renée Ballard som hovedperson, møder læserne atter en gang Harry Bosch i den nye Connelly-krimi To slags sandhed. I sit otium arbejder Bosch gratis for San Fernando-politiet med uopklarede sager, da to meget forskellige hændelser kommer til at lægge beslag på hans tid. Dels bliver han indkaldt til møde af vicestatsadvokat Alex Kennedy, der er tilknyttet Conviction Integrity Unit, som er etableret, efter at Bosch forlod LAPD, og som undersøger tidligere domfældelser af ikke-skyldige indsatte. Årsagen er, at Preston Borders, som Harry Bosch i sin tid fik dødsdømt for mordet på Danielle Skyler, er på vej til at blive løsladt, da politiet har fundet dna fra en voldtægtsforbryder og seriemorder, Lucas John Olmer, på Danielles nattøj, som siden mordet i 1988 har ligget i en forseglet kasse på et lager for analyseret materiale. Lucas Olmer blev i sin tid dømt for en række andre forbrydelser, og han er siden død i fængslet. Altså står Preston Borders, der i næsten 30 år har siddet på dødsgangen i San Quentin nu foran løsladelse samt en kæmpe erstatning, men Bosch er stadig overbevist om, at Borders stod bag mordet på Danielle Skyler. Så nu må Harry Bosch kæmpe for at bevare sit gode ry ved at grave den gamle sag igennem endnu en gang. Næsten samtidig bliver han kaldt ud til et dobbeltmord på et apotek, hvor indehaveren og hans søn er blevet myrdet, og her bliver Bosch snart klar over, at der er tale om en sag, hvor gangstere har manipuleret med falske recepter, så de gennem medskyldige bondefangere, såkaldte shills, har fået fingre i medicin, som kan videresælges for mange millioner. Mens Harry Bosch sideløbende arbejder med de to sager, som intet har med hinanden at gøre, bliver han klar over, at forsøget på at få Preston Borders løsladt, er konstrueret af magtfulde jurister, der ikke skyer nogen midler for at bringe Bosch i fedtefadet. Som altid har Michael Connelly formået at skrue en historie sammen, hvor man som læser er tryllebundet indtil sidste linje.

Michael Connelly: To slags sandhed. Oversat af Søren K. Barsøe. 320 sider. Klim

*****  

Endnu en gang hævn og selvtægt

I sin nye krimi Mørket kalder introducerer Michael Katz Krefeld en ny hovedperson, den nyudnævnte politikommissær Cecilie Mars. Hun bliver næsten med det samme trukket ind i en plan om hævn og selvtægt, udtænkt af person, der kalder sig Lazarus, og som leder tanken hen på to lignelser i Det Nye Testamente, nemlig hvor den fattige og den rige bytter roller i himlen, og den hvor Lazarus genopvækkes af Jesus. Imidlertid er den Lazarus, som Cecilie af gode grunde ikke kender identiteten på en ukendt hævner, der har en klemme på hende, og som har en viden om en traumatisk hændelse i hendes fortid. Årsagen til at Cecilie skal være Lazarus’ redskab i afstraffelsen af seksualforbrydere, der ikke har fået deres retfærdige straf, må være, at Lazarus på denne måde ikke løber nogen risiko for selv at blive straffet, og at Cecilie samtidig er én af dem, der repræsenterer politiets uduelighed og manglende effektivitet. Når det i det hele taget lykkes at presse Cecilie, der det fordi Lazarus har en klemme på hende. Hun har nemlig, da hun på eget initiativ skyggede en netop løsladt voldtægtsforbryder, spillet en afgørende rolle efter en trafikulykke, hvor den skyggede blev dødeligt kvæstet og efterfølgende døde. Det er åbenbart blevet filmet af Lazarus, som nu truer med at sende filmklippet til Cecilies overordnede. Mere og mere tyder på, at Lazarus muligvis skal findes blandt hendes kolleger eller i hendes nærmeste omgangskreds, da hun hele tiden bliver konfronteret med insiderviden fra politiets arkiver, og hun har ikke mulighed for at finde frem til Lazarus, da kontakten sker via en mobiltelefon med taletidskort. Det bliver efterhånden vanskeligere for Cecilie at efterkomme Lazarus’ ordrer om likvidering af de forbrydere, som det ikke er lykkedes at straffe eller i hvert fald at forsøge på det, uden at hendes kolleger bliver involveret. Det ender meget dramatisk, inden Cecilie finder ud af, hvem der skjuler sig bag navnet Lazarus. Der er masser af sex, vold og action, men historien indeholder også nogle spændende portrætter af utilpassede unge i Nordvest-kvarteret omkring Bellahøj, hvor Cecilie Mars bor. Åbenbart skal årets krimier handle om hævn og selvtægt, men også Katz Krefeld er sluppet godt fra at bruge dette plot. Så læs og bliv godt underholdt.

Michael Katz Krefeld: Mørket kalder. 354 sider. Lindhardt og Ringhof

****    

Steffen Jacobsen overgår sig selv

Steffen Jacobsens femte bind om Michael Sander og Lene Jensen Ghostwriter begynder på en parkeringsplads i Skodsborg, hvor direktøren for et af verdens førende medicinalfirmaer, Linden Pharma, sidder død i sin bil, og få kilometer derfra ligger den ghostwriter, som skulle skrive hans biografi, skudt gennem hovedet. Det viser sig, at direktøren, Frank Linden, der var dødsmærket af kræft, har skudt sig selv, mens ghostwriteren Simon Hallberg er blevet myrdet. Politikommissær Lene Jensen bliver sat på sagen, der involverer en forsvunden dagbog med sprængfarlig viden, som stærke kræfter i medicinalindustrien vil gøre alt for at holde skjult. Få timer inden sin død har Simon Hallberg sms’et til Michael Sander, som han tilbyder en opgave med at finde en person for Frank Linden, og de aftaler at mødes hjemme hos Simon. Den person, Michael skal finde, er Thomas Schmidt, som med Linden Pharma som sponsor har ledet et pilotprojekt i Etiopien omkring en medicin, rivaquantel, der kan helbrede mennesker imod den livsfarlige snegleagtige parasit schistosomiasis. Den nye medicin er meget billigere end den medicin, man hidtil havde benyttet, og på den måde var der udenlandske producenter, der med alle midler ville gøre alt for at forhindre projektet i at blive fuldført, og som har forårsaget en massakre på de involverede forsøgspersoner. På den måde bliver ægteparret Michael og Lene involveret i den samme sag, uden at de kan tale om det, men snart er de hver for sig på jagt efter den samme morder. Hvordan Michael har fået indblik i, hvad det var Thomas Schmidt arbejdede med, skal ikke røbes her. Mens man sideløbende følger med i morderens gøren og laden, udvikler historien sig, og Lene finder hen ad vejen frem til hemmeligheder fra Michaels tidligere liv. Det hele munder ud i en meget dramatisk afsluttende jagt, hvor også droner er involveret, og så må man læse sig til resten i den hæsblæsende slutning, som er krydret med masser af special effects. Steffen Jacobsen, hvis bøger efterhånden har fundet vej til store udenlandske markeder, er overalt blevet sammenlignet med verdens største forfattere af spændingslitteratur, og det er forståeligt – endnu mere når man har læst Ghostwriter, der efter min mening er det bedste han har skrevet til dato.

Steffen Jacobsen: Ghostwriter. 351 sider. Lindhardt og Ringhof

******    

Årets bedste spændingsroman

Sommerfuglen og stormen begynder, da den kvindelige hovedperson, journalisten Farah Hafez netop har vundet en kamp i pencak silat, en indonesisk kampsport, over en russisk modstander, der ligger tilbage ilde tilredt på måtten i den gamle Carré-teatersal i Amsterdam. Hun er én af Hollands bedste kampsportsudøvere, og da hun dagen efter vil besøge sin slagne modstander på skadestuen, ankommer samtidigt en lille hårdt kvæstet dreng, der taler hendes modersmål, dari. Drengen var blevet fundet i vejkanten ved byens storbyskov, og han var sminket og klædt ud i pigetøj. Derfor får Farah straks mistanke om, at han har været en del af Bacha Bazi, som er en gammel afghansk tradition, hvor små drenge klædes ud som dansepiger og efterfølgende misbruges af mænd. Men hvordan var han kommet galt afsted i den øde skov? Farah beslutter at undersøge sagen, dels for at skrive om sagen, dels for at beskytte ham, men han ligger i koma og kan ikke fortælle, hvad der er sket. De to efterforskere Marouan Diba med marrokansk baggrund og Joshua Calvino undersøger også, hvad der er gået forud for fundet af drengen, der skete samtidigt med, at politiet fandt en udbrændt bil med liget af to mænd lige i nærheden af, hvor flugtbilisten havde ramt den lille dreng. Undervejs bliver læseren klar over, at Marouan, hvis hustru og børn lever i Marokko, er ludoman, og da han har tabt formuer, bliver han hjulpet af en velhavende russer, som får insideinformationer i stedet. Cathy Marant, der som journalist tidligere har arbejdet for AND (Algemeen Nederlands Dagblad) hvor Edward Vallent, som er Farahs chef, er ansvarshavende redaktør, er så forbandet på Edward, som i sin tid fyrede hende, at hun på sin nye arbejdsplads IRIS-tv, hvor hun er vært på The Headlines Show, nyder her at hænge Farah ud på den mest modbydelige fremmedfjendske måde. Men på den måde fortæller hun også alle tv-seere, at den sårede dreng nu ligger på WMC, hvor han er i fare for enhver, der har til hensigt at likvidere ham. Der bliver derfor sat en politimand på vagt udenfor stuen, og imens følger læseren, hvordan en russisk hitmand planlægger at slå drengen ihjel. Meget mere kan ikke fortælles her, men det bliver klart, at et internationalt forbryderisk netværk er på spil – både hvad angår hvidvask af penge og politisk indblanding i såvel Johannesburg, Kabul og Moskva, hvor et større terrorangreb er i gang.

Sommerfuglen og stormen er én af de bedste spændingsromaner, jeg nogensinde har læst. Det er over 500 siders koncentreret drama med masser af special effects. Skal man kun læse én krimi i år, så læs Walter Lucius alias Walter Goverde.

Walter Lucius: Sommerfuglen og stormen. Oversat af Birthe Lundsgaard. 551 sider. People’sPress

****** 

Scener fra et ægteskab

Sussie Maria Pilegaard kalder sin roman Saga for en psykologisk thriller, og sådan udvikler den sig også efterhånden, men egentlig er det en roman om et ægteskab, der burde være godt, men hvor både Saga og hendes mand Mike bærer rundt med nogle dæmoner, som har deres udspring helt tilbage i barndommen, for ingen af dem er vokset op hos kærlige forældre. Begge har ret tidligt måtte undvære deres far, og mens Mike direkte afskyr sin mor, som han ikke har set i adskillige år, så betragter Saga mere sin mor og hendes nye mand, som ligegyldige bipersoner i hendes liv. Romanen begynder, da Saga og Mike på vej til Seattle i USA, hvor de skal bo i et år, mens det firma Mike er ansat i, etablerer sig der. Allerede under den korte rejse, hvor de bl.a. skal finde et sted at bo, begynder de at skændes, og her møder man for første gang Mikes sygelige jalousi. Og tilbage i den villa i Hørsholm, som er fremlejet til nye lejere, mens de er væk, får man et uhyggeligt indblik i, hvordan Mike hele tiden vil være den styrende, og hvordan han ustandselig kontrollerer Saga ved fx at læse hendes Facebook-opdateringer og ved at aflure beskeder på hendes mobiltelefon. Saga bliver mere og mere overbevist om, at hun og sønnen Carl-Emil ikke bør tage med til USA, og på et tidspunkt søger hun tilflugt hos sin veninde og hendes mand. Imens umuliggør Mike sig desuden på sit arbejde, hvor han i en nattetime tilkalder deres sekretær, som han forsøger at voldtage. Da han også begynder at slå Saga, går det helt galt, og hvordan det hele udvikler sig, skal ikke røbes her, for det er jo netop det, der gør at man bevæger sig over i thriller-genren. Der er tale om en velskrevet og uhyggeligt medrivende roman, som man læser ud i ét stræk. Forfatteren vandt i 2014 Dagbladet Informations kronikkonkurrence med ”Hvor fanden blev lykken af”, og hun er cand. mag. I psykologi og kultur, hvad romanen også bærer præg af. Den kan varmt anbefales.

Sussie Maria Pilegaard: Saga. 396 sider. Egolibris

****  

Grønlandsk noir med rødder til Anden Verdenskrig

I sin tredje Sika Haslund krimi Skibet fra Isfjorden har Nina von Staffeldt skabt et spændende og fascinerende plot, der har rødder tilbage til begivenheder, som fandt sted under Anden Verdenskrig. Det hele begynder i den lille nedlagte bygd Kangeq uden for Nuuk, hvor et hus nedbrænder, og hvor Thyge Høyer-Larsen, der er gudfar til Sika omkommer. Thyge, der var professor ved Grønlands Universitet, skulle som forsker have talt på en konference på Hotel Artic i Ilulissat om Grønland under Anden Verdenskrig, bl.a. om nazisternes hemmelige vejrstationer i Hansa Bugt og på Shannon Ø. Sika havde gennem sit arbejde i Go Greenland været med til at arrangere konferencen, og hun havde set hen til at tale med sin gudfar, men det kom branden så i vejen for. Næsten samtidig sker der et indbrud på kirkekontoret i Ilulissat, hvor tyvene stjæler og brænder gamle bøger og protokoller. Og journalisten Thormod Gislasson, der dækker både branden og tyveriet, kommer på sporet af nogle interessante sammenhænge, mens en retsmediciner finder ud af, at Thyge allerede var død, da branden brød ud. Mellem de nutidige kapitler bliver læserne gjort bekendt med en befaling fra august 1944, hvor general Dönitz sender to ubåde afsted mod Grønland fra Wilhelmshaven. Da Thormod har fået øje på den gamle ubådshistorie og diskuteret den med Sika, for at finde ud af, om der er tråde op til de nutidige begivenheder, beslutter de at rette henvendelse til den tyske professor dr. K.W. Rolffbach, der havde et tæt samarbejde med Thyge Høyer-Larsen, men kun for at få oplyst, at Rolffbach er druknet i sit badekar, og at politiet betragter ulykken som mord. Jo mere Sika og Thormod graver i den gamle historie om ubådene, jo mere klart bliver det, at der var tale om et hemmeligt togt, Operation Guldlok, og snart er både Sika og Thormod i yderste livsfare, og så skal der ikke røbes mere, men hamrende spændende er det – lige til sidste punktum. I sit efterskrift fortæller Nina von Staffeldt, at meget af handlingen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, men at det hele er krydret med hendes fantasi. Men – læs den – man er i fornemt selskab med Sika Haslund.

Nina von Staffeldt: Skibet fra Isfjorden. 327 sider. Milik

*****   

Jesper Stein overgår sig selv i en ny fremragende spændingsroman

Efter nogle tragiske familiære problemer har Axel Steen forladt politiet, og i Jesper Steins nye spændingsroman Solo er Axel i stedet er han blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank, Zorn Investments. I sit nye job bliver han tvunget til at fyre en betroet medarbejder i banken, Asger Birk, der har svindlet for et større beløb. På nogenlunde samme tid bliver den unge indvandrer Abdel El-Hassan, kaldet Hashan, fundet knivdræbt i en kælder under Urbanplanen på Amager. Mordet bliver en sag for Axels gamle kollega Vicki Thomsen, og da ingen i bandemiljøet vil tale med politiet, henvender hun sig til Axel Steen, som den myrdede i sin tid havde en hemmelig kontakt til, og på den måde bliver han også involveret i den sag til hans hustru Cecilies store fortrydelse. Dog siger han nej til direkte at genindtræde i korpset, men han trækker dog også på gamle kollegers velvilje og hjælp i sit nye embede. Politiet mistænker på et tidspunkt Ahmeds fætter Aziz, der er gift med Ahmeds tidligere kone Leyla for at stå bag drabet, og da Ahmed på et tidspunkt har været i Syrien for at kæmpe, bliver PET også interesseret i sagen.

Og næsten samtidig bliver den ene af hans chefers hustru Beatrice Zorn kidnappet, og Mikael Zorn bliver afkrævet en løsesum på 250.000 euro, hvis han vil se sin kone i live, og bortførerne siger desuden, at hvis politiet bliver indblandet, vil hun blive slået ihjel. Spørgsmålet er, om den fyrede Asger Birk har noget med bortførelsen at gøre, og i den forbindelse finder Axel ud af, at Birk har stjålet sin identitet fra en anden Syrienskriger, der omkom nogle år tidligere, og pludselig er der en form for sammenhæng mellem kidnapningsaffæren og mordet på Ahmed. Axel Steen kommer langt omkring i sit opklaringsarbejde, og hans ønske om at retfærdigheden skal ske fyldest, gør, at han kommer til at svigte sin familie, nu hvor han ellers var begyndt på en mere sundt liv uden sprut og sjov tobak. Dramaet fortsætter indtil en forrygende slutning, hvor meget falder på plads. Solo er én af de bedste spændingsromaner, jeg længe har læst, og med den placerer Jesper Stein sig helt oppe i spidsen af den danske krimi-superliga!

Jesper Stein: Solo. 406 sider. Politikens Forlag

******

Forrygende debutkrimi

Ashley Dyers Splinter i blodet begynder i Liverpool, da kriminalassistent Ruth Lake finder sin chef Greg Carver bevidstløs og skudt. Carver er dybt alkoholiseret, og Ruth Lake sletter samtlige spor i lejligheden samt den pistol, som Carver er skudt med, hvorefter hun løser sig ud. Både Lake og Carver er i gang med én af de største sager i årevis, hvor en seriemorder allerede har slået flere unge kvinder ihjel. Fælles for alle ofrene er, at de er placeret i egne omgivelser, og deres kroppe er dækket med tatoveringer, foretaget med en torn, hvorfor seriemorderen bliver betegnet som Tornemorderen. Carver var så langt inde i efterforskningen, at han havde nedfældet sine optegnelser, men dem tager Ruth Lake med, inden hun ringer efter sine kolleger i politiet. Mens Ruth skjuler, hvad hun har taget med, befinder Carver sig på hospitalet, hvor lægerne forsøger at få ham rask igen. Så er morderen endnu en gang på spil, og denne gang er det en kvinde, der er klædt ud som Greg Carvers kone. Fælles for seriemorderens fem første ofre er, at der er tale om unge kvinder, der har blækudtrædninger i forbindelse med de mere eller mindre symbolske tatoveringer, og at de torne, morderen har benyttet, har resulteret i en giftig, dødelig infektion i sårene. Morderen har sandsynligvis også kendt til sine ofres hemmeligheder. Da ét af ofrene har deltaget i en clairvoyant seancer, får politiet assistance fra eksperter på dette område, og de finder ud af, at Kara Grogan, der er én af de myrdede, blev bortvist fra netop denne forestilling, finder de frem til overvågningsfilm, der måske kan vise, hvor Kara forsvandt hen bagefter. Da den meget sexficerede forretningskvinde, Adela Faraday bliver myrdet efter en affære med Greg Carver, kommer han igen i politiets søgelys, men Adela, der benytter flere navne, har også haft affærer med adskillige andre, men politiet regner dog med, at også hun er én af Tornemorderens ofre. Da Ruth Lake til sidst forsvinder og måske er kidnappet af seriemorderen, går en hæsblæsende jagt med Carver i spidsen i gang for at finde hende, inden hun skal blive Tornemorderens næste offer. Der er spænding i resten af romanen inden den meget overraskende dramatiske slutning. Ashley Duer, som vist er debutant, har skruet en uhyre spændende historie sammen, og Splinter i blodet er efter min mening nok årets bedste thriller. Så læs den!

Ashley Dyer: Splinter i blodet. Oversat af Ninna Brenøe. 380 sider. Klim

******

Tredje bind om Ruth Galloway

I sin tredje bog om arkæologen Ruth Galloway, Huset på klippen, lader Elly Griffith hende tilkalde, da politiet finder nogle skeletter på stranden ved foden af en klippe. På klippen ligger Sea´s End House, der er meget tæt på at styrte i havet, og som Jack Hastings i sin tid arvede efter sin far, Buster Hastings, der under Anden Verdenskrig var chef for Broughton Sea’s End Hjemmeværn. Når vicekriminalkommissær Harry Nelson igen tilkalder Ruth, som han har gjort tidligere, er det for ved hjælp af en kulstof 14-datering at få fastslået, hvor længe skeletterne har ligget på stranden. Det viser sig, at der er tale om seks tyske soldater, der er blevet dræbt med nakkeskud omkring 1940, hvor englænderne frygtede en tysk invasion. Nelson og hans stab af politiefterforskere begynder afhøringerne af lokale folk, der har levet dengang og måske kan bidrage med oplysninger, men da et par stykker af de gamle vidner dør på uforklarlig vis, går det op for Ruth og Nelson, at der muligvis er en morder på spil, der vil gøre alt for at skjule hemmeligheder, og pludselig er Ruth i yderste livsfare. Samtidig frygter Ruth for, at der skal ske noget med hendes lille datter Kate, som Harry Nelson er far til. Og deres forhold er ikke mindre kompliceret af, at Nelson er gift med den smukke Michelle, som han har to andre døtre med. I dette tredje bind i serien møder man igen politifolkene fra Griffiths tidligere bøger samt Ruths gode ven, druiden Michael Malone, kaldet Cathbad og Ruths veninde Tatjana, med hvem hun har oplevet grusomme ting sammen med på Balkan, og som kommer på besøg i den lille by. Endnu en gang er det lykkedes for Elly Griffith at skabe et godt plot, og da det også lykkes for hende at skildre livet i den lille britiske King’s Lynn i Norfolk, glæder man sig allerede til de næste bind i serien, som udkommer i 2019. Og når der kommer nye læsere til, er det en fordel, at hvert bind er en selvstændig, afsluttet historie.

Elly Griffith: Huset på klippen. Oversat af Lærke Pade. Gads Forlag

*****   

Hæsblæsende miljø- og konspirationskrimi

Alex Karl Morells ”Glasnøglen” er en slags dommedagsroman, der handler om nogle sære begivenheder, som sker forskellige steder på kloden, og som inddrager to danskere, ornitologen Kathrin Lindgaard og journalisten Jesper Bastholm. Kathrin er foruroliget, da hun ikke synes, at fuglene opfører sig, som de plejer, fx flyver en krage ind i hende, mens hun kommer cyklende, og den falder efterfølgende til jorden med en brækket vinge. Næsten samtidig læser hun en artikel, om hvordan døde fugle i massevis er faldet til jorden både i Sverige og i USA, hvilket har sat vilde spekulationer i gang, om at apokalypsen er nært forestående. Hun kontakter sin gamle ven Paul i Delaware i USA, og sender ham nogle fotos, hun har taget. Paul opfordrer Kathrin til at besøge ham, hvilket hun siger ja til. Og i Thailand har Jesper også observeret, hvordan fugle opfører sig underligt og har bygget rede i et sammenskredet jordfaldshul. Det har han skrevet om i en artikel, og derfor kontakter Kathrin ham via Facebook, hvor de korresponderer omkring fuglenes sære adfærd. Kort efter og nogenlunde samtidig får både Kathrin og Jesper besøg af landenes efterretningstjenester, der midlertidigt beslaglægger deres computere og i øvrigt er meget interesserede i deres Facebook-korrespondance. Da Jesper på stranden i Phuket i Thailand finder en strandvasker, finder han i lommen på liget et usb-stik, der er inde i en slags glasnøgle, men da han forsøger at finde ud af, hvem den døde er, opdager han at indholdet på usb-stikket er krypteret. Stærkt foruroliget flygter Jesper fra Thailand til Grand Canyon i USA, og da Kathrin også begiver sig over Atlanten, er hun først sammen med Paul på et motel i Baltimore, og han er overbevist om, at det er det amerikanske militær, der eksperimenterer på deres center i Maryland.  Imens kontakter Jesper Global Institute for Climate, Health and Social Issues for at skrive en artikel om dem. Her ser han til sin overraskelse, at astrofysikeren Hilda Fitzgeralds navneskilt er ved at blive taget ned, og da han senere googler hende, er hun pist væk. Da Kathrin og Paul endelig er samlet, er tiden inde til at bryde ind på centret, og i mellemtiden har Jesper via en tidligere ansat på instituttet fundet frem til, at strandvaskeren fra Thailand var russeren Mikhail Beketov, som var forsker på Global Insistute for Climate, Health and Social Issues. Hvordan det går med indbruddet og videre frem skal ikke røbes her, men dramaet fortsætter og finder sin afslutning i Columbia, hvor en ultimativ deadline er ved at rinde ud! Glasnøglen er en fin titel på denne superspændende konspirationskrimi og deler jo samtidig navn med Skandinaviens fornemste kriminalpris. Forfatternavnet Alex Karl Morell er et pseudonym for to kendte danske forfattere, og Uden i øvrigt at have noget at gøre med handlingen har forfatteren Ib Michael skrevet forord. Man kan også, hvis historien skal sættes i bås sige, at der er tale om en klimakrimi. Og fremragende underholdning er der tale om. Læs den!

Alex Karl Morell: Glasnøglen. Med forord af Ib Michael. 320 sider. Bindslev

*****

Bedste bind i Oxen-serien

Canis lupus er den latinske betegnelse for gråulven, og netop ulve spiller en stor rolle i Jens Henrik Jensens fjerde roman om krigsveteranen Niels Oxen, som derfor meget naturligt har titlen Lupus. Oxen, der blev berømt som Danmarks højst dekorerede soldat, hædret med Tapperhedskorset, havde i Jensens tre tidligere romaner en hovedrolle i optrævlingen af det hemmelige magtnetværk Danehof. Siden har han levet et forholdsvist roligt liv i en lille lejlighed på Dalstrøget i Vangede, da tidligere PET-chef Axel Mossman sender ham til Jylland for at lede efter den tidligere departementschef Poul Hansen, som er forsvundet fra sin noget faldefærdige gård Harrildholm i nærheden af Harrild Hede midt i det midtjyske naturområde. Et område, hvor der for første gang i århundreder er set levende ulve. Da Oxen finder en ulåst dør på Harrildholm, går han ind og overrasker en ung fyr, der er ved at gennemrode ejendommen. Blandt de mange papirer, som tyven har efterladt på skrivebordet, finder Oxen et gammelt avisudklip, der handler om, hvordan hans veninde og tidligere kompagnon Margrethe Franck, skød og dræbte en formodet bankrøver, der påkørte og invaliderede hende. Derfor forsøger han med hjælp fra Margrethe at finde ind bag sandheden om det gamle bankrøveri på Gammel Kongevej på Frederiksberg, og det fører ham videre til et par andre forbrydelser, der alle har én eller anden tilknytning til et fænomen, man i årevis har talt om, og som Mossman ved noget om, nemlig Lupus, der hjælper en højere retfærdighed på vej, hvis den ikke indtræffer, som den bør i et retssamfund. Altså en instans, der kombinerer to af benene i magtens tredeling, nemlig den udøvende og den dømmende. Men hvem er hovedpersonerne bag Lupus? Og hvor meget kendte PET til Lupus? Da Margrethe Franck efter trusler om at lade fortiden ligge, og efter hun har overlevet et attentat, forsvinder, indleder Oxen og Mossman et kapløb med tiden for at finde hende, og det kulminerer i en dramatisk afslutning oppe i et fyrtårn. Gang på gang overraskes læseren, og Lupus er efter min mening Jens Henrik Jensens bedste bog til dato. Åbenbart er årets mest almindelige plot hævn og selvtægt, som man også har set det hos forfatterparret Øbro og Tornbjerg tidligere på sæsonen.  

Jens Henrik Jensen: Lupus. 520 sider. Politikens Forlag.

******

Gysets mester har gjort det igen

I sit nye tobindsværk Frygt, fabrik, fælde er Steen Langstrup tilbage i super topform. En gruppe, der kalder sig Metropol Urban Explorers, og som har ni medlemmer, har specialiseret sig i at besøge steder, de ikke er inviteret til at besøge. Det er naturligvis sjældent helt lovligt, men de har tre regler: De stjæler ikke, de beskadiger ingenting, og de efterlader ikke mærker eller noget som helst. De har besluttet sig for at besøge en fabrik, der ikke har fungeret i årtier, som hed H.C. Wilchen-Harboes Metalvarefabrik, men som siden har ligget uberørt hen og set ud, som da den lukkede. Natja, der er en af gruppens medlemmer har en nøgle til porten, og det virker ikke, som der har været andre på fabriksområdet, da der hverken er affald, knuste ruder eller graffiti. Fiona, der er kunstfotograf vil fotografere den smukke, muskuløse, sorte David i disse omgivelser, og Alex, Gustav, Agnete og Sasha er også med på ekspeditionen. Mens denne ekspedition foregår i nutiden, er der kapitler, som handler om dengang metalvarefabrikken var i gang i hhv. 1917, i 1944 og i 1958, mere end et årti efter lukningen. Den første ejer, Theodor Marinus Wilchen-Harboe, var meget berejst, og han hjembragte en lang række effekter, som blev udstillet i en slags museum i tagetagen på den villa, der oprindeligt hørte til fabrikken, inden direktøren og hans familie flyttede til en ny villa i Rungsted. Blandt de ting, som blev hjembragt, var der flere mystiske effekter, bl.a. en ring, der oprindeligt havde tilhørt kong Salomon, og som siden gik i arv til direktørens søn. I villaen på fabrikken stødte den daværende værkfører Ingo Svendsen allerede i 1920 på et ukendt rum ved siden af fabrikkens vaskekælder, som en gang havde været en jættestue. Og fra da af begyndte der at ske mere eller mindre overnaturlige ting på fabrikken. Det var, som en dæmon havde taget plads i jættestuen, og måske er denne dæmon stadig aktiv, da Metropol Urban Explorers trænger ind på fabrikken. Under alle omstændigheder sker der fra nu af en række dramatiske uhyggelige og dramatiske hændelser, og måske slipper alle i gruppen ikke ud igen i live. Mere skal ikke røbes her, men der er gys for alle pengene, og Langstrup har efter min mening skrevet sin hidtil bedste roman. Læs den og gys!

Steen Langstrup: Frygt, fabrik, fælde. 1 bind 241 sider, 2. bind 280 sider. 2 Feet Entertainment

*****   

Caribisk gyser

Love City er foruden at være kælenavnet for en af De Vestindiske Øer, St. John, også titlen på forfatterbrødrene David og Stephan Garmarks roman, der foregår netop det caribiske ferieparadis. Efter en prolog, der foregår i 1751, og som fortæller, om hvordan danskeren Wilhelm Kramer kom til de dengang danske kolonier med et hold afrikanske slaver, hvorefter han slog sig ned der. Så rykker handlingen frem til nutiden, hvor den karismatiske King Malcolm med hjælp fra syd- og mellemamerikanske guerillasoldater har planer om at løsrive øerne fra Donald Trumps USA. Det sker kort efter én af de orkaner, der har medført store ødelæggelser på specielt St Thomas. Men samtidig er der udbrudt en dødelig epidemi, der minder en hel del om malaria. Derfor kommer et hold danske nødhjælpsarbejdere fra European Crisis Aid til øerne sammen med et privat vagthold ledet af englænderen Daniel Stoker og hans næstkommanderende kaldet Wolfkiller. Med sig har de kasser med medicin, men allerede ved ankomsten vil King Malcolms rådgiver Gary have del i noget af medicinen, som skal bruges forebyggende på St Thomas, selvom sygdommen endnu ikke er brudt ud der. Det modsætter lederen af ekspeditionen Ole Scavenius sig, da der er mange syge på St. Jan, som trænger til øjeblikkelig hjælp, og efterfølgende bliver han skudt af Gary, så Samantha Fisker, kaldet Sam, bliver nødhjælpsarbejdernes nye leder. Imidlertid er det underlige, at der ikke findes malariamyg på St. Jan, da de myg, som findes der ikke indeholder den farlige parasit, som angriber de røde blodbaner. Sammen med lederen af vagtholdet, Danny, forsøger Sam at finde frem til sandheden bag udbruddet af epidemien, bl.a. besøger de ejendommen Sollyst, hvor Kramerfamilien har resideret i århundreder, en familie hvor generation efter generation har været læger. Da de altid har holdt sig for sig selv, er smitten ikke nået derop, men den mystiske ejendom er omgivet af træer, hvor der hænger drømmefangere. Efterhånden går det op for Sam, at sygdommen måske mere er udløst af nogle overnaturlige væsener, og da hjælpearbejderne føler sig jagede, begynder de et samarbejde med King Malcolm i håbet om overlevelse. Men inden den spektakulære slutning er der flere, som må lade livet. Love City er en fascinerende roman, der lægger sig midt imellem konspirationsgenren og den deciderede gyser.

David Garmark og Stephan Garmark: Love City. 278 sider. Forlaget Kandor

*****

Berger & Blom for fuld udblæsning

Trods det at jeg hverken har læst Skyggezone eller Indland, som er de to første bind i Arne Dahls serie om Berger & Blom, er tredje bind, Midtvand, en fremragende spændingsroman, der godt kan læses enkeltstående, da der er korte henvisninger til den dramatiske måde, bind 2 sluttede på. Sam Berger er nemlig mistænkt for et mord, han ikke har begået og er derved den nok mest eftersøgte mand i Sverige, mens hans makker Molly Blom ligger i koma, efter hvad der skete i slutningen af Indland. Sam Berger er flygtet ud i skærgården, mens Stockholm trues af den værste terror nogensinde. Der er nemlig lagt op til en auktion på øen Öja også kaldet Landsort, hvor der skal bydes på et gigantisk våbenlager, der er skræddersyet til attentatvirksomhed, og hvor alle organisationer med IS i spidsen vil være repræsenteret. Auktionen vil være styret af professionelle advokater, og der vil desuden være svært bevæbnede lejesoldater til stede, så Öja vil på det tidspunkt være en militariseret zone. Men før det bliver klart for Berger, hvor og hvornår auktionen skal finde sted, må han forsøge at finde en kidnappet pige, som en skruppelløs morder har i sin varetægt. Det store problem for Sam Berger er, at han ikke ved, hvem han kan stole på, hverken hos politiet eller efterretningstjenesten, specielt ikke da det bliver klart, at der er involveret en landsforræder, hvervet af en fremmed magt. Og Berger er heller ikke altid sikker på, at han kan stole på Molly Blom, specielt ikke da han bliver konfronteret med hendes fortid. Hvordan bistik, der er ti gange værre end hvepsestik, får afgørende indflydelse på handlingen, må man læse sig til, og i det hele taget er Midtvand en meget litterær sag, hvor citater fra både Shakespeare og James Joyces Ulysses kommer til at spille en rolle. Som titlen Midtvand antyder, foregår noget af handlingen på eller under havet, og der er nogle hæsblæsende scener, hvor Sam Berger må bevise sine ypperste evner som dykker, scener, hvor han oplever ikke at vide, hvad der er op og ned. Arne Dahl har for jeg ved ikke hvilken gang bevist, at han er én af verdens absolut bedste spændingsforfattere, og man mærker også som altid, at Jan Arnald, som han jo i virkeligheden hedder, er en sprogets mester. Som sagt kan Midtvand godt læses, uden at man har læst forgængerne, men som det også er tilfældet med hans andre krimier, skal man holde tungen lige i munden for ikke at løbe sur i handlingen.

Arne Dahl: Midtvand. Oversat af Anders Johansen. 359 sider. Modtryk

******

Arktisk mesterværk

Med Nordhavet har den britiske forfatter Ian McGuire skrevet en fantastisk roman, der lægger sig tæt op ad spændingsgenren. Den foregår i 1859, da hovedpersonen Patrick Sumner får hyre som skibslæge på hvalfangeren Volunteer, der er på vej med kurs mod Grønland. Han har tidligere gjort tjeneste i den britiske hær, hvor han var udstationeret i Indien, men vendte hjem med et noget blakket ry. Imidlertid var han billig, og derfor engagerede ejeren af Volunteer, Jacob Baxter, ham sammen med kaptajnen Brownlee, der tidligere havde fået sit forrige skib Percival mast til pindebrænde af et isbjerg. Volunteer stævner ud fra Hull med kurs mod Lerwick, hvor Baxter har engageret en samling shetlændere, der er både hårdtarbejdende, ivrige og lydige. Ved Disko sætter skibet sig fast i en isbræmme, og imens får de øje på en isbjørn, som de skyder, efter at have sat en hvalbåd i vandet, mest for at få fat i dens unge, men inden moderbjørnen dør, når den at flå armen af én af roerne, som dagen efter dør af sine kvæstelser. Dog får de fat i ungen, som de spærrer inde i en tønde. Næste gang Sumner kommer i funktion som læge, er da skibsdrengen Joseph Hannah bliver syg, og her opdager Sumner, at drengen er blevet misbrugt seksuelt. Da drengen efterfølgende bliver kvalt, beskylder mandskabet hinanden for at have dræbt drengen, men det ender med at tømreren Henry Drax bliver udpeget som den sandsynlige drabsmand, og han bliver lagt i lænker. Det sker imidlertid først efter, at Drax har slået kaptajnen og den næstkommanderende ned, og efter at kaptajnen også er død. Da Volunteer bliver skruet i stykker af isen, lever mandskabet en tid på isen med håbet, om at komme ombord på et andet skib, Hastings, der dog også forliser. Der følger nogle uhyggelige beskrivelser af tiden i et telt på isen med svindende madforsyning og tiltagende kulde. Hvad der videre sker på dette togt, skal ikke røbes her, men stadig er morderen Henry Drax iblandt mandskabet – dog i lænker. Men måske er der en endnu større skurk, for det er åbenbart ikke første og anden gang, at Baxters skibe er gået ned, og han har fået erstatning, og det finder Patrick Sumner ud af. Ian McGuire har skrevet en roman, hvor man som læser fryser med historiens personer, og Nordhavet var helt fortjent nomineret til den prestigefyldte Man Booker Prize i 2016. Der er tale om et uforglemmeligt mesterværk! Intet mindre!

Ian McGuire: Nordhavet. Oversat af Jakob Levinsen. 317 sider. Modtryk

******   

Hævn og selvtægt

Forfatterægteparret Øbro & Tornbjerg, er igen aktuelle med det sjette bind med kriminalpsykologen Katrine Wraa i hovedrollen. De ustraffede begynder, da Katrine netop er vendt tilbage fra ferie med sin datter Edith, som hun er alenemor for, efter at hendes mand, der også var ved politiet, blev dræbt i et af de forrige bind. Hun bliver straks kastet ud i en af de største sager, hun har været med til, da man finder liget af en hængt mand, der ved første øjekast ser ud til at have begået selvmord. Men da Katrines veninde, retsmedicineren Anne Mi, får obduceret den døde mand, finder hun tegn på, at manden er blevet bedøvet, før han er blevet hængt. Drabschef Per Kragh bliver kaldt hjem fra ferie til stor tilfredshed for Katrine og hendes kolleger Naja og Oscar, der har måttet døje med den uduelige Torsten Bistrup som vikarierende drabschef. Da det viser sig, at den hængte mand tidligere havde været anklaget for en voldtægt, han ikke blev dømt for, og da flere tidligere voldtægtstiltalte også bliver fundet dræbt kamufleret som selvmord, bliver en ny medarbejder, Emma Fabricius, der skal tiltræde efter ferien, også kaldt hjem, da hun netop er ekspert med hensyn til voldtægter. Hovedparten af de 21 dræbte, hvis død politiet går i gang med at efterforske, var anklaget for såkaldte partnervoldtægter, og Naja, Oscar, Emma og Katrine begynder afhøringer af dels ofre for de påståede voldtægter, dels pårørende til de dræbte. Nogenlunde samtidig har Anne Mi overtalt sin veninde Katrine til at forsøge sig på en datingapp., hvilket resulterer Katrine møder Daniel Reichmann, men allerede under mødet på en café, finder hun ud af, at Daniel ikke er den rette for hende, og for ikke at trække pinen ud, siger hun det til ham og forlader caféen. I dagene derefter bliver Katrine stalket af Daniel, hvilket resulterer i flere ubehagelige episoder. Hun finder ud af, at han flere gange tidligere har været anklaget for stalking, og hun får et par politikolleger til at mandsopdække hende. Da det bliver klart for politiet, at der findes et ulovligt kartotek over ikke straffede voldtægtsforbrydere, løber helt løbsk, især da også drabschef Per Kragh bliver myrdet. I stedet bliver Naja konstitueret som ny drabschef, og mens man i Danmark kommer tættere på de skyldige, finder politiet ud af, at der findes en næsten identisk kreds af selvbestaltede hævnere i Indien, som straffer ikke dømte voldtægtsforbrydere, og måske er der en sammenhæng mellem det, der er foregået i Danmark og begivenhederne i en indisk ashram, hvor gruppen The Ash Warriors holder til. De mange tråde samles til sidst i en dramatisk slutning. Og måske går ligningen op lidt for let til sidst. Det er min eneste anke, for plottet er fint, og blandingen af selvtægt og hævn hænger fornemt sammen. Måske det bedste bind i serien, men døm selv!

Øbro & Tornbjerg: De ustraffede. 403 sider. Politikens Forlag

*****

Lidt skuffende Anita Hvid og Thor Belling-krimi

Lars Kjædegaards tolvte krimi om makkerparret Anita Hvid og Thor Belling, Sherif begynder meget dramatisk med, at en ung muslimsk indvandrer dræber tre tilfældige kunder i stormagasinet Illum. Ved en mindeceremoni et par dage efter bliver København ramt af det værste terrorangreb, da en lastbil kører ind i folkemængden og dræber 18 og sårer 33 mennesker, og efterfølgende skyder chaufføren sig gennem munden. Under et møde et par dage efter kommer det til et større opgør imellem PET-chefen Hans Meckler og drabschef Richard Brøssner. Over for politidirektør Uffe Granitz lægger Brøssner ikke skjul på sin antipati imod PET-chefen, som Brøssner betegner som en koldkriger. Den kvindelige justitsminister Helle Godtfred påpeger til politidirektøren, at hun helst ikke vil have ledelsesmæssige konflikter i systemet, men dertil svarer Granitz, at Brøssner jo går på pension om ganske kort tid. Men sådan kommer det ikke til at gå, for efter et foredrag og en prisoverrækkelse på Københavns Rådhus, bliver Richard Brøssner efterfølgende skudt og dræbt, og Hvid og Belling bliver af den nye drabschef Susan Evarts sat på opklaringen af mordet på deres tidligere chef. Ret hurtigt bliver en tjener Kim Harly Hovaldt fra Palace Hotel mistænkt for mordet på Brøssner, men da de to politifolk Iversen og Fredsted opsøger Hovaldt på hans bopæl kommer det til en skudveksling, hvor Hovaldt bliver dræbt. I det videre opklaringsarbejde bliver Hvid og Belling modarbejdet af Efterretningstjenesten, der mere eller mindre overtager efterforskningen, men makkerparret arbejder videre for at finde frem til sandheden af, hvad der muligvis er en nøje tilrettelagt forbrydelse, og ustandselig dukker der flere og flere personer op, som måske er involveret i drabet på drabschefen. Til stor frustration for Anita og Thor virker det, som regeringen helst vil have lukket den pinlige sag, men de to opdagere bliver ved med at være nysgerrige. Mere skal ikke røbes her, men som læser sidder man lidt skuffet tilbage. Og selvom Sherif langt fra er Kjædegaards bedste bog, så skriver han som altid fremragende, og handlingen er jo yderst aktuel. Umiddelbart håber jeg, at Lars Kjædegaard med dette tolvte bind om Anita Hvid og Thor Belling vil afslutte denne føljeton og kaste sig over noget helt andet, for han er absolut én af vores bedste krimiforfattere.

Lars Kjædegaard: Sherif. 387 sider. Rosinante

***  

Hyperaktuel spændingsroman fra pseudonymet Anna Ekberg

Forfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich, der tidligere har skrevet krimier både under forfatternavnet A.J. Kazinski og Anne Ekberg, har nu fået udgivet deres tredje Anna Ekberg-roman Havets Børn. Historien begynder i Uganda i år 2000, hvor Rebekka og hendes mor kører galt på vej til hospitalet, hvor den højgravide Rebekka skal føde. Ved et mirakel overlever Rebekka, mens hendes mor og det ufødte barn omkommer. Sytten år senere får Rebekka konstateret kræft, og en knoglemarvstranplantation er det eneste, der kan redde hende. Desværre matcher hendes fars celler ikke, men så viser det sig, at hendes datter mirakuløst overlevede ulykken i 2000, for derefter at blive bortadopteret. Resten af romanen handler om Rebekkas kamp for at finde datteren, der blev bortadopteret umiddelbart efter ulykken. Sideløbende med Rebekkas søgen, får man historien om de to børnesoldater Angel og Desmond, som er flygtet fra Obersten, en uhyggelig tyran, der bl.a. har misbrugt Angel seksuelt. Det lykkes for Angel at nå frem til menneskesmuglere, der fra Nordafrika får sendt hende over Middelhavet til den italienske ø Lampedusa. Derfra lykkes det for hende følge sporene efter Obersten, som hun har tænkt sig at slå ihjel. Som læser går det hurtigt op for én, at Angel er den forsvundne datter, og om det lykkes for mor og datter at blive genforenet, det handler resten af historien om. Men der sker også et mord på en afrikansk kvinde i København, og det fører politiet på sporet af noget, der er sket i Østafrika tidligere, og på den måde vikler de forskellige begivenheder sig ind i hinanden. Der er uhyggelige og gribende scener om turen over Middelhavet i den alt for lille redningsbåd, og i det hele taget er det lykkedes for Anna Ekberg at skabe en både fascinerende og hyperaktuel thriller, hvor man holdes i spænding til den sidste side. Efter min mening er der tale om årets nok bedste danske krimi, som burde være pligtlæsning for politikere som Inger Støjberg og Martin Henriksen. Jeg glæder mig allerede til at læse mere fra Klarlund og Weinreich, uanset om det er skrevet af Anna Ekberg eller A.J. Kazinski.

Anna Ekberg: Havets børn. 402 sider. Politikens Forlag

*****    

 Vellykket psykologisk thriller fra det virkelige liv

Amerikaneren Kim Frazier har sammen med den finske filminstruktør Arto Halonen skrevet romanen Skytsenglen, der tager udgangspunkt i én af de mest berømte og spektakulære danske mordsager i 1900-tallet, nemlig hypnosemordet fra 1951, hvor den tidligere HIPO-mand Palle Hardrup gik ind i Landmandsbanken på Nørrebrogade og skød to bankmænd. Og Halonen har desuden filmatiseret romanen, som havde premiere i Danmark i juni. I romanen bruger forfatterne det rigtige navn på Palle Hardrup, mens  Bjørn Schouw Nielsen, der ligesom Hardrup blev idømt livsvarigt fængsel for sin del i forbrydelsen, udelukkende bliver kaldt Nielsen i romanen. Den politimand, der i virkeligheden hed Roland Olsen, hedder i romanen Anders Olsen, og det er ham, der skal forsøge at bevise, at Nielsen havde hypnotiseret Hardrup til at begå det bankrøveri, som endte med mordet på de to bankmænd.

Palle Hardrup blev pågrebet umiddelbart efter bankrøveriet, og vidner påstod, at det virkede, som Hardrup var i trance. I slutningen af 1940-erne havde Hardrup og Nielsen delt celle i Horsens Statsfængsel, og det var der, den karismatiske Nielsen havde haft indflydelse på den letpåvirkelige Hardrup. Grunden til at de to sad i fængsel i Horsens var, at de begge havde arbejdet for besættelsesmagten, og derfor var de under retsopgøret efter krigen blevet idømt længere fængselsstraffe. I Palle Hardrups notesbog fandt politiet skriverier om Det Nye Nordiske Åndelige Monarki, hvis opgave det skulle være at udbrede humanismen til hele verden, og her skulle Nielsen være Skytsenglen, der var bindeleddet, som viderebragte Guds befalinger. Og da der skulle bruges penge til projektet, var teorien, at Nielsen havde hypnotiseret Hardrup til at udføre ikke bare ét bankrøveri, men også det, som var blevet begået i Hvidovre kort tid før det på Nørrebro. Romanens doktor Max Dabrowski, er antagelig virkelighedens retspsykiater Max Schmidt. Tidligere havde Dabrowski optrådt som Den Store Bonzini, og han havde kandidatgrad fra det svenske Karolinska Instituttet og doktorgrad i psykologi fra Københavns Universitet. Nu havde han slået sig ned som psykiater på det kontor, hvor kommissær Olsen opsøgte ham, for Nielsen og Dabrowski havde i sin tid kendt hinanden og eksperimenteret med synspunkter i Dobrowskis psykologiske forening under krigen, og her sad Dobrowski i spidsen for Hypnoseafdelingen, mens Nielsen senere åbnede en hypnosepraksis, Nordisk Psykofysisk Institut. Anders Olsen tager Max Dobrowski med ind til Palle Hardrup i cellen på Politigården for at udføre et eksperiment på ham. Anders Olsens hustru, der arbejder i en antikvarboghandel, bliver også viklet ind i historien, idet hun overlader en bog, som Dabrowski har skrevet om hypnose til sin mand. Da Olsen gennem Dobrowski finder ud af, at Nielsen har fået plantet et tegn, som ligner et x, bliver dette x den suggestion eller kode, Nielsen benytter overfor Hardrup. Anders Olsen har absolut ikke opbakning fra sin chef Thuesen, der først får Olsen suspenderet og er tæt på at få ham afskediget. Til sidst lykkes det dog på dramatisk vis at få afkodet Hardrup, så hele sandheden (måske) kommer for en dag.

Skytsenglen er som bog en fascinerende og spændende historie om noget, der fandt sted for mange år siden, og filmen, som jeg endnu ikke har set, er muligvis også spændende.

Kevin Frazier og Arto Halonen: Skytsenglen. Oversat af Sarah von Essen. 282 sider. Hr. Ferdinand

*****

Politisk spændingsroman baseret på insiderviden

I bjørnens kløer er titlen på journalisten Peter Mogensens første spændingsroman. En tidligere jægersoldat Henrik Foss er nu nået til tops i oppositionspartiet Venstre, og han vil antagelig blive udenrigsminister, hvis de borgerlige vinder det næste valg. Da romanen begynder er Marie Lindberg er leder af Venstre, og hun står til at afløse den socialdemokratiske statsminister Oliver Kruuse, kaldet Smilet, hvis flertallet skifter efter et kommende valg, og samtidig skal Danmark i den kommende periode lede FN, netop som der skal tages stilling til, om Tjetjenien skal have sin selvstændighed fra Rusland. Den stærke russiske præsident Sorokin opfatter naturligvis armlægningen i FN som et opgør mod den amerikanske præsident Miller, så derfor er det vigtigt for russerne at få Danmark over på deres side, inden FN skal behandle den højspændte politiske sag. Henrik Foss modtager en mail fra Ruslands ambassadør i Danmark, om at det ikke vil blive opfattet som en fredsskabende handling over for Rusland, hvis hans parti går ind for Tjetjeniens frigørelse. Da Foss’ to sønner og hans ekskone bliver kidnappet, fører det til en afpresning, der sender Danmark ud i en større hemmelig regeringskrise, og ikke kun Foss bliver afpresset, Marie Lindberg får tilsendt nogle billeder taget på hendes hotelværelse under en udlandsrejse, billeder, som ifølge afsenderen vil havne på Ekstrabladets redaktion to dage efter, og som antagelig vil ødelægge hendes politiske fremtid. Der er altså lagt op til alletiders største politiske drama i Danmark, og det handler resten af historien om. Det er lykkedes for Peter Mogensen at bruge hele det tætte kendskab, han har til den politiske verden på og udenfor Christiansborg, og der er mange henvisninger til politiske rævekager fra det virkelige liv. Som et lille eksempel siger Henrik Foss et sted: ”Tag Helle Thorning-Schmidt, som dengang gik ned med piber og trommer og tabte til Lars Løkke Rasmussen, som enhver burde have kunnet slå, hvis man ser på alle hans private pengeproblemer, men hun tabte, fordi vælgerne havde forladt hende, og fordi hun havde gennemført en politik, som ikke gavnede hendes egne vælgere mest. Men den politik fik Danmark ud af finanskrisen, og hun mistede magten. Og at miste magten er det højeste beløb, en politiker kan betale. Jeg siger ikke, at Thorning-Schmidt gjorde det rigtige, jeg siger blot, at nogle gange er det rigtigt at kæmpe for det, man tror på, selv om man af den grund må se et nederlag i øjnene.” Hvordan det citat kommer ind i handlingen, kan man læse sig til i denne spændende politiske thriller. At I bjørnens kløer allerede er solgt til filmatisering af Nordisk Film, kan ikke undre. Mon ikke Peter Mogensen har nye spændingsromaner på tegnebrættet. Jeg vil glæde mig til næste opus.

Peter Mogensen: I bjørnens kløer. Turbine

****

 Vellykket psykologisk thriller fra det virkelige liv

Amerikaneren Kim Frazier har sammen med den finske filminstruktør Arto Halonen skrevet romanen Skytsenglen, der tager udgangspunkt i én af de mest berømte og spektakulære danske mordsager i 1900-tallet, nemlig hypnosemordet fra 1951, hvor den tidligere HIPO-mand Palle Hardrup gik ind i Landmandsbanken på Nørrebrogade og skød to bankmænd. Og Halonen har desuden filmatiseret romanen, som havde premiere i Danmark i juni. I romanen bruger forfatterne det rigtige navn på Palle Hardrup, mens  Bjørn Schouw Nielsen, der ligesom Hardrup blev idømt livsvarigt fængsel for sin del i forbrydelsen, udelukkende bliver kaldt Nielsen i romanen. Den politimand, der i virkeligheden hed Roland Olsen, hedder i romanen Anders Olsen, og det er ham, der skal forsøge at bevise, at Nielsen havde hypnotiseret Hardrup til at begå det bankrøveri, som endte med mordet på de to bankmænd.

Palle Hardrup blev pågrebet umiddelbart efter bankrøveriet, og vidner påstod, at det virkede, som Hardrup var i trance. I slutningen af 1940-erne havde Hardrup og Nielsen delt celle i Horsens Statsfængsel, og det var der, den karismatiske Nielsen havde haft indflydelse på den letpåvirkelige Hardrup. Grunden til at de to sad i fængsel i Horsens var, at de begge havde arbejdet for besættelsesmagten, og derfor var de under retsopgøret efter krigen blevet idømt længere fængselsstraffe. I Palle Hardrups notesbog fandt politiet skriverier om Det Nye Nordiske Åndelige Monarki, hvis opgave det skulle være at udbrede humanismen til hele verden, og her skulle Nielsen være Skytsenglen, der var bindeleddet, som viderebragte Guds befalinger. Og da der skulle bruges penge til projektet, var teorien, at Nielsen havde hypnotiseret Hardrup til at udføre ikke bare ét bankrøveri, men også det, som var blevet begået i Hvidovre kort tid før det på Nørrebro. Romanens doktor Max Dabrowski, er antagelig virkelighedens retspsykiater Max Schmidt. Tidligere havde Dabrowski optrådt som Den Store Bonzini, og han havde kandidatgrad fra det svenske Karolinska Instituttet og doktorgrad i psykologi fra Københavns Universitet. Nu havde han slået sig ned som psykiater på det kontor, hvor kommissær Olsen opsøgte ham, for Nielsen og Dabrowski havde i sin tid kendt hinanden og eksperimenteret med synspunkter i Dobrowskis psykologiske forening under krigen, og her sad Dobrowski i spidsen for Hypnoseafdelingen, mens Nielsen senere åbnede en hypnosepraksis, Nordisk Psykofysisk Institut. Anders Olsen tager Max Dobrowski med ind til Palle Hardrup i cellen på Politigården for at udføre et eksperiment på ham. Anders Olsens hustru, der arbejder i en antikvarboghandel, bliver også viklet ind i historien, idet hun overlader en bog, som Dabrowski har skrevet om hypnose til sin mand. Da Olsen gennem Dobrowski finder ud af, at Nielsen har fået plantet et tegn, som ligner et x, bliver dette x den suggestion eller kode, Nielsen benytter overfor Hardrup. Anders Olsen har absolut ikke opbakning fra sin chef Thuesen, der først får Olsen suspenderet og er tæt på at få ham afskediget. Til sidst lykkes det dog på dramatisk vis at få afkodet Hardrup, så hele sandheden (måske) kommer for en dag.

Skytsenglen er som bog en fascinerende og spændende historie om noget, der fandt sted for mange år siden, og filmen, som jeg endnu ikke har set, er muligvis også spændende.

Kevin Frazier og Arto Halonen: Skytsenglen. Oversat af Sarah von Essen. 282 sider. Hr. Ferdinand

*****

Iscenesat

Kvinden mellem os af Greer Hendrichs & Sarah Pekkanen er én af den slags trekantsdramaer, hvor man som læser tror, at man har gættet hele plottet fra begyndelsen, men så kan man godt tro om igen. Den ene kvinde, Vanessa, der er romanens jeg-fortæller, har været gift med Richard Thompson, og hun bor nu sammen med sin moster Charlotte, efter at hun, da romanen starter, er blevet skiftet ud med Richards nye kærlighed, Nellie, som han har forlovet sig med. Skiftevis følger man Vanessa, der nu arbejder i et stormagasin, og Nellie, der er ansat i børneinstitutionen Learning Ladder, men da lønnen ikke er imponerende her, har hun et aftenjob som tjener på en restaurant, som Richard dog gerne ser, at hun dropper, når de snart skal giftes. Richard bliver både skildret af Vanessa og Nellie, og i begge versioner er han en jaloux og kontrollerende mand, der flere gange udtaler: ”Selv når jeg ikke er der, er jeg altid hos dig.”. Vanessa, der har en fortid, som langsomt bliver åbenbaret, og som endte i en katastrofe, forsøger på flere måder, at få Nellie til at opgive sit bryllup med Richard, men så sker der noget helt uforudset, da mystiske Emma dukker op, for hvem er Emma, og hvem er Nellie egentlig? Det virker, som der fra begyndelsen været tale om en fantasifuld hævnaktion fra Vanessas side, men hvordan hænger det hele overhovedet sammen? Det er det, denne virkelig originale psykologiske thriller handler om, så mere skal ikke afsløres her. Læs den, gys og bliv forbavset!

Greer Hendrichs & Sarah Pekkanen: Kvinden mellem os. Oversat af Sara Koch. 378 sider. Gyldendal

*****

Spændingsroman om hvordan det kunne være gået i virkeligheden

Når Bill Clinton har skrevet en spændingsroman (Præsidenten er forsvundet) sammen med den garvede forfatter James Patterson, er det næppe for at score kassen, for det gør han vist i forvejen med sine mange foredrag Verden over, det er nok mere for at spinde en historie over noget, der kunne være blevet et mareridt i hans egen præsidentperiode. Romanens hovedperson og jeg-fortæller præsident Jonathan Lincoln Duncan er, da historien begynder, ved at forklare sig overfor et undersøgelsesudvalg nedsat af Repræsentanternes Hus ved formanden Lester Rhodes, omkring et mislykket forsøg på at uskadeliggøre verdens mest eftersøgte terrorist Suliman Cindoruk fra Den Hellige Krigs Sønner, hvilket resulterede i flere amerikaneres død. Formålet med undersøgelsesudvalget er, at få præsident Duncan stillet foren Rigsret. Næsten samtidig har onde kræfter iværksat et cyberangreb på USA, hvor kodeordet er Dystre Tider. Sideløbende følger læseren snigskytten med kodenavnet Bach, hvis opgave det er at uskadeliggøre en person, som man ikke rigtig ved, hvem er. Som en slags forløber eller generalprøve på Dystre Tider sker der et dramatisk cyberangreb, og præsidenten bliver nødt til at gå under jorden for at få kontakt med et ungt par, der er skal føre det egentlige cyberangreb ud i livet. Og mens der spekuleres i, hvor præsidenten er blevet af og hvorfor, bliver det også klart for præsident Duncan, at der er en forræder blandt hans inderkreds i Det Hvide Hus, men hvem? Der er otte muligheder, men Duncan aner ikke, hvem det er, der samarbejder med udenlandske kræfter, og han ved heller ikke hvem, der står bag angrebet. Hvis angrebet på USA’s forskellige it-adresser lykkes, vil landet fra at være en supermagt synke ned til at blive det største tredjeverdensland i verden, for alt vil gå ned – både landets økonomi, og alt andet elektronisk, hvilket også vil resultere i, at det vil være umuligt at få rent drikkevand. Og samtidig vil USA’s forsvar være sårbart, hvis ikke der øjeblikkeligt gøres ét eller andet, så landets våben kan fungere alligevel. Den såkaldte Wipervirus fungerer på den måde, at alle aktive filer i landets computere vil blive overskrevet, hvorved de eksisterende data vil forsvinde permanent. Det bliver et kapløb med tiden, for der findes et password, der kan stoppe virusangrebet. Spændingen er intens, indtil det bliver klart, hvad passwordet er. Det bliver naturligvis også opklaret, hvem der er forræderen, og hele romanen slutter med, at præsident Duncan holder en tale til nationen. Det er givetvis den tale, som den rigtige præsident Clinton gerne ville have holdt, og det virker på mig lige lovligt patetisk, men det forhindrer ikke, at makkerparret Clinton og Patterson har skrevet en spændende pageturner. Så den kan afgjort anbefales.

Bill Clinton og James Patterson: Præsidenten er forsvundet. Oversat af Signe Lyng. 467 sider. Gyldendal

****    

Førsteklasses dansk krimi

Ikke alene er en ung kvinde blevet myrdet, men det viser sig, at morderen har skåret hendes ene hånd af, vel at mærke før hun døde, og som en slags souvenir er en lille kastanjemand blevet efterladt sammen med liget, og kort tid efter bliver en anden kvinde myrdet på lignende vis, og også her finder politiet en kastanjemand. Derfor er titlen på Søren Sveistrups debutroman Kastanjemanden. De politifolk, der bliver sat til at undersøge mordsagerne, er dels den unge efterforsker Naia Thulin, dels den mere erfarne efterforsker Mark Hess, som er blevet hjemsendt fra Europols hovedkvarter i Haag. Året inden er socialminister Rosa Hartungs datter, Kristine, blevet bortført, og en ung tidligere voldsdømt mand, den 23-årige Linus Bekker, har tilstået, at han har myrdet ministerens datter, men selvom han ikke har fortalt, hvor han har skjult liget af den lille pige, er han blevet anbragt på det psykiatriske hospital Sikringen i Slagelse. Politiet frygter, at det er den samme morder, der har dræbt de unge kvinder, da der er flere lighedspunkter. Bl.a. er det kvinder, som der er blevet klaget over til myndighederne, fordi de har misrøgtet deres børn, men på grund af en ny whistleblowerordning, kan politiet ikke se, hvem der har klaget. En anden uhyggelig lighed i mordsagerne er, at retsmedicineren Genz finder fingeraftryk, der stammer fra den myrdede Kristine Hartung på kastanjemændene, så derfor forsøger Thulin og Hess at få genoptaget sagen omkring ministerens forsvundne datter, da der måske er en lille chance for, at hun stadig er i live, men det går drabschef Nylander lodret imod, da han finder, at sagen er opklaret med Bekkers tilståelse, og at der ikke skal spildes flere ressourcer på den sag. Mens opklaringsarbejdet langsomt skrider frem, får man som læser efterhånden mistanke til flere forskellige personer, og mens politiet undlader at fortælle om fingeraftrykkene på kastanjemændene, sker der alligevel en lækage til stor irritation for Nylander. Kastanjemanden er over 500 siders koncentreret spænding, og til trods for at der går lige lovligt meget splatter i den dramatiske afslutning, kan man godt mærke at Sveistrup er en garvet plotmager, der tidligere har stået bag flere tv-serier, bl.a. ”Forbrydelsen”, så det er ikke let at lægge hans debutkrimi fra sig. Man skal hele tiden lige læse et kapitel mere, og når man så tror, at nu ved man, hvordan det hele hænger sammen, så bliver man endnu en gang overrasket. Altså en førsteklasses dansk krimi – velkommen ombord!

Søren Sveistrup: Kastanjemanden. 524 sider. Politikens Forlag

*****  

Ny formidabel arkæolog-krimi fra Elly Griffith

Hvis de næste bind af Elly Griffiths Ruth Galloway-krimier er ligeså gode som de to første, kan man som læser bare glæde sig til flere spændende læseoplevelser. Nummer to, Løgnens hus, har igen arkæologen Ruth Galloway og vicekriminalkommissær Harry Nelson i hovedrollerne, nøjagtigt som de var det i Pigen under jorden. Denne gang bliver Ruth tilkaldt, fordi nogle bygningsarbejdere under nedrivningen af et forfaldent hus i Norwich er stødt på et barneskelet, der har ligget begravet under et dørtrin. Huset har tidligere været et børnehjem, Det Hellige Hjertes Børnehjem, der var ledet af den katolske præst Fader Hennessey, og for 40 år siden forsvandt to børn for aldrig at blive fundet igen. Huset er nu ejet af byggematadoren Edward Spens, og det har i flere generationer været ejet af familien Spens, der nu vil bygge helt moderne huse, som skal udstykkes til dyre luksusejerlejligheder. Derfor er Edward Spens meget utilfreds med, at det arkæologiske arbejde vil forsinke byggeriet, men først skal skelettet graves fri, og her finder man ud af, at hovedet mangler, og desuden finder arkæologerne også skelettet af en kat – også uden hoved. Det viser sig, at der tidligere har boet mennesker på egnen, helt tilbage til Jernalderen, hvor både romere og keltere har efterladt sig spor, og derfor er det doktor Max Grey fra Sussex University, som er blevet sat til at lede udgravningen, og der er ham, der har sendt bud efter Ruth Galloway. De manglende hoveder på skeletterne kan tyde på, at der har været tale om rituelle ofringer, men først skal arkæologerne ved hjælp af kulstof 14-metoden finde ud af, hvor længe skeletterne har ligget i jorden. Flere af personer fra Ruth Galloways første sag i Saltmarsken, laboranten og druiden Michael Malone kendt som Cathbad og Ruths veninde, den billedsmukke Shona Maclean, der er lektor i engelsk litteratur, dukker også op i Norwich, mens der bliver gravet ud. Imidlertid er der mørke kræfter, som forsøger at forpurre efterforskningen, da undersøgelserne muligvis har pustet nyt liv i en tilsyneladende glemt forbrydelse. Desuden har det vist sig, at Ruth Galloway er gravid, og det er hun muligvis med Harry Nelson, der imidlertid er gift med Michelle, som han har to døtre sammen med. Da arkæologerne finder det manglende kranium i en tilmuret brønd, viser det sig, at tænderne har en fyldning, som kunne betyde, at det kun har ligget der i små 50 år. Inden man når frem til den dramatiske slutning, sker der flere overrumplende begivenheder, bl.a. som resultat af politiets afhøringer af en gammel nonne, der var stuepige hos familien Spens, før hun begyndte at undervise på børnehjemmet. Elly Griffiths skriver til tider ganske morsomt, fx når hun skildrer den dykker, som bringer kraniet op fra brønden: ”Kort efter kom dykkeren op med en hovedskal balancerende på flad hånd. Han lignede en skuespiller, der spiller Hamlet i en eksperimenterende forestilling (måske Shakespeare møder Beckett?). Elly Griffiths forstår virkelig at komponere et plot, der river læseren med fra først til sidst, så Løgnens hus kan varmt anbefales!

Elly Griffiths: Løgnens hus. Oversat af Lærke Pade. 338 sider. Gads Forlag

*****

Den svære, men fornemme toer

Anne Mette Hancock, der i foråret fil Det Danske Kriminalakademi’s diplom som Årets Debutant for Ligblomsten, er allerede tilbage med Mercedes-snittet, der igen har journalisten Heloise Kaldan og kriminalefterforskeren Erik Schäfer som hovedpersoner. Historien begynder med, at den tiårige Lukas Bjerre forsvinder sporløst på vej hjem fra sin skole på Østerbro i København. Heloise er i gang med researchen til en artikel om hjemvendte soldater med PTSD, da hendes redaktør sætter hende til at dække sagen om den forsvundne Lukas. Politiet er i starten på bar bund, men flere børn på skolen taler om den mystiske Æblemand, og Lukas er desuden blevet set i samtale med en kvinde udenfor skolen. Da Lukas’ mobiltelefon dukker op, kan politiet se, at han er besat af pareidolia, hvor han fotograferer ting, der ligner ansigter. På et tidspunkt bliver Heloise spurgt, om hun er ved at fabrikere en Britney, som er journalistslang om at fabrikere en nekrolog, før den portrætterede er død. Og romanens titel hentyder til det ar i hjertet, som soldater med PTSD muligvis har – ar fra traumer eller sorg. Mercedes-snittet er desuden noget, retsmedicinere benytter. Under et møde imellem Heloise og Erik Schäfer, bladrer Heloise i Eriks optegnelser, hvilket giver hende en oplysning, som hun forfølger til Eriks store fortrydelse, og hvilket resulterer i, at Heloise på egen hånd kører til Rørvig, hvor der måske er en løsning på gåden. Drengen Lukas er stadig forsvundet, da et meget skræmmende mønster viser sig, og Anne Mette Hancock forstår at holde spændingen intakt indtil de allersidste kapitler. Undervejs møder læseren naturligvis Lukas’ forældre, et mærkeligt dysfunktionelt ægtepar, som er ved at gå op i limningen, og som frygter, at Lukas er blevet myrdet, specielt da politiet finder hans jakke under isen i Kastelsgraven, der er frosset til. Det er til fulde lykkedes for Anne Marie Hancock at leve op til sin succesrige debut, og som læser glæder man sig allerede til næste opus fra forfatteren.

Anne Marie Hancock: Mercedes-snittet. 332 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Fremmedhad og spænding i aktuel svensk krimi

Camilla Grebes nye krimi Husdyret foregår i en lille søvnig by Ormberg, hvis fabrikker for længst har drejet nøglen, men hvor der til gengæld er blevet indrettet et asylcenter på den største af de tidligere fabrikker, og her har der siden begyndelsen af 1990’erne boet både bosniske og kroatiske flygtninge.

En af hovedpersonerne, Malin, der senere bliver ansat hos politiet, finder i 2009 et skelet af en lille pige ved foden af Ormberget, men sagen bliver ikke opklaret på det tidspunkt. I 2017 bliver Malin sendt til Ormberg for at efterforske den gamle sag, der i lighed med andre såkaldte ”cold cases” er blevet genoptaget, og her skal hun samarbejde med bl.a. Hanne Lagerlind-Schön og Peter Lindgren, som nogle læsere mødte i Camilla Grebes forrige bog, Når isen brister, og Andreas Borg og Manfred Olsson bliver også en del af opklaringsenheden. Men en af de første aftener forsvinder Peter, samtidig med at et nyt lig bliver fundet næsten samme sted, og Hanne, der lider af begyndende demens, bliver fundet i live i udkanten af skoven, men uden den dagbog, hvor hun altid noterede detaljer fra efterforskningen.

En familie, der også kommer til at spille en stor rolle i Husdyret er Stefan Olsson og hans to børn Melinda og Jake.  De bor i Ormbergs flotteste hus, hvor Stefan, der var snedker, men nu for det meste er arbejdsløs, har bygget en imponerende terrasse. Efter at Stefans kone er død, er meget gået op i druk for ham, og når han besøger en kammerat, og Melinda ikke er hjemme, nyder Jake at iføre sig morens kjoler, som stadig hænger i hendes skab. Derfor er han også til stede, da en bilist finder Hanne i skoven, men Jake gemmer sig, da han er bange for at blive afsløret i dametøj af én fra byen. Han finder derimod dagbogen, og han begynder at læse i den, men han kan ikke overlade den til politiet, da man netop efterlyser den kvinde, som Hanne nåede at se. På den måde får Jake indblik i den del af efterforskningen, som Hanne nåede at skrive.

Resten af Husdyret har skiftevis Malin, Hanne og Jake som fortællere. Politiet leder stadig efter Peter, og forskellige af byens beboere kommer under mistanke i mordsagen, bl.a. Stefan, der ikke var hjemme på et meget afgørende tidspunkt. Men også Malins faster Margareta og hendes søn kaldet Pung-Magnus, som er byens tosse, påkalder sig på et tidspunkt politiets interesse. Hele byen er gennemsyret af fremmedhad, og ustandselig bliver det antydet, at det må være dem fra asylhjemmet, der står bag mordene. Selv Stefan og hans kammerat Olle har planer om at lave et borgerværn, der skal gå rundt og jage ”arabere”. En særlig ondskabsfuld fyr er Vincent, der er Jakes onde ånd, indtil Jake gennem dagbogen finder ud af, at Vincents far har været dømt som pædofil, og da Jake røber det, får han fred for Vincent. I en helt grotest scene forsøger en kvinde, der hedder Ragnhild at anmelde en af ”araberne” for at have stjålet en racercykel, men da politiet spørger, hvis cykel, det er, svarer Ragnhild, at det ved hun ikke, men den må være stjålet, for sådan en cykel, har de ikke råd til.

Opklaringsarbejdet fortsætter, og hvordan mordene opklares, og hvad, der bliver af Peter, skal ikke røbes her. Et bosnisk ordsprog, der findes i bogens begyndelse, lyder, ”Den, der sår vind, høster storm.” Det er meget passende for hele historien. Der er spænding på alle de næsten 500 sider, og at Husdyret blev kåret som Årets svenske krimi 2017 kan ikke undre. Camilla Grebe viser endnu en gang, at hun også kan uden sin søster, Åsa Träff, som hun samarbejdede med i sine første udgivelser.

Camilla Grebe: Husdyret. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 495 sider. Lindhardt og Ringhof

*****  

Et uforglemmeligt mesterværk

Marokkanske Leïla Slimanes Vuggesang, der blev belønnet med Frankrigs største litterære pris Goncourt, og som er blevet betegnet som en psykologisk thriller, er en meget atypisk én af slagsen. Den handler om det succesrige ægtepar Myriam og Paul Massé, der bor på Rue d’Hauteville i tiende arrondissement i Paris med deres to børn Adam og Mila. Myriam er jurist og netop i gang med at genoptage sin karriere som forsvarsadvokat, mens Paul har en travl hverdag som musikproducer. De beslutter derfor at antage en barnepige, og efter samtaler med flere emner, vælger de Louise, der også har fine anbefalinger fra en tidligere stilling hos familien Rouvier. Louise har været gift med Jacques, med hvem hun har datteren Stéphanie. Efter hendes skilsmisse havde hun i en periode sin datter med hen til familien Rouvier. Vuggesang begynder med et gruopvækkende kapitel, hvor læseren får at vide, at Louise har knivdræbt Adam, mens Mila er livsfarligt såret, og efterfølgende har Louise skåret begge håndled over og desuden stukket kniven i sin hals i et mislykket selvmordsforsøg. Efter dette kapitel følger hele historien om ansættelsen af Louise, og om hvordan hun bliver den helt perfekte barnepige, der udover at passe de to børn, sørger for rengøring, så lejligheden er skinnende ren, når Myriam og Paul kommer hjem fra arbejde. Familiens venner er også dybt misundelige på det held, som er overgået Myriam og Paul. Men langsomt begynder glansen at gå af den idylliske hverdag, og Louise opsøges af myndighederne, da hendes eksmand har efterladt hende med gæld. Imens arbejder historien sig hen imod den skæbnesvangre dag, som romanen blev indledt med. Foruden at være næsten ubærlig er Vuggesang ikke så lidt af en gyser, fordi læseren ved, hvad det hele ender med. Et uforglemmeligt mesterværk!

Leïla Slimani: Vuggesang. Oversat af Anders Juel Michelsen. 222 sider. Rosinante.

******

Spændende psykologisk thriller med masser af links til klassisk film noir

Hovedpersonen i Kvinden i vinduet dr. Anna Fox lider af agorafobi og lever derfor isoleret i sit hus i New York, hvor hun får dagene til at gå med at drikke masser af rødvin, se gamle sort/hvide filmklassikere og udspionere sine naboer. Hun er som sagt alene, og hun har angstanfald bare ved at tænke på at gå udenfor. Det eneste andet menneske i hendes hus er David, en tidligere voldsforbryder, som har lejet underetagen i huset. Ellers bruger Anna en del tid på som healer at kommunikere over nettet med specielt én patient GrannyLizzie. Endelig har Anna kontakt med dr. Julian Fielding, som hun mødte til en konference om behandling af posttraumatisk stresssymptom, og han forsøger som terapeut at hjælpe hende med hendes angstsymptomer. Et nyt ægtepar Alistair og Jane Russel, der sammen med deres søn Ethan er flyttet ind i huset overfor Anna, bliver genstand for Annas spionering, og en dag ser hun noget, der kunne tyde på, at Jane Russel er blevet overfaldet med en kniv, og Anna henvender sig til politiet, der imidlertid ikke tror på hende. De mener, at det hele er noget, hun har bildt sig ind. Mens Anna bliver mere og mere frustreret, får man også indblik i familien Russels noget indviklede privatliv, og spændingen bliver stadig mere intens, mens man også får lidt at vide om Annas ægteskab med Ed, der sammen med datteren Olivia på mystisk vis er forsvundet ud af Annas liv. Det hele bliver mere og mere mystisk, indtil den hæsblæsende finale, og forfatteren A.J. Finn (der er et pseudonym for Daniel Mallory) har med stor dygtighed formået at lave et plot, hvor man samtidig møder en virkelig filmfreak i Anna, der svælger i film noir fra Hitchcock og til Chabrol. Der er mange fine filmcitater, og det er vel også med vilje, at den udspionerede kvinde hedder Jane Russel, nøjagtigt som Marilyn Monroes modstykke i den legendariske Gentlemen foretrækker blondiner. Kvinden i vinduet er en meget læseværdig psykologisk thriller, som er svær at lægge fra sig.

A.J. Finn: Kvinden i vinduet. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 424 sider.  Lindhardt og Ringhof

****

Psykologisk thriller med masser af hemmeligheder

I en lille kystby, Ridinghouse Bay i East Yorkshire i det nordlige England ser Alice Lake en dag en mand, som står i regnen på stranden og kigger ud over havet. Sådan begynder Lisa Jewells Den fremmede gæst. Da Alice henvender sig til ham, viser det sig, at han lider af hukommelsestab og overhovedet ikke aner, hvem han er. Alice, der lever alene med sine tre børn og hunde, inviterer manden indenfor i ly for regnen. Hun er meget socialt anlagt, og hun tilbyder ham både tørt tøj og logi i det anneks, der er til huset. Da den ukendte mand ikke ved, hvad han hedder, bliver Alice og hendes børn enige om at kalde ham Frank. Samtidig befinder den nygifte Lily sig i London, hvor hun venter på sin mand, der ikke er kommet hjem efter arbejde. Lily kommer fra Ukraine, og hun mødte Carl Monrose under et seminar i Kiev, og efter de var blevet gift der, flyttede hun med ham til England. Da Lily først henvender sig til politiet, vil de gerne se tiden an, før de efterlyser ham, men da de endelig gør det, og Lily har medbragt de personlige papirer, hun har kunnet finde, viser det sig, at Carls pas er falsk, og at der slet ikke findes nogen Carl John Robert Monrose. Mens man følger Alice og Lily i hver deres kapitler, får læserne en historie fra 1993 om søskendeparret Kirsty og Gray, der boede sammen med deres forældre i Rabbit Cottage i Ridinghouse Bay. Her mødte de den nittenårige Mark, der boede i den helt anden ende af samme by med sin tante, og efter de to søskende var inviteret til at besøge Marks tante, opstod et tæt forhold imellem de tre. Mark er forelsket i Kirsty, som imidlertid ikke er ligeså interesseret i ham, og en fest i tantens hus udvikler sig dramatisk. En dag bliver Lily kontaktet af Russ, som er kollega til Carl, men som ikke har kunnet komme i kontakt med ham, og sammen forsøger de at finde frem til, hvad der er blevet af den forsvundne Carl. Imens er forholdet mellem Alice og Frank ved at udvikle sig til mere end blot sex. Men hvordan den nutidige forsvindingshistorie har noget at gøre med de gamle begivenheder i Ridinghouse Bay, det er naturligvis bogens meget overraskende plot, så mere skal ikke røbes her. Men Den fremmede gæst er ikke bare en formidabel pageturner, den er også både velskrevet og fuld af overraskelser indtil de allersidste sider.

Lisa Jewell: Den fremmede gæst. Oversat af Lærke Pade. 363 sider. Gads Forlag

*****

Realistisk thriller

Savas vidner er en spændende psykologisk thriller, der placerer Sara Bouchet som en krimiforfatter helt i særklasse. Historien, der er inspireret af virkeligheden, viser hvordan forfatteren har brugt sin store viden om eksorcisme til at fastholde læseren i spænding på over 400 sider. Hovedpersonen og jeg-fortælleren Danielle Lind, kaldet Dannie, er sognepræst, men efter en klage over hende er blevet behandlet af biskoppen, bliver hun suspenderet, og næsten samtidigt er hendes kæreste Arthur gået fra hende, og med sig har han taget den syvårige søn Louis, som han har sammen med sin tidligere hustru.  Dette er en stor sorg for Dannie, da netop Louis er et af lyspunkterne i hendes liv. Dannies barndom sammen med søstrene Sophie og Sava har heller ikke været uden dramatik og ulykkelige hændelser, specielt ikke efter at Sava døde mange år tidligere. Da romanen begynder har Sophie bedt Dannie om at komme til Skotland, hvor Sophie bor i den lille by St. Andrews. Men da Dannie kommer til hendes lejlighed, er hun forsvundet, og et par dage efter erfarer Dannie, at Sophie har begået selvmord ved at kaste sig ud fra et kirketårn. Hun har imidlertid efterladt sig en del skriftligt materiale fra sin forskning i middelalderens hekseprocesser og uddrivelse af dæmoner i besatte børn. Ved at læse Sophies notater, søger Dannie også tilbage til den opvækst, hun helst vil glemme. Selv er Dannie næsten autist, og ustandselig tæller hun alverdens ting fra skruer og beslag i Ikeamøbler til striberne i et linoleumsgulv, men under opholdet i søsterens lejlighed prøver hun dels at finde ud af, om Sophie virkelig begik selvmord eller var udsat for en forbrydelse. Imellem kapitlerne om Dannies oplevelser i Skotland, følger læseren også med i, hvad der sker i Europas første eksorcismecenter i den polske by Poczernin, et center oprettet af Vatikanet. Savas vidner er ikke nogen let læst roman, men er man interesseret i dæmoner, hekseprocesser og selvmord i fortid og nutid, er bogen svær at lægge fra sig, og det hele slutter med forfatterens note, om hvad der er virkelighed, og hvad hun selv har fundet på. Det er en thriller langt væk fra skandinavisk noir.

Sara Bouchet: Savas vidner. 448 sider. Lindhardt og Ringhof

****

Fin debut med hæsblæsende pageturner

Det danske forfatterpar Wissing & Winther har med Pigen ingen vidste var skrevet noget så sjældent som en thriller, der foregår i USA i efteråret af 1969, men som har rødder tilbage til begivenheder i det tidlige 1951, hvor en ung kvinde omkommer ved en bilulykke i Memphis. Hovedpersonen Bradley Wright, der er søn af professor Noah Hobbs, er i gang med en uddannelse som journalist, og hans mor, den fordrukne Joleen, der er skilt fra hans far, professoren, lever af at sælge hamburgere i Joleen’s Diner. Mens Bradley uddanner sig, har han et job som rengøringsmand på Hominidae Forskningscenter, hvor hans far og kollegaen Joseph Morell er i gang med et tophemmeligt adfærdseksperiment, der skal udmunde i en artikel i et videnskabeligt tidsskrift med titlen ”Evolution, sprog og menneskelig udvikling”. Derfor befinder pigen Ana, som har været i centret, siden hun blev født, sig i en grotte sammen med en gruppe chimpanser, så professor Hobbs kan følge den bl.a. sproglige udvikling, som Ana gennemlever med lingvisten Patricia Carter på sidelinjen, som den eneste, der har lært Anas sprog, som de kalder Li-An-sproget til perfektion. Imidlertid har Bradley længe pønset på at befri Ana, og trods enorme sikkerhedsforanstaltninger lykkes det til sidst. Men nogle af delstatens mest magtfulde mennesker igangsætter en større menneskejagt, der involverer både politifolk og FBI-agenter, og imens forsøger Bradley at finde ud af, hvor Ana egentlig kommer fra, og hvordan hun er blevet hovedperson i Noah Hobbs hemmelige eksperiment. Derfor bliver det nødvendigt for Bradley at grave tilbage i tiden og finde frem til personer, som kan huske, hvad der skete i 1951. Mere skal ikke røbes her, men dramatikken varer ved indtil de allersidste sider. Som det sikkert fremgår af ovennævnte, er der tale om en rigtig pageturner, hvor læseren ustandselig overraskes, og forfatterne er til tider ganske vittige, som fx da de nævner et bedemandsfirma med det morbide slogan: ”Du dør kun én gang, gør det ordentligt”. Også en form for samfundskritik møder læseren fx i beskrivelsen af et bibliotek i 1951: ”Man skulle kun træde over dørtærsklen, før et skilt med pile i hver sin retning viste ind til to opdelte læsesale. En til de sorte og en til de hvide. Og det endda efter en verdenskrig, hvor man stolt var rejst over Atlanten for at kæmpe mod fordomme og dumhed. Man kunne næsten høre dobbeltmoralen skrige i de knagende egetræsgulve.” Jeg glæder mig til at læse mere fra de to forfattere , Lars Wissing og Mikkel Winther, efter denne fine debutroman.

Wissing & Winther: Pigen ingen vidste var. 389 sider. Valeta

*****

 

Fænomonal psykisk thriller fra Torkil Damhaug

Torkil Damhaug, der tidligere har skrevet formidable spændingsromaner, har næsten overgået sig selv med den nyeste Glashjerte. Handlingen udspiller sig i november sidste år, hvor de to brødre Robin og Mikkel, der er sønner af den kendte skuespiller Håkon Ravnum, bliver blandet ind i en uhyggelig historie. De to brødre bor hos deres mor, Sofie Rafaelsen, der er billedkunstner og skilt fra drengenes far. Deres kusine Amina forsvinder og bliver senere fundet myrdet. Det er Robin, som er udviklingshæmmet, der ude i skoven finder liget af kusinen, og han er ikke i stand til at fortælle, hvad han har set. Mikkel, der er psykologistuderende, og som har arvet evnen til at tegne fra sin mor, bliver derimod anholdt og sigtet for drabet. Mikkel er kæreste til Inga, der også er studerende og datter af advokaten Erik Natvik. Netop Ingas fars advokatfirma, Natvik og Elton bliver forsvarere for Mikkel, og de tilknytter den tidligere stjerneadvokat Carl Fredrik Holt-Rivers som konsulent. Han er netop kommet ud af fængslet, efter at have afsonet en dom for drab, som han muligvis ikke har begået. Men han har ikke mere sin advokatbestalling, så han bliver nødt til at arbejde i kulissen. Han kontakter naboægteparret Ragna og Rolf, hvor både Robin, Mikkel og Amina i sin tid var i dagpleje. Og da Rivers graver i Rolfs fortid, finder han oplysninger om en sag, hvor Rolf var anklaget for voldtægt, men hvor anklagen blev frafaldet. Jo længere politiet graver i mordsagen, jo mere overbeviste bliver de om, at Mikkel nok er den mest sandsynlige som Aminas morder. Også Inga har sine mistanker, bl.a. fordi hun finder en skitseblok, hvor Mikkel foruden hende har tegnet Amina og en pige, der hedder Boel, og som vist tidligere har været kæreste med Mikkel. Det hele udvikler sig til en indviklet sag, og mens Rivers forsøger at finde ind bag sandheden, prøver han også at udrede nogle mystiske vidneudsagn fra sin egen mordsag, for måske at kunne bevise, at det ikke var ham, der myrdede en kvinde på et hotelværelse. Som det vist fornemmes, er der mange tråde at udrede, og historien har flere forskellige fortællere. Der er dømt mystik, og hvad titlen Glashjerte hentyder til, er der flere forklaringer på, men på fornem vis lykkes det igen for Torkil Damhaug at vise, at han mestrer at konstruere den psykologiske krimi.

Torkil Damhaug: Glashjerte. Oversat af Ilse M. Haugaard. 422 sider. Modtryk

*****   

Connelly i topform med ny hovedperson

En af verdens bedste krimiforfattere har gjort det igen. I Michael Connellys Nathold møder læserne for første gang en ny hovedperson, kriminalassistent Renée Ballard, der på mange måder er en kvindelig parallel til Harry Bosch, som man kender fra utallige Connelly-krimier. Det er igen Los Angeles Police Department, LAPD, der bliver sat på at opklare et par sager, dels om en transsexuel kvinde Ramona Ramone, der er blevet tævet næsten til døde, dels nedskydningen af fem mennesker på natklubben The Dancers. Renée Ballard er umiddelbart inddraget i begge sager, men da hun er blevet degraderet til Natholdet, der er en enhed, hvor hun og makkeren John Jenkins fungerer som udrykningshold, der derefter må overlade sagerne til drabsafdelingen. Grunden til degraderingen er, at Ballard havde anmeldt sin chef Robert Olivas for sexchikane, men uden at få opbakning fra sin daværende makker Ken Chastain. Ballard kan imidlertid ikke lade være med at blande sig i efterforskningen af det femdobbelte drab, specielt ikke da Ken Chastain også bliver myrdet. Da Ballard finder frem til den, som er den mest sandsynlige mistænkte i sagen om mishandlingen af Ramona Ramone, går hun i en fælde, og snart er hun i yderste livsfare. Samtidig har hun hørt rygter om, at den skyldige i drabssagen antageligt er en politimand. Mere skal ikke åbenbares her, men sagerne kører videre, og man møder både pushere, sadistiske voldsforbrydere og mordere. Der er spænding på til sidste punktum, og jeg glæder mig til at stifte yderligere bekendtskab med den kvindelige strømer med hang til surfing. At Connelly en enkelt gang kommer til at skrive Bosch i stedet for Ballard, skal være ham undskyldt, for han har igen skrevet en uforglemmelig spændingsroman.

Michael Connelly: Nathold. Oversat af Søren K. Barsøe: Nathold. 343 sider. Klim

***** 

Fornem norsk politiroman

Jørn Lier Horst fik allerede en fornem boghandlerpris i sit hjemland Norge for sin debutroman, og nu har han overgået sig selv i sin nye politiroman Katharina-koden om drabschefen William Wisting og hans journalistdatter Line. Der er næsten gået 25 år, siden Katharina Haugen forsvandt for aldrig at dukke op igen. Wisting har imidlertid aldrig opgivet at finde ud af, hvad der blev af kvinden, og hvert år på årsdagen for hendes forsvinding besøger han hendes mand, Martin. Da han i år opsøger Martin, er han væk. Politikommissær Adrian Stiller arbejder med såkaldte cold cases, og han har genoptaget en anden forsvindingssag, nemlig den om Nadia Krogh, der forsvandt efter en fest i 1987, to år tidligere end Katharina-sagen. I forbindelse med Nadias forsvinden fik hendes millionærfar tilsendt et brev, hvor bortføreren krævede 3 millioner kroner i løsepenge, men trods det at faren anbragte summen på det aftalte sted, blev pengene aldrig hentet. Nu har Stiller fundet en forbindelse mellem de to sager, og derfor må de to politifolk arbejde sammen, men da Stiller vil benytte Line Wisting som lokkedue, bliver William Wisting lidt utryg. Bogens titel hentyder til, at politiet i sin tid fandt en kode på bordet i Haugenfamiliens hus, en kode som det aldrig er lykkedes at knække. William Wisting har i alle årene haft en formodning om, at Martin havde noget med sin kones forsvinden at gøre, men han har ikke kunnet bevise noget, specielt ikke da Katharina er dukket op hverken i live eller som lig. Da politiet finder frem til den gamle avis, som bogstaverne i kidnapperbrevet var klippet ud af, begynder der at melde sig en tanke på baggrund af en anden artikel i samme avis. Og så skal man som læser nyde resten af opklaringsarbejdet. Plottet er godt fundet på, og Lier Horst, der selv er gammel politiefterforsker, skriver fremragende. Han må gerne fortsætte sin serie om Wisting-familien.

Jørn Lier Horst: Katharina-koden. Oversat af Rolf Stavnem. 379 sider. Modtryk

*****

Klassisk thriller

Scenen i Ruth Wares I en mørk, mørk skov er helt klassisk. Seks personer mødes i et øde hus udenfor lands lov og ret, så langt ude at der ikke er mobildækning og den fastnettelefon, der findes i Glashuset er død. Anledningen til at de skal mødes er, at Florence Clay, der er gammel skoleveninde til hovedpersonen Leonora Shaw, der er forfatter af kriminalromaner, vil afholde en polterabend for Clare Cavendish, som skal giftes, og Flo har lånt Glashuset af sin tante. På væggen hænder et haglgevær, som tanten bruger til at skræmme kaniner væk med, derfor er den kun ladt med løst krudt. Da Leonora fik indbydelsen til Clares polterabend, havde hun ikke set Clare i ti år, og det, der måske undrede hende mest, var, at hun ikke var inviteret til Clares bryllup. Da Clare ankommer, fortæller hun Lee, som hun kalder hende, til trods for at hun nu kalder sig Nora, at den, hun skal giftes med, er James Cooper, som var Leonoras kæreste, indtil han slog op med hende på en mail, og siden har de ikke set hinanden. I løbet af den november-weekend, de er sammen, leger de forskellige lege, hvor de bl.a. fortæller hinanden hemmeligheder, og det hele bliver mere og mere klaustrofobisk og uhyggeligt, indtil der indtræffer den katastrofe, man som læser har ventet på hele tiden. Og hvad der videre sker, skal naturligvis ikke røbes, men spændende er det, og man læser med tilbageholdt åndedrag. At der sker et mord, er jo helt klassisk, men selve plottet i historien skuffer mig, og jeg synes ikke I en mørk, mørk skov er af samme kvalitet som Ruth Wares forrige thriller, Kvinden i kahyt nr. 10. Men mindre kan også gøre det, og man kan glimrende tilbringe nogle timer i et sommerhus i en mørk skov med denne pageturner. I England er Ruth Ware blevet kaldt Agatha Christies arvtager, men normalt er plottene hos Christie mere overraskende end i Wares nyeste værk.

Ruth Ware: I en mørk, mørk skov. Oversat af Sara Koch. 311 sider. Gyldendal

***

Hæsblæsende thriller med rødder i fortiden

Som det var tilfældet i David Garmarks forrige spændingsroman om superagenten Ditlev Martins, Abbotts hemmelighed, så er der også masser af både vold og mord i Garmarks nye, Stemmer der dræber. Faktisk er der tale om tredje og sidste bind i serien om problemløseren Ditlev Martins. Første bind hed Drengen, der aldrig kom hjem, og den har jeg ikke læst, men det gør ikke noget, da bøgerne kan læses, uden at man har læst de foregående. Faktisk har Ditlev Martins trukket sig tilbage fra sit liv som agent, og han lever, da historien begynder, som stilladsarbejder, i nærheden, hvor han bor i Sydhavnen. Men en dag indhentes han af sin fortid, da et mystisk brev uden afsender dukker op, og snart er han igen involveret i en sag, der både får betydning for hans nærmeste venner og bekendte, og som har rødder tilbage til nogle uhyggelige eksperimenter med koncentrationslejrfanger under Anden Verdenskrig. Allerede i 1942 var obersturmbannfürer Horst von Holten, lægen der havde stået bag disse forsøg, forsvundet fra Sachsenhausen for at fortsætte sine forsøg på en lille gold ø, kaldet Djævlens ø, i Det Ægæiske Hav, en ø, som den græske militærjunta fra 1967 til 1974 havde benyttet til fængsel for omkring 22.000 fanger. I grotterne under denne ø, havde von Holten huseret indtil slutningen af krigen, hvor han under falsk identitet som mange andre krigsforbrydere, var flygtet til Argentina. Her blev han i 1984 hentet af et par Mossad-agenter, der fandt de dokumenter, som viste, hvor forskningsbunkeren var anlagt på Djævlens ø, og meget belejligt lod de den gamle nazist hænge sig, så han slap for at blive udleveret på samme måde, som Adolf Eichmann var blevet det nogle år tidligere. Hvad denne gamle historie har med Ditlev Martins at gøre, er en del af plottet, men efter det mærkelige brev henvender Martins sig til sin gamle ven Jon-Erik, der har mange forbindelser, og de franske politimænd Rousseau og Balmain, får også en rolle i opklaringen.  Desuden bliver Ditlevs gamle veninder, Dina og hans tidligere kæreste Giulietta indblandet i handlingen, før det går op for Ditlev Martins, hvem der egentlig står bag den åbenbart grufulde hævntørst. Forfatteren har lagt mange spor ud, der både har med græsk og nordisk mytologi at gøre, før man når frem til den hæsblæsende slutning, der er fyldt med både action og dramatik. Men inden da handler historien også om både incest og autisme og ikke mindst terrorisme. David Garmark har virkelig forstået at kreere en thriller, som er meget svær at lægge fra sig. En af årets bedste danske spændingsromaner!

David Garmark: Stemmer der dræber. 365 sider. Turbine

*****  

Nordirland noir når det er bedst

Hvis man trænger til en pause imellem de mange Nordic noir-krimier, der udkommer, er et godt bud Adrian McKintys Sirenesang, der netop er udkommet på det lille nye forlag Olga, der bestyres af to tidligere redaktører fra Aarhus-forlaget Klim. Sirenesang er den anden historie om den irske strømer Sean Duffy, og som forgængeren Det kolde våde land foregår den i Carrickfergus nær Belfast i 1982, mens borgerkrigen raser, og samtidig med at Margaret Thatchers Storbritannien kommer i krig med Argentina om Falklandsøerne. På en nedlagt fabrik finder man en torso i en kuffert, en torso der åbenbart har ligget i en dybfryser. Sean Duffy bliver sat på mordsagen, der hurtigt viser sig at være en international affære, da den døde mand er amerikansk statsborger. Han har været i Nordirland, hvor hans familie stammede fra, for at undersøge nogle lyssky forretninger. Kriminalassistent Duffy tager på et tidspunkt til USA, da han har fået et tip om en bankboks, der skulle have tilhørt den døde mand. Både i USA og i Nordirland støder Duffy ind i problemer med FBI, det engelske efterretningsvæsen og hans egne overordnede, og det virker, som alle myndigheder ikke ønsker, at sagen opklares. Sean Duffy er netop blevet forladt af sin kæreste, og han både drikker og ryger alt for meget, men så møder han ikke bare én men to smukke kvinder, og resten må læseren selv finde frem til. Foruden at være særdeles velskrevet, giver Sirenesang et fremragende billede af et land, hvor politiet også må tage sig af det ene terroranslag efter det andet, og hvor Sean Duffy hver gang, han sætter sig ind i sin BMW, må sikre sig, at der ikke sidder en bombe med en kviksølvvippekontakt under motoren. Adrian McKinty er selv vokset op i Carrickfergus, han er uddannet på både Warwick University og på Oxford University. I 1990-erne arbejdede han i New York som bl.a. boghandler og bibliotekar, og siden 2008 har han boet i Melbourne, Australien. Forhåbentlig er der flere historier om Sean Duffy på bedding. Jeg glæder mig allerede til næste opus!

Adrian McKinty: Sirenesang. Oversat af Søren K. Barsøe. 343 sider. Olga

*****

Shakespeare som moderne politiroman

Det er klart, at når Jo Nesbø kalder sin roman Macbeth, er det naturligvis fordi, han har ladet sig inspirere af Shakespeares værk af samme navn, som Nesbø betragter som en thriller om magtkamp. Men hos Nesbø er handlingen rykket frem til vores tid, og der hvor den udspiller sig er i et land, der godt kunne minde om Skotland, men hvor selve den by, det foregår i udelukkende kaldes for Byen, og hovedstaden hedder Capitol. Byen er opdelt i nummererede distrikter, og det hele begynder seks måneder efter, politimester Kenneth, der var korrupt er død, og hvor borgmester Tourtell har hentet Duncan ind som ny politimester. Duncan havde indtil da været leder af Afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Capitol. Duncan udnævnte straks sit eget hold, hvor vicekommissær Duff blev leder af Narkoafdelingen, og han kom med det samme på en stor opgave, da han erfarede, at Norse Riders med den karismatiske Sweno i spidsen på sin røde Indian Chief-motorcykel, vil få leveret et større parti amfetamin. Macbeth, der er chef for Indsatsstyrken har fået det samme tip, men da han tilbyder sin hjælp, gør Duff det klart, at det skal hans afdeling nok selv klare. Hele leveringen i havnen bliver overvåget af Swenos største rival Hekate, der også bliver kaldt Den Usynlige Hånd, og som selv fremstiller sit syntetiske narkotikum, som kaldes Bryg. Hekate og hans højre hånd Bonus ser hvordan Sweno og hans mænd tager et gidsel, indtil Macbeth og hans Indsatsstyrke dukker op, og Macbeth får uskadeliggjort gidseltageren. Men ellers er aktionen på havnen noget af en fiasko, bl.a. fordi det ikke lykkes at fange Sweno, og nu begynder magtkampen mellem de to gamle venner Duff og Macbeth. Macbeths kæreste Lady ejer Byens kasino Inverness, mens konkurrenten Obelisken ustandselig står overfor at blive lukket af Spille- og Kasinonævnet. Resten af romanen er fuld af dramatik og rævekager, og Lady er så ambitiøs på Macbeths vegne, at hun overtaler ham til at myrde Duncan, så han selv kan blive politimester, og ikke nok med det, Lady stiler også efter, at Macbeth skal ende som borgmester. Macbeth er måske ikke direkte korrupt, men han er afhængig af narkotika, og da et nyt stof, Power, der er syv gange så stærkt som Bryg, kommer på markedet, bliver både Macbeth og Lady afhængige af det. Det ene grufulde mord afløser det andet, og da Macbeth også efterhånden er så magtliderlig, at han skiller sig af med både venner og sammensvorne, lægger handlingen op til en forrygende finale. Macbeth er en del af serien ”Shakespeare i et nyt årtusind”, hvor fx Ann Tyler har nyfortolket ”Trold kan tæmmes”, og Margaret Atwood har bidraget med ”Stormen”. Nesbøs bidrag er et både spændende og velskrevet forsøg på at genfortælle en historie om magt, misbrug, kærlighed og had og meget, meget mere i en moderne hårdtslående politiroman. Macbeth er en thriller, der er meget svær at lægge fra sig.

Jo Nesbø: Macbeth. Oversat af Allan Hilton Andersen. 506 sider. Modtryk

*****

Endnu en forrygende thriller af Steen Harvig

Steen Harvigs nye krimi A.R. begynder, da en bilist, Niels Hedin, er på vej hjem til Vestsjælland efter et møde i København. Kort før Saltbæk strand, hvor hans sommerhus ligger, er han tæt på at køre ind i en skrigende kvinde, der vakler rundt midt på kørebanen. Hun har været ude for ét eller andet frygteligt, men Hedin kan ikke få noget fornuftigt ud af hende, og han tager hende med hjem til sit sommerhus, hvor han kontakter politiet og skadestuen, hvorefter kvinden bliver afhentet, og det stedlige politi kommer og afhører Hedin. Da politiet ikke ved, hvem kvinden er, bliver den gamle kending Morten Krag, der både er politimand og psykoterapeut sat på sagen sammen med sin makker, Carl Hansen, der bor i et kolonihavehus ved Bernstorffsvej Station. Sammen med en læge fra traumecentret på Rigshospitalet, Bo Rasch, lykkes det at finde ud af, hvem kvinden er. Det er den succesrige arkitekt Ann Roed, der sammen med sin mand Lars Kvist og de to tvillingedøtre bor i Nærum. Da de begynder at grave i hendes fortid, vælter der flere skeletter ud af skabet, og kort tid efter sker der først ét og senere endnu ét mord. Mere skal ikke røbes her, men igen er det lykkedes for Steen Harvig at udtænke et plot, der gør, at den fortættede stemning holder helt indtil de allersidste sider. Det er nærliggende at tro, at titlen A.R. dækker over forbogstaverne i Ann Roed, men helt så enkelt er forklaringen ikke. Så læs Steen Harvigs nye thriller og bliv godt underholdt.

Steen Harvig: A.R. 233 sider. Trykværket

*****   

Dommedag nu?

Sidste år gjorde Michael Larsen et flot comeback med sen anmelderroste Mordet på øen. Nu er han så tilbage med fortsættelsen, Dødens kode, der er en barsk og slagkraftig historie med masser af ramasjang.

Hvis man ikke har læst Mordet på øen, som jeg ikke har, begynder den nye med et kort referat, så man har styr på de forskellige personer. De to politifolk, der er hovedpersoner, Jan Folmer og hans makker Frank Bolbro, var af deres chef Frederik Karpov sendt til Ærø i forbindelse med mordet på to kvinder, og her fandt de ret hurtigt ud af, at sporerne pegede i retning af en international våbenhandler Peter Kreiler. Imidlertid lader det til, at sporet omkring Peter Kreiler højst sandsynligt er plantet af den rigtige morder, der antageligt er computereksperten Lasse Kulau, som tidligere har arbejdet for PET. Kulau, der helt klart viser psykopatiske træk, har kidnappet Jan Folmers nye kone Anne og planlagt, at hun skulle dø for øjnene af ham på Marstal Havn. En anden hovedperson er journalisten og pokerspilleren Charlotte Monson, der lever under en falsk identitet på Ærø, da hun er på flugt fra en voldelig ekskæreste, den tidligere Afghanistan-soldat Morten Tauber. Hun har dækket mordsagen for Amtsavisen, og under det arbejde har hun fundet nogle halvbrændte noter i nærheden af Kreilers udbrændte bil, som han åbenbart havde forsøgt at skaffe sig af med. Men hvad indeholdt disse koder? Endelig er der den prisvindende graverjournalist Mikkel Thorsboe, der er hyret af forlaget Private Eye til at skrive en bog om våbenhandleren Peter Kreilers storhed og fald. Handlingen i Mordet på øen kulminerede med en række serieeksplosioner i Marstal Havn. Manden bag eksplosionerne var sikkert Lasse Kulau, som politiet også mistænkte for at stå bag de to kvindemord, men om han havde haft medsammensvorne kunne ikke udelukkes, også PET var interesseret i Kulau, da meget kunne tyde på, at der var tale om en terroraktion.

Dødens kode begynder med, at man finder en 14-årig pige myrdet på et toilet i Marstal Havn, og Folmer og Bolbo bliver igen sendt til Ærø. Liget af pigen har vidt åbne øjne, og det skyldes at øjenlågene er limet sammen, og der er skrevet et filmcitat på hende. Yderligere har hun en teaterbillet i lommen til Elverhøj, og hvem skrev musikken til Elverhøj? Det gjorde Friedrich Kuhlau. De to politifolk er overbevist om, at der er nogen, der driver gæk med dem, og snart støder de på tråde, der fører tilbage til sprængningen i havnen, hvor politiet troede, at Kulau havde sprængt sig selv i luften. Men måske er han slet ikke død. Det kunne teaterbilletten tyde på. Og kan det med øjnene være en henvisning til filmen Open Your Eyes, der handler om en mand, der lever sit liv bag en maske. Og er det et tilfælde, at de myrdede kvinder havde film stående i deres lejligheder?  Charlotte Monson er sammen med sin svenske ven Stefan Gidlund rejst til Sydfrankrig for at deltage i en pokerturnering om store formuer, og her har hun foruden en række krimier til at fordrive tiden på hotellet medbragt den kode, som henviser til forskellige filmcitater. Meget peger i retning af, at disse filmcitater skal bruges til at fortælle, hvor og hvornår den næste terroraktion skal finde sted. Da hun har løst koden ringer hun til Jan Folmer for at fortælle, at næste mål er Aarhus. Og samme dag sker to attentater mod hhv taget på Aros og på Café Casablanca, hvor Mikkel Thorsboe befinder sig sammen med sin redaktør fra Butlerens Forlag, der nu skal udgive bogen om Peter Kreiler. Med nød og næppe overlever Thorsboe, da han er på toilettet, da bomben udløses. Efter at Charlotte har vundet en større formue, bliver hun inviteret til at være med i en pokerturnering på luksuslineren Endeavour of the Oceans, der skal sejle fra Finland til Florida. Imens er politiet kommet på sporet nogle rockere, der har tidligere har opholdt sig på Ærø, men som nu er i gang med en aktion på Sjælland. Folmer og Bolbro skygger dem, da de er på vej over Sjælland mod Fyn, og samtidig er Mikkel Thorsboe med toget mod Fyn. Datoen er den 28. november, der er udset til næste terroraktion. Så alle er på vej mod Storebæltsbroen, og ikke mere skal røbes her!

Michael Larsen har skrevet en spændende, men også ganske indviklet historie, der bevæger sig imod kulminationen, og måske er der lagt op til et tredje bind.

Michael Larsen Dødens kode. 445 sider. Turbine

*****  

Ny suveræn krimi af Bergens anden store kriminalforfatter

Den som forvolder en andens død er Chris Tvedts nye advokat-krimi. Hovedpersonen Mikael Brennes advokatfirma, som han har sammen med Synne Bergstrøm, kører økonomisk stramt, så Synne vil gerne have, at de fusionerer med et andet advokatfirma, mens Mikael mener, at de godt kan klare sig selv, specielt efter at han er blevet forsvarer for den unge Josef Mandal i en spektakulær retssag, hvor Mandal er anklaget for både at have voldtaget og myrdet sin redaktør Barbara Blomberg, som han mødte i fængslet, da han sad inde i en tidligere voldssag. Mikael møder første gang Josef på en restaurant, hvor hans tidligere elskerinde Helle Mørk, som er journalist ved et ugeblad, er i gang med at interviewe Josef og Barbara, der er veninde til Helle. Mikael bliver et par dage efter opsøgt af Barbara, der vil have ham til at foretage ændringer i hendes testamente, så bl.a. en ung narkoman bliver gjort arveløs, mens en godgørende institution for misbrugere skal arve. Mikael genoptager efter mødet på restauranten sit forhold til Helle, som han er meget forelsket i, men kort tid efter slår hun op med ham. I sagen mod Josef, giver hans hustru Judith ham et alibi for den dag, hvor Barbara blev myrdet, men Mikael tvivler alligevel på Josefs uskyld. Josef sidder fængslet, og da sagen kommer for retten, indkalder Mikael Helle som vidne, da hun var veninde til Barbara. På spørgsmålet om, Barbara var seksuelt interesseret i Josef, svarer Helle, at han tog, hvad han ville have, og at han også voldtog hende. Da Mikael opsøger Helle, for at undskylde, at han overhovedet indkaldte hende til det, som må siges at være et kæmpe selvmål for forsvaret, finder han hende myrdet. Mikael, der foruden at være advokat optræder som en anden detektiv, når han skal have sit baggrundsstof i orden, opsøger også den mand, som Josef tidligere havde mishandlet og invalideret for at finde ud af, om han ville hævne sig på Josef ved at myrde de to kvinder og skyde skylden på Josef. I det hele taget er der flere, som kunne være morderen, bl.a. ægtemanden til en kvinde, som Josef Mandal tidligere voldtog, og som senere begik selvmord. Og så er der nogle anonyme breve, der vil have Mikael Brenne til at opgive sagen imod Josef Mandal, der også kommer til at spille en rolle. Chris Tvedt har tidligere skrevet flere krimier sammen med sin hustru Elisabeth Guldbrandsen, og en hovedperson fra deres krimier, kriminalefterforsker Edvard Matre, dukker også på et tidspunkt op i Tvedts nye krimi. Titlen Den som forvolder en andens død henviser til en gammel paragraf i den norske straffelov, som nu er blevet erstattet af ”Den som dræber en anden.” Der er tale om en rigtig whodunnit, hvor det først til allersidst bliver klart, hvem kvindemorderen var.

Chris Tvedt: Den som forvolder en andens død. Oversat af Lena Krogh Bertram. 316 sider. Klim

*****

Hidtil bedste bind i Philip Kerrs Berlin Noir-serie

Philip Kerr har foreløbig skrevet fremragende 12 bind i sin Berlin Noir-serie, men den trettende Berlinerblåt er efter min mening den allerbedste. I forrige bind havde Bernie Gunther levet i skjul som hotelportier og under falsk navn ved den franske Riviera. Da han her havde gjort det af med sin gamle ærkefjende Harold Hennig, var det lykkedes for ham overfor det franske politi, at skyde skylden på Anne French, der havde udnyttet ham på det groveste, og efterfølgende lykkedes det for Anne at flygte til England. I oktober 1956 bliver Bernie Gunther passet op af den tidligere chef for det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi, Erich Mielke, som har en helt speciel opgave til Gunther. Han skal rejse til England, hvor han skal slå Anne French, som det franske politi forsøger at få udleveret, ihjel. Han skal benytte giften thallium, der i løbet af et par dage under store smerter vil gøre det af med hende. Det er en gift, som der kun er en modgift imod, hvis man får den meget hurtigt. Det er Berlinerblåt, en maling, der indeholder syntetisk pigment. Belønningen til Gunther for at forgifte Anne French er, at han vil få en ny identitet, så han kan vende tilbage til Vesttyskland. Men nok hader Gunther Anne, men ikke så meget, at han vil slå hende ihjel. Derfor slår Gunther en af sine vogtere, en Stasi-agent ihjel i Le Train Bleu, som skal fragte ham til Calais, og det lykkes for ham at slippe ud af toget, men nu er han jagtet af både Stasi og af det franske politi. Sideløbende med at læseren følger denne jagt, fortæller Philip Kerr, om hvordan den unge Bernie Gunther i 1939 af Martin Bormann blev sendt til Berghof, Hitlers private hjem i Obersalzberg for at opklare et mord på en tysk ingeniør. Det bliver en meget spektakulær sag, for Adolf Hitler er ventet i Berghof, hvor han skal fejre sin 50 års fødselsdag, men han må ikke få at vide, at stedet har været hjemsted for et mord. Sammen med sin gamle kollega Friedrich Korsch finder Gunther ud af et sindrigt svindelnummer, som både Martin Bormann og den myrdede ingeniør var en del af, og denne sag finder sin spændende afslutning i de svært fremkommelige Schlossberg-grotter i Saarlandet. Og både dette sted og den gamle kollega Friedrich Korsch møder Bernie Gunther igen i 1956. Mere skal ikke røbes her. Plottet og vekselvirkningen mellem begivenhederne med de 17 års mellemrum er intet mindre end genialt, og Berlinerblåt er efter min mening det bedste bind i denne i øvrigt fremragende serie. Da der er mange historiske personer med i handlingen, slutter bogen med forfatterens beretning om, hvad der siden skete med de mange involverede.

Philip Kerr: Berlinerblåt. Oversat af Ole Steen Hansen. 523 sider. Modtryk

******

Måske årets bedste krimi?

I en skov nær den engelske by Anderbury finder man dele af et kvindelig, hvor en bleg hånd strækker sig op fra sit eget dække af blade, men resten af pigen inklusive hendes hoved bliver ikke fundet. Sådan begynder C.J. Tudors Kridtmanden, der dels foregår i 2016 og i 1986, hvor dele af den unge kvindes lig blev fundet. Hovedpersonen og jeg-fortælleren Eddie Munster og vennerne fra hans gruppe Fede Gav, Heppo og Metalmickey er i 1986 på besøg i et tivoli, hvor der sker en frygtelig ulykke i forlystelsen Tekopperne, da en ung kvinde bliver slynget ud. Den eneste grund til at hun ikke mister det ene ben og forbløder er, at Eddie og den nye lærer, albinoen mr. Halloran i fællesskab sørger for, at hun kommer på hospitalet. Og det er netop Tepottepigen, som i virkeligheden hedder Elisa, man senere finder myrdet i skoven. Men hvem, der myrdede hende, det forbliver en gåde, og da Metalmickey i 2016 besøger Eddie i Anderbury, siger han, at han er ved at skrive en bog, hvor det vil blive røbet, hvem der myrdede Tekoppepigen. Mickey vil have Eddie til at medvirke til at bogen bliver udgivet, men inden han får fortalt Eddie, hvem morderen var, drukner Mickey i floden, nøjagtigt som hans sadistiske storebror Sean Cooper også gjorde i 1986. Titlen Kridtmanden hentyder til de kridtmænd, som Eddie og hans venner startede med at tegne, og som begyndte at dukke op, inden det første lig blev fundet. Men var der andre, der også benyttede kridttegninger som forvarsel til de uhyggelige begivenheder, som romanen er fuld af? Skal man ridse det efter min mening geniale plot op, ville det kræve adskillige sider blot at få det mest vigtige med, så det vil jeg ikke forsøge mig med. Kun er der at sige, at Kridtmanden er en af årets absolut bedste spændingsromaner, til tider ganske morsom, men hele vejen igennem fuld af overraskelser, for hver gang, man tror, at nu har man styr på begivenhederne, sker der noget, der fortæller, at det har man ikke. Tilbage er kun at sige: ”Læs den, du vil ikke blive skuffet!”

C.J. Tudor: Kridtmanden. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. 313 sider. Gyldendal

******

Krimi fra det virkelige liv

Forfatteren Jonas Bonnier, der tidligere har været direktør for Bonnier-koncernen, har skrevet Helikopterkuppet, der bygger på den virkelige historie om Sveriges nok mest spektakulære kup, nemlig det mod værdidepotet GS4 i Stockholm, hvor bevæbnede røvere landede på taget af bygningen i en helikopter og slap væk med over 39 millioner kroner i kontanter, som aldrig nogensinde er dukket op.  I bogen følger man hele forarbejdet, der er udformet som en drejebog til en Hollywood-film, og sideløbende er man med hos politiet, der fra sidelinjen afventer, at kuppet skal finde sted. Hvordan det hele kommer til at forløbe er fremragende skildret, og man kommer ind under huden på både forbrydere og politifolk. Meget naturligt er den fantastiske historie, der er ved at blive filmatiseret, solgt til udgivelse i foreløbig 31 lande. Det er en både medrivende og godt skrevet thriller, hvor man holdes hen i spænding til den allersidste side.

Jonas Bonnier: Helikopterkuppet. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 450 sider. Gyldendal

*****

Forrygende arkæologi-thriller

Hovedpersonen i Elly Griffiths Pigen under jorden, den 40-årige Ruth Galloway er arkæolog og ansat på University of North Norfolk, der ligger lige uden for den lille by King’s Lynn halvanden time nordøst for London, og hun bor sammen med sine to katte i et lille hus på New Road, der grænser op til Saltmarsken, som dagligt oversvømmes af tidevandet fra Nordsøen. Det hele begynder med, at vicekriminalkommissær Harry Nelson henvender sig til Ruth, da han gerne vil have en ekspert til at se på nogle knogler fra et menneske, som er blevet fundet ude i marsken af en hundelufter. Spørgsmålet er, hvor gamle disse knogler er, og meget tyder på, at de stammer fra et barn, som har været en del af et menneskeoffer fra oldtiden. Når politiet har henvendt sig til Ruth, er det fordi man har frygtet, at knoglerne skulle stamme fra en lille pige, Lucy Downey, der forsvandt fra sine forældres hjem ti år tidligere, og nu er yderligere en lille pige Scarlet Henderson forsvundet, samtidig med at Harry Nelson begynder at modtage nogle mystiske breve, der muligvis kan stamme fra bortføreren – breve, der viser, at brevskriveren har et indgående kendskab til både nordisk mytologi og til litteratur. Efterhånden er politiet overbevist om, at de små piger begge er blevet myrdet, og samtidig kommer der flere breve, som alt tyder på er fra morderen. Der begynder også at være trusler, der er direkte rettet imod Ruth, bl.a. finder hun en dag sin ene kat liggende foran sin gadedør med halsen skåret over. Da Ruth også modtager sms’er, hvor der står: ”Jeg ved hvor du er” flytter hun på et tidspunkt hen til en kollega og veninde. Der er flere mistænkte, og på et tidspunkt finder man liget af den ene af de forsvundne piger, men politiet leder ufortrødent videre, og handlingen kulminerer, da Ruth må flygte ud i marsken, hvor tidevandet er undervejs ind, mens hun jagtes af den formodede morder. Elly Griffiths, der er et pseudonym for Domenicia de Rosa, som har skrevet bøger om Italien i eget navn, har i England fået udgivet flere bind om Ruth Galloway og Harry Nelson, og næste bind, Løgnens hus, udkommer på dansk til sommer i år. Skal man sætte Pigen under jorden i bås, må den vel nærmest betegnes som en arkæologi-thriller, og den kan varmt anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind, men man kunne nu godt have undladt at røbe, at der følger flere bind, således af Ruth Galloway er fredet, da både forfatter og forlag skal bruge hende igen.

Elly Griffiths: Pigen under jorden. Oversat af Lærke Pade. 303 sider. Gads Forlag

*****