Historisk spændingsroman fra Grønland under Anden Verdenskrig

Med romanen Spor i sneen har litteraturkritikeren Tonny Vorm dramatiseret en arktisk historie fra det virkelige liv. Handlingen finder sted i foråret 1943, hvor det viser sig, at nazisterne er kommet til Nordøstgrønland. Slædeføreren Marius Jensen patruljerer sammen med et par rutinerede grønlændere området, og formålet er at forhindre tyskerne i at etablere en vejrstation, som vil gøre det nemmere for de tyske tropper at føre krig i Atlanterhavet. Samtidig er det tvingende nødvendigt, at tyskerne ikke får kendskab til observationerne på de danske vejrstationer, da Grønland var nøglen til morgendagens vejr i Europa, og vejrmeldingerne fra polarzonen var vigtige for hvert bombeangreb, som de allierede foretog over Tyskland. På det tidspunkt var amerikanerne til stede med deres isbrydere, som forhindrede etableringen af yderligere to tyske vejrstationer. I den spændende handling følger man Ib Poulsen, der fra København er blevet sat til at lede ekspeditionen på Grønland med radiotelegrafisten Eilif Olsen og den erfarne fangstmand Marius Jensen. Ekspeditionen har hemmelige koder med, og de skal naturligvis i brug, når der bliver sendt rapporter til landsfoged Eske Brun i Godthåb. Derfor er det også katastrofalt, da ekspeditionen bliver overrasket af tyskerne og må flygte fra hytten ved Eskimonæs efterladende både hundeslæder og den notesbog, som røber, hvor de er på vej hen. De patruljen bliver indhentet af tyskerne på Sandodden syd for Germaniahavn, skyder den tyske officer Hermann Ritter radiotelegrafisten Eilif Olsen i ryggen. Den dræbte Eilif var i sin tid kommet til Grønland sammen med Marius Jensen og Ib Poulsen på det norske skib Veslekari. I dag findes Eilif Olsens grav på Sandodden udstyret med både kors og mindeplade fra det danske statsministerium. I virkeligheden hed radiotelegrafisten Eli Knudsen, kan man læse i forfatterens efterskrift. Gennem hele romanen mærker man det spændte forhold omkring Grønland mellem Norge og Danmark, hvilket blev yderligere kompliceret ved nazisternes tilstedeværelse. Tonny Vorms roman må vel nærmest betragtes som en spændingsbog, og hans beskrivelser af de barske forhold, som ekspeditionen var ude for, er intet mindre end fremragende. Det er en historisk spændingsroman, hvor efterordet fortæller den virkelige historie.

Tonny Vorm: Spor i sneen. 312 sider. Politikens Forlag

****

Overbevisende start på en ny krimiserie

Første bind i Thomas Rydahls nye krimiserie ”Den københavnske nat”, Uniform er hovedpersonerne den 23-årige indvandrerpige Salma og den kriminelle Fuzzy, der er biavler og bor lidt uden for Dragør. Salma og hendes muslimske familie bor i Kertemindeparken i Københavns Nordvestkvarter, og kort tid inden vi møder hende, er søsteren Zaida blevet skuddræbt. Da hendes bedste veninde Eshal bliveroverfaldet på gaden af én, der smider syre i ansigtet på hende, bliver det for meget for Salma, der i al hemmelighed søger ind på politiskolen, mens hun forsøger at finde frem til, hvem det var, der overfaldt Eshal. Imens har Fuzzi fået problemer efter et røveri, som han har været med til at iscenesætte, da der i det bytte, som han videregiver til mellemlederen Hugtand, der er chefen Stiernskölds håndlanger, er en falsk tusindkroneseddel. Fuzzi, der går med en drøm om at stikke af til udlandet, når han har samlet penge nok, må nu i gang med at finde ud af, hvem der trykker falske pengesedler, så han kan erstatte tabet. Sideløbende følger man de to hovedpersoners kamp, Salmas for at blive uddannet hos politiet, uden at forældrene finder ud af det, og Fuzzis for at undgå hans overordnedes brutale repressalier. Det er på imponerende vis lykkedes for Thomas Rydahl at skildre både en stærk troende muslimsk familie med alle dens interne stridigheder og det barske bandemiljø på troværdig vis uden for mange klicheer. Og det er samtidig lykkedes for ham at bibeholde den til stadighed øgede spænding, indtil det hele kulminerer i en hæsblæsende finish. Thomas Rydahl har tidligere modtaget forskellige fornemme priser med den nordiske Glasnøglen som et foreløbigt højdepunkt. Der er givetvis flere priser undervejs efter dette særdeles fremragende første bind i hans nye krimiserie.

Thomas Rydahl: Uniform. 507 sider. Politikens Forlag

*****

Harry Hole vender hjem i et nyt mesterværk af Jo Nesbø

Jo Nesbøs 13. krimi med Harry Hole som hovedperson Blodmånen begynder i Los Angeles, hvor Hole er rejst til for at drikke sig ihjel. I forrige bind Kniv blev Holes elskede hustru Rakel myrdet, og i opklaringen af det mord var Hole selvfølgelig inhabil, og spørgsmålet er, om man nogensinde fandt ud af, hvem der slog Rakel ihjel. I Los Angeles bor Hole hos den aldrende skuespiller Lucille, som han har hjulpet med at flygte fra en milliongæld til et narkokartel. For at få råd til at hjælpe Lucille med at betale sin gæld, rejser Hole tilbage til Oslo, hvor han bliver hyret som privatdetektiv af en rigmand, Markus Røed, som er mistænkt for at stå bag to unge kvinders forsvinden. Lederen af drabsafdelingen Katrine Bratt ville ellers gerne have haft sin gamle kollega Hole tilbage, da han er ekspert i seriemord, men det udelukker hendes chefer. Derfor samler Harry Hole et team bestående af en kokainsælgende barndomsven, en korrupt politimand og en kræftsyg psykolog, og så går de i gang med at efterforske forsvindingssagen, men da begge kvinder bliver fundet myrdede, bliver forsøget på at rense Røed vanskeligt, da visse indicier peger på, at han måske er den skyldige. Sideløbende følger man to journalister, der kappes om at overgå hinanden med afsløringer, der kun kan stamme fra en læk hos politiet. Det viser sig, at nogle uhyggelige parasitter, der på snedig vis kan plantes i mennesker, kommer til at spille en afgørelse rolle, og måske er det derfor, at morderen har fjernet ofrenes hjerner! Undervejs følger man også én med kaldenavnet Prim, der øjensynligt er identisk med morderen. Der sker mangt og meget, mens både politiet og Harry Holes team jagter morderen, og først den nat, hvor der er blodmåne over Oslo, afsløres det, hvem der gemmer sig bag navnet Prim. Men i løbet af romanen finder Harry også ud af, hvem der var, der myrdede hans kone, og med udbetalingen af den million dollars, som Røed via sin advokat Johan Krohn havde stillet Hole i udsigt, får han mulighed for at indløse Lucilles gæld. Som sædvanligt hos Jon Nesbø slutter Blodmånen med en spektakulær seance, og endnu en gang er det lykkedes for nordmanden at vise, at han er én af verdens absolut bedste krimiforfattere.

Jo Nesbø: Blodmånen. Oversat af Allan Hilton Andersen. 479 sider. Modtryk

******  

Dansk spændingsroman fra øverste hylde

Den sammenhæng, der er imellem to mistænkelige dødsfald, danner rammen om Jeanette Varbergs spændingsroman Enkernes land, der foregår dels i vore dage, dels i november 1893 og i årene, der fulgte. En næsten hundredårig kvinde i den lille fiskerby Thøtt på den jyske vestkyst begår øjensynligt selvmord, og næsten samtidig bliver en kontroversiel kvindelig amerikansk højesteretsdommer fundet hængt, og fælles for de to dødsfald er, at man i begge tilfælde finder gamle romerske amuletter, der i årtier har været forsvundet fra de museer, hvor de var udstillet. Derfor indledes et samarbejde mellem dansk og amerikansk politi, da der måske er en sammenhæng mellem de to sager. Efterforsker Vivi Hansen og hendes chef Peter Iversen bliver sat på det underlige selvmord, og arkæologen Nanna Rasmussen fra Nationalmuseet, der er amuletekspert, bliver også knyttet til, og hun finder meget hurtigt ud af, at der er ritualer fra den gnostiske trosretning involveret. Det bliver et meget vanskeligt opklaringsarbejde, der sender politifolkene og arkæologen ud på en dødsensfarlig jagt til Vatikanet, til Kairo og til sidst til Louisianas sumpe i USA, hvor de er oppe imod smuglere og alligatorer. Dette foregår her i november 2022.   

Titlen Enkernes land refererer til den katastrofe, som af næsten tsunamiagtig karakter resulterede i, at 26 fiskere fra en lille by i Vestjylland druknede. Marie Høst, der var gift med fiskeskipperen Anders Høst, havde den særlige evne, at hun kunne tage bestik af havet, og da hun den novemberdag i 1893 observerede, at havet havde trukket sig så langt tilbage, at man kunne gå tørskoet ud til anden revle og i øvrigt lugtede forkert, fik hun sin mand og hans besætning til at medtage deres korksvømmebælter. Ved den efterfølgende orkan, da vandet vendte tilbage med bølger på størrelse med højhuse, forliste alle kutterne, men Anders Høst var én af de få, der nåede levende i land. Denne katastrofe skildrer Jeanette Varberg på fornemste vis og også den efterfølgende begravelse af de mange fiskere, hvor den indremissionske præst opdelte de mange kister, efter hvilke der skulle begraves i indviet jord. Efter et par år, hvor Marie var blevet stemplet som vantro, udvandrede hun og Anders til Amerika, hvor de i New Orleans mødte vækkelsespræsten Marie Woodworth, der kunne helbrede syge, og med efternavnet Heist blev Marie og Anders Høst amerikanere.

Jeanette Varberg er museumsinspektør på Nationalmuseet, og hun har tidligere skrevet en række prisbelønnede fagbøger. Enkernes land er hendes første spændingsbog, hvor hun udover det gode plot formår at indvie læserne i Mariaevangeliet, opkaldt efter Maria Magdalene, hvor kvinderne skulle videreføre Jesu lære, men som blev modarbejdet af den katolske kirkes mørkemænd, der stadig mente, at kvinder skulle tie i forsamlinger. Man får også kendskab til de sidste gnostikere i Profetiens kirke med deres ritualer, et trossamfund der muligvis stadig findes, og som romanens amerikanske højesteretsdommer muligvis ville have forbudt.

Det kan godt være, at Varbergs historie visse steder er på grænsen af det sandsynlige, men hun formår at skrive spændende, når hun fx lader sine opdagere stjæle vigtige arkivalier i Vatikanets svært bevogtede bibliotek, hvor de narrer Vatikanets efterretningstjeneste Enheden.

Jeanette Varberg: Enkernes land. 523 sider. Politikens Forlag

*****

 

Fornem afslutning på Ruth Galloway-krimierne

Stencirklen er det ellevte bind i Elly Griffiths’ serie krimier med kongleeksperten Ruth Galloway og kriminalkommissær Harry Nelson i hovedrollerne. Egentlig havde Griffiths planlagt 10 bind i serien, men nu er der altså kommet et ekstra bind – og tak for det, for det nye bind, der kan læses uafhængigt af de øvrige, er efter min mening det hidtil bedste. Da et skelet bliver fundet i Saltmarsken på Englands østkyst, bringer det endnu en gang Ruth og Nelson sammen, som det gjorde i deres første fælles sag for år tilbage. For mens Ruth arbejder i udgravningen i Saltmarsken, dukker der endnu nogle rester af et menneske frem, og det viser sig at være fra den 12-årige Margaret Lacey, der forsvandt sporløst 30 år tidligere, mens hele England stod på den anden ende i forbindelse med kronprins Charles bryllup med prinsesse Diana, og hun blev aldrig fundet trods en eftersøgning, der sjældent er set. Hverken Margaret Lacey og en anden ung pige, Scarlet Henderson, forsvandt, uden at der blev foretaget anholdelser i sagen. En stedlig original John Mostyn (kaldet Stenmanden) var dengang hovedmistænkt, men hans gamle mor gav ham et alibi, så han blev aldrig varetægtsfængslet, men i lokalbefolkningens øjne var han stadig den mest sandsynlige gerningsmand. Efter mange anonyme henvendelser til politiet, bliver Mostyn fundet myrdet i sit hjem. Mens politiet undersøger videre, kan man også læse mere om Ruth og Nelsons gamle kærlighedsforhold, som resulterede i datteren Katie, og Ruths liv som enlig mor, mens Nelsons hustru føder et tredje barn i deres ægteskab. Flere andre gamle kendinge som fx druiden Cathbad, der er én af Ruths bedste venner, dukker op, og en svensk arkæolog Leif Andersson, som er søn af den afdøde arkæolog Erik Andersson, der spillede en afgørende rolle i én seriens tidligere bind, dukker også op i forbindelsen af udgravningerne i Saltmarsken, hvor han kan fortælle om paralleller til nordiske skibssætninger. Undervejs i Stencirklen har Elly Griffiths mange fine litterære henvisninger til bøger af Charles Dickens, Philip Pullman og J.K. Rowling, og i det hele taget er Griffiths’ romaner meget andet end ”bare” krimier. Det handler også om kærlighed og jalousi, uden at det skygger for selve plottet, og selvfølgelig bliver det afsløret, hvem der slog Margaret Lacey ihjel, og om der var en sammenhæng med mordet på ”Stenmanden”. Og endelig kommer der til sidst en slutning på handlingen, som man slet ikke havde gættet. Som sagt, det var godt, at Elly Griffiths havde et ekstra bind til Galloway-serien, nu hvor hun er aktuel med en ny serie om Harbinder Kaur, for Stencirklen er den fornemme afslutning på Ruth Galloway-krimierne.

Elly Griffiths: Stencirklen. Oversat af Lærke Pade. 349 sider. Gads Forlag

*****

Ohlssons nye Strindberg-krimi har det hele

Svenske Kristina Ohlsson har netop udsendt Isbryder, som er andet bind i Strindbergserien, hvor hovedpersonen, nytilflytteren fra Stockholm, August Strindberg stadig efter et halvt år befinder sig som en fisk i vandet ved Hovenäset på den svenske vestkyst. Her er han startet på en frisk og etableret sig med sin butik ”Strindberg Second Hand”, hvortil hører den rustvogn, han overtog fra den forrige ejer, der var bedemand. Han har fået lakeret rustvognen gul, og han bor nu i et hus på Kärleksvägen, tæt på Frysehuset, som han først flyttede ind i, og som havde sit navn på grund af en ung kvinde, som var blevet myrdet og parteret for derefter at ende i fryseren i husets kælder, et drab, der stadig er omgæret af en vis mystik og måske aldrig fuldstændigt opklaret. August Strindberg er nyforelsket i politikommissær Maria Martinsson, der netop er blevet skilt fra sin voldelige mand Paul, der nu sidder fængslet. En morgen bliver Maria vækket på sin tjenestetelefon af kollegaen Ray-Ray, som kan fortælle, at det brænder i et af bådehusene på Hovenäset. Huset tilhører enkemanden Axel Ehrbom, som senere findes omkommet i sit eget hus. Måske er der tale om en faldulykke på en trappe, men noget tyder på, at der måske er tale om drab. Augusts bådehus bliver ved samme lejlighed også antændt og begge bådehuse nedbrænder. Imens kan man læse om børnene Hillevi og Sam og deres fordrukne mor Patricia, hvis bror, skorstensfejeren Ola Thynell oftest må tage sig af de forsømte børn. Alt imens Maria og Ray-Ray arbejder med opklaringen af både brandene og drabet, viser der sig en række mørke hemmeligheder i det lille samfund, sager, der både omfatter forsikringssvindel, blodskam og meget, meget andet. Med Isbryder har Kristina Ohlsson skrevet en fremragende efterfølger til ”Stormvagt”, og den kan den læses fuldstændig uafhængigt af forgængeren. Isbryder er både fyldt med atmosfære, mystik og kærlighed, og samtidig giver den et fint billede af en dysfunktionel familie. Jeg vil glæde mig til at læse mere om Ohlssons August Strindberg.

Kristina Ohlsson: Isbryder. Oversat af Lilian Kingo. 508 sider. Modtryk

*****

Traum-trilogien afsluttes med genial krimi

I sit tredje og afsluttende bind i Traum-trilogien Damevennens død, der godt kan læses helt uafhængigt af de to tidligere bind, lader Torben Munksgaard den 87-årige tidligere teaterscenograf Walther Traum, som bor på et plejehjem på Nørrebro i København, være hovedpersonen. Da han den 5. marts 2020 slår op i avisen, ser han en dødsannonce: ”Teaterscenograf Walther Traum er pludselig gået bort. Født 12. 2. 1933. Død 15. 3. 2020. Hvil i fred.” Underskrevet ”En ven”. Altså er der nogen, som ønsker ham død ti dage fra dags dato. Traum, der oprindeligt hed Walter Traubert, indtil han mange år tidligere ændrede navn, bor nu på sit værelse på plejehjemmet sammen med sin fugl, der hedder Shakespeare, og som han fører små samtaler med. Traum hjemsøges stadig af en begivenhed, der fandt sted i 1981, nemlig mordet på hans forlovede Hanne Berg, der var skuespiller og balletdanser på Det Kongelige Teater. Fra den dag han ser dødsannoncen i avisen, begynder hans ubehagelige efterforskningsarbejde omkring mordet på ham selv. Traum er bange for, at det enten er en blandt personalet eller en af plejehjemmets beboere, der ønsker at slå ham ihjel. Der sker flere mærkelige begivenheder, som foruroliger Traum, og inden for den næste uge dør flere af beboerne på hjemmet. Det kunne godt ligne drab, og snart ved Traum ikke, hvem af de andre beboere, han kan stole på. Kapitlerne veksler mellem nutiden og den fortid, hvor han var sammen med Hanne, indtil hun blev myrdet. En semikendt skuespiller, der hed Maximiliano Moreno skrev et skuespil, der hed ”En ven af damer”, og på grund af det stykke og fordi han var kendt som en stor kvindebedårer, fik han tilnavnet Damevennen. Det stykke kom Hanne til at medvirke i, og hun blev én af de kvinder, der faldt for ham. Da Traum senere fandt ud af, at Hanne og Max stadig så hinanden, blev han fyldt af jalousi, og derfor var det også en tilfredsstillelse for Traum, da Moreno senere blev kendt skyldig i mordet på Hanne, hvilket resulterede i mange års fængsel til Moreno, som efter sin løsladelse begik selvmord. Hvordan denne vekslen mellem dengang og nu, og hvordan mordet på Hanne skulle have noget med truslerne mod Traum at gøre, deri ligger hele plottet i historien, og mere skal ikke røbes her.

Torben Munksgaard har efter min mening skrevet én af de seneste års bedste danske kriminalromaner, og med Damevennens død har han på fornemste vis afsluttet sin Traum-trilogi og samtidig vist sig som en krimiforfatter, hvis næste værk man kun kan se hen til med forventningens glæde.

Torben Munksgaard: Damevennens død. 441 sider. Modtryk

******

Arttu Tuominen slår til igen med ny fremragende finsk krimi

Efter sin succes med første bind i den såkaldte Floddelta-serie ”Mørkebror”har finske Arttu Tuominen nu udsendt næste bind Sendebuddet, hvor man igen møder de tre politifolk, vicepolitikommissær Jari Paloviita, politiassistent Henrik Oksman (kaldet Oksen) og kollegaen Linda Toivonen samt den nytiltrådte kriminalkommissær Susanna Manner. I den finske by Pori bliver natklubben Venus, der hovedsageligt hjemsøges af LGBT-personer, udsat for et granatangreb, hvor fem mennesker mister livet. Politiet bliver af Susanna Manner tilkaldt, og det står klart, at der er tale om en hadforbrydelse, hvor gerningsmanden, der kalder sig Sendebuddet, over de sociale medier truer med flere attentater. For specielt Oksman er situationen lidt prekær, da han selv få timer inden attentatet var gæst på natklubben, noget han ikke har lyst til at indvie sine kolleger i. Da sagen er så alvorlig, som den er, bliver også Johan Niemi fra Centralkriminalpolitiet tilkaldt. Mens nogle i pressen kondolerer de pårørende til de dræbte, melder en gruppe, der kalder sig Finland Først, sig på banen med en svada af homofobiske kommentarer, hvor de roser Sendebuddet for hans gerning med at sætte en stopper for den dekandance, der udfolder sig i landet, og sammen med nynazistiske grupperinger som fx White Order, og hvor de støtter hans krig mod de homoseksuelle. På de sociale medier foregår der også en debat om homoseksualitet og Biblens og kirkens syn på det emne, hvor der er både for og imod. En far, Kalevi Aho og hans 10-årige søn Veeti, som er medlemmer af Jehovas Vidner tager ud for at uddele ”Vågn op” og ”Vagttårnet”, der netop har nogle artikler om homoseksualitet i forhold til Biblens lærdomme. Da far og søn forsvinder, henvender Virpi Aho sig til politiet og melder sin mand og søn savnet, så dem må politiet også i gang med at søge efter trods travlhed, da det måske kan have noget med Sendebuddet at gøre. Det næste kapitel handler om drengen Veeti, der sidder som fange i en kælder, efter hans far er blevet skudt! Undervejs kan man også læse om politifolkenes private trængsler, bl.a. Jari Paloviita, som er i lommen på sin svigerfar, der har kautioneret for et lån i familien Paloviitas alt for dyre parcelhus, og som nu kræver lånet indfriet. Oksman besøger en dag sin far, der tyranniserer sin hustru på grusomste vis, og samtidig lufter han sin sympati for Sendebuddet, og inden da har man fået beretninger om Henrik Oksmans barndom med den usympatiske fars opdragelsesmetoder. Da Sendebuddet bliver ved med at kontakte politiet for at ydmyge dem, hører Oksman noget i baggrunden, der gør, at man nu kan indkredse det sted, hvor Sendebuddet må befinde sig. Og der er gjort klar til en spændende og hæsblæsende afslutning. Igen er det lykkedes for Arttu Tuominen at skrive en gribende historie, der er meget andet end bare en krimi. I disse LGBT-tider er det også en roman om homofobi, vold, højreekstremisme og ikke mindst om at acceptere sig selv. Jeg roste sidste år Mørkebror som en af årets bedste nordiske krimier. Sendebuddet er endnu bedre!

Arttu Tuominen: Sendebuddet. Oversat af Siri Nordborg Møller. 318 sider. Modtryk

******

 

Mordkonsulent

Engelske Elly Griffiths, er nu aktuel med sin anden krimi i serien om vicekriminalkommissær Harbinder Kaur Ekspert i mord. Da hjemmehjælperen Natalka, der har rødder i Ukraine, finder den 90-årige Peggy Smith død i sit hjem, tyder alt først på en naturlig død, men snart viser det sig, at den gamle dame foruden sine hjerteproblemer også havde følt sig forfulgt, og så bliver Harbinder Kaur involveret i sagen. Peggy Smith havde i mange år været en slags mordekspert for populære krimiforfattere, for hvem hun udtænkte de perfekte mord. Flere af disse krimiforfattere dør kort efter på stribe, efter at de har modtaget et postkort med teksten: ”Vi kommer efter dig.” Så nu går Harbinder i gang med at efterforske de mange dødsfald, for måske var Peggy Smiths død ikke så naturlig som først antaget, og samtidig begynder Natalka også at undersøge dødsfaldene sammen med nogle nære venner som en slags amatørdetektiver, der fx søger efter motiver til mordene ved at læse flere af forfatternes krimier. Bl.a. tager de sammen til en krimifestival i Aberdeen i Skotland, hvor de møder en krimiforfatter, som samme aften bliver fundet død. Som læser får man et fint indblik i både forlagsverdenen og de forskellige forfatteres arbejdsmetoder. Og det hele ender efter en fortættet spænding som en ren whodunnit. Elly Griffiths, der tidligere har haft stor succes med sine ti krimier om knogleeksperten Ruth Galloway, lægger nye alen til sit forfatterskab med Ekspert i mord, hvor det også lykkes hende både at skildre både Natalkas fortid i Ukraine, hvor hun tjente penge på salg af bitcoins, og Harbinder Kaurs familie med de indiske rødder. Ekspert i mord er efter min mening Elly Griffiths’ bedste krimi til dato krydret med kærlighed og miljøskildringer, uden at det skader plottet, og jeg vil glæde mig til at læse mere om Harbinder Kaur.

Elly Griffiths: Ekspert i mord. Oversat af Ane Lauenblad. 356 sider. Gads Forlag

*****

 

Anne Holt overgår sig selv med en formidabel krimi

Med sin ottende Hanne Wilhelmsen-krimi Det ellevte manuskript har norske Anne Holt, hvor der foruden Hanne Wilhelmsen er ikke mindre end tre andre hovedpersoner, politiefterforsker Henrik Holme, den unge redaktør Ebba Braut og en graver i en lille by længere oppe i Norge. Da man finder en myrdet kvinde, der har fået skrællet sit ansigt af, så politiet ikke aner, hvem hun er, må Henrik Holme i gang med at opklare sagen, og her henter han hjælp hos sin gamle mentor Hanne Wilhelmsen, der for længst er pensioneret og nu sidder i rullestol. Hos forlaget Storkhøj skal den nyansatte redaktør Ebba Braut være redaktør for Hanne Wilhelmsen, der er på vej til at debutere med en kriminalroman. Samtidig har hun overtaget hvervet som redaktør for forlagets stjerneforfatter Kate Howe, der er storesøster til forlagets direktør Marion Kovig. Kate Howe, som Ebba har overtaget fra redaktør Eli Schwartz, der er gået på pension, havde kort tid inden fuldendt sin Alfhild Hestjordet-serie i ti bind, der var solgt til udgivelse over det meste af verden, og nu var hun undervejs med et bind i en ny serie – omtalt som Det ellevte manuskript, som hun havde afleveret til forlaget, hvor man fejrede det med en flaske champagne Veuve Clicquot Lan Grande Dame Rosé til tretten tusind kroner pr flaske. Problemet er nu, at Howe skriver på en IBM-skrivemaskine med kuglehoved, men uden kopi, og nu er ”Det ellevte manuskript forsvundet”, inden det var blevet kopieret. Så spørgsmålet er, om det er blevet stjålet eller bare blevet væk. Mens politiet arbejder med at finde ud af, hvem den myrdede kvinde var, møder man som læser en kirkegårdsgraver, der netop har lagt Astrid Hrossaland, kaldet Tosse-Astrid i graven. Hun var en original, der hjalp folk på egnen, og efter hendes død, lader det lokale brandvæsen hendes hus nedbrænde som en slags øvelse, men på tomten finder graveren et skrin, der bl.a. indeholder et større pengebeløb. Mens man sideløbende følger disse forskellige handlingsforløb, viser det sig, at der måske er en slags sammenhæng mellem forløbene, og spændingen fortættes, mens man kæmper sig frem imod en opklaring. Mere skal ikke røbes her, men tilbage er at sige, at Anne Holt har skrevet sin bedste krimi til dato, hvilket ikke siger så lidt, Forude spændingsmomentet giver Det ellevte manuskript et interessant billede af et forlags- og forfattermiljø med mange excentriske personer. Og så er det både en krimi og en historie om bedrag, svindel, identitetstyveri og familiehemmeligheder og meget, meget andet. Måske årets allerbedste krimi!

Anne Holt: Det ellevte manuskript. Oversat af Ilse M. Haugaard. 409 sider. Modtryk

******  

Ny Sara Nowak-krimi fra spændingslitteraturens øverste hylde

Med spændingsromanen Faust har svenske Gustaf Skördeman leveret en fremragende efterfølger til Geiger, der udkom forrige år. Igen er det politibetjenten Sara Nowak, der er hovedpersonen. Men det er terroristen Faust, der i starten spørger præsten Jürgen Stiller, hvad han har sagt til Sara Nowak, inden han på koldblodig vis tager livet af ham. Sara bliver kastet ud i yderste livsfare, da hun bliver beskudt i sit egen hjem i Stockholm. Som i Skördemans forrige thriller, hvor meget havde rødder tilbage til Østtyskland og Stasi, peger meget her tilbage til Vesttyskland og fanatiske terrorceller, hvor alle implicerede gemte sig bag dæknavne, og hvor mange har slået sig ned i Sveriges mere rolige Folkehjem. Foruden at forsøge at finde ud af, hvad Operation Wahasha var, forsøger Sara at opklare, hvem der gemmer sig bag dæknavnet Faust, en person, der samtidig vil gøre alt, for at Sara ikke skal finde frem til, hvad det hele drejer sig om. Både Geiger og Faust er internationale spændingsromaner, hvor forskellige konspirationsteorier får frit løb, og selv om de to bøger hænger sammen, kan de udmærket læses hver for sig, men det må alligevel anbefales at læse dem begge og at begynde med Geiger. Det er højspænding fra øverste hylde.

Gustaf Skördeman: Faust. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 424 sider. Hr. Ferdinand

******

Corona-fremtidsroman

Jan Thiele, der tidligere har skrevet en række krimier, er aktuel med Stoptid, som foregår om nogle få år inde i fremtiden - i år 12 e.c.(efter Corona), hvor det tredje verdensomspændende virusudbrud af Covid-27 er ved at være under kontrol. Historiens hovedperson Fischer Fischer, der tidligere har arbejdet i Justitsministeriet, har mistet både sit job og sin status som A-borger, og han har nu fået et job i Corona-service med et mærkat som C-borger med tracking af vira. Lovgivningen under statsminister Lærke Jespersen er ændret afgørende, bl.a. med stor indflydelse fra Kina, hvilket har medført, at en række lokaliteter i Danmark nu optræder under kinesiske navne. Regeringen Staten har opfordret danskerne til at afholde sig fra sex, da det udgør en smitterisiko, så sex er kun tilladt med henblik på forplantning. Coronabenægtere, der ikke mener, at Corona er værre end almindelig influenza, risikerer at blive sendt i Corona-fængsel, indtil de kommer på bedre tanker. Gennem sit arbejde for Regeringen Staten bliver Fischer Fischer gode venner med kollegaen Bjørn, indtil denne skyder sig selv, måske fordi han var blevet Corona-skør – eller måske fordi han blev offer for en forbrydelse.

Stoptid er en prægtig satire, hvor man møder et uhyggeligt overvågningssamfund, der leder hen til romaner af Georges Orwell, og samtidig formår Jan Thiele på trods af det alvorlige emne at lade den ene groteske og morsomme episode afløses af den næste.

Jan Thiele: Stoptid. 149 sider. Egolibris

****

Underholdende roman, men hverken spændings- eller nøgleroman

I Kim Leines tiende roman Karolines kærlighed, der foregår fra 2013-2015, er journalisten Jesper Skov, der i nogen tid har været uden arbejde, efter han blev grebet i en historie, som han selv havde arrangeret, hovedperson. Han har tidligere været kæreste med den unge sprogofficer Karoline Blicher, der i 2013 har været udstationeret på den danske ambassade i Moskva. Her mødte hun en russisk militærmand, Mikhail Petrov, som hun forelskede sig i, men da han forsøgte at hverve hende som spion, måtte hun forlade Moskva og vendte tilbage til Danmark, hvor hun blev debriefet af Forsvarets Efterretningstjeneste. I stedet begynder hun på at arbejde sig til tops i højrefløjspartiet Demokratisk Alliance, som hendes præstefar i sin tid var med til at grundlægge, og hvor hendes mand Peter Beck er folketingsmedlem. Da Jesper Skov kommer på sporet af en hemmelighed omkring den magtfunde Blicher-familie, kontakter han Ole Bertram, der er chefredaktør på Aftenbladet med henblik på at få ham til at offentliggøre historien, der vil kunne ødelægge Blicher-familiens omdømme og Karolines forsøg på måske at blive minister i en ny blå regering, men som samtidig vil genstarte Jespers karriere. Dette er i korte træk begyndelsen på den interessante historie, der imidlertid udvikler sit til meget andet end en spændingshistorie, til trods for at Gyldendal har brugt denne genrebetegnelse på omslaget. På det tidspunkt, hvor handlingen finder sted, har Putin endnu ikke annekteret Krimhalvøen, men på én eller anden måde virker romanen alligevel hyperaktuel, når man tænker på, at Kim Leine sikkert har skrevet den, inden de russiske tropper gik ind i Ukraine. Og i Kim Leines beskrivelse af Blicher-familien kan man uden at anstrenge sig se helt klare paralleller til Marie Krarup og hendes familie, uden at der af den grund er tale om en nøgleroman. Som sagt foregår Karolines kærlighed mens Dansk Folkeparti endnu var en magtfaktor i dansk politik med bedre og bedre meningsmålinger, og det er noget helt særligt at læse den nu, hvor partiet er i opløsning og nærmer sig spærregrænsen, mens rotterne forlader den synkende skude. Jeg synes, det er lykkedes for Kim Leine at skrive en medrivende roman, der handler om både spionage, politik, kærlighed, utroskab, sex og meget andet.

Kim Leine: Karolines kærlighed. 450 sider. Gyldendal

*****    

Ferm konspirationsthriller

Tobias Bukkehaves Arvestål er en fortsættelse til ”Kongetro”, som jeg ikke har læst, men som ifølge forlaget allerede er solgt til filmatisering hos Nordisk Film. Dens hovedperson Tom Cortzen er udsendt af den hemmelige enhed Sektor 7 under Forsvarets Efterretningstjeneste til Grønland, hvor formålet er at skygge en dansk geolog forud for en international konference om Arktis. Her finder han ud af, at alt ikke er, som det burde være, hvilket kan få betydning for magtkampen mellem Washington og Moskva i forbindelse med noget, der kan være altafgørende omkring undergrunden på en lille ø ud for den grønlandske kyst. Samtidig følger man i København forsvarsminister Lea Tourlin, der skal forestå forhandlingerne ved konferencen. Alt dette sker samtidig med, at USA har fået en ny præsident – og samtidig med at Danmark forsøger at redde en tolk ud fra Afghanistan i de sidste hektiske dage, efter at Taleban har overtaget kontrollen i landet. Tobias Bukkehave har mange bolde i luften i denne aktuelle thriller, hvor der er skruet op for begivenhederne, og hvor mange må lade livet før de sidste sider. Det er en medrivende konspirationskrimi, som sikkert godt kunne have fundet sted i virkeligheden, og hvor det, som sker i efterretningstjenesterne FET og PET ligner meget af det, man ikke rigtig har lyst til at offentliggøre i Danmark. Bukkehave skriver godt, og man mærker tydeligt, at han ved siden af sit forfatterskab også har arbejdet som manuskriptforfatter.

Tobias Bukkehave: Arvestål. 301 sider. Politikens Forlag

***

Spændende thriller om hvordan en seriemorder bliver til

Den norske mesterforfatter Thomas Engers nye krimi Galgens bog begynder netop som Eva hårdt såret har overlevet et mordforsøg i sit egen hjem, og hvor en mand samtidig er blevet skuddræbt, mens en lille pige på otte år sidder skrækslagen i entreen. Halvandet år inden er Evas far Peter sporløst forsvundet, efter ham har hævet et stort beløb i kontanter. Hvordan Peters forsvinden har med mordforsøget på datteren, det handler resten af Galgens bog om. En mand ved navn Adam Borg ,havde dagen før mordforsøget set en lille otteårige pige hæve et større beløb i en hæveautomat og derefter fulgt efter pigen, for at finde ud af, hvor hun hørte til, og netop det gjorde, at han dagen efter tog hen til den adresse, hvor pigen var gået hen, og Adam var derfor den, der havde fundet den hårdt sårede Eva, der lå ved siden af den myrdede mand. Adam tilkaldte politiet og efter selv at have været i deres søgelys, bliver kriminalassistent Hedda Fisk, som netop var på vej på ferie, af sin chef beordret til at tage sig af sagen. Og det bliver et langvarigt opklaringsarbejde, som både handler om pengeafpresning, golf, sex, løsslupne fester i de bedre kredse både i Norge og i Sydeuropa og om lejemord. Der er masser af dramatik, og der er absolut ikke sparet på effekterne i Engers roman, og det udvikler sig til en både rørende og hamrende spændende thriller, hvor det indtil de sidste sider er uklart, hvem der er helte og hvem der er skurke. Thomas Enger, der tidligere både har skrevet krimier alene og sammen med Jørn Lier Horst, har med Galgens bog - om hvordan en seriemorder bliver til – næsten overgået sig selv endnu én gang.

Thomas Enger: Galgens bog. Oversat af Ilse M. Haugaard. 319 sider. Modtryk

******

 

Fin whodunnit fra Østskåne

Døden går til fremvisning hedder første bind i en ny krimiserie ”Mordene på Østerlen”, som har Anders de la Motte og Måns Nilsson som forfattere. Det hele foregår i det sydøstlige Skåne, hvor et nybygget hus tæt på vandet er sat til salg af ejendomsmægleren Jessie Anderson, som foruden dette hverv er en kendis, som har sit eget radio- og tv-program. Hun har gjort sig gevaldigt upopulær hos lokalbefolkningen, fordi det nye hus, Gisløvsstrand, er blevet bygget på en grund, hvor det kun har været muligt, fordi en byggetilladelse er gået igennem systemet ved hjælp af nepotisme. Mange af de nærmeste naboer har protesteret imod byggeriet, men nu er man nået hen til fremvisningen, hvor forskellige velhavere skal bese herlighederne, bl.a. influenceren og springrytteren Daniella Modigh og hendes mand Niklas, der er professionel ishockeyspiller i Los Angeles. Men også slotsherren på Gärnäs Slot Poppe Löwenhjelm og hans hustru psykologen Christina, der tidligere har været gift med kriminalkommissær Peter Vinston fra Riksmord i Stockholm. Han er på besøg i Skåne, da hans og Christinas datter Amanda skal fejre sin 16-års fødselsdag. Efter en fremvisning død Jessie Anderson på spektakulær vis, da hun styrter ned i en jernskulptur, der forestiller en stor krog, og som er doneret til Gisløvsstrand. Politiet fra Simrishamn bliver tilkaldt, og til den lokale kriminalassistent Tove Espings store irritation begynder Vinston at blande sig i opklaringen, tilskyndet af Tove Espings chef L-G Olofsson, der foruden at være politichef også er biavler. Vinston har jo allerede mødt mange af byens spidser ved fødselsdagsfesten for datteren, og der er mange, som kunne have haft lyst til at rydde ejendomsmægleren af vejen, ikke mindst hendes unge assistent Elin Sidenvall, der har måttet stå model til det ene møgfald efter det andet, men mange andre kunne være under mistanke, hvis der ellers ikke bare er tale om et hændeligt uheld. Under opklaringsarbejdet møder læseren en række originale personer som fx den gamle skuespiller og artist Jan-Eric Sjöholm og hans unge kostumier og æstemand Alfredo og også reporteren og chefredaktøren på Cimbrishamnsbladet Jonna Osterman, der ustandselig render politiet på dørene. Egentlig var Peter Vinston på ferie, men til både sin chefs og ekshustrus irritation deltager han mere og mere i politiets arbejde med at finde en eventuel morder. Mere skal ikke røbes her, men der er tale om en rigtig whodunnit i bedste Agatha Christie-stil, inden puslespillet bliver løst. De to forfattere, hvor Anders de la Motte er kendt for sin ”Skånekvartet”, og hvor hans medforfatter Måns Nilsson mest tidligere har været tv-vært, manuskriptforfatter og forfatter af børnebøger, rammer på fornemste vis tonen og intrigerne hos lokalmiljøet, og samtidig er der foruden masser af spænding også en del humor i bogen, så jeg glæder mig allerede til de følgende bind.

Anders de la Motte og Måns Nilsson: Døden går til fremvisning. Første bind i Mordene på Østerlen. Oversat af Andrea Fehlauer. 367 sider. Modtryk

*****

 

Aktuel pageturner

I sin syvende krimi Malmösyndromet bevæger Keld Broksø sig ind på meget aktuelle emner – nemlig fremmedhad, skyderier i Malmø, illegal handel med våben og ikke mindst den begyndende krig i Ukraine. Hovedpersonen, kriminalbetjent Stefan Kushova Andersen er netop blevet sendt på tvungen orlov fra Københavns Politi efter en dramatisk episode i Broksøs forrige krimi ”Fjendespor”. Mens hans personalesag bliver undersøgt, har Stefan midlertidigt forladt sin lejlighed i Københavns sydhavn, og han har lejet et lille hyggeligt bondehus lidt udenfor Malmø. Under en spadseretur i en mose ser han hånden af et lig, der åbenbart er sunket ned i dyndet, og samtidig bliver han beskudt. Hans svenske naboer mener, at det muligvis kan være en Åke Svensson, der ikke dukkede op til det årlige krebsegilde, men da Stefan senere fortæller chefen for drabsafdelingen i Malmø Emilie Stålberg om sit fund i mosen, indleder hun en resultatløs eftersøgning i mosen, og i øvrigt er politiet travlt optaget med at finde en snigskytte, der huserer i Malmø. Åke Svenssons datter Lisa, der har fået sit firma i Lviv i Ukraine finansieret af sin farbror, der er en succesrig advokat, er ikke synderligt interesseret i, hvad der er blevet af hendes far, bortset fra at et større våbenlager er forsvundet. Hun er mere interesseret i, hvad russernes invasion i Ukraine kommer til at betyde for hende. Imens er en racistisk forening United Scandinavia ved at mobilisere sine kræfter til at skyde flere indvandrere og landsforrædere. Da det lykkes for foreningen at snigmyrde to børn af en imam i Brøndby begynder en større demonstration imod den meningsløse vold. I mellemtiden er Stefan kommet i forbindelse med Politiets Efterretningstjeneste i København, og han er blevet placeret som undercover agent, hvor han deltager i nogen af foreningens møder. Nu begynder et samarbejde mellem regeringerne i Danmark og Sverige, der har et fælles problem, der får den danske justitsminister Alice Mortensen til at påstå, de to lande ligger under for noget, hun kalder Malmösyndromet, og som krævet et samarbejde. Lederne af United Scandinavia har på mødet, som Stefan deltog i, besluttet, at ved at beskyde deltagerne i demonstrationen, kan der skabes så meget kaos, at det vil være muligt at slå både indvandrere og landsforrædere ihjel. Det bliver en kamp med tiden, og under demonstrationen afsløres det, at Stefan er placeret som agent. Det hele slutter meget dramatisk, og mere skal ikke røbes her. Det er en yderst spændende pageturner, Keld Broksø har serveret her og plottet kan ikke være mere aktuelt.

Keld Broksø: Malmösyndromet. 403 sider Ambush Books

****   

Alsterdal overgår igen sig selv i nyt bind i Ådalenserien

Tove Alsterdal lader andet bind i Ådalenserien Jordsug begynde med, at en mand findes sultet ihjel i kælderen under et forladt hus ved Offersjön, dybt inde i de Ångermanlandske skove. Eira Sjödin fra Kramfors politi i Ådalen bliver sammen med sin makker August Engelhardt involveret i efterforskningen, hvor man ret hurtigt finder ud af, at den døde mand er Hans Runne, der er blevet meldt savnet af datteren Paloma. Mens politiet forsøger at undersøge Runnes færden op til tidspunktet for hans forsvinden, graver de i tidligere sager, hvor mænd er blevet holdt indespærret, og foruden Hans Runnes tidligere hustru Cecilia bliver en række personer, som kan have haft noget at gøre med Runne, afhørt af politiet, bl.a. det ægtepar, som tidligere ejede huset, som havde det foruroligende navn Offer. En efterforsker fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet Georg Georgsson, kaldet GG, bliver også tilkaldt for at deltage i opklaringen af det makabre drab. Men så forsvinder GG også må mystisk vis, så nu sætter Eira alt ind på at finde sin kollega, før det er for sent, da han måske også holdes indespærret. Under efterforskningen i forbindelse med forskellige afhøringer, bliver en person ved med at dukke op, en kvinde ved navn Sanna Melin. Under den videre efterforskning knyttes Sanna Molins mor sammen med en tidligere ejer af Offer, og politiet forsøger nu at finde ud af, hvem Sanna Molin egentlig er, og hvor hun befinder sig. Hun bliver efterlyst, og en større menneskejagt går i gang. Foruden den deciderede spænding, tegner Tove Alsterdal et fremragende billede af en form for klondyke, som de små byer, der er bygget ovenpå Malmberget, udgør. Jordsug er en fin fortsættelse til seriens første bind Stormfald, der fik prisen Glasnøglen som Årets Bedste Nordiske Kriminalroman. Og Jordsug kan glimrende læses, selvom man ikke har læst forgængeren.

Tove Alsterdal: Jordsug. Oversat af Lilian Kingo. 308 sider. Modtryk

******

Bevægende psykologisk spændingsroman af verdensklasse

Den nat hun forsvandt af engelske Lisa Jewell foregår i løbet af et par år, efter at 19-årige Tallulah Murray (kaldet Lula) og hendes kæreste Zach Allister forsvinder sporløst efter en aften på den lokale pub The Swan & Ducks, hvor de efterfølgende tager med skoleveninden Scarlett Jacques hjem til Dark Place for at fortsætte festlighederne. Imens er Tallulahs mor Kim Knox babysitter for det unge pars lille søn Noah. Da de ikke er vendt tilbage den følgende morgen begynder en større eftersøgning for at finde Lula og Zach. Kim henvender sig til både Zachs forældre Meg og Simon og til Scarlett, der kan fortælle, at kæresteparret forlod festen sent på natten, og at de muligvis gik hjem gennem skoven. To år senere, da det unge par stadig er forsvundet, er en forfatter Sophie, der skriver krimier under pseudonymet P.J. Fox, og hendes mand Shaun flyttet til byen, hvor han skal være ny rektor på kostskolen Maypole House. Inden Sophie skal på krimimesse i Danmark, gør hun et bemærkelsesværdigt fund i sin baghave, der muligvis har med Lula og Zachs forsvinden at gøre, og Kim får fornyet håb om, at hendes datter måske stadig er i live. Mens handlingen veksler imellem, hvad der skete i 2016, og man følger den fortsatte udvikling i 2018, formår Lisa Jewell at holde spændingen i live til de allersidste sider, og man bliver som læser vidne til et gribende trekantsdrama, der ender på en højst overraskende måde. Forfatteren har muligvis opkaldt sin hovedperson efter den intrigante amerikanske filmskuespiller Tallulah Bankhead, om hvem filmmogulen Louis B. Mayer engang udtalte: ”En dag uden Tallulah Bankhead er som en måned på landet.” Men for romanens Kim Knox er datterens forsvinden absolut det stik modsatte. Den nat hun forsvandt er en psykologisk spændingsroman af verdensklasse, og det er velfortjent, at Lisa Jewells krimier sælges i millionoplag verden over.

Lisa Jewell: Den nat hun forsvandt. Oversat af Lisbet Kjær Johansen. 445 sider. Gads Forlag

*****

Nyt genialt udspil fra Jan Guillou

Den meget alsidige svenske forfatter Jan Guillou bruger i sin nye Den der dræbte helvedes engle sit alterego journalistveteranen Erik Ponti til i jegform at udbrede sig om alt muligt fra den aktuelle coronasituation til spekulationer omkring forfatterkolleger og ikke mindst om sit (og mit) hadeobjekt nr. 1 Sverigesdemokraterne, og så lader han det hele munde ud i et projekt, han sætter i søen sammen med sin gamle ven Carl Hamilton. Det sker, efter at Erik Ponti på en finurlig måde har hjulpet Carl tilbage til Sverige, hvor han ti år tidligere var stukket af fra en livstidsdom. Det projekt de to gamle venner sætter i søen, kalder de for Operation Stråletosse, begynder da Carl bliver opsøgt af en ældre kvinde fru Agathe Lottring, der påstår, at CIA gennem en årrække har chikaneret hende med natlig terror ved at sende høje spøgelseslyde imod hendes meget kostbare og smukt beliggende hus ved Mälarens bred. Som tidligere chef for Säpo har Carl ofte været ude for såkaldte tosser, der følte sig forulempet, og han forklarer den ældre kvinde, at der næppe er avancerede spionorganisationer, der vil bruge millionbeløb til at chikanere hende, men ikke desto mindre begynder Erik og Carl at undersøge, om der kunne være noget om kvindens påstand, og snart viser det sig, at huset ligger i vejen for at stort byggeprojekt, og at fru Lottring meget bestemt har nægtet at lade sig ekspropriere. Mere om Operation Stråletosse skal ikke røbes her, men som læser får man lov til at følge et skruppelløst firmas forsøg på at tryne et enkelt menneske. Det bliver begyndelsen på et samarbejde mellem Erik Ponti og Carl Hamilton om at bekæmpe uretfærdighed i samfundet. Et samarbejde som det bliver en fornøjelse at stifte nærmere bekendtskab med i fremtiden. Men læs først Den der dræbte helvedes engle, som er en veloplagt og ufattelig morsom roman med et kriminalistisk plot men også med alle mulig andre mere eller mindre absurde sidehistorier, som fx den om hvordan Boris Jeltsin banede vejen for Vladimir Putin, så han kunne blive præsident i Rusland. I det hele taget serverer Jan Guillou her en roman, som er noget af det vedkommende og aktuelle her i 2022, og så er den samtidig fyldt med en pragtfuld selvironi fra en forfatter, der ellers i manges øjne har stået som noget af det mest arrogante og selvhævdende. Kun er der at sige: Læs den – det er et mesterværk.

Jan Guillou: Den der dræbte helvedes engle. Oversat af Anders Johansen. Modtryk

******   

Skotsk krimi af verdensklasse 

Når der står to forfatternavne på krimien Mørket lurer, skyldes det, at den skotske mesterforfatter Ian Rankin, som var en stor beundrer af sin kollega og landsmand William McIlvanney, der døde i 1995, for nogle år siden kom i besiddelse af et håndskrevet manuskript, som havde ligget og samlet støv siden McIlvanneys død. Allerede i 1977 havde McIlvanney påbegyndt en serie krimier med politimanden Jack Laidlaw som hovedperson, og Mørket lurer skulle have været nyeste bind i den serie. Nu har Ian Rankin, der ellers er mest kendt for sine krimier om John Rebus, så færdiggjort dette manuskript til udgivelse.

Historien begynder, da advokaten Bobby Carter er blevet myrdet. Carters klienter var ofte forbrydere eller forretningsmænd, der stod bag foretagender, som var på kant med loven, og da der samtidig var krig mellem Glasgows værste bander, manglede politiet ikke ligefrem mistænkte, så her lå en opgave for den noget anarkistiske kriminalassistent Jack Laidlaw og hans makker Bob Lilley, men måske var der mere personlige årsager til mordet på Carter. Det er det, det finurlige plot drejer sig om. Er man Rankin-fan er der masser at hente i denne meget spændende whodunnit fyldt med skotsk lokalkolorit.

William McIlvanney og Ian Rankin: Mørket lurer. Oversat af Søren K. Barsøe. 298 sider. Klim

******

Ny fremragende Kristina Ohlsson-krimi

I sin seneste krimi Stormvagt lancerer den svenske mesterforfatter Kristina Ohlsson én, der åbenbart skal være hovedperson i flere kommende krimier, og som bærer det berømte navn August Strindberg. Ohlssons Strindberg er dog helt nutidig, og han kommer til en lille by på den svenske vestkyst fra Stockholm, hvor han har arbejdet som kapitalforvalter. Det job er han imidlertid blevet træt af, derfor har han søgt til den lille by, som han har mange barndomsminder fra. Han er nyskilt og har kort tid inden mistet begge sine forældre, og alle de ting han har arvet, vil han nu sælge ved at etablere en secondhandbutik. Han har derfor overtaget en nedlagt bedemandsforretning med tilhørende rustvogn. Samtidig lejer han et hus, som han skal bo i, et hus som har en dyster forhistorie. Samme dag som Strindberg kommer til Hovenäset, forsvinder den populære Agnes Eriksson, som er skolelærer i byen, og det stedlige politi med politiefterforsker Maria Martinsson i spidsen indleder en større efterforskning for at finde Agnes død eller levende. Under den efterforskning får politiet indblik i flere dysfunktionelle parforhold, og der kan være mange, der måske har været involveret i Agnes´ forsvinden. Med en anden typografi kan man imellem den fortløbende handling læse uddrag af Agnes Erikssons dagbog, som politiet meget gerne ville have fingre i, men som er forsvundet. Hvordan Strindberg får en rolle i den eftersøgning, må man læse sig til, men måske har Kristina Ohlsson en pointe med at kalde sin hovedperson det berømte navn, da det netop var fortidens berømte Strindberg, der skrev romaner om ulykkelige ægteskaber. Man læser meget om hustruvold, før det langsomt åbenbares, hvad der egentlig er blevet af Agnes. Plottet er godt fundet på, og Ohlsson er som sædvanligt uhyre velskrivende, og jeg vil glæde mig til at læse mere om både Maria Martinsson og om den nye Strindberg, men læs nu først Stormvagt, der er spændende til sidste punktum.

Kristina Ohlsson: Stormvagt. Oversat af Lilian Kingo. 474 sider. Modtryk

*****  

Igen overgår Steen Harvig sig selv

Da Sofie Cordt sammen med sine klassekammerater fra Rysensteen Gymnasium i 1998 var på udflugt til Ryssberget i Blekinge, forsvandt hun sporløst, og derfor mindes hendes ni gamle skolekammerater hende, når de hvert femte år mødes. Det får man at vide i begyndelsen af Steen Harvigs Det sidste vidne. I 2019 er forberedelserne i gang til en ny tur til Ryssberget, der imidlertid bliver skæbnesvanger! Alle melder tilbage, at de vil deltage undtagen Allan, der er nødt til at blive i København hos sin bror, der ligger for døden på Rigshospitalet. Morten Krag, der nu helt har forladt politiet for at hellige sig sit arbejde som terapeut på Frederiksberg, har et par klienter, som perifert fører ham i nærheden af den mystiske forsvindingssag. De gamle klassekammeraters udflugt bliver til en realitet, men inde de mødes i Blekinge går Camilla, som er den, der ruger mest over den gamle gåde, op på Ryssberget, hvor hun møder én hun kender, inden hun styrter ned og bliver dræbt. Da politiet når frem, finder man to lig, og den anden, som åbenbart også er styrtet i døden, er Allan, som ellers sendte afbud til turen. Så læser man om SMC-klanen, som var tre piger, der i skolen for længe siden nød at mobbe en stakkels forsømt pige, Vega Larsen, der endte med at begå selvmord som 15-årig. Da Maja, som var én af de tre piger, besøger Vegas grav på Bispebjerg Kirkegård, kan hun se, at der hvor de tre initialer var tilføjet på gravstenen, er S og C gennemstreget, og det er de to, som nu er døde, så hvad venter der M? Er der tale om én eller anden form for hævn? Mere skal ikke røbes her, og heller ikke hvordan Morten Krag bliver draget ind i handlingen. Vi møder også Morten Krags gamle kollega, Carl Hansen, der bor i et kolonihavehus ved Bernstorffvejs Station, og han kommer naturligvis også til at spille en rolle i handlingen. Steen Harvigs humor og selvironi fornægter sig ikke, som da et brev fra Camilla til Maja nævner en roman af Anders Bodelsen, som kunne være inspiration i sagen om nogle foruroligende varsler, ”og desuden nævner A.R. af ham forfatteren, som jeg har fortalt dig om”. (Den er skrevet af Steen Harvig, red.). Med Det sidste vidne, som er den 11. i rækken af Harvig-krimier om Morten Krag og Carl Hansen, og jeg tror, det er den bedste af dem, jeg til dato har læst i serien, og det siger ikke så lidt. Gid Steen Harvig vil blive læst af rigtig mange, og hvad med at filmatisere nogle af hans værker? Han fortjener det.

Steen Harvig: Det sidste vidne. 272 sider. Trykværket

******

Mord, prostitution og handel med menneskeorganer i én af alle tiders bedste krimier

Med Stol på mig skriver Anders Roslund sin syvende krimi med den aldrende efterforsker Ewert Grens som hovedperson. Det begynder meget dramatisk med en skudepisode, hvor hans kollega og bedste ven Sven Sundkvist bliver dødeligt såret og kun lige nøjagtigt overlever, mens Ewert slipper med livet i behold. For læsere, der har læst Roslunds tidligere krimier om Ewert Grens, ved at han tidligere har mistet både hustru og barn ved en tidligere aktion, og at hans anden kollega Bengt Nordwall døde, efter at han bag om ryggen på sine kolleger havde været med i en bande, som foruden prostitution og handlede med mennesker og organer. Det har Grens skånet Nordwalls enke for at få at vide, og derved er han også selv gået bag om politiet, så den sag aldrig er blevet endeligt opdaget. Ewert Grens, der er blevet en slags reservebedstefar for den lille dreng Hugo er stadig, arbejder altså stadig med at finde frem til bagmanden for den bande, der aktivt styrer prostitutionen i Stockholm, og som i de tidligere bind arbejder Grens bedst, når båndoptageren på hans kontor spiller gammel svensk popmusik. Ewert Grens liver op, da han for første gang, siden han mistede sin kone, bliver forelsket, og det er i Bengt Nordwalls smukke enke Lena, som han har mødtes med en gang om måneden siden Bengts død. I løbet af over 400 sider følger man med i, hvordan nettet begynder at strammer omkring de skruppelløse gangstere, der samarbejder på tværs af landegrænser. Og afslutningen er så spændende og effektfuld, at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Med Stol på mig viser Anders Roslund som én af alle tiders bedste krimiforfattere.  

Anders Roslund: Stol på mig. Oversat af Inger Kristensen. 425 sider. Modtryk

******    

Fremragende svensk krimi om bandekriminalitet og meget mere

Sammen med den erfarne journalist Lisa Bjerre har krimiforfatteren Susan Casserfelt skrevet den meget aktuelle Det stille vidne, der handler om bandekriminalitet i Stockholm. I en lejlighed i Stockholmforstaden Bagarmossen, hvor mange af indbyggerne er indvandrere, bor Alejandro San Lucas, kaldet Alex sammen med sin mor og sine søskende Meral og Eddie. Da Alex åbenbart har et mellemværende med en konkurrerende bande om narkomarkedet, bryder et par medlemmer af denne bande ind for at få fat i Alex, der imidlertid splitternøgen når at flygte via altanen ned til lejligheden nedenunder, hvor en ældre dame ringer til politiet og fortæller, at hun har haft besøg af en blotter. Det kommer til skyderi i familien San Lucas´ lejlighed, og søsteren Meral bliver skudt og dræbt. Politifolkene Lina Kruse og Jack Karlberg skal forsøge at opklare drabssagen, men Eddie, som har overværet skyderiet, tør ikke vidne, da han er blevet truet på livet. Mens man kan læse om loyalitet i de forskellige bander, bliver Jack Karlberg, der er tidligere kriminel i en bande, kontaktet af en tidligere kammerat, Kristian Lundqvist, kaldet Lunte, som stadig er aktiv i det kriminelle bandemiljø. Jack er gift med den kræftsyge Emma, som han har datteren Julia sammen med. Da Jacks økonomi er helt bundløs bl.a. på grund af Emmas sygdom, tilbyder Lunte ham et stort lån, som ikke skal betales tilbage, mod at Lunte får nogle fortrolige oplysninger af Jack. Derved bliver Jack korrupt, og da han samtidig indleder et seksuelt forhold til den smukke Lina, er han på vej helt ud i tovene. Det gør det ikke bedre, at datteren kommer sammen med usympatisk fyr, som hun senere skifter ud med Eddie. Hvordan politiet langsomt efter yderligere et par drab får Eddie til at vidne om drabet på hans søster, når man frem til i slutningen af Det stille vidne, der også handler om sex, kærlighed, utroskab og om bandeloyalitet. Desuden er beskrivelsen af Linas mor, den tidligere skuespillerinde Vivianne Kruse, der er helt gået til i druk, både fremragende og morsom, som da hun fx forsøger at kopiere Anita Ekbergs tur i et romersk springvand. Det stille vidne er en dramatisk og superaktuel krimi om bandekriminalitet og meget andet. Man får at vide, at Det stille vidne er første bog i en ny serie Linje 17 – jeg glæder mig allerede til at læse flere bind i den serie.

Lisa Bjerre og Susan Casserfelt: Det stille vidne. Oversat af Rane Rørdam Knudsen. 382 sider. Modtryk

******

Storfavorit til Glasnøglen

I sin sjette roman om kriminalefterforskeren Rebecka Martinsson Fædrenes synder lader Åsa Larsson endnu en gang sin hovedperson forsøge at opklare ikke bare ét, men to mord. Man er naturligvis igen tilbage i Kiruna i det nordligste Sverige, hvor en ældre alkoholiseret mand Henry Pekkari bliver fundet død af sin søster Ragnhild, der ikke havde haft nogen kontakt med broren i over tredive år. Grunden til at hun opsøgte Henry var, at hun var blevet kontaktet af en butiksbestyrer, der normalt dagligt blev besøgt af Pekkari, men som ikke havde set ham gennem længere tid. Ikke alene ligger Henry Pekkari død på sin sofa, men i hans store dybfryser ligger der yderligere et lig, en mand som åbenbart har ligget der i adskillige år. Rekecka Martinsson, der af sin chef er blevet sat lidt ud på et sidespor, hvor hun skal tage sig af en række mere eller mindre uinteressante sager, får noget med sagen at gøre, da retsmedicineren Lars Pohjanen kan oplyse hende om, at den gamle alkoholiker antageligt er blevet myrdet. Og liget i dybfryseren bliver genkendt på grund af sine mange tatoveringer. Når det bliver klart, er det fordi hans søn, den tidligere mesterbokser Börje Ström, er tatoveret med de samme tatoveringer som faren, der forsvandt sporløst, da Börje var en stor dreng. Det er imidlertid så længe siden, at hvis faren allerede dengang blev lagt i dybfryseren, så er mordet på ham forældet. Ikke desto mindre påtager den nu pensionerede politimand Sven-Erik Stålnacke sig opgaven med at finde ud af, hvad der skete med Börje Ströms far Raimo Koskela, der stammede fra Finland. I løbet af opklaringsarbejdet møder man foruden politiledelsen med Rebeckas konstituerede chef Carl von Post, kaldet Pesten, også kendte personer fra Åsa Larssons tidligere bøger, politifolkene Anna-Maria Mella, Fred Olsson og Tommy Rantakyrö, men også Rebeckas personlige venner som fx Sivvan. Inden man som læser er igennem de mere end 500 sider og får en forklaring på, hvad der egentlig skete, da Raimo Koskela forsvandt og blev myrdet, er der på mange måder tale om en egentlig udviklingsroman, der både handler om prostitution og andre lyssky affærer, om byggesjusk, om boksning og om hunde – alt sammen i Nordsveriges barske natur og til tider livsfarlige vejrlig – og ikke mindst om kærlighed og sex. I sit efterord siger Åsa Larsson farvel til sin hovedperson Rebecka Martinsson og deres tid sammen, så det bliver spændende, hvad Åsa Larsson vil skrive om næste gang. Fædrenes synder blev ganske fortjent kåret som Årets bedste svenske krimi, og den må også være storfavorit til den fællesnordiske pris Glasnøglen. Det er simpelthen en uforglemmelig oplevelse, og det er en bog, som kan ødelægge megen nattesøvn. Læs den!

Åsa Larsson: Fædrenes synder. Oversat af Lilian Kingo. 547 sider. Modtryk

******

Uhyggelig og vellykket svensk spændingsroman

Svenske Camilla Stens Arvtageren begynder dramatisk, da hovedpersonen Victoria Eleanors mormor Vivianne bliver myrdet i sit hjem, samtidigt med at Eleanor ankommer og ser morderen flygte fra gerningsstedet, mens mormoren ligger i entreen og forbløder ved siden af den saks, der er mordvåbenet. Så kommer politiet og afhører Eleanor, der imidlertid ikke kan bidrage med nogen vidneforklaring, da hun lider af prosopagnosi, hvilket betyder ansigtsblindhed. Til sin store forbavselse er Eleanor indsat som arving til herregården Solhöga, og derfor rejser hun sammen med sin kæreste Sebastian, sin moster Veronika og advokaten Rickard fra advokatfirmaet Lindquist, som skal gøre boet op. Eleanors mor Vendela døde, da Eleanor var tre et halvt år gammel, og sin far havde hun aldrig kendt, så derfor voksede hun op hos sin mormor, der holdt sig smuk også som enke, da morfaren Evert var død. De 16 år var absolut en alt andet end lykkelig opvækst for Eleanor, men dog fik Eleanors terapeut Carina hende overtalt til at deltage i søndagsmiddage hos Vivianne. Derimod holdt mormoren herregården hemmelig for Eleanor af én eller anden grund, som hun aldrig fik at vide. Ved hjælp af en række tilbageblik fra 1965-66 om Anushka med de polske rødder, der kom til at hedde Annika og hendes ophold på Solhöga, får man som læser et indblik i, hvad der skete dengang, og hvorfor det var så hemmeligt. Da de fire kommer op til Solhöga i et frygteligt uvejr, sker der en lang række dramatiske ting, og det er ikke muligt at finde forvalteren Bengtsson, og da der samtidig er meget dårlig forbindelse til nettet, bliver livet på herregården mere og mere afsondret. Camilla Sten formår at bibeholde hemmeligheder og uhygge til de sidste sider, så Arvtageren er en spændingsroman af internationalt format.

Camilla Sten: Arvtageren. Oversat af Nikolaj Steen Møller. 403 sider. Gads Forlag

*****

En fremmed kommer til byen

Den 30 årige lærer Una kommer fra Reykjavik til den lille landsby Skálar, der kun har 10 indbyggere, og her skal hun undervise to skoleelever. Sådan begynder islandske Ragnar Jónassons Byen. De få indbyggere er fjentlige over for Una, som de mener gemmer over hemmeligheder. I det hus, hvor Una bor til leje, går der rygter om en ung piges død mange år tidligere. Det ser ud, som hun på spøgelsesagtig måde går igen. Kort efter dør den ene af de piger, Una underviser på uforklarlig vis i byens kirke under en gudstjeneste. Una forsøger både at finde ud af, hvad der skete med den unge pige i sin tid, men også hvorfor hendes elev døde og af hvad. Byen er mere en gyser end en decideret krimi, og spændingen er konstant lige til sidste punktum. Ragnar Jónsson har tidligere skrevet flere fremragende krimier i den såkaldte Hulda-trilogi, og Byen er et fængslende skift i forfatterskabet og er afgjort værd at læse.

Ragnar Jónasson: Byen. Oversat af Rolf Stanem. 312 sider. Gads Forlag

*****

Første Covid-19-krimi

Forfatterparret Cilla & Rolf Börjlind, der også har stor succes som manuskriptforfattere til mange af deres kollegers tv-serier, har netop udgivet deres syvende bog i serien om kriminalassistent Olivia Rönning og den tidligere efterforskningsleder Tom Stilton Den barmhjertige samaritaner. Og den foregår meget aktuelt, mens Sverige venter på, at den første vaccine mod Covid-19 bliver godkendt til brug.

Det hele begynder, da Olivia er sporløst forsvundet, og meget tyder på, at det er imod hendes vilje. Og nu går hendes kolleger i gang med at finde ud af, hvor hun er blevet af. Imens følger man med i Olivias nye liv i fangenskab, hvor hun holdes indespærret i en kælder af Sara Eriksson, der gennem nogen tid havde stalket Olivias kæreste Lukas. Sara er datter af Agnetha, der 16 år tidligere var blevet idømt en lang fængselsstraf for en mordbrand, hvor Saras far var indebrændt. Efter et mislykket flugtforsøg er Olivia tilbage i fangekælderen, da der udbryder ild i huset, som politiet efterhånden mener er stedet, hvor Olivia holdes fanget. I det udbrændte hus finder politiet et kvindelig, og næsten samtidig får en lystfisker fat i en krebseruse, som indeholder et lig, som krebsene har været godt i gang med. Og så går det ellers bare derudaf. Noget af handlingen finder sted på en minkfarm, og man hører, om hvordan alle mink i Danmark blev aflivet. I Sverige er nogle fanatikere med i en international bevægelse, der kalder sig ”Den nye Verdensorden” – og som kæmper imod den verdensomspændende sammensværgelse af sataniske pædofile regeringer, der vil slavebinde verdens befolkning i et globalt diktatur gennem vaccinering mod Covid-19. Disse sølvpapirhatte påstår, at de kender sandheden gennem et manifest underskrevet af ”Samaritaneren.” Resten af Den barmhjertige samaritaner handler om hvordan denne bevægelse har noget at gøre med de to mordsager, politiet undersøger. Og undervejs stikker den gryende fremmedfjendskhed også sit grimme hoved frem. Man møder alle personerne fra seriens tidligere bind samt et par nye, og der er fuld fart på indtil de sidste sider i dette medrivende og aktuelle drama, som efter min mening er Cilla & Rolf Börjlinds allerbedste.

Cilla & Rolf Börjlind: Den barmhjertige samaritaner. Oversat af Kamilla Jørgensen. 361 sider. Gyldendal

******

En virkelig original debutkrimi – uhyggelig og spændende

Den norske debutant Silje O. Ulstein har med Krybdyrmemoirer skrevet en virkelig original og uhyggelig krimi, der handler om en piges forsvinden, om mord og ikke mindst om en kæmpepyton ved navn Nero.

Historien foregår dels i sommeren 2017, hvor pigen Iben efter et skænderi med sin mor forsvinder sporløst og bliver eftersøgt af politifolkene Roe og Ronja og af hele en lille by Kristiansunds befolkning, dels i 2003 og et par år frem i en anden lille by Ålesund hvor Liv, der bor i et kollektiv med to unge fyre, køber en slange, en pyton – som efterhånden vokser sig stor. Handlingen veksler mellem de to tidsperioder og har flere forskellige fortællere – men har også kapitlerne ”krybdyrsmemoirer”, hvor slangen selv er fortælleren. Sådan en pyton er ganske sulten, og den æder helst levende væsener og ikke ådsler, som den fortæller. Disse levende væsener kan være alt fra mus og rotter til hundehvalpe og måske noget, der er større!

Det er på forbavsende vis lykkedes for den unge debutant at holde uhyggen og spændingen ved lige gennem alle de mange sider, og det er en krimi, der er meget svær at lægge fra sig. Det er det relativt nye forlag Gutkind, der nu også har bevæget sig ind i krimigenren. Bliv endelig ved med det.

Silje O. Ulstein: Krybdyrmemoirer. Oversat af Rolf Stavnem. 444 sider. Gutkind

*****

Arne Dahl overgår sig selv i den femte krimi om Blom og Berger

I Arne Dahls femte bind om Molly Blom og Sam Berger Tøbrud, er kriminalkommissær Desiré Rosenkvist med kælenavnet Deer vendt tilbage til Stockholmpolitiet efter den dramatiske slutning i forrige bind, der kostede hende begge underben, så hun nu må forsøge at klare sig på krykker. Hun bliver involveret i en sag om nogle lig, der et efter et dukker op på strande i den Stockholmske skærgård. Og da alle de myrdede øjensynligt er blevet dræbt en 5. i hhv. marts, april og maj, er der en vis sandsynlighed for, at endnu et mord vil finde sted den 5. juni. Da Deer ikke møder nogen forståelse hos sine chefer for, at der er tale om en seriemorder, bliver hun i stedet sat på en sag om en række mord, hvor nogle tidligere rockere er blevet myrdet med en økse, som er blevet efterladt i hovedet på de dræbte. Deer kan ikke helt slippe sagen om ligene på strandene, og hun begynder derfor at samarbejde med Molly og Sam, der tidligere har været ansat hos politiet, men nu har deres eget bureau Bådehuset Security. Ofte læser man krimier, hvor de overordnede politifolk er nogle gedigne røvhuller, men hos Arne Dahl er forholdet mellem politifolkene og Deer, Blom og Berger betydeligt mere nuanceret og tak for det. Det viser sig hurtigt, at der er en vis sammenhæng mellem de to sager, og snart retter mistanken sig imod iværksætteren Walter Dahlberg og hans familie. Dahlberg har både i Sverige og i USA været besat omkring tanken om evigt liv, og her eksperimenteret med at nedfryse syge mennesker med henblik på at tø dem op, når man kan helbrede deres sygdomme. Der er meget fagre nye verden over Dahlbergs eksperimenter, og hele den ganske indviklede handling vokser sammen til et hæsblæsende crescendo, hvor Arne Dahl på de allersidste linjer endnu engang overrasker sine læsere. Jeg kan ikke mindes at have læst en bedre krimi fra Arne Dahls hånd, og det siger ikke så lidt.

Arne Dahl: Tøbrud. Oversat af Anders Johansen. 407 sider. Modtryk

******

Lagerkrantz kan også skrive krimier på egen hånd

På side 321 i David Lagercrantz’ nye krimi Obscuritas får man en forklaring på, hvad den latinske titel betyder på dansk, da den ene af hovedpersonerne Micaela slår ordet op på sin computer. Det betyder mørke, eller kunne hun se, ”det urydelige, det, der hele tiden unddrager sig.” Historien foregår i sommeren 2003, netop som USA har invaderet Irak. I Stockholm bliver Jamal Kabir, som er en velintegreret flygtning fra Afghanistan, brutalt myrdet. Det skete kort efter, at han som fodbolddommer havde haft et skænderi med den temperamentsfulde Giuseppe Costa, som bliver anholdt af politiet, men som nægter sig skyldig. En excentrisk professor Hans Rekke, der er internationalt anerkendt som ekspert i forsøgsteknik, får af politiet til opgave at knække Costa, men i stedet kasserer han hele politiets efterforskning. Micaela Vargas med de chilenske rødder, der deltager i politiets efterforskning, står frustreret tilbage, da Costa løslades, og da hun bliver for besværlig for efterforskningsleder Carl Fransson, bliver hun koblet af sagen og overflyttet til andet arbejde. I stedet opsøger hun Hans Rekke, og sammen med ham går efterforskningen i en helt anden retning, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om hvem Jamal Kabir egentlig var. Var han, inden han kom til Sverige, en del af talibanernes fremfærd i Afghanistan, og var motivet til mordet på ham hævn. Magnus Rekke, der er bror til professoren, er den grå eminence bag Sveriges udenrigsminister Kleeberger, der udveksler erfaringer med CIA, og efterhånden går det op for Micaela Vargas og Hans Rekke, at baggrunden for mordet måske findes i Afghanistan. Man kommer langt omkring, mens amerikanerne gør, hvad de kan for at skjule den tortur af fanger, de udøvede i deres såkaldte Dark Prison. Imens bliver Vargas og Rekke overvåget af amerikanske agenter i en diplomatbil. Man får indblik i, hvordan talebanerne forbød al klassisk musik, og hvordan de smadrede instrumenter og slog musikere ihjel. Som en anden Sherlock Holmes med øje for detaljerne, finder Hans Rekke med sin dr. Watson i skikkelse af Micaela Vargas ud af, at Kabir i sin tid under et andet navn spillede bratsch, et instrument, der ofte står i baggrunden for de mere succesrige strygere, og måske derved fik motivation til vandetta mod musikere og instrumenter. (Som Rekke så vittigt siger: ”Hvad der forskellen på en bratsch og en pizza? – En pizza kan mætte en familie på fire.” Naturligvis når man frem til en løsning på mordgåden fra Stockholm – og med Obscuritas er det lykkedes for den svenske mesterforfatter David Lagercrantz at skabe sit eget krimiunivers, og jeg glæder mig til de næste bind om Rekke og Vargas.

David Lagerkrantz: Obscuritas. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen og Jesper Klint Kistorp. 395 sider. Hr. Ferdinand

*****

Svensk thriller af internationalt format

Svenske Karl Eidems krimi Svenskeren foregår i 2012 i Stockholm, Jerusalem og i Moskva. To efterforskere fra den svenske efterretningstjeneste Säpo, Hans Edelman og hans lidt yngre kollega David Karlén har fået fært af, at den russiske efterretningstjeneste KGB i årtier i al hemmelighed skulle have holdt en svensk statsborger fanget, uden at nogen i Sverige har anet noget – heller ikke hvem, der skulle være tale om. Når Hans og David overhovedet ved noget om denne mærkelige sag, er det fordi de har fået et tip fra deres kollega i den israelske efterretningstjeneste Mossad, Ido Zakai. Det er også uklart, hvorfor KGB tilbageholder Svenskeren i et stærkt bevogtet hus i Moskva. Opgaven for de to svenske efterretningsfolk bliver at komme ind i det hus, hvor Svenskeren holdes fanget og få ham med tilbage til Sverige. Det kræver stor research og mange udenlandsrejser for de svenske agenter, og hjemme i Sverige lykkes det at opføre en nøjagtig kopi af huset i Moskva, så Säpo kan indøve, hvordan befrielsesaktionen skal finde sted. Der bliver arbejdet på tværs af landegrænser, og det hele skal foregå så hemmeligt, at ledelserne i både Säpo og Mossad ikke må få indblik i forberedelsen til aktionen, men ikke alene svenskerne og israelerne også russerne og amerikanske CIA er hele tiden med på sidelinjen. Og det vil ikke være nok, at selve befrielsesaktionen lykkes, det skal også forberedes, hvordan man kan hente Svenskeren hjem til Sverige. Karl Eidem er på fantastisk vis lykkedes med en thriller, der i mange tilfælde når op på linje med John le Carré, når han var bedst. Der er fortættet spænding indtil sidste punktum, og når forlaget lover, at dette er første bind i David Karlén-serien, ja så glæder jeg mig til at læse de følgende bind.

Karl Eidem: Svenskeren. Oversat af Line Beck Rasmussen. 272 sider. Lindhardt og Ringhof

******

En svensk gysets mester

Foruden at skrive krimier forstår svenske Mats Strandberg også at skrive gysere, hvad han tidligere har bevist med Færgen (2016) og Hjemmet (2017). Nu har han netop fået udgivet Konferencen, der handler om en gruppe kommunalt ansatte, der er på en konference med teambuilding og hvad deraf følger. Det foregår i en lille hytteby ved en skovsø, og anledningen er, at kommunen har gang i et yderst kontroversielt projekt med at opføre et butikscenter, Kolarängen, på en grund, som kommunen har erhvervet ved at ekspropriere en grund, der har været i familien Pålssons eje gennem flere generationer. Først er projektet blevet udskudt, da der findes sjældne salamandre på grunden (minder det ikke om noget på Amager?). Der har været talrige protester fra indbyggerne i lokalområdet, og hele projektet skal diskuteres på konferencen, men så begynder konferencedeltagerne at forsvinde én efter én, og det hele udvikler sig på uhyggeligste vis. Der er ikke grænser for, hvad rævekager, der bliver bagt, og det går op for deltagerne, at de bliver overvåget af én eller anden, der ikke vil dem det godt, og så er det vist tid til ikke at røbe mere, men dramaet fortsætter- og man hører skiftevis Eva, Lina, Nadja, Anette og Amir, Torbjörn, Kaj og Jonas, som alle er deltagere i konferencen, og som ikke alle slipper levende fra de dramatiske begivenheder. Det er en rigtig tju, bang-historie fra først og til sidst – og som sagt måske mere en gyser end en decideret krimi.

Mats Strandberg: Konferencen. Oversat af Louise Urth Olsen. 348 sider. Modtryk

****

Svensk makkerpar imponerer med én af årets bedst konstruerede krimier

Krimien Box, begynder med, at en kvinde findes død i en kasse gennemboret af et sværd, ligner det et cirkusnummer, som er gået helt galt, men da der muligvis kan være tale om et mord, beslutter Mina Dabiri, som er efterforsker hos Stockholms Politi, at det vil være en god idé at tilknytte mentalisten Vincent Walder, der er ekspert i magi og kropssprog, til at deltage i efterforskningen. Da mordet minder om en tidligere sag, og da der efterfølgende sker der flere drab, som ligner mislykkede illusionsnumre, og da der i hvert tilfælde er ridset et romertal ind i liget, og der på ofrene er ure, der er gået i stå på hele timetal, tyder noget på, at en bindegal seriemorder er på spil, og det gælder om at pågribe morderen, før der sker flere bebudede drab. Men hvad er motivet, hvis teorien om en seriemorder er korrekt? Mens den øvrige stab hos politiet tvivler på det fornuftige i samarbejdet med Vincent Walder, kontakter denne en ekspert, der har medvirket til konstruktionen af flere af de kasser, som tryllekunstnere og illussionister, har benyttet gennem tiderne. Og Mina og hendes kolleger forsøger at finde ud af, om der har været en tilknytning mellem ofrene, der alle har en tilknytning til den lille by Kvibille. Læserne får derfor en række kapitler om noget, der foregik i Kvibille i 1982. Af de to hovedpersoner er Mina Dabiri sygeligt bange for alle former for forurening, og der er ikke grænser for, hvor meget håndsprit, hun benytter, mens Vincent Walder foruden sin karriere som illusionskunstner har et abnormt forhold til tal, hvor han hele tiden lægger sammen, ganger og trækker fra. Hvorfor Mina går til møder hos Anonyme Alkoholikere, får man først meget sent en forklaring på, og man lever imens med i Vincents privatliv med de tre børn og hustruen Alice, der er sygeligt jaloux på Mina, som hun mener, at Vincent bruger alt for meget tid sammen med. Først meget sent når man frem til, hvem der har stået bag de spektakulære drab, og selve afslutningen er hæsblæsende spændende. Samarbejdet med mentalisten Henrik Fexeus, der er en af verdens førende eksperter i kropssprog, og som har udgivet adskillige fagbøger, har givet helt nyt liv til Camilla Läckbergs forfatterskab. Box er første bind i en trilogi, og jeg glæder mig til at læse mere om Mina Dabiri og Vincent Walder, for udover at have skabt et fint og udspekuleret plot, er de to forfattere også ganske vittige ind imellem, bl.a. morer man sig over Minas kolleger, specielt Ruben, der tror, at han er Guds gave til kvindekønnet, og den søvnige Peder, der slumrer hen under møderne på politigården, udmattet af nætterne med de små trillinger, der sjældent sover på samme tid. Alt i alt er Box en af årets absolut bedst konstruerede krimier, og makkerparret når helt op i toppen af den skandinaviske superliga for spændingslitteratur. Kan varmt anbefales!

Camilla Läckberg og Henrik Fexeus: Box. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 645 sider. People’sPress

*****

Flot comeback af Liza Marklund

Efter et utal af krimier om journalisten Annika Bengtzon har Liza Marklund nu taget hul på en ny serie, der udspiller sig i den lille by Stenträsk i Norrbotten, hvor Marklund selv kommer fra. Første bind Polarcirklen har navn efter en læseklub, hvor nogle gamle veninder, der har gået i skole sammen, mødes for at diskutere bøger, som de har læst. Man er tilbage i sommeren 1980, da et af læseklubbens medlemmer, 17-årige Sofia Hellsten, der er datter af byens borgmester, forsvinder sporløst, og trods intensiv efterforskning, dukker hun aldrig op. Læseklubben ophører, og fortsætter senere med de resterende medlemmer over nettet under det samme navn, hvor man anbefaler bøger til hinanden, men uden at man mødes. I julen 2020 er man i Stenträsk i færd med at renovere en bro, der går ind til en militærlejr, som hovedsagelig benyttes som træningslejr af udenlandske soldater. Under dette renoveringsarbejde finder man liget af en ung kvinde, der har ligget støbt ind, siden broen blev opført i 1980. Da der øjensynligt er tale om liget af Sofia Hellsten, går det stedlige politi i gang med sin efterforskning om hvem, der myrdede den unge kvinde. Lederer af undersøgelsen er Wiking Stormberg, der i 1980 var den unge mand, som alle læsekredsens veninder helst ville være kæreste med. Under politiets afhøringer af de overlevende veninder, kommer der mange detaljer frem, som giver et billede af en gruppe, der var hjemsøgt af mange intriger. Handlingen veksler imellem nutidens efterforskning og hvad der skete 40 år tidligere. Man følger også diskussionerne omkring de bøger, der blev diskuteret, og til sidst når politiet frem til en højst overraskende forklaring på, hvad der skete dengang, da Sofia forsvandt. Liza Marklund har fundet på et virkelig godt plot, og efter min mening er det hendes klart bedste krimi til dato. Jeg vil glæde mig til at læse mere fra Norrbotten, som bogens bagside tekst stiller læseren i udsigt.

Liza Marklund: Polarcirklen. Oversat af Randi Bjerre Høfring. 366 sider. People´s Press

****

Hidtil bedste Ruth Galloway-krimi

Forsvundet i mørket er Elly Griffiths’ niende krimi med knogleeksperten Ruth Galloway som hovedperson, og hun kommer igen til at arbejde sammen med kriminalkommissær Harry Nelson, som hun har datteren Kate sammen med, selvom Nelson stadig er gift med Michelle, og de to sammen har datteren Laura. Grunden til at Ruth og Harry igen kommer til at arbejde sammen er, at der bliver fundet menneskeknogler i en gammel underjordisk tunnel, der er en del af et større middelalderligt tunnelsystem under Norwich. Det er imidlertid ikke knogler fra middelalderen, men resterne af det skelet, de stammer fra, er relativt nyt viser en kulstof-14 analyse, og hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at knoglerne er blevet kogt. Derfor havner sagen på Harry Nelsons bord, trods det at han i forvejen er fuldt beskæftiget med et par knivmord på hjemløse, der begge havde spredt rygtet om et underjordisk samfund for hjemløse. Og samtidig bliver en ung kvinde meldt savnet, så nu bliver Nelsons kollega Dave Clough også sat på sagen, og man kan ikke sige, at de to politifolks nye chef, den moderne, oversmarte Jo Archer gør arbejdet lettere, da hun ustandselig skal føre sig frem. Hvor meget mordene på de hjemløse har med det underjordiske samfund at gøre, bliver en opgave for både de to politifolk og for Ruth Galloway, og det bliver et kapløb med tiden. Spændingen er intens, og Forsvundet i mørket er efter min mening det bedste bind i serien. De mange bind kan læses uafhængigt af hinanden, men jeg vil alligevel glæde mig til et tiende bind.

Elly Griffiths: Forsvundet i mørket. Oversat af Lærke Pade. 349 sider. Gads Forlag

****

Fremragende første bog i ny krimiserie fra svenske Ådalen

Tove Alsterdals nye krimi Stormfald foregår i legendariske Ådalen, hvor politiet i 1931 tog mødommen på det svenske Folkhemmet, da de skød på og dræbte fredelige demonstranter. Som 14-årig tilstod Olof Hagström mirdet på den lidt ældre teenagepige Lina Stavred, der var blevet voldtaget med hvis lig aldrig blev fundet. Treogtyve år senere er Olof på vej mod Stockholm, da han drejer ind på en lille vej, der fører til hans barndomshjem, Kungsgården, hvor han finder huset låst. Olof havde ikke været der, siden han blev sendt bort, og forældrene havde frabedt sig al kontakt. Døren er låst, og han kan høre en hund gø, så han finder nøglen under den sten, hvor den altid blev lagt og lukker sig ind. I badeværelset finder han sin far myrdet med en jagtkniv, og politiet tilkaldes. Eira Sjödin, der er vendt tilbage til byen som efterforsker hos politiet. Hun var kun ni år, da Lina blev myrdet, og nu bor hun hos sin demente mor. Naturligvis kommer Olof som den første i politiets søgelys som mistænkt for mordet på sin far, men der er andre i omegnen, der har en broget fortid, og måske var det slet ikke Olof, der stod bag Linas forsvinden, til trods for at han tilstod. På det tidspunkt var der flere sager i Sverige, fx Thomas Quick-sagen, hvor politiet efter ”kognitive afhøringer” fik uskyldige til at tilstå. Mens Eira går tilbage i arkiverne under sit og kollegernes opklaringsarbejde, sker der flere forbrydelser, bl.a. bliver Kungsgården udsat for et brandattentat, og hver gang Eira og hendes makker August Engelhardt når frem til et resultat i deres efterforskning, er der nye gåder, der åbner sig. Det hele er vævet ind i hinanden som rødder, når en storm har fældet et træ. Foruden et genialt og udspekuleret plot er det lykkedes for Tove Alsterdal at skildre Ådalen i de norrlandske skove med nedlagte og forladte industribygninger ved Ångermanelvens bred, hvor modige arbejdere i sin tid var beskæftiget med den livsfarlige tømmerflådning, inden tømmerstokkene blev flådet ned gennem vandløbene for at ende hos savværkerne eller i papirindustrien. Stormfald er første bog i en ny serie, der udspiller sig i Ådalen, og man kan allerede nu glæde sig til kommende bind fra Tove Alsterdals hånd. Hun overgår efter min mening Liza Marklund, hvis bøger hun tidligere var redaktør for.

Tove Alsterdal: Stormfald. Oversat af Lilian Kingo. 366 sider. Modtryk

******

Roslund overgår sig selv med thriller fra den mørkeste af alle mørke verdener

Anders Roslunds kriminalkommissær Ewert Grens og undercoveragenten Piet Hoffmann spiller hovedrollerne i Sov mit barn, hvor Grens bliver inspireret, da han besøger sin afdøde hustrus grav på Norra Kirkegård i Stockholm. Her møder han en kvinde, der netop har besøgt et gravsted, hvor der på et trækors står ”min lille pige”. Kvinden fortæller Grens, at hendes lille fireårige datter tre år tidligere i et parkeringshus sad i en barnestol i hendes bil, da føreren af en anden bil snuppede pigen, mens moren var henne for at betale i parkeringsautomaten. Da pigen aldrig blev fundet igen, arrangerede moren, efter at der var udfærdiget en dødsformodningsdom, en begravelse, hvor man begravede en tom barnekiste. Ewert Grens finder i politiets arkiv en lignende sag, hvor en anden lille pige forsvandt på samme måde, men hans chef Erik Wilson vil ikke ofre ressourcer på en gammel sag, og beordrer Grens til at holde ferie indtil videre. Imidlertid fortsætter Grens helt privat i et forsøg på at finde de små piger, som måske stadig er i live, og på den måde finder han frem til en international ring af pædofile, der gemmer sig bag pseudonymer, hvor de både udveksler billeder og deltager i misbrug af små piger. Det fører Ewert til en lille landsby i nærheden af Nykøbing Falster, og nu indleder han et samarbejde med danske og internationale politimyndigheder helt udenom sin chef i Stockholm. Gennem en computernørd, som Grens kender, lykkes det at spore adresserne på mange af ringens medlemmer, men med Piet Hoffmann som infiltrator går turen helt til Californien for at finde frem til lederen, der går under navnet Onyx, inden han får slettet bevismaterialet. Og det er en kæmpe forretning, hvor omsætningen af de modbydelige billeder og film udgør i omegnen af ti millioner dollar. Efter megen dramatik viser det sig, at man stadig mangler af afsløre et meget prominent medlem, Redcat, så der er spænding på i alle de næsten 400 sider. Den anarkistiske Ewers Grens, der i de tidligere bind konstant lyttede til kassettebånd med Siw Malmkvist, nøjes her med at høre tressermusik, når han kører i bil. Anders Roslund har altid været én af Skandinaviens bedste krimiforfattere, men med Sov mit barn har han endnu en gang overgået sig selv.

Anders Roslund: Sov mit barn. Oversat af Inger Kristensen. 387 sider. Modtryk

******     

Lotte Theils femte og hidtil bedste krimi om Nora Sand

Med De usynlige er Lone Theils nået frem til sin femte krimi om journalisten Nora Sand, der er korrespondent i London for avisen Global. Nora er på ferie i Danmark, hvor hun besøger sin veninde Trine i et sommerhus i Nordsjælland. Her møder hun den danske jurist Victoria Melville-Henley, der som ung blev gift ind i en af Storbritanniens adelige familier, og som Nora tidligere har mødt ved et arrangement i den danske ambassade i London. Nora har tidligere forsøgt at få et interview med Melville-Henley, der leder en undersøgelseskommission om historisk misbrug af børn, der involverede en række magtfulde briter fra både den politiske, kulturelle, kirkelige og militære top af samfundet. Victoria, der bor i nabovillaen, kan ikke få sin mobildækning til at fungere, og Trine lover, at hun kan maile sin rapport, der indeholder en tung fil fra hendes computer, men inden Victoria kommer tilbage med filen, bliver hun myrdet, og der bliver sat ild på hendes villa. Tilbage i London forsøger Nora at få indblik i, hvad der stod i rapporten, men magtfulde kræfter forsøger på forskellig vis at sabotere hendes undersøgelser. Og da hun endelig finder frem til én af de danske drenge, der i sin tid blev misbrugt, og som muligvis kunne bruges som kronvidne, bliver han myrdet. Nora er undervejs hjemme i Danmark, hvor overgrebene i begyndelsen fandt sted, og hvor hun igen finder sammen med sin gamle kæreste Andreas, der er en af de danske politimænd, der også arbejder på sagen. At Andreas nu er sammen med sin jaloux kone, Birgitte, gør ikke sagen nemmere, specielt ikke, da Birgitte bruger deres fælles datter Viola i den ægteskabelige kamp. I en meget dramatisk episode i det kolonihavehus, hvor Nora befinder sig under opholdet i Danmark, er det ved at gå helt galt, men tilbage i London, når Nora efterhånden frem til at nærme sig det gods, som har spillet en hovedrolle i sagen, og hvor den magtfulde lord Bettleby truer Nora på livet. Hvordan de mange forviklinger ender, skal ikke røbes her, men dramatikken holder tul de sidste sider, og Lone Theils har efter min mening skrevet sin hidtil bedste bog i serien. Spændende fra først til sidst.

Lone Theils: De usynlige. 295 sider. Lindhardt og Ringhof

****

Aktuel krimi i disse Pride-tider

I Torben Munksgaards første krimi Digterens død foregik en del af handlingen på Café Traum på Nørrebro. I bind to i Traum-trilogien Diskodanserens død er læseren tilbage på Cafe Traum, som bogens hovedperson Ulrich har overtaget. Han har nu dødt den om til Traum Bar, og den er blevet indrettet som en natklub for homoseksuelle. Stedet er opkaldt efter den tidligere ejers onkel, Walther Traum, der var scenograf og havde sit værksted på netop denne adresse i Struenseegade, og interiøret består af mange af scenografens teatermasker. Det, der skal være et højdepunkt på den nye bøssebar, er en efterfest til den årlige Pride, noget der imidlertid udvikler sig til et mareridt, da man finder en større blodpøl på en af optogets lastbiler. Det vækker mistanke om en forbrydelse, men der er ikke noget lig. Samtidig er to personer forsvundet. Kort tid inden er Kasper, der havde været ansat hos Ulrich, blevet fundet død i en sauna ved en animeret fest i overklassesønnen Lucas Sieberts prangende hus på Frederiksberg. Kasper havde nogle dage forinden skrevet, at han havde behov for at tale med Ulrich, men Ulrich havde i sidste øjeblik aflyst deres aftale. Rygtet vil nu vide af Kasper døde af en overdosis, men det tror Ulrich ikke på. Sammen med sin gamle veninde Jackie bliver Ulrich foruroliget, da politiets undersøgelser viser, hvem blodet stammer fra. Man kan frygte, at en seriemorder er på spil, og hvornår slår han til igen? Torben Munksgaard kommer langt omkring, og han formår at bibeholde spændingen til de sidste sider, og samtidig har han på imponerende vis formået at researche i det københavnske bøssemiljø. Jeg glæder mig allerede til at læse det næste bind i Traum-trilogien.

Torben Munksgaard: Diskodanserens død. 429 sider. Modtryk

***

Sidste opus fra spionromanens mester

En bedre finale på John le Carrés forfatterskab end Sølvblink kan næppe tænkes. Julian Lawndsley får i sin nyetablerede boghandel besøg af den polske emigrant Edward Avon, der bor i det store hus Sølvblink sammen med sin døende hustru Dorothy. Han ved en del om Julian og viser stor interesse for hans boghandel. Samtidig modtager en spionchef i London et foruroligende brev om en lækage, der kan true Englands sikkerhed. Og så foregår resten af Sølvblink bare derudaf i bedste le Carré-stil. Man kommer hele vejen rundt om mange spændende personer, og mens romanen også handler om politiske intriger i Mellemøsten op på Balkan, er spørgsmålet, hvordan kombinationen er mellem samfundspligt og personlig moral. I et efterskrift fortæller John le Carrés søn Nick Cornwell, om hvordan manuskriptet til Sølvblink i mange år havde ligget uudgivet, og om hvordan Nick Cornwell havde lovet sin dødssyge far at sørge for, at det blev til en bog – hvad det blev uden synderlige rettelser. Et bedre eftermæle til spionromanens store mester kan man ikke tænke sig. Det er le Carré fra øverste hylde. Kun tilbage at sige: Læs den!

John le Carré: Sølvblink. Oversat af Jette Røssel. 270 sider. Gyldendal

******

Måske årets bedste krimi med et overraskende plot

En berygtet seriemorder kaldt ’Intetmanden’ slår i 2001 i en lille irsk by en hel familie ihjel bortset fra den 12-årige datter Eve Black, der mirakuløst overlevet. Sådan begynder Catherine Ryan Howards forrygende thriller Intet. Fra begyndelsen af får man at vide, at den tidligere politimand Jim Doyle er ’Intetmanden’. Han er efter sin tid hos politiet i den lille by Cork blevet sikkerhedsvagt i et supermarked, og her finder han den netop udkomne bog ’Intetmanden’, skrevet i af Eve Black, der nu er blevet voksen. Han går hen i en boghandel, hvor han køber bogen sammen med en anden bog, og da han kommer ud i sin bil bytter han om på smudsomslagene på de to bøger. Han tager bogen med ned i sit redskabsskur, hvor han i fred og ro for hustruen kan begynde læsningen, så han kan se, hvor meget Eve nu mange år efter har fundet ud af sammen med politimanden Ed Healy, der er Joe Doyles tidligere kollega. Eve har opsøgt og interviewet et par kvinder, der tilbage i 2000 og 2001 blev overfaldet og misbrugt af ’Intetmanden’, men overlevede og desuden interviewet efterkommerne til et par, der samme år blev myrdet i deres hjem. Ved læsningen opdager Jim, hvor tæt på Eve er på at finde frem til identiteten på ’Intetmanden’. Derfor bliver det magtpåliggende for Joe at stoppe Eve, før hun finder ham. Intet er bygget sådan op, at man skiftevis følger Joe Doyle og skiftevis med en anden skrift følger med i Eve Blacks true crime-roman. Første gang Joe ser Eve efter de mange år, er ved en bogsignering hos en boghandler, hvor Joe har lovet sin datter at få et signeret eksemplar, men umiddelbart virker det ikke, som Eve genkender Joe. Spændingen bliver holdt i gang indtil den meget overraskende afslutning. Intet er én af den slags bøger, som det er næsten umuligt at lægge fra sig. Plottet er virkelig originalt, og det er efter min mening én af årets absolut bedste kriminalromaner.

Catherine Ryan Howard: Intet. Oversat af Johnnie McCoy. 342 sider. Forlaget Zara

******

Ny Ölands-krimi

I Natsangeren af Johanna Mo, der er første bog i en ny krimiserie, som foregår på Öland, møder læseren politiefterforsker Hanna Duncker, der er efter seksten år i Stockholm vendt hjem til sin barndoms ø for at arbejde ved Kalmar politi. Hun har en tragisk fortid på øen, hvor først hendes mor døde, og hvor hendes far Lars Duncker senere ifølge politiet myrdede en kvinde og efterfølgende brændte hende inde. Han kom i fængsel, og da han endelig kom ud, lykkedes det ham på få år at drikke sig ihjel. Alt det har Hanna forsøgt at lægge bag sig, og derfor har hun også købt sig et lille hus og slået sig ned på østsiden af øen, mens hun i barndommen boede på vestsiden – ud mod Østersøen. Hele denne triste fortid har Hanna søgt at lægge bag sig, men for de fastboende på Öland er hun stadig Lars Dunckers datter. Allerede den første dag hos politiet i Kalmar bliver hun sammen med sin kollega Erik Lindgren kaldt ud til Ölands naturområde Möckelmosen, hvor man har fundet en ung mand død under mystiske omstændigheder. Den unge mand Joel Forslund boede sammen med sin søster Molly hun moren Rebecka Forslund, der i sin barndom var bedste veninde med Hanna Duncker. Derfor bliver det ekstra svært, da Hanna sammen med Erik skal ud for at fortælle Rebecka, at hendes søn er død, og det bliver hurtigt klart, at han er blevet myrdet. Aftenen inden Joel forsvandt, havde Rebecka og hendes mand Petri været til middag hos deres naboer Ulrika og Gabriel, og her var Molly og Joel gået relativt tidligt hjem, men næste morgen, da Rebecka ville vække Joel, var han væk. Siden høstfesten efteråret inden havde Rebecka haft et forhold til Gabriel, noget den gamle retssag mod hendes far at gøre var flov over, og efter middagen havde Rebecka taget Gabriel med over i udhuset, hvor hun havde sit værksted, og her havde hun slået op med Gabriel. En af de første, der af politiet bliver mistænkt for mordet på Joel, er Rebeckas eksmand Axel Sandsten, der var far til Joel. Efterhånden som efterforskningen skrider frem, falder mistanken på flere andre, og der bliver stillet spørgsmål om Joels seksuelle orientering. Da Hanna samtidig modtager en del anonyme telefonopkald og får ubehagelige emails, bl.a. én der lyder: ”Forsvind herfra. Hvis du bliver, dør du.” Derfor begynder Hanna  at frygte at mordet på Joel måske skulle have noget med retssagen imod hendes far at gøre. Imellem alle de kapitler, hvor eftersøgningen går systematisk frem, er der kapitler, der handler om den sidste dag i Joels liv. Natsangeren er meget andet end bare en krimi, det er også en roman om forsoning og tilgivelse og det at leve med skylden over en andens forbrydelse. Ingen tvivl om at Hanna i næste bind i denne nye krimiserie vil komme yderligere ind på, hvad der egentlig skete omkring den forbrydelse, som Lars Duncker blev dømt for. Skønt at der endelig kommer en Öland-krimi her mange år efter Johan Theorins fremragende krimier fra samme ø, blot bliver jeg irriteret, når oversætteren op til flere gange skriver: Hun hang nøglerne op på en lille krog – og hun hang karkluden op over vandhanen. Bortset fra det, som jo ikke er Johanna Mo’s skyld, så kan jeg varmt anbefale Natsangeren.

Johanna Mo: Natsangeren. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 415 sider. Lindhardt og Ringhof

****

Måske årets bedste spændingsroman

Svenske Mattias Edvardssons En familietragedie begynder, da en patruljevogn kører hen til en adresse i den skånske by Lund, hvor betjentene Larsson og Regina må smadre en rude for at komme ind i en villa, hvor de finder ægteparret Steven og Regina myrdet. Så går man lidt tilbage i tiden, og fortællerne er nu Bill Olsson, som efter at hans kone er død af kræft, står alene tilbage med deres otteårige datter Sally, Karla Larsson, der har taget et studiejob som rengøringsdame hos ægteparret, der senere bliver fundet dræbt, og Jennica Jungstedt, der har fundet en mand på Tinder, som hun er dybt forelsket i. De tre fortælleres historier bliver afløst af politiets afhøringer af hver enkelt af de tre fortællere, afhøringer, der er helt klinisk nedskrevet. Undervejs lærer man så Bill, Karla og Jennica bedre at kende, og alle tre har haft store problemer i deres tidligere liv. Egentlig kunne de hver især være dem, som havde slået Steven og Regina ihjel, men måske var det den ene af ægteparret, der havde slået den anden ihjel og så bagefter begået selvmord. Edvardsson har på helt genial vis konstrueret en psykologisk thriller, der er meget svær at lægge fra sig. Som forlaget så smart skriver på bagsiden: ”tre unge mennesker, to mord, men kun én sandhed.” Læs den, det er én af årets absolut bedste spændingsromaner!

Mattias Edvardsson: En familietragedie – En roman om en forbrydelse. Oversat af Henrik Andersen. 380 sider. People´sPress

******  

Karin Slaughter har aldrig været bedre end i denne uforglemmelige thriller

I Karin Slaughters nyeste krimi Det falske vidne er den unge advokat Harleigh Collier (kaldet Leigh) blevet engageret af sin chef Cole Bradley til at være forsvarer for den velhavende Mercedes-forhandler Andrew Tenant, der er anklaget for voldtægt mod Tammy Karlsen. Da hun på sagførerkontoret bliver præsenteret for Andrew, genkender hun den Trevor, som hun tyve år tidligere var barnepige for, et job hendes lillesøster Callie senere overtog. Buddy Waleski, der var far til Trevor, viste sig uden nogensinde at blive afsløret at være pædofil, og han forulempede både Leigh og Callie på det groveste, inden han forsvandt sporløst. Pludselig går det op for Leigh, hvorfor Andrew har valgt hende, for måske har han hele tiden vidst, hvad der skete to årtier tidligere, og hvorfor Leigh gjorde sig usynlig, mens Callie gik i hundene som junkie. Andrew Tenant er desuden mistænkt for at stå bag flere andre kvinders forsvinden, så han er løsladt, men forsynet med fodlænke, da man frygter, at han er seriemorder. Leigh frygter med rette, at Andrew/Trevor har en djævelsk plan, og det bringer de to søstre sammen igen, efter at de i mange år ikke har haft kontakt med hinanden. Også Leighs fraskilte ægtemand Walter og datteren Maddy risikerer at blive brikker i denne uhyggelige historie, som finder sted, mens covid-pandemien hærger landet. Der sker så ufatteligt meget i Det falske vidne, at man ikke kan lægge den fra sig, før man når frem til klimax. Handlingen veksler mellem fortid og nutid, og Karin Slaughter har aldrig været bedre. Det er én af de thrillere, man sent vil glemme.

Karin Slaughter: Det falske vidne. Oversat af Henrik Enemark Sørensen. 526 sider. HarperCollins

******   

Hvordan kvinder slipper af med mænd før og nu

Nella Clavinger, der er én af hovedpersonerne i Sarah Penners Giftmagersken, har arvet et apotek fra sin mor. Apoteket ligger i en lille gyde i London, og Nella, der engang var en respekteret helbreder, har nu som en sidegesjæft specialiseret sig i at sælge godt kamuflerede gifte til kvinder, der ikke står tilbage fra mord, når det gælder om at slippe af med mænd eller andre, der har ødelagt deres liv. En dag bliver hun opsøgt af den 12-årige tjenestepige Eliza Fanning, der er blevet sendt hen til Nella af sin frue mrs. Amwell, der synes, at hendes mand er blevet lidt for interesseret i deres unge stuepige. Nella noterede den dag i sin protokol, at hun havde udleveret et æg præparat til ms. Eliza Fanning. Da Eliza næste dag overværer, hvordan mr. Amwell ved morgenmaden får krampe og til sidst kaster op efter at have spist sine æg, og dør mens en læge er til stede, føler Eliza at hun hjemsøges af mr. Amwells ånd, og hun begynder at bløde, hvorefter hun igen opsøger Nella for at få en helbredende mikstur. Det bliver begyndelsen på Elizas tid som en slags elev på Nellas apotek. Sideløbende med disse begivenheder, som finder sted i 1791 møder læserne også Caroline Parcewell, der bor i USA her i 2021 med sin mand, om som inden sit ægteskab havde en drøm om at blive historiker. Ægteparret Parcewell har planlagt en rejse til England for at fejre deres 10 års bryllupsdag, men da Caroline kort inden afrejsen opdager sin mands utroskab, rejser hun alene til London, hvor hun dog senere opsøges af den angrende ægtemand. På en såkaldt mudlarking på Themsens mudderbund finder Caroline en gammel apotekerflaske, hvor der er ridset et billede af en bjørn. Gennem en medarbejder på Britisk Museums bibliotek, finder Caroline ud af, at flasken antagelig stammer fra et apotek i en lille gyde ved navn Bear Alley, som var rammen om en række uopklarede mord over 200 år tidligere. Resten af Giftmagersken krydsklipper mellem Carolines nutidige historie og hvordan Nella og Elizas virke udviklede sig. Der sker så mange dramatiske hændelser undervejs, at det ville være synd at røbe dem her, men der er flere, som må lade livet, inden man når til vejs ende. Bogen slutter med en række opskrifter på både helbredende balsam og mikstur samt de mere uhyggelige opskrifter fra Nella Clavingers giftapotek. Plottet er godt fundet på, Giftmagersken er velskrevet, og det er en fornøjelse at være på sightseeing i både det nye og det gamle London.

Sarah Penner: Giftmagersken. Oversat af Lene Skovfoged Haagh. 365 sider. HarperCollins

****

Effektiv og velskrevet debutkrimi

Det irriterer mig, at jeg både på forsiden og i bagsideteksten af Birgitte Wulffs Tårnspringeren får at vide, at det er første bog i serien om journalist Anne Velin. Specielt da Anne i den forrygende spændende afslutning er i yderste livsfare. Nu ved læserne jo allerede, at hun ikke vil miste livet her, da både forfatteren og forlaget skal bruge hende i de følgende bind. Men selve handlingen er såmænd fin nok. Det begynder med et fint kapitel, der handler om, hvordan DR i Aarhus skal gennem en større fyringsrunde, hvor flere hundrede medarbejdere skal fyres. Og her mister Anne det job, hun elsker som dokumentarist på landets førende tv-station. Anne har allerede en plan, hvis hun bliver fyret, nemlig at hun vil købe en hund og leje et sommerhus. Hun er dog ikke enig med sin mand Lars i det med hunden. Skildringen af stemningen op til dagen, hvor de mange afskedigelser skal ske, er fremragende. Man mærker angsten hos alle journalisterne, og Anne bliver kaldt ind til en samtale hos sin chef, hvor hun får fyresedlen. Derefter kontakter hun en gammel ven fra Journalisthøjskolen, der nu er chefredaktør på Fyens Stiftstidende, og han ansætter hende som hjemmearbejdende freelancejournalist. Ydmyget lejer hun et lille fiskerhus ved Svendborgsund, hvor hun flytter ind med den hundehvalp, hun har anskaffet. Ægtemanden Lars er utilfreds med både flytningen og anskaffelsen af hunden, men han bliver boende i Odense, hvor han er læge på Sygehuset. Den første opgave, Anne bliver sat på, drejer sig om at finde ud af, hvad der er blevet af en enlig mor, Mette, som er sporløst forsvundet. Anne er ambitiøs, og det bringer hende i konflikt med det stedlige politi, der er højst utilfredse med, at hun begynder at skrive om Mettes kæreste Karsten. Anne har nemlig fundet ud af, at Karsten tidligere har siddet i fængsel for drab, og i øvrigt har flere voldsdomme. Imens hygger Anne sig sammen med hundehvalpen i fiskerhuset, som normalt er sommerhus for Svendborgs kommunaldirektør og hans hustru. Annes arbejde med at finde frem til sandheden er meget grundigt, og samtidig er hendes ægteskab tæt på at forlise. Spændingen bliver mere og mere intens, og det hele kulminerer i en dramatisk slutning. Det er en effektiv og velskrevet whodunnit, hvor nogle læsere måske på samme måde som jeg gjorde, får en fornemmelse for gådens løsning. Men det er en lovende debut, og jeg vil gerne læse mere om Anne Velin.

Birgitte Wulff: Tårnspringeren. 381 sider. Grønningen 1

***  

Endnu en storslået thriller om atombomberne på Grønland

Det er efterhånden ikke helt få spændingsromaner, der har kredset om det amerikanske B52-fly, der i 1968 styrtede ned i det nordlige Grønland, lastet med atombomber, men uden tegn på nogen nuklear eksplosion. Morten Hesseldahls Mørket under isen handler også omkring eftervirkningerne af dette fatale flystyrt. Fatalt fordi hverken amerikanerne eller danske regeringer nogensinde har indrømmet, at der fandtes atomvåben i Grønland, og fordi man senere måtte udbetale en symbolsk erstatning til de Thule-arbejdere, der stod for den efterfølgende oprydning. I Hesseldahls bog begynder handlingen i København, hvor der sker et par mord, der måske har noget begivenhederne på Grønland at gøre. Den dansk-grønlandske Pipaluk, der har været udsendt som elitesoldat af den danske hær, kommer til at spille en stor rolle, og hun bliver på et tidspunkt anklaget af politiet for at stå bag det ene drab. Hvordan hun vikler sig ud af det og senere vender tilbage til Grønland, handler resten af Mørket under isen om. Blandt andet eksisterer den ene atombombe stadig under isen nær Thule i noget, der har fået navnet Iceworm II, og det er under forsøget med at nå frem dertil, at hele den dramatiske slutning finder sted med så meget action, at Pipaluk næsten overgår Stig Larssons Lisbeth Salander. Og samtidig får læseren et indblik i stormagternes kapløb om at få adgang til den grønlandske undergrund. Hesseldahl beskriver samtidig en spændende valgkamp, hvor et nyt selvstændighedsparti, Nationalt Frihedsparti med den karismatiske Tuperna Olsvig i spidsen er tæt på at vinde over de gamle politikere. Det er lykkedes for den velskrivende Gyldendal-direktør at skrive en rigtig international thriller, som også bør finde læsere udenfor landets grænser.

Morten Hesseldahl: Mørket under isen. 334 sider. Modtryk

*****

Konspirationskrimi med inspiration fra det virkelige liv

Johan Ottosen, der tidligere har fået udgivet ”Stenens tid” og ”Apokalypsens engle”, har nu netop udsendt Antikaos, som er det tredje og afsluttende bind i Mirrin Bank-trilogien. Trods det at forfatteren skriver i sit forord, at det afsluttende bind ikke kan læses selvstændigt, er det nu en sandhed med modifikationer, for Antikaos begynder med et over tre siders resumé af Apokalypsens engle, men selvfølgelig får man mere ud af det 650 sider store tredje bind, hvis man forinden har læst de næsten tusind sider, som de to første bind er på tilsammen. Mirrin Bank, der lægger navn til trilogien, er en global efterretningstjeneste med danske Bodil Holm, der er tidligere CIA-agent, som europæisk direktør. Antikaos begynder, mens den amerikanske udenrigsminister Laura Emily Marshall, der var meget tæt på at blive offer for et attentat i København efter et NATO-møde, stadig er i Danmark, hvor hun opholder sig i Mirrin Banks hovedkvarter Control. I det Hvide Hus er USA's præsident Cahill parat til at bombe Irans ayatollah, der siges at råde over 200 atomsprænghoveder, men efter at have beordret angrebet, ombestemmer Cahill sig i sidste øjeblik for ikke at udløse en altødelæggende 3. Verdenskrig. Imidlertid viser det sig, at det religiøse netværk The Church med den karismatiske leder Damian Louw i spidsen og med millioner af medlemmer verden over er i gang med at infiltrere flere vestlige demokratier, mens medlemmerne, der kalder Louw ”min hersker”, venter på at blive eksternaliseret, når det galaktiske jævndøgn indtræffer, og et rumskib henter medlemmerne fra Jorden til hjemplaneter, der ligger i Sagitarius-armen. Journalisten Kurt Østergaard, der i sin tid fandt den kalendersten, der tæller ned til ragnarok, jagter den afhandling fra Alexander den Store til Aristoteles, som siges at befinde sig i Jerusalem. Trilogien er inspireret af virkelige hændelser som fx Operation Snow White, hvor den nyreligiøse bevægelse Scientology stod for den nok største infiltration af det amerikanske regeringsapparat med efterfølgende retssager mod bl.a. grundlæggeren L. Ron Hubbards kone, mens Ron Hubbard selv gik under jorden og var på flugt indtil sin død i 1986. Man kommer langt omkring i Ottosens trilogi, og det skorter ikke på voldshandlinger, fx bliver både den amerikanske præsident og vicepræsident myrdet, og i det hele taget er Antikaos en konspirationskrimi, som langt overhaler selv den mest udspekulerede James Bond-historie.

Johan Ottosen: Antikaos 654 sider. Bukefalos Publishing

****

Ganske finurlig parodi over en kriminalroman

Jørgen Bodilsens Sommerfugleøen har betegnelsen ”en kriminalroman”, og det er den på en måde også. Forfatteren skriver i bagsideteksten, at det først var ment som en parodi på en kriminalroman, men at det udviklede sig til at blive en kriminalroman, men den kun 119 sider lange tekst virker dog mere som en kriminal-novelle, og som sådan er den ganske vellykket og humoristisk. Det begynder med en kriminel advokat, Finn Clausen, der har en medhjælper, som hedder Egon Olsen, og som er opkaldt efter ham fra Olsen-banden. Han hjælper advokaten med bl.a. at fjerne træer, som står i vejen for en prægtig udsigt over Øresund, og på finurligvis hjælper han også en af advokatens klienter, et konsortium, der vil bygge boliger på et areal, hvor den butsnudede frø, som er fredet, lever. Det ordnes ganske fikst ved at der sættes gedder ud i de små søer, og disse gedder æder frøerne. Ganske som i Olsenbanden-filmene har Clausen mødt Egon Olsen i Horserød under en afsoning for spirituskørsel, og han har efterfølgende engageret ham som en slags vicevært. Imidlertid bliver Olsen også advokatens hustru Simones elsker, og sammen beslutter de at dræbe Clausen. Clausen mente, at han ejede sin hustru Simone. ”Hun skulle kunne begå sig i de bedre kredse, snakke med uden at virke for dum, samt sørge for at der blev leveret noget elegant for de forretningsforbindelser, der kom forbi.” Da Olsen slår advokaten ihjel, har dog ikke taget højde for, at Clausen har en bror, som efterfølgende kommer som arving for at overtage Clausens villa og formue, samtidig med at han degraderer Simone til at agere som stuepige i villaen. Egon Olsen har endnu et drab på samvittigheden, idet han har myrdet en tandlæge, som udførte såkaldte tandrensninger på sine kvindelige patienter, når han efter arbejdstid havde lokket trusserne af dem. Begge drab er så smart udført, at de to politiefterforskere Eva Knold og Jørn Blom ikke umiddelbart fatter mistanke til Egon Olsen. Forskellige tilfældigheder resulterer i, at bogens hovedpersoner havner på den græske ø Petalouda, som er sommerfuglenes ø, sammen med nogle personer, der ferierer på øen. Her møder man det lokale politi, hvor politimesteren Hektor Vafiadis bruger de fleste aftener på i diskretion at forføre kvindelige turister. Det bliver han bebrejdet af den stedlige præst, der antyder at politimesteren har sovet sammen med en kvindelig turist, hvilket får Hektor til at replicere: ”Vi har ikke spildt et sekund med at sove!” Advokatens enke Simone er blevet gift med Nikolas, arving til øens hotel, som hans forældre ejer. Dette hotel er ved at udvikle sig til en udleveringscentral for narkotika, smuglet ind af latinamerikanske karteller, og da det er blevet klart for hotellets ejere, siger de til Simone, at de nok skal holde mund, ”da vi er så gamle, at vi alligevel snart skal træde af på naturens vegne.” Sådan fortsætter livet på Sommerfugleøen med narkotikasmugleri og det lokale turistpoliti, der klarer ærterne på ”græsk maner” – uden for meget papirarbejde. Som det fremgår af det ovennævnte, er der ikke tale om nogen whodunnit – mere blot en lille hyggelig kriminal-novelle med humoristiske indslag. Jørgen Bodilsen må efter min mening gerne næste gang skive en kriminalroman med lidt mere kød på – eller måske lave en samling med kriminal-noveller.

Jørgen Bodilsen: Sommerfugleøen. 119 sider. Kahrius

** 

Vellykket psykologisk thriller med et fint plot

Engelske Paula Hawkins, der fik verdensomspændende succes med bestselleren ”Kvinden i toget”, er ferm til at spinde et plot, og det beviser hun også i sin tredje thriller på dansk, Som en langsom ild. Miriam, der arbejder i en flydende boghandel, Bogbåden, tæt ved den husbåd, hun selv bor på i Regent’s Canal i London. En dag finder hun liget af en ung mand, Daniel Sutherland på nabobåden, hvorfor hun tilkalder politiet. Det viser sig hurtigt, at der er flere, som kan have været Daniels banemand, bl.a. den unge enspænder Laura med det voldsomme temperament, som er blevet set tæt ved kanalen med blod på sit tøj. Men også Daniels moster Carla, der stadig sørger over den søn, hun mistede mange år tidligere, og Carlas succesfulde eksmand, forfatteren Theo Myerson, der bor tæt ved kanalen. Theo har haft en pæn succes med en krimi ”Hende der gik fri”, skrevet under pseudonymet Caroline MacFarlane, en krimi, læseren får små brudstykker af. Miriam havde mødt Theo på Bogbåden, og her havde hun overladt nogle erindringer, hun havde skrevet til ham, så han kunne læse dem med eventuel udgivelse for øje, men disse erindringer havde hun aldrig fået tilbage, og i stedet havde Theo brugt dem som handlingen i ”Hende der gik fri”. Miriams manuskript handlede om, hvordan hun og en veninde blev kidnappet af en mand, og hvordan hun i modsætning til veninden slap fri. To politifolk, en kvinde og en mandlig skaldet opdager, som Laura, da hun bliver afhørt, udelukkende omtaler som Ægget, mener efterhånden at have så mange indicier mod Laura, at hun bliver anholdt. Men så enkel er handlingen naturligvis ikke hos Paula Hawkins, og læseren er hele tiden med til politiets efterforskning, der viser sig ikke at være så ligetil. Som i mange andre psykologiske krimier handler meget om både hævn, bedrag og mord, men samtidig tegner Paula Hawkins nogle fine portrætter af nogle på mange måder ulykkelige kvindeskæbner. Og som læser sidder man hele tiden med det spørgsmål, hvem af disse mange personer er overhovedet i stand til at slå ihjel.

Paula Hawkins: Som en langsom ild. Oversat af Signe Lyng. 367 sider. Gyldendal

****

Fin dansk debutkrimi

Malene Kleins Ved Babylons floder begynder med, at den tidligere PET-ansatte Thomas Storm bliver fundet brutalt myrdet i USA, og mordet er iscenesat på en meget spektakulær måde, hvor liget er placeret, så det ligner Edvard Munchs maleri Skriget. Da Storm var dansk efterretningsmand, bliver der sendt et hold danske efterforskere til USA for at samarbejde med FBI. Maya Winter er en ung smuk politiassistent med speciale i kriminologisk psykologi. Hun er både ambitiøs og rapkæftet, og med det samme bliver hun provokeret af den flotte og karismatiske FBI-agent Jack DeLuca, der ikke har meget fidus til profileringseksperter. Ud over det kæmper Maya med dæmoner fra sin fortid, og rent faktisk var hun millimeter fra at begå selvmord, da hun blev ringet op og sat på opgaven i USA. DeLuca giver ikke meget for den profil, Maya tegner af gerningsmanden, og det bliver ikke bedre, da én fra efterforskningsgruppen myrdes, og denne gang er gerningsstedet også iscenesat som et kendt maleri og ledsaget af et citat fra Bibelen. Samtidig begynder Maya at modtage mystiske sms’er fra et ukendt nummer med taletidskort. Det varer ikke længe, før det står klart, at man er udsat for en udspekuleret seriemorder, specielt også da der sker flere iscenesatte drab. I mellemstående kapitler får man beretningen om, hvordan den lille ø Malaga Island ud for Maines kyst i 1912 fik sin befolkning tvangsforflyttet. Så måske har de iscenesatte drab noget med den fortid at gøre. Det er på mange måder en whodunnit, og den fortættede spænding holder til sidste punktum, men på en måde er det også en kærlighedsroman. Plottet er godt fundet på, og det har på en eller anden måde baggrund i noget, der i virkeligheden fandt sted i 1912. Bag i bogen er der farvebilleder af de malerier, som danner baggrund for iscenesættelserne. Hvis du kender Don McLeans legendariske sang Babylon, gør det ikke noget. Jeg glæder mig til at læse mere af Malene Klein.

Malene Klein: Ved Babylons floder – Fortiden indhenter dig altid. Med farveillustrationer. 488 sider. Lindbak – Lindbak

***

Flot debutkrimi af kvindeligt forfatterpar

Journalist- og forfattermakkerparret Pernille Plaetner og Marianne Rohweder lancerer i deres debutkrimi Hundeungerne Martha Munk, der er omkring 40-årrig politibetjent mellem på den lille politistation i Nykøbing Sjælland. Sammen med sine kolleger Søren Skovlund og Anders Berg og deres overordnede, vicepolitiinspektør Torben Billing, der normalt har sit kontor på politistationen i Holbæk, varetager de opgaverne i det lille lokalsamfund, hvor nogle af de mest tilbagevendende henvendelser kommer fra landliggere i Rørvig, som har fået stjålet deres havetraktorer, hvilket får Skovmose til at filosofere over, om der slet ikke er nogen, der bruger en helt almindelig græsslåmaskine længere. Det hele begynder med, at Torben Billing udsætter Martha for en seksuel krænkelse, hvilket får hende til at give ham et knæ i nosserne, og da hun truer med at gå til deres øverste chef, politiinspektør Hammer, hvilket blot får Billing til at huske hende på, hvor indladende og trængende, hun var til sommerfesten, og at hun måske har én af de dage! Martha bliver så rasende, at hun på stedet siger sit job op. Men før hun når at forlade politistationen, kommer der en meddelelse om en dødfunden narkoman på banegårdens toilet. Martha ved imidlertid, at den døde var på nedtrapning, og da der sker flere mord, mener Martha i modsætning til kollegerne, at der er en sammenhæng mellem den døde narkoman og de andre dødsfald. På trods af at hun har sagt op, har Martha stadig sin gang på politistationen, og her følger hun på afstand med i, hvad der sker i det lille lokalsamfund. På bænken ved Netto samles byens misbrugere, og her taler Martha med Joan, der senere introducerer hende for Nick Berthelsen, der tidligere har været ansat på sygehuset i Holbæk, ikke som læge, men som sygeplejerske, og som nu er hjemmehjælper. Ham forelsker Martha sig i. Hun har tidligere været gift med Simon, som efter at han fandt ud af, at han var til mænd, nu danner par med Henrik. Umiddelbart kan alt det her virke indviklet, men da det går op for Martha, at politiet mistænker Nick for at stå bag mordene, begynder hun sin egen efterforskning. Da Martha på utraditionel vis kommer i besiddelse af nogle gamle fotografier, finder hun ud af, at den døde narkoman var én af dem, der voksede op i en misbrugerfamilie og blev kaldt for hundebørnene. Gennem sin gode veninde, journalisten Tine, kommer Martha i forbindelse med Leon, en gammel klassekammerat til Tine, der er den ukronede konge i rockerklubben Little Devils, og som nu holder til i en nedlagt printpladefabrik. Her er der også en anden virksomhed med lydisolerede lokaler, hvor der foregår lyssky forretninger. Mens Leon taler i telefon, åbner Martha et skab, hvor hun i et plastikchartek finder nogle billeder med hardcore porno, og hvor en lille detalje gør, at hun ved, hvem den maskeklædte person på billedet er. Inden man finder ud af, hvordan det hele hænger sammen, giver de to forfattere et fornemt billede af købstaden i Odsherred, hvor både det bedre borgerskab og byens tabere er en del af den samme historie. Lad Hundeungerne være den første krimi med Martha Munk som hovedperson. Der må gerne følge flere efter.  

Pernille Plaetner og Marianne Rohweder: Hundeungerne. 350 sider. Grønningen 1

**** 

Lovende begyndelse på Kirsten Sonnes karriere som krimiforfatter

Kirsten Sonne Harild, der er kendt for en lang række børne- og ungdomsbøger, er nu aktuel med en krimi, hvor hun kun kalder sig Kirsten Sonne. Den vilde foregår på Bornholm, som forfatteren netop er flyttet tilbage til. Hendes hovedperson er den 41-årige efterforsker Stina Funk, der efter et brudt parforhold har taget imod et vikariat på ferieøen, hvor hun i sin tid er vokset op. Hun kommer derover samtidig med, at Folkemødet er ved at løbe af stablen. Men det, der er det store samtaleemne på øen er et såkaldt rewildingprojekt, hvor en flok bisonokser er blevet sat ud bag en indhegning i Almindingen. Da en mand finder et maltrakteret lig af en person, som er blevet brutalt myrdet, og hvis lig er blevet hakket i stykker af fugle og vilde dyr. Ingen ved, hvem den dræbte er, men trods stor travlhed hos politiet, bliver Stina sammen med et par kolleger sendt ud for at efterforske sagen. Der har været megen debat og ikke mindst fjendtlighed fra lokalbefolkningens side imod projektet, og med Stina som leder af efterforskningen går hendes lille stab bistået af hunde, en retsmediciner og et par eksperter i gang med dels at finde frem til identiteten på den dræbte og på motivet. Til stor frustration for Stina venter retsmedicineren Eva Marie Marcussen, der nu danner par med Stinas tidligere kæreste Martin, barn, og i det hele taget bliver der ribbet op i meget af hovedpersonernes fortid. Imidlertid bliver drabet på den ukendte mand ikke den eneste forbrydelse, der sker med relation til rewildingprojektet i Almindingen. Blandt mange småproblemer skal Stina også have sin elskede hund Marlon passet om dagen, men her træder den nysgerrige journalist Bent Friberg, der engang var kollega til Stinas mor, til. Mellem den fortløbende handling kan man med kursiv læse en beretning fra den, der muligvis står bag de dramatiske hændelser. Mens Folkemødet kører på sidste vers, er der kræfter i gang med at lede en bisonflok ned mod de mange deltagere i Allinge, inden man når frem til den spændende finale. Kirsten Sonne skriver flot, og til tider lader hun de indfødte snakke bornholmsk. Samtidig lader hun ikke det private overskygge selve plottet, men måske er der et par personer, som dukker lovligt sent op i handlingen. Man mærker, at Kirsten Sonne, der netop er flyttet tilbage til Bornholm, hvor hun er født og opvokset, kender øen ned til mindste detalje, og Den vilde, som virkelig er en whodunnit, bør være hendes start på en karriere som krimiforfatter.

Kirsten Sonne: Den vilde. 389 sider. Alhambra

****

Karin Fossums nye mesterværk

Norske Karin Fossum, der af flere bliver betegnet som Skandinaviens absolutte krimidronning, sender i Bag dem synger døden endnu en gang sin efterforsker Konrad Sejer på banen. Den sympatiske næsten to meter høje politimand får denne gang to mord på unge mennesker at efterforske. Den sekstenårige Gritt Zeeland bliver fundet død tæt ved en skovsti, hvor hun ligger med sine trusser trekket ned om fødderne, og et par dage efter bliver en jævnaldrende dreng tævet ihjel på den mest bestialske vis. Befolkningen frygter trods de to forskellige fremgangsmåder, at en seriemorder er på spil, men har de to drab overhovedet noget med hinanden at gøre. Sideløbende med politiets forsøg på at opklare sagerne, møder man en ung overvægtig mand, Markus Holden, der i sin barndom er blevet mobbet og kaldt ”Hamsterkind”. Han bærer seje pilotbriller, der måske skal fjerne fokus fra hans dobbelthager. Han higer efter kærlighed, og da han møder den nogenlunde jævnaldrende Ellef Hanza, der meget forvirrende for danske læsere bliver kaldt Ellemann, bliver han meget betaget af ham, og indleder en flirt, der desværre ender med, at Ellef stjæler Markus’ tegnebog. Man føler virkelig med den stakkels Markus, da han turer rundt i byen i forsøget på at finde Ellef. I et par mellemliggende afsnit hører man om Ellef, der er en fremragende amatørtegner, og hvordan hans mor bliver forfærdet, da hun på hans værelse finder en tegning af den myrdede Gritt, en tegning han senere sender anonymt til politiet. Politiet har dog flere i søgelyset som Gritts morder, men det får man selvfølgelig først svaret på til allersidst. Efter en henvendelse fra den myrdede drengs mor, kommer Markus i politiets søgelys som den, der muligvis står bag mordet på den unge mand, og han er til flere afhøringer hos Konrad Sejer. Fossums roman er så velkomponeret, fordi hun foruden selve plottet er i stand til at skildre den enorme ensomhed, som Markus færdes rundt i, og den angst som Ellefs mor går rundt med i den frygt for, at det er hendes søn, som har myrdet Gritt. Endelig har Ida Jessen leveret en helt fremragende oversættelse. Bag dem synger døden er tæt på at være årets absolut bedste spændingsroman.  

Karin Fossum: Bag dem synger døden. Oversat af Ida Jessen. 381 sider. Gyldendal

******

 

 

Oxen er tilbage i topform

Så har mesterforfatteren Jens Henrik Jensen endnu en gang sendt den tidligere jægersoldat Oxen på banen. Det gør han i Gladiator, som er femte bind i Oxen-serien. Da PETs operative chef Ove Worre beder Niels Oxen om at assistere sin gamle makker Margrethe Franck i en vanskelig helt mørkelagt sag, hvor en snigskytte, der to steder i landet har myrdet en række veteraner, der opholdt sig i såkaldte shelterlejre. Men nogenlunde samtidig finder man også en dræbt tidligere jægersoldat i vandet ved Tuse Næs på Vestsjælland. Om sagerne har noget med hinanden at gøre står hen i det uvisse, men der er visse sammenfald i relationerne mellem de dræbte veteraner, og det bliver ikke mindre mystisk, da en ung kvindelig betjent bliver ved med at dukke op på gerningsstederne. Oxen, der er den højest dekorerede dansker, kommer på sit livs vanskeligste opgave, og han må trække på sine gamle forbindelser til flere andre landes efterretningstjenester, og bl.a. kan den israelske Aaron Goldschmidt fra Mossad fortælle Oxen, at Iran har ikke mindre end 16 forskellige efterretningstjenester. Under jagten på sandheden bliver Oxen slået ned og taget til fange, og i sit fangenskab bliver han udnyttet som Oxen The Warlord i drabelige gladiatorkampe på liv og død, hvor alle kneb gælder. Kampene foregår i en kælder, hvor et festklædt publikum iført masker forestillende vilde dyr har betalt kostbare indgangsbilletter med spiritus ad libitum og gratis ludere en inkluderet. Alt bliver gennem politiet og PET mobiliseret i forsøget på at finde Oxen. Der er hæsblæsende spænding indtil sidste punktum. Der er fine beskrivelser af både Vejle Ådal, hvor Jensen har placeret den ene af shelterpladserne, og også skildringen ag behandlingshjemmet Teglgården, som Jensen har placeret på det for årtier siden nedlagte Knabstrup Teglværk, og desuden har forfatteren brugt episoder fra det virkelige liv som fx Ringsted-sagen, hvor fremmede magters interne opgør og spionagevirksomhed satte Vestsjællands trafik i stå i nogle døgn, og også det store våbentyveri fra Antvorskovs Kaserne i 2009 er med til at levere våben til bogens handling. Selv Nina Portland fra en an Jens Henrik Jensens tidligere trilogier har en lille birolle i handlingen. Samtidig med at man kan nyde den nye Oxen-krimi Gladiator meddeler hans forlag, at de tre første bind om Niels Oxen, Danehof-serien bliver filmatiseret som en tv-serie. Blot må man håbe, at det bliver mere vellykket end filmatiseringen af Anna Grues Dan Sommerdahl-krimier.

Jens Henrik Jensen: Oxen. Gladiator. 502 sider. Politikens Forlag

*****    

Fanny Fiske er tilbage

De terminale kvinders klub er Susanne Stauns syvende bind med profileringseksperten Fanny Fiske som hovedperson. Da en mand bliver fundet myrdet i sin lejlighed, hanvender kriminalkommissær Sam Berkowic sig til den legendariske adfærdspsykolog Fanny Fiske, der som ekspert i profilering af serie-forbrydere tidligere har assisteret politiet. Men Fanny, der som hun selv siger, nu er en gammel om end dybsexet nymfe, har mere eller mindre overdraget sit liv til Netflix samt hjælper for dem, der ikke kan finde vej. Men mod dobbelt honorar accepterer hun Berkowics anmodning om hjælp, da det mord, det drejer sig om, efterfølges af flere mærkelige mord, hvor døde mænd bliver fundet kvalt af afskårne penisser. Og snart ser Fanny et mønster, der minder om det, hun kender fra De terminale kvinders klub, en slags hemmelig selvtægtsklub, hvor kvinder, som ikke har noget at miste på grund af deres kræftdiagnose, forsøger at slå til, der hvor politi og domstole har svigtet. Samtidig med at hun mobiliserer sit netværk, får hun besked på at forlade landet, da hun er blevet lokkedue for et morderisk foretagende. Og i resten af bogen fortæller hun om sin nye tilværelse sydpå og om hendes opgør med gamle fjender, og det hele sker i skyggen af den pandemi, som hærger overalt i verden. Foruden plot og spænding i Susanne Stauns krimier, og udover at hun skriver guddommeligt, glædes man også over hendes bramfrie humor. Fanny Fiskes seksuelle appetit er stor, og hvilken anden krimiheltinde kan ellers finde på at sige til en lækker mand, hun ikke kender: ”Skal vi knalde?” og så bagefter gøre det i virkeligheden? Men det kan Fanny Fiske, og i et helt ubetaleligt morsomt kapitel beskriver hun, hvordan hun og en tidligere elsker efter en middag sammen spadserer hen imod hans bil. Manden taler så meget og så højt, at hun tænker, at hun godt ubemærket kan liste en lille fjært løs, hvorpå hun lader en prut springe, der er så på påtrængende, at hun til sin gru mærker, at hun har skidt i bukserne. Hvordan hun slipper ud af den pinlige situation, er ikke mindre fornøjelig. En anden dag banker en af hendes medsammensvorne, der er gennemblødt af regn på Fannys gadedør, og råber ind ad brevsprækken: ”Luk mig ind – hvor er jeg våd”, hvortil Fanny svarer: ”Det sagde hun også i går”, og tilføjer til læseren: ”Lidt bodega har vi vel alle i kroppen.” Og sådan kan man blive ved. I det hele taget er Susanne Staun en forfatter, der ikke ligner andre – men hvor er hendes krimier dog pragtfulde. Læs hende!

Susanne Staun: De terminale kvinders klub. 264 sider. People’s Press

******

 

Fremragende krimi om kærlighed, evigt venskab og ubrydelige løfter

Bogen udkommer den 24. august

Mørkebror af finske ArtuuTuominen er en meget utraditionel krimi, hvor bogens hovedpersoner befinder sig på hver sin side af loven. Handlingen foregår i nærheden af den lille by Pori på den finske vestkyst ud til Den Botniske Bugt i Østersøen. Under en fest, der har udviklet sig til noget af et drikkegilde, bliver en mand knivdræbt, men da politiet ankommer, er de fleste af festens deltagere så fulde, at deres vidneudsagn ikke er meget værd. Dog var der én, der umiddelbart efter drabet forsvandt ud i skoven, men han blev hurtigt fanget, og da han var indsyltet i blod, var han en oplagt mistænkt, men mordvåbnet var han ikke i besiddelse af. Vicepolitikommissær Jari Paloviita, der vikarierer for chefen for efterforskningsafdelingen Juhani Heinonen, som er på orlov, bliver leder af efterforskningen, og han får hjælp af politiassistent Henrik Oksman (kaldet Oksen) og dennes makker Linda Toivonen. Den mand, Antti Johannes Mielonen, som hurtigt blev anholdt kommer i forhør, mistænkt for at have myrdet den jævnaldrende Rami Nieminen, men han påstår, at han var så beruset, at han intet kan huske. Da man ikke har mordvåbnet, er der ikke nok materiale til at indlede en retssag mod Mielonen, og der bliver sat en større eftersøgning i gang for at finde kniven, som til sidst bliver fundet. Oksman, der i sin tid har været makker med Paloviita, begynder at få en mistanke om, at hans overordnede Jari Paloviita kender mere til Antti Mielonen, end han vil være ved, og han opsøger Jaris gamle klasselærer Pentri Riiho, der viser ham et klassebillede af 6.B fra Käppärä Grundskole 1990-1991. På dette billede kan man både genkende Jari samt Antii og Rami, som Antii nu er anklaget for at have slået ihjel. Oksman bebrejder Paloviita, at han ikke har nævnt dette tidligere, men Jari Paloviita mener ikke, at det skulle have betydning for opklaringen af drabet, men så begynder der at forsvinde bevismateriale. I kapitler, der dukker op mellem den fortløbende handling, er man tilbage i 1991, hvor den dengang 13-årige Rami sammen med et par kammerater forulempede drengene i sin klasse, bl.a. de to bedstevenner Antti og Jari. I disse kapitler får man disse tre drenges baggrund, Antti, hvis far tyranniserede sin hustru og endte med at blive slået ihjel, og Jari der voksede op med en udviklingshæmmet lillesøster Tiina, der som otteårig omkom på grusomste vis, noget der siden har været et mareridt for storebror, som skulle have passet på hende. Man lærer også Paloviitas kolleger at kende, Linda, der drikker lidt for meget og Oksman, der lever et asketisk eneboerliv, og som er afhængig af de særeste rutiner. På mange måder er det meget andet end en krimi, det er også en roman om kærlighed og ikke mindst venskab og ubrydelige løfter. Hvordan det hele ender, skal man læse sig til, men når forlaget fortæller, at det er første bind i Floddelta-serien, glæder jeg mig allerede til at læse de næste bind. Mørkebror, der blev kåret som årets bedste finske roman, er samtidig én af årets absolut bedste nordiske krimier. Tilbage er kun at sige: Læs den!

Arttu Tuominen: Mørkebror. Oversat af Siri Nordborg Møller. 381 sider. Modtryk

******    

Thriller hvor ofrene bliver medskyldige

Idéen med en mor, der bliver den ufrivillige deltager i en forbrydelse, er sådan set ganske god. For plottet i Adrian McKintys thriller Kæden er en videreudvikling af det gode gamle kædebrevsfænomen. Da den fraskilte Rachel O’Neill, der netop er nogenlunde kommet sig af en kræftsygdom, får sin 13-årige datter, Kylie kidnappet, bliver hun ringet op og får dels besked på at indbetale en løsesum i bitcoins, men hun bliver samtidig pålagt, at hun skal bortføre et andet barn, hvis forældre skal igennem den samme procedure med at indbetale en løsesum og videregive opgaven til endnu en, der har fået kidnappet sit barn. Følger man ikke den ordre, eller går man til politiet, vil ens barn blive slået ihjel. Kæden, der har eksisteret i nogen tid, er så hemmelig, at der skal anskaffes mobiltelefoner med taletidskort, så de implicerede ikke kan spores. Man følger Rachels besvær med at skaffe penge til bortførerne og ikke mindst besværet med at medvirke til endnu en kidnapning og så fremdeles. Hele det moralske dilemma i at medvirke til disse forbrydelser og frygten for, hvad der vil ske med datteren, er godt skildret. Og spændingen bliver mere og mere intens, samtidig med at rækken af kidnapninger fortsætter, og da Rachel endelig har fået sin datter løsladt, er mareridtet endnu ikke forbi, for hvis der fortsat er noget, der kikser, vil Kylie også blive slået ihjel. Sammen med sin fraskilte mands bror, går Rachel i gang med at finde frem til hjernerne bag kæden, og det hele ender i et voldsorgie, hvor mange liv går tabt. Kæden er som sagt godt fundet på, men der er efter min mening alt for meget tjubang i handlingen, men man er dog ganske godt underholdt undervejs.

Adrian McKinty: Kæden. Oversat af Lisbet Kjær Johansen. 381 sider. Hr. Ferdinand

***

Psykologisk thriller med rødder i den græske mytologi

Efter mange Oxford-krimier fra andre forfattere foregår Alex Michaelides’ nye krimi Jomfruerne i Cambridge, hvPlottet  or gruppeterapeuten Mariana Andros kommer på besøg for at besøge sin niece Zoe, som hun og hendes afdøde mand Sebastian i sin tid havde taget sig af og er værge for, siden Zoe mistede sine forældre i en ulykke. Grunden til at Zoe har ringet efter Mariana er, at Zoes bedste veninde Tara er blevet myrdet. Undervejs til Cambridge møder Mariana i toget den charmerende Fred, der lægger an på hende, men hun er ikke parat til en ny mand ovenpå sorgen efter at have mistet Sebastian, der druknede på Naxos. Den myrdede Tara var én af de unge kvinder, kaldet Jomfruerne, der blev undervist af den karismatiske professor Edward Fosca, og kort efter sin ankomst til Cambridge, hvor Mariana som ung studerede og her mødte sin elskede Sebastian, er Mariana overbevist om, at det er professoren, der har myrdet Tara og de andre unge kvinder, der senere myrdes. Foscas undervisning handler om græsk tragedie, og mytologien med hævn, død og blodskyld hos Euripides. I auditoriet fortæller den forføriske Fosca om dødsgudinden Persefone, der var frugtbarhedens datter, og som Hades, bortførte til underverdenen. Det, der kunne ligne en klassisk menneskeofring, kaster naturligvis mistanken hen på Fosca, især da der ved hvert drab dukker postkort frem med græske citater, som nogen har sendt til den myrdede. Mariana finder under et besøg hos professoren en udgave af ”Euripides’ samlede værker” hvor den tekst fra en scene i ”Ifigenia i Aulis”, som stod på et postkort til den myrdede Veronica, er understreget. Undervejs retter kriminalinspektør Sangha, der frabeder sig, at Mariana blander sig i hans efterforskning, sin mistanke mod andre, fx Taras kæreste Conrad Ellis. Men Mariana er heller ikke helt tryg ved bl.a. chefportneren mr.Morris, der har gang i noget fordækt. Mellem den fortløbende historie er der kapitler sat med en anden typografi, der tydeligt er skrevet af morderen, og inden den spændende afslutning får læseren en forklaring på, hvor denne tekst stammer fra. Jeg synes, at plottet i Jomfruerne er virkelig godt fundet på, og som det var tilfældet i ”Den tavse patient”, er det endnu en gang lykkedes for Alex Michaelides at konstruere en thriller, som er svær at lægge fra sig.

Alex Michaelides: Jomfruerne. Oversat af Nanna Lund. 392 sider. Hr. Ferdinand

*****

Dansk debutkrimi af internationalt tilsnit

Walther Rebernik er et nyt og indtil nu ubeskrevet navn på den danske krimiscene. Hans debutroman Jæger foregår over en periode på cirka halvanden måned, hvor København rammes af en række likvideringer i det kriminelle miljø. Det begynder med en nævningesag i Københavns Byret, hvor den serbiske forretningsmand Dragan Igor Radic er anklaget for at have importeret våben til en værdi af over en million kroner. Siden politiets beslaglæggelse af de mange våben, har Radic siddet varetægtsfængslet, og i retten forsøger chefanklageren Patrick Nordstad at overbevise nævningene om Radics skyld, mens det lykkedes for forsvareren Bjørn Spanning at få Radic frikendt. Godt nok er nævningene enige om Radics skyld, men de juridiske dommere har den modsatte mening, og Radic kan forlade retten som en fri mand. En time senere mødes Radic og Nordstad på Byrettens toilet, hvor Radic fraråder at dommen ankes, og under et efterfølgende slagsmål lykkes det for Nordstad at tæske Radics næseben op i hjernen på ham, og da ingen har set Nordstad siden, kontakter rigspolitichef Birte Hornlund, kaldet vindheksen eller kontrolkællingen, politikommissær Lene Jespersen, der imidlertid er på barselsorlov. Lene anbefaler, at hendes bedste veninde specialkonsulenten Hannah Bengtson bliver sat på opgaven, og Hannah kører til den lille østsvenske by Arkelstorp, hvor Nordstad har sit sommerhus. Hannah ser denne sag som sin helt store chance for permanent at blive tilknyttet politiet, og hun får virkelig brug for sin mangeårige interesse for karate. Meget mere vil det være synd at afsløre her, men i denne uhyre velskrevne debut lykkes det for Walther Rebernik at skildre både en magtkamp i Københavns underverden, en bandekonflikt og et kriminelt netværk, der har rødder langt ud over Danmarks grænser. Alene afsløringen af Patrick Nordstads dystre og meget overraskende forhistorie, er blot en af de mange overraskelser, man møder undervejs. Med Walther Rebernik, der er advokat og medejer af et stort advokatfirma, har Danmark virkelig fået en krimiforfatter af internationalt format, som det bliver spændende at følge fremover. Jæger er en førsteklasses pageturner!

Walther Rebernik: Jæger. 361 sider. People’sPress

****

Nyt krimimakkerpar med hæsblæsende Fyn-noir

I Opløst, som er en Fyn-noir, har Sara Blædel allieret sig med Mads Peder Nordbo, der tidligere har gjort sig bemærket med en arctic noir-trilogi. Hos Afdelingen for Reaktiv Efterforskning under Fyns Politi i Odense bliver vicepolitiinspektøren Liam Stark opsøgt af sin bekendt Claus fra den lille landsby Tommerup, hvis hustru Charlotte er sporløst forsvundet. Men Stark og hans kolleger politikommissær Pia Torp og deres præmieperker Nassrin forklarer Claus, at når Charlotte kun har været væk i få timer, er det for tidligt at indlede en efterforskningssag. Da Charlotte stadig ikke er dukket op næste dag, står det klart, at der muligvis kan være tale om en forbrydelse – specielt da der i de følgende dage er flere, som forsvinder, og i hvert tilfælde finder politiet en seddel med et citat fra koranen – en række citater, der nogenlunde svarer til De Ti Bud. Er der tale om enten terror, eller er det en religiøs galning, som er på spil. Mens den lille by lever i frygt, lykkes det endelig for efterforskerne i et kapløb med tiden at frem til et spil, hvor bortførte holdes fanget et sted, hvor der måske venter dem en pinefuld død. Spændingen bliver mere og mere intens, mens politiet afventer, hvem der vil blive den næste, som forsvinder. De to forfattere klæder virkelig hinanden, og efter denne pageturner med et fint plot, kan man kun glæde sig til næste udspil fra dette velskrivende makkerpar. Opløst er en af årets bedste danske spændingsromaner.

Sara Blædel og Mads Peder Nordbo: Opløst. 330 sider. Politikens Forlag

****

Spænding fra først til sidst med fremragende personskildringer og fornemt billede af en æra

David Baldaccis En hæderlig mand foregår i 1949, hvor krigsveteranen Aloysius Archer netop er blevet prøveløsladt efter en fængselsstraf for en forbrydelse, han ikke havde begået. Han rejser til Poca City, hvor han flytter ind på Derby Hotel. På byens rådhus er han indkaldt til et møde med sin tilsynsværge, den smukke Ernestine Crabtree, der udstyrer ham med en lang liste med regler for prøveløsladte, hvilket bl.a. indebærer et forbud mod at drikke alkohol og et påbud om ikke at gå på bar og om at holde sig fra letlevende kvinder. Ikke destomindre går Archer ind på baren ”Kattens skrål” for at fejre sin løsladelse, og her møder han byens største forretningsmand Hank Pittleman, der sidder i baren sammen med sin elskerinde Jackie Tuttle. Pittleman engagerer Archer til at inddrive et lån på fem tusinde dollars fra Lucas Tuttle, der er far til Jackie. Tuttle har stillet sin mørkegrønne Cadillac sedan årgang 1947 som sikkerhed, så hvis ikke Archer får pengene, skal han komme tilbage med Tuttles Cadillac. Pittleman udstyrer Archer med et forskud, men opgaven med inddrivelsen af lånet er ikke så ligetil. Pittleman, som ejer halvdelen af Poca City inklusive Hotel Derby, hvor han selv har et værelse, har desuden købt et hus og en bil til sin elskerinde, mens han selv bor i en paladslignende bygning sammen med sin hustru Marjorie. Lucas Tuttle er meget utilfreds med, at hans datter er flyttet hjemmefra, og han siger til Archer, at han ikke har tænkt sig at betale sin gæld tilbage, før Jackie er flyttet tilbage til ham. Da Archer senere møder den smækre Jackie i lobbyen på Derby Hotel, ender de i sengen på hans værelse. Næste morgen er Jackie væk, og da Archer ser efter hende på Hank Pittlemans værelse, er det eneste han finder liget af Pittleman, som er blevet myrdet. Efter at det lokale politi har undersøgt dødsfaldet, kommer kriminalkommissær Irving Shaw fra delstatspolitiet på banen, og han fatter straks mistanke til den tidligere straffefange Archer. Snart er Archer bag tremmer igen, men det lykkes for ham at blive løsladt mod kaution, og nu går han sammen med Shaw for at finde frem til hvem, der myrdede Pittleman. Den flotte og charmerende Archer er en rigtig damernes mand, og han henter undervejs hjælp hos både Ernestine Crabbtree og hos Jackie Tuttle.  Gang på gang føler man som læser, at nu har man styr på det hele, men så sker der ting, som vender op og ned på det hele. David Baldacci har spundet et fremragende plot, og både personskildringen og portrættet af den æra, historien finder sted i, er fængende og storslået. Man er godt underholdt fra først til sidst, og jeg vil glæde mig til at læse mere om Aloysius Archer, hvad bagsideteksten stiller i udsigt.

David Baldacci: En hæderlig mand. Oversat af Line Beck Rasmussen. 459 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

 

Overbevisende debutkrimi fra Bashar al-Assads rædselsregime

Hovedpersonen Sigrid Melin i Iben Albinus’ spændingsroman Damaskus i 2011 møder sin gamle studiekammerat Magnus, der er ansat i en stor svensk it-koncern, får hun tilbudt et job til at sikre firmaet NorComs sociale ansvarlighed i forbindelse med udrulningen af mobilnettet i Syrien. Udstationeringen i Syrien kommer meget belejligt, da Sigrid må forlade sit job i Amnesty International op ovenpå en optræden i tv2, hvor hun uden at kunne dokumentere det har hængt en dansk tøjkoncern ud for at benytte mindreårige børn til sin produktion af billige t-shirts. Efter at have efterladt mand og barn hjemme i Danmark, tager Sigrid til Damaskus, hvor hun bliver genforenet med sin syriske ungdomsveninde Reem, som hun studerede sammen med i København, indtil en dramatisk begivenhed skilte deres veje. Reem er leder af et sikkerhedsfirma, der har tætte bånd til diktatoren Bashar al-Assads regering. Det arabiske forår spirer i de arabiske lande, og der er daglige demonstrationer i Damaskus, som Assads regime forsøger at slå ned med brutale midler. Telegiganten, som Sigrid er markedsføringskonsulent for, skal opstille 30 sendemaster, kommer til at spille en central rolle, da masterne vil kunne benyttes af begge parter i konflikten. Dels vil demonstranterne kunne lægge mobilbilleder på nettet, og styret vil kunne overvåge mistænkelige personer og desuden tænde og slukke for masterne efter forgodtbefindende. På et tidspunkt opdager Sigrid, at Assads egne snigskytter nedskyder syriske soldater for yderligere at optrappe de ellers fredelige demonstrationer, så det giver en ophidset hær anledning til at skyde på demonstranterne og sende mange til landets uhyggelige torturkældre. Inden afrejsen til Damaskus er Sigrid af gennem én af familiens bekendte blevet bedt om at hjælpe det danske forsvars efterretningstjeneste med at rekruttere Syriens indenrigsminister, hvilket hun ikke har held med. Reem, der er datter af en syrisk diplomat, nyder regeringens beskyttelse, og hendes ugentlige møder med netop indenrigsministeren sker altid, mens de spiller skak. I det hele taget står det efterhånden uklart for Sigrid, hvem der er ven, og hvem der er fjende, og ustandselig ændrer alt sig, og det man troede var sandheden viser sig gang på gang at være noget helt andet. Plottet er så fint skruet sammen, at det er umuligt at røbe mere her, men Iben Albinus har nok skrevet én af mange års bedste debutkrimier. Og at det drejer sig om ét af verdens pt mest modbydelige diktaturer med Bashar al-Assad som kransekagefigur, gør ikke historien mindre aktuel, til trods for at handlingen udspiller sig for nogle år siden, for det er stadig det sted, som den danske regering har planer om at sende flygtninge tilbage til. Så – læs Damaskus – det er en pageturner, som er umulig at lægge fra sig, før sidste punktum er nået.     

Iben Albinus: Damaskus. 496 sider. Politikens Forlag

*****

Fantastisk debutthriller, der kommer helt ind bag facaden på hovedpersonerne

Anna, der er gift med Magnus, og Johan, som er ved at blive skilt fra Märta, mødes på et hotel, som de har gjort i en periode, hvor de har haft et erotisk forhold. Anna har besluttet sig for at afslutte sin affære med Johan for at koncentrere sig om sin familie og specielt sine to børn. Sådan begynder svenske Klas Ekmans De kompetente. Johan er fortvivlet, da han virkelig elsker Anna, men på vejen hjem kommer Anna og Johan op at skændes, og Anna kyler sin telefon i hovedet på Johan, hvilket resulterer i, at han mister herredømmet over bilen, og der lyder et højt bump. De har ramt ét eller andet, og da de går tilbage i vejkanten, ser de, at de har ramt en kvinde, som er blevet dræbt på stedet. I stedet for at ringe til politiet, slæber de den døde kvinde ind i skoven, hvor de skjuler hendes lig. Johan forsøger at forklare Märta, at han har påkørt et dyr, og da han frygter, at politiet skal finde frem til ham, lader han sin bil, som er af ældre model, skrotte. Nu begynder både Anna og Johan at frygte, at politiet skal finde frem til dem, men det lader ikke til, at der er nogen, som savner den døde kvinde. Da Anna opdager, at hun har tabt sin vielsesring, kører hun ud til det sted, hvor de efterlod den døde kvinde, men uden at finde sin ring. Imidlertid er der en mand, der undrer sig over, hvad Anna skal inde i skoven, men hun forklarer, at hun skulle ind for at tisse. Men da manden bagefter går ind i skoven, finder han liget af kvinden, og nu forsøger han at finde frem til kvinden. Imens har en nørdet nabo til Johan undret sig over, hvorfor han har sendt sin bil til skrot, efter at han har pudset den natten inden. Nu frygter både Anna og Johan for, at de skal blive opdaget, og de mødes et par gange for at aftale, hvordan de skal tackle situationen. Johan har svært ved at koncentrere sig om sit job, og det går helt galt, da han forsømmer et vigtigt møde ved at forklare sin chef, at hans mor er død. Løgnen bliver opdaget, da Johans mor ringer til hans arbejdsplads for at tale med ham, og Johan bliver fyret fra sit job. Nu begynder den nørdede nabo presse penge af Johan, mens Anna frygter så meget, at vidnet fra landevejen skal finde frem til hende, at hun går til frisøren for at få en helt ny frisure. Alt begynder at gå skævt. Märta flytter fra Johan og tager hovedparten af deres indbo med sig, mens Johan forsøger at få solgt huset og finde sig en lille lejlighed. Det går også helt galt mellem Anna og Magnus, da han finder ud af, at Anna har haft en affære, og inden han forlader hende, bliver hun gennempryglet af ham, mens børnene forskrækket ser til. Mere vil det være synd at røbe her, men det er lykkedes fornemt for debutanten Klas Ekman at skildre den frygtelige bondeanger, som Anna og Johan gennemlever, samtidig med at de frygter, at lovens lange arm vil ramme dem. Sjældent har jeg læst en krimi, som på så suveræn vis kommer helt ind bag facaden på et par, der har truffet en så skæbnesvanger beslutning, at to familier bliver totalt smadret. Den er næsten umulig at lægge fra sig, og slutningen er overraskende.

Klas Ekman: De kompetente. Oversat af Louise Urth Olsen. 396 sider. Modtryk

******

Endnu et mesterværk fra Danmarks nok bedste krimiforfatter

Med Manden i huset har Susanne Staun skrevet sit første bind i en serie om små og store forbrydelser i provinsen. Ditte og hendes mor Lise har adskillige gange gået ture med hunden Vaks, hvor de har lagt mærke til et skummelt hus, som de synes virker uhyggeligt. Moren har googlet sig frem til, at huset ejes af en Bjarne Willers, der foruden fem ejendomsselskaber samt Mirakel-Fitness ApS, der muligvis er et hvidvaskningsselskab, da det fx ikke findes i Krak. Med sit aflange anneks var Ditte sikker på, at der var noget overnaturligt på spil i det hus. Ikke desto mindre bliver Ditte inviteret til fest i huset sammen med sin veninde Tina. Da Ditte ikke kommer hjem fra festen til lovet tid, begynder Lise at undersøge, hvor hendes datter er blevet af. Hun får at vide, at Ditte forlod festen tidligere end Tina, men hverken Tina eller de andre festdeltagere har set noget til hende siden. Da Lise henvender sig til politiet for at få efterlyst sin datter, får hun bare at vide, at datteren nok bare er gået hjemmefra, og politiet gør intet for at efterlyse hende. Da Lise henvender sig til ejeren af huset, bliver hun den mest ubehagelige måde afvist, og så må man ellers læse sig til, hvad der så er sket. I sin jagt på Ditte bliver Lise ført tilbage til en grufuld oplevelse i hendes egen fortid. Mere skal ikke røbes her, men det er lykkedes for Susanne Staun at skildre de forfærdelige tanker, der rumsterer i hovedet på Lise, da hverken politi eller andre vil hjælpe hende. Det skal heller ikke røbes, hvad der findes af uhyggelige effekter i annekset til det skumle hus, og i det hele taget er der tale om en i alle ender grufuld og blodig historie, der endnu en gang viser, at Susanne Staun nok er Danmarks klart bedste krimiforfatter. Det er ikke for folk med svage nerver, og jeg glæder mig allerede til de næste bind i Stauns nye serie. Jeg har sagt det før, hun kan simpelthen skrive røven ud af bukserne på de fleste andre forfattere af spændingsbøger.

Susanne Staun: Manden i huset. 159 sider. Gyldendal

******    

Nordic noir når det er bedst

I Ragnar Jònasons Øen møder man endnu en gang efterforskeren Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi, der bliver sat på en vanskelig opgave, da hun bliver sendt ud til den afsidesliggende ø, Ellidaey, hvor fire unge venner, Alexandra, Karla, Benedikt (kaldet Benni) og Dagur var rejst ud på weekend for at mindes endnu en veninde, Katla, der ti år tidligere blev myrdet i et sommerhus ved Vestfjordene. Når Hulda er sendt ud til øen, er det fordi Karla er død efter at være styrtet i en afgrund. Det bliver meget hurtigt klart, at Karla er blevet myrdet, og Hulda begynder at afhøre de tre overlevende, der hemmeligholder, hvad formålet med weekenden var. Huldur var i sin tid blevet forbigået til en overordnet stilling, som i stedet var gået til efterforskeren Lydur, og netop Lydur, som nu er Huldas chef, kommer også til at deltage i afhøringerne af de unge, som var sammen på øen, da Karla døde. Ti år tidligere, da Katla blev myrdet, var det Lydur, som ledede efterforskningen, og han fik Katlas far Veturlidi varetægtsfængslet for mordet på datteren, som han pure nægtede, selvom det var foregået i deres sommerhus. Og under varetægtsfængslingen hængte Veturlidi sig i sin celle, og kom derved aldrig i retten. Det, som forvirrer Hulda mest, er at Dagur, som var bror til Katla, heller ikke røber formålet med weekenden. Under afhøringerne bliver det klart for Hulda, at der er en sammenhæng mellem de to drab, og ved at afhøre en anden politimand, der var med ved opklaringsarbejdet ti år tidligere, går det op for Hulda, at Lydur fuskede med noget bevismateriale, hvorved han opnåede sin første succes med opklaringen af drabet på Katla. Mere skal ikke røbes her, men der er tale om en virkelig velkonstrueret thriller, som handler om ambitioner afpresning og justitsmord. Øen er nordic noir, når det er bedst, og jeg glæder mig til at læse mere om Hulda Hermannsdottir.

Ragnar Jònasson: Øen. Oversat af Rolf Stavnem. 330 sider. Gads Forlag

****

Syv formidable Nesbø-noveller om specielt jalousi, utroskab og hævn

I Jalousimanden og andre fortællinger har Jo Nesbø, der må være én af Skandinaviens absolut bedste plotmagere, skrevet syv formidable noveller, hvor læseren stifter bekendtskab med nogle af kriminallitteraturens mest brugte emner, begær, utroskab, hævn og jalousi. Og i de fleste af historierne er det den, som fortæller, der ender med at have et drab på sin samvittighed. ”Jalousimanden”, som er på over 100 sider, har en hovedperson, der som politiefterforsker ved hjælp af egne erfaringer er blevet en internationalt anerkendt ekspert i jalousi. I den lille novelle ”London” møder man en kvinde, der overfor sin sidemand i flyet fra New York til London røber, at hun har besluttet sig for at afslutte sit liv, da hendes mand har en affære med hendes bedste veninde. I ”Køen” ser man hvordan det kan gå, hvis man springer over og ikke har køkultur. I ”Affald” møder man skraldemanden, der har på fornemmelsen, at hans kone er ham utro med sin chef, og i ”Øreringen” forstår en taxachauffør ikke, hvordan en af hans kones øreringe er endt mellem to hynder på bagsædet i den taxa, som hans chef ejer og også kører i. Den ene skæbnefortælling er mere grum end den anden, og aldrig har Jo Nesbø været bedre end her.

Jo Nesbø: Jalousimanden og andre fortællinger. Oversat af Allan Hilton Andersen. 267 sider. Modtryk

******

Fornem begyndelse på ny serie krimier fra Elly Griffiths

Efter ni krimier om knogleeksperten Ruth Galloway har Elly Griffiths i Døden mellem linjerne kastet sig over en ny hovedperson, kriminaloverbetjent Harbinder Kaur, der sammen med sin makker Neil Winston bliver kastet ud i en drabssag, da engelsklæreren Ella Elphick fra skolen Talgarth High, som holder til i Holland House, hvor forfatteren R.M. Holland skrev sine gotiske romaner og skrækhistorier, bliver myrdet. En anden af hovedpersonerne i Døden mellem linjerne er Clara Cassedy, der også er lærer på skolen, og som underviser i litteratur og specielt interesserer sig for R.M. Hollands forfatterskab, er meget berørt af drabet på sin kollega og veninde, og da politiet finder en lap papir ved siden af den dræbte Ella med en sætning, som stammer fra en af Hollands bøger, frygter Clara, at morderen måske er én, hun kender. Hun begynder derfor at betro sig til sin dagbog, og en dag opdager hun, at en fremmed person har skrevet en mystisk besked i hendes dagbog. Da nogle begivenheder i Claras eget liv begynder at minde om plottet i en af hendes yndlingshistorier, bliver hun virkelig foruroliget. Elly Griffiths har bygget sin bog sådan op, at man gang på gang skifter fortæller. Først er det Clara, der er fortælleren, dernæst er det Harbinder Kaur og senere er det Claras datter Georgia, der fortæller i jeg-form, og sådan skifter det igen et par gange. Der sker et par mord mere, inden der begynder at tegne sig et billede af, hvem morderen kan være. Foruden det gode plot har Griffiths et fint sprog, og hun er også til tider ganske vittig i sine betragtninger. Fx da hun beskriver, hvorfor Clara er så vild med hunde, specielt hendes egen Herbert, der også får en rolle i historien: ”En hund ville holde mig i form, og jeg ville møde andre hundeejere. Det var meget bedre end en bogklub, hvor der altid var fare for, at nogen foreslog, at vi skulle læse ”Kvinden i toget”, og da hun under en vandring på en kirkegård filosoferer over teksten på en gravsten: ”Joe Bloggs forlod os den 10. maj 1884”. Jamen hvordan i himlens navn har I så begravet ham.” Døden mellem linjerne har både fået Edgar Award som bedste krimi, og The Times kårede den til Årets krimi. Begge dele er fortjent, og jeg glæder min til at læse mere om Elly Griffiths’ lesbiske kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Oversat af Ane Lauenblad. 422 sider. Gads Forlag

****

Ny eminent cold case-krimi fra Jørn Lier Horst

Den norske krimiforfatter Jørn Lier Horst har i Sag 1569 endnu en gang politiefterforskeren William Wisting som hovedperson. Denne gang spiller hans datter, journalisten Line Wisting kun en mindre birolle, og det samme gør hendes datter Amalie. Da det hele begynder, har Wisting ferie, men   en dag ligger der et anonymt brev i hans postkasse, hvor det eneste, der står er Sag 12-1569/99, hvilket henviser til en sag fra 1999, hvor den 17-årige Tone Vaterland bliver meldt savnet af sine forældre, og kort efter bliver hun fundet dræbt, mens hun på vej hjem fra arbejde. Alt peger på hendes tidligere kæreste Danny Momrak, som hun netop havde slået op med, som morderen, og han ender med at blive dømt en lang fængselsstraf, som han netop er blevet løsladt fra. Inden Wisting når frem til, om Momrak kunne være den anonyme brevskriver, modtager han et nyt anonymt brev, der denne gang henviser til 17-årige Pernille Skjerven, der forsvandt i 2001 og få dage senere blev fundet myrdet. I den sag blev en Jan Hansen, der også to år tidligere var blevet afhørt, dømt skyldig og fik en lang fængselsstraf, inden han senere døde af kræft. Trods sin ferie henter Wisting de gamle sager i politiets arkiv i forsøget på at finde frem til, hver der ønsker sagerne genoptaget. Under sit besøg hos kollegerne på politistationen, bliver Wisting også opmærksom på en helt ny sag om en forsvundet kvinde, hvis lig senere bliver fundet i et udbrændt hus. I de gamle sager kommer Wisting i forbindelse med både tidligere politifolk og advokater, der har haft med sagerne at gøre, og derved dukker der blandt andet en amerikansk udviklingsstudent op, som aldrig blev afhørt. Ham opsporer Wisting, men han sidder nu i fængsel i USA for mordet på sin far. Som det fremgår af dette handlingsreferat, har Wisting mange bolde i luften, mens han samarbejder med sine kolleger, og naturligvis er det forklaring på alting. Sag 1569 er sidste bind i Lier Horsts cold case kvartet, så det bliver spændende, hvad nu denne fremragende krimiforfatter finder på til næste gang. Tilbage er kun at sige – læs Jørn Lier Horst!

Jørn Lier Horst: Sag 1569. Oversat af Rolf Stanem: 342 sider. Modtryk

****  

Camilla Grebe overgår sig selv som Scandinaviens måske bedste krimiforfatter

Camilla Grebes Alle lyver begynder, da Maria er på venindeweekend og bliver ringet op, fordi hendes steddatter Yasmin er forsvundet. Politiet bliver kontaktet, og efterforskeren Gunnar Wijk og hans makker Ann-Britt fra kriminalpolitiet møder op hos Maria og hendes mand Samir, der er far til Yasmin, fordi der er nogle mystiske omstændigheder ved Yasmins forsvinden. Fx har et vidne set en person blive skubbet i vandet fra en klippe, hvor man har fundet Yasmins støvler og et selvmordsbrev. Inden Maria mødte Samir, var hun alenemor for sin søn Vincent, der lider af Downs syndrom. Samir, der har marokkanske rødder, var tidligere gift med Anna, som sammen med deres anden datter Sylvie blev dræbt ved en bilulykke, som Yasmin ved et mirakel overlevede, hvorefter Samir og Yasmin flyttede til Sverige, hvor de sammen med Maria og Vincent blev en lille familie. Livet har ikke været nemt for Samir, som har mødt racismens grimme ansigt, og det bliver ikke bedre, da han bliver anklaget for at have slået sin datter ihjel. Er der tale om et æresdrab? Og efter politiets afhøringer bliver tvivlen også sået hos Maria, om hvor vidt hendes mand har slået sin datter ihjel. Det ender i en retssag, hvor Samir bliver frikendt, men tvivlen er der stadig hos lokalbefolkningen. Sådan er hele oplægget til Alle lyver, hvor alt derefter udvikler sig et drama uden lige, og hvor spændingen bibeholdes indtil de sidste sider. Historien er bygget op, så der er flere forskellige fortællere, og jeg vil ikke røbe hvem – og i det hele taget er det svært at referere mere uden at ødelægge det helt geniale plot. Camilla Grebe, der tidligere flere gange har modtaget Glasnøglen for bedste skandinaviske krimi, har aldrig været bedre, og med Alle lyver overgår hun sig selv og viser, at hun måske er Skandinaviens allerbedste krimiforfatter. Tilbage er kun at sige: LÆS HENDE!

Camilla Grebe: Alle lyver. Oversat af Charlotte A.E. Glahn. 415 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Fremragende finsk noir

Finske Max Seecks Den trofaste læser begynder med, at politiet bliver kaldt ud til en luksusvilla, hvor man finder krimiforfatteren Roger Koponens kone myrdet i deres hjem, siddende i en sort aftenkjole med et uhyggeligt smil på ansigtet. Koponen, der har haft stor international succes med sin Heksejagt-trilogi, har netop denne aften optrådt langt væk hjemmefra ved et forfatterarrangement, så han er ikke umiddelbart i politiets søgelys som eventuel mistænkt. Den unge efterforsker ved Helsinkis politi Jessica Niemi bliver sat på opgaven med at opklare det bizarre mord. Det viser sig ret hurtigt, specielt da flere andre smukke kvinder er blevet fundet myrdede, at mordene er som taget ud af handlingen i Koponens berømte trilogi. Men i bøgerne sker der flere mord, og nu gælder det for Jessica og hendes kolleger at forhindre, at der bliver slået flere ihjel. Det mest uhyggelige er, at ofrene alle ligner Jessica, så spørgsmålet melder sig, om der er npgen, der vil ramme Jessica personligt. Mens opklaringsarbejdet står på, får læseren et tilbageblik på en rejse, Jessica foretog til Venedig, hvor hun fik et forhold til en karismatisk italiensk violinist. På den måde bliver man introduceret til Jessica Niemi, der ifølge bagsideteksten skal være hovedperson i en ny krimiserie. Max Seeck forstår at holde fast i læserne, da der hele tiden sker ny overraskende og dramatisk udvikling i sagen. At Den trofaste læser udkommer i 40 lande og er solgt til filmatisering i Hollywood kan ikke undre, og man kan kun glæde sig til at stifte yderligere bekendtskab med Jessica Niemi.

Max Seeck: Den trofaste læser. Oversat af Siri Nordborg Møller. 429 sider. Gutkind

*****

Skotsk podcast-krimi

Den skotske forfatter Denise Mina har med At sige sandheden begået noget så virkelig originalt som en spændingsbog, hvor en stor del af handlingen foregår via en såkaldt true crime podast. Anna McDonald, der egentlig hed noget helt andet, hvad kun få ved, flygter ofte ind i andres problemer ved at lytte til en podcast. Det gør hun også den dag, da hendes mand Hamish forlader forstadsidyllen sammen med hendes bedste veninde Estelle og med Annas og Hamishs to børn. Den podcast hun lytter til, handler om skonnerten Dana, der sank i Atlanterhavet ud for havnen i Saint-Martin på den franske vestkyst med en hel familie ombord. Da det går op for Anna, at hun i sin skjulte fortid kendte ét af ofrene, begynder hun sammen med Estelles forladte ægtemand Jes på sin egen jagt efter, hvad der skete. Noget der bl.a. bringer hende op til et skotsk slot, hvor hun var ansat på et tidspunkt, hvor hun var på flugt for den hemmelighed, hun gjorde alt for at skjule. Det bliver en lang og dramatisk jagt, der på et tidspunkt fører Anna og Jes til Venedig og senere tilbage til Frankrig. Der er flere spændende opgør undervejs, for Anna er også jaget vildt, efter at hun og Jes har suppleret podcasten om Dana ved at offentliggøre endnu en podcast med deres egne undersøgelser vedrørende forliset. Spændingen i denne meget atypiske thriller holder indtil de sidste sider, og Denise Mina har med At sige sandheden skrevet en af årets bedste krimier.

Denise Mina: At sige sandheden. Oversat af Kirsten Helmer. 333 sider. Modtryk

*****

Myndighedsmisbrug, konspirationsteorier og hævn bringer Alle Holt op i krimiens superliga

Anne Holts tredje krimi om Selma Falck Mandela-effekten begynder meget dramatisk, da Selma sidder på en frokostrestaurant i Oslo sammen med to gamle håndboldveninder. En snigskytte rammer med et enkelt skud den tidligere håndboldlandsholdsmålmand og stortingsmedlem Linda Bruseth i hovedet, og efter en tur rundt i kraniet på Linda fortsætter projektilet til skulderen på Selma. Både politiet og pressen spekulerer i, hvem der egentlig var snigskyttens mål, eller er det simpelthen en terrorhandling rettet mod det norske samfund. Da Selma samtidig åbenbart er offer for en stalker, opsøger hun en gammel ven, der er computernørd, og som forsøger et hjælpe Selma med at finde frem til, hvem det er, der bryder ind i hendes lejlighed, når hun ikke er hjemme. Som privat efterforsker og tidligere advokat har Selma haft kontakt til flere, som har været udsat for myndighedsmisbrug, og da Linda var politiker, er det muligt, at morderen kan være én, der enten har fået et barn tvangsfjernet eller på anden måde været i konflikt med Børneværnet. Men så sker der endnu et drab, da højesteretsdommer Kajsa Breien bliver fundet hængt i et træ. En kvinde ringer ind til politiet og fortæller, at hun har fundet en død dværg. Vicepolitikommissær Fredrik Smedstuen retter dog sin kollega, og fortæller, at det hedder en væksthæmmet, og at det i øvrigt er usandsynligt, at hun selv skulle være klatret op i et træ og hængt sig, så der er givetvis tale om en forbrydelse, der skulle skjules som selvmord. Da Selma foreslår, at man åbenbart vil straffe både den dømmende magt, den udøvende magt og den lovgivende, mener hun, at der vil være fare for, at én fra regeringen vil være i morderens søgelys, og så dør børne- og familieminister Børre Rosenhoff på spektakulær vis – åbenbart forgiftet. Inden den meget dramatiske slutning er der flere personer, som kommer i politiets søgelys, og Anne Holt forstår hele tiden at overraske læseren. Hun har skrevet en meningsfuld og velskrevet spændingsroman, hvor både samfundsforhold og sproget kommer til debat, og hvorfor romanen hedder Mandela-effekten får man også en forklaring på undervejs. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at læse flere bøger om Selma Falck, der havde en forfar, der i sin tid stiftede Falcks Redningskorps.

Anne Holt: Mandela-effekten. Oversat af Ilse M. Haugaard. 392 sider. Modtryk

*****

Flot comeback for Dennis Jürgensen som krimiforfatter

En skolelærer på Melum Skole i Vestjylland, Lasse Espersen og hans yndlingselev Villads Geertsen er på tur ude i Vadehavet i tæt tåge, da de er ved at blive overrasket af tidevandet. Inden de søger ind til stranden, finder Villads et nedgravet lig, og han tilkalder sin lærer, men inden de når længere, bliver læreren overfaldet af en mystisk skikkelse, som slår ham bevidstløs, og da han vågner op, er Villads væk. Sådan begynder Dennis Jürgensens Mand uden ansigt. Politiet bliver tilkaldt, og der bliver rettet henvendelse til Afdelingen for Personfarlig på Københavns Politigård. Her beslutter efterforskningeleder Hans Odín at sende sin unge efterforsker Lykke Teit til Medum, hvor hun skal samarbejde med det stedlige politi, der ledes af Mogens Krogt fra Esbjerg Politi, men også med den tyske Hauptkommissar ved Landespolitei Schleswig-Holstein, afdeling Flensburg, Rudolph Lehmann, af venner kaldet Rudi. Når det er nødvendigt, er det fordi det nedgravede lig er fundet lige på grænsen mellem Danmark og Tyskland. Da det bliver klart, at den døde mand hed Bjarke Laumann, går det op for Lykke, at det var ham, som hun kort tid før havde haft en kort affære med, men som hun droppede, da hun fandt ud af, at han var gennemkriminel og handlede med stoffer. Lykke siger ikke noget om sit forhold til den dræbte, da hun er bange for så at blive sat af sagen. Det er dog ikke kun drabet, som makkerparret Lykke og Rudi skal opklare, men også forsøge at finde Villads, der åbenbart er blevet kidnappet, da han har set for meget. I forvejen har man i den lille by Melum haft en anden sag året før, hvor den seksårige pige Rosa Molberg forsvandt sporløst og aldrig er blevet fundet. Mens Lykke og Rudi er i gang med deres efterforskning, sker der et dobbeltmord, hvor to af byens tabere er blevet myrdet. Måske vidste de også noget, der gjorde, at de skulle gøres tavse. Kort efter at Lykke havde droppet den nu dræbte Bjarke, havde hun fået en sms fra ham om en æske, han havde gemt, og som skulle være hans garanti, hvis der skete noget. Altså er der tråde nok til at holde gryden i kog i resten af bogen og flere til, men ikke mere skal røbes her. Dennis Jürgensen formår fint at fange miljøet i den lille vestjyske by, og netop begyndelsen ude i det tågede marskland er skildrer så uhyggeligt, at det løber én langt ned ad ryggen. Plottet er godt skruet sammen, og Mand uden ansigt viser en garvet og velskrivende forfatter, der kan andet end at skrive ungdomsbøger. Dennis Jürgensen forsøgte sig for nogle år siden med en serie krimier, før han skiftede forlag fra Tellerup til Politiken, men de nåede ikke kvalitetsmæssigt op i nærheden af, hvad han viser med Mand uden ansigt. Ifølge bagsideteksten er dette en ny serie om makkerparret Lykke og Rudi, men hvordan han vil forene de to landes efterforskere næste gang, vides ikke. Men jeg vil glæde mig til at læse mere om dem.

Dennis Jürgensen: Mand uden ansigt. 328 sider. Politikens Forlag   

****

Prægtig agentroman med dobbeltspil, intriger, ambitioner og frem for alt stor humor

Sande tigre er tredje bind i Mick Herrons prægtige serie om Jackson Lambs ”Slagteheste”. Atter kommer man som læser til at opleve den åbenbart uendelige magtkamp mellem chefen for de kasserede agenter, der er endt som slagteheste hos Slough House, Jackson Lamb og de to bureaukrater hos MI5 i Regent Park, Diana Taverner, kaldet Lady Di og Dame Ingrid Tearney. Catherine Standish, der godt nok aldrig havde været feltagent hos Lamb, og som er tørlagt alkoholiker, men normalt skubber rundt på papirdynger hos de eksilerede efterretningsagenter, bliver af uransagelige grunde kidnappet, hvilket får den konstant pruttende Lamb til at mobilisere alle sine slagteheste for at finde Catherine. Kun langsomt finder man ud af, hvad formålet med kidnapningen er. Måske hænger det sammen med ambitionerne hos den nye indenrigsminister Peter Judd, der er så forbandet over, at han i sin tid blev fundet for let til at komme ind i Efterretningstjenesten, da han som narcissistisk psykopat af rig familie, formentlig ville have gjort Den Kolde Krig glohed. Fuld af hævntørst overfor Tjenesterne, som han nu i realiteten er chef for, går hans nye ambitioner hen imod at indtage Downing Street nr. 10. Hvordan det kan have noget med kidnapningen af Catherine Standish at gøre, er en del af plottet i Sande tigre. For der findes nogle afslørende rapporter arkiveret som De Grå Bøger, men de er vanskelige at finde, da en genial embedsmand har begravet dem i en tsunami af andre dokumenter. Inden man når frem til handlingens klimaks, må ret mange lade livet, og det hele ender i et grotesk voldsorgie. Det der gør Mick Herrons bøger til noget særligt er humoren og den pragtfulde dialog, mere end egentlig selve plottet. Der er mange små guldkort som fx ”en cyklist, som at dømme ud fra sin ligegyldighed over for andre køretøjer havde et organdonorkort, som han gerne ville have taget i brug.” Eller når nedskæringer skal forklares: ”Den gode nyhed er, at den dårlige nyhed ikke er så slem, som den kunne være.” Det skal dog siges, at samtidig med de mange kvikke sætninger, skal man have virkelig god tid, før man når frem til den egentlige handling. Men hvor er det dog befriende at læse en krimi, hvor hele atmosfæren betyder mere end plottet. Tak til de tidligere Klim-redaktører, som har skabt Forlaget Olga. Jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind om Jackson Lamb.

Mick Herron: Sande tigre. Oversat af Allan Hilton Andersen. 371 sider. Forlaget Olga

****

Norsk spænding i topklasse

De to norske mesterforfattere Jørn Lier Horst og Thomas Enger er med Slagside nået til deres tredje bog om journalisten Emma Ramm og politiefterforskeren Alexander Blix. Sofia Kovic er den unge politiefterforsker, der har haft Blix som sin mentor, og samtidig har hun haft Blix’ datter Iselin, der selv er ved at uddanne sig ved politiet, boende. Men så bliver Sofia Kovic fundet dræbt i sit hjem, lige efter at hun har forsøgt at ringe til Blix. Hun havde fundet en sammenhæng mellem flere dødsfald i Oslo, og nu er Iselin i fare for at blive drabsmandens næste offer. Da Iselin bliver bortført, forsøger Blix at befri sin datter, og han skyder den mand, der bortførte Iselin. Mens Iselin ligger hårdt såret på hospitalet, sidder Alexander Blix og Emma Ramm i hver deres afhøringslokale, da Blix skød og dræbte en mistænkt, mens Ramm så det ske. Men var det overhovedet den rigtige mand, som Blix skød, og hvordan var sammenhængen mellem de forskellige sager, som Sofia Kovic var ved at undersøge, da hun blev dræbt. Den intense spænding holder alle de over 300 sider, og makkerparret Horst og Enger her igen skrevet en nordic noir i topklasse.

Jørn Lier Horst og Thomas Enger: Slagside. Oversat af Rolf Stanem. 309 sider. Modtryk

****

Fremragende andet bind i Niklas Natt och Dags historiske noir-trilogi

Den svenske journalist og forfatter Niklas Natt och Dag har netop udsendt romanen 1794, der er andet bind i den trilogi, som begyndte med den prisbelønnede 1793. Som i første bind er der flere fortællere, og den første er Erik Tre Rosor, der er søn af en godsejer, og som forelsker sig i Linnea Charlotta, en datter af én af farens fæstebønder. Han er så forelsket, at han vil giftes med Linnea, men det falder ikke i god jord, for som faren udtaler: ”Ingen Tre Rosor gifter sig med en bondedatter.” Derfor bliver Erik sammen med sin fætter sendt til byen Gustavia på øen Barthélemy, som er en svensk koloni i Caribien. Eriks beskrivelse af forholdene der med de mange slaver minder meget om, hvad man kender fra De Vestindiske øer. Her man med til både hanekampe, hundekampe, som der er hver anden uge og negerkampe, der fandt sted hver tredje uge. Da Erik vender tilbage til Sverige lykkes det for ham at blive gift med Linnea Charlotta, men morgenen efter det overdådige bryllup vågner Erik op ved siden af liget af sin brud, som er blevet myrdet på den mest bestialske vis, og spørgsmålet er, om det er Erik, der har slået Linnea ihjel. Den officielle forklaring bliver, at det er et ulvekoppel, som har overfaldet Linnea, mens Erik var ude for at trække frisk luft. Det tror Linneas mor ikke på, så hun opsøger Jean Michael Cardell, den forhenværende officer i artilleriet, der nu foruden at være udsmider på et værtshus ernærer sig som privatdetektiv. Den enarmede Cardell vil læserne kende fra romanen 1793, hvor han samarbejdede med den forhenværende anklager Cecil Winge, der nu er død, men blevet erstattet af broren Emil Winge. Samtidig er en større magtkamp i gang i Stockholm ovenpå mordet på kong Gustav den Tredje året før. Bl.a. er den afdøde konges yndling Gustaf Mauritz Armfelt idømt landflygtighed for sine konspirationer mod formynderregeringen, og hans elskerinde Magdalena Rudenschöld undgår kun i sidste øjeblik at blive henrettet for sin rolle i sammensværgelsen. Desuden møder læseren også Anna Stina Knapp, den forhenværende gadesælgerske, der blev anbragt i fængslet Spindehuset, fordi hun også havde ernæret sig som natsværmer, og var blevet gravid efter en voldtægt. Man får en meget spændende beretning om, hvordan hun i sin tid flygtede fra fængslet ved at kravle igennem en tunnel, hvor det vrimlede med rotter. Og beskrivelsen af hvordan hun føder tvillinger i dølgsmål, er også uforglemmelig, også hvordan hun senere må aflevere dem i Barnhuset. Flere andre fra trilogiens første bind dukker også op i 1794, og bogen begynder med et persongalleri, så men er velorienteret, også hvis man ikke læste første bind. Da den fordrukne Emil Winge genser sin søster Hedvig, fyrer hun dette guldkorn af: ”Jeg har set brændevin brugt til at lægge døde dyr i, så de ikke bliver mærket af tidens tand, men når man hælder den samme væske på mennesker, er effekten den stik modsatte.”  Naturligvis når man omsider frem til opklaringen af, hvad der skete på Linnea og Karls fatale bryllupsnat, men inden da er der fremragende beskrivelser af 1700-tallets stinkende Stockholm, hvor natmændene dagligt fyldte afføring på det, der blev kaldt Flueforsamlingen, og hvor natsværmerne tjener deres skillinger på et af Baggesensgatans bordeller. Lad det være sagt med det samme, det er ikke en bog for sarte sjæle, men 1794 er en fornem opfølger til 1793, der både blev kåret som Årets bog og Årets debut i Sverige, og jeg glæder mig allerede til at læse tredje bind i Niklas Natt och Dags historiske noir-trilogi.

Niklas Natt och Dag: 1794. Oversat af Christina Westenholz Bojlén. 510 sider. Gutkind

******

Oxford kan være andet end inspector Morse og Lewis

I Cara Hunters tredje selvstændige bind om kriminalinspektør Adam Fawley fra Oxford, Ingen udvej begynder handlingen lige efter nytår med, at et hus i det nordlige Oxford brænder, og det lykkes for brandvæsenet at redde to små drenge ud, hvor den yngste, den treårige Zachary allerede er død, mens storebroren Matty på ti år har overlevet i kritisk tilstand. Men hvor var forældrene Samantha og Michael Esmond? Havde de virkelig ladt drengene være alene hjemme, og hvad var brandårsagen, var den påsat? Det begynder Adam Fawley og hans team at undersøge, og det bliver meget hurtigt klart, at branden var påsat, altså var der tale om mordbrand, og spørgsmålet er nu, om morderen stadig er på fri fod. Relativt hurtigt finder man også liget af Samantha, mens Michael Esmond, der er ansat ved Institut for Social- og Kulturantropologi, var taget til London, hvor han ved en konference på Kings College skulle holde et foredrag om emnet ”Død ved ild og vand; offerritualer i latinamerikansk woodoo”, er umulig for politiet at få fat i, da ingen ved, hvilket hotel han bor på. Politiet har forhørt sig på instituttet i Oxford, om Esmond havde haft eventuelle fjender, men bortset fra en MeToo-sag med en kvindelig studerende, som ikke blev politianmeldt, var der ikke andre sager, og først da en kollega, dr. Jurjen Kuiper henvender sig til Fawley og fortæller, hvordan Michael Esmond nedsablede en monografi, som Kuiper havde skrevet, viser der sig et eventuelt hævnmotiv, og det er for at forebygge, at politiet selv finder ud af det, at Kuiper henvender sig til politiet. Da Michael Esmond er blevet efterlyst i avisen, er der vidner, som har set ham forskellige steder, og for at få styr på, hvor han eventuelt kan være, tager politiet kontakt til Michael Esmonds bror Philip Esmond, også for at få styr på familien Esmonds baggrundshistorie. Mellem den fortløbende handling, er der kapitler med tilbageblik til fx 270 dage før branden, 237 dage før … osv., og i den føljeton får man også at vide, at familien Esmond engagerede en und mand til at tage sig af haven. Da der til sidst dukker endnu et lig op i det udbrændte hus, er spørgsmålet, hvem det er. På den måde er der spænding hele vejen igennem romanen, og der er desuden uddrag fra politiets afhøringer og klip fra avisen Oxford Mail. Men behøver ikke at have læst Hunters tidligere krimier om Adam Fawley for at få glæde af Ingen udvej, men det antydes, at det var i ét af de tidligere bind, årsagen var til at én af Fawleys kriminalbetjente blev degraderet, hvilket resulterer i mange små interne intriger. Ingen udvej er blevet kåret af Sunday Times til én af de 100 bedste krimier siden 1945, og det er ganske fortjent.

Cara Hunter: Ingen udvej. Oversat af Brian Christensen. 369 sider. Gads Forlag

****

Fremragende historisk krimi

Lasse Holms nye historiske krimi Før sidste akt begynder i marts 1829, hvor to vægtere finder liget af den 29-årige Johan Gebhard Harboe, der var klædeassistent hos bestyrer Reumert i Det Kongelige Klædeoplag på Højbro Plads. Harboe var så stor en beundrer af den purunge skuespiller Johanne Luise Pätges (også kaldet Hanne), at han fulgte hende overalt, og han var sygeligt jaloux på skuespiller Nicolai Peter Nielsen, som han fejlagtigt troede, at Hanne sværmede for. Hanne, der bor til leje hos Madam Wexschall i Laksegade, har på den tid stor succes som Trine Rar i Aprilsnarrene på Det Kongelige Teater, og hendes helt store beundrer er dramatikeren Johan Ludvig Heiberg. Hanne var så omsværmet, at både Georg Buntzen, der muligvis var Johan Ludvig Heibergs uægte søn, lægen og operasangeren Christopher Hvid, dr. Møhl og Nicolai Peter Nielsen, der var teatrets førsteelsker, alle uden held friede til hende, mens Anna Wexschall efter sin skilsmisse senere blev gift med Nielsen. Holms roman handler om de mange intriger og om opklaringen af det mulige mord, og samtidig får man et fint billede af København i Guldaldertiden, hvor man møder en lang række historiske personer, foruden de allerede nævnte, fx Heibergs mor Thomasine Gyllembourg, direktøren for Det Kongelige Teater Jonas Collin, økonomidirektøren Johan Christian Ryge, forfatteren og dramatikeren Knud Lyne Rahbek, skomager Bramsen, skrædder Bøggild, der tjente en formue på sin skrædderforretning, mens han sad i gældsfængsel. Og så er der de mere fiktive personer som Jørn Hansen, kaldet Jern-Hansen, med en opvækst inspireret af vaneforbryderen Ole Pedersen Kollerød, og som i romanen bor på et loftkammer i Madam Pohlmanns bordel i Peder Madsens Gang. Også datidens forulempling af jøder er fint med i handlingen fx tilsviningen af Hannes mor Madam Pätges, hvor pøblen råber: ”Vi vil have jødinden”, og også i skildringen af den jødiske prostituerede Esther Levy, der blev holdt på diæt, så hun trods side 20 år kunne ligne en 13-årig, for ”tidens mænd vil have nymfer i sengen og stovte matroner i køkkenet”. Fint er også Heibergs skriftlige frieri til Hanne, som hun først afslog for dog siden at gifte sig med ham. I det hele taget er Før sidste akt måske årets hidtil bedste danske kriminalroman.

Lasse Holm: Før sidste akt. 420 sider. Politikens Forlag

******

En uforglemmelig historisk kriminalroman

Dem der faldt i marts er Volker Kutschers femte bind i krimiserien om kriminalkommissær Gereon Rath. Handlingen foregår i Berlin i 1933 lige før og lige efter Rigsdagsbranden. Gereon Rath har været på besøg i Köln til det årlige karneval og han har besøgt sine forældre og deres gode, byens overborgmesteren Konrad Adenhauer. Gereon bliver kaldt hjem til Berlin, hvor en hjemløs veteran fra Verdenskrigen er blevet fundet myrdet ved Nollendorfplatz station. Dette mord og et par efterfølgende trækker tråde tilbage til en dramatisk episode i forbindelse med den tyske hærs tilbagetrækning fra skyttegravene i foråret 1917. Det får Gereon Rath indblik i, da han får mulighed for at læse manuskriptet til en kommende roman: Dem der faldt i marts, som netop skal til at udkomme og er skrevet af en anden veteran, løjtnant Achim von Roddeck. Denne roman, der har fået stor foromtale, kan være medvirkende til de drab, som finder sted på veteraner, der overværede en massakre i forbindelse med tilbagetrækningen, og der er flere, der kan være i farezonen. Mens Gereon Rath går i gang med at optrævle denne sag, bliver han pludselig overført til Politisk Politi, hvor der jagtes kommunister, som kunne stå bag Rigsdagsbranden, da man endnu kun har fået anholdt den hollandske kommunist Marinus van der Lubbe. Imens får Gereon hjælp til at fortsætte jagten på morderen af sin kæreste Charlotte Ritter, kaldet Charly, der også er ansat ved politiet, og som han i øvrigt skal giftes med. Som altid hos Volker Kutscher er drabssagen særdeles kompliceret, men inden Rath finder frem til løsningen, får man et uhyggeligt billede af nazificeringen op til valget i 1933, hvor også ledende politifolk, der ikke sympatiserer med Hitler enten forflyttes eller afskediges. Det er SA’s brunskjorter og SS, der fører sig frem på den mest brutale vis, og befolkningens selvcensur er så stor, at selv Charly’s veninde Karin van Almsick må stryge ”van” i sit navn for ikke at blive sat i bås med van der Lubbe. Alt er ved at blive ændret i Berlin, der er flag med hagekors overalt, og fx er Liebknechthaus blevet døbt om til ”Horst-Wessel-Haus” med et prangende skilt ved indgangen: ”Politipræsidium Berlin. Afdelingen for bekæmpelse af bolsjevismen.”, og plakater med ”Tyskere! Forsvar jer! Køb ikke hos jøder!” Det er så grelt, at den tidligere retsmediciner dr. Schwartz, der også er blevet erstattet med en nazistisk retsmediciner, siger til Rath: ”Hvis De vil gøre karriere i det nye Tyskland, må De nok være nazist. Der er endda jøder, som gerne vil være nazister, kan De forestille Dem det? De har åbenbart ikke læst partiprogrammet.” I en uhyggelig scene suger en SA-mand det ene øje ud på en arrestant, han afhører, og da Gereon Rath senere vil afhøre den samme mand, siger han: ”Det er nok bedst, at jeg taler med ham under fire øjne…” inden det går op for ham, hvor upassende billedet var. ”Jeg mener alene.” Jeg skal ikke røbe mere af den spændende handling, men hele bogen ender med en grotesk episode under Gereon og Charlys bryllup. I løbet af Dem der faldt i marts møder man igen mange af de spændende personer fra Kutschers fire foregående bind, men det er ikke nogen forudsætning, at man har læst de fire første bind. Det var nok filmatiseringen af de fire første bind, der fik Lindhardt og Ringhof til endelig at udsende bind fem – og tak for det! Til dem, der kun læser én krimi om året: ”Lad de så være Dem der faldt i marts – som er en uforglemmelig historisk kriminalroman.   

Volker Kutscher: Dem der faldt i marts. Oversat af Hanne Lund. 623 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Vinterlig spænding i fremragende svensk krimi

Hovedpersonen i Viveca Stens nye serie Mordene i Åre, Hanna Ahlander, har været ansat hos Citypolitiet i Stockholm, hvor hun har lagt sig ud med ledelsen, fordi hun har insisteret i, at man skulle efterforske i en sag omkring én af hendes kolleger, der havde været skyld i sin kones død. I seriens første bind Offermageren er hun derfor blevet bedt om at finde et andet sted at fortsætte sin karriere, hvis hun fortsat vil blive ved med at være ansat hos politiet. Da hun samtidig må forlade sit hjem, fordi hendes kæreste har fundet en ny kvinde, får hun lov til at låne sin søsters store sommerhus i den nordsvenske by Åre. Her er en ung pige, Amanda Halvorsen, sporløst forsvundet efter en fest hos hendes veninde og klassekammerat Ebba, hvor alting endte i druk, og hvor Amanda forlod sin kæreste Viktor, der var svært beruset. Amanda forsøgte i den kraftige snestorm at nå hjem til sine forældre Lena og Harald Halvorssen, der er byens magtfulde lokalpolitiker. Men Amanda når aldrig hjem, og i små mellemliggende kapitler kan man læse, hvordan hun holdes indespærret i et sommerhus på egnen. Inden man finder liget af Amanda, lykkes det for én af de lokale kriminalfolk at overtale sin chef til at få tilknyttet Hannah i arbejdet med at opklare mordet på Amanda. Foruden Amandas kæreste Viktor er der flere, der tidligere har optrådt voldeligt overfor sine kvindelige bekendtskaber, er der andre, som kommer i politiets søgelys, bl.a. én, der har udnyttet indvandrerkvinder og skolepiger til at påtage sig sort rengøringsarbejde. Mens opklaringsarbejdet står på, følger man den nybagte stedlige kriminalkommissær Daniel og hans problemer med at få sit privatliv til at fungere, og Hanna, der på grusomste vis har hævnet sig på sin Christian, der fandt en ny kæreste. De mange mistænkte får undervejs nok at se til, før man når frem til den dramatiske finale, hvor Hanna kun med nød og næppe slipper levende igennem. Foruden et fint plot, kommer man til at lære flere dysfunktionelle ægtepar at kende, men det overskygger ikke, at Viveca Sten har skrevet en effektiv og medlevende krimi, hvor man allerede glæder sig til at læse mere om Mordene i Åre.

Viveca Sten: Offermageren. Oversat af John Jensen. 445 sider. Alpha

****    

Ny helstøbt krimi fra Cilla og Rolf Börjlind

Så er forfatterparret Cilla og Rolf Börjlind igen aktuelle med en ny thriller. I Det kolde guld møder læserne igen Olivia Rönning, Tom Stilton og mange af de andre fra forgængerne, hvor det hele begyndte med Springflod. Olivia er blevet forfremmet indenfor politiet og får sin første sag som efterforskningsleder. Man har fundet liget af en mand i det afsidesliggende Arjeplogfjeld i det nordlige Sverige. Sammen med en helikopterpilot drager Olivia op til stedet for at finde ud af, hvem den døde er. Vejret er dårligt, og i den voldsomme storm forulykker helikopteren. Mens piloten er hårdt såret, og nødradioen er ødelagt, går Olivia efter hjælp, da der ikke er mobildækning. Men hun opdager, at hun ikke er alene i fjeldet, da andre forsøger at skjule sandheden om den døde mand. Da hun er tilbage på politistationen, har hun brug for hjælp, og hun kontakter sin gamle makker, den forhenværende kriminalkommissær Tom Stilton, der nu lever et stille liv i Thailand, og hun får ham til at vende tilbage for en kort bemærkning. Da de finder ud af, hvem den døde er, viser det sig, at han var direktør i et datterselskab under den store Berghkoncern, der ejes af familien Bergh, og det viser sig desuden, at det svenske firma lå i strid med en spansk konkurrent. Da de involverer Minken, en tidligere forbryder, som læserne kender fra de tidligere bind i serien, og som nu er meddeler for politiet, bliver det klart, hvad striden imellem de to store koncerner handler om, men muligvis kan der også være helt andre motiver. Olivia bliver nødt til endnu en gang at returnere til der, hvor man fandt liget, og her gør hun en grufuld opdagelse i en nedlagt mine, noget der har rødder helt tilbage Anden Verdenskrig, og nu tager drabssagen en helt ny vending. Olivia kommer igen ud for en række dramatiske hændelser, inden kabalen endelig går op. Atter en gang er det lykkedes for Börjlind-parret at strikke et genialt plot sammen, og Det kolde guld er en helt forrygende pageturner, hvor man sidder i spænding indtil de allersidste sider. Cilla og Rolf Börjlind skrev i mange år manuskripter til tv-serierne om Beck og også til filmatiseringerne af Arne Dahls krimier om A-gruppen, men de kan så sandelig også selv finde på gode plot. Så mon ikke også der ligger filmpotentiale i deres fremragende krimier. Det kan være en fordel at have læst Springflod og de efterfølgende krimier om Olivia Rönning og de andre, men Det kolde guld kan nemt læses, uden at man har læst de forrige. Jeg glæder mig allerede til at læse mere om de spændende og fascinerende persongalleri.

Cilla og Rolf Börjlind: Det kolde guld. Oversat af Kamilla Jørgensen. 406 sider. Gyldendal

******

Hidtil bedste bind i Kjædegaards serie om Hvid og Belling

I det fjortende bind i Lars Kjædegaards serie om Anita Hvid og Thor Belling Løgn i din hals, har forfatteren endnu en gang valgt at gå tilbage i historien for at fortælle om, hvordan makkerskabet mellem de to politifolk begyndte. Nøjagtig som han gjorde i den forrige, Rige svin. På den måde får man forhistorien, lidt som man får i tv-serien Unge Morse. For ligesom Morse endte med at dø, lod Kjædegaard også Hvid og Bellings chef Richard Brøssner blive myrdet i det tolvte bind i serien, Sherif. Nå, men tilbage til Løgn i din hals: Her begynder handlingen med, at en kvinde bliver ringet op for at få at vide, at hendes søn, Jeppe,  har været ude for en ulykke og ligger på hospitalet i kritisk tilstand. Men det viser sig at være løgn, og kort tid efter bliver vinhandler Niels Tollberg også ringet op af brandvæsenet, om at hans forretning står i lys lue, hvilket resulterer i, at Tollberg får et chok og dør. Også her var der tale om noget, der ikke var sandt. Politiet har fået nys om de to sager, der først er blevet lagt hen som praktical jokes, men da Tollbergs enke, Jette, bliver fundet myrdet i sit hus, bliver det pludselig til en mordsag, og Anita Hvid bliver sendt til Aarhus, hvor hun forsøger at finde ud af, om der var en forbindelse mellem de to familier, der havde været ude for de falske telefonbeskeder. Det bliver en meget kompliceret sag, hvor det også ender med, at Thor Belling kommer til Aarhus. Plottet er virkelig godt skruet sammen, og det er en sag, der foruden racisme også drejer sig om hævn. Den meget velskrivende Lars Kjædegaard har med Løgn i din hals skrevet sit nok bedste bind i serien, hvor spændingen bliver bibeholdt helt til de sidste sider. Men skal der flere bind til i serien, så fortsæt da med det efterhånden etablerede kærestepar Hvid og Belling – måske med en ny chef.

Lars Kjædegaard: Løgn i din hals. 267 sider. Gyldendal

****

Fremragende konspirationsthriller

Hovedpersonen Axel Sköld, der er radiojournalist og hovedperson i Anton M.Bergs De atten, er ved at lave en radiodokumentar, da han falder over en mystisk forbindelse, hvor den samme mand dukker op på fotografier, der er taget nogenlunde samtidigt med tre spektakulære dødsfald, mordet på Oluf Palme, en våbeninspektørs påståede selvmord og en graverjournalists dødelige bilulykke. Efter at Sköld er blevet fyret af Sveriges Radio, der har bragt den kontroversielle radioudsendelse, uden at der efter ledelsens mening er hold i Skölds anklager, går han videre med sine undersøgelser og når frem til en hemmelig organisation med rødder i 1700-tallet, der antageligt stod bag mordet på kong Gustav den tredje, der grundlagde Svenska Academien, inden han blev myrdet ved maskeballet i 1792. Sköld finder frem til, at organisationen De atten stadig er aktiv, og hvor medlemmerne befinder sig på samfundets allerhøjeste poster og ikke skyer noget for at styre det svenske samfund. Svenska Academien havde haft det franske Academi som model, der bestod af tyve lærde mænd, men kongen fandt, at tyve ikke lød så godt som De Aderton, og det er en mere kendt kulturel udgave af De atten, der stadig står bag uddelingen af Nobelprisen i Litteratur. I Axel Skölds bestræbelser for at afsløre denne hemmelige statsmagt, sætter han gang på gang sit liv på spil, og det resulterer i rejser til fjerne lande, mens De atten gør, hvad de kan for at forhindre sandheden i at komme frem. Med forfatterens navn kommer man umiddelbart til at tænke på marcipanbrød, men der er ikke meget sukkersødt over denne efter min mening geniale konspirationsthriller med over 400 siders koncentreret spænding.

Anton M. Berg: De atten. Oversat af Anders Juel Michelsen. 415 sider. Hr. Ferdinand

******

Forrygende murstenstyk thriller

Den svenske forfatter Hans Rosenfeldt, der skabte tv-serien Broen har netop udsendt Ulvesommer, der foregår i den lille by Haparanda, der ligger i Nordsverige meget tæt på grænsen til Finland. Her bliver Hannah Wester fra det lokale politi sat på en dramatisk sag om et bandeopgør, der finder sted i skoven uden for Rovaniemi, der ligger et lille stykke inde i Finland og udvikler sig til en massakre med adskillige døde. Men det hele begynder med, at der dukker en død ulv op, som viser sig at indeholde dele af et menneskelig i maven. Dog har den næppe ædt et levende menneske, men inden den døde af forgiftning, har den åbenbart mæsket sig med noget af det lig, som politiet senere finder gemt under nogle grene i en skov. Der er åbenbart tale om én, der slap væk fra massakren, men først efter nogen tid finder læseren ud af, hvordan vedkommende døde. Opgøret drejede sig om et større parti amfetamin, der var kommet til Finland fra Rusland, men hvor den mislykkede udveksling resulterede i, at både amfetaminen og flere hundrede tusind euro forsvandt. Derfor sender den russiske bagmand fra Sankt Petersborg lejemorderen og skarpskytten Katja til Haparanda, og så er dramaet i gang. Imens følger man også med i Hannahs privatliv sammen med ægtemanden Thomas og hendes unge chef Gordon, som hun har et sexuelt forhold til. Forfatteren har meget fint brugt byen Haparanda som en slags jeg-fortæller undervejs, og der bliver ved med at være overraskelser indtil de allersidste sider.

Hans Rosenfeldt: Ulvesommer. Oversat af Helena Brennum. 455 sider. Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

****

Fin spændingsroman fra et lille skånsk villakvarter

Svenske Mattias Edvardssons anden spændingsroman Gode naboer foregår i et villakvarter i den lille by Köpinge uden for den skånske by Lund. Kvarterets gårde har navne fra Astrid Lindgrens univers, og bogens personer bor på den lille vej Spektakelmagergade. Ægteparret Bianca og Mikael og deres to børn Bella og William er flyttet til Köpinge, efter at Mikael, der er lærer, blev fyret fra den skole i Stockholm, hvor han havde lagt hånd på en vanskelig elev. Fredag den 13. oktober lever op til sit rygte som en uheldig dag, da Bianca bliver kørt ned af den BMW, som gadens femme fatale Jacqueline, der er tidligere fotomodel, ejer. Bianca, der var på cykel, bliver alvorligt kvæstet kørt på hospitalet, hvor hun nogle dage senere dør. Resten af Gode naboer foregår skiftevis før og efter ulykken, og kapitlerne bliver skiftevis fortalt af Mikael, Jacqueline og af hendes søn Fabian, der er en vanskelig knægt på 13 år. Spørgsmålet er, om påkørslen af Bianca var en ulykke eller en bevidst handling, der i så fald skulle have haft at gøre med de mange intriger, som fandt sted i årene op til ulykken. Som læser får man indblik i de mange konflikter, der finder sted blandt naboerne, hvor både mobning, jalousi og ikke mindst hævn hører til dagens orden. Edvardsson formår at strække spændingen til de allersidste kapitler, og trods det at det lyder charmerende at bo i det lille Pippi-univers, får man også et glimrende indtryk af, hvad der sker, når mennesker kommer alt for tæt på hinanden.

Mattias Edvardsson: Gode naboer. Oversat af Henrik Andersen. 371 sider. People’sPress

****