Lille hjerte er Katrine Marie Guldagers fortsættelse til romanen, Ulven, som var begyndelsen på en slags familiekrønike fra Køge. Lilly er i starten af den nye historie i 1956 flyttet fra sin mand, Peter, for at begynde et nyt liv sammen med Ib Berthelsen i København. Hun har taget sit yngste barn, Lille-Ib med og hendes ønske er at starte et nyt liv i hovedstaden som kunstner. Men spørgsmålet er, om hun kan undvære sine andre to børn, Leonora og Henry. Peter, der stadig elsker Lilly, lader som en slags erstatning sin sekretær, Ella, flytte ind, og på et tidspunkt frier han direkte til hende. Lilly, hvis kunst består i at forme forskellige former for mønstre, forsøger at få udstillinger i stand i både Norge og København. Det bliver ikke den store succes, og på et tidspunkt vælger Lilly at vende tilbage til Køge, hvor Peter modtager hende med åbne arme, samtidig med at han smider Ella på porten. Lilly, der stadig foragtes af Køges bedre borgerskab vælger til sidst at vende tilbage til København, og umiddelbart står Peter tilbage som den store taber. Måske vil et tredje bind fortælle resten af historien – måske ikke. Guldager forstår flot at skildre et ægteskabsdrama anno 1956, og man glæder sig til at læse fortsættelsen, hvis den kommen en dag.
Sofi Oksanen har med Baby Jane skrevet et dybt fascinerende trekantsdrama, der udspiller sig mellem tre kvinder. ”Piki var uden tvivl byens cooleste lebbe, da jeg kom til byen som ung pige og var fuldstændig uerfaren, hvad kvinder angik.” Sådan lyder romanens første sætning, og bogens jegfortæller bliver dybt forelsket i den noget maskuline Piki. I begyndelsen går alt godt, men det bliver hurtigt klart, at Piki under overfladen er et skrøbeligt menneske, der kun nødigt forlader sin lejlighed. Da de to kvinders økonomi er elendig, etablerer de postordrefirmaet Susanna, hvor Piki med sin sexede stemme lokker mænd til at købe brugte trusser og strømpebukser, mens det er jeg-fortællerens smukke udseende, som lokker kunder til i annoncerne. Der er prægtige skildringer af, hvordan der på et tidspunkt skal skaffes en helt speciel trusse fra 70'erne til en liderlig mand. I det hele taget skorter det ikke på tilbud til Susanna om møder, blowjobs osv., men det er slet ikke med i konceptet. Imidlertid tjener de to kvinder ganske gode penge på at servicere onanerende mænd via telefonen. På et tidspunkt åbenbares det imidlertid, at Piki stadig har kontakt med en tidligere kæreste, den også mandhaftige Bossa. Hun køber ind og vasker for Pika, så hun ikke behøver at forlade sin lejlighed, og den rolle vil Pika ikke ændre ved. I det mærkelige trekantsforhold kan romanen minde lidt om Fassbinders Petra von Kants bitre tårer, hvor to kvinder også lever sammen med en tredje kvinde, som har en slags slavelignende rolle.
Da jegfortælleren møder en mand, som hun har et seksuelt forhold til, bliver Piki helt tosset, og deres forhold går i stykker, men de bliver ved med at samarbejde omkring postordrefirmaet. Baby Jane er skrevet inden Renselse, som indbragte Oksanen Nordisk Råds Litteraturpris, og også denne roman er mesterlig. Det handler om sex, håb og kærlighed.
Sofi Oksanen: Baby Jane.
Oversat af Birgitta Bonde Hansen. 201 sider. Rosinante
Om at forlade og blive forladt
Den myreflittige Josefine Klougart har netop udgivet sin
tredje roman på kun små tre år. Én af os sover er som de to tidligere
romaner en lavmælt historie, hvor det denne gang handler om at miste, om
hjemløshed, om lys og om natur. Det er også en kærlighedshistorie, hvor en ung
kvinde både forlader og bliver forladt, og hvor hun desuden scorer en ny mand
for øjnene af hans kæreste. Det er også en bog om mor og datter, og det er en
roman om sorg. At naturbeskrivelserne spiller en stor rolle, kan bl.a. ses af,
at fire af de otte kapitler hedder ”Landskabet”. Samtidig bevæger den unge
hovedperson sig rundt mellem Aarhus, Djursland og Københavns indre by. Det er
stemningen og sproget, der gør, at man som læser bliver så fascineret af
Klougart.
Josefine Klougart: Én af os
sover. 261 sider. Rosinante
Andreas' vej mod helvede
Med Fordrivelsen når Astrid Saalbach nye højder i sit forfatterskab med romanen Fordrivelsen.
Andreas er en succesrig forretningsmand, som er på vinterferie med sin
familie. Han kan slet ikke lade sin mobiltelefon være i fred, for han
har ét eller andet, han hele tiden skal kontrollere. Da han midt under
en skitur standser op midt på pisten for at læse em sms, bliver han
påkørt af en snowboard, og den næste tid ligger han i coma. Da han
endelig vågner op, er hans personlighed blevet helt forandret, men hvad
værre er, hans hustru, Mo, har læst, hvad der stod på hans
mobiltelefon. Andreas var i gang med et forhold til en anden mand, og
Mo smider ham ud, da hun føler sig forrådt.
Nu begynder
Andreas' nedtur både menneskeligt og forretningsmæssigt. Hans
kompagnoner bærer over med ham i starten, men efterhånden bliver
situationen uholdbar, og samtidig lægger både hans børn og Mo afstand
til ham. I et meget morsomt kapitel forsøger Andreas at tilslutte sig
et clairvoyant fællesskab, og dette fører ham ud i et næsten
farceagtigt forhold. Mo bliver alvorligt syg, og Andreas må lægge sit
liv helt om.
Det er en roman om et menneske, som allerede før ulykken var på vej ud
på et sidespor, men som efter sit uheld går helt til grunde. Astrid
Saalbach har beskrevet et menneskes deroute helt eminent, men det er
som om, farcen bliver for søgt til sidst.
Astrid Saalbach: Fordrivelsen. 333 sider. Gyldendal
Et hovedværk
Haruki
Murakama har skrevet, hvad der nok ender med at blive en
kærlighedsroman. Men det er endnu ikke klart, når man kun har læst de
to første bind af 1Q84, for der kommer også et tredje bind.
Tengo er en 30-årig matematiklærer, der drømmer om at blive forfatter.
Han har kontakt til et forlag, og her får han opgaven at færdiggøre og
renskrive den 17-årige debutant Fukaeris debutroman Luftpuppen. Den
handler om Little People og en sær religiøs kult, og den bliver en
bestseller. Aomame er også 30 år, massør og kampsportsinstruktør, men
hun er også lejemorder, der kan slå mænd ihjel med en issyl, så man
overhovedet ikke kan se, at der er tale om mord. Hun udfører sine mord
på bestilling fra en gammel dame, der har et krisecenter og en
bodyguard, Tamaru.
Aomame og Tengo har gået i skole sammen, og
som ti-årige knugede Aomame Tengos hånd, hvad de begge har tænkt på
siden. De har aldrig forsøgt at finde hinanden, men ingen tvivl om, at
de har elsket hinanden på afstand. I løbet af andet bind begynder de at
nærme sig hinanden, og der sker en række hændelser, som gør, at de vil
blive knyttet tættere sammen.
Blandt andet kommer de begge ind i en parallelverden 1Q84, hvor der er
to måner – en stor og en lille. De har også det samme stykke musik, som
de hører ustandselig, Janaceks Sinfonetta.
I andet bind er Fukaeri forsvundet, men hun dukker op hjemme hos Tengo,
og imens skal Aomame udføre sit nok mest farlige lejemord på lederen af
en sekt, der bl.a. har voldtaget mindreårige piger.
Spændingen bliver mere og mere koncentreret, og ingen tvivl om, at de
to barndomskammerater må møde hinanden i bind 3. Man har også allerede
stiftet bekendtskab med nogle mere eller mindre bizarre bipersoner, og
et gammelt eventyr om Kattenes by kommer til at spille en større rolle.
Murakamis genistreg med at henlægge handlingen til Orwell-året 1984 er
genial, og mens første bind dækkede perioden april-juni, foregår anden
del i juli-september, og tredje bind vil foregå i resten af året 1984.
Som læser kan man næsten ikke vente på fortsættelsen.
Haruki Murakami: 1Q84 Bind 1. 403 sider. 1Q1984 Bind 2. 367 sider. Forlaget Klim
Mesterværk om journalistik
De ufuldkomne
er en formidabel om en engelsksproget avis i Rom, som bliver grundlagt
af en amerikansk millionær i begyndelsen af 1950'erne. Gennem 11
kapitler følger man forskellige ansatte på avisen gennem de næste mere
end 50 år, indtil avisen går ind. Det er virkelig skæbnefortællinger om
forskellige journalister, redaktører, korrespondenter, chefredaktøren,
en ejer og sågar en læser. Man bliver involveret i intriger og fejder
på avisen, og et helt guddommeligt kapitel handler om en freelancer,
der er sendt til Kairo, hvor han samtidig skal konkurrere med et par
andre journalister om et fast job. Her bliver han i ordets bedste
forstand invaderet af en gammel freelance-rotte, der uden skrupler
udnytter den unge mand. Der er også den dovne journalist, der
udelukkende er sat til at skrive nekrologer, og sådan kan man blive
ved, indtil tredje generation af ejerne kører det hele nedenom og hjem.
Oliver hedder den unge ejer, som kun interesserer sig for sin
bassethund Schopenhauer, så i 2007 må avisen lukke og alle bliver fyret
med visse udspekulerede hævntogter til følge, og endelig hører man,
hvad der blev af de enkelte medarbejdere. Det er en uafrystelig
beskrivelse af journalistik og livet på en avis. Imponerende at bogen
er skrevet af en debutant.
Tom Rachman: De ufuldkomne. Oversat af Erik Barfoed. 322 sider. Politikens Forlag
New York set fra oven
Nej,
ikke endnu en roman om Twin Towers i New York. Jo, men det er ikke om
11. september 2001. Derimod foregår hovedparten af Colum McCanns roman Lad kun verden tumle sig
den 7. august 1974, nemlig den dag hvor Philippe Petit udførte sit
fantastiske nummer med at gå på line de 75 meter mellem de to tårne. Og
i øvrigt var det dagen før Nixon måtte forlade sit præsidentembede i
vanære. Bortset fra det spiller Petits kunststykke kun en lille rolle i
romanen, men den binder en række begivenheder sammen. Fem mødre, der
alle har mistet deres sønner i Vietnamkrigen mødes i en fornem
lejlighed på Park Avenue på Manhattan, mens den irske munk, Corrigan,
kæmper i retten for nogle sorte prostituerede fra Bronx. En ung mand
kører rundt i New Yorks undergrund mellem to togvogne for at
fotografere grafitti på tunnelvæggene, og en dommer skal dømme både de
sorte ludere og den dristige linedanser. Alle disse skæbner bliver på
en eller anden måde bragt sammen og bliver til en gribende beretning om
kærlighed sorg og håb, og i sidste del af bogen spinder McCann en ende
på hele historien 32 år senere. Det er én af de romaner, som simpelthen
har alt, en New Yorker-stemning, som man ellers kun finder hos Paul
Auster og Colin Harrison, men på samme tid fortæller den en forhistorie
med rødder tilbage til Guatemala, Irland og til negerslaverne i
Sydstaterne. Colum McCann har også i sine tidligere romaner skildret
sider af New York, men i Lad kun verden tumle sig, som også
er romanens sidste sætning, overgår han sig selv. Det er intet mindre
end et mesterværk, som fortjener at blive læst af mange.
Colum McCann: Lad kun verden tumle sig. Oversat af Juliane Wammen. Indbundet. 413 sider. People'sPress
En kærlighedshistorie?
Karin Alvtegens nye roman En usandsynlig historie
er ikke en krimi, som det ellers plejer at være fra denne fremragende
svenske forfatter. Romanens to hovedpersoner Helena og Anders er begge
ulykkelige mennesker, der er midt i livet. Helena flyttede sammen med
sin mand og datter op til Norrland, hvor hun oprindeligt kom fra, og
her forsøgte de at lave et hotel, men Helenas mand kunne ikke tilpasse
sig, og da han samtidig blev forelsket i en hotelgæst, er han flyttet
tilbage til Stockholm, og datteren står splittet mellem de to forældre.
Anders er en succesrig milliardær, som er træt af livets tomhed, så han
beslutter at begå selvmord. Han kører sin bil i smadder, men overlever
uden de helt store men, og han forlader hospitalet i en lejet bil og
kører til Norrland, hvor han indlogerer sig på Lindgrens Hotel, og her
begynder han at gøre sig nyttig som snedker og maler, for der er stadig
mange værelser, der skal indrettes.
En tredje person er den lille bys original Verner, der også kommer til
at spille en rolle, og så er der Helenas barndomsveninde, Anna-Karin,
der efter et par skilsmisser har udviklet sig til en fremmedfjendsk,
homofobisk og bitter kvinde. Hun er vendt tilbage til den lille by
efter sin mors død, og hun er med til, der opstår tvister i byen.
Det er en gribende og velskrevet roman om nogle kuldsejlede skæbner. Ikke sådan at ryste af sig.
Karin Alvtegen: En sandsynlig historie. Oversat af Mone Hvass. 295 sider Tiderne Skifter
Flot frikvarter fra Dan Sommerdahl
Anna Grue har tidligere bevist, at hun kan mere end at skrive
kriminalromaner. Det viser hun endnu engang med novellesamlingen De
andre. Her får man 10 noveller, som er lidt af en cyklus, for flere af
personerne dukker op i forskellige sammenhænge i noveller som
bipersoner for andre hovedpersoner. Fx den aldeles rædsomme svigermor,
som optræder både i Stå dog ikke der i regnen og i Blodbøgen,
hvor et ungt par plager en gammel nabo, for at få ham til at fælde den
blodbøg, han selv plantede over 50 år tidligere. Og novellen Ude af sync, 1981 har en efterfølger Ude af sync,
2008, hvor en usympatisk reklamemand, som i mellemtiden har været ude
for den helt store deroute, tager til Jylland for at besøge den unge
kvinde, som han legede kispus med 27 år tidligere. Han kommer grueligt
galt afsted, da han er ude for en bilulykke, hvor personerne i den bil
han kører ind i, er med i en anden novelle, Det er ikke nemt. Og den
samme ulykke kommer også til at spille en rolle i samlingens efter min
mening bedste novelle, Beeeep-Beeeep, hvor alt går galt for
en kvinde på én og samme eftermiddag. Så meget at man kommer til at
tænke på den gamle revyvise: Fru Kammerherreinde, det går så godt, det
går så godt! Det hele slutter med den gribende historie, om en jysk
husmor, der af et ugeblad er blevet udtrukket til en såkaldt makeover,
hvor hun skal til København for at blive shinet op med ny frisure og
nyt tøj, og hvordan hun slet ikke har lyst til at vende tilbage til sin
triste hverdag hjemme i Herning.
Det er 10 vedkommende og
velskrevne historier, som næsten lige så godt kunne have været en
roman, da der som sagt er en sammenhæng i mange historier, men som
selvstændige noveller fungerer de også glimrende. Jeg kan mægtig godt
lide Anna Grues skaldede privatdetektiv Dan Sommerdahl, men hvis hun
skriver så fine almindelige romaner, så må hun godt sende Sommerdahl på
ferie engang imellem.
Anna Grue: De andre. Noveller. 248 sider. Politikens Forlag
En kvinde i total opløsning
Henriette Rostrups anden roman, Skygger,
begynder med, at lokalpolitikeren Benedikte på vej hjem fra arbejde
kører en lille indvandrerdreng ned på Nørrebro. Der er øjensynligt ikke
vidner til ulykken, og Benedikte sætter den lille hårdt sårede dreng op
ad muren ved siden af ulykkesstedet og kører videre hjem. Hun forklarer
sin mand, Jens, at hun må have påkørt et eller andet, og hun har det
dårligt, men manden fatter ikke mistanke, selv om tv-avisen kan
fortælle om en flugtbilist, der har undladt at hjælpe den døende dreng.
Benedikte får det værre og værre, og under et politisk møde går det
helt galt, da hun får et sammenbrud og slår på sin partisekretær. En
større skandale bliver sat stort op i Ekstrabladet, og Benedikte må gå
på sygeorlov, og nu bliver intet mere normalt i murermestervillaen i
Brønshøj, hvor hun bor med manden og den lille datter, Vigga. En
14-årig indvandrerpige, Rana, har faktisk været vidne til ulykken, og
hun bliver efterlyst af politiet, men hendes forældre siger, at hun
ikke skal lade sig indblande i noget som helst, bl.a. fordi faren er
torturoffer, som er bange for alt, hvad der minder om politi. Læreren
Lilja, der også har indvandrerbaggrund, får eleverne i Ranas klasse til
at skrive om deres oplevelser i forbindelse med den lille drengs død,
og hun lover at skriverierne ikke skal bruges til noget, men da hun
læser dem, ser hun Ranas gengivelse af, hvad hun har set. Hun nærmer
sig den indelukkede pige, og mere skal ikke røbes her. Imens fortsætter
Benediktes nedtur med stor fart. Hun begynder at drikke helt
umådeholdent og ender med at blive forladt af mand og barn. I løbet af
de næste måneder går det videre mod den totale undergang.
Henriette Rostrup har skrevet en vanvittig uhyggelig roman, der
balancerer på kanten af krimien, og samtidig med hendes skildring af
Benediktes skyldfølelse og skam, formår hun at tegne et fint billede af
indvandrermiljøet. Flere bipersoner er flot skildret, men det, der
bider sig fast, er Benediktes menneskelige deroute.
Henriette Rostrup: Skygger. 301 sider. Rosinante
Sex, håb og svigt
Hovedpersonen i Kirsten Hammanns roman Se på mig,
Julie, er forlovet med Casper, som hun skal giftes med, men Casper er
en sjuft. Han har fundet ud af, at han lige skal bruge et halvt år på
at finde sig selv, så derfor rejser han til Goa i Indien og efterlader
Julie i en lejlighed til 12.000 kr. om måneden efterladende en seddel
på køkkenbordet, hvor der står: ”Søde skat, pas på dig selv. Vi ses.
C.” Julie arbejder på et rejsebureau og har absolut ikke råd til at
betale huslejen alene, så hun bliver nødt til at leje et par værelser
ud, og ind flytter Sune, der har ambitioner om at blive en kendt
forfatter. Han har fået udgivet to novellesamlinger med pæne
anmeldelser, men ikke det store salg. Han har nu sagt sin lejlighed og
sit job op og vil leve som forfatter på fuld tid. Både Julie og Sune
synes den anden er ret lækker, men Julie klamrer sig til håbet om, at
Casper vender tilbage. Imens bliver der drømt og ikke mindst onaneret
på begge sider af væggen. Sune har svært ved at komme i gang med sin
bog, og han begynder at researche i, hvordan man skriver en
detektivroman. Bl.a. anskaffer han en bamse med indbygget spionudstyr
(kamera og mikrofon), og den forærer han til Julie. En dag skvatter
Julie ned ad trappen på sit arbejde og smadrer sit knæ, så de næste
mange måneder er hun bundet til den lille lejlighed, og hun og Sune
kommer nærmere på hinanden. Mere skal ikke røbes her.
Romanen
tegner et fremragende billede af en lidt naiv kvinde, som er fyldt med
erotiske lyster, og af en ambitiøs ung forfatter, som ikke rigtig har
noget at have ambitionerne i, men som er sygelig jaloux på en kollega,
der skriver den ene bestseller efter den anden.
Samtidig er det en meget erotisk roman med mange sexscener. Underholdende og velskrevet.
Kirsten Hammann: Se på mig. 460 sider. Gyldendal
Ægteskabsdrama i Køge
Lille hjerte er Katrine Marie Guldagers fortsættelse til romanen, Ulven,
som var begyndelsen på en slags familiekrønike fra Køge. Lilly er i
starten af den nye historie i 1956 flyttet fra sin mand, Peter, for at
begynde et nyt liv sammen med Ib Berthelsen i København. Hun har taget
sit yngste barn, Lille-Ib med og hendes ønske er at starte et nyt liv i
hovedstaden som kunstner. Men spørgsmålet er, om hun kan undvære sine
andre to børn, Leonora og Henry. Peter, der stadig elsker Lilly, lader
som en slags erstatning sin sekretær, Ella, flytte ind, og på et
tidspunkt frier han direkte til hende. Lilly, hvis kunst består i at
forme forskellige former for mønstre, forsøger at få udstillinger i
stand i både Norge og København. Det bliver ikke den store succes, og
på et tidspunkt vælger Lilly at vende tilbage til Køge, hvor Peter
modtager hende med åbne arme, samtidig med at han smider Ella på
porten. Lilly, der stadig foragtes af Køges bedre borgerskab vælger til
sidst at vende tilbage til København, og umiddelbart står Peter tilbage
som den store taber. Måske vil et tredje bind fortælle resten af
historien – måske ikke. Guldager forstår flot at skildre et
ægteskabsdrama anno 1956, og man glæder sig til at læse fortsættelsen,
hvis den kommen en dag.
Katrine Marie Guldager: Lille hjerte. 205 sider. Gyldendal
Imponerende debutroman
Journalisten Erik Valeurs imponerende debutroman Det syvende barn er svær at sætte i genremæssig bås. Er det en skæbneroman, en satirisk roman eller en kriminalroman?
Det er fortællingen om en hemmelighed, som har sine rødder på
spædbørnshjemmet Kongslund, hvor en række babyer, der havde det
tilfælles, at de skal bortadopteres, lever deres første tid. I maj 2008
modtager nogle mænd et brev, som indeholder et par sider fra 1961 af et
ugeblad med et billede af Kongslund, et billede af fem små drenge og to
piger, som bor på Elefantstuen, en adoptionsblanket med navnet John
Bjergstrand og en hæklet barnesok. Også en journalist, Knud Tåsing
modtager det sære brev, og han begynder at undersøge sagen. Et par dage
efter vil den tidligere forstander på Kongslund, Martha Ladegaard,
kaldet Magna, blive fejret i anledning af 60-året for hendes
ansættelse. Hele historien bliver fortalt af Marie, der kom til
spædbørnshjemmet som hittebarn i 1961, og som blev Magnas plejedatter.
Det viser sig, at de, der har modtaget brevet fra den anonyme afsender,
alle er født på Rigshospitalet i 1961 og var sammen på Elefantstuen,
inden de blev adopteret. Men hvem er John Bjergstrand? Et af
adoptivbørnene Orla Berntsen er blevet stabschef hos den magtfulde
minister, Ole Almind-Enevold, der styrer Nationalministeriet. Han står
til at overtage statsministerposten efter den dødsmærkede
statsminister, og han har en fortid som frihedskæmper sammen med Magna,
hvorfor han også er i bestyrelsen for Kongslund.
Tåsing finder efterhånden frem til, hvem de syv børn var, men en af dem
må have været John. Nogle år før har man fundet liget af en ukendt
kvinde på stranden syd for Kongslund, og meget tyder på en forbrydelse,
men da liget bliver fundet 11. september 2001, drukner dette fund i
hele medieomtalen af terrorhandlingen i New York samme dag. Det bliver
efterhånden klart, at der er blevet lagt røgslør over, hvem John
Bjergstrand var, fordi han blev født af en kvinde, som sad i fængsel,
og som i al hast blev benådet og sendt ud af landet.
Der er mange flere mystiske begivenheder i denne næsten 700 sider store
roman, og læseren bliver holdt i spænding indtil de allersidste sider.
Det er en dybt imponerende debut – med et originalt og godt gennemtænkt
plot, og så er romanen absolut ikke uden politiske undertoner – og frem
for alt er den velskrevet – men den kunne godt være strammet med mindst
100 sider. Den er for lang..
Erik Valeur: Det syvende barn. 692 sider. Politikens Forlag