Jannik Lunn
Gammel Kongevej 98
1850 Frederiksberg C
E-mail: jannik@bogpusheren.dk
Telefon 218017 99
Om Jannik Lunn
Årets Bøger   
Interviews 
Anmeldelser 
Links
Antikvariat

Senest opdateret 23. juli 2014

Overbevisende debut

Mette Jensen Hayles skriver i romanen Jizz – En roman om at elske i jegform om lægen Louis Broe, der egentlig har det hele, villa på Amager, en smuk kone og små børn, hvor det ene er undervejs, da romanen begynder. Ikke desto mindre brænder han varm på Parnille, der i hans øjne er det smukkeste, han nogensinde har oplevet, men hun er også lesbisk, får han at vide. Dog ikke mere end at de indleder et altopslugende kærlighedsforhold, der splitter Louis’ hidtidige liv i atomer. Da han langt om længe forlader kone og børn, bliver han også fyret fra sit job, og en helt ny tilværelse skal bygges op. Der er et problem i Pernille og Louis’ forhold, og det er jalousi, som truer med at ødelægge alt. Ikke at Louis holder sig tilbage, han boller alt, hvad han kommer i nærheden af, hvad enten det er kvinder eller mænd, men han kan ikke tåle, da Pernille fortæller om en tidligere elsker, og netop som de er flyttet sammen og er blevet gift, banker Louis Pernille så grundigt, at han er tæt på at slå hende ihjel. Hvad der videre sker, skal ikke røbes her, men det er en overbevisende roman om, hvordan kærlighed, der burde kunne overvinde alle problemer, ender med at blive en trussel på livet for både mand og kvinde. Hvis det er en debut, hvad jeg mener, det er, så er det en så lovende ’en, at jeg allerede glæder mig til den svære toer. Og så er der dejlig musik til. Hvis man via sin smartphone klikker ind på forreste flap på romanen, er der en playliste med dejlig musik, der gengiver romanens stemning. Læs og lyt!  

Mette Jensen Hayes: Jizz – En roman om at elske. 254 sider. Rosenkilde & Bahnhof

Prægtig gavtyveroman

Bare titlen – Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEAskab skærper forventningerne til, at Romain Puértolas vil være morsom, og det er den.

Hovedpersonen Ajatashatru Lavask Patel er fakir, og han er rejst fra Indien til Paris for at købe en sømseng, som han har set, at IKEA har på tilbud. Han er professionel plattenslager, og med sig har han en falsk 100 euro-seddel, som tilmed sidder fast i en elastiksnor, så han kan genbruge den.  IKEA har ikke sømsengen på lager, så fakiren beslutter sig for at overnatte i IKEA, efter at han har bestilt sengen. Da en nattevagt viser sig, gemmer Ajatashatru sig i et skab, men uheldigvis skal det sammen med en del andre møbler sendes til England, og fakiren når næsten igennem tunnelen under kanalen, før han og en række somaliere bliver afsløret af de engelske toldere. Inden da har han i Paris mødt den smukke Marie, som han har lovet at ringe til, og som han er lidt forgabt i. Nu bliver fakiren imidlertid fløjet til Barcelona, hvorfra tolderne mente, at han kom, og her venter nye udfordringer. I Paris havde han snydt en zigøjnertaxachauffør for 100 euro, og denne hævngerrige chauffør jagter nu fakiren, og i Barcelonas lufthavn mødes de igen. I et helt ubetaleligt kapitel lykkes det for fakiren at flygte ved at kravle ind i en kendt skuespillerinde, Sophie Morceauxs skabskuffert, og på den måde kommer han til Rom. Under disse rejser er Ajatashatru begyndt at skrive, for nu vil han være forfatter, og han skriver sine første kapitler på en skjorte. Imidlertid er hans skriverier så talentfulde, at Morceauxs agent får sat ham i forbindelse med Rabalderforlagets direktør, som tilbyder fakiren 100.000 euro i forskud, og dem får han udbetalt i kontanter i en mappe. Da fakiren igen må flygte fra dea vrede taxachauffør, søger han tilflugt i en ballon, og i dens gondol svæver han snart ud over Middelhavet, hvor ballonen styrter i havet. Heldigvis bliver Ajatashatru reddet af en libyisk kaptajn, og næste stop bliver Tripoli i Libyen. Og sådan fortsætter denne groteske og forrykte rejse, og hvordan den slutter, skal ikke røbes her.

Der er tale om en fuldstændig syret historie, og oversætteren Agnete Dorph Stjernfelt har givetvis moret sig med at finde på navne til den danske udgave, fordi man får dem alle med deres groteske udtale-måder fx hovedpersonen (udtales ”Er jeg Tasja tro?” for ikke at tale om fætteren, der hedder Nokh Sakht (udtales Noksagt) og sådan bliver det ved.  Der vil givetvis være læsere, der synes at morskaben tager overhånd, men jeg må indrømme, at jeg grinede meget undervejs. En herlig og morsom roman!

Romain Puértolas: Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 


*****

Ude godt – hjemme bedst

Med Kaninens år beviser Stine Askov, at hendes debutroman Bid ikke var en enlig svale. Den svære toer handler om Trine og Andreas, der har levet sammen med deres to døtre Lily og Katja i en lejlighed i Nansensgade i København. For 13 år siden forelskede Trine sig i ham, som hun dengang syntes var verdens dejligste mand. Men ak, nu er der gået hverdag i det hele, og det drejer sig mest om at smøre madpakker, og aftenerne går med, at Andreas sidder og ser Deadline. Derfor beslutter Trine sig til - både sine veninders og families store overraskelse – at forlade Andreas. Hun vil skilles, og hun finder et hus oppe i Nordsjælland, hvor hun hurtigt bliver integreret sammen med sine døtre. Hun finder også et arbejde deroppe i børneinstitutionen Elverhøj, men alligevel mangler der et eller andet. Døtrene trives ovre hos nabokonen – kaldet Mor – og Trine efterkommer børnenes store ønske om at få kaniner. Ind imellem mødes Trine og Andreas – mest i forbindelse med udvekslingen af børn, men læseren bliver mere og mere sikker på, at de nok ender med at finde sammen igen, og sådan kommer det også til at gå, og Kaninmanden indvilger i at tage de kaniner tilbage, som ikke er blevet taget af ræven. Da de til sidst sidder i lejligheden i Nansensgade, siger Andreas: ”Det er helt mærkeligt at tænke på, hvad hele det eventyr skulle til for. Godt der er overstået.” Jeg står og mærker blod og hjerte, vejrtrækning. ” ”Eventyr? Jeg synes ikke, det har været noget eventyr. Tværtimod.” Tre prøver og en morale til sidst. Magiske kaniner. Eventyrregler, tænker Trine.

Og så lever de måske lykkeligt til deres dages ende? Måske? Som læser tror jeg ikke rigtigt på det, men det er jo en meget opbyggelig historie. Den er fint skruet sammen, og dialogen er fin. På en eller anden måde minder Stine Askov mig om en tidlig Martha Christensen – og det er jo ikke så dårligt endda.

Stine Askov: Kaninens år. 281 sider. Gyldendal


Peter Høeg når han er bedst

Som altid har Peter Høeg en hovedperson med helt særlige evner. Således også i hans nye roman Effekten af Susan, hvor Susan Svendsen har det helt usædvanlige talent, at hun fremkalder oprigtighed hos folk. Denne helt særlige egenskab har hun bl.a. demonstreret, når hun af politiet er blevet brugt til at lokke tilståelser ud af personer, der er hårde benægtere, og som ellers har nægtet at udtale sig under afhøringer. Susan er fysiker, og hun er tidligere elev af Andrea Fink, der bor i Carlsbergs Æresbolig, som tidligere husede Niels Bohr. Susan har sammen med sin mand, pianisten Laban Svendsen og hendes tvillinger Thit og Harald været i Indien, hvor de er kommet i så store vanskeligheder, at det kun med dygtigt arbejde er lykkedes for danske diplomater at få dem fri fra et uhumsk fængsel. Men stadig truer en lang fængselsstraf, da Susan får et tilbud, hun ikke kan sige nej til. Hun skal opspore et kvindeligt medlem af den Fremtidskommission, der blev oprettet i begyndelsen af 1970’erne, og som blev nedlagt i 2015, for at få hende til at afsløre, hvad der skete på kommissionens sidste møde. Det bliver imidlertid et både farligt og vanskeligt job, da alt er hemmeligt, og de papirer, som overhovedet eksisterer, kun findes i et stærkt bevogtet arkiv i kælderen under Christiansborg, for Fremtidskommissionens opgave var at rådgive skiftende danske regeringer og opstille scenarier. Man kan sige, at kommissionen var en udbygning af den tids trend med de såkaldte tænketanke.  Effekten af Susan udvikler sig til en regulær spændingsroman, da flere af kommissionens medlemmer er tavse som østers, hvis de da ikke allerede er blevet myrdet.’Det er nemlig sådan, at kommissionen foreløbigt med stor dygtighed har forudsagt de fleste af de store begivenheder, der har præget verden i de seneste årtier, derfor vil man naturligvis gerne vide, hvad der foregik på Fremtidskommissionens sidste møde, og hvad der blev drøftet der.

 Men hvad er det, som er så super hemmeligt, at myndighederne vil gøre alt for at skjule, hvad kommissionens arbejde gik ud på. Det skal naturligvis ikke røbes her. Det er ikke bare en spændende roman, Peter Høeg har skrevet, det er også en aktuel og vedkommende historie, og så formår Peter Høeg ind imellem at være rigtig morsom. Romanen rummer flere mere eller mindre groteske begivenheder, og den humor, som der ikke var så meget af i hans første romaner, begyndte man allerede at fornemme i hans forrige roman Elefantpassernes børn. Effekten af Susan er efter min mening et nyt højdepunkt i et spændende forfatterskab. En slags hybrid mellem en udviklingsroman og en konspirationskrimi. Tilbage er kun at sige: Læs den!

Peter Høeg: Effekten af Susan. 331 sider. Rosinante








Lille uforglemmelig pragtroman

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Line-Maria Långs første roman Artiskokhjerte er om ikke autist så noget af et geni. Hun er blevet student som 15-årig, og hun har af sin franske far lært et huskesystem, der gør, at hun sammenligner alt med tal, og så kan hun i øvrigt de første 500 cifre af pi. Hun har det på forskellig måde svært med begge sine forældre. Når hun er i Danmark, er hun Lisa, som moren affarver håret på, så alle vil være overbevist om, at hun er ægte blondine – altså moren,, mens hun i Frankrig er Lizette for faren, som forlod moren i Danmark, da Lisa var 10 år, for at flytte tilbage til den hustru og datter, som han i sin tid forlod til fordel for Lisas mor. Men da Lisa kommer til Paris for at besøge sin franske familie, har faren ikke rigtigt tid til hende, og hun bor hos sin halvsøster Tulia og hendes mand Matthieu samt deres baby Théophile (kaldet Tattelat). ”Lisa synes, at Teéophile nærmest lyser som pædofil.”  I Lejligheden over Tulia og Matthieu bor en ældre musikanmelder, kaldet Le Monstre, og ham indleder Lisa et forhold til, måske er han en slags fadererstatning. Hun kalder ham for Gamlingen, og en kort tid opholder hun sig mere i hans lejlighed end nedenunder hos søsteren, hvor det vrimler med kakerlakker. Disse skadedyr kommer til at spille en vigtig rolle for Lisa, som nærmest dyrker dem som husdyr. Lisa elsker desuden at imponere sine omgivelser, og da hun har opdaget sin franske elskers passion for whisky, køber hun en flaske og forsøger at bruge sin nyvundne viden om, hvordan man drikker whisky. På en måde angler hun også efter tryghed, og noget af det mest trygge for hende er den knitrende lys af rigtige nylonstrømper, som hun for det meste er iført. ”Mor sagde altid, at ægte nylonstrømper, der skulle holdes oppe af en hofteholder, var det vigtigste, en kvinde kunne anskaffe sig.” Der er meget symbolik i romanen, og specielt ord, tal, musik og lugte spiller en stor rolle hos Lisa/Lizette, der også erstatter jeg med hun, når hun ser på sig selv udefra. Hun skriver fx en falsk dagbog, der skal overbevise søsteren om, at alt er godt, og derfor efterlader hun den på en måde, så hun kan se, om der er blevet læst i den.

Artiskokhjerte er en lille gribende roman, skrevet i et så fint sprog, at den skal læses langsomt og gerne flere gange. Det er en uforglemmelig oplevelse, og jeg glæder mig til at læse mere af Line-Maria Lång.

Line-Maria Lång: Artiskokhjerte. 190 sider. Rosinante

Fra Blendstrups hovedstol

Luskefisefortællinger er Jens Blendstrups nye prægtige roman om barndommen i 1970’erne – i direkte forlængelse af en roman som Gud taler ud. Mon ikke der igen er en bid af hovedstolen fra opvæksten i nærheden af Aarhus sammen med kammeraterne Klunke, Mumi og Neger Thomas for ikke at tale om den brovtende Heino, hvis far hele tiden er i fængsel. Og der er den prægtige historie om Bimse, der kunne lave guld og smeltede sin mors arvestykker om, så han fik frataget hele sin børneopsparing. En anden morsom historie er den om Heinos far, der har lovet at skaffe Allan et ægte Rolex-ur, hvad han ikke kan, da det er så dyrt at blive skilt, og i stedet har han anskaffe en billig Kina-kopi, hvad Allan straks ser. Der er heller ikke andre end Blendstrup, der kan bilde læserne ind, at København er bygget på kødben og derfor oprindeligt hed Kødbenhavn. Men romanen rummer også i sine små afsnit rørende beretninger om det at komme i puberteten, og fællesonani sammen med kammeraterne, og om da Jens er tæt på at komme i spjældet, fordi de har eksperimenteret med sprængstoffet litium og sprængt Schnedlers lokum i tusind stykker. I baggrunden færdes hele tiden den bekymrede svenske mor og den halvgale far, som læserne lærte at kende i Blendstrups tidligere romaner. Det skal lyde endnu en gang: Blendstrup er blændende – intet mindre.

Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger. 123 sider. Samlerens Forlag






Knudsen-sagaen

I Islandske konger skildrer Einar Már Gudmundsson slægten Knudsen fra det lille fiskerleje Tangavik på Island gennem flere hundrede år. Island har jo aldrig haft konger i ordets egentlige betydning, men i den lille by, styres næsten alt af en Knudsen. Det er selvbevidste folk, som fører sig frem indenfor politik, handel og skolevæsnet, og en stor del af dem er legendariske fulderikker og slagsbrødre, der ind imellem kommer grueligt galt af sted. I det hele taget er Knudsen’erne ikke folk, der sætter deres lys under en skæppe. Hvis man fx har studeret i København og brugt tiden på alt andet end læsning, er det jo meget belejligt at påstå, at eksamenspapirerne blæste overbord på vejen hjem, så man alligevel kan indtage magtfulde embeder, og der er næsten ingen grænser for, hvad disse distanceblændere og kvindebedårere kan usføre af små mirakler. Det er samtidig en roman, der tager pulsen på Island gennem flere af de sidste hundrede års finanskriser. Der er minderige skildringer fx af hvordan nazismen kom til Tangavik gennem en Knudsen, som havde været i Tyskland og set lyset der, men også hvordan medløbere nåede at skifte hest inden krigen sluttede. Eller den skønne skildring af Gudbergur Bergssons roman Tomas Jonsson Bestseller, hvor en forhenværende bankansat kommer med sin egen lommefilosofi om de værste farer, der kunne ramme det islandske folk, fx ved at ødelægge hjernen på islandske kvinder ved import af højhælede sko (200.000 stød ramte daglig rygmarven og lillehjernen), som berøver kvinderne sansen for husligt arbejde og børneopdragelse. For slet ikke at tale om de kolossale drukture, der fulgte i kølvandet på Astvald Knudsens lønudbetaling til Jegvan Færing, som fluks købte fem flasker spiritus på monopolet, hef proppen af den ene, som han bællede i sig, før han dinglede væk med de fire øvrige flasker til stor fortrydelse for hans kone og børn.

Det eneste, jeg kan savne i Islandske konger, er en oversigt over de mange medlemmer af familien Knudsen, for man bliver helt forpustet uden en sådan stamtavle, der kunne sætte lidt system over de mange originaler og galninge, men det skal ikke skygge for, at der er tale om en ualmindelig velskrevet og morsom familiekrønike. Et sandt mesterværk!

Einar Már Gudmundsson: Islandske konger. 271 sider. Lindhardt og Ringhof





Familiekrønike i kølvandet på ungdomsoprøret

Hvis sandheden skal frem er Anne Lise Marstrand-Jørgensens selvstændige fortsættelse til Hvad man ikke ved, som udkom sidste år. Hvor forrige bind handlede om familien Horn i 1960’erne, møder vi i den nye mursten på over 550 sider far Eric og de tre børn Marie-Louise, Flora og Martin i tidsrummet fra 1975-1992. Flora er den helt klare hovedperson i andet bind. Hun bor i kollektivet Kamala i byen Farring, mens Eric og Martin, som nu er 12 år, er taget til Indien. Og endelig har Marie-Louise fået sønnen Christian med Simon, der er gift med en anden kvinde. Selv om Flora kun er 16 år, er hun den eksperimenterende, hvilket resulterer i et meget avanceret sexliv, der involverer både kvinder og mænd. Hvad hun ikke ved er, at hendes bedste veninde Rachel, som er alene med drengen Ben Janus, har været kæreste med hendes far, og at det er Eric, som er far til drengen. Først længe efter, at Eric og Martin er vendt tilbage fra Goa, får Flora og Marie-Louise at vide, at de har en halvbror, og Flora bliver virkelig forbitret på sin far. Resten af romanen er en udviklingshistorie, hvor man følger de tre søskendes meget forskellige udvikling. Det er en virkelig spændende og gribende roman, som giver et eminent tidsbillede af en periode, hvor der blev eksperimenteret med fri kærlighed, og hvor specielt Flora får løbet hornene af sig. Sjældent har jeg læst en dansk roman, hvor der bliver bollet så meget som her. Det er svært underholdende, og som familiekrønike er den fuldt på højde med fx Christian Kampmanns Gregersens-romaner. Hvad der så også gør, at den kan  give Marstrand-Jørgensen succes uden for Danmarks grænser er, at byerne Farring, Vase og Rossel ikke er knyttet til et specielt land. De kan ligge overalt i Europa. Hvis sandheden skal frem er et fornemt stykke historie om 17 år, der ligger i forlængelse af ungdomsoprøret.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hvis sandheden skal frem. 557 sider. Gyldendal





Lyst, sex og satire

Libido er dels navnet på Morten Sabroes nyeste roman, men det er også navnet på det romanmanuskript, som bogens jegfortæller Philip Petterson indleverer til et stort landets store forlag. Philip har to gamle venner, som han har haft siden barndommen, og som han spiller fodbold med, Daniel og spradebassen Rune  Rosenstok, som er chefredaktør for tidsskriftet Mand til tiden, hvor han har introduceret sig selv på forsiden i cowboystøvler og slidte Levis med nøgen overkrop og en cowboysaddel over skulderen. Og med en tøjle hen til en 23-årig blondine, som ligger på alle fire med seletøj om hovedet og bidsel mellem tænderne. Philip er gift med forlagsredaktøren Nora, der er blevet forfremmet til direktør, da hun udgiver den erotiske bestseller En kvindes hemmelighed skrevet af pseudonymet Elizabeth Wagner. Beruset af succesen er Nora så at sige aldrig hjemme, og måske er hun ved at leve sig ind i Wagners univers, hvor mænd er seksualobjekter, som kasseres efter brug. Både Daniel og Rune, som de andre kalder Stålpikken, er gift med smukke kvinder, der ønsker sig unge mænd og gerne flere på én gang. Rune, der i en evindelighed praler af sine erobringer og sin virilitet, bliver fascineret af den billedsmukke feminist Alecia Key, som har ”Adgang forbudt for angste mænd” tatoveret lige over sin kønsbehåring. Hun repræsenter feministgruppen Nymphomaniacs, og hende planlægger Rune at nedlægge, men det går helt anderledes. Og imens kæmper Philip for at få sin elskede Nora tilbage.

Libido er en yderst humoristisk roman, fuld af sex og satire, og man møder et utal af smukke kvinder og mere eller mindre kiksede mænd. Bl.a. en ildelugtende original, som nidkært bevogter den lille ø, hvor feministgruppen har slået sig ned. Han har fx to bidske hunde, der hedder Adolf og Hermann. Og så tager Morten Sabroe også tykt gas på hele forlagsbranchen – i særdeleshed den øjeblikkelige bølge af husmorporno eksemplificeret af Fifty Shades og Gray (en tyk dildo i tre bind). En helt groteks scene er, da Philip skal aflevere sit manuskript på forlaget – anonymiseret med en J.F. Kennedy-maske på. Libido er ikke en roman for de sarte, måske er det en rigtig drengebog, men kvinderne kan altså også godt have udbytte af at læse med.

Morten Sabroe: Libido. 254 sider. Politikens Forlag





Jim og jeg var venner

Per Pettersons Jeg nægter er en blanding af en grum familiekrønike og en roman om venskab. I 2006 møder jeg-fortælleren Tommy sin gamle ven Jim, som han ikke har set i 35 år. Jim står sammen med andre arbejdsløse og fisker på en bro, mens Tommy kommer kørende i sin nye flotte Mercedes. I en lang række tilbageblik møder man Tommy og hans tre søskende, som i 1966 bliver forladt af den voldelige far, efter at Tommy har brækket skinnebenet på ham efter slag med et baseball-bat. Skal man sige noget positivt om faren, der var skraldemand, så var det, at han ikke gjorde forskel på kønnene. Han sparkede sine børn uanset om det var drenge eller piger. I forvejen var moren forsvundet nogle år tidligere. Hun havde forladt familien og var stået til søs. Tommy, søsteren Siri og de to små tvillingesøskende bliver tvangsfjernet og spredt, men Siri og Tommy bliver ved med at mødes. Ellers er det nabodrengen Jim, som er Tommys nære ven. I 2006 bliver Tommy også ringet op af politiet, som beder ham hente sin gamle far i detentionen, en far Tommy kun har foragt overfor. Det er endnu én af Pettersons smukke romaner, hvor han næsten overgår, hvad han tidligere har skrevet af uforglemmelige romaner. Der er ikke en overflødig sætning i bogen.

Per Petterson: Jeg nægter. Oversat af Annelise Ebbe. 288 sider. Batzer & Co.







Fascinerende rundrejse i Europa

Albert Palopoli er én af mange over 100-årige oldinge, som i årets romaner ser tilbage på et begivenhedsrigt liv. I Henning Mortensens roman Klovnens rejse sidder Albert tilbage på et plejehjem ved Odense Å, mens han nedskriver sin historie som cirkusklovn, hvor han sammen med sin bedste ven, elefanten Petite Trompe fejrede store triumfer i familiens lille ydmyge cirkus rundt om i Europa. Trods sin franske baggrund ender han med at slå rødder i Danmark, og på plejehjemmet irriteres han af et par andre beboere, dels Thomsen, der bl.a. har et indgående kendskab til klovnen John Abigael, som i sin tid tyvstjal et af Alberts originale numre, dels præsten Rasmussen, som bliver Alberts sidste samtalepartner. Undervejs husker Albert Palopoli masser af detaljer fra sit liv gennem to verdenskrige, hvor han under den anden vender tilbage til Frankrig for at deltage i modstandskampen. Det er en forunderlig roman, Henning Mortensen har strikket sammen, hvor han får fortalt meget af det tyvende århundredes historie lidt på samme vis, som Jonas Jonasson gjorde i sin roman Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”. Det lykkedes for begge forfattere med stor humor at give et billede af et helt århundrede.

Henning Mortensen: Klovnens rejse. 533 sider. Gyldendal





Andreas og de tre kvinder

Til trods for at det er de tre kvinder Lucia, Sarah og Clara, der er fortællerne i Regitze Schrøders Når tavshed taler, så er omdrejningspunktet den karismatiske Andreas, som for længst er død. Da romanen begynder sidder Lucia i sin kørestol på et plejehjem, hvor hun en gang om ugen bliver besøgt af datteren, Clara. Da Clara en dag blandt morens gemmer finder nogle uniformsknapper fra en Waffen SS-uniform, bliver hun nysgerrig, men Lucia vil ikke tale om det. Derfor rejser Clara til Paris for at besøge Sarah, der var den elskerinde, som Andreas besøgte én gang om året for måske at finde sandheden der.

Sarah lever i Frankrig sammen med den dominerende læge Henri i et ægteskab, hvor gløden er gået fløjten, og hvor en rædsom svigermor ustandselig fører sig frem. Under et besøg i København, hvor hun i 1953 ledsager sin mand, til en lægekonference, møder hun Andreas, som hun forelsker sig i, og de har nogle hede dage sammen.

Romanen foregår i nutiden, men den har en lang række tilbageblik til Lucia og Sarahs ungdom, hvor Anden Verdenskrig spiller en stor rolle. Efter sit besøg i Paris bliver Clara ledsaget tilbage til København af Sarah, og i det sommerhus i Køge Bugt, som Andreas så ofte fortalte Sarah om, mødes de to gamle kvinder for første gang,. Pudsigt nok stammer de begge fra Krakow, og når de ind imellem snakker sammen på polsk, forstår Clara ikke et ord. Men den dag bliver de på én eller anden måde forliget – langt om længe.

Når tavshed taler er en meget stemningsmættet og smuk kærlighedsroman, der opruller et trekantsdrama, som stod på i årtier i skyggen af begivenheder, der havde deres baggrund i Anden Verdenskrig. Romanen kom på fransk i 2012, men nu er den der på dansk, og der er tale om en fin debut, som skærper forventningerne til den svære toer.

Regitze Schrøder: Når tavshed taler. 239 sider. Lindhardt og Ringhof





Der var engang en krig

Borgerkrig er noget forfærdeligt noget, og hver gang man læser om Syrien, bliver man rystet og ked af det. Men tænk hvis det skete i Danmark? Det gør det i Kaspar Colling Nielsens roman: Den danske borgerkrig 2018-24. Læseren får en beskrivelse af tiden før, under og efter borgerkrigen – oplevet af en dengang 25-årig mand, der siden er blevet holdt i live af et meget avanceret stamcelleprogram, hvilket gør, at han efterhånden er blevet 475 år. Han er styrtende velhavende og lever sammen med sin border collie Geoff, der gennem samme stamcelleprogram har udviklet evnen til både at tale og måske ikke tænke, men reflektere. Årsagen til borgerkrigen skal findes i den økonomiske krise, og i flere andre europæiske lande er der lignende borgerkrige. Den finansielle kollaps resulterer i et kæmpe skel mellem rige og fattige, hvor folk i tusindvis tvinges fra hus og hjem, efter at huspriserne er faldet med 90 %. Og samtidig med at Danmark begynder at modtage økonomisk hjælp fra lande som Norge, Brasilien og Kina, må mange danskere ernære sig som guider eller køre cykeltaxa for de mange nordmænd og kinesere, der slår sig ned i Danmark, hvor de køber de billige villaer og lejligheder. Hadet til politikerne bliver så stort, at Borgerfronten, kaldet BOF, inspireret af begivenheder i Frankrig fx sætter ild til Danske Banks hovedsæde og henretter forskellige politikere. Jeg-fortælleren er ikke direkte på barrikaderne, men hans elskede, Leonora er et meget aktivt medlem af ”Skyggerne”, der myrder løs i whiskybæltet nord for København, efter at have tortureret deres ofre, og i selve København er militæret sat ind mod Borgerfronten med det resultat, at tusinder på begge fronter bliver krigens ofre. Efter seks års krig er over 50.000 oprørere slået ihjel, og mange tusind soldater har mistet livet, og da en stor del af militæret har skiftet side efter nogle blodige massakre, ender det hele med magthavernes kapitulation 11. november 2024.

Tredje del af romanen handler om tiden efter krigen, om hovedpersonens savn af sin elskede, som han skiltes fra allerede under borgerkrigen – og han liv i den mellemliggende tid sammen med hunden Geoff med de menneskelige egenskaber. Undervejs bliver der fortalt en del historier, hvor hver i sig selv er små geniale noveller, nogle med direkte hilsen til fx Peter Plys og H.C. Andersens Grantræet, men også en fornøjelig historie om Vartovs præst, der inden borgerkrigen tager på ferie til Bornholm med sin hustru, mens han overlader nøglerne til kirken til en inder, som skal genskabe kirkens stolthed et skib, som er blevet ødelagt under urolighederne i byen. Inden præsten forlader den krigshærgede hovedstad, spørger han efter endnu en demonstration, hvorfor pokker folk ikke kan nøjes med at skrive læserbreve? I de mange hundrede år som skildres, deltager jeg-fortælleren i det ene sex-orgie efter det andet, men han og hans rige venner for også tiden til at gå med at læse digte, især af Marianne Larsen.

Kaspar Colling Nielsen, der for tre år siden viste sit originale skrivetalent i debuten Mount København, som modtog BogForums Debutantpris, har allerede i sin anden bog markeret sig som én af Danmarks virkelig store forfattere. Foruden en tankevækkende og vedkommende handling, er flere af de historier, som fortælles så geniale, at der vist allerede er én af dem, som skal filmatiseres.  

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24. 223 sider. Gyldendal



Mit Afrika 2011

Trine Andersen har skrevet en virkelig vedkommende roman Den røde jord i Mzuzu. Hovedpersonen er den 29-årige Alice, som har forladt sine forældre og venner i Danmark for at bosætte sig i en lille flække i Malawi i Afrika. Hun har solgt sin danske lejlighed og købt et hus, der tidligere var ejet af en hollænder. Det har givet hende en økonomi, som gør det muligt at leve i et par år i et land, hvor man for meget for pengene. Hun bliver hurtigt en del af det lille samfund, og hun overtager den unge, smukke Cleo, til at holde hus for sig. Fra sin far hjemme i Danmark modtager hun spændende bogpakker, og hun bliver byens Ama Buku (bogdamen), som nærmest starter et bibliotek og en læsegruppe. Hendes nærmeste venner bliver afrikaneren Winston, som har forpligtigelser overfor en svigerinde og hendes børn, og englænderne Troy og Aaron, der er ved at bygge et ressort, bliver også venner, og så er der Mike, afrikaneren, der hjælper med alt forefaldende arbejde, når han ellers har tid og kan skaffe materialer. Mens Alice tjener penge ved at fotografere til et tidsskrift som freelancefotograf, engagerer hun sig også i landets politiske liv. Og netop kombinationen af disse to gøremål får hende til at rejse til Mzuzu, hvor hun bliver hvirvlet ind i en demonstration mod landets diktatoriske magthaver. Demonstrationen får en dødelig udgang, da ti demonstranter bliver skudt og dræbt af diktatorens soldater

Der sker også det, at Alice bliver forelsket – ikke bare i én men i flere af mændene, som hver især tror, at hun kun er deres.

Den røde jord i Mzuzu giver et levende og autentisk billede af dagens Afrika med overfyldte busser, benzinmangel, regntid og indfødte, for hvem tid ikke betyder så meget. Som det også lykkedes for Jacob Ejersbo, formår Trine Andersen at skildre den almindelige afrikanske dagligdag, hvor alt ikke bare er problemer og dårligdom. Det er en smuk og gribende roman, som også er udviklingsroman om en ung dansk kvinde, der forlader sin kedelige og lidt triste tilværelse i nutidens Danmark.

 Trine Andersen: Den røde jord i Mzuzu. 415 sider. Gyldendal

Et novelle-geni

I Postkort til Annie viser Ida Jessen endnu en gang, hvilken eminent novellekunstner hun er. De seks noveller handler mere eller mindre om dysfunktionelle familier. ”En udflugt” handler om Tove, der er ved at forlade den mand, Max, som mere eller mindre har sat sig på hende og taget livsglæden fra hende. I ”December er en grusom måned” bliver Doris, som er mor til de små piger Hanne og marianne, og som arbejder i den lokale Brugs, myrdet. Mistanken falder dels på ægtemanden, dels på brugsuddelerparrets umulige søn, Mogens. Novellen forener fint pigernes sorg med uddelerparrets stigende mistanke til sønnem, som ligger på hospitalet efter en bilulykke. ”Et skænderi” er historien om Tine og Simon, som er kommet så langt fra hinanden, at alt ender i skænderier. Titelnovellen ”Postkort til Annie” bliver fortalt af Mie, som engang boede sammen med Bodil og Annie. Tyve år efter mindes Mie både samværet med de andre i lejligheden, men også en sær dødsulykke, hvor en forstyrret kvinde går ud foran en bus – og om det efterfølgende møde med en mand, som hun både ser som en hjælper efter det, hun har oplevet, men som hun også bliver frastødt af. Og tyve år efter overv ejer hun at sende et postkort til Annie. ”Mor og søn” er efter min mening den stærkeste af de seks noveller. Den handler om Lisbet, der i den grad lader sig tryne af sin voldelige og kriminelle søn, Malthe. Selv om hun har mand og andre børn, drages hun på forunderlig vis mod Malthe, so der ikke er nogen som helst formildende træk ved. Den lille slutnovelle ” I min hjemby” handler om gensynet med en lille by og specielt den tidligere boghandler Saugmann, der i mange år sammen med sin hustru drev den lille butik og samtidigt var en slags onkel for jeg-fortælleren. Ved Helle Saugmanns begravelse bliver en familiehemmelighed afsløret, og visse ting falder på plads.

De seks noveller viser Ida Jessens fine sans for dialogen, og så forstår hun samtidig at beskrive familier og parforhold, hvor alt er kørt af sporet. Det er litteratur med stort L.

Ida Jessen: Postkort til Annie. Noveller. 222 sider. Gyldendal

Portræt af en dysfunktionel familie

Hanne Richardt Becks roman Familien Kammer begynder med, at tandlægeægteparret Dea og Bent Kammer, der begge er 76 år, står for at fejre deres guldbryllup, og det har allerede i månedsvis optaget næsten al tid for specielt Dea. Det pensionerede par er noget tid før flyttet fra villaen på Bellisvej i Haslev til en mindre lejlighed. Dea bruger fx megen energi på at få deres Børge Mogensen sofa betrukket om hos en møbelpolstrer, så den er klar til festen. Men møbelpolstreren finder ud af, at den er angrebet af borebiller, så derfor overtaler Dea Bent til, at de anskaffer en ny Børge Mogensen sofa til omkring 50.000 kr., og den påholdende Bent forsøger at sælge den gamle sofa til deres tre børn. Den ældste, Mari, som lever et udslidt ægteskab sammen med John, kan få den for 15.000, mens den fraskilte skoleleder, Thomas, får den tilbudt for 5.000 kr., inden den forkælede lillesøster, Kit, får den tilbudt kvit og frit, men ingen af dem vil have den. Imidlertid er der dukket et 16-årigt pigebarn, Bianca, op i Johns liv, resultatet af et engangsknald, og måske er det hende, der ender med at få den ormædte sofa. Mari har ellers været meget tæt på at forlade John, efter at den ukendte datter dukkede op i deres ufrivilligt barnløse ægteskab. Thomas, som er delefar til et tvillingepar, har sine problemer med skolens økonomi, specielt da han engagerer en ung lærerinde, som han er lun på, skønt der ikke er økonomi til det. Både Mari og Thomas har dybe sår på sjælen efter en opvækst hos den dominerende og øretæveindbydende mor og den vege og passive far, mens Kit helt har slået hånden af familien og er flyttet til udlandet, hvor hun har gennemlevet mange forhold. Kobbersneppen er en fugl, som kan flyve i syv, otte dage uden at hvile, spise og sove, og det har resulteret i, at Dea for Bent er Lille Kobberspætten, og det bliver gentaget så mange gange, at jeg som læser bliver voldsomt irriteret. Den comicepære, som pryder romanens omslag, er symbolet på Deas ærgrelse over, at de har solgt villaen, hvor pærerne nu bare ligger og rådner på græsplænen.

Der er ingen tvivl om, at Hanne Richardt Becks roman er tænkt som en stor samtidsroman – lidt en slags opdateret udgave af Christian Kampmanns Gregersen-serie, men på mange måder fungerer den ikke. For det første er den alt, alt for lang. De tre børn er simpelthen ikke interessante nok, og skildringen af det pensionerede tandlægeægtepar minder mig mest om Hyacinth og Richard Bucket i tv-serien Fint skal det være. For Dea hundser rundt med den stakkels passiviserede Bent, så det er en gåde, at han har holdt ud i et halvt århundrede. Alle romanens personer er på én eller anden måde dysfunktionelle, og der er ikke nogen af dem, man på noget tidspunkt kommer til at holde af. At der er små sjuskefejl, som at man staver Peter Høeg galt får være, men det værste er dog, at man skal kæmpe sig igennem næsten 500 sider for at nå frem til dagen før guldbrylluppet.

Hanne Richardt Beck: Familien Kammer. 486 sider. Gyldendal

Forsoning?

Norske Roy Jacobsen har med Anger skrevet endnu et lille mesterværk. I romanens begyndelse er den 72-årige Hans Larsen netop blevet løsladt efter en længere fængselsdom. Han har en længere kriminel løbebane på samvittigheden, men der gemmer sig også nogle uhyggelige hemmeligheder. Larsens hustru har været død i ni år, og faktisk døde hun året efter, at han blev buret inde, Men datteren Marianne bor i den samme by, og hun er enlig mor sammen med sin lille datter, Greta. Imidlertid er det fine forhold, der var mellem far og datter, i årenes løb gået fløjten, og Marianne ved knapt nok, at hendes far er blevet løsladt. Da Hans Larsen efter en ulykke bliver indlagt på hospitalet, kommer han til at ligge på stue med en ældre bankmand Arthur Almlie, hvis hustru, den smukke Agnes, besøger ham hver dag. Arthur og Agnes bliver gode venner med Hans, og da Arthur dør efter endnu et slagtilfælde, flytter Hans Larsen ind hos Agnes. Imens er Marianne blevet kæreste med den noget yngre Trond, og uafhængigt af hinanden udspionerer Agnes Marianne og hendes færden, mens Trond følger med i, hvad Hans Larsen foretager sig. Fælles for alle personerne i romanen er, at der er ét eller andet, de angrer, og om der kommer noget godt ud af det, om det handler Jacobsens roman, og langsomt bliver forskellige sandheder åbenbaret for læseren. Som i Roy Jacobsens forrige roman, Vidunderbarn, er der tale om en stille, men uhyre stemningsmættet roman. Anger tager udgangspungt i Jacobsens roman Virgo fra 1988, en roman, der aldrig er udkommet på dansk.

Roy Jacobsen: Anger. Oversat af  Camilla Christensen. 254 sider. Rosinante

Vellykket debutroman

Den samiske pige Risten, som kommer til at hedde Kirsten, da hun kommer til Danmark og den forældrelæse vietnamesiske bådflygtning, som bliver kaldt Niels af sin danske plejemor, bliver i deres fælles ensomhed knyttet tæt til hinanden i Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det. På bogens allerførste sider bliver Kirsten undfanget, men da hun er otte år gammel, forlader hendes norske far, Knut, Nordnorge sammen med datteren for at flytte ned til Grethe i Sønderjylland: Hun arbejder med minoriteter, og har i den anledning været i Nordnorge for at se, hvordan en samisk familie lever, og det bliver begyndelsen på Knut og Grethes forhold. For allerede på dette tidspunkt lever Knut og hans kone Rihtta som hund og kat, og Rihttas familieforhold er kaotiske. I 2007 møder man igen den nu 33-årige Kirsten, som er på vej til Nordnorge for sammen med sin lille søn, Rod, at besøge Rihtta, som hun ikke har set, siden hun rejste til Danmark. Imens får læseren hele historien om Kirstens opvækst sammen med en svag far og en nævenyttig og til tider brandirriterende stedmor. Da Niels, som er Kirstens eneste trøst bliver sendt til København, bryder hendes verden midlertidigt sammen, og hun lukker sig helt inde i sig selv. Men noget, der følger hende gennem hele livet, er glæden ved at tegne. Og nogle læsere vil vide, at romanens forfatter er fast tegner i Politiken. Hos Grethe mærker man racismens grimme ansigt komme frem: ”Hun er jo heller ikke som os andre, vel? Hun har jo ikke den samme slags blod i årerne som os andre. Jeg har læst, at man ikke betragter samerne som hvide mennesker.” Også i forbindelse med Niels hører Kirsten racistiske bemærkninger. Da Kirsten kommer tilbage til Sameland, begynder hun at mindes de mange mærkelige sagn, som specielt bedstemoren indviede hende i, og mødet med morbror, Isak, der er prædikant, fremkalder minder om Guds udsending, Læstadius og det gammel-finske sprog, kvensk, som flere af hendes slægtninge talte. Under sit besøg nordpå bliver en familiehemmelighed åbenbaret for Kirsten, og så er Og sådan blev det ellers en medrivende roman om overvægtige hunde, umådeholden onani, vanvid og meget, meget andet.

Maren Uthaug er desuden ganske morsom visse steder. Fx da Kirsten som 12-årig skal være alene hjemme i en uge. Der får hun 500 kr. af Grethe og Knut, og så må hun ellers søge hjælp hos naboerne, hvis der sker noget. Hun filosoferer over, om hun skal gå til dem, der ikke kunne lide dem, eller dem, der hadede dem rigtig meget. Også små udtryk som ”så skal vi op før grisen har fjertet” og lignende sentenser er med til at gøre romanen meget vellykket.

Maren Uthaug: Og sådan blev det. 206 sider. Lindhardt og Ringhof

 

Året før verden gik af lave

Det er vanskeligt at sætte en genre-etiket på Florian Illies’ 1913 Århundredets sommer, men det er vel nærmest en slags biografi om året før verden gik af lave. I 12 kapitler – ét for hver måned møder læseren et utal af markante personligheder rundt omkring i Centraleuropa. En, som spiller en stor rolle, er den smukke Alma Mahler, der virkelig satte hjerterne i brand, specielt maleren Oskar Kokoschka, der endda ikke var at tælle blandt Almas mange ægtemænd. Men læseren møder også senere så berygtede tyranner som Josef Stalin, Adolf Hitler og Josip Broz, der senere kaldte sig Tito. Man følger opgøret mellem ærkerivalerne Freud og Jung, og at historien altid har gentaget sig, får man indblik i, da en arbejdsløs lærer i juni det år forårsager en skolemassakre, fordi ingen ville ansætte ham som lærer. I august eftersøger soldater i Østrig-Ungarn en Adolf Hietler! Som har forladt Mændenes Hjem i Wien for at unddrage sig værnepligten. I Haag bliver Fredspaladset indviet via donationer fra Andrew Carnegie bl.a. fordi man er i gang med at forberede en fredskonference i Den Haag, som skulle løse alle uafklarede spørgsmål mellem folkeslagene. Gennem hele bogen følger man Louvres jagt for at få det stjålne Mona Lisa tilbage, og det lykkes i december. En italiensk nationalist og tidligere ansat på Louvre havde stjålet maleriet med den hensigt, at få det tilbage til Italien, hvor tyven mente, det hørte hjemme. Der er også små kommentarer som fx 18. december Herbert Ernst Karl Frahm født i Lübeck, senere vil han kalde sig Willy Brandt. Af andre personer, som spiller større roller i bogen, kan nævnes Franz Kafka, Asta Nielsen, Marcel Duchamp, Rainer Maria Rilke, Heinrich og Thomas Mann, Marcel Proust, Coco Chanel, Georg Trakl, Ernst Jünger, Bertolt Brecht, Gottfried Benn og Alfred Döblin – og så naturligvis den Østrig-Ungarnske kronprins Franz Ferdinand, der året efter blev myrdet i Sarajevo, et mord der udløste Første Verdenskrig. Derfor er det pudsigt at læse, hvad forfatteren Norman Angell (forfatteren til Den store illusion) skrev i Åbent brev til tyske studenter i juni 1913, nemlig at han var sikker på, at det aldrig mere kunne komme til en krig!

Ideen med Florian Illies´ bog er jo egentlig ret oplagt, og den er blevet til efter et enormt arbejde, hvor stoffet er indsamlet gennem 93 bøger, der alle er nævnt bagi – og så bearbejdet så elegant, at hans bog er meget svær at lægge fra sig.

Florian Illies: 1913 – Århundredets sommer. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 320 sider. Gyldendal

Den skuffende treer

Lone Aburas’ tredje roman hedder kort og godt Politisk roman. Jeg-personen Rebecca, som underviser på VUC danner par med Robert, der er tandlæge. Han hører til de politisk korrekte, når denne gruppe er værst. Han bærer en badge med ordlyden ”Jeg skjuler en flygtning”, og en dag realiserer han dette projekt. Og ind flytter den illegale flygtning Amir, der dog har været så længe i landet, at han taler dansk. Han får lov til at bo i det værelse, som hidtil har været kontor. Da Rebecca og Robert flyttede sammen, havde de kun kendt hinanden i en måned, og mens Robert havde to døtre med sig, kom Rebecca med sin sure 17-årige søn, Oskar, ”der lignede en prøveløsladt, mut, kronraget og utilnærmelig.” Rebecca er alt andet end begejstret for den nye situation, og den til tider depressive Amir kommer til at fylde mere og mere, når han sidder på sit værelse og ryger og inviterer venner med hjem. Imidlertid får han en åndsfælle i Oskar, som følger ham rundt til forskellige aktiviteter. Imens omgås Rebecca og Robert dennes gamle ven Mark, der er ved at blive skilt, som drikker for meget og lægger an på Roberts datter. Helt grotesk bliver det, da Mark vil lave en pamflet, som skal sælges for at skaffe penge til Amir, så han ikke behøver at arbejde. Mark taler meget om sit netværk og fonden, men det meste er urealistiske drømmerier. Imens indleder Rebecca et forhold til overboen Aron, og i det hele taget smuldrer Rebeccas og Roberts forhold mere og mere. Da de samtidigt er så optagede af dem selv, opdager de ikke, at Roberts datter lider af svære spiseforstyrrelser, og at Oskar måske sammen med sin ven, Florian, og muligvis Amir er kommet i PETs søgelys som potentiel terrorist. Men det hele slutter meget abrupt og pludseligt. Det virker, som om Lone Aburas ikke gad skrive mere på den historie.

Når romanen skuffer mig fælt, er det fordi den virker som en parodi på selvgode munkemarxister, uden at der er tale om egentlig satire. Og Rebeccas forhold til Aron virker også, som optakten til en gang husmorporno, uden at det egentlig bliver rigtig frækt. Man kan ikke komme uden om, at Aburas skriver godt, men på én eller anden måde synes jeg, at romanen er delvist mislykket. Et billede på et håbløst parforhold.

Lone Aburas: Politisk roman. 144 sider. Gyldendal

Fortjent prisvinder

Anne-Cathrine Riebnitsky beviser med Forbandede yngel, at det ikke var en tilfældighed, at hun sidste år modtog BogForums Debutantpris for Den stjålne vej, der desuden blev til dels Weekendavisens Litteraturpris samt DR Romanprisen. Romanens jeg-fortæller, Lisa, er på vej hjem fra Afghanistan, hvor hun er udsendt som soldat, da hun i flyet møder lægen Andreas, som hun forelsker sig i. Anledningen til at hun vender tilbage til Danmark er, at lillesøsteren, Marie, er indlagt efter et selvmordsforsøg. I løbet af flyveturen fortæller Lisa sin livshistorie til Andreas. Hun er vokset op i en lille landsby i Jylland med en svag og eftergivende mor og en tyrannisk og voldelig far. Det har givet et tæt sammenhold mellem Lisa og hendes tre søskende, Ivan, Peter og Marie. Da Lisa er seks år gammel, spørger moren hende om, hun synes, at hun skal lade sig skille fra faren – noget Lisa siger nej til, men som hun siden bitterligt fortryder. Da  Ivan, som også er udsendt til Afghanistan, sammen med Lisa besøger moren, dukker der mange minder frem fra deres småborgerlige barndom med Giro 413 og Kim Schumacher i radioen, og fx møder søskendeparret også den rædsomme fru Mogensen fra en af nabogårdene, prægtigt skildret. Der bliver lukket mere og mere op for godteposen af glemte minder, specielt om den reaktionære og modbydelige far, som fx engang giver Lisa et armbånd i julegave, som moren tidligere har kasseret. I det hele taget er faren så fornæret, at han ikke kan tage en pengeseddel op af sin tegnebog uden at gnide den omhyggeligt, så han er sikker på, at der ikke er to sedler, som hænger sammen. Evigt og altid bebrejder han også sine børn alt muligt og siger, at nu må de ikke udvikle sig, så de bliver lige som deres mor. Og netop moren Lajla, der engang var smuk som Elizabeth Taylor, har også flere gange forsøgt selvmord. Den ukærlige far, der er mere eller mindre hadet af sine børn, er død nogle år tidligere, men hvordan røbes først til sidst i romanen.

Det er yderst velfortjent, at Anne-Cathrine Riebnitsky vandt den romankonkurrence, som Dagbladet Politiken havde foranstaltet, og jeg glæder mig til at læse mere fra hendes pen. En fint komponeret og spændende roman.

Anne-Cathrine Riebnitsky: Forbandede yngel. 333 sider. Politikens Forlag

 



Den flotte toer

Fryser jeg er Martin Kongstads efterfølger til Han danser på sin søns grav, som indbragte ham BogForums Debutantpris i 2009. Hans første bog blev betegnet som en novellesamling, men egentlig kunne man dengang lige så godt have kaldt den for en roman, for der var en del sammenhæng i alle historierne. Nu er der imidlertid tale om en roman, der er på knapt 400 sider, og en hel del af personerne er gengangere fra debuten, bl.a. hans alter ego, Mikkel Vallin, som i foråret 2008 er blevet fyret fra sit job som journalist og desuden er blevet skilt fra Helene. Han er gået i gang med at skrive en bog, Farvel til parforholdet og tak for ingenting, men hans forsøg med selv at udleve tankerne kolliderer til dels med hans forelskelse i den smukke ungarnske billedkunstner Diana Kiss. Diana, som har specialiseret sig i at fremstille billedtæpper med hendes egen kusse som motiv, er ikke for fastholdere. Hun er glad for Mikkel, men hun vil ikke bindes, og hun har seksuelle forhold til både mænd og kvinder. Mikkel ligger nu heller ikke på den lade side, og da de om sommeren tager til Tisvilde for at besøge det kulturradikale par Nikolaj Krogh og Mille, udvikler det sig hurtigt til en månedslang swingerlejr med fri sex i alle afskygninger. Sjældent er der blevet kneppet så meget i en dansk roman, og det er ganske festlige beskrivelser, hvor man også møder it-millionæren Kreutzmann, som har mistet alle sine millioner i finanskrisen, de unge smækre veninder Sisters of Mercy for ikke at tale om Mesterslikkeren fra Ørby, der får unge og gamle kvinder til at stille op i kø for at opleve den ultimative orgasme. Og så er der Mikkels gamle kammerat, drukkenbolten Søren T-shirt, der skal have en hovedrolle i Mikkels roman.

Romanen er fuld af morsomme replikker som fx: ”Jeg havde et romantisk syn på kirke og tro, indtil jeg mødte Andreas Møller (gammel ved, der er blevet præst). Jeg kan ikke mindes at have hørt ordet Gud i min opvækst, det skulle da lige være sætningen: Gud, vi har glemt at købe rødvin!”  Eller da to gamle venner omtaler orgierne i Tisvilde: ”Der går rygter om, at du har omdannet ham tørvetrilleren Nikolaj Kroghs hus til en gigantisk swingerklub,” sagde von Peyn. ”Du knepper sgu da ikke mere!” sagde Muus. ”Du skal tale pænt om de døde! Fred være med tissetrolden. Resten af kroppen er da heldigvis stiv fra morgen til aften.”  Eller denne: ”Du blev præst?” ”Ja, og hvad blev du?” sagde Andreas. ”Jeg bliver fuld ved nitiden. Kig ned til en sjus!” Begge ordvekslinger kunne være sagt af Fritz og Poul fra Rytteriet. Der er også denne beskrivelse af én af de liderlige fruer, som deltager i orgiet i Tisvilde: ”Jeg er borgmesterens kone,” sagde en tresårig dame. De kunstige bryster struttede ud i luften, og resten af kroppen havde fået lov til at passe sig selv.

Eller da den nye chef på forlaget siger om Mikkels nye roman: ”Du har et godt produkt, Mikkel” og fortsætter: ”Man har svært ved at vænne sig til, at jeg kalder bøger for produkter, men snart skal Erna på julegaveindkøb, og vi skal sikre, at hun køber en bog og lader den elkedel stå.” – eller ”Hvordan har I det ellers?” sagde han. ”Bortset fra katastroferne har vi det skidt,” sagde jeg. Der er også en opulent middag hos kunstsamleren Minna Lund: Menuen var uforandret siden 1988: Først vinbjergsnegle, siden russisk rødbedesuppe og sluttelig spansk mandelkage. Man drak champagne, altid Pol Roger. Moritz fortalte, at F.P. Jac engang blev smidt ud, fordi han medbragte sin egen pose elefantøl..

Og som i alle gode romaner får Mikkel fortalt en god historie, som der flere gange vendes tilbage til. Den handler om Donald Crowhurst, der uden forudsætninger deltog i en kapsejlads rundt om jorden. Meget tankevækkende!

Martin Kongstad har skrevet en svært underholdende roman. Som i den første bliver der svælget en del i dyre varemærker, for vi bevæger os jo i de finere kredse, men i denne bog er det ikke noget, som irriterer, for det er en del af hele bogens univers.

Det er muligt, at mange kvinder vil hade Fryser jeg, for måske er det endnu én af årets mange drengebøger, men hold da op – hvor er det underholdende og sjovt, og så fanger Kongstad nøjagtigt det øjeblik, hvor krisen kom til Danmark.

Martin Kongstad: Jeg fryser. 399 sider. People’sPress

De små fisk

Christian Mørks De forhadte handler om de mennesker, som gik tyskernes ærinde under besættelsen, men som samtidig ikke var hverken stikkere, Hipo-folk eller Frikorps-folk. Handlingen begynder i 1938, hvor cykelsmeden Gustav producerer legetøjsbiler, som den handelsrejsende Julius Emmanuel Brodersen hjælper ham med at sælge til Det Stortyske Rige. Sammen med sønnen, Kaj, der er romanens hovedperson og jeg-fortæller, drager han til Berlin, hvor de på slottet Eichenwalde, i Berlins omegn som naboslot til Hermann Görings Carinhall forhandler kontrakter om leverancer igennem. Her møder den 18-årige Kaj grevinde Luise von der Heydte, som er ældre end hans mor, men som bliver en livslang erotisk besættelse. Her møder far og søn også for første gang nazismens fæle ansigt, men netop tyskerne er med til at sætte gang i Brodersens Fabrik, som indtil da kun er et fantasifoster i Brodersen seniors verden. Da Danmark i 1940 bliver besat af tyskerne, bliver Brodersens Fabrik først en virkelig succes, og Kaj må flere gange rejse til Tyskland, hvor man til sidst har flyttet hele produktionen ned, mens familien Brodersen nu udelukkende er en slags konsulenter, men hvor Gustav dog er forblevet den, der udvikler de nye modeller. At Kaj ser fotografier fra nazisternes grusomheder fra Ruslands og Polens slagmarker, forhindrer dog ikke, at han fortsat samarbejder med tyskerne trods sit ubehag. Andre i hans bekendtskabskreds bliver dog mere aktive nazister.

Begyndelsen og slutningen foregår i 2013, hvor den nu 93-årige Kaj Brodersen sidder i sin nyligt afdøde søsters lejlighed for at gennemgå alle de fotografier, hun nidkært indsamlede for at skjule sin families medskyld i andre menneskers tragedier. Under retsopgøret efter krigen bliver familien splittet, da Kaj vidner mod sin far (med hans billigelse), uden at det dog udløser andet end en bagatelagtig fængselsdom. Dermed får hverken Kaj eller hans far lejlighed til at sone den skyld, som kommer til at vare resten af deres liv.

Christian Mørk har for første gang skrevet en roman på dansk, og det er på fornem vis lykkedes ham stemningsfuldt at skildre en mørk plet i Danmarkshistorien. Der optræder adskillige autentiske personer, og bl.a. er der en scene fra en nat i 1939, hvor en svært beruset Kaj møder skuespilleren Poul Reumert på Frk. Baches Vinstue, og Reumerts sidste råd til unge Kaj er: ”Fortab ikke Dem selv. Det må de love mig.” De forhadte er både en bog om skyld og forsøg på soning, men det er også en udviklingsroman om en ung mand og hans kærlighedsdrømme. Måske lige lovlig lang hist og her, men et fint tidsbillede og en vedkommende historie.

Christian Mørk: De forhadte. 384 sider. Politikens Forlag


Nyt Colum McCann-mesterværk

Colum McCann har med Over Atlanten præsteret endnu et mesterværk. Romanen foregår i løbet af 166 år, hvor man får en række dyk ned i forskellige år, og hvor det hele til sidst viser sig at hænge sammen. Som titlen siger, handler det om en række personer, der krydser Atlanten enten fra Amerika til Irland eller omvendt. Det hele begynder lige efter Første Verdenskrig, hvor de to piloter Jack Alcock og Teddy Brown som de første flyver non-stop fra Newfoundland til Irland, en farefuld færd i et lille ombygget bombefly, en Vickers Vimy. Med sig har de et brev, der kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen. Så skrues tiden tilbage til 1845, hvor den tidligere sorte slave Frederick Douglass kommer til Irland for at tale om frihed og demokrati. Han har fået udgivet en bog, og han rejser rundt sammen med sin forlægger, mr. Webb og fejres som en frihedshelt. I Cork inspirerer han den 17-årige tjenestepige Lily Duggan til at rejse til Newfoundland, og meget af romanen handler om hendes kvindelige efterkommere i tre generationer – helt frem til 2011, hvor Lilys oldebarn som 72-årig sidder med det gamle uåbnede brev, der aldrig nåede frem til familien Jennings i Cork. Det tredje tidsdyk er i 1998, hvor den amerikanske senator George Mitchell tager over Atlanten for at lede den irske fredsproces, hvor selv whiskey betyder noget religiøst. Bushmill er for protestanter, mens Jameson er for katolikker. Under den amerikanske borgerkrig, møder læseren igen Lily Duggan, der som sygeplejerske modtager liget af sin døde søn Thaddeus Fitzpatrick. Senere mister hun også sin mand og to sønner, der bliver dræbt ved en arbejdsulykke i familiens lagerhytte til is. I 1929 møder man Lilys datter og barnebarn Emily og Lottie, der er i Irland for at besøge Teddy Brown. Ambrose er den chauffør, som de har fået stillet til rådighed, og han bliver senere gift med Lottie. I 1978 følger man Lottie og hendes datter, Hannah, hvis søn Thomas bliver skudt kun 17 år gammel, og i det sidste kapitel hovedpersonen netop den nu 72-årige Hannah – økonomisk trængt med med det gamle brev, der måske er meget værdifuldt.

Som altid hos McCann er der tale om en både velskrevet og meget vedkommende roman, som handler om frihed og om historiske bedrifter, og personerne er autentiske, men Colum McCann har naturligvis digtet videre på dem – og tak for det. Over Atlanten er simpelthen et uforglemmeligt mesterværk.

Colum McCann: Over Atlanten. Oversat af Juliane Wammen. 333 sider People’sPress

Mesterværk om den moderne død

Umiddelbart lyder det ikke særligt festligt at læse en roman om en gammel mand, der ligger på et hospital og er ved at dø. Ikke desto mindre er Carl-Henning Wijkmarks Natten der kommer en oplevelse af de helt store. Romanen kom allerede i 2007 i Sverige, hvor den helt fortjent vandt den prestigefyldte Augustpris, og nu er den så endelig kommet på dansk takket være det udmærkede forlag Møller. Hasse ligger i begyndelsen af romanen på en stue sammen med tre andre døende mænd, den jævnaldrende Harry og den noget yngre spillegale Börje samt en fjerde mand, som ikke indgår i de tres fællesskab og ret hurtigt dør. To, der spiller er stor rolle for Hasse, er sygeplejerskerne Birgit (den moderlige) og Angela (den attråede). Börje mister nok den sidste del af sin livslyst, da han får besøg af sin rædsomme kone, Linda og to halvvoksne børn, der ganske ufølsomt kigger på Börje en sidste gang. Senere kommer så en kostelig scene, da Börje og Harry, der begge kun få næring gennem drops, beslutter at lave et festmåltid for Angela. Det sker en nat, hvor der ikke er andel personale på hospitalet, og bagefter spiser Börje og Harry rester, mens de drikker en flaske vodka, hvorefter de bevidstløse forsvinder ind i døden. Tilbage alene, bliver Hasse flyttet ned på en énmandsstue, hvor han tilbringer den sidste tid med i en halvdøs at erindre episoder fra sit lange liv. Her er endnu en sygeplejerske, Rigmor, kaldet Rigor Mortis (lidt uretfærdigt – selv om hun var lidt stiv i det).” Hun var professionel helt ud i brystvorterne, de pegede på mig under den stramtsiddende hvide jakke og spurgte foragteligt: Hvorfor er du stadig i live?” Rigmor bringer en dag en tegner ind på stuen. Han skal tegne Hasse, der i sin tid var skuespiller, og billedet skal op at hænge på teatret. Birgit har også en dejlig syg humor, da hun fx siger til Hasse: ”Tag dig nu sammen dit gamle skrog! Nu skal der ikke døs mere her et stykke tid! Der er trængsel af lig i elevatorerne! Her skal leves, ikke sandt? Lad det få lov til at koste noget, glem skatteyderne. Sådan en sprøjte for eksempel, ved du hvad den koster samfundet? Jeg tænkte det nok. Og ligeglad er du også. Kom så her med armen!” Hasse filosoferer også over de tre venner han engang havde, som begik selvmord, og han husker, da han selv sammen med en kæreste var ved at kaste sig ud i en afgrund, fordi de havde nået den fuldkomne kærlighed, og resten ville være afmatning. ”Og afmatningen kom ret snart, nøjagtigt som forudset, og enden blev, at hun forlod mig til fordel for en advokat, der havde en større lejlighed og en ridehest.” Hasse bliver svagere og svagere, og i et sidste meget smukt kapitel dør han, mens Angela ligger ved siden af ham i hospitalssengen.

Natten der kommer er en uforglemmelig oplevelse, fremragende oversat.

Cark-Henning Wijkmark: Natten der kommer. Oversat af Anne Marie Bjerg. 184 sider. Møller

 Verdenslitteratur

Cormac McCarthys Blodets meridian foregår i midten af 1800-tallet, hvor en 14-årig dreng stikker af hjemmefra for to år efter at slutte sig til den selvbestaltede kaptajn John Joel Glantons bande. I øde ørkenarealer mellem Texas og Mexico kæmper Glantons folk imod apacheindianere, men da indianerskalpe er penge værd, myrder de også helt fredelige indianere, og da de ankommer til Chihuahua, bliver de for en kort periode ganske velhavende. Men også her skaber de ravage, og efterhånden er de så forråede og optaget af at myrde, at de nu også slår både mexicanske soldater og helt uskyldige civile ihjel – uanset om det er mænd, kvinder eller børn. Drengen bliver revet med af dette voldsorgie, og en af de toneangivende i Glantons bande er den karismatiske og altid smilende dommer Holden, en langt over to meter høj kæmpe på 370 pund, som ikke har et hår på hverken krop eller hoved. Han har en altomfattende vidende om meget, og han samler under turen ny viden, som han noterer i sin lille lommebog, men samtidigt er han besat af vold og formår at skabe spild den ene gang efter den anden. Et fremragende portræt af en uhyggelig ærkeskurk.

Blodets meridian udkom i 1985, men er først nået frem til det danske marked nu i Jan Hansens glimrende oversættelse. Det er verdenslitteratur, og hvis ikke den sprogmæssigt var så flot, ville det næsten ikke være til at bære at læse om den megen meningsløse vold. Der er mange dialoger på spansk, men de er oversat bag i bogen, hvor der også er en spansk ordliste. Romanen skulle efter sigende være baseret på virkelige begivenheder, og man får et glimrende billede af de kæmpe øde områder, som amerikanerne på det tidspunkt var ved at frarøve den oprindelige befolkning. Alverdens westerns kan godt gå hjem og lægge sig i forhold til dette mesterværk. Godt at den endelig er blevet oversat.

Cormac McCarthy: Blodets meridian. Oversat af Jan Hansen. 415 sider. Gyldendal

 

Tro ikke på noget som helst

Titlen på Ian McEwans nye roman Søde tand hentyder til et hemmeligt projekt , som den engelske efterretningstjeneste M15 i 1972 sætter i værk. På det tidspunkt er England præget af strejker og terror med baggrund i IRA, og idéen med projektet er, at hverve en række talentfulde forfattere som en slags ambassadører for regeringen og dens politik. Den unge smukke Serena Frome, der er datter af en biskop, bliver rekrutteret, og en af hendes opgaver bliver at tilknytte den unge lovende forfatter Tom Haley, som bor i Brighton. Inden da har Serena været elskerinde til den meget ældre Tony Canning, der senere viser sig at være spion. Serena overskrider en grænse, da hun forelsker sig i Tom, og får ham overtalt til at lade sig støtte af Den Internationale Frihedsfond, som er finansieret af en organisation Det Uskrevne Ord, og som sikrer Tom 2.000 pund om året i to år. Hidtil har Tom udelukkende skrevet noveller, og mens Serena læser dem, får læseren lov til at læse med. Og der er tale om nogle meget originale og spændende historier. Tom Haley går i gang med at skrive en lille roman På Somersets sletter, som er en antikapitalistisk utopi skrevet for antikommunistiske penge! Men hvad Tom ved ikke er, at Serena er ansat af efterretningstjenesten, og det bliver fatalt, da han som den første debutant nogensinde modtager Jane Austen-legatet. For  pludselig bliver det lækket til pressen, at Tom er blevet finansieret af efterretningstjenesten. Tom Haley udsender en pressemeddelelse, hvor han skriver, at han aldrig har kendt nogen person ansat i MI5. Serena står nu i det store dilemma – hvor hun vil blive nødt til at tage ned til Brighton for at fortælle Tom sandheden. Men der venter hende en stor overraskelse.

Ian McEwans roman er både spændende og velskrevet, og de små noveller er også godt fundet på. Søde Tand er endnu en mesterlig roman fra denne verdensforfatter – og flot oversat af Claus Bech.

Ian McEwan: Søde Tand. Oversat af Claus Bech. 400 sider. Gyldendal

Finurlige Aarhushistorier fra en mester

Op til sit 50 års jubilæum har Svend Åge Madsen begået endnu en finurlig bog, hvor læseren møder en del personer og steder, som tidligere har været med i det univers, der optræder i Madsens bøger. Om man skal kalde bogen for en roman eller en samling fortællinger, må være op til den enkelte læser, men selv kalder forfatteren Pigen i cementblanderen for en mikroman. Og selv om der er flere forbrydelser, og det hele begynder med, at gamle kendinge som kriminalinspektør, Magnus A. Vorhelt og ikke mindst Felia Beggender bliver tilkaldt i en mystisk sag, så er der ikke tale om en kriminalroman. Heller ikke da dr. Zakæus’ venstre hånd slår hans hustru ihjel, som resten af Zakæus ellers elskede. Og denne selvstændige legemsdel, (med små henvisninger til Maupassant, Gogol, Andersen og Højholt) skal nu i 16 år være indespærret, men bliver dagligt masseret af ergoterapeuten Aylil Deden, hvis tvillingesøster Lilya!, læserne mødte i Madsens forrige roman, Mange sære ting for. Men hvilken af dr. Zakæus’ hænder har skrevet, de optegnelser, som læseren for serveret.

Pigen i cementblanderen har otte kapitler, og det ene er mere sært og fortryllende end det andet. Fx er Anica & Sophus en brevveksling, der foregår på tværs af tiden, hvor hun skriver fra Gørsted i 2011, mens hans første breve er fra 1921, da byen hed Gjørsted. Byen Gørsted optræder i flere af Svend Åge Madsens bøger, og fra Gørsted skole fortælles om ”Skolemesterens frugtbarhed”, hvor man kan få den tanke, at skolemesteren netop var far til ovennævnte Sophus.

”I Kvinden ved siden af” bytter to kvinder, der begge har været involveret i en bilulykke, krop, eller sagt på en anden måde - den unge Marianne Starling på 23 år byttet sjæl med Anita Bjørnsted på 41 år. Og dette kapitel er startet med, at Mariannes søster, Anna Sofie bliver afbrudt, da hun sidder og læser en bog af Marianne Kainsdatter (pseudonym for Svend Åge Madsen og hans hustru Lise). 

Den yngste af kvinderne er i øvrigt kæreste med en søn af kvantefysikeren Zeyno Midhat fra slutfortællingen ’Kvantekærester’ – hvor nedkøling af en nanostreng er vejen til bemeldte kvantekopiering af mennesker.

Pigen i Cementblanderen er en typisk Madsen-roman, hvor Aarhus og omegn er lokaliteten, og hvor man hele tiden bliver narret. Der er dobbeltmennesker, idealister, og videnskabsfolk, der  opdaterer  på de seneste landvindinger inden for genetik, astrofysik, teoretisk matematik og informationsvidenskab, hvilket gør Svend Åge Madsen mere moderne end de fleste yngre danske forfattere. Og så til syvende og sidst, er Madsen som sædvanligt ind imellem meget vittig. Det er dansk litteratur, når det er bedst.

Svend Åge Madsen: Pigen i cementblanderen. 286 sider. Gyldendal

Husfar-porno

Med novellesamlingen Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer har Jan Sonnergaard virkelig fået en del anmeldere til at flippe ud, bl.a. fordi de (specielt de kvindelige anmeldere) finder samlingen både mandschauvinistisk og sexfikseret, og måske er det også mest en drengebog – eller mandebog, om man vil, da forfatteren jo dog er 50 år. Fælles for de otte historier er, at de handler om mænd, som enten søger noget nyt eller er kommet videre i tilværelsen. I den første novelle fra Paris, 92, Rue Saint-Louis en l’ile møder jeg-fortælleren sin gamle 14 år ældre veninde, som han havde et forrygende år sammen med – fyldt med vild sex i en luksuslejlighed, han havde fået stillet til rådighed af en ældre franskmand. Da de to tilfældigt mødes på gaden mange år efter, hilser de ikke engang på hinanden, og hun er blevet ældre og udbrændt. Så er der den sære historie fra Amager Miraklet på Lorteøen om stamgæsterne på et værtshus, som samler sig om opgaven med at gøre en bums til et velfungerende menneske. En utopi om det gode i mennesket. Prag-historien handler om en mand, der beslutter sig for at sælge alt, og bruge de sparepenge, han i hemmelighed har samlet sammen, til at bryde op fra sin kedelige dagligdag i Danmark og flytte til Prag, hvor han ikke engang kan sproget, og hvor hans penge hurtigt får ben at gå på. Læseren bliver også taget med til Tblisi, Paris (igen), til et porno-miljø i Berlin og til atlanterhavsbyen Saint-Nazaire, hvor jeg-fortælleren er mere destruktiv end i nogen af de andre historier. En forfærdelig slutning på samlingen. Men værst af alt er nok Rom-historien Uhyret i Villa Borghese, som foruden at være en meget morson beskrivelse af et orgie i Det danske Institut er et karaktermord på kritikeren Erik Skyum-Nielsen, der på et eller andet tidspunkt må have giver Sonnergaard en dårlig anmeldelse. Det er morsomt, men hvor er det samtidigt ondskabsfuldt.

Alt i alt er det en samling, der har mandlige hovedpersoner med næsten ubegrænsede økonomiske midler, og som vader i smukke kvinder iført nylonstrømper og hofteholdere, kvinder, der næsten koger over i liderlighed, når de møder bogens charmerende jeg-fortæller. Det kunne være ulideligt, hvis ikke det var så godt skrevet. I kvindelige læsere, som synes, at dette bare er for meget – lad være med at læse bogen og hold jer til tidens mange husmor-pornobøger, men til jer mænd, som kan kapere denne form for litteratur – nyd denne herlige og velskrevne drengebog.

Jan Sonnergaard: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. 511 sider. Gyldendal

En by i provinsen

Os, som er titlen på Morten Sabroes nye roman, er en lille by nord for København. Her er brødrene John William og Henry Harding vokset op med den dominerende far Gunnar Harding, som var byens byggematador. Henry har overtaget firmaet, og han er siden blevet borgmester i Os, mens John William er journalist, og efter en skilsmisse har han boet 10 år i New York. I sommeren 2011 vender John William tilbage til Os, hvor han vil fejre sin 50 års-dag. Henry, som han ikke har talt med i 10 år, har stillet et hus til rådighed for John William og hans børn, Jackie og John-John, der til dagligt bor hos deres mor Eva i København. Jackie har kærestet med pacifisten Robert Anderson, inden han blev udsendt til Afghanistan, hvor han har fået begge sine ben amputeret efter at have trådt på en mine. Os er stolt af alle byens unge, der har været udsendt til Afghanistan, og man planlægger en heltemodtagelse af Robert, da han efter et års genoptræning med sine kunstige ben, skal vende tilbage. Men Robert udebliver. Han er blevet et andet menneske, som har noget at hævne!

Tre unge piger, Julie, Beatrice og Hanna er på mystisk vis sporløst forsvundet fra Os, og en kvindelig tv-journalist bliver affærdiget af Henry Harding, da hun spørger om de forsvundne piger. Der er noget mystisk, der ikke bliver mindre mærkeligt, når man bemærker de skumle personer, som borgmesteren omgiver sig med. Langt om længe får man nemlig også historien bag John Williams flugt til USA, der sker ganske kort efter 11. september 2001, en dag som også får en afgørende rolle for brødrene Harding og deres hustruer. Men måske er det sket ikke borgmesteren, der er bogens virkelige skurk. Mere skal ikke røbes her.

Morten Sabroe har skrevet en vedkommende bog, der oser af rå sex, og hvor hævn kommer til at spille en meget stor rolle, men det er også en roman, hvor Sabroe endnu engang sætter fokus på forholdet mellem fædre og sønner, hvor fædrene bliver beskrevet som totalt fraværende. Og så er romanen naturligvis også et billede af krigens meningsløshed. Med Os har Morten Sabroe skrevet sin nok væsentligste roman nogensinde, og det siger ikke så lidt.

Morten Sabroe: Os. 436 sider. Politikens Forlag

Tredje bind i Køge-krøniken

Katrine Marie Guldagers Den ny tid er tredje bind i den familiekrønike, hvor Ulven og Lille hjerte var de to første. Handlingen veksler stadig mellem Køge og København og året er 1967. Året hvor hippierne fik deres store gennembrud med hash, lsd, love-in og musik med Steppeulvene. Lilly forsøger sig i København som kunstner, nu med malerier, som hun forsøger at få afsat til forskellige gallerier. Hun bor, efter hun i andet bind var en smut tilbage i Køge, hos i hovedstaden sammen med Ib Berthelsen, mens Lille-Ib er blevet så stor, at han er ved at flyve fra reden. Det er Lillys andre to børn, Leonora og Henry, for længst. Leonora, der gemmer på en stor hemmelighed, nu på femte år lever i et barnløst parforhold med sin mand Klaus. Henry eksperimenterer med alle former for stoffer, og han får det ene dårlige flip efter det andet, mens han dyrker den frie kærlighed sammen med sin kæreste Helle. Og så dukker en halvbror, Ulf, op, en storebror, som Lilly intet kendte til. Der er både en hel del tilbageblik til halvtresserne, bl.a. hvor Leonora som 13-årig i en periode arbejdede på Langagergård – et drengehjem for forældreløse børn, som styres af en sadistisk bestyrer, der tyranniserer både elever og yngre lærere. Det gør Leonora op med på sin helt egen måde.


Man får også historien om Ella, der i sin tid var ansat hos Lillys tidligere mand, Peter, og som Peter friede til, da Lilly forlod ham, men som han senere kasserede. Hun er endt som alkoholiker med skiftende elskere – bl.a. var den helt unge Henry en tid hendes elsker.


Katrine Marie Guldager tager også forskud på fremtiden, og ofte fortæller hun, som fx at ”Peter ikke kunne vide, at Ulf skulle blive det sidste menneske i denne verden, han talte med, før han døde.”Der er mange hallucinationer i romanen, både hos Henry, Helle og deres hippie-venner, men også omkring den ulv, der gang på gang hjemsøger Lilly, måske en omskrivning af den Ulf, som Peter aldrig fortalte hende noget om. Den ny tid er et suverænt billede af en periode, der resulterede i blomsterbørn, og som stadig er legenden om de forkælede 68-ere.


Historien kunne godt slutte her, men heldigvis kommer der ifølge forlaget fem bind mere. Jeg glæder mig.

Grotesk morsom svensk roman

Hovedpersonen i Jonas Jonassons Analfabeten der kunne regne er den i begyndelsen af romanen 14-årige sydafrikanske pige Nombeko Mayeki, som i Sowetos sektor B, bliver chef for latrintømningen. Da hun bliver påkørt på gaden i Johannesburg af den alkoholiserede ingeniør Engelbrecht van der Westhuizen, der har indtaget en hel flaske cognac, er det Nombeko, der bliver dømt, fordi hun har gået på et fortov, der var forbeholdt hvide. Hendes store bødestraf bliver omregnet til, at hun skal bo og arbejde hos ingeniøren i de næste syv år, tre måneder og 20 dage, men kun til halv løn. Ingeniøren har til opgave at konstruere Sydafrikas første seks atombomber, men han kommer til at lave én for meget, og den kommer på forunderlig vis til at følge med Nombeko til Sverige, hvor hun møder republikaneren Ingmar Qvists to énæggede tvillingedrenge Holger 1 og Holger 2. Resten af romanen handler bl.a. om, hvordan man slipper af med en atombombe i Sverige, og læseren møder både statsminister Fredrik Reinfeld og kong Carl 16. Gustaf og mange andre politikere samt en af verdens mest frygtede efterretningstjenester, israelske Mossad, og den ene mere groteske situation afløser den anden.Det er en begavet og hamrende morsom roman, skrevet af forfatteren bag Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, og hvis man morede sig over den, så vil man gang på gang skraldgrine over Analfabeten der kunne regne.   

Jonas Jonasson: Analfabeter der kunne regne. Oversat af Jacob Jonia. 381 sider. Modtryk

Katrine Marie Guldager: Den ny tid. 272 sider. Lindhardt og Ringhof


Politimand blandt frontsvin

Titlen Dødszoner i Simon Pasternaks debutroman hentyder til de områder, der i Hviderusland blev ryddet for mennesker under partisamaktioner.

Bogen foregår i juli 1943, hvor hovedpersonen Heinrich Hoffmann, der er tysk politibetjent fra Hamburg, er udstationeret ved Østfronten med titel af Oberleutnant. Hans barndomskammerat Manfred Schlosser, der er SS-officer, er også sendt til byen Lida, men i modsætning til Heinrich befinder han sig strålende med at myrde russere og likvidere jøder. Manfreds mentor SS-general Hubert Steiner og han hustru er under et besøg på Østfronten blevet lokket i et baghold, og begge er blevet myrdet og torteret på grusomste vis. Den sag skal Heinrich opklare, og modvilligt må han i samarbejde med højtstående SS-officerer indlede en jagt på partisaner, da de skal finde én med en helt speciel tatovering. Det resulterer i en menneskejagt, hvor det i en rapport fra Schlosser kynisk hedder: ”Tab, vores: En let såret. Nedkæmpet to bunkere. Afbrændt 3 forladte befæstede lejre. 988 banditter dræbt, heraf 251 jøder. 128 mænd, 73 kvinder, 19 børn aftransporteret til Riget.” Da man finder Steiners formodede morder fortæller han Heinrich, hvor en guldskat befinder sig, men Heinrich holder de oplysninger for sig selv, men efterhånden finder han ud af, at Manfred Schlosser er taget til Hamburg for at finde denne guldskat. Heinrich får orlov for at rejse til Hamburg for at gifte sig med sin forlovede, Eline, der ligner Zarah Leander. Da han kommer til Hamburg, er byen ved at blive sønderbombet, og det er der nogle uhyggelige beskrivelser af. Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her, men Pasternaks roman er en uhyre vellykket blanding af en historisk roman og en krimi med et fint plot.

Sammen med Christian Dorph har Pasternak skrevet flere spændende krimier, men på egen hånd overgår han sig selv. Han må have foretaget en enorm research, for hans beskrivelser af udbrændte landsbyer, mygbefængte sumpe, fangelejre, udryddelser og massegrave virker meget realistisk, og de mange grufuldheder savner ethvert sidestykke, men man føler ikke, at det bare er skrevet for effektens skyld. Det er en af årets helt store romanoplevelser.

Simon Pasternak: Dødszoner. 336 sider. Gyldendal


Erling Jepsen i topform

”Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke.” Sådan lyder den første sætning i Erling Jepsens Den sønderjyske farm, som er en skøn fortsættelse på Kunsten at græde i kor.

Fortælleren er igen den nu tolvårige Allan Jensen, der har startet en kaninfarm hjemme i familiens have. Den driftige Allan har snart så mange kaniner, at alene det at finde foder til dem er en større opgave, så kammeraten Frode bliver udnævnt til fodermester, og han er med til at fylde græs i sække – hentet på slagter Buddes mark. Aflønningen af Frode og senere Mette foregår med slik fra forældrenes ismejeri. Avlen bliver sat i system, og naboen Hansis lidt dorske avlskanin kommer på overarbejde, specielt, at en af Allans hunkaniner er så lidt villig til at blive bedækket, at han er bange for, at den er lesbisk.

På et tidspunkt bliver en vild hankanin, en tysk kæmpechecke smuglet ind til Allans kaniner med det resultat, at alle tre hunkaniner føder hver sit kuld store kaninunger med sorte prikker, og på et tidspunkt lykkes det Allan i sin uvidenhed at fodre kaninerne med græs, der er gæret med det resultat, at de får trommesyge, og hele naboegnens voksne må i gang med at rense de 84 kaniner med vatpinde.

Søsteren Sanne, der tidligere er blevet sat i familiepleje efter farens overgreb på hende, kommer på besøg, og er tæt ved at skyde moren med Allans luftbøsse. Der er også drabelige dyster med drenge fra det gamle Gram og dem østfra, og også her bliver der ikke kun skudt med bue og pil, og til sidst blander Allans far sig. Noget han ellers er varsom med, da han lidt er lagt på is af de andre i byen.

Faren kører stadig mælketur, men han bliver ikke mere bedt om at synge til begravelser, og butikken kører med underskud, og familiens eksistens er kun mulig via en arv fra en moster i Hamborg.

Der sker mange små sære ting i denne prægtige roman, der både er fuld af alvor og tragedier, men hvor det ene absurde optrin følger det andet. Den sønderjyske farm er oplagt at filmatisere, selv om man vil være nødt til at finde en ny dreng til at spille Allan. Alle de andre skuespillere fra Kunsten at græde i kor vil være oplagte i de samme roller.

En af årets hidtil bedste danske romaner.

Erling Jepsen: Den sønderjyske farm. 272 sider. Gyldendal

Fin roman om kærlighed, tab og sorg

Titlen på Morten Brasks nye roman En pige og en dreng kan forstås på to måder, for dels er det pigen Maya, der møder drengen – romanens navnløse jeg-fortæller, og dels er det det tvillingepar, som parret får – og mister. De to unge møder hinanden på universitetet på et tidspunkt, hvor Maya lever mere eller mindre sammen med en meget ældre mand, advokaten. Et eller andet i hendes barndom har gjort, at hun leder efter en faderfigur. Arkitekten var helt indforstået med, at Maya fandt en yngre elsker, men nu dropper hun ham helt og afleverer alle gaver tilbage – undtagen en specialdesignet Herméstaske. Første gang man møder romanens unge par, er de på ferie på en ø i Sydeuropa, og her følger men også deres første skænderier, bl.a. omkring det barn, som maya gerne vil have, men hvor han helst vil vente. Hjemme på Frederiksberg, hvor parret bor i en lille lejlighed ovenpå vennen Nicolòs italienske restaurant, får Maya endelig held til at blive gravid, efter at parret har modtaget behandlinger på en fertilitetsklinik. Men så går det hele galt. Maya bliver indlagt og føder sine tvillinger tre måneder for tidligt. Den lille dreng og den lille pige lever i nogle dage, hvor parret når at elske de små væsener, men de er begge så skadede, at de dør, og nu følger begravelsen på Garnisons Kirkegård. Maya meddeler sin kæreste, at hun gerne vil være alene i den næste tid, og hun flytter op til sin mor, mens han nærmest murer sig inde i sin lejlighed, hvor Nicolò forsøger alt for at servicere sin deprimerede ven, men intet hjælper, og til sidst flytter jeg-fortælleren op til sine forældre, hvor han i nogle uger forsøger at komme til hægterne. En dag modtager han en sms fra Maya, der gerne vil mødes med ham, og de mødes på kirkegården, for bagefter at drikke kaffe på en café på Østerbro. Her fortæller Maya ham, det han længe har forventet, at det er forbi mellem dem. Hun er flyttet tilbage til advokaten. Jeg-fortælleren tager tilbage til sin lejlighed og realiserer alt indbo, hvorefter han med de penge, det indbragte, kører sydpå i sin bil for at starte på en frisk et helt andet sted. Som det sidste sender han billeder af sig selv stående på dækket af færgen til Maya og forældrene, hvorefter han kyler telefonen overbord – han er fri – eller er han?

Morten Brask er meget fin til både at skildre de latterlige skænderier mellem parret – men også deres umådelige sorg. Det er en fin roman om kærlighed, tab, sorg og om det at blive voksen.

Morten Brask: En pige og en dreng. 219 sider. Politikens Forlag

Nordisk tsunami

Mikael Niemis Faldvand er er katastroferoman, som udspiller sig i løbet af en enkelt dag. Efter et kolossalt regnvejr brister en dæmning i det nordligste Norrland, og vand fra de enorme vandreservoirer, som leverer vand til Vattenfalls kraftværker slippes løs. En tsunamiagtig flodbølge slippes løs, og den river alt med sig træer og huse på sin vej ned mod de lavere liggende byer.

I denne kollektiv-roman følger man en række vidt forskellige personer. Adolf, der i sin specialudstyrede Saab 9000 Limousine førsøger at kære fra flodbølgen, helikopterpiloten Vincent, som havde planer om at begå selvmord efter en barsk skilsmisse fra Henny, der har fundet en ny mand, men som nu bliver den, der redder flere fra flodbølgen bl.a. Henny. Hans gravide datter klamrer sig fast til et hus, som er på vej ned mod vandfaldet, og så er der kraftværksarbejderen Barney, der nok skal vise nogle kællinger, hvem, der er den stærkeste. For de, der overlever, bliver hverdagen ikke mere den samme efter deres desperate kamp mod millioner og atter millioner af tons vand.

Det lykkes for Mikael Niemi at skabe både følsomme fortællinger om svigtet kærlighed og brutale skildringer af forsmået manddom, jalousi, egoisme og ondskab. Og det er som sagt en katastroferoman, måske inspireret af enten klimaforandringerne eller asiatiske tsunamier, som heldigvis midt i al sin alvor også er fuld af mere eller mindre groteske episoder.   

Man er helt forpustet, når man lægger denne herlige roman fra sig.

Mikael Niemi: Faldvand. Oversat af Anders Johansen. 301 side. Modtryk

Dommedag nu

De ubudne er en uhyggelig thriller skrevet af den engelske Liz Jensen med de danske rødder. Da en syvårig pige helt umotiveret myrder sin bedstemor, bliver det nærmest begyndelsen til en epidemi, hvor børn over hele verden myrder deres forældre eller nære slægtninge. Samtidigt øver ledende medarbejderes sabotage mod deres egne internationale firmaer. Den engelske Hesketh Lock er den ekspert og problemknuser, som firmaet Phipps & Wexmans sender rundt i verden, og han kommer først til Taiwan, derefter til Sverige og til sidst til Dubai. Alle steder er der tale om medarbejdere, der ikke selv ved, hvorfor de har skadet deres firmaer, og i alle tre tilfælde tager de efterfølgende livet af sig. Hesketh ar flyttet fra sin hustru Kaitlin, og han savner sin lille søn Freddy, da han under et besøg hos Kaitlin bliver vidne til at tragedien rammer hans egen familie. Langsomt begynder  Hesketh at ane sammenhængen mellem den globale industrispionage og de morderiske børns adfærd. For nu begynder der også at ske andre uhyggelige ting, bl.a. en hel del flyulykker. Hvordan salt eller manglen på salt spiller en rolle, skal ikke røbes her, men spændingen holdes gående hele vejen igennem. Liz Jensen har tegnet et isnende billede af en verden på vej mod afgrunden og af den nærmest autistiske adfærdsforsker Hesketh, der nærer en næsten sygelig interesse for origami.

Liz Jensen: De ubudne. 254 sider. Politikens Forlag

Morten Sabroe: Os. 436 sider. Politikens Forlag

 

 


Romananmeldelser: