Fortidens hemmeligheder
Jan Hauger, der er hovedperson i Johan Theorins spændingsroman Sankt Psyko, bærer rundt på en uhyggelig hemmelighed fra sin fortid. Han bliver i romanens begyndelse ansat i et vikariat som pædagog i børnehaven Lysningen, der ligger udenfor muren ind til Sankt Patricias sygehus, som er en retspsykiatrisk sikringsafdeling for tvangsindlagte kriminelle. De børn, der går i børnehaven, og hvor nogle overnatter, har typisk én af forældrene anbragt på Sankt Psyko, som sygehuset hedder i folkemunde. Jan har bl.a. til opgave at følge børnene over til deres forældre gennem en underjordisk gang mellem børnehave og sikringsafdelingen. Når Jan har søgt stillingen, er der en helt speciel grund til det, noget man langsomt finder ud af gennem kapitler, der dels handler om hans ophold mange år tidligere på et psykiatrisk hospital kaldt Bøngeren, dels om et af hans tidligere job på børneinstitutionen Lossen. Her var Jan på skovtur med børnene, men han vendte tilbage med et barn for lidt. To af de kvindelige pædagoger, som Jan arbejder sammen med, har også deres grunde til at arbejde på Lysningen, fx Lilian, hvis bror forsvandt sporløst, da han var 16 år, og som muligvis er offer for den psykopatiske morder Ivan Rössel, der er indespærret på Sankt Psyko. Hvorfor Jan er så nysgerrig, at han flere gange bryder ind på det ellers meget sikre Sankt Psyko, skal ikke røbes her, men Theorins roman arbejder sig hen mod en meget dramatisk og yderst overraskende slutning.
Sankt Psyko er ikke en del af forfatterens romaner fra Öland, da denne foregår på den svenske vestkyst i nærheden af Göteborg, men læserne har stadig fjerde bind af Ölands-kvartetten til gode. Den kommer til næste år. I mellemtiden kan man glæder sig over denne fremragende lavmælte thriller, som det næsten er umuligt at lægge frasig. Bedre spændingsforfatter findes ikke i Skandinavien!
Johan Theorin: Sankt Psyko. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 416 sider. Politikens Forlag
Et oprørt havnebassin i forgrunden og truende sorte skyer
over Operaen i København er et meget fint og symbolsk omslag til Anne-Marie
Vedsø Olesens gotiske thriller.
Den engelske sopran, Judith, er blevet engageret til at synge hovedpartiet i
Isabella, en ny opera komponeret og dirigeret af karismatiske Rolf Bergström.
Egentlig skulle Judith kun være med på andetholdet, men sopranen Magdalena
Fantini, der skulle have været hovedattraktionen, findes allerede inden
premieren druknet, og nu får Judith sit livs chance. Hun indleder samtidigt et
forhold til Rolf, der er storforbruger af kvinder. Rygterne siger, at han skal
have en ny kvinde, hver gang han komponerer en ny opera, og netop Isabella er
opkaldt efter hans tidligere kæreste eller hustru. Men hvem er Rolfs mystiske
mentor, Vilgot, der kommer til at spille en stor rolle i romanen, og som synes
at have en sær magt over Rolf. Det bliver en dramatisk gæsteoptræden for Judith
– fyldt med stemmer, vand, glas og ikke mindst død – specielt da Judith finder
ud af, at Rolfs næste opera skal hedde Judith! En slags dansk Phantom of the
Opera, hvor læseren holdes hen i spænding indtil den meget spektakulære finale.
Anne-Marie Vedsø Olesen: Glasborgen. 279 sider.Gyldendal
Operathriller nr. 2
James Medina er en selvcentreret stjernetenor af allerværste slags. Han skal foruden al anden luksus i sin garderobe have leveret en ny smuk escortpige, hver gang han skal optræde. Han har samleje med hende lige inden, han skal på scenen, men han afbryder altid lige inden udløsningen, for det gør, at han synger endnu smukkere. Under en koncert i Den Norske Opera, bliver han skudt i halsen, mens han er på scenen. Det udløser panik blandt det fine publikum, der opstår brand på tilskuerpladserne, og 15 mennesker omkommer. Sådan begynder Øystein Wiiks Dræbende applaus, som er den anden operathriller i dette forår. Medinas agent Victor Kamarov, der i sin tid flygtede fra Sovjet til Wien, har som agent flere andre store stjerner i sin stald, og også den anden store tenor, Francesco Arpata, bliver offer for et attentat, så det virker, som det er Kamarov, morderen vil ramme. Anmelderen Tom Hartmann er til stede ved begge koncerter, og han bliver kontaktet af Kamarov, der vil have ham til at skrive en bog om Medina. Samtidig følger læseren den unge morder Rudi Maier, der bliver dirigeret af den mystiske Fader Joachim. Kriminalkommissær Catherine Price, der har været gift med Tom Hartmann bliver sat på sagen i Norge, og imens er der kapitler, som viser, hvordan meget har rødder i noget, der skete i Wien i 1987. Der er nogen, der trækker i trådene, så Tom Hartmann pludselig kommer i politiets søgelys mistænkt for de to mord, og nu begynder en større menneskejagt i Østrig, hvor der ikke bliver sparet på special effects. Der er mange mulige motiver, og hver gang læseren tror, at nu har man fanget plottet, dukker der nye overraskende ting op. Det er en velskrevet thriller, hvor man mærker, at forfatteren Øystein Wiik virkelig kender operamiljøet. Han er selv skuespiller og sanger. Det er spændende til sidste side, selv om nogle af scenerne er lige lovligt fantasifulde og utroværdige, men fin underholdning.
Øystein Wiik: Dræbende
applaus. Oversat af John Jensen. 462 sider. People'sPress
Menneskejagt og mord
Benny Griessel er vicekriminalkommissær hos politiet i Cape Town i Sydafrika, men i løbet af den dag Deon Meyers krimi Tretten timer foregår, bliver han forfremmet til kriminalkommissær.
Det hele begynder kl. halv seks om morgenen, hvor en ung amerikansk kvindelig turist bliver jagtet op ad Taffelbjerget, samtidig med at Griessel bliver vækket af telefonen, fordi man har fundet en anden ung amerikansk kvinde myrdet. Halvanden time efter vågner en dybt alkoholiseret tidligere sangstjerne, Sandra Bernard, op ved siden af sin myrdede mand, pladeproducenten Adam Bernard. Disse sideløbende sager går politiet i gang med at opklare, og Griessel er mentor for en række meget forskellige politifolk. Det er en blanding af sorte, farvede og hvide, og man mærker ind imellem racismens grimme ansigt, når der skal foretages afhøringer. Umiddelbart kunne det virke, som det var Sandra, der havde myrdet sin mand, men pladebranchen er så betændt, at næsten alle kan være skyldige, og mens der bliver foretaget afhøringer der, kæmper Griessel og hans folk for at finde den flygtende amerikanske kvinde, før hun også bliver myrdet. Kl. 18.36 samme aften er alle tråde redet ud, og meget er opklaret.
Der er nogle fine portrætter af de meget forskellige politifolk, fra den barske kvindelige opdager, sorte Mbali Kaleni til den farvede Fransman Dekker, der har sit fornavn til minde om den hvide mand, der besvangrede hans mor. Hele stemningen med de utallige strømsvigt, og den mere og mere fortættede stemning, gør Meyers krimi til en af årets bedste krimier og så fra et land, der ellers kun krimimæssigt er kendt for James McClures romaner fra 1960'erne og 70'erne og så selvfølgelig Zulu, der udkom forrige år, men den var skrevet af en franskmand. Deon Meyer, der tidligere er udgivet på dansk uden den store opmærksomhed, får forhåbentlig her sit folkelige gennembrud. Der er kun at sige: Læs den!
Deon Meyer: Tretten timer.
Oversat af Svend Ranild. Sohn
Bjørners krig
Ole Frøslevs sidste og afsluttende bind i serien Mørketid, Haltefanden, begynder nytårsdag i 1945. Kriminalbetjenten Poul Bjørner lever som det øvrige politi, der undgik at blive sendt til tyske koncentrationslejre, en illegal tilværelse, hvor han med meget jævne mellemrum må skifte bopæl. Imens samarbejder han med kolleger på fri fod i en lille illegal politienhed, som har til opgave at indsamle materiale om stikkere og værnemagere, så disse kan retsforfølges, når krigen er slut. I nærheden af, hvor Bjørner bor, færdes en tidligere frikorpsmand kaldet Haltefanden. Han ernærer sig nu som stikker, og det er ham, Bjørner virkelig skal passe på. Som i de andre af Frøslevs bøger er politiets arbejde langsomt og omstændeligt. Der går dage med at skygge folk, man har i kikkerten, for at se om de besøger Shellhuset. Samtidig er Bjørner med til at fragte nogle våben fra Frihavnen og hen til modtagerne. Imidlertid er der en rivalisering mellem modstandsfolkene og Den Lille Generalstab, som er militærfolk, der vil have alle våben udleveret med henblik på retsopgøret. Det resulterer i, at den skipper, som havde sejlet de mange våben til Danmark, bliver likvideret efter ordre fra en højtstående militærmand. Et rent justitsmord. I forsøget på at få den militærmand hængt op på likvideringen, kommer Bjørner i kontakt med Frode Jakobsen. Som i alle syv bøger i serien, lykkes det på imponerende vis for Ole Frøslev at ramme både tidens miljø og tone. En tid, hvor det kun var modige boghandlere, som overtrådte tyskernes forbud mod at udstille Kaj Munks bøger. Mørketid som lidt kan sammenlignes med den engelske tv-serie Foyles War, er så dejligt langt væk fra alt hvad der hedder action, og efter at have vendt sidste side, sidder man tilbage med taknemmelighed for en god oplevelse, men også lidt vemod over ikke at skulle læse mere om Poul Bjørner og hans kolleger.
Ole Frøslev: Haltefanden. 7. og sidste bind i serien Mørketid. 373 sider. People’sPress
Alvorligt omsorgssvigt
Susanne
Stauns nye hovedperson, retsmedicineren Maria Krause er tilbage efter
den dramatiske finale i Døderummet, hvor hun for første gang dukkede
op. I Hilsen fra Rexville begynder handlingen i november
2010, hvor en kvinde er blevet myrdet i Odenses velhaverkvarter på
Hunderupvej. Politiet og Krause undersøger gerningsstedet, og mistanken
falder hurtigt på kvindens mand, som siger, at han var ude at lufte
hund og kom tilbage og fandt konen myrdet.
Så går handlingen
tilbage til marts/april samme år, hvor Maria på hospitalets skadestue
overværer, at et ægtepar kommer med deres lille datter, som er blevet
vansiret af en ætsende væske. Og Maria genkender faren som sin egen
bror. Ingen af forældrene forstår, hvad der er sket med datteren, men
Maria eksperimenterer ved at påføre sig selv et lille område med
afløbsrens, og det giver nøjagtigt den samme skade som på den lille
pige. Samtidig modtager Maria en mystisk mail fra en Emily, som skriver
til dr. Krause, at én, der står hende nær, er et monster, der myrder
sine børn. Hvordan de to begivenheder hænger sammen er bogens plot og
skal naturligvis ikke røbes her. Men det er en grusom beretning om
børnemishandling, og man får en forfærdelig beskrivelse af en kvinde,
der konsekvent påfører sine børn skader – og i sidste ende slår dem
ihjel. Måske på en underlig måde for at gøre sig selv interessant.
Slutningen finder igen sted i november 2010, og afslutningen er højst overraskende.
Susanne Staun har igen skrevet en uhyre velkomponeret spændingsroman,
og sprogligt er hun også denne gang oppe i krimiens superliga.
Susanne Staun: Hilsen fra Rexville. 292 sider. Gyldendal
Hvem var den sjette fra Cambridge
De
fleste historisk interesserede mennesker og yndere af spændingsromaner
kender Anthony Blunt, Guy Burgess, John Cairncross, Donald Maclean og
Kim Philby, der blev kendt verden over som De fem fra Cambridge –
spioner, som alle havde rystet Storbritannien i sin grundvold ved i
årtier at have udleveret hemmeligheder til Sovjetunionen. Men var der
også en sjette spion, som man aldrig fik afsløret? Det påstår Charles
Cumming i sin spionroman Den sjette forræder.
I 1992
bliver en ældre diplomat, Edward Crane erklæret død på et hospital i
London, og hans nekrologer kan man dagen efter læse i de britiske
aviser. Men 15 år senere kommer Ruslandseksperten, Sam Gaddis, der
underviser på universitetet i London og netop har udgivet en bog om
Ruslands præsident Sergej Platov, i kontakt med sin gamle
journalistveninde, Charlotte Berg. Hun spørger Gaddis, om han vil være
med til at søge efter et sjette medlem af De fem fra Cambridge, men
kort efter bliver hun myrdet. Kort efter bliver Sam Gaddis opsøgt af en
studerende, Holly Lavette, hvis mor netop er død. Moren nåede inden sin
død at efterlade datteren et kæmpe arkiv, hvor der skulle være papirer,
der muligvis kunne røbe den sjette spions identitet. Sam går nu på egen
hånd i gang med at fortsætte sin research, da han samtidig øjner
muligheden for at skrive en sensationel bog, der vil kunne få ham ud af
sin håbløse økonomiske situation. Han finder frem til en gammel mand på
et plejehjem, som hævder, at han kender sandheden om Edward Crane, som
åbenbart blot blev løjet død, og som muligvis stadig levet. Det bliver
et farefuldt opklaringsarbejde, hvor Sam konstant er overvåget af både
den engelske og den russiske efterretningstjeneste, og hvor mange
personer rundt om ham må lade livet. Det virker, som begge
efterretningstjenester for alt i verden vil skjule sandheden, og snart
er alle de personer, som var i kontakt med Crane på hospitalet i 1992
omkommet på forskellig vis. Sam Crane kommer vidt omkring i sin jagt på
sandheden om den sjette mand, og samtidigt bliver det mere og mere
uklart, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Det er en både
spændende og uhyggelig thriller, som får en til at tænke på en John le
Carré, når han var bedst. Den kan anbefales på det varmeste, man er
tryllebundet til sidste side.
Charles Cumming: Den sjette forræder. Oversat af Jakob Levinsen. 366 sider. Rosinante
Enhver lighed med virkeligheden er tilsigtet
Ferdinand von Schirachs Forbrydelser er en virkelig forunderlig bog. Egentlig er forfatteren forsvarsadvokat, og det er også erfaringer fra de mange sager, han har været involveret i, som danner baggrund for de 11 noveller. Det er vidt forskellige forbrydelser, der er tale om i de forskellige historier, og i flere af dem er der stof nok til en hel roman. Der er historier om mord, tyveri, medlidenhedsdrab, forvekslinger og en mands hjælp med at skaffe et lig ad vejen. I en anden historie er et mord udført så snedigt, at det ender med at blive henlagt som uopklaret. Nødværge hedder en novelle om to infame nynazister, der chikanerer og overfalder en mand, indtil han i nødværge slår dem begge ihjel. Han siger ikke et ord under hverken afhøring eller retssag, og han ender med at blive løsladt, uden at nogen fandt ud af, hvem han var. Der er desuden en historie om en skizofren ung mand, som bliver fængslet for et mord, som vider sig aldrig at have fundet sted, idet offeret blot var taget på ferie med en kæreste. Tornen, en ejendommelig novelle som leder tankerne hen på Villy Sørensen, handler om en kustode, som bliver mere og mere paranoid, kommer lige inden novellen om manden, der elskede sin kæreste så meget, at han havde lyst til at spise hende. Her er et uhyggeligt efterskrift om, hvad der videre hændte ham, og endelig en lille solstrålehistorie til sidst om en mand, der rammes af sin kriminelle fortid, gør noget rigtigt dumt, men som ender med at finde lykken. Alle 11 noveller er historier, som står uforglemmelige tilbage, når sidste side er vendt. Forlaget skriver, at fortsættelsen, Skyld, kommer til efteråret. Jeg glæder mig allerede!
Ferdinand von Schirach: Forbrydelser. Oversat af Anneli Høier. 213 sider. kr. 249. Gyldendal
Forrygende debut
Alena
Cornwall, kaldet Ally, er scenograf i New York og gift med journalisten
Patrick Cornwall, der er taget til Europa for at skrive en historie om
menneskehandel. Ally er jegfortælleren i Tove Alsterdals Kvinderne på stranden.
Ally får et telefonopkald fra Paris, hvor Patrick fortæller om en
brand, inden samtalen bliver afbrudt. Derefter hører hun intet fra sin
mand, til trods for at han burde være kommet hjem til USA. Samtidig gør
en ung svensk kvinde et uhyggeligt fund i vandet ved den spanske
sydkyst i Tarifa. Her er der desuden blevet fundet flere omkomne fra en
illegal immigranttransport fra Afrika. Ally tager til Paris i håb om at
finde sin mand, men alle klapper i som østers, når hun spørger om
Patrick, og hun fornemmer snart, at noget er grueligt galt. Bl.a. får
hun oplysninger om, at en kendt forretningsmand, den stenrige Alain
Thery, sandsynligvis er bagmanden bag en omfattende slavehandel, hvor
de afrikanske immigranter udnyttes skrupelløst. Ally møder også en
overlevende fra den brand, hvor 17 afrikanske immigranter indebrændte,
men denne overlevende myrdes kort efter. Efter sin forgæves
eftersøgning i Paris, får Ally at vide, at Patrick sandsynligvis
fortsatte til Lissabon, så Ally tager også til Portugal, og hun nærmer
sig måske gådens løsning.
Det er en hæsblæsende og spændende
roman om nederdrægtige mennesker, der er ganske uden respekt for
menneskeliv, og Allys historie får en højst overraskende slutning.
Emnet er aktuelt, og plottet er godt skruet sammen, samtidig med at
bogen er yderst velskrevet. Alsterdal må meget gerne skrive flere
krimier!
Tove Alsterdal: Kvinderne på stranden. Oversat af Birgitte Jannerup. 367 sider. Mrs. Robinson
Harry Hole opus 9
Efter tre år i Hongkong, hvor Jo Nesbøs hovedperson har ernæret sig som en slags inkassator for rige forretningsfolk, kommer han i Genfærd tilbage til Oslo, hvor en ung narkoman, Gusto, er blevet skudt i et opgør mellem narkomaner. Oleg, der er vokset op med Harry som en slags papfar, er anklaget for mordet, og Hole vil kæmpe for at bevise hans uskyld, selv om hans gamle kolleger betragter sagen som opklaret. Det bliver ret vanskeligt fordi Harry ikke mere har sin autorisation som politimand og derfor må tage højst utraditionelle metoder i brug. Heldigvis har han stadig mange kontakter, både med politifolk og med folk, som han på en eller anden måde har en klemme på. Det bliver hurtigt klart, at der er politifolk, der er involveret i narkokriminalitet. Der er nemlig dukket et nyt stof op, som hedder violin, og som er mange gange stærkere end heroin. Hele markedet bliver styret af den mystiske Dubai, som er omgivet af barske hitmen og en hær af sælgere, der alle optræder i røde Arsenaltrøjer. Harrys gamle kæreste, Rakel, der er mor til Oleg, kommer også til at spille en rolle, inden den meget spegede og blodige forløb når frem til et klimaks. Der er mange overraskelser undervejs, og ikke helt få må lade livet i løbet af de over 450 sider. Det er Jo Nesbø, når han er allerbedst.
Jo Nesbø: Genfærd. Oversat af Allan Hilton Andersen. 457 sider. Modtryk
Johanssons sidste sag
I Leif GW Perssons Den døende detektiv
møder man den tidligere chef for Rigskriminalpolitiet. Han har været
pensioneret i tre år, da han en dag sulten stopper ved Sveriges bedste
pølsevogn. Han når lige at sætte sig ind i sin bil, da han synker
sammen ramt af en blodprop. Tre dage senere vågner han op på intensiv,
og nu er både læger, sygeplejersker og hans unge kone Pia enige om, at
han skal lægge sit liv om og leve sundt, men det overtræder den
67-årige eksstrømer ikke helt sjældent. Han begynder at interessere sig
for en over 25 år gammel sag, hvor den 9-årige Yasmine blev voldtaget
og myrdet. Sagen er netop blevet forældet, og man vil ikke kunne
straffe morderen på normal vis, hvis ellers det lykkes for Lars Martin
Johansson og hans bedste ven, den også pensionerede politimand Bo
Jarnebring at finde frem til morderen. Johansson er blevet udstyret med
to hjælpere, Matilda fra hjemmeplejen og Max, der er tidligere
børnehjemsbarn fra Rusland. Dette firkløver begynder at grave alt frem,
og da Johansson endelig er overbevist om, hvem morderen er, har han
også besluttet, at retfærdigheden skal ske fyldest på en eller anden
måde.
Den murstenstykke roman er et sandt mesterstykke. Dialogen
er blændende, og ofte er replikker fra den vrantne pensionist
efterfulgt af, hvad han imens tænker, som fx: ”Er du for træt til at
snakke?” ”Naturligvis ikke,” sagde Johansson. Bare vi ikke skal tale om
mig, tænkte han.
Desværre har det utålelige, grove kriminalmand, Evert Bäckström, fra tidligere Persson-krimier kun en meget lille birolle i Den døende detektiv,
men ham kommer man forhåbentlig til at høre mere om i senere krimier,
for jeg glæder mig allerede til næste udspil for denne svenske
krimikonge.
Leif GW Persson: Den døende detektiv. Oversat af Bjarne Nielsen. 468 sider. Modtryk
Hævnens time
To
tyskere, der begge var aktive medlemmer af nazistpartiet fra
begyndelsen af trediverne er hovedpersoner i Richard Birkefeld og Göran
Hachmeisters Den der bliver tilbage har ret. Handlingen
begynder i 1944, hvor Ruprecht Haas mirakuløst er vendt tilbage fra
koncentrationslejren Buchenwald, hvor han havde været interneret, siden
han blev meldt til Gestapo for nazifjendske udtalelser. Han er
undsluppet under et luftbombardement, hvor han er blevet betragtet som
død. I mellemtiden er Haas’ hustru og søn blevet dræbt ved et
luftangreb i Berlin, og Haas har nu kun ét mål med tilværelsen, han vil
have hævn over den, der stak ham til Gestapo. I sin søgen efter
sandheden myrder han et par af de nazister, der boede i hans opgang.
Sortbørshandleren Egon Karasek, der overtog Haas’ butik, er også blevet
myrdet, og politimanden Hans-Wilhelm Kalterer, der er hjemme på orlov
fra fronten, bliver af sin overordnede, Langenstras, udnævnt til
Sturmbannfürer og sat på opgaven med at finde Karaseks morder. Det gør
naturligvis, at Haas’ og Kalterers veje kommer til at krydses på et
tidspunkt.
Alt dette sker, mens Berlin bliver tæppebombet af englænderne, og
beskrivelserne af krigens gru er uforglemmelige. Der er stadig
officerer, der tror på Tysklands endelige sejr, og mens bomberne regner
ned over den sønderbombede by, er der stadig brandbiler, som forsøger
at slukke de mange brande. Jo nærmere man kommer på krigens slutning,
jo mere mærker man den defaitisme, som trives på de endnu ikke bombede
værtshuse, hvor der danses og drikkes. Mange forsøger at desertere og
skifte side, og mange bliver henrettet af de endnu tro nazister.
Jødestjerner er i høj kurs på det sorte marked, for de kan blive guld
værd, når krigen er forbi. Imens fortsætter de to hovedpersoners jagt,
og hvad det hele ender med skal ikke røbes her.
Det er en stemningsmættet roman, som er meget mere end en almindelig krimi, og slutningen er højst overraskende.
Richard Birkefeld og Göran Hachmeister: Den der bliver tilbage har ret. Oversat af Jesper Høy Hansen. 344 sider Klim
Nina Borg på nye eventyr
Makkerparret Kaaberbøl & Friis’ tredje krimi, Nattergalens død,
begynder meget dramatisk med, at ukrainske Natasha Doroshenko undervejs
til en afhøring på Københavns Politigård slår to betjente ned og
flygter. Hun har på dette tidspunkt siddet fængslet i over et år, fordi
hun havde såret sin tidligere samlever, Michael Vestergaard, alvorligt.
Han havde forgrebet sig på hendes datter Katerina, og nu står Natasha
overfor at blive sendt tilbage til Ukraine, mens otteårige Katarina
stadig sidder i Røde Kors Centret Kulhuslejren. Sygeplejersken Nina
Borg har i flere år kendt Natasha og Katerina, og da hun hører, at
Michael nu også er blevet myrdet, har hun svært ved at se Natasha som
morder. Mens politiet mandsopdækker Katerina i flygtningelejren,
forsøger en mand at bortføre den lille pige, men det lykkes for Nina at
redde Katerina i sidste øjeblik, og hun tager hende med til et sikkert
sted. Herfra kontakter hun sin gamle ved Søren Kirkegård, der arbejder
i PET. Samtidig er to ukrainere i Danmark i forbindelse med
udleveringssagen, en politimand og en efterretningsmand, men mens
politimanden samarbejder med Søren, er den anden sporløst forsvundet.
Politiet i Ukraine mistænker desuden Natasha for også at have myrdet
sin første mand, Pavel Doroshenko – en mystisk playboy, der havde mange
mistænkelige forretningsforbindelser. I Danmark går der en større jagt
ind, både på Natasha og på hendes datter.
I mellem denne handling
er der en række kapitler, som fortæller om en familie i Ukraine i
1934-35, en familie som i en tid med hungersnød forsøger at hutle sig i
gennem. Den ene af døtrene er gennem sin lærerinde fuldstændigt
indoktrineret om Onkel Stalins fortræffeligheder – og hun er folkets
nattergal, også efter at hun har angivet hele sin familie og fået sendt
dem til Sibirien.
Hvordan disse to historier bliver til én skal ikke røbes her, men det
er en hamrende spændende roman, hvor man bliver dybt grebet af
beskrivelserne af Stalins Sovjetunion. Der er spænding til sidste side,
og det er klart Kaaberbøl & Friis’ bedste krimi hidtil.
Kaaberbøl & Friis: Nattergalens død. 346 sider. People’sPress