Bogpusheren

En født storyteller

”Min farmor blev gift med en skomager i Brønderslev og fødte ham tre drenge, Christian, Harald og min far Hans Ewald. Det blev åbenbart for meget for skomageren, for mange munde at mætte, og da drengene var i teenageårene, stillede han træskoene og opgav ævret.” Sådan står der i et af de første kapitler i Bent Mejdings erindringsbog Mit liv som papegøje. Og det bliver begyndelsen på nogle ualmindeligt velskrevne og morsomme erindringer fra barndommen, om hjemmet med en fordrukken far, som han dog som voksen bliver forliget med, om oplevelserne med storebroren og om en meget usædvanlig tante, som de to knægte ofte cykler ned og besøger. Som helt ung gør 17-årige Bent sin veninde Ulla gravid, men får hende overbevist om at få en abort. Senere som skuespillerelev bliver han forlovet og gift med kollegaen Susanne, som han får to børn med, men allerede inden har han mødt en anden kollega, den underskønne Susse Wold, der bliver hans livs kærlighed. Mejding skriver ærligt om forelskelsens glæder og sorger og specielt om skammen over for sine to små børn. Skuespillerkarrieren tager hurtigt fart, og der bliver mange gode roller til unge Bent. Det første store livsværk er Alléscenen, som bliver til Ungdommens Teater, og hvor Mejding har 16 gode år som direktør, instruktør og skuespiller. Her spiller han for første gang Privatliv sammen med Susse Wold – en forestilling som de kom til at spille 726 gange, og som de i en lidt anden instruktion gentog i Matador. Bent Mejding er også ærlig nok til at fortælle, at han ikke havde evnerne til at løfte tv-serien En stor familie til succes - ”men pyt – man kan jo ikke ramme plet hver gang.” Næste store projekt bliver hele renoveringen af Det Ny Teater, hvor Mejding sammen med Niels-Bo Valbro mod alle odds får skabt et stort musical-teater med kælderrestaurant med syngende skuespillere som tjenere. Erindringsbogen ligger langt over lignende selvbiografier i kvalitet, bl.a. fordi den følsomme Bent Mejding ikke er bange for at krænge sjælen ud, når han græder over livets sorger, eller når han i taknemmelighed priser al den lykke, livet har givet ham – børn og børnebørn og de årlige rejser til ferieparadiset på Hawaii.

Bent Mejding: Mit liv som papegøje – erindringer. Gennemillustreret i farver og sort/hvid. 405 sider. Gyldendal

Rundt om en stor skuespiller

… Men voksen blev jeg aldrig hedder bogen om mennesket og skuespilleren Jørgen Reenberg. Det er journalisten Me Lund, der står som forfatter, og det er også til hende Reenberg har fortalt sin historie, og så har hun desuden interviewet 19 skuespillere og instruktører, som har arbejdet tæt sammen med Jørgen Reenberg. På de første par hundrede sider fortæller Reenberg om sin opvækst med en ung mor, skuespilleren Ellen Carstensen Reenberg og faren den 30 år ældre Holger Reenberg, som var en af den generations største karakterskuespillere. Ingen tvivl om at Jørgen forgudede sin far, og man mærker den store sorg, det efterlader hos den 14-årige knægt, da faren dør. Der er mange skægge anekdoter med undervejs, og det altoverskyggende i Reenbergs egen tekst er, hvordan har arbejder med sine roller. Hvor andre bare læser teksten inden første læseprøve, så forsøger Reenberg at kravle ind i selve den person, han skal spille, og han tegner sågar, hvordan han skal se ud. Fælles for de fleste af de interviewede er, at de inden de møder Reenberg for første gang, så er de bange for ham, fordi de har hørt, at han er en besværlig krukke – og bevares, der er mange eksempler på en excentrisk adfærd, men samtidig er han også et hjælpsomt og rummeligt menneske, som de fleste kommer til at holde af. Bogen giver også et billede af en skuespiller, der kalder en skovl for en skovl, og han er meget ærlig i både sine bedømmelser af kolleger og af sig selv. Han lægger ikke skjul på, at der har været både op- og nedture i såvel karrieren som i privatlivet. Her er han meget blufærdig, og vi hører kun ganske lidt om han tre livsledsagere. Først Marianne Zobel, som han får sønnen Holger med, så Ghita Nørby, som han var gift med i otte år, og som han efter en hård skilsmisse siden fik et godt venskab og ikke mindst professionelt samarbejde med. Endelig nævner han sin nuværende Marianne (Høgsbro), som han har dannet par med i over 20 år. På mange måder er det et dybt fascinerende billede af en af 1900-tallets største skuespillere, et menneske, som både kan være nervøs og usikker, men som samtidig ikke sætter sit lys under en skæppe. Og det er en meget grundig bog om skuespillererhvervet – måske en anelse for grundig. Der er et rigt billedmateriale, som dog har den svaghed, at billedteksterne er identiske med, hvad der står i brødteksten, og der er lige lovligt mange superlativer fra anmeldelser af de utallige stykker, Reenberg har medvirket i. De langt over 500 sider slutter med en registrant over alt, hvad den flittige skuespiller har medvirket i i sin 60-årige karriere. Og som en ekstra bonus følger der en cd med, hvor Jørgen Reenberg læser H.C. Andersens Grantræet op.

Me Lund: ...Men jeg blev aldrig voksen. Jørgen Reenberg – Menneske & skuespiller. Rigt illustreret. 545 sider. Gyldendal

Underholdende Tour de Force

Hvordan overlever man et liv fuldt af umådeholdent druk, slagsmål, ludere, skandaler og mislykkede selvmordsforsøg – for at ende med at blive en lykkelig, nogenlunde succesfuld forfatter. Det handler Dan Fantes Fante - en familiehistorie om at skrive, drikke og overleve. Og det er vel at mærke ikke blot Dans egen historie, men ligeså meget hans far, John Fantes skæbne, som skildres i denne meget medrivende og underholdende fortælling.
Bogen går nogenlunde kronologisk frem. Først får man Fantefamiliens italienske baggrund, hvor bedstefaren var en murer, som emigrerede med sin familie til USA. Sønnen John havde arvet sin fars temperament og alkoholisme, hvilket ikke ligefrem gjorde livet nemt for ham. Han giftede sig med Joyce Smart, arving til en meget velhavende familie. ”Blodet forlod mormors ansigt, som kom til at ligne marmor, når hun så svigersønnen John Fante komme op ad havegangen.” Heldigvis døde Joyce’s forældre kort tid efter, og familien Fante arvede en masse penge, som John gjorde alt, hvad han kunne, for at formøble på poker og frække damer. Ikke desto mindre nåede Joyce og John næsten at fejre guldbryllup, inden John Fante døde i 1983. Der er prægtige beskrivelser af den hidsige John, som får en ualmindelig uheldig litterær karriere, inden han bliver rigtigt opdaget, da han er gammel og blind, ikke mindst takket være Charles Bukowski. I de mellemliggende år ernærer John Fante sig som manuskriptforfatter i Hollywood. Dan har arvet sin fars alkoholisme, og han må igennem utallige skiftende job som taxachauffør, privatdetektiv, gadesælger, medejer af et limousine-firma og telefonsælger, inden det lykkes for ham efter flere afrusningskure og selvmordsforsøg endeligt at blive tørlagt. Her får han så udgivet sin første roman Engle har ingenting i lommerne og siden er det blevet til mange andre bøger, både romaner, digte og skuespil.

Dan Fante har nogle meget intense beskrivelser af det dillerium, han oplever, når han selv forsøger at lægge sputten på hylden.

En ting Dan Fante også arvede efter både sin far og farfar var et kæmpe talent som storyteller. Derfor er Fante blevet en biografi, man tyrer igennem som var det en kriminalroman. Den er desuden illustreret med en række private sort/hvide fotografier.

Dan Fante: Fante – en familiehistorie om at skrive, drikke og overleve. Oversat af Rasmus Hastrup. 365 sider. Forlaget Per Kofod

Dirch-fans kan begynde her

Journalisten Ole Sønnichsen skrev for tre år siden biografien Dirch Passer, og nu er han så manden bag Dirch Passer – et liv i billeder. Bogen er et overflødighedshorn af glimrende billeder, hvor en del er udlånt af familie og venner og af den grund aldrig er vist før. Teksten er også fin med masser af små anekdoter og historier fra kollegaer, familie og venner, men har man læst biografien fra 2009, så er der ikke noget nyt at hente her. Men for de mange, som ikke fik læst biografien, er der her en kortere og mere lettilgængelig udgave af historien om Danmarks morsomste mand, om den sky og generte Dirch, der først foldede sig ud, når han stod på scenen. Og der er også beretninger om, hvor meget rovdrift, der blev drevet på dette kæmpe talent med det resultat, at han medvirkede i alt for mange elendige film, hvor hans ellers store underspillede vid blev erstattet med højtråbende pladder. Beskrivelsen af hans ægteskaber er også fin, fordi man samtidig kommer ind bag facaden på den private Dirch, som når det gik værst til kunne konsumere to flasker whisky på en dag. Og så dokumenterer Sønnichsen også, hvordan den pligtopfyldende Dirch blev presset så meget, at han døde på scenen kun 54 år gammel. Men nu kan der næppe heller skrives mere om denne store komiker.

Ole Sønnichsen: Dirch Passer – et liv i billeder. Indbundet, 222 sider. Gyldendal

Nonner og kakaduer og meget andet

Det hele begynder på en nonneskole, men så er der sandt for dyden heller ikke meget mere nonne over den bog. Kunstmaleren Susanne Krage fortæller i sin stærkt underholdende erindringsbog Natsværmer – et liv blandt kunstnere og kakaduer om et til tider meget omflakkende liv. Hun vokser op med en kvindeforfører af en far og en mor, som arbejder på kontoret hos Stig Lommer på ABC Teatret. Allerede mens hun går i skole hos nonnerne, vinder hun en konkurrence om at have Danmarks flotteste ben. Så møder hun skotten Jim, som hun senere får barn med og bliver skilt fra, med det problem at moren også er forelsket i ham og har et forhold til ham. I Grækenland møder hun en mand, som dog ikke var nogen særligt god elsker, ”hvilket jeg senere skulle erfare gjaldt de fleste græske mænd!” Da én af hendes veninder på et tidspunkt fortæller Susanne, hvor gode og lette penge man kan tjene på Kakadu Bar , kommer der nogle år, hvor Susanne dels studerer tegning, men samtidig tjener mange penge som luksusluder. Inden da har hun også været Lommerpige på ABC Teatret, og det er ikke så få navngivne skuespillere, hun dyrker seksuelt. Men der er også en arabisk shah, der inviterer hende til Teheran for en fyrstelig sum, men i sidste øjeblik fortryder hun og konverterer sit forskud på 2.000 kr. til en rejse til Rhodos i stedet. Simon Spies får også lokket Susanne i kanen endda sammen med en anden pige for 2.500 kr. til hver, men der er ikke liv i Simons nedre regioner, så det bliver kun til et lesbisk show med Spies på en kigger. Men så møder Susanne Krage Henrik Stangerup, som hun også bliver gift med, og det bliver til 16 turbulente år i København, på Møn hos Elsa Gress, i Paris og i Brasilien. Der er festlige skildringer af Stangerups familie, moren, som han ustandselig skændes med, og den forfærdeligt snobbede søster Helle, som havde en sofa, hvor der var brændt et lille hul i det stramajbroderede betræk. Det skulle ikke repareres, fordi det var en glød fra Pms cigaret, der havde forårsaget det. Senere fandt Susanne ud af, at PM betød prinsesse Margrethe. Det skildres også fortræffeligt, hvordan Stangerup er på den ene Minnesota-kur efter den anden og alligevel falder i vandet igen. Den ene gang mener Susanne, at det er fordi Henriks halvfætter Klaus Rifbjerg er blevet direktør på Gyldendal. ”Ham der havde kaldt Henrik for ”Vandhovedet fra Møn”, og hans romaner for oppumpede hamburgerrygge. Hvilket i øvrigt fik Stangerup til at flytte sit forfatterskab fra Gyldendal til L&R. Det ender med, at Susanne forlader Henrik, og de når at blive skilt, inden han dør af kræft. Endelig finder hun en ny mand, som hun nu lever en mere stille tilværelse med i Sydeuropa. Det er en både velskrevet og morsom selvbiografi, som varmt kan anbefales.

Susanne Krage Natsværmer – et liv blandt kunstnere og kakaduer. 272 sider. Gads Forlag

Ulla Kabulla på eventyr

Titlen på Ulla Terkelsens selvbiografi – Vi kan sove i flyvemaskinen er et citat fra en rejse i hendes elskede Polen, hvor hun som den første journalist får et interview med den polske præsident, efter at hans land er kommet ind i EU. Kameramanden Andrew peger på, at deres arbejdsdag kommer til at trække ud, hvorefter Ulla Terkelsen siger det, der er blevet til bogens titel. Og den passer godt til mange andre spændende situationer, hun i årenes løb er havnet i, som da hun fx måtte drøne fra London til USA via Montreal efter 9/11 i 2001, og hvor hun samtidig ikke vidste, om hendes søn, der bor i New York var uskadt, hvad han heldigvis var. Bogen har Ulla Terkelsen skrevet sammen med journalisten Andreas Fugl Thøgersen, der sørger for, at stemningen er til stede, når hun fortæller om sit liv i forskellige lejligheder eller på hotelværelser rundt om i verden. I begyndelsen fortæller hun om sin barndom, og man får historien om hendes meget tidligere giftermål med formanden for Studenterrådet i Aarhus, Svend Terkelsen, som hun flytter til Polen sammen med. Efter tiden som journalistelev på Demokraten i Aarhus kommer Ulla Terkelsen til Swinging London, som også bliver et af hjemstederne i hendes liv, og hvor hun bor i ni år, inden hun i 1976 vender hjem til Danmark først som journalist på TV-Avisen, hvor hun senere bliver redaktionschef. I 80'erne er hun i tre år DR-korrespondent i Washington, men bliver så fristet af et tilbud om at være med til at starte TV2 i Odense, og det bliver en festlig periode med mange muntre anekdoter, og fra at være nyhedschef med mange kontroverser med Jørgen Schleimann, bliver hun den omkringfarende reporter, hvad enten det er uroligheder, krige eller royale bryllupper, hun skal dække. Hele tiden med kufferten klar, som fx da kæresten lige er kommet til Berlin, og hun bliver sendt til Irland i ekspresfart. Hun er også i USA for at dække indsættelsen af Barack Obama, mens hendes kæreste, Jørgen Grunnet, ligger og dør hjemme i Danmark. Endelig er der spændende beretninger om et dramatisk år i Afghanistan.
Det er en uhyre velskrevet og fascinerende bog, den nu 67-årige udenrigskorrespondent har begået. Der er også mange kloge betragtninger undervejs, man lige lovligt meget er citater på engelsk, og det kan mange steder virke lidt overflødigt eller krukket. Men det er kun en lille petitesse, og at biografien ikke er illustreret, gør egentlig ikke noget, når hun fortæller så¨levende.
Ulla Terkelsen i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen: Vi kan sove i flyvemaskinen. 257 sider. Politikens Forlag

Ottos halve liv

Den nok mest indflydelsesrige forlæggere i det forrige århundrede, Otto B. Lindhardt, har i Gyldendals Julebog 2011 Var det ikke nemmere at købe Gyldendal? fortalt en række historier fra sit halve arbejdsliv. Efter en kort beretning om familien Lindhardt og om sin skoletid, kommer læseren frem til, hvordan den unge Lindhardt kom ind i bogbranchen. Det var Ejnar Munksgaard, der sagde til den nybagte student Otto, at han skulle begynde med at uddanne sig til boghandler, og det resulterede i en læreplads i Holte hos boghandler Falkjær-Pedersen, hvor spiren til venskabet med Thorkild Hansen blev grundlagt. Otto Lindhardt var tidligt meget aktiv i BMF og var i en periode redaktør af Bogormen. Den første forlagserfaring fik Lindhardt hos Frost-Hansen, Thorkild Beck og hos Arnold Busck, inden et legat muliggjorde en rejse til USA, som kom til at vare i halvandet år, og her knyttede den unge dansker forbindelse til en række indflydelsesrige forlæggere, hvad han fik meget gavn af sidenhen. Hjemme igen blev Otto forretningsfører på Wivels Forlag, som økonomisk blev understøttet af den senere stifter af Louisiana, Knud W. Jensen. Da en udvidelse af Wivels Forlag blev aktuelt, sagde Knud W. den sætning, som er blevets bogens titel: ”Var det ikke nemmere at købe Gyldendal?” Som sagt så gjort, og kort efter blev den 27-årige tidligere boghandlermedhjælper ansat som underdirektør på Gyldendal under legendariske Ingeborg Andersen. Omkring et år efter skete den store omvæltning på Gyldendal, hvor det berømte triumvirat bestående af Jokum Smith, Ole Wivel og Otto B. Lindhardt overtog tøjlerne sideordnet. Efter at først Jokum Smith havde forladt forlaget for at blive adm. direktør i Politikens Hus, og Ole Wivel havde trukket sig for at hellige sig sin forfattergerning, blev Otto adm. direktør for det store forlag. Foruden hans spændende gennemgang af forlagets udvikling fra 1952 til 1970, om udvikling af Tranebøger og andre bogserier, om bogklubber og anden modernisering af Gyldendal, er der en række kapitler om nogle af forlagets forfattere, som Otto udviklede et nært venskab med. Det er foruden vores egen Karen Blixen og Thorkild Hansen navne som Harry Martinson, Pär Lagerkvist, Mikhail Sjolokhov og John Steinbeck. En skæg erindring er også den Frankfurtmesse, hvor Lindhardt, stik imod hvad man havde aftalt på forlaget, købte Boris Pasternaks Dr. Zivago, som han ikke havde læst. Kort efter fik Pasternak Nobelprisen i Litteratur.
Otto B. Lindhardts bog slutter med Gyldendals overdådige 200 års-jubilæum i 1970, hvor 3.000 branchefolk hyldede forlaget i Forum, og hvor Lindhardt dagen efter sagde sin stilling op, og man kan ikke lade være med at tænke på, at det stunt, som Otto B. førte ud i livet med at forlade skuden dagen efter en markant mærkedag, små to år efter blev kopieret af Jens Otto Krag, da han dagen efter EU-afstemningen gik fra borde – men desværre ikke - for Krag - med samme lykkelige resultat. Otto havde regnet med, at hans underdirektør, Gert Ringhof, skulle efterfølge ham, men da denne ikke fik tilbudt stillingen, sagde han også op, og det nye forlag Lindhardt og Ringhof var kort efter en realitet. Men som bogen slutter: ”Det er en helt anden historie”. Og den får vi forhåbentlig også en dag. Det er en uhyre veloplagt beretning om et halvt forlæggerliv. Bogen har naturligvis særlig interesse for branchefolk, men også andre kan med stort udbytte læse den, bl.a. på grund af sine fine portrætter af spændende forfattere.
Otto B. Lindhardt: Var det ikke nemmere at købe Gyldendal. Illustr. Med fotos. 172 sider. Gyldendal

Berlins historie kort

Hvis man kun har en halvanden time til at sætte sig ind i Berlins (eller Tysklands) historie fra Første Verdenskrig og til i dag, så kan man ikke gøre noget bedre end at anskaffe sig Jens Blendstrup og Lars Gundersens Berlin – øjenvidnevariationer. På små 200 sider kommer Blendstrup rundt om skyttegravene i Første Verdenskrig – mellemkrigstiden og nazismens fremmarch til grusomhederne under Anden Verdenskrig og tiden, der fulgte. Det er en blanding af ganske korte sentenser som fx ”I Berlin var der dobbelt så mange kvinder som mænd efter krigen” eller den lidt længere: ”Det var kun de onde der overlevede 1. verdenskrig. Det var egentlig meget uheldigt. Set i bakspejlet kunne fjenden godt have skudt de onde i steder for de gode. Den konstante knurren der fulgte dem i de 20 år der var fred, kunne jeg godt have været foruden.”

Om den senere tid skriver Blendstrup: ”Min farfar lavede en stol af deres plomber. Vi vedblev med at sige De til dem, også da de blev til undermennesker. Der er jo ingen grund til at være uhøflige.”

Teksterne slutter sådan set med freden i 1945, men eftertiden og måske også fortiden er så flot illustreret med mesterfotografen Lars Gundersens billeder.

Det hele er intet mindre end et mesterværk!

Jens Blendstrup og Lars Gundersen: Berlin – øjenvidnevariationer. Gennemillustreret i farver, stort format. 176 sider. Samlerens Forlag

1864 fortalt i billeder

Sådan rent tekstmæssigt er der ikke meget nyt at hente i Tom Buk-Swientys 1864 i billeder, hvis man har læst hans to mesterlige bøger om 1864, Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, men bogen er et glimrende supplement til dem. Billederne, hvoraf mange er i farver, er skitser, malerier, tegninger og fotografier, og de viser to sider af billedkunstnernes opfattelse af krigen. Nogle billeder glorificerer den danske indsats, sådan som samtiden gerne ville se den, mens de fleste er dokumentationen af krigens gru og rædsler. Der er billeder, hvor soldater fremviser deres amputationer, og på et meget uhyggeligt opslag, som er taget fra lærebogen Handbuch der kriegschirurgischen Technik, ser man, hvordan man amputerer eller fjerner granatsplinter i kraniet. Et gammelt fotografi af den sønderskudte Dybbøl Mølle, får én til at undre sig over, hvordan det var muligt at genopføre den. Der er også en hel del fine portrætter af krigens hovedpersoner fra den realistiske general de Meza til den uduelige oberstløjtnant Beck, der ved mere end almindelig udygtighed førte sine tropper ud på en bakke ved landsbyen Lundby, hvor de blev majet ned af prøjserne, som var de lerduer. 140 mand blev dræbt, såret eller taget til fange, mens tre prøjsere blev såret. Buk-Swienty viser for tredje gang, hvordan selvovervurderende danske officerer og ikke mindst politikere kastede soldater ud i de rene massakrer. Har man ikke læst forfatterens to tidligere bøger, er her en let måde at tilegne sig stoffet på, og vel at mærke en meget underholdende måde. Men så kan der vist heller ikke skrives mere om 1864.

Tom Buk-Swienty: 1864 i billeder. Gennemillustreret i farver og sort/hvid. Stort format, indbundet. 268 sider. Gyldendal

Porno gennem 100 år – fra dengang bedstefar og morfar var nysgerrige

Jon Nordstrøm, der tidligere har udgivet to bøger om tatoveringer og én om tog, har nu redigeret et stort flot værk om Dansk porno, med undertitlen 100 års historie om synd. Det begynder med flyveblade fra slutningen af 1800-tallet, og de var egentlig ganske direkte i deres skildringer af kønslivet, og flere af dem blev da også beslaglagt af politiet. Senere kom blade med Mary Willumsens flotte nøgenfotografier af yppige kvinder fra byens badeanstalter, og igen senere blade som Varieté og Cocktail, der var det vildeste, man kunne få i almindelige kiosker i 50'erne og 60'erne. I slutningen af 60'erne kom så Weekend Sex, Color Climax og Ugens Rapport, som blev solgt i kæmpeoplag. Og pornografiske film blev solgt i over en million film om året, da det gik vildest til. I slutningen af 60'erne blev forbuddet mod pornografi ophævet, og salget af blade og film blev stadig solgt i store oplag, men i løbet af 90'erne blev markedet ramt af en afmatning, der nok hovedsageligt skyldes, at man kan få snart sagt alt på nettet i dag – gratis.

Jon Nordstrøm fortæller selv en stor del af pornoens historie, men han har også artikler om fx fotografen Ole Ege, der senere startede et erotisk museum midt i København, og han har desuden historien om Theander-brødrene, der sammen med Leo Madsen var 60'ernes og 70'ernes store pornokøbmænd. Nordstrøm fortæller om perioden med live-shows, hvor det var gangsteren Svend Thevis, som var Vesterbros store bagmand, og der er levnet et helt kapitel til Bodil Joensen fra Odsherred, som havde en sædcentral, og som gjorde sig bemærket ved at medvirke i film med alle mulige slags dyr, hunde, heste og orner. En lidt trist historie om en kvinde, der døde i 1985, 40 år gammel, ensom og glemt.

Med sine langt over 100 billeder, hvor de fleste er i farver, har Jon Nordstrøm skabt et spændende stykke kulturhistorie fra dengang, bedstefar og oldefar var unge og nysgerrige.

Jon Nordstrøm: Dansk porno – 100 års historie om ”synd”. Gennemillustreret. Dansk og engelsk tekst, 338 sider Nordstromsforlag